Plottråd Reaktionstråd

Mørkets Nederlag, part I

Plotmaster

Plotmaster

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 100 år

Højde / 0 cm

Plotmaster 07.07.2023 21:13


Mørkets Nederlag, part I


Fort Solis, maj 2023

"Major. Rapporten fra Mydth'Ethil - flere delinger er forsvundet sporløst." Den knælende skikkelse iført Mørkets uniform havde sveddråber løbende ned af panden. Det rubinske forår havde været nådesløst, og de udstationerede krigere var ikke kommet så langt med opførslen af fæstningsværket, som man havde håbet.

Alle forsøg på at etablere alliancer mellem Mørket og minotaurklanerne og ørkenelverne var ind til videre fejlet. Majoren var en presset mand - og han var bange for den straf, der utvivlsomt ventede ham, skulle han vende tilbage til Obsidianøerne med halen mellem benene.

Tre dage efter udvekslingen mellem majoren og krigeren, gjaldede et krigshorn hen over Ørkensandet. Det var lykkes styrker fra Balzera og Sarghos at identificere fortet, og de gjorde klar til at styrte det. Som Mørket samlede sit forsvar opdagede de, at Majorens gemakker var tomme. Han var deserteret aftenen forinden. De overlevende af Mørkets styrker søgte mod Obsidianøerne.

Fort Arctos, juni 2023

"De har overtaget minerne, Major." Sommeren havde bragt mildere vejr til Nordlandet, men det havde også givet Dragorns og Nordlandets styrker adgang til Dragonisdalen - og den minedrift, Mørket udførte her. Nordboerne havde ikke gode erfaringer med Mørket, og minernes tilstedeværelse var alt andet end velkomne.

Majoren, som havde kommandoen over Fort Arctos vidste, at de sandsynligvis kunne holde sig skjult på grund af fortets afsides lokation, men nu hvor minedriften var ophørt og slaverne befriet, var forsyningerne hastigt ved at slippe op.

En enkelt deling blev efterladt, som resten af Mørkets styrker forlod området og satte kurs mod Obsidianøerne.

Fort Umbra, juli 2023

"Sabotage igen!" Ekspeditioner ind i Amazonitskovene, havde kostet flere liv, end Majoren brød sig om at indrømme. Fra fælder i skovens dyb, sat af snedige skovfolk, til selve naturen, der simpelthen lod til at modarbejde soldaterne.

Hertil kom en stigende følelse af modløshed og paranoia, som ingen helt kunne forklare hvor kom fra. Flere af Mørkets folk var efterhånden begyndt at mistænke, at der var sabotører iblandt deres egne tropper. Men selv om Majoren, der havde kommandoen over fortet selv følte alle disse ting, kunne hun ikke afblæse missionen. Umbra var nøglen til Amazonitskovenes hemmeligheder, og Mørkets Herre havde en særlig stor interesse i at finde, hvad der skjulte sig i det grønne dyb..

Den følgende morgen fandt soldaterne Majoren klynget op i sit arbejdskammer. Ingen vidste præcis, hvem der havde gjort det, men de fleste af soldaterne tog det som et tegn til at sætte kursen tilbage mod Obsidianøerne. På vejen forsvandt adskillige delinger sporløst..



Praktisk information


Dette er en reaktionstråd for både karakterer i Mørket, samt andre der kunne deltage i eller observere uddrivelsen af Mørkets styrker fra de forskellige områder. Ønsker man at spille videre på specifikke handlinger under uddrivelsen, er man meget velkommen til at gøre dette i en seperat tråd.
Samtidig er det en mulighed for karakterer i Mørket at overveje, om man vil være med til at regruppere på Obsidianøerne, eller om man forlader Mørket på nuværende tidspunkt.
For mere information om plotændringer vedrørende Mørket, se denne tråd.

Plotmaster har forladt tråden.

Sephyran af Kazimi

Sephyran af Kazimi

Fyrste af Kazimi-slægten

Retmæssig Ond

Race / Menneske

Lokation / Rubinien

Alder / 61 år

Højde / 180 cm

Krystal 08.07.2023 09:47
Rubinien nær Fort Solis, maj 2023

"Ærede fyrste. Det var en komplet sejr - Mørket er på tilbagetog." Rapporten blev aflagt af en knælende soldat i det solvarme ørkentelt, som var udsmykket efter alle kunstens regler. Det var sjældent, at fyrsten selv drog ud på denne måde, men nyheden om Mørkets tilstedeværelse i Rubinen, havde fået hans blod i kog. Tiden var inde til at vise, at det var Kazimi-slægten, som bestemte i dette land.

Han havde ikke selv deltaget i uddrivelsen, men utålmodigt afventet rapporterne komme ind fra sin behagelige position i teltet. Her var han omgivet af sine livvagter, for selv om fyrsten var ivrig, kunne han ikke sætte sit eget liv på spil. Den imponerende, gyldne brystplade, han havde på var da også mere udsmykning end noget andet - og den strammede også gevaldigt, i forhold til hvad han huskede den havde gjort, sidste gang han var draget ud..

"Efterlad nogle af vores folk til at gennemsøge fortet og drive dem, som er flygtet, helt ud af Ørkenen." Beordrede fyrsten tilfreds. Resten af styrkerne gjorde klar til at vende tilbage til Balzera, men inden da havde Sephyran en kort udveksling med en af sine spioner: Hvis der fandtes noget bevis for, at nogle af hans egne allierede i Rubinen, havde hjulpet Mørkets styrker, måtte han vide det. Det samme galdt, hvis hun på nogen måde havde været indblandet. Fyrsten ville nyde sejren, men øjne og ører måtte holdes åbne - man vidste aldrig, hvor ens fjender lurede..
  

Sephyran af Kazimi har forladt tråden.

Cassiopeia Reier

Cassiopeia Reier

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 34 år

Højde / 176 cm

Fia 08.07.2023 15:42
Svedige hænder sørgede for at brevet klistrede sig til Cassiopeias hænder, som hun sad alene på sit værelse og læste. Det lignede et sødt brev, når folk udefra læste det, men når hun trak læderstykket over, for at læse koden, kunne hun ikke være andet end urolig. Hvad foregik der? Hvorfor virkede det til, at Mørket blev opløst mere og mere? Hun følte en enorm uro i hele sin krop, som kravlede der insekter under huden. Cassiopeia turde ikke tænke over hvor mange gange hun havde læst brevet. Hun kunne slet ikke finde ud af hvilken position hun selv sad i. Skulle hun gå under jorden, tage til øerne eller skulle hun skrue bissen på og finde ud af hvad hun kunne gøre for at forhindre at flere adelige, stærke familier blandede sig i Mørkets planer? Hun følte det var uklart i koden, eller måske rystede hendes hænder så meget, at hun ikke modtog beskeden ordentligt. Hun gemte læderstykket væk og begav sig ind til forældrene som sad ved pejsen og brændte brevet.

Det var ikke let, men hun måtte sikre sig, at hun ikke havde nogle løse ender. At hun blev nødt til at gå ned af en mørkere vej for at komme videre, kunne blive nødvendigt. Hun måtte opsøge de få, der havde færten af hendes forræderi mod Lyset og forsøge at gøre en ende på dem eller deres mistanke. Hvis Mørket ikke fik styr på deres styrker, så var der intet der ville holde folk tilbage for at røbe, hvad de mistænkte. Med et beroligende smil til sine forældre valgte hun at vende om på hælene og drage til den første.
Hvis hun var heldig, så kunne hun blive helt fri fra det hele? Intet greb fra Mørket og ingen, der mistænkte noget, bare… frihed. Det var måske et drømmescenarie, men måske var det for det bedste ikke at forlade sin post, før hun havde fået mere at vide fra Zahinael.

Døm ikke en bog på dens omslag


Avatar by Charlie Bowater

Cassiopeia Reier har forladt tråden.

Dorian Deloras Solace

Dorian Deloras Solace

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Dæmon/Topalis-folk

Lokation / Obsidianøerne

Alder / 272 år

Højde / 187 cm

Lux 17.07.2023 17:49
Slut maj 2023 | Sarghos.

Det var lidt af en rodet tid for halvdæmonen, hvis fundament virkede til at blive mere og mere presset. Påvirket, det smuldrede mildest talt under fødderne på ham. Efter gentagende, fejlslagende forsøg på at etablerer alliancer, var det en bitter smag man stod tilbage med. Og efter at have set Mørkets styrker blive slået tilbage, og den radiostilhed der havde lammet hans egne tanker, kunne man ane et tik i Dorians øje. 

Hvad nu? 

Juli 2023 | Sarghos.

I hastværk havde han fået pakket nogle ting, og var på få timer så godt som klar til at forlade byen. Zalans, lort, ved Zaladins forgård og brændende bukser. Hvordan kunne det være gået så galt. Jah det var sjældent man så støv flyve omkring den høje skikkelse, eller sved glide ned af panden - men lige nu havde han travlt. Og alligevel, imens han gjorde klar til at forlade den ellers rare bolig han havde erhvervet sig, føltes det fuldkommen som om at han var på autopilot hvad angik planen. Hans hjerne føltes tom. 
Hvad ventede tilbage på Obsidianøerne? Hvem? Det var ikke til at sige hvordan der skulle regrupperes, og med de knæfald de havde måtte tage, virkede det også som en... og han hadede at tænke det, svag position. 

Stående foran døren, hånden på det bronzefarvede messingstykke, var det først her at han faktisk stoppede op, og lod roen sænke sig. 

Dorian Deloras Solace har forladt tråden.

Eretreya

Eretreya

Krystalisianer

Kaotisk Ond

Race / Engel

Lokation / Obsidianøerne

Alder / 78 år

Højde / 170 cm

Efterlyst af Lyset

Nyxx 18.07.2023 10:57
På intet tidspunkt havde Eretreya forventet at alt skulle gå så galt, men nu var Mørket ved at smuldre for øjnene af hende, som sand der faldt ud mellem fingrene. Hvad skulle der blive af dem alle sammen nu? Hun var ikke sikker på om hun skulle pakke sine ting og tage tilbage til øen, eller om hun bare skulle finde andre gøre mål, dog vidste hun også at Jonathan sikkert ville vente på hende tilbage på øen. Håbløst lod hun blikket glide rundt på de få folk der endnu var ved at pakke deres ting, hvordan var det gået så vidt? Her havde englen troet det gik meget bedre, men nej.

Som lyden af krigshorn lød, smilede hun bredt. Dette betød at der var folk der snart ville dukke op, men når hun så logisk på det, ville hun ikke have en chance, for hun så hvordan folk blev hurtigere til at pakke deres ting, hvilket fik hende til at skære en irriteret grimasse ”Zalans pis…” hvæsede hun for sig selv, før hun hurtigt fik grebet nogle småting, så som hendes våben og en lille taske med nogle småting. Hurtigt blev de mørke vinger foldet ud og hun satte af fra jorden og uden så meget som at kigge sig tilbage, hun måtte tilbage, i håb om at Jonathan ville møde hende der...

Eretreya har forladt tråden.

Azrael

Azrael

Krystalisianer

Kaotisk Ond

Race / Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 1049 år

Højde / 190 cm

Efterlyst af Lyset

Nyxx 18.07.2023 11:28
Turene ind i skoven havde fået flere mænd og kvinder til at forsvinde. En efter en var de blevet plukket ud af flokken og de var på nuværende tidspunkt ikke ret mange tilbage. Azrael havde selv fået en del skræmmer, men ingen af dem havde på noget tidspunkt været dødelige. Nok var der folk der var blevet plukket fra, men dæmonen holdt endnu hovedet koldt, eller forsøgte i så fald. Han havde set de andres ansigter, set dem blive ligblege når endnu en forsvandt. Den deling han havde været en del af, var næsten udryddet, han og to andre var de sidste overlevende, hvilket måtte betyde de var nogle af de stærkeste… For det var kun de stærkeste der overlevede. Der var dog sket meget på det sidste tid og snakken om sabotører iblandt dem, gav dæmonen lyst til at fodre personen til sin drage, for sådan et individ burde ikke have lov til at være en del af Mørket. Dem der ikke holdt vagt, gik dog i seng og fik hvilet sig.

Lyden af et skrig vækkede de fleste og nogle for mod lyden. Måbende stod en flok og stirrede på majoren klynget op i arbejdskammeret. Ordene bredte sig som en steppebrand da folk så majoren og hurtigt vidste alle det, hvilket fik dem til at pakke deres ting og sætte kurs tilbage mod Obsidianøerne. Azrael stod lettere tøvende og så på alle de andre der var ved at pakke og fnøs, før han greb sværdet og alligevel fulgte efter de andre igennem skoven, det ville være selvmord, hvis han ikke fulgte med og han ville gerne se sin søster igen. Hvad der ventede ham tilbage på øen vidste han ikke, men det var sikkert bedre end dette. Øjne og ører var åbne som de gik gennem skoven og af og til kunne man høre skrig fra forskellige steder i skoven, det var ikke slut endnu… Hvis bare Eraxxiz kunne lande i skoven, så kunne han i det mindste komme væk hurtigere, men for nu var det gåben ud af skoven.

Look at me, I'm not well.

I've got a sick mind, I'm in hell. 

I've got a blank stare upon my face.

I've got a cold heart, make no mistake.~

Azrael har forladt tråden.

Rasmus III af Arys

Rasmus III af Arys

Lysets Kriger

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 28 år

Højde / 177 cm

Sunny 18.07.2023 14:16
Han satte sig op med et ryk, da han hørte teltdugen gå op. Han havde kun hvilet øjnene et øjeblik. Han kunne mærke de sidste måneders intense arbejde havde efterhånden gjort et indhug i hans reserver, og hans bønner til Isari blev mindre og mindre kraftige. 
"Prins Rasmus. Vi har brug for flere forsyninger, så hurtigt som muligt!"
Majoren havde længe presset Rasmus til at producere salver, tinkturer og anden medicin, samt andre alkemiske hjælpemidler i den her kamp. Han var blevet hentet til en lejr udenfor Fredskilde, som skulle kunne forsyne kampagner i både Rubinien og Amazonitskovene, og hvad der var af overskydende materiale blev sendt nord på til Dragorn. 
"Javel Major." 
Rasmus prøvede at lyde klar i sin tale, men hans stemme var hæs af træthed og manglende energi. Han havde brug for hvile, men det var ikke noget han fik lige foreløbig. Han vidste at han blev skånet for det værste på grund af hans titel, og andre var absolut ikke lige så heldige som han var.
"Må jeg minde dig om hvor vigtig denne opgave er? Vi har en endegyldig mulighed for at kunne fordrive de terrorister fra landet! Vi kan ikke hvile på laurbærrene endnu. Vores fortropper og spejdere har brug for alt hvad vi kan give dem. Hvis vi skal lykkes, så skal vi holde gang i vores momentum. Det betyder at din medicin skal pakkes og sendes ud til de forskellige delinger og vores allierede, og det kan kun gå for langsomt."
Rasmus havde hørt den tale flere gange. Hver eneste gang han begyndte at sakke bagud, så kom reprimanden, om end leveret høfligt. Han var ikke den eneste alkymist som knoklede på. 
"Javel Major."
Rasmus fik mønstret lidt mere kraft i stemmen, men han kunne mærke at hans humør ikke fulgte med. Han vidste at det var en enestående mulighed. De havde ramt flere af Mørkets fort, og deres tropper pressede dem ud af flere strategiske positioner. Det virkede virkelig som om at sejren kunne være inde, men det var for tideligt at håbe. Han måtte - nej, han skulle smøge ærmerne op og fortsætte med sit arbejde. Lige meget hvor mange søvnløse nætter det ville tage.
"Godt. Og der er stor efterspørgsel efter brandsalver. De drager er stadig en trussel!"
"Er der en status på forsendelsen af råvarer?"
Rasmus fik aldrig et svar, da majoren havde allerede forladt teltet. Rasmus gav sig selv et par lussinger og rystede på hovedet. Arbejdet måtte fortsætte.

Rasmus III af Arys har forladt tråden.

Zahinael

Zahinael

Krystalisianer

Retmæssig Ond

Race / Dæmon

Lokation / Dianthos

Alder / 2036 år

Højde / 192 cm

Alianne_ 12.08.2023 14:16
    "AAARGH!"
    Det var ikke sjældent man hørte hævede stemmer fra Zahinaels kontor på Obsidianøerne. Men det var yderst sjældent, at udråb kom fra spionmesteren selv. Det fik to tjenere ude på gangen til at stoppe op og beslutte, at den frokost, de var blevet bedt om at levere, kunne vente en time. Det virkede kun som en bedre idé, da noget ramte dørens inderside.
    På indersiden af døren sad der nu en kniv, og papirer var væltet udover både skrivbord og gulvbrædder. Zahinael stod ved det store vinduesparti med panden mod den kolde rude. Rapport efter rapport var rullet ind over de seneste måneder, og de fortalte alle den samme historie: Nederlag.
    Nu var det bekræftet. Fort Umbra havde været det sidste håb, men Zahinael havde allerede for måneder siden bragt op, at majoren ikke var i stand til at løfte opgaven på den kritiske lokation og enten ville ende som offer for vrede, ukontrollerede underordnede eller sin egen inkompetence. Nu var det sket, og Zahinael vidste ikke, om han skulle straffe sig selv for ikke at presse hårdere på, eller Ethelihn for at have alt for meget tiltro til sine majorer.
    Nu havde de mistet de tre, kritiske holdepunkter, de havde haft på fastlandet, og nu var eneste mulighed snart at udvide selve Obsidianøerne, og hvor meget mere kraft Merihem havde til at hæve klipper op fra havets afgrund, var uvis. Han havde ikke gjort det siden, og på trods af Zahinaels forespørgsler, var intet klart svar kommet om mulighederne for det. En måde at igle sig fast på fastlandet ville løse mange problemer lige nu, men alligevel gik strategien i en anden retning. Og selvom Zahinael havde en høj position i Mørket, blev han ikke inddraget i de store, strategiske beslutninger - kun forventet at støtte dem. Sådan havde det været under alle lederne af Mørket, og selvom Merihem havde virket som en kærkommen forandring i organisationen, lignede det nu forsvindende meget sidste rotation.
    Zahinael skubbede sig ud fra vinduet og fandt sin egen opsummerende rapport mellem de spredte pergamenter. Selvom det lignede det rene kaos, vidste han præcis hvor netop dette papir var endt. Det var vigtigt. Modsat de andre. De andre var fortællinger om fortiden nu - en fortid, han ikke kunne gøre noget ved. Han blev nødt til at fokusere på fremtiden, og hvordan han kunne undgå at det hele endte, som det var endt de andre gange, Mørkets leder tog munden for fuld. To bank på en dør til et tilstødende kammer fik en tjener til at titte hovedet frem og tage imod papiret.
    "Tag det her til Merihem og informér han om, at jeg tager ud for at skabe noget fremgang - om han vil det eller ej," sagde han og ignorerede det skrækslagne blik i tjenerens ansigt. Det var en samtale, de færreste havde lyst til at tage med Mørkets herre. "Der er ikke mere, jeg kan gøre for vores fort. Havde han lyttet til mine forslag, var der måske et spinkelt håb. Der er kun ét sted nu, vi har en chance for at finde allierede nu."
    Og allierede var det, de havde brug for. Zahinael lukkede døren i ansigtet på den skræmte tjener og vendte sig mod rodet i værelset, besluttede at det kunne være ligemeget på nuværende tidspunkt, og skridtede ud på terassen, hvor Luna ventede på ham. Han kravlede op på ryggen af den humørsyge grif og klappede hende på halsen.
    "Lad os se om jeg har opdraget mine spioner godt nok, og de kan vende den her skude, inden den synker," sagde han.
    Og med de ord fløj Mørkets spionmester fra Obsidianøerne og mod stranden nær Aquarin.

Zahinael har forladt tråden.

Lynn Valeriev

Lynn Valeriev

Lysets Flådeadmiral

Retmæssig Neutral

Race / Halvdyr

Lokation / Omrejsende

Alder / 48 år

Højde / 166 cm

Efterlyst af Mørket

Alianne_ 12.08.2023 14:33
    "Jahu!" 
    Sejrsråbet gjaldede udover havet, og ingen andre end besætningen hørte det. Og halvdelen af dem hørte det nok egentligt heller ikke over den stride nordvind.
    De sidste uger var gået med at tage en sikker rute op til Nordlandet - på land! - og derfra få fat i et af de robuste, nordlandske skibe, så Lyset kunne hjælpe Dragorn og nordlændingene med at fordrive Mørkets indtog i det ellers lyseste sted i landet. Altså på grund af sneen, og ikke så meget på grund af Isaris indflydelse. Uanset hvad skulle Mørket holde sig herfra. Egentlig lidt af en modsætning, når nu solen heller ikke syntes at den her del af landet var det fedeste at skinne på. Den del havde faktisk også gjort kampene til søs væsentligt sværere, og Lynn havde måtte udbytte lige under halvdelen af sin besætning med indfødte, så nogen på dækket rent faktisk vidste, hvordan man udførte et søslag under direkte ugudelige omstændigheder.
    Men nu lå det sidste skib fra Mørket, som var stævnet ud fra kysten i flugt, i en bunke pindebrænde på havoverfladen, og med stor hjælp fra den magiske del af mandskabet, havde de fået hevet fangerne op i sikkerhed og et par fjendtlige soldater skubbet ned i kasjotten. Nu var det endelig tid til at tage tilbage til Dianthos og nyde lidt fritid (sikkert med forfærdeligt meget rapportskrivning), og vente på de næste nyheder om, hvor Mørkets skibe befandt sig. Det her var første gang i lang tid, hvor kysten så ud til at blive genindtaget af Lyset, og hvor Mørket endelig var på tilbagetog. Lynn havde arbejdet sig selv og resten af flåden i laser for at nå hertil, og hvor der havde været tvivl af flere omgange, bar indsatsen endelig frugt.

Lynn Valeriev har forladt tråden.

Zirra Reynlest

Zirra Reynlest

Spion af Lyset

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 30 år

Højde / 170 cm

Alianne_ 12.08.2023 14:52
    "De er blevet tvunget tilbage hér, hér og hér. Vi vidste ikke engang, at de havde bygget et helt fort i skoven, men nu har skoven eller skovens beboere smidt dem ud. Præcist, hvad der skete, men effektivt var det."
    "Og hvem ved egentlig helt, hvad der sker i Amazonitskovene?" 
    Zirra sendte Devranas et skævt smil og tog en slurk af sin øl. De sad på deres stambeværtning i Dianthos med et kort imellem sig. Devranas havde lige peget de tre knudepunkter ud, som han havde holdt Zirra opdateret på over det sidste stykke tid. Egentlig var det vel brud på en eller anden form for tavshedspligt, men Zirra var trods alt kun på orlov og ikke helt ude af Lysets spionnetværk - og Zirra var investeret. Uanset hvor mange forsikringer, Devranas gav hende om, at det var for det bedste, at hun holdt en pause efter alt det, hun havde været ude for, følte hun stadig, at hun svigtede Lyset ved ikke at være på frontlinjerne lige nu. Både Ersten og far Dastor var udsendt til en af de områder, og at sikkerhedshensyn, vidste Zirra faktisk ikke, hvilken. Men det havde kun gjort hende mere interesseret i at følge udviklingen, og Devranas havde været god til at give hende ro i sindet med det, han vidste.
    "Ja, netop dén skov er noget for sig," svarede han. Han var netop kommet hjem fra sin egen opgave, og havde alligevel prioriteret at mødes med Zirra over sit eget behov for ekstra søvn. "Vi havde gang i en del sabotage også, men nogle gange var det som om træerne lige gav et ekstra ryk, når vi først havde svækket fundamentet. Jeg siger dig, vi oplevede også nogle vildt underlige ting derude, men i det mindste var de ikke aggressive. Ikke mod os i hvert fald."
    Zirra smilede - oprigtigt glad for, at verden endelig gav lidt medgang til Lysets tropper. Efter lang tid, hvor truslen fra Mørket havde virket til at komme fra alle retninger, føltes det godt at høre, at de nu var på tilbagetog. Nu måtte tiden vise, om de blot tog tilbage til Obsidianøerne for at finde endnu et nyt, endnu ikke kendt våben at smide efter dem, ligesom de havde gjort med hele øen.

☽✧    I'm stronger, when I bleed    ✧☾

Zirra Reynlest har forladt tråden.

Aistaraina

Aistaraina

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Mørkelver

Lokation / Omrejsende

Alder / 479 år

Højde / 182 cm

Helli 17.08.2023 18:36
Der var kaldt til samling oppe på dækket, noget der sjældent skete med mindre et slag var rundt om hjørnet, og hævet over var Aistaraina som hun kiggede ned på sit mandskab. Uroligheder var der nok af, nogle af de unge var ikke helt så disciplineret, og der var ligeså mange der kiggede skævt op til deres kaptajn. Urolighederne over de seneste par måneder kunne mærkes, hvor ingen helt havde vidst den fulde historie bag Aistarina der havde modtaget breve med mørkets sejl, og kun talt med sine allernærmeste, men endelig var der kommet en ende på det.
”I snart 4 år har vi tjent Mørket,” startede hun ud. ”Og det har givet os fred på havene, så vi har kunne gøre hvad vi ønskede, og det har været nogle gode år!” Der var et par begejstrede opråb, muligvis for nogle af dem der var kommet på bord i forbindelse med at de havde lagt til hos Mørket. ”Men gode år slutter også før eller siden. De har ikke fået fodfæste på landjorden, og ønsker nu at vi skal kravle tilbage til dem, for at beskytte dem på Obsidianøerne.” Hun tog brevet op og holdt det frem for skibets besætningsmedlemmer. ”Men hvem er vi, hvis vi som frie folk kravler tilbage til dem? Hvornår har vi nogensinde taget imod ordre?” Smilet spredte sig på hendes læber. ”Jeg siger til Kile med dem. Lad os være en del af havets frie folk endnu engang. Hvem er med mig?” Den sidste del råbte hun næsten udover besætningen. For i sidste ende vidste hun at loyaliteten lå hos hende og ikke hos Mørket. Så da besætningsmedlemmer råbte af begejstret kunne hun ikke andet end at smile. ”TIL FRISTAVN!” Hun gav slip på brevet, som blev revet med af vinden og ædt af havet.
De der ikke ønskede at forsætte at være på skibet kunne trods alt altid være en ekstra godbid, eller blive sat af i Fristavn, alt efter hvor godt de opførte sig.

Aistaraina har forladt tråden.

Zafael ath I'endrith

Zafael ath I'endrith

Krystalisianer

Retmæssig Ond

Race / Mørkelver

Lokation / Obsidianøerne

Alder / 292 år

Højde / 179 cm

Krystal 01.10.2023 09:35
Zafael stod på dækket sammen med de andre besætningsmedlemmer på Valerias Tåre. Vinden susede om hans slanke krop og han kunne mærke spændingen og forventningen ved den skæbnesvangre afgørelse, der skulle finde sted. 

Han havde altid vidst, at han hørte til på havet - selv om det flere gange havde været tæt på at blive hans endeligt, var det blot gudernes måde at teste ham på. Og så var der Aistaraina. Han ville følge hende i tykt og tyndt - ikke blot fordi han var betaget af hendes skønhed og hendes væsen, men fordi det var på Tåren, hun havde givet ham et hjem.

"Til Fristavn!" Gentog han ivrigt råbende blandt de andre besætningsmedlemmer. Samme aften rev han den uniform, der viste at han var en del af Mørket, i småstykker og lod den falde i havet. Han var fri! Han skulle ikke kæmpe deres kamp!

Zafael ath I'endrith har forladt tråden.

Kiri

Kiri

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Halvdyr

Lokation / Sumplandet

Alder / 24 år

Højde / 156 cm

Helli 26.11.2023 09:06
Kiris hjerte bankende hurtigere og hurtigere, som hun nu så på den døde major foran sig. Hun var en af dem der havde vendt sig mod Mørket. En af dem der havde hjulpet skovens folk med at jage dem ud, for der var begyndt at gå lidt for mange tanker i hendes sind, og hun kunne ikke se dem ødelægge det hjem hun selv kom fra.
Men hun kunne ikke blive her og blive opdaget, så i stedet for hoppede hun ud af vinduet og væk fra fortet, inden nogen kunne begynde at opdage det. Da nyhederne for alvor gik rundt i fortet, der var Kiri ikke længere at finde, og ligesom så mange andre var hun beregnet som værende død. Hvis ikke inden de tog tilbage, så da de endelig prøvede at komme ud af skoven. Skovfolket lå trods alt på lur, og selvom Kiri havde hjulpet dem, så var hun stadig ikke sikker på at de ville være velkomne mod hende. Nej, i stedet for forsvandt hun ind mod borgruinen. 

Kiri har forladt tråden.

5 5 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Blæksprutten
Lige nu: 1 | I dag: 3