Øjnene er så mørkebrune at de forekommer næsten sorte, det er kun i sollys at man kan ane at de ikke er lige præcis det.
Håret er til gengæld hvidt, kort og med et lille fald i sig, Dorian har dog ikke krøller, og har en utrolig lille mængde kropsbehåring helt generelt, hvilket også er grunden til at han ikke kan gro et skæg.
Sammen med den solbrune hud, dannere det et ganske nydeligt førstehåndsindtryk, og nogle interessante kontraster., Huden står nemlig i en skarp kontrast til hans hår og har en bærende, varm glød omkring sig.
Kompakt af en elverlignende mand, men dog tydeligt slank, langlemmet og elegant - Dorian's kropsbygning bygger på senede muskler, og tilmed også en anelse markerede grundet hans lave fedtprocent. Der er ingen tvivl om at han er godt proportioneret.
Stilfuld og velklædt, hvis man ikke vidste bedre ville man tro at han kom fra adelige aner. Dorian er ofte at se i skjorte, vest og relativt højtaljede bukser, iklæft en sort frakke eller et rødligt sjal, fungerende som et kappe der hænger fra skulderen. Mange af hans klæder har broderet guldkant, og Dorian er således altid præsenteret ganske skarpt.
Ganske uden synlige ar, udadtil. Dorian sørger altid for at gå i langærmede trøjer og bukser, fordi langs begge arme og utallige steder over ryggen løber blege ar som en skarp kontrast imod den ellers mørke hud.
Dorian vågner hver morgen, og maler de tegn man kan se dekorere hans ansigt. En hyldest til Shara, og et af de få personlige ritualer han har taget med sig, og fejlfrit finder tid til (eller tager sig tid til) at gøre, hver eneste dag.
Udover det, er der også en særlig tattovering af en sol på ryggen af Dorian, som strækker sig fra centeret i midten af skulderbladene og et godt stykke ud til begge skuldre, såvel som ned af ryggen. Bærer han ikke en højhalset skjorte, vil noget af den kunne anes op af nakken - se andre karakteroplysninger for reference.

| Styrker |
- -- --- ------ --------------------------------------- ------ --- -- -
Belært | Passioneret | Høflig | Social

| Svagheder |
- -- --- ------ --------------------------------------- ------ --- -- -
Kontaktsøgende | Temperamentsfuld | Stædig | Trodsig

- -- --- ---- ------------- -------------------------------------------- ------------- ---- --- -- -
"One rarely notices a heartbeat, except when it's stolen"
- -- --- ---- ------------- -------------------------------------------- ------------- ---- --- -- -

Når du første gang møder Dorian, jah så giver det ganske god mening at han præsentere sig som værende diplomat.
Han har en høflig og imødekommende energi omkring sig, og de fyldige læber forstår i sandhed at interaggere på en fællespræmis om respekt og belært etikette. Han taler passioneret om de ting han brænder for, og er bagved høfligheden også en ganske sprudlende personlighed, der har let til latter og kammeratslig venlighed.

Faktisk, er han overraskende kontaktsøgende. Og selvom han prøver at fremstå så en anelse afholdende (i proffesionelt ærinde), er det ikke uvant at halv-dæmonen let lader sig rive med af gamle vaner - vaner der bygger på en noget hedonistisk tilgang til livet og farver indtrykket i en mere frisindet retning, end han først bliver præsenteret. Dorian har således en tydelig grænse imellem hans arbejde-selv og hans fritids-selv.
Man må dog ved guderne ikke lade sig narre af det milde smil. Der lurer også et frygteligt temperement i ham, og det har mere end en gang været roden og årsagen til hvordan en venlig aften, ender ud i en overraskende tone af rød. Af blod, som oftest. Dorian kan ikke løbe fra sine sadistiske, smålige og ikke mindst jalousiprægede tendenser, ligesom han ikke kan løbe fra sit ophavs aner og opdragelsen der fulgte med.
Men han prøver heller ikke at løbe fra det længere.

Dorian er en efterkommer af det fordrevne Topalisfolk, men er vokset op i Rubiniens varme og ørkenens sandhav. Et lille isoleret samfund der stadigvæk holdt troen på Shara op imod alt andet, og samtidigt nærede en bitter følelse af had og vrede imod de mennesker der fordrev dem fra fastlandet; Dorian blev født godt 200 år efter at det skete.
Derfor kendte - og kender han stadigvæk - intet 'personligt' til den oprindelige kultur hans forældre, bedsteforældre og oldeforældre formidlede, men har igennem alle sine barndoms-og unge år, hørt om de fantastiske, smukke og ikke mindst eventyrlige fortællinger der fulgte med legenderne om deres hjemland, og de ritualer de dyrkede. Således blev traditioner passeret videre, og med traditioner, kom også et lag af den religiøse ekstremisme som prægede og farvede folket derfra.
Alt det, har ledt til den vej Dorian senere skulle følge som sin egen.


Dorian's mor er en dæmon af slægten fordærv og mani, og hun tog således en plads i det lille samfund af Shara tilbedere med en tydelig intention om at fremme alle de negative traditioner til egen fordel, men det var aldrig skjult for nogen hvad hun var. Derfor var det heller aldrig nogen hemmelighed at Dorian selv var af dæmoniske aner, og hun skulle nå at føde hele 17 børn i den begær-bundne kultur, førhen at hun en dag forsvandt. Eller døde, det vides stadigvæk ikke helt. Med så mange velsignede børn, var hun ikke nogen skamplet - hun var en helgen - og Dorian har derpå selv aldrig tænkt en ond tanke om sine forældre, og det var først med mødet af verdenen udenfor, at det gik op for ham hvor... anderledes opfattelsen af dæmoner og dets lige, var.
Det var dog kun en kort pilgrimsrejse ud og omkring førhen at han ville vende tilbage, klar til at starte sin egen familie og indtage sin egen plads i de længe bevarede traditioner der bandt dem sammen. Og opdagede at der ikke var meget at vende tilbage til...


... fordi det var ikke alle der så lige mildt på den livsstil der blev dyrket og levet for, trods de holdt sig utrolig meget for sig selv i den Rubinske ørken. Dorian vendte hjem til et samfund i splittelse, hvor at over halvdelen af dem han kendte - nære familiemedlemmer, venner og dertil også elskere - var dræbt, og den anden nok taget til slavernes marked(er) i Rubinien. Det var i år 1915.
Spredt for alle vinde og med en kultur i opløsning, Dorian søgte forgæves, forvildet og ganske ensomt i mange dage og nætter efter hans nærmeste, men kunne ikke komme mange vegne med det. Hans dæmoniske aner fik ham til at minde om ørkenelverne - han var dermed en målskive for mange forsøgte kidnapninger og bindinger - og hans opvækst havde ikke forberedt ham på noget der mindede om den kultur resten af Krystallandets mennesker forholdt sig til; de sociale regler og normer de vendte sig imod.

Alt skulle dog ændre sig, da Dorian stødte på Mørket og dets folk.
Der fandt han et sted at hører til, der fandt han et sted at finde fred, og hverken føle sig jaget eller forkastet for det liv han havde levet, og det liv han gerne ville leve. Da han sluttede sig til dem i året 1920, uddannede han sig i både kamp og kultur og var bagefter ikke sen til at tage arbejdet som diplomat for Mørket, i søgen på andre, misledte sjæle der gemte sig i skyggerne.

Dorian har en stor familie.
En dæmonisk mor af slægten mani og fordærv, en topaliansk far og et utal at søskende. (16) brødre og søstre - ingen af dem ved han hvor er.

Dorian selv er den andenfødte i familien.

Dorian har altid haft et godt sprogøre, og taler derfor mange forskellige sprog med få grammatiske fejl. Siden han sluttede sig til Mørket har han uddannet sig på mange fronter forskellige fronter, men udmærker sig helt klart i sprog, herunder:
- Krystallinsk
- Dæmonisk
- Elvisk (mørk og skovelvisk)
- Sylvan
- Orkisk.

Musik:


Tatoveringer i nakken: