Det havde stået til at blive en dag som alle andre dage. En hård, trøstesløs dag i en lang række af hårde, trøstesløse dage. 
    Treston og Ersten havde netop slæbt sig selv ind ad køkkendøren og havde slået sig ned ved bordet derude - fuldstændig smadrede oven på dagens dont, der var blevet taget på Markedspladsen med alle de andre daglejere, der også var afhængige af de kostbare rationeringsmærker. Eylia havde kigget træt op fra madgryderne, da døren smækkede i bag dem, og smilede så taknemmeligt til sin ældste søn, da Ersten samlede lille Sorris op og tog ham med hen til bordet, så deres mor kunne få bare en lille smule ro. 
    "Treston, er du ikke sød at dække op? Zirra burde være hjemme lige om lidt," bemærkede hun med et lille, halvbekymret blik ud gennem de høje køkkenvinduer. "Der er spærretid om under en time. Og med alle de uroligheder, der har været på det sidste..." Hun undlod at uddybe, at det ikke var Rebellernes øgede modstand, der bekymrede hende - men snarere Mørkets reaktion på den; selvom Dastors fængsling havde bragt familien Reynlest i knæ, lå loyaliteten stadig hos Lyset, og det gjaldt for Eylia i lige så høj grad, som det gjaldt for hendes børn. 
    Men dén salgs skulle man ikke sige højt, hvis man ønskede at beholde sit hoved, og derfor nikkede Treston også bare, rejste sig og gav sig til at finde service frem, som hans mor havde bedt om. Selvom det uden tvivl var tynd stuvning, der var i gryderne, sådan som det mere eller mindre havde været hver eneste aften, siden Dastor blev smidt i Arresten, så knurrede Trestons mave stadig efter det; han havde ikke fået noget siden morgengrøden, og dén var efterhånden også tyndere, end godt var...
    Netop som Treston havde sat den sidste tallerken på det lange bord i køkkenet, bankede det hektisk på køkkendøren, og alle som én stivnede de - stirrede forskrækkede på hinanden et sekund, før Eylia skyndsomt tog imod Sorris fra Ersten og de to Reynlest-brødre gjorde fælles front imod køkkendøren.
    "Zirra ville ikke banke, og Styret ville tage hoveddøren," fik Ersten hvisket på vej gennem køkkenet.
    "...Medmindre de havde nogen med, der kender os," bemærkede Treston og undlod at sætte ord på resten af sine tanker - nemlig at Mørkets Styre sandsynligvis heller ikke ville banke, men bare hamre døren ned...
    Men det viste sig at være hverken eller, for da Treston rev døren op, blev de mødt af de store, skinnende øjne, der sad i ansigtet på Elias Vither - den unge mand, der næsten havde været færdig som Dastors væbner, da Mørket overtog landet. Han lyste op i et kæmpesmil, da han fik øje på dem, hvilket virkede temmelig malplaceret, omstændighederne taget i betragtning.
    "Elias!" udbrød Eylia, der nu også var kommet til med Sorris på hoften. Hendes stemme var lettet, men havde en bebrejdende kant. "Du skræmte nær livet af os! Hvad gør du ude her, lige inden spærretiden? Vi troede, det var Zirra, der var kommet i problemer!"
    "Fru Reynlest," hilste han - stadig smilende. Han var stakåndet, som om han havde løbet gennem halvdelen af byen. "Ersten - Treston. Har I ikke hørt det?"
    "Hørt hvad?" spurgte Ersten og rynkede så panden - spærrede øjnene en anelse op. "Elias, er det blod, du har på ærmet?"
    Elias lo - højt og en anelse vildt. "Rebellerne har væltet Niranon! Byen er på vej i kog, og Mørkets soldater og Inkvisitionen render rundt som hovedløse høns, der ikke aner, hvad de skal gøre!" Elias lo atter ved synet af deres totale chok. "Jeg lovede Omann at få fat i så mange af Lysets støtter, jeg kunne. De andre er sat imod Arresten, og når vi er færdige dér, er planen at rense ud på Paladset!" Han gjorde allerede anstalter til at ville løbe videre - sprede budskabet uden tvivl, selvom familien Reynlest tydeligvis stadig ikke helt havde fordøjet nyhederne. Et sidste grin blev smidt i retning af Ersten, før Elias drejede om på hælen og råbte over skulderen: "Jeg ville tage en form for våben med, hvis jeg var jer! Og så ville jeg se at få fundet jeres lillesøster inden gaderne bliver for slemme! Jeg tror alting bliver temmelig kaotisk, når nyheden først for alvor breder sig!"
    Og med de ord, forsvandt han ud af den høje havelåge.

Eylia stod som forstenet og stirrede ud i luften, hvor Elias havde stået øjeblikket før. 
"Øh, mor?" spurgte Ersten i sin bedste dum-storebror-stemme: Med oprigtig forvirring.
"Det er jo..." begyndte Eylia fjernt, men nåede ikke længere, før Zirra dukkede op midt i stuen og hamrede ind i spisebordet, så tallerkener faldt klirrende på gulvet.

Den sidste uge var stemningen blevet mere trykket blandt spionnetværket, end den havde været længe. Der var mindre kontakt til de overordnede, og spionerne blev bedt om at holde lav profil og kun videregive yderst nødvendig information. Noget var i gærde, og alle kunne fornemme det. Selv Zirras ikke-spion-kollegaer talte mindre sammen under frokosten og opsynet med dem var blevet skærpet, mens de udførte deres arbejde. Der havde været noget hvisken i krogene, men de var hurtigt holdt op af frygt for, at opsynsmændene ville opdage det. Det kunne ikke være spionnetværket, der havde noget i gang, kunne det? Det lignede dem ikke.
Svaret var kommet til Zirra før resten af byen - men det havde ikke hjulpet meget, for hun havde ikke haft mulighed for at komme ud og fortælle nogen om det. Deres lille palads-sidebygning var blevet stormet gennem den kloakskakt, Zirra godt vidste fandtes i kælderen, men som Mørkets styrker tydeligvis havde overset. På under fem minutter var opsynsmændene og de få inkvisitorer, som tilfældigvis befandt sig i bygningen, blevet hugget ned, hvis de gjorde modstand, og resten sammen med samtlige skrivere blev tvunget på knæ med hænderne bag nakken.
"Jeg kan desværre ikke bare hugge jer alle sammen ned," bekendtgjorde en kvindelig rebel. "Men nu stopper det her Mørkepis. Så I kan vælge at kæmpe med os, eller blive låst inde, indtil det hele er overstået. Op med hænderne, jer der vil slås. Godt så," Hun nikkede til en af sine kumpaner. "Få resten låst ned i kælderen."
Zirra bed sig i læben. Hun kunne ikke slås, men hun kunne heller ikke udholde tanken om at skulle sidde i kælder og vente som en anden forræder. Mindst tre af skriverne var stikkere.
"Jeg er en af dueholderne," hviskede hun lettere panisk, da en rebel rev hende på benene. 
Det var en frase, hendes spionleder havde givet hende til netop denne type situation, men hun havde aldrig troet, hun skulle bruge den - og hun anede ikke, om det ville virke. Rebellen stivnede midt i sin bevægelse, og Zirras hjerte sprang et slag over. Det måtte have virket - han måtte genkende ordene. Tvivlen kom væltende tilbage, da han i stedet for hen mod kælderen trak hende hårdt over til lederdamen, der var ved at give våben ud til de frivillige, der havde meldt sig før. 
"Vil hun slås?" spurgte kvinden brysk. 
"Dueholder," svarede fyren. Zirra sank en klump. Kvinden kneb mistroisk øjnene sammen.
"Hvor finder vi bøgeskoven?" spurgte hun.
"Sydvest for den nordlige port." 
Svaret kom så prompte, at det næsten overraskede Zirra, der ellers stadig følte, at hendes strube forsøgte at slå knuder på sig selv. Kvindens udtryk mildnedes. Zirra åndede lettet op. Rebellerne havde ikke fået at vide, at det var Lysets fragmenterede spionnetværk, der hjalp dem, men dueholderne var blevet sat i spil som en form for koordineret indsats til informationssmugling. De havde været så effektive, at Mørket havde luret, der var noget med duer. Så meget, at hele dueslag var blevet slået ned bare for at være sikre på, det ikke omhandlede rigtige duer. 
"Farligt sted, du valgte dig," kommenterede kvinden. "Tak for din tjeneste." En del havde ikke været lige så heldige som Zirra at holde sig skjult helt til det sidste. "Kan du slås?"
Zirra rystede på hovedet. "Men min far sidder i arresten. Kan jeg komme dertil?"
Råbene udefra svarede på spørgsmålet, før kvinden gjorde. "Ikke herfra. Vi går videre mod det indre palads. Har du et hjem, hvor du kan være i sikkerhed?"
"I samme retning," svarede Zirra. "Hvis jeg ikke kan komme til arresten, kan jeg heller ikke nå hjem."
Kvinden lagde en hånd på Zirras skulder. "Jeg giver dig et lift - tænk på dit hjem. Så tydeligt, du kan. Alle detaljer. Se stuen for dig."
Det begyndte at summe i Zirras krop.

Spisebordet dukkede op ud af ingenting. Zirra udstødte et forskrækket råb og væltede ind over opdækning, så bestikket fløj og tallerkener susede ud over kanten. Fødder mistede fæstet i gulvet og hun væltede ned sammen med servicet med flagrende arme.
"Av for zalan," bandede hun og kæmpede sig på benene. Moder Eylias enormt forvirrede blik var det første, der mødte hende, da hun nåede op i øjenhøjde igen.
"Åh, hej mor," sagde hun. "Den dårlige nyhed er vist, at jeg ikke har et arbejde mere. Den gode er vel at øh... Det ser ud som om I har hørt det."
Zirra havde endnu ikke opdaget, at højre side af hendes ansigt og en god del af hendes tøj var spættet af blod.

    Treston bandede i ren refleks og snurrede forskrækket omkring ved lyden af dét rabalder, Zirra frembragte. Så stirrede han uforstående på hende - kunne ikke fatte, hvordan hun kunne være her; kunne dukke frem ud af det blå, når han nu allerede havde været i gang med at planlægge hvordan han bedst kom igennem byen, så han kunne hente hende oppe ved Paladset inden kaos for alvor ramte Dianthos.
    "Zirra!" udbrød han - nærmest helt bebrejdende - og skyndte sig så hen til hende, da han bemærkede blodet i hendes ansigt og hørte Eylia gispe bag sig, mens lille Sorris gav sig til at græde. "Hvad er der sket, Zirra? Er du okay?!" 
    Han havde fat i hende inden hun kunne nå at svare ham - greb hendes ansigt imellem sine hænder og vendte og drejede det fra side til side for at tage blodet og de mulige skader i øjesyn. "Hvordan kan du... Hvordan er du her, Zirra? Hvordan..." Hans febrilske ord ebbede ud, da han fik øje på en lang flænge langs hendes hårgrænse - sandsynligvis fra noget af det smadrede glas, hun havde produceret, da hun hamrede ind i spisebordet. Han duppede forsigtigt riften med kanten af sit ærme for bedre at kunne se, hvor slemt det var fat, da Eylia i det samme havde fået samlet sig nok og trak datteren ind til sig i en lettet omfavnelse.
    "Åh, Guderne være lovet!" gispede deres mor og knugede familien Reynlests eneste pigebarn ind til sig et øjeblik, før også Ersten fik lov at komme til med lille Sorris i favnen. Den ældste bror bevarede lidt mere af værdigheden, men så bestemt lettet ud ved synet af sin lillesøster.
    "Elias er netop gået," informerede han han - holdt de andre på sporet som dét fornuftige, pligtopfyldende menneske han altid havde været. "Han fortalte os, at Mørket har mistet grebet - at Niranon er faldet. Vi var netop på vej hen for at hente far."
    

"Ja, det opdagede jeg!" sagde Zirra halvt inde over Erstens talestrøm. Niranon var trods alt rimelig meget blevet overrumplet midt i Paladset, som Zirra havde været foruroligende tæt på. "De er i kloarkerne."
Fordi hun stadig var halvt inde i moderens favn, og Ersten ikke var den hurtigste i familien, fik hendes besked ikke jsut den reaktion, hun havde forventet. Den grædende Sorris hjalp trods alt heller ikke på situationen, og snart slap Eylia igen sin datter for at tage sig af den lille. Zirra rakte ud efter Treston, der heldigvis stadig var tæt på, så hun var sikker på at blive stående. Hun var en smule usikker på benene og ikke helt sikker på, om det skyldtes teleportationen eller hvad-end, Treston lige havde duppet på.
"Altså de kom op fra kloarkerne for at storme paladset - tror jeg," fortsatte hun henover sssh-lydende, moderen kom med til Sorris. "Men os almindelige folk fik lov til at tage hjem. De havde en teleportør med sig," Det var overhovedet ikke sådan en almindelig teleportør virkede - faktisk vidste Zirra ikke helt selv, hvad kvinden havde gjort, men magisk havde det i hvert fald været - men forhåbentlig var familien Reynlest lidt for rystede til at spørge mere ind til det. Eller spørge hendes kollegaer, for de skulle helst ikke vide, at Zirra var en eneste, der var blevet hjulpet hjem. "Men de sagde de er på vej mod arresten også, så lad os ..."
Zirra fangede sin mors blik. Et bekymret blik. Sorris var holdt op med at græde og lå nu på hendes skulder og gemte sig i moderens hals. Fraværende tog Zirra en hånd op til kinden og så, hvordan fingrene trak blod med sig fra huden. Andres blod.
"Mor..." begyndte hun, men Eylia havde vendt sig halvt væk - for Sorris' skyld, bildte Zirra sig ind.
"Gå I bare... Find far og få ham hjem," sagde hun og så ud til at holde ekstra meget om Sorris. Stemmen bævede en smule. "Jeg bliver her med Sorris - derude er ikke noget sted for en lille. Bring far hjem, og tag Lyset med, ikke?"
Zirra sank en klump og vekslede blikke med Ersten og Treston. Så tørrede hun ansigtet i en af servietterne fra bordet og stoppede den i lommen.
"Det lover jeg mor," svarede hun beslutsomt, inden hun vendte sig mod sine brødre. "Kom - lad os befri far!"

    Treston var blevet, hvor han var, og stod derfor klar til at tage sin lillesøster støttende om albuen, da hun rakte ud efter ham. De var i kloarkerne... dét var lige godt zalans...
    Treston var for langt væk i tanker og fortumlet forbløffelse til at sætte det mindste spørgsmålstegn ved noget, der kom ud af munden på Zirra, og da hun beslutsomt opfordrede til afgang nikkede han bare beslutsomt og satte kursen imod køkkendøren.
    Kun for at blive stoppet af Erstens stemme - Ersten, der selvfølgelig havde formået at holde hovedet et par grader koldere end sin lillebror. "Bliv hos mor, Zirra - Vi ved ikke, hvor farligt det bliver derude."
    Treston behøvede ikke vende sig - han kunne kun alt for levende forestille sig hvilket udtryk ville sætte op til dén besked... "Ersten, lad nu være..." appellerede han og trak døren op med en vindicerende bevægelse og et udtryk, der sagde: Lad nu være med at spilde tiden på at skændes, din idiot... For det ville blive et skænderi - det vidste Treston bare.
    ....Og så vidste han naturligvis også lidt mere end Ersten om, hvordan Zirra temmelig frygtløst havde hjulpet rebellerne. I hvert fald indtil Mørket fik hendes kæreste hængt...
    Derfor trak han også et par af de store køkkenknive fra knivblokken på bordet og rakte både én frem imod søster og bror. "Kom nu. Far har ventet længe nok."

    Elias havde haft ret i antagelsen om, at gaderne ville koge over. Mens de løb igennem byen så de det spirende oprør fra alle dets facetter; folk der råbte og skreg, en Inkvisitor, der var blevet hamret op på et plankeværk, stråtage, der brændte, Lysets tegn, der var blevet malet på husmure...
    Det var umuligt at vide om de mange folk, der styrtede ind og ud imellem hinanden var med dem eller imod dem eller måske et sted lige midt imellem, og derfor var Treston anspændt og sammenbidt, da de endelig kunne skimte Arresthusets tag nede af gaden. 
    Der var tumult og håndgemæng foran Arrestens indgangsparti og Reynlest-børnene ankom lige tids nok til at se en fyr i Mørkets vagtuniform fælde sin modstander for derefter at lade kniplen danse hen over den faldnes krop, til den holdt op med at vride sig.
    "Hey!" råbte Treston helt automatisk, inden han rigtig havde nået at overveje, hvor mange flere vagter, der kunne gemme sig i Arresthusets mørke, og ej heller, om det overhovedet var smart at henlede den første vagts opmærksomhed på dem.

Der var noget uhyggeligt over at forlade det lille middelklassehus og vide, at Eylia stod alene tilbage med Sorris og et fuldt opdækket middagsbord, som ingen ville spise af denne aften. Det handlede ikke om frygten for at rebellerne ville finde vej dertil og tro, at familiens hus skulle gennemsøges for Mørkesympatisører - nej, det handlede om moderens frygt for hendes børn. De ville næppe komme noget til ude i de brændende gader. Selv hun vidste, at hvad Zirra ikke havde i styrke som sine brødre, gjorde hun op for i hurtighed. De tre søskende kunne arbejde sammen, når det virkelig gjaldt, og byen var på deres side. Men hvad ville ske med deres unge sind og samvittighed, som de bevægede sig mod volden?

Zirra greb hårdere om sin køkkenkniv, da Treston råbte op. Måske han kunne have advaret dem først, før han begyndte at gø... Men sådan fungerede Treston ikke, og det var noget af det, der gjorde, at Zirra elskede ham så højt. Skøre, dumme, overilede Treston. I stor, dejlig kontrast til deres kampesten af en storebror.
"Ja, hey!" var derfor Zirras opfølgning på Trestons råb mod vagten, der så op og lige gav et ekstra hårdt slag med kniplen, mens han holdt øjenkontakten med Treston. 
Et eller andet sted kunne man jo godt forstå det. Han var en trænet vagt - nok egentlig soldat - og han så bare på tre unge mennesker, der trods de store muskler på drengebørnene, var småskravlede og snuskede efter årene i rationeringens tegn. Et smil dirrede i udkanten af hans mundvig, og han råbte noget uforståeligt ind mod arresten. Noget genkendeligt uforståeligt. Zirra hev fat i Trestons ærme, inden han nåede at fare frem.
"Dæmon," udbrød hun med koldsved ned ad ryggen. 
Spionnetværket var begyndt at lære hende at genkende forskellige sprog. Det var en vigtig del af træningen, men en del der blev besværliggjort af, at man ikke bare kunne tale frit med folk på gaden uden at blive udspurgt. På den positive side vrimlede det med dæmoner og mørkelvere, så man kunne lytte rigtig meget til de sprog, der ellers normalt ville være de sværeste at få erfaring med.
Ild fra et nærliggende stråtag reflekterede sig i Zirras knivsæg, og hun kiggede sig omkring for at finde flere lyskilder. Der sad en fakkel på hver side af indgangsdøren til arresthuset. Stadig med køkkenkniven knugende i hånden, slap hun Trestons ærme og rakte i stedet ud mod faklen. Med en kraftanstrengelse (og mere chakra end hun havde lyst til at indrømme) skubbede hun faklens lys ud af flammen og hen på vagtens trøje. Det var kun lys, men det vidste vagten ikke, så han vaklede straks tilbage i kortvarig panik over måske at være ved at gå op i flammer.
"Nu!" råbte hun og håbede, at hendes brødre ville handle hurtigt nok til at de ville få overtaget.

    Treston havde haft flere hårde ting lige på tungen, da Zirra greb ham i armen og hvæsede dét ene, skræmmende ord, der fik resten af hans råb til at krampe sig sammen nede i halsen på ham.
    Dæmon? Hvordan zalan kunne hun se det? Havde det noget at gøre med de uforståelige ord, manden havde råbt?
    Længere nåede hans tanker ikke, før Zirra gik til angreb, og selvom hendes handling kom bag på Treston, var han pumpet så gevaldigt op på adrenalin, at reaktionerne alligevel sad helt ude på tøjet.
    Ersten var dog hurtigere, og da det i det samme gik op for dæmonen, at der ikke var ild i ham, og at lyset ikke havde nogen varme, nåede han vist kun lige at glæde sig et splitsekund, før Erstens glohede håndflader brændte sig vej igennem fronten på hans uniform, så kødet under gav sig til at syde.
    Manden skreg skingert og krummede sig per automatik sammen, så Trestons slag med knivhæftet ramte i soldatens nakke, præcis som det skulle. Manden sank sammen uden en lyd og så var Ersten allerede videre - sammenbidt og determineret, som Treston sjældent havde set ham - ind over dørtrinnet til det mørke arresthus.
    ”Kom,” nåede Treston lige at gispe i forbifarten, da han greb efter Zirras hånd for at få hende med inden de helt mistede Ersten af syne. Lyden af udbrud og tumult nåede dem ud igennem døråbningen, så Treston hev bare Zirra efter sig uden de store hensyn. ”Du skulle vel ikke have fået opsnappet, hvilken celle de holder far i, har du?”

Rigtigt som hun havde tænkt, var hendes brødre fulde af slagkraft. Hvad hun havde i munden, kunne man vel sige de bakkede op med muskler. Nærmest hurtigere end hun havde troet muligt for et overfald, havde de jordet vagten og efterladt ham savlende på trappetrinnene, hvorefter Treston hev fat i hende, og hun kun lige akkurat nåede at sparke til vagtens trøje og frigive magien, der fes tilbage i faklen. Det var ikke lige nu, nogen skulle vælte en usynlig fakkel ned fra muren og sætte ild til alting. Hvis Zirra havde lært én af Dastors lektioner i livet, var det at man ikke skulle sætte ild til noget, man selv var inden i.
Det kunne lede til flere års slaveri i form af pasning af ens småbrødre, for ikke at tale om husarbejde.
Inde i arresthuset var luften tyk af en blanding af røg fra gaden, hørm fra de kummerlige forhold og bare generel mangel på udluftning. Zirra havde været her en enkelt gang før, men det havde været før belejringen og ikke involveret en pludselig trang til opkast. Men hvad kunne man egentlig forvente af Mørkets styrker; at de ville passe godt på bygning og fanger? Måske havde det bare været et par hårde dage lige op til, men lige nu var hun ikke i humør til at lade tvivlen komme dem til gode. Hun ville bare finde far.
"Gang 2, celle 7," fløj det ud af munden på hende, før hun nåede at tænke sig om. Hurtigt fangede hun Trestons blik og smilede uskyldigt. "Øh, jeg mener... Nej?"
Ersten så ikke ud til at skænke det en ekstra tanke, at den på-facaden-pæne lillesøster vidste præcis, hvor de havde opmagasineret deres fader. Han stred blot mod det udpegede sted med sine overmenneskeligt lange skridt.

    Selv midt i frygten og adrenalinen - eller måske netop på grund af begge dele - kunne Treston ikke undertrykke et hurtigt grin over Zirras uskyldige smil. Dét forsvandt dog hurtigt, da de tre søskende drejede om et hjørne og fik øje på det første lig.
    Det var tydeligvis en indsat, for manden var tynd og langskægget og havde helt sikkert ikke været i bad for nylig. Desuden lå han stadig halvt ind over den murede briks, som fangerne forventedes at sove på, og blodet fra hans overskårne halspulsåre havde vædet den sparsomme høstrøelse hele vejen hen til den halvåbne celledør.
    Treston var standset op helt uden at ville det og stod bare og stirrede. For jo, han havde set blod før; når træningen gik galt eller dengang Ersten som dreng havde stukket hele hånden gennem en rude og havde formået at åbne en pulsåre...
    Men aldrig i sine nitten år, havde han set så meget blod fra et enkelt menneske... Det så helt absurd ud...
    "De tager livet af fangerne, inden vi kan nå at befri dem!" Ersten var sat i løb ned ad gangen, og det var først da broderens råb nåede ham, at Treston formåede at ruske op i sig selv og følge efter - nu med hjertet helt oppe i halsen. Frygten blev bestemt ikke mindre, efterhånden som de passerede celle efter celle med blodigt aflivede fanger... Bare de ikke kom for sent...
    Da de drejede om hjørnet til gang 2 lød der håndgemæng nede for enden og Treston nåede lige at få et glimt af en løbende kvinde i Mørkets uniform og et andet af en langhåret mand med blottede tænder og underarmen slynget ud igennem tremmerne på sin celle og rundt om halsen på en uheldig vagt, før Ersten med et råb satte i løb og spærrede hans udsyn.  
    Det tog Trestons hjerne et splitsekund at fatte, at det var Dastor - deres normalt så velplejede og velsognerede fader - der havde fået armen om halsen på en vagt, og han formåede først selv at springe i aktion, da Ersten ramte den kvindelige vagt som en forbandet rambuk så de begge tumlede om på fængselsgangens gulv. 
    "Zirra!" var alt han nåede at få frem - en opfordring til, at hun skulle hjælpe ham. Så lød der et brøl fra Dastor, da dén vagt, han ellers havde haft godt fat i, i det samme fik hamret en albue imellem tremmerne og lige i synet på den ældre Ridder. Blodet stod ud imellem faderens fingre, da han tumlede tilbage med hænderne for ansigtet, og vagten vendte sig med en snerren - dolken trukket og klar til at blive brugt. 
    "Nej!" udbrød Treston og kastede sig selv fremad med sin egen kniv knuget i hånden - prøvede at tage vagtens fokus. Langede ud uden megen tanke, da han ikke have tid til megen tanke... 

Gangen forsvandt bag de to store brød, der var hendes brødre. Skuldre og overarme og gyldent hår fyldte Zirras synsfelt, og hun endte med at gå næsen direkte ind i Erstens ryg, da både ham og Treston stoppede op. Treston var gået i stå med blikket mod en celle, og i det næste nu var Ersten videre med de lange ben og et råb, der også først nåede Zirra, da Treston vågnede op og trak hende med sig. Over skulderen nåede hun lige at kaste et blik ind i cellen på det Treston havde stirret på.
Åh nej...
Alting skete med foruroligende hast. Ersten, der kastede sig over den kvindelige vagt, Dastor, der det ene øjeblik havde overtaget for det næste at havde en blodtud, og Treston der kastede sig direkte mod en kniv. Mod en kniv. En kniv.
Før Zirra kunne nå at tænke sig om, var hendes arm fremstrakt og tom. Den køkkenkniv, Treston havde stukket hende, da de løb ud af døren hjemmefra, sad i vagtens mave. Hans øjne var spilet op i chok og hans egen kniv hang slapt i hans hånd, ikke længere en trussel mod Zirras storebror. Et støn lød inde fra cellen, og Zirra blev alt for opmærksom på, hvad hun lige havde gjort. Hvad hun ikke burde kunne. Far kunne ikke finde ud af, at hun havde modtaget træning i at kaste ting efter et mål - også selvom hun mest havde trænet med sten fordi spionnetværket mente, det kunne tjene hende godt i fremtiden som en kombination til hendes lysmagi. Ersten var for optaget til at have lagt mærke til noget. Kun Treston ville... Treston ville dække over hende. Antage at det var noget rebellerne havde lært hende, ikke? Så hurtigttænkende havde hun ikke været for et par år siden.
"Godt ramt, Treston!" fløj det ud af munden på hende, mens vagten væltede stønnende om på gulvet. Zirra bøjede sig frem og rev nøglebundtet ud af hånden på ham. "Jeg åbner resten af cellerne! Jeg hørte, Stromberg også sidder herinde. Der kommer ikke flere vel?"
Låsen klikkede op, og uden at møde sin faders blik skyndte hun sig videre til den næste celle og låste den op uden overhovedet at se, om der var nogen derinde. Alt hun kunne tænke på var konsekvenserne, hvis Dastor fandt ud af, hun havde kastet den kniv. Han ville vide det, hvis han så hende i øjnene lige nu. Zalans også! Hun blev nødt til at blive god nok til at kunne lyve overbevisende over for familien. Cole havde altid sagt det var hendes største svaghed. Den forpulede familie, hun elskede for højt til at ønske at lyve for, men dem der ville betale prisen, hvis hun ikke gjorde det.

    Treston mere hørte end så det, da kniven ud af ingenting plantede sig i vagtens mave. Det var en våd, frygtelig lyd - en lyd, der bragte ham direkte tilbage til den nat, Cole var blevet snupper. Den nat Treston sandsynligvis havde taget sit første liv...
    Men han nåede ikke at gøre andet end at vende sig og stirre chokeret på den nu tomhændede Zirra et par splitsekunder, før hun roste ham, som om det var ham, der havde haft åndsnærværelse og snilde nok til dét kast... 
    Så var hun forbi ham og gav sig til at låse celledøre op med vagtens nøgle, og Treston ruskede op i sig selv - konstaterede at Ersten var i gang med at lægge den sidste hånd på den kvindelige vagt - og vendte så opmærksomheden imod cellen og Dastor, der stod foroverbøjet med blodet rendende ned ad ansigtet.
    "Far..." var det eneste, Treston kunne få frem, og først dér gik det vist for alvor op for Dastor, hvem der havde taget del i tumulten.
    "Treston?!" gispede han gennem blodet og spærrede øjnene op i et udtryk af chok, som Treston ellers sjældent havde set i faderens ansigt. Det lyse skæg var længere end Treston nogensinde havde set det før og håret, der ellers normalt var nydeligt friseret og holdt kort nok til at antydningen af krøller ikke blev til mere end dét - en antydning - hang nu langt og fedtet og kunne næsten røre faderens skuldre. Treston var trådt et skridt frem for at hjælpe med den brækkede næse - for at støtte faderen og få ham ud derfra - men til den unge mands store overraskelse kom der en halvkvalt lyd fra den ældre Ridder, hvorefter Treston blev trukket ind i en hård omfavnelse. "I Gudernes navn, knægt!" hviskede Dastor halvkvalt og knugede sin mellemste søn tæt. "I Gudernes navn..."
    "Far..." indvendte Treston - helt befippet. "Far, vi bliver nødt til- "
    Han blev afbrudt af Erstens stemme ude fra gangen: "Zirra! Pas på!"

    For ude på gangen havde Ersten netop rettet sig op fra den nu bevidstløse vagt - netop i tide til at se endnu en mand i vagtuniform komme styrtende ned ad gangen med retning imod Zirra; helt forvredet i ansigtet af raseri over det lille, lyshårede pigebarn, der lukkede hans fanger ud.
    "Zirra! Pas på!"
    Længere nåede Ersten ikke, før vagten ramlede ind i lillesøsten - tydeligvis i et forsøg på at hamre hende ud imod tremmerne. 
    Og derfra var det som om halvmørket i fængselsgangen trængte sig sammen om Erstens synsfelt, så alt andet end vagten blev sorteret fra. Vagten, da Ersten greb ham i kraven og flåede ham væk fra Zirra. Vagten, da Erstens første, rødglødende næve ramte ham i ansigtet, så blikket blev glasagtigt - kun for at blive efterfulgt af endnu et slag, og endnu et og endnu et...

"Zirra, pas på!"
Råbet nåede hende for sent. Lige akkurat havde hun hævet blikket, før et stort brød af en Mørkevagt hamrede ind i hende. Nøglebundtet blev flået ud af hånden på hende og endte på gulvet foran den celle, hun havde været ved at låse op. Selv var hun vægtløs et øjeblik, da vagten løftede hele hendes kropsvægt og pressede hende ind mod tremmerne. Al luft flygtede fra hendes lunger, der krampede ubehageligt i brystet for at få en smule indenbords igen.
Så var hun på gulvet med knæene skrabet imod det strøede gulv og hænderne placeret midt i en pøl blod. Luften brændte hele vejen ned gennem lungerne og øjnene løb i vand. Slørboblerne for hendes blik var en blanding af grå og sort, men ud af øjenkrogen sneg der sig rødorange streger ind. Zirra vendte hovedet mod farven og fortrød det med det samme, da billedet satte sig fast på hendes nethinde.
Ersten havde nedlagt vagten og sad overskrævs på hans sorte uniform, der var plettet af blod, som kom både fra kindben, næse, mund og en flænge i panden. Som om det ikke var nok, boblede ansigtshuden med brandmærker i kno-formationer. Vagtens øjne var fjerne og hænderne flagrede ikke engang mod modstanderen mere. Den ene knugede blot om Erstens ærme og den anden lå slapt ned langs siden. Men det værste var Erstens udtryk. Øjnene var knebet sammen til små sprækker, mens munden var forvrænget i  et vredesgrin, Zirra aldrig havde set magen til før. 
Hun sprang på benene hurtigere end hun burde og måtte støtte sig mod væggen for at modvirke svimmelheden. Heldigvis var der kun et enkelt skridt hen til Ersten, hvorefter hun kunne gribe fat i hans krave og støtte sig til ham i stedet for.
"Stop, Ersten!" råbte hun, mens hun flåede i hans trøje - rimeligt nytteløst egentlig med deres størrelsesforskel. "Stop! Stop!"
Men Ersten svingede bare sin ene arm bagud og fik væltet Zirra bagud, så hun landede på røven. 
"De fortjener det!" råbte han tilbage mellem sine stadig svar. "De svin fortjener det!"

    Treston havde ellers grebet sin far om armen for at hjælpe han ud af cellen, men Zirras råb fik ham til slippe taget og fare hen til celledøren, for at se hvad postyret dækkede over.
    Og dér sad Ersten midt på arrestgangen - overskrævs på en vagt og i fuld gang med at tæve hans ansigt til pulp, mens Zirra forgæves forsøgte at standse ham. 
    Dét studsede Trestons hjerne et øjeblik over. For vagten var i Mørkets uniform og med adrenalinen bankende igennem kroppen kløede Trestons næver også efter at få fingrene i dem, der havde holdt Dastor indespærret her - havde været skyld i, at Eylia efterhånden lignede en skygge af sig selv. At Zirra havde mistet sin første kæreste til galgen...
    Men så væltede Ersten hende af sig, og Treston fattede pludselig noget helt dybt i sin sjæl, idet han så storebroderen skubbe lillesøsteren om på jorden og hamre videre på vagtens blodige ansigt. For hvis man ikke satte foden ned et sted... Så kunne det jo være lige meget. Så havde alle tabt! Så ville Lyset ikke være et hak bedre end Mørket...
    Så ville dét lag tæsk, Dastor havde reddet sig, inden Styret satte ham fast her, blot være en afspejling af dét lag tæsk, Ersten var i gang med at udsætte vagten for... Og hvis Ersten ikke snart standsede, ville det faktisk ende med at være værre, for vagten var blevet fuldstændig slap i hans greb, og storebroderens rødglødende næver tilføjede en overhængende risiko for et fatalt udfald...
    "Ersten!" udbrød Treston og greb broderens arm. "Zirra har ret! Dét hér er ikke retfærdighed! Dét hér er hævn!" 
    Erstens blik lynede, da det mødte Trestons, og sidstnævnte måtte tage sig selv i nakken for ikke instinktivt at vige tilbage. Ersten så fuldstændig sindssyg ud...
    "Hvorfor," hvæsede han - uden at slippe sit tag i vagten. Der steg små, snoede røgskuer op fra uniformens slidstærke klæde. "Hvorfor i Gudernes navn forsøger I at holde hånden over de svin?!"

Det var ikke til at tage blikket fra blodsudgydelserne. Zirras hals havde snørret sig sammen, men ansigtet nægtede at vende sig væk fra det, hendes storebror gjorde ved den vagt. Hun havde set nogle ubehagelige ting, mens Mørket havde holdt Dianthos, men det her ... Det her var for meget.
At høre Treston give hende ret gav hende styrken til at vriste blikket fri og se op på ham. Genkende panikken i hans blik. Gruen, der pludselig ikke kun buldrede rundt inden i hende. Usikkert kom hun på benene og bakkede væk fra Ersten og endte ved siden af Treston. Hendes kinder var våde. Hvornår var hun begyndt at græde? Ersten blev ved med at slå.
"Vi skal forestille at være bedre end dem, Ersten! Rigtige retssager og ikke det pis, de dømte far for!" råbte hun ad ham. "Hvordan kan du ikke se, at det du gør er forkert?"
Det var lige før Zirra var sprunget frem mod sin bror igen i håbet om at Treston måske kunne hjælpe og de sammen kunne stoppe den sindssyge, der havde overtaget den ældste Reynlest. Men en tung hånd lagde sig på hendes skulder og kvalte hendes sjæl.
"Hævn er på sin plads."
Zirra kunne slet ikke genkende sin faders stemme. Den var hæs og dyb og rungede mellem arrestens murstensvægge. Eller også var det bare noget hun forestillede sig. Pludselig var hun elleve år igen, og døren blev smækket i hovedet på hende efter hun for hvad der skulle vise sig at være sidste gang, havde tryglet sin far om at give hende en ekstra chance i Lysets tjeneste. Hvis det her var Lyset, var hun ikke sikker på, hun ville være med mere. Hvis Lyset gjorde dét dér ved hendes bror. Hvis Lyset var grunden til det febrilske blik og de brændende hænder. Et lille bitte hulk steg op fra hendes strube og brød den stilhed, hånden havde fremkaldt i hende.
"Ersten, rejs dig," Faderens kommando blev adlydt prompte. Som den gode soldat, Ersten var.
Zirra behøvede ikke løfte blikket for at få sine bange anelser bekræftet. Hun kunne høre det i hans stemme.
"Far, nej...!" 
Hun vred sig ud af hans greb og trådte ind foran ham. Placerede sig selv mellem ham og vagten, der stønnede i smerte. Mødte hans blik, og fortrød det straks. De blå øjne, der kendetegnede hele familien, var fuldstændigt blottet for medlidenhed. Håndens bagside ramte hende så hårdt på siden af hovedet, at hun væltede et par skridt til siden og lige akkurat fik kastet sig mod Treston i håbet om at han kunne gribe hende.
Bag sig hørte hun den svitsende lyd af en af Dastors ildtunger, der skød ud fra hans hånd og fik vagtens udbrud til at stoppe. Havde han nok chakra, kunne han lægge et dybt snit hele vejen ned over kroppen som for at kløve den i to. Zirra så ikke efter. Ville ikke møde de døde øjne igen. I stedet gemte hun sig i Trestons trøje ligesom hun havde gjort det, da de hængte Cole.
"Treston," sagde Dastor. På en eller anden måde formåede han at se endnu mere skræmmende ud end ellers, selv med langt hår og viltert skæg. "Få din søster hjem. Ersten og jeg slutter os til oprøret."

    "Ersten..." begyndte Treston vredt, da broderen rev armen til sig. "Der er ikke nogen, der holder hånden over dem, for zalan!" Han overvejede alvorligt at forsøge at fjerne Ersten med magt, men trods sin ringere højde, havde Ersten altid været dén af brødrene med den mest imponerende kampvægt, og når det gjaldt mand-til-mand konfrontationer, vidste Treston, at han var storebroderen underlegen. Dog var Treston vred og chokeret over Erstens opførsel, og en logisk, systematisk vurdering af deres svagheder og styrker var ikke just dét, der gik gennem hovedet på ham lige nu.
    Men Zirras ord standsede ham, og derefter fik tilsynekomsten af deres fader ham på helt andre tanker.
    "Far...?" Treston var længere tid om at fatte, hvad Dastor havde til hensigt, og derfor kom det også som et komplet chok, da Zirra lagde sig imellem og Dastor stak hende en flad, der rungede i de lange fængselsgange.
    Treston greb sin lillesøster per automatik - holdt hende oprejst og knugede hende ind til sig, fuldstændig lamslået over faderens handling. En lamslåelse, der gled over i forfærdelse, da Dastor gjorde en snappende bevægelse med den ene hånd og fremkaldte en ildtunge, der konsekvent og usentimentalt gjorde en ende på vagtens stønnen.
    Bare sådan. Som man ville aflive et dyr...
    Det gav et sæt i Treston, da denne nye, viltre, uforsonlige Dastor sagde hans navn. Han hørte knapt ordren - kunne ikke finde mening i ordene, fordi det var så svært for ham, at forlige sig med dét, der netop var sket. Han stirrede bare på sin storebror, hvis hænder var røde af blod, og på sin fader, hvis isblå øjne aldrig havde virket koldere. 
    Og bag dem; den forvredne, livløse krop, de til sammen havde molesteret.

"Et par nåle i nakken kunne være ret konstruktivt for mit humør lige nu..." mumlede zirra og fik himlet med øjnene lige idet, skrædderen vendte sig om mod hende igen
"Så unge dame! Med den attitude blive De aldrig gift, uanset hvor pæn en kjole, jeg stopper dig i," vrissede hun.
Zirra så over hendes skulder og fangede Tres' blik med et udtryk der sagde "Du ville måske hellere have, jeg udholdt dét her alene?".
Alting var blevet vendt på hovedet efter befrielsen. På rigtig mange gode måder, men også på rigtig mange dårlige måder. Deres mor var lyst op og brudt sammen over faderens hjemkomst. Zirra havde ikke villet ses af Dastor, men hun havde sneget sig til at kigge ud på ham og Ersten, da de kom vandrende hjem med den brændende by i baggrunden. Fulde af blod. Med mord i blikket. Pludselig føltes familiens hjem ikke længere så sikkert.
"Du kan tage en lille pause, mens jeg henter noget stof i kælderen," proklamerede skrædderen, som virkede til at være den, der trængte mest til en pause. Det gik ikke Zirra forbi, at de formelle tiltaleformer falmede. Men det var måske forståeligt - Zirra og Treston var ikke de sødeste gæster lige nu.
Sypigerne trak sig ind i et tilstødende lokale, og Zirra sænkede armene. Der var stadig nåle over alt, men i det mindste nu kunne musklerne få lov til at  slappe lidt af. Efter at have tjekket, at hun ikke satte sig på en nålepude, kantede hun sig ned på en høj skammel. Kjolens skørt væltede udover gulvet - især den del, der ikke helt sad fast på resten endnu.
"Hvorfor er det ikke acceptabelt at møde op i bukser til den fejring?" brokkede hun sig. "Altså jeg skal ikke brokke mig over nyt tøj, men det her," Hun slog ud med hænderne. "Hvornår i Isaris navn skal jeg bruge den udover når Lyset vinder krigen? Se på mig! Jeg bliver jo rullet på gaden i det her skrud!"

    Treston måtte dukke nakken og kvæle et grin bag hånden, så den efterhånden temmelig trætte skrædderske ikke skulle finde mere næring til sin frustration over familien Reynlest.
    "Ved Isaris lys!" mumlede han halvkvalt bag hånden. "Giv hende ikke gode ideer! Hvis hun får ind i sit hoved, at hun kan smyge sig ud af et fremtidigt ægteskab med dårlig attitude alene, så bliver hun da først umulig at være i nærheden af...!"  

    Det var tydeligt, at alle var lettede, da der blev erklæret pause, og Treston trak på smilebåndet over Zirras brokkerier og akavede kamp med den halvfærdige kjole. 
    "Det er jo derfor, du følges med tre Lysets Krigere," kommenterede han snusfornuftigt - ikke synderlig lydhør for hendes kvaler. "Så plejer folk som regel at tænke sig om to gange, før de ruller én på gaden... men derudover skal du holde din store kæft - forhåbentlig kommer der da aldrig en anledning som denne igen i vores levetid! Og det er jo ligesom en del af dét, vi fejrer...!" Han slog viftende ud med hånden imod hende. "Så bid tænderne sammen og find dig i det - du ser strålende ud, søs, og dét mangler da for zalan også bare..."
     Det sidste blev tilføjet med et skævt, selvtilfredst smil, og da han helt bestemt regnede med, at der ville komme en lammer flyvende, forberedte han sig på at fange hendes næve, inden den skulle ramme.
    "Du ved vel godt, at fejringen er annonceret som et bal, ikke? Har du fundet dig en kavaler, eller skal jeg i gang med at spørge rundt blandt rekrutterne?" Han sendte hende et blik. "...For hvis du havde regnet med, at vi som Reynlest to og tre skulle tage hinanden under armen, så bliver du slemt skuffet - Ersten har lovet mig bort til en kammerats kusine, og jeg tør sgu ikke sige nej..."

En lammer kom flyvende lige så snart storebroren kom med kommentaren, og da han fangede hendes ene hånd i luften, slog den anden straks ud efter hans ubeskyttede knæ.
"Man skal ikke undervurdere et par flotte bukser på en kvinde!" bekendtgjorde hun og trak de voldsparate hænder til sig. "Se bare på majorene i deres gallauniformer - de ser skidegodt ud, om de er kvinder eller mænd. Hvorfor zalan skal jeg så absolut presses ned i den her kvælningsfælde? De har ikke sagt det endnu, men se på de her syninger. De buler lidt ud nu, måske, men det er helt sikkert fordi der skal et korset indenunder."
Hun kom med en sur vrisselyd og var lige ved at lægge armene over kors foran brystet, da hun huskede, at ærmerne var fyldt med nåle ugudelige steder. I stedet strakte hun dem og placerede dem på kanten af skamlen, hun sad på. Så Ersten havde prakket Treston en kusine på ærmet, hva? Hun huskede sidste gang Ersten havde bestemt, hvem Treston skulle til fest med, og kunne ikke holde et fnys tilbage.
"Har han i det mindste fundet en pige med en reel personlighed den her gang?" spurgte hun. "Så du ikke ender med at blive anklaget for vampyrisme, fordi hun suger din livsglæde ud? Helt ærligt, hvad er der med Ersten - han har en fin smag i kvinder, når det gælder sig selv, men hver gang han finder en til en af os, er det bare værre end den sidste hr-tom-personlighed. Jeg tror, Ersten har de kedeligste venner i verden, Tres."
Zirras hænder pillede lidt ved blondestoffet, som skrædderen havde sat fast henover mavestykket. Objektivt set var kjolen jo nok meget pæn. Hun savnede bare virkelig sine bukser. Eller måske bare friheden til at få lov at gå i dem.
"Men du skal endelig ikke få Ersten til at finde en til mig - nej, jeg ved du skulle til at foreslå det, så drop bare undskyldningerne! - for jeg er taget. For en gangs skyld har jeg faktisk en kavaler," Hun holdt en kunstpause. Trak den ud, mens hun så Treston i øjnene. Havde et skælmsk smil på fjæset. "Og han er adelig. De Richelieu."
Første store samling efter Lysets sejr og Mørkets tilbagetog. De adelige ville være til stede. Lysets krigere ville være der. En stor del af den generelle befolkning ville være der eller i området. Ballet ville være det største samlingspunkt inden for de sidste mange års undertrykkelse. Derfor var enhver spion af Lyset med sociale evner blevet sat sammen med en adelig eller højtstående Kriger, så de kunne finde ud af, om der var Mørkesympatisører tilbage mellem dem. Lige holde lidt øje. Lige få lidt ekstra alkohol indenbords hos sin partner. Lytte og kigge. 
Nej, kjolen ville nok være ubehagelig at have på, men i sidste ende skulle Zirra nok klare det, for ballet i sig selv, var arbejde.

    Zirras slag ramte på siden af Trestons knæ med et smæk, og han ømmede sig med et grin - nåede at sluge et fremhvislet: møgbarn! før det nåede forbi hans læber.
    "Tro mig," erklærede han - stadig med grinet smurt øretæveindbydende ud over ansigtet. "Jeg har set på majorene i deres klædelige bukser - længe og med stor interesse! Jeg ved præcis hvad du snakker om. Men du ved, at mor er lidt gammeldags når det kommer til dén slags, og du bliver fin i din kjole, søs... giv det nu bare en chance..."
    Til hendes spørgsmål om pigen Ersten havde fået prakket ham på, trak Treston på skuldrene - løftede et sigende øjenbryn. "Jeg ville under normale omstændigheder sige noget lort om vampyrer, og hvordan de vistnok bliver ganske medgørlige, hvis man stikker en kæp i dem, men jeg vil lade være denne gang... Jeg har mødt Erstens ven, og han virker som en udmærket fyr - så jeg antager... håber på, at hans kusine følger hans eksempel! Men du har ret..." Treston sendte hende et tænksomt blik. "Ersten er virkelig... imponerende dårlig til at finde balpartnere med bare en lille smule hjerne... Eller måske har han bare ikke så høje tanker om os - måske tænker han, at vi ikke skal udfordres for meget..." Et skævt smil fortalte alt om, hvad Treston mente om dén idé.

    Treston havde været i fuld færd med at åbne munden, da Zirra selv standsede ham. Øjenbrynene kravlede lige så stille op i panden på ham, da hun løftede sløret for sin kommende kavaler. 
    "Hvordan?" spurgte han bare - en lille smule tvivlende. "Hvordan i Gudernes navn har du fået sneget dig til dén ordning, din lille lusker? Har du fortalt det til mor? Hun bliver ellevild...!"

"Jeg har ikke fortalt det til mor endnu. Eller far. Jeg tænkte, jeg ville vente med det til aftensmaden," svarede Zirra, mens hun frydede sig over Trestons reaktion. Der var bare et eller andet helt uimodståeligt ved at klare sig bedre end andre. Mest når de andre var Reynlest-familien. "Og du har bare at flette næbet og lade mig selv sige det. Og hvis du skulle være i tvivl, så møder man faktisk også mennesker, når man render rundt ved hoffet med alle sine små sekretær-ærinder. Og resten er jo min indgroede charme."



En charme, der helt sikkert ville være rigtig brugbar, nu man faktisk var ved ballet. Zirras kinder var røde af en blanding af generthed og den vin, hun måske allerede havde drukket en smule for meget af. Men kjolen var rimelig vidunderlig ude på dansegulvet, og Zirra var forsvundet i armene på den noget så kønne de Richelieu, mens hun næsten havde glemt, at hun var på arbejde. I det mindste havde hendes kavaler ikke givet udtryk for noget som helst suspekt endnu, så hun lod sig nyde det. Især dansen.
Da dansepartneren undskyldte sig kortvarigt, valsede Zirra i takt til musikken hen til vinbordet, genopfyldte sit glas og smøg sig mere elegant end burde være muligt ind under Trestons arm. Tungt lænede hun sig mod storebroren og sendte ham det største smil, man nogensinde havde set Zirra Reynlest have på, mens hun var iført kjole og en håropsætning, der havde taget så lang tid, at det burde have ødelagt humøret i dagevis.
"Jeg havde glemt hvor meget, jeg savnede det her," proklamerede hun henover musikken, mens hun endte i et halvt grineanfald bare af glæde. "Hvor jeg dog elsker at danse!"