Kroværelset var lille og skrabet - så skrabet endog, at Treston mistænkte krofatter for meget bevidst at advokere til en bestemt type kunder. Dét ville naturligvis også forklare, hvordan der kunne laves en overskudsforretning ud af at sælge så billig fadøl... 
    Rummet var lille som et kosteskab, og der var så absolut kun plads til sengen og den lille, useriøse kommode inden for døren. End ikke et vindue var at finde, men kvarteret taget i betragtning, var udsigtens nok heller ikke meget værd...
    Ikke at nogen af alle disse ting lå Treston synderligt på sinde lige for øjeblikket - han havde for travlt med den yderst fyrige brunette, der temmelig tidligt på aftenen havde kidnappet ham fra Zirras selskab på en kro i den lidt pænere del af byen, for i stedet at 'lære ham at kende' et sted, hvor øllen var bedre til at betale...
    Zirra havde været temmelig forstående - men nu havde de jo også efterhånden en stående, stiltiende aftale om, at potentielle sengekammerater gerne måtte prioriteres. Desuden plejede hun ikke selv at have svært ved at finde underholdning...
    Brunetten - Maniya - stønnede over ham og lænede sig frem for at kysse ham, så de løse, mørke lokker kildede hans nøgne bryst. Han rakte op - trak hende ned i kysset med en hånd bag hendes nakke - og lod den anden lægge sig om hendes hofte; følge hendes fine, kvindelige form.
    I det samme lød et udbrud fra den anden side af værelsets væg - en lyd, der umiddelbart kunne være blevet forvekslet med et smertensudbrud, men som fortsatte, rytmisk og med stigende intensitet. Maniya grinede imod hans mund og flyttede drillende læberne til hans øre.
    "Der er andre, der har fået samme idé som os," bemærkede hun og udstødte så et lille, henrykt hvin, da Treston trak hende rundt på sengen, så han selv kom øverst, og i ro og mag kunne give sig til at kysse hende ned over brystet. Hun skød ryg, og han så det som en invitation til at gribe om hende - holde hende fikseret, da kyssene fortsatte ned over hendes mave, og hun lagde hovedet tilbage med en stønnen.
     Blot for at ryge op med et sæt - synkront med Treston - da noget smadredes med et rabalder inden ved siden af. Da resten af lydbilledet derindefra fortsatte ufortrødent, grinede Maniya igen - løftede øjenbrynet med et drillende glimt i blikket. "Man skulle zalanme tro, I var i familie," bemærkede hun tørt og refererede til dén vase, der engang havde stået på den useriøse kommode, og som Treston havde fået revet ned, da han og Maniya indtog kroværelset og havde haft lidt for travlt med at få tøjet af hinanden...
     Brunetten hvinede igen, da han gav hende et advarende hestebid - dasket, der fulgte som svar på tiltale, tog Treston imod med et hvidt grin igennem halvmørket. "Var det ikke dig, der var træt af snak?" spurgte han ledende og gentog hendes egne, henhviskede ord nede fra krostuen af - dém, der havde sat i gang, at værelset her blev lejet og de havde initieret et mere... dybdegående bekendtskab....
    "Din snak," præciserede hun, idet hun atter lænede sig tilbage med et tilfredst smil og en viftende håndbevægelse i retning af hans ansigt. "Jeg mindes, at du skulle til at bruge læberne til bedre ting..."

    I løbet af natten havde Treston kunne skrive en knirkende seng på listen over ting, der var galt med det lille kroværelse. En knirkende, vakkelvorn seng, der var så leddeløs, at sengegærdet hamrede ind i væggen i takt med enhver bevægelse, man måtte komme på at lave i sengen... Han havde næsten været taknemmelig for, at naboværelsets okkupanter tydeligvis havde haft gang i præcis det samme som han og Maniya, for ellers havde han nok haft temmelig dårlig samvittighed over at ødelægge nogens nattesøvn så eftertrykkeligt...
     Treston låste sig ud inden Maniya vågnede - der var ingen grund til at vække hende tidligt, bare fordi han skulle stille til tjeneste på mere eller mindre ugudelige tidspunkter... Og desuden havde både han og Maniya været temmelig afklarede med, hvad dette var - nemlig en hyggelig aften. En hyggelig aften, og dét var så dét. Ingen skyldte nogen noget.
     Dog havde han efterladt et par krystaller, så hun ikke kom til at hæfte for vasen... Det var jo trods alt ham, der havde taget livet af dén...
     Og netop som tanken om vasen fik ham til at tænke på det lignende uheld, der havde været inde ved siden af (en tanke, der fik et skævt grin frem på hans ansigt), fik han vendt sig om fra døren, blot for at blive konfronteret med vedkommende, der lige havde låst sig ud fra selvsamme værelse.
     "Det er løgn," sagde han bare - fladt og i benægtelse. "Det er kraftedeme løgn..."

    "Hans alder?" gentog Treston alarmeret - et emne, han end ikke havde overvejet, kunne bringe hovedpiner. Ikke i forhold til alt det andet, der foruroligede ham lige nu i hvert fald... "Hvad er der med-" 
    Men han nåede ikke videre, før Zirra trak af med ham - og han lod sig villigt trække, for Guderne skulle vide, at han hellere ville være alle andre steder end i nærheden af den... lumre elvermand. Trestons tanker var stadig frosset i forfærdelse, da Zirra slap hans hånd på vej ned ad trappen, og han hørte knapt hvad hun havde at sige.
     "Jeg kan huske, da jeg bandt sløjfer i håret på dig..." mumlede han med store øjne, der tydeligvis mente, de havde set for meget... om ikke andet for det indre blik. "Jeg kan huske dengang, du var lille og sød og gik i kjole hver dag, fordi mor klædte dig på, og dit største ønske var at få en drage..." Han skuttede sig og sendte sin lillesøster et forurettet blik. "Hvad skete der?! Hvor gik det galt? Hvad-" Han brød selv af, fordi hendes ord endelig nåede ind forbi forfærdelsen.