Det kunne godt være at Aldamars motivation var at finde ud af hvor lang tid Fabian kunne holde det inde, men Fabian var også ret sikker på at han kunne holde til mere end Aldamar lige regnede med. På den anden side, så havde han ikke lyst til at holde det inde omkring Aldamar, ikke når han fik ham til at føle sig så zalans fantastisk.
Alligevel nikkede han, han ville da i det mindste forsøge at holde sig tilbage lidt endnu, selvom han også vidste at der var noget vidunderligt at vide at den anden virkelig holdt af hvad der blev gjort til deres krop. ”Ikke en lyd,” sagde han bekræftende, før at han lænede sig lidt mere tilrette på sine albuer bag sig, men han holdt sine øjne åbne, så han kunne se hvad Aldamar lavede.

Den første følelse af Aldamars hånd, fik alligevel Fabian til at åbne munden bare en smule, og han skulle også fokusere lidt for ikke bare at give sig ind til den dejlige følelse, uanset hvor simpelt det var. Han ønskede at se Aldamar koncentrere sig og hvordan han gjorde, også selvom det måske gjorde det svært at koncentrere sig om både ikke at sige noget, men også holde øjnene åbne. 

Aldamar greb fat om roden på ham, og et studerende blik viste sig kortvarigt imens at han besluttede sig hvor han skulle starte. Det tog dog ikke lang tid for den mørkhårede at komme frem til en nogenlunde slagplan, og roligt begyndte hånden at bevæge sig op og ned, en spøjs form for stilhed i rummet nu hvor at Fabian var sendt til stilhed. 
Blikket var primært på hans arbejde, hånden bagved hans læn nussede ham roligt og i takt med rytmen  han førte, og det var først da han følte hvordan at semi-hård blev til hård, at Aldamar med et grin slog blikket op.
Og slog læberne ned omkring hans lem, fikseret på at holde øjenkontakten med de blå-grønne øjne over ham da han begyndte at bevæge sig. 

Selvom det var ham der havde bedt Fabian om at være stille, ville han ikke gøre det nemt for ham. Hånden ved hans lænd gled op til ryggen for at gribe fat i nogle af de snore og kæder der holdt fronten samlet, hvor at han bestemt samlede dem mere sammen, så det ville begynde at stramme en anelse mere til, dog varsom med ikke at trække ham ned imod sengen. Nej, han gjorde det forfærdelig tydeligt at han ville se på ham imens, og brugte øjnene til at se hvad der fungerede og var godt, nu hvor at ørene ikke kunne afsløre det for ham. 

Det føltes så godt. Fabians krop reagerede ret beslutsomt, som om at det var det eneste den egentlig var skabt til, som han blot blev hårdere og hårdere. Det var behageligt, men ikke ophidsende, så var det svært at ligge stille og kigge på hans håndarbejde. Det var først da Aldamar omsluttede ham med sin mund, at han lige havde et øjeblik af åh nej, for det var ikke noget han havde følt i virkelig lang tid.
Han havde lyst til at kaste sit hoved tilbage, men som Aldamar kiggede ham direkte i øjnene, så kunne han ikke, også selvom hans arme begyndte at blive bløde, og han bare ville overgive sig til følelsen, fordi det var intenst.

Selvom kæderne strammede sig bare en anelse om ham, var det den varme følelse om hans lem, som han fokuserede på. Hans tæer krummede sig bare en smule, og han skulle kæmpe sig for at holde sig oprejst, som hans krop ligeså stille var begyndt at vride sig, især når Aldamar gjort noget ekstra godt. Selvom ingen lyd lød fra Fabian, så var hans mund en smule åben, og hans krop sagde allerede mere end nok for Aldamar at tyde på hvor godt det var. 

Aldamar forsatte sit arbejde, et opmærksomt blik på hvad der foregik og hvordan det trykkede på bestemte punkter i mandens krop, når han gjorde en ekstra god ting med munden, eller valgte at flytte hånden et nyt sted hen, der fik det til at gibbe i ham. Da munden havde fået taget over for hånden, jah der havde hånden fundet et andet sted at vise sin kærlighed, og det var med et fastere greb i låret at Aldamar nu satte farten en anelse op, og rykkede den anden hånd ned omkring ballen, som fik et godt niv. 
Kortvarigt slap han, Aldamar slugte noget af det spyt (og andet) der havde samlet sig i hans mund idet at han frigjorde den. "Du må gerne sige noget nu" inden at han atter var igang, fast besluttet på at hvad end Fabian havde håbet når han sagde gengældelse, i hvert fald blev indfriet. 

Egentlig, havde han ikke overvejet om han ville komme, og hvis han gjorde, om han ville advare ham først. Det lå under overfladen selvfølgelig og hviskede som en fornuftig lille hentydning på at det ville ske, hvis han gjorde det godt nok. Men momentet virkede det utrolig ligegyldigt at decideret bekymre sig om, da de trods alt havde hele aftenen - og han ville bare så gerne at Fabian følte, hvor meget han ville ham. 
Så selv hvis de ord ville komme, ville han bare ryste afvisende på hovedet over at skulle rykke sig - ikke tale om. Ikke lige nu. 

Det var alligevel som om at Fabian ikke helt følte han kunne holde det inde i særlig lang tid. Hans arme føltes som spaghetti og intet i hans krop kunne ligge helt stille, som han vred sig rundt, og så.... gav Aldamar ham lov, og en lille smule lettelse overvældede ham, inden han blev opslugt af følelsen af Aldamar igen.
Der blev absolut langt intet imellem Fabian og nydelsen han fik fra Aldamar. Stønnene var højlydte, og det var absolut kun viljestyrke at han stadig halvt sad op, så han kunne kigge på Aldamar. Det var den halve fornøjelse lige nu. Måden hans læber strakte sig, og hvordan han formåede at kigge på ham.

”Baldric... Baldric,” stønnede han frem, som han alligevel kunne mærke sig selv nærme sig. Han ville gerne forsætte, ride på denne her høj i længere tid, men oh hvor ville han også gerne komme. ”Jeg... jeg kommer,” sagde han, og kun øjeblikke senere, gav han bare slip på alting i sig, og så måtte Aldamar selv finde ud af hvordan han ville tage det. Om det var i hans mund eller ej, det var lige meget, men Fabian forsøgte stadig at se det. Bare nyde synet mens han kunne. 

Aldamar var som sådan ikke bange for at nogle ville høre dem. Væggene var tykke og døren robust, han havde førhen lagt mærke til at hvordan selv højlydte skænderier ikke kom frem som andet end en utydelig mumlen på den anden side, så på den front... måtte han gerne være så højlydt som han ville. 
Og som Aldamar selv havde forventet, sendte stemmen et kærkommen stød igennem ham, og han følte sig selv brumme en anelse bifaldende da hans navn på sagt på den måde. 

Jeg kommer. Ord han godt vidste hvad betød, men der var ikke meget betænkningstid bagved hvad han ville eller kunne gøre ved det, da noget varmt i næste øjeblik fyldte hans mund, og han heldigvis formåede at sluge det uden de store kvaler. Noget han ikke havde gjort længe, men det vækkede ingen form for afsky i ham; de mørkeblå øjne gled op og mødte Fabian's med endnu et fantastisk stød igennem kroppen. Så fin. 
Da han var sikker på at han var færdig, var det først der at Aldamar trak sig tilbage og op. Bagsiden af hånden gled over hans mund for at tørre de væreste situationer af undsluppent savl (og andet) væk, og med et lille grin betragtede han manden der lå foran ham, der så fantastisk ud med det lille lag af sved her og der. Fingeren gled som en krog ind i et af samlingspunkterne over hans bryst, for med en lille brummen at hive ham op i et kys.
En lille vinpause, og så... så var han klar, og håbede at Fabian kunne følge med. 

Fabians krop føltes næsten helt slap, som hans krop havde givet efter for behovet, men han følte sig lidt som i den syvende himmel, hvis der var noget der overhoved hed det. Måden Aldamar blot havde taget det hele på havde været fabelagtigt. Han havde lidt forventet at Aldamar aldrig ville have slugt det, men alligevel gjorde han, og det var alligevel noget Fabian kun kunne mene var en smule frækt.

Han følte sig blive hevet lidt, og skubbede med armene lidt af sengen, så han kunne komme op og møde Aldamar i et kys. Ingen kvaler over at kunne smage sig selv i Aldamars mund, som hans ene hånd endelig fandt Aldamars nakke og trak ham lidt tættere på. Kysset var endelig blevet lidt mere dovent, og ikke så desperat. Det hjalp åbenbart en smule at tage den værste kant af Fabians behov, men han havde også ventet væsentlig længere end Aldamar på det her, selvom han nu stod fast i sit valg om at han ikke havde haft behov for gengældelse sidste mandag.
”Du har et vidst talent for det,” kom det mumlende fra Fabian som de endelig brød kysset. Han skulle nok kunne følge med i sidste ende med Aldamar, men det ville nok alligevel tage lidt før han kunne komme igen, men det betød ikke at han ikke kunne sørge for at Aldamar også opnåede lidt. 

Duften af ham hang uden tvivl omkring meget af Aldamar, og ville nok gøre det i noget tid efter at han var gået også. Men det var en duft han aldrig syntes at blive træt af, og han nød hvordan den skyllede ind over ham da deres læber mødtes og hans egen hånd nussende gled over hans arm, da han greb fat i den. 
Da kysset blev brudt, måtte han dog med et blanding af et grin og et formanende fnys lige klemme ham lidt, og de blå øjne funklede leende. "Ikke sig sådan noget" ord der betød det stik modsatte - sig endelig sådan noget, da det fik hans hjerte til at flakse en anelse ukontrolleret. Et lille kys mere fulgte det første, hånden gled ned imod hans røv og han slap mandens læber med et fjoget fnis. "Måske havde jeg fundet mit erhverv i et andet liv, hmm?" et smæk fulgte med, inden at Aldamar vendte sig, for at møve sig ud af sengen og tilbage til glasset der ensomt stod tilbage. 

Med glasset i hånden vendte han sig, stødte røven imod kommoden og tog en god slurk af det, imens at han betragtede hvorend det var at han var endt i rummet. Han vidste godt at Fabian nok ville være lidt... udkørt her de næste par minutter, men hans egen begejstring var så sandelig kun startet. Hvorfor og hvad han sådan nød omkring at trække det ud, vidste han ikke. Måske bare... selve spillet. 

Det var tydeligvis ikke ord Aldamar mente alt for meget, som hans blå øjne funklede og han blot kyssede Fabian igen. Et lille støn kom fra Fabian over det uventet klask på hans røv, men det fik mest af alt bare hans smil til at blive lidt bredere. Hele kroppen var bare vildt sensitiv i øjeblikket, næsten så meget at det var uudholdeligt, men han skulle bare... komme sig lidt.
”Du ville i hvert fald have talenterne for det,” indrømmede Fabian. For nogen ville det ikke føles som et kompliment, men Fabian mente det nu som så.

Han satte sig endelig rigtig op i sengen igen og strakte sig lidt. Det havde været dejligt. Han vendte sit blik lidt mod Aldamar, inden at han selv møvede sig ud af sengen, for at kunne gå de få skridt hen til bordet, for at fange hans eget glas med vin, og tage en tår, inden han bakkede hen til sengen igen og satte sig. Vinen varmede ham en lille smule, men han kunne ikke få sine øjne af Aldamar, som stadig var klædt på til den helt store guldmedalje. At være sammen med en fyrstesøn, havde virkelig sine fordele. 

Blikket mødte hans da han fik sat sig tilbage i sengen, og ligesom at Fabian ikke kunne få øjnene væk fra ham, var den følelse i den grad todelt, og Aldamar kunne heller ikke få øjnene væk fra Fabian. Han var selvfølgelig den eneste i det her rum, men det var ligeså meget fordi at han var det eneste der var værd at fokusere på, lige. Bagved de krydsede arme og den tilbagelænede statur, var det at hjertet bankede hurtigere og hårdere. Mere spændt og tydeligt tilfreds over opmærksomheden. 
Det var også hvad der i sidste ende fik ham til at skubbe sig væk fra kanten for at sætte sig ved siden af ham, trods han tog sig fint med tid, for at lade dragten have sin effekt. 

De blottede steder have strejf af gåsehud, men det var bestemt ikke på grund af kulden i rummet, at de var der. "Jeg er glad for at du værdsatte det" en lidt forsinket opfølgning, da han et lille øjeblik var slået tilbage af den lydløse kommunikation der havde foregået på tværs af rummet, og Aldamar gled ned ved siden af ham, trods det næsten kriblede i ham bare at slænge sig henover ham i stedet. Men han ville helst ikke spilde vin i sengen, og stolede ikke nok på sig selv - eller Fabian - til at det ikke var garanteret. Så ved siden af måtte det være, omend hele han front var drejet imod Fabian, og han lænede sig afslappet tilbage, støttende på den ene hånd bagved ham. 
Værdsatte var et godt ord at bruge her, da det primært havde været hvad der lå bagved at gøre det. Det var sjældent han fandt sig i den... position, men det havde været (foruroligende) fantastisk, at opleve. Men, han vidste også at det kun havde været fordi at smilet på Fabian's læber havde været det værd, og det var nok hvad der havde skubbet den 'fantastiske' følelse sammen med det. Spøjst hvad sådan nogle følelser kunne gøre for oplevelsen. 
Han havde aldrig haft et sådan behov for at gå ned op nogle andre. Det var sket, men... aldrig helt ligeså villigt som nu, hvor at han næsten havde krævet det. En anelse skræmmende i sig selv. 

Fabian havde ikke behov for at den verbale bekræftelse på at Aldamar havde gjort det for ham, men alligevel summede det lidt i maven på ham, som han hørte det. Det havde været for ham og måske som gengældelse for sidste gang, men Fabian havde ikke ligesom regnet med en direkte tilbage betaling på den front. Ikke at han kunne brokke sig. Aldamar havde allerede overrasket ham på så mange punkter, og det glædede ham. Det var altid så meget bedre med en sengepartner der ikke var selvisk.

”Jeg vil til enhver tid værdsætte, når du gør... ting som det,” det var næsten den mere elegante måde at formulere det på, men det var det egentlig der rigtig kunne begynde at forklare hvor meget fabian ville værdsætte det. En ting var at han fik nydelse ud af de fleste ting Aldamar ønskede, men samtidig så var der også bare visse ting, som Fabian ville få langt mere ud af end Aldamar, og at Aldamar så var villig til at gøre dem alligevel, for Fabians skyld? Han havde ikke været sammen med mange der gjorde det, hvilket nok handlede om hvad han normalvis lavede.

De sad heldigvis tæt nok til at Fabian lige kunne ændre hånd med vinen, og række over for at lægge en ganske uskyldig hånd på Aldamars lår. Han havde ikke tænkt sig at prøve for meget, mens de sad med vinen, men han ville gerne nusse den bløde hud. 

Blikket fulgte kort hånden på hans lår, inden at det atter fandt vej op til Fabian og hans kønne ansigt, en lille varme fra det sted han nussede huden. Ting som det? At være elegant omkring sine ord var ikke lig Fabian, og Aldamar grinede lidt indvendigt, skulle det vise sig at være for hans skyld. Han havde aldrig decideret brudt sig om vulgær snak, og gjorde sig ikke i at bande, med undtagelse for at udtrykke glæde eller iver. Men lodt havde Fabian velsagtens smittet af på hans måde at italesætte tingene på - og det så ud til, at han havde gjort det samme. 
Finurligt. 

Læberne mødte glaskanten, og Aldamar drak med et dovent glimt noget mere og lod sig omfavne af dens dulmende effekter og den lille ro der lå i noget så simpelt som et kærtegn. Først efter sin tår, fik han åbnet munden ordentligt; han havde lige haft brug for at gennemtænke sine ord inden at de blev sagt højt. "Så må du huske at bede om 'ting som det', hmm?" Aldamar's stemme var en anelse lavmælt, men dog... oprigtig. Det krævede ikke at være et geni, for at vide at det var godt. Men... han havde en anelse om at Fabian holdt igen med nogle af sine ting - hvilket var fair. Men igennem de her måneder var Aldamar unægteligt blevet nysgerrig - måske mere end hvad godt var - på hvad der rigtigt fik pirret ham ordenligt. 
Og var blevet en anelse afhængig af at møde det. 

Som for at tage brodden af hvor seriøst det kunne lyde, brummede han en anelse forlegent og tog en tår mere, øjne der kort flakkede imod skuffen under dem, som han vidste var af interesse. Både for ham selv, men nok også Fabian. 

Det var næsten som om at Aldamar opfodrede ham til at være mere grov i sin snak om tingene, når han formulerede sig på samme, lidt pænere måde han ellers havde gjort. Omkring andre folk så ville Fabian nok også have været lidt mere grov, men det var lidt som om at slummens sprog ikke passede når de sad herinde, med deres fine dragter på, god rødvin, og alting bare var.. luksuriøst. Fabian passede i sandhed ikke ind i denne her verden.

”Det kan jo være at det er noget der sker ligeså stille ikke?” endte svaret dog i stedet for med at være, i stedet for at kommentere på ordvalget. Han veg dog ikke væk fra samtale emnet. Det var stadig komfortabelt, og hvis det her var noget de gjorde til en ting, så måtte hans egne behov også komme på tale før eller siden. ”Men vi har tid til at lade mig bede om ting, og lige nu... så vil jeg så gerne se hvad du har af planer.” Stemmen var lavmælt og han lænede sig også lidt ind og kiggede opfordrende på Aldamar.
De skulle nok begynde at udforske hvad Fabian ville have ud af det, men han vidste også at det nok ikke var det mest naturlige for Aldamar især ikke hvis Fabian også ønskede bare lidt af kontrollen i sengen. For nu handlede det også om at der kom en form for tillid mellem dem, og deres villighed til at udforske deres egne grænser og hvad den anden part ville have. Det var nok mere for Aldamar, end for Fabian, som havde gjort det her med så mange folk. Det var måske også selvisk af Fabian, at han ville have denne her del af Aldamar, inden han var villig til at komme med decideret forslag til hvad han selv ønskede. 

Det var noget han kunne forholde sig til, Aldamar smilede en anelse bredere og fremprovokeret af emnet, en anelse mere tilfreds. Både over sig selv, men i den grad også over Fabian og hvad det var de ord betød. Planer var måske et ord han ikke ville bruge, men lidt havde han da 'planlagt', og skubbede fra med hånden bagved sig, idet at han lænede sig an anelse frem imod Fabian også; han kunne godt følge den opfordring. 
Han ville godt følge den opfodring, og hånden lagde sig ovenpå hans egen, og klemte den blidt. "Godt så" han vidste allerede at det var noget Fabian brød sig om. Hvorvidt han så havde gjort det i... den her størrelse, det ville tiden vise; det var bestemt ikke for alle, sådan at føle sig fanget og uden mulighed for at slippe væk - det var ikke alle der kunne overgive sig i det. Fordi silkebånd og lette knuder var ikke det samme som de reb Aldamar med en spytklump nu sunket, ville introducere ham til. 

Fødderne ramte gulvet idet at han gled ned fra sengen, vendte sig omkring og satte sig på knæ for at trække skuffen ud igen. Glasset var blevet sat ved siden af ham, og hvad der blev hevet op, var to bundter, der med en dump lyd blev sat på gulvet ved siden af; en lyd der vidnede om den vægt der lå i de her tykkere reb. 
Hans blik gled kortvarigt op imod den siddende mand, og det eftertænksomme der i et lille øjeblik havde overtaget... blev erstattet af et smil af næsten stødende selvtilfredshed og let løftede øjenbryn. "Find et sted at få placeret de vinglas der" smilede han, og skubbede skuffen ind igen imens, nok ikke engang helt bevidst om hvordan hans tonefald syntes at ændre sig ved det der skulle ske. 

Fabian kunne næsten se ændringen i Aldamar, som han tog ordene til sig, og hele hans krop begyndte at dirre i spænding igen. Han var ikke klar over hvor aftenen bar dem hen, men når han kunne se hvor begejstret og spændt Aldamar virkede, ja, så kunne han ikke sige nej. Ikke at han havde lyst til at sige nej til at starte med, og hvis han gjorde det nu, så ville det næsten være første gang han havde gjort det.

Hans øjne kiggede fascineret på Aldamar, som han begyndte at finde reb frem, og så blev han lidt mere stille, for det gik op for ham hvor meget reb der egentlig var. Han var ikke bange for det, han stolede på Aldamar, men selvom han havde set det da han selv havde rodet i skuffen, havde han ikke overvejet at han skulle bruge så meget. Han havde været bundet op før, men aldrig med denne her mængde reb. Oh ved Zaladin hvor var han spændt. Det havde kun taget et øjeblik for Fabian fra at føle sig lidt overrasket og måske næsten lidt frygtsom omkring hvad der skulle ske til, at han nærmest ikke kunne vente på at opleve det. Han ville vide hvordan det føltes, og mest af alt... Han ville vide hvordan det påvirkede Aldamar. Man kunne tydelig se den brændende interesse i de blå-grønne øjne.

”Naturligvis,” sagde han, og rejste sig op og tog en sidste tår af sit eget glas, før han også greb Aldamars, og gik hen for at sætte det på bordet de havde været ved tidligere. Det var vidst tilpas langt væk fra hvad end Aldamar ville have ham til. ”Er det her grunden til at du ikke havde regnet med at jeg skulle have det her på,” sagde han grinende, selvom hans stemme alligevel var faldet bare en oktav, som viste hans tydelige interesse i hvad der skulle ske. Han kunne godt se at det kunne være lidt kompliceret med alle de her snore og så også rebene. Det ville nok også være mere bekvemt kun med rebene. 

Imens at Fabian slentrede forbi med glassene, begyndte Aldamar at pakke bundterne ud, hvilket viste at det faktisk bestod af flere små bunker, og nogle lidt større. Længden varierede alt efter hvad der skulle bruges (eller laves), og selvom han ikke havde tænkt den mest komplekse ting op, ville der... hvis det var noget han brød sig om vel og mærke, nok blive brug for dem alle sammen. 
Men den tid den glæde. Aldamar skævede over skulderen da han hørte hans spørgsmål, og måtte nikke, et lille smil til følge. "Afslørret" klukkede han, og samlede alle rebene på en arm, som han så fik smidt af på sengens bløde overflade. 
Hænderne rakte ud efter Fabian da han kom tilbage, greb dem og holdt dem op til hagen, noget knap så uskyldigt lurende under det mørkeblå, og tydeligvis tændt omkring hele idéen og forventningen af hvad der ville ske. Åhh, hvor var alt kommet tilbage til ham siden at han mødte Fabian. Når han var grænseløs satte det ingen rammer for hvad der burde ske. 

Og det var en farlig, men - i følge ham - fræk blanding. Aldamar åndede lidt tungere ud, inden at han dovent l førte knoerne op til læberne, for forsigtigt at kysse dem - der var noget utroligt taknemmeligt i hele den bevægelse, inden at han trak ham med over til sengen, for at sætte dem begge ned. "Hvis du på et tidspunkt vil og skal fri, må du gøre det tydeligt" formanede han, trygheden i det var trods alt vigtigt. 
Og.... han kunne let selv komme til at glemme det, hvis han blev lidt for grebet. 

Fabian kunne ikke lade være med at smugkigge, som Aldamar begyndte at vikle bundterne ud af hinanden. Der var noget fascinerende ved det, som han virkede til at føle sig hjemme med dem, det havde Fabian også lidt håbet på. Han ville nok have haft en smule mere kvaler omkring det, hvis han ikke troede at Aldamar vidste hvad han lavede, for reb i de forkerte hænder, kunne hurtig gøre lidt for meget skade, og selvom Fabian var formskifter, så var der alligevel begrænsninger. De kom ofte af fysiske skader desværre. Men det var han ikke bange for.

Han lod Aldamar holde hans hænder med interesserede øjne, og det føltes næsten.. sødt som han kyssede knoerne, selvom det var alt andet en sødt som de stod her, og Fabian skulle gøres klar til at blive bundet ind. Selvom han bare ville i gang, så var det en overraskende seriøs mine han tog, da Aldamar satte dem ned. Smilet var ikke væk, men han tog ikke så let på det.
”Det skal jeg nok,” sagde han og kiggede bekræftende ind i Aldamars øjne. ”Og jeg stoler på at du også kan stoppe, hvis jeg siger at det er for meget.” Det var kun meget sjældent sket at Fabian havde måtte trække sig, og endnu mere sjældent de sidste mange år, men det var vigtigt at de var på samme side. Heldigvis kendte Fabian sig egen krop godt nok til at vide hvornår han skulle trække sig hvis det var, men det ville også være et kæmpe tillidsbrud, hvis Aldamar selv ikke kunne finde ud af at stoppe.
Fabian havde i hvert fald haft kunder, som ikke havde haft meget til overs for at tage hensyn til ham, selvom han kunne klare det meste, så vidste han også, når det var en han ikke ønskede at være sammen med igen, og det var når han ikke stolede på at de ville stoppe når han sagde at det var nok.

”Jeg er aldrig blevet bundet så meget ind i,” valgte han derfor også at nævne, bare så Aldamar vidste, at det her også var en smule nyt for Fabian. Men smilet var opmuntrende, og han så på ingen måde bange ud for hvad der skulle komme til at ske. Alting kunne selvfølgelig ændre sig når man var i det selvfølgelig, men Fabian havde sine tvivl om lige netop det her.

Det var ret vigtigt for ham, at Fabian tog lige den her del mere seriøs end mange af de andre ting. Han vidste ikke hvor Fabian's smertegrænse lå, han kendte ham ikke godt nok, til blindt at kunne aflæse den vage grænse der kunne være imellem smertefuld nydelse, og bare smerte. Han ville nok altid kunne se det, men intet måtte gøre så ondt, at han ikke... følte han kunne sige fra. 
Ikke at det var en bekymring mere, da han fornemmede at han var nået godt igennem. En rislen af spænding gled igennem ham - det her skulle nok blive... spændende.

Og Aldamar nikkede dermed, et grin af en mere spids karakter til følge, da han slap hænderne for at trække ham ind i stedet, en finger snoet igennem lykken på hans torso. "Jeg havde aldrig troet at jeg kunne slippe afsted med at introducere dig til noget nyt" nynnede han, og lod den frie hånd glide om bagved ryggen på ham, for at løsne en smule op for hvad han havde på. "Det her skal i hvert fald af først" 
Aldamar var ikke decideret grov... om noget var han ret så ofte blid, og varsom af sig. Men hele den bevægelse bar præg af at noget skulle ske, og noget var ved at finde mere frem i hans målrettede forventning, det lurede i de mørkeblå øjne. Han havde aldrig helt kunne pin-pointe hvad der gjorde det så fantastisk.... men når Fabian havde indvilliget, havde han med det samme kunne mærke den rislende fornemmelse af hvordan den blide, søde gestus med hænderne, blev skubbet til side og på afstand. 
Man kunne næsten ane, hvordan at de små ting før - dragterne, silkebåndende, kæderne - alt det, kun havde været... vage introduktioner til hvad der nu fik Aldamar til at liste hånden op til hans nakke, et kys af dominerende karakter til følge. Det der skulle af, og han skulle få placeret sig om bagved Fabian, så de kunne starte.  

En lille nynnen af enighed undslap Fabian. ”Du forsætter med at overraske mig tydeligvis. Din smag er bare... anderledes end hvad jeg normalvis får ind,” sagde han grinende, med skinnende øjne. Han ville ønske han kunne prøve det hele, men man kunne prøve det som man ikke kendte til, og det gjorde det lidt svært for Fabian, som ikke ligefrem kunne udpege hvem der havde særpræget interesser. Derfor var det også godt at Aldamars smag var lidt mere... speciel. Eller også var det bare adelige han ikke havde gjort sig nok i.

At Aldamar ikke var så forsigtig mere, gjorde ikke Fabian noget, som blot lænede sig ind og lod Aldamar hjælpe ham af med dragten, mens hans egne øjne var fokuseret på Aldamar, og den interesse der lå i hans øjne om hvad der skulle ske. Det her var næsten en ny form for mand han så igen, og han kunne lide det.
Derfor overgav Fabian sig også til følelsen af Aldamar som forsøgte at dominere ham. Han skubbede næsten tilbage, men ikke helt nok. Nej. Han ville gerne domineres, i hvert fald lige nu og lige i dag.
Fabian ville blot følge med Aldamars instruktioner, både med at få tøjet af ham, men også hvordan han ville have ham. Liggende eller stående. Det var nok meget godt at Fabian ikke var blufærdig, når nu de skulle i gang med det helt store show. 

Klæderne faldt systematisk af, og blev skubbet en anelse væk henad gulvet. Kysset blev dybere, Aldamar's hjerte bankede en anelse hårdere og spændingen i at få lov, og føle hvordan at Fabian overgav sig en anelse, jah den var til at blive helt høj på. Han smagte så godt, han føltes så fantastisk under fingrene der fik løsnet de sidste ting, og da han endelig slap kysset, var det kun for at få dem begge to op og stå, så han kunne gå om bagved ham. 
I hånden havde han det ene af de lange hampreb, og med en overvejende nynnen, guidede han den blonde mands arme om bagved ryggen, og lod Fabian gribe om hans egne overarme - en stilling der tvang brystet en anelse frem på en rigtig fin måde. 

Rebet han havde i hånden, var i to lag. Så da Aldamar lod hagen hvile en anelse på hans skulder, lige hurtigt kyssede den bløde hud ved hans hals, jah så var det ikke et, men to reb som han følte vikle sig 3 gange omkring midten af hans underarme. "Af og til, vil jeg gerne have at du får dine fingre til at røre din tommel" mumlede han imod huden, og forsatte sit arbejde med at få startet overdelen af den 'brystharnisk' han havde planer om at lave. Et af de mere simple, og et godt udgangspunkt. 
Det krævede en overraskende stor mængde viden om anatomi... og hvoraf mange havde mistænkt fyrstesønnen for at studere nervebaner, led og muskler for potentielt at kunne hjælpe på skader, eller uddanne sig selv, var svaret af en lidt anden karakter - det var for at folk ikke kom til skade, når først han lærte dem at kende på den her måde. 
Og ved at Fabian selv gjorde det af og til, ville de være sikre på at han ikke klemte nogle forkerte nerver, da han nu slog en knude på omviklingen af hans underarm, førte rebet skråt op, henover hans overarm og tværs henover brystet, og så tilbage til udgangspunkte ved armen. Noget der blev gentaget igen, så fire snore lå ved siden af hinanden, og strammede til. 

En anelse spændt på hvordan det ville føles, da igennem alt det her, ville rebet gnave sig ind i skindet. Ikke så det åd sig frem, men bare lige så det kunne mærkes lidt. Især da han kort kørte fingeren imellem for at sikre sig at intet sad i klemme, og dermed strammede en anelse mere, da han mente det havde siddet lidt for løst.