Lettelse. 
Lettelse var hvad der endte med at skylle igennem fyrstesønnen, hvis mørke øjne betragtede et ansigt af sten, omend det ikke var ord med tyngden af sten der kom ud af hendes mund - så langt fra. En anelse syrealistisk forekom det - især som der kom noget der mindede om en joke til sidst på afslutningen af hendes sætning, og Aldamar kunne ikke andet end at stirre i nogle lange sekunder, inden at han hastigt nikkede. 
Han kendte godt sine pligter, han vidste godt hvad han kunne, skulle og burde - og dertil også forskellen imellem de tre ting. Men... havde han virkelig ramt hovedet så direkte på sømmet, at det var alt hvad hun krævede? Det var nok ikke overstået - Aldamar havde sine dybe tvivl til at de ville slippe så let. Men for i aften, virkede det som om at stemningen mærkbart ændrede sig, og tøvende smil blødte det overraskede udtryk hos Arys prinsen op, omend øjnene ikke kunne forlade hende; taknemmelighed og lettelse bagved den overliggende forvirring.
Ubevidst, jah næsten som havde hånden sin egen vilje lagde den sig over Fabian's ved siden af ham, og han nikkede igen. "Det ville nogen sige" ikke alle, slet, slet ikke alle. Men nogen - den nogen værende hans mor, tydeligvis. 

En latter pressede på - en af den fjollede, absurde slags, når man ikke vidste om man skulle grine eller græde over hvad der var sket, og Aldamar's blik gled tilbage til Fabian, trods han ikke lo. "Silva... Fabian Silva" mumlede han forsinket, en anelse mere villig til at uddybe da grunden de trådte på ikke virkede ligeså usikker, og et... forsigtigt blik på ham. Han havde lige været vidne til en underlig scene
Han forstod godt ubehaget, hvis manden følte sig malplaceret i alt det her. 
Men han fik tydeligvis lov til at blive, så det ud til. Hvis han altså ville. 

Leonora så de to unge mænd an som hendes ord sank ind, som de så forsigtigt rakte ud efter hinanden. Det var smukt og hjerteskærende på en og samme tid. De to ville ikke få det let, men lige nu, i dette øjeblik, behøvede de ikke mærke fremtidens byrde. Blot forstå.

Fyrstindens blik lagde sig på Fabian som Aldamar genintroducerede ham, nu med hans fulde navn. "Så, Hr. Silva" startede hun ud, venligt og høfligt, inden hendes stål-blik låste ham fast "Hvad er deres intentioner med min søn?" spurgte hun, i en tone der krævede svar. Det var ikke et spørgsmål hun stillede for sin egen fornøjelse eller forsikring. Men for Aldamars. Fabian kunne sige hvad han ønskede, og hvis han var en kompetent løgner, som hans dans om sandheden indtilvidere havde hentydet, så var det ikke sikkert Leonora ville se igennem det.

Men Aldamar ville.

Det var en taktik Leonora og hendes søn havde brugt før. Fyrstinden var nok skarp af øje, men var ikke kendt for nogen særlige evner til at bestemme ords ægtehed. Ikke som hendes søn. Og som Safiriens kommende hersker, var han sjældent langt fra hendes side til de større, offentlige funktioner, ofte hængende nært ved for at lytte, observere og lærer.

Ligeså snart Fabian kunne mærke Aldamar røre på sig ved hans side, og den lidt holdere hånd mod hans egen, kiggede han med lidt mere ømme øjne mod Aldamar, og vendte sin hånd om, så deres fingre flettede. Det virkede næsten lidt for intimt i forhold til hvem de sad over, men Fabian havde behov for det, og han følte næsten også Aldamar havde. Bare en simpel handling om at de var ved hinanden side, nu når det virkede til at være næsten overstået. Hun havde i hvert fald ikke virket til at have så meget mere at sige om det.

Derfor var blikket også mindre påpasselige som han rettede det mod Fyrstinden igen, da han hørte sit navn blive sagt. Selvom man kort efter kunne se hvordan han gik lidt i stå, og blev meget aflukket som de næste ord forlod Fyrstinden.
Det var nok et blik som Aldamar kunne genkende, dengang han havde forsøgt at få Fabian til at åbne op, inden han havde været klar på det. Fabian selv kunne mærke hvordan hans mund blev tør, og tankerne hvirvlede i hans hoved. Vil ikke. Vil ikke. Vil ikke. Som var han gået lidt i lås.
Hans ene hånd forsøgte at knuge sig lidt, men det han mødte var trods alt Aldamars hånd, og det gav ham noget at fokusere på. Hans øjne kiggede ned på dem, og så op på Aldamar. Han kunne ikke løbe fra det her, kunne han?

Det var alligevel en lang pause, inden Fabian åbnede munden, faktisk så lang at man skulle tro at han havde lukket helt af igen. ”Jeg...” stemmen var lidt svag, og han blev nødt til at rømme sig, bare for at få lidt mere lyd og fatning i sin stemme igen. ”Jeg ved ikke hvor det vil bære hen, men for nu, så nyder jeg hans selskab.” Han kiggede kort mod Aldamar, før hans blik gled tilbage på Leonora. Det næste var trods alt stadig rettet mod hende. ”Men undskyld at jeg siger det, så føler jeg at det er mellem Aldamar og jeg hvordan vi har det med hinanden, og hvilke intentioner, hvis nogen jeg har med ham.” Det lå nok noget under det, noget Fabian ikke sagde om dybere følelser, men han var ærlig i hvad han sagde. Både til Leonora men også til Aldamar. Hvis de virkelig skulle have en samtale omkring det her, så ville han foretrække at Aldamar var den eneste der kunne dømme ham for det. En samtale han virkelige ikke ønskede for i dag, selvom det var ikke meget han gav, men det var lidt, og når tiden føltes rigtig, så skulle Fabian nok fortælle ham, men... det føltes ikke rigtig nu.

Det var et stik af taknemmelighed der skyllede igennem Aldamar, da han godt vidste hvorfor hun spurgte om det. Aldamar havde hele sit liv været en stor fortaler for sikkerhed. Både fysisk - især den fysiske, vel og mærke, men i den grad også på livets forskellige spilleplader. I politik var hans sikkerhedsnet hans viden, en af de primære grunde til at han konstant videre uddannede sig eller tog til arrangementer, var for ikke at blive fanget på det forkerte ben. I venskaber var det påpasselighed og hans medfødte evne, to ting der var gode til at skille det rådne kar fra de mere oprigtige, og sikre ham at han sjældent havde ubehagelige overraskelser fra sine venners side. Men i... kærlighed? Eller hvad man nu end skulle kalde det her, jah der var det ikke ligeså nemt at sikre sig. 
Han havde en gang før prøvet at afkræve et svar fra Fabian, og vidste derfor instinktivt hvad det medbragte - benægtelse og en ufrivillig flugt. Han kunne tydeligt se modviljen da Fabian mødte hans øjne, og følte sig... fanget imellem de to parter lige nu. 

Han ville ikke affeje hendes spørgsmål, da det... lige præcis var hvad han nogle gange selv gik og tænkte på. Hvad ville Fabian egentlig med det her. Han blev ved med at kaste det spørgsmål tilbage til Aldamar og spørge hvad han ville have ud af det, og havde stadigvæk ikke svaret det selv, foruden at Fabian... gerne ville se ham. Akkurat som han sagde nu; ikke godt nok. 
Han havde lyst til at påpege at det tidspunkt Fabian ventede på, nok aldrig ville komme - ikke med den måde han altid flygtede fra det. Men han lod være... loyalitet overfor dem og hvad de var, var trods alt vigtigere end hans eget behov, og han sukkede. "Jeg ved ikke om nu er det rigtige tidspunkt..." hans hånd gav Fabians eget et lille klem, og håndryggen blev roligt nusset med tommelfingeren, selvom det knap nok var en bevægelse man ville lægge mærke til, var man ikke utrolig opmærksom af sig. 
Blikket der havde hvilet over Fabian gled tilbage imod Leonora, og han rystede umærkeligt på hovedet. Han ville ikke underminere vigtigheden i det spørgsmål, men han vidste ikke hvem han skulle bakke op her. Hun burde til gengæld ikke være bekymret for at Fabian slap. Om noget var han konstant efter ham lige på det her punkt, og havde decideret afskåret ham af i flere uger, indtil han var kommet til fornuft. 

Leonora betragtede de to med roligt blik. Så hvordan Fabian nærmest skrumpede for hendes ord, og ømheden i de blik de delte. Det var et forfærdeligt syn, for hun frygtede for de tos fremtid. For sin søn ville få sit hjerte knust. Åh hvis det så bare havde været en tilfældig skøge han havde trukket med hjem, for at få afløb for sin præference! Nej, han skulle gå hen og bliver involveret. 

Da der endelig kom et svar fra Fabian var det mere velformuleret end Fyrstinden havde forventet, men stadig afvigende. Aldamars ord bekræftede kun hendes mistanke. Men Leonora slap ikke Fabian med blikket. Ikke endnu.
"Deres følelser på emnet er taget til efterretning Hr. Silva, men lad mig gøre en ting klart for Dem. Aldamar er en Arys. Og alt Arys vedkommen mig. Så hvor omend ikke har i sinde at stå i vejen for jeres forhold, så længe det ikke forstyrre Aldamars forpligtigelser eller virke, så vid at det øjeblik dette forhold skaber et problem så vil det være mit problem ligeså". Fyrstindens ord var faste og rolige, men ikke uvenlige, som de først var rette mod Fabian, og dernæst mere og mere dem begge.
"Dette er ikke en bagersøn De har indledt en affære med, Hr. Silva, men den kommende Fyrste af Arys. Der er ganske andre spilleregler her end De er van til" advarede hun, nu fuldt henvendt til Fabian igen. Hun ønskede ikke at bryde deres forhold hvis det bragte hendes søn lykke, men hun kunne aldrig tillade at det skadede familien.

Arys var det alter hvorpå de alle måtte ofte deres lykke, om nødvendigt. For Familien.

Hvis Fabian selv havde valgt, fra det øjeblik han havde set Aldamar, så havde han aldrig ment at der skulle have været følelser involveret mellem dem. Han vidste at det var kompliceret af mere end en grund, og ikke kun fordi Aladmar var en fyrstesøn, langt fra den eneste grund. Problemet var bare at han var for langt nede i det, til at han kunne se sig selv blive revet væk igen. Han nød tiden med Aldamar alt for meget. Han vidste dog også godt at Aldamar... havde nogle andre behov end han havde, men det betød ikke, at han ikke følte en vis taknemmelighed over at Aldamar ikke forsøgte at stikke mere i tingene.
Det var et taknemmeligt smil Fabian fandt sig selv sende mod Aldamar, og som han klemte tilbage i hans hund. En dag skulle det nok komme. En dag hvor han ikke følte at nogen stod og åndede ham ned i nakken om at tage et valg, og sige præcis hvad han mente. Følelser var aldrig noget han havde gjort sig i, men det betød ikke, at han ikke meget gerne ville Aldamar. Som mere end blot en tilfældig kunde.

Det var dog ikke længe han kunne få lov til blot at sidde og nyde Aldamar, for det var uden tvivl ikke det sidste fyrstinden havde at sige. Heldigvis kom ordene ikke bag på Fabian, som han kiggede, en smule mere beslutsom på hende.
”Jeg har absolut ikke sinde af at være til besvær for hverken Aldamar eller jeres familie,” sagde han og fugtede læberne lidt. Hun fik det næsten til at lyde som om at han fik og havde affære med et hav af folk. Han overvejede at nævne det, men de havde vidst aldrig været helt oprigtige med hvor meget af en skøge han egentlig var. For ham var der kun kunder, og ikke affærer, selvom... Aldamar faldt i den anden kategori. Der var for mange følelser involveret til at han blot var en af hans mange kunder.

En af de få vigtige ting, som Fabian måske bed mærke i lidt senere, det var også at fyrstinden havde bekræftet at hun ikke ville stå i vejen for dem, hvilket nok var bedre end de havde turde håbe på da de havde hørt hende tidligere. Det betød også at intet i deres forhold behøvede at ændre sig.

Hvad fyrstinden ikke vidste, var at alt hvad hun håbede på... var lige præcis det som det var startet ud. Et spændende møde der viste sig at være en skøge, og man kunne dermed blive ved med at se personen på de præmisser. Nemt og elegant, og underliggende at Aldamar egentlig bare havde nydt at være omkring ham.... noget der i og for sig heller ikke var sjældent når det gjaldt de dygtige skøger. 
Men ting skete og han havde fundet sig selv mere involveret end hvad havde været optimalt. Men i stedet for at trække sig havde det været lokkende at blive omkring det, eller i hvert fald den følelse der var i det, og... nu var de her. 
Han brød sig dog ikke om at blive talt til, som var han ikke til stede, og de mørke bryn gled en anelse ned i panden på ham, omend han ikke vovede at afbryde hende. Det her var ikke en mening der var fyrstinden værdig at lufte foran Fabian, og hans ubehag over lige den del, ville være en hun modtog når de var mere alene. Det var dog en anelse svært ikke at tage den blonde mand i forsvar, da det lød som om... at ethvert problem kun ville kunne komme fra Fabian's side af. Men det havde han ikke tænkt sig. Det behøvede han ikke Fabian's beslutsomme stemme for at vide. 

"Han følger spillereglerne" kunne han derfor ikke lade værd med at sige, og følte sin kæbe spændes en anelse op da han tænkende bed sammen til hvordan han skulle kunne formulere sig. Blikket flakkede imod ham, et kort sekunds splittelse inden at han blev beslutsom, og det gled tilbage på Leonora. "Og når det bliver nødvendigt... tager jeg en snak med Adena" det ville nok bringe lidt ro til fyrstinden, og det var ikke et hvis, det var et når. Fordi han havde ikke tænkt sig at give afkald på ham grundet et glorificeret bryllup med den unge Reier kvinde, og han havde heller ikke tænkt sig at skabe et problem der kunne... undgåes. Adena virkede flink, fornuftig endda. Og, han tvivlede på at hun ville afbryde ægteskabet af dén grund... ville eller måtte, der var for meget på spil, for Reier familien. 
Som måske var det eneste gode ved hans rang, i hele den her situation. 

Hvad du har i sinde og den virkelighed i kommer til at stå i, vil næppe være den samme.. tænkte den ældre fyrstinde, men hun lod ikke sin tvivl vise. De to var unge og håbefulde, og trods familiens vigtighed og ære stod på spil, så var der kun så meget hun kunne kræve af sin søn på én og samme aften.
Måske havde hun beskyttet dem for meget for den verden der ventede. Hun havde ønsket de skulle leve, have friheden til at tage deres egne valg og lave deres egne fejl, inden de skulle bære byrden af deres navn. Hun havde ønsket de skulle smage den frihed hun var blevet nægtet. Men måske havde hun været for blød, givet dem for lang line? Det var ikke til at sige. Hun kunne ikke ændre fortiden, kun forsøge at styrre fremtiden i en retning, der ville holde Arys navnet stærkt, og landet ligeså.

Leonora ønskede intet mere end at kysse sin søns pande, og ønske de to held og lykke.. Men det var tiden ikke til.
Fyrstinden nikkede kort. Et tilfreds nik, rettet mod dem begge. "Så længe du ærer din kone, og holder familienavnet rent, er der intet til hinder for, at i finder lykke i skyggerne" mindede hun dem atter om, inden hun flyttede stokken til den anden hånd, et tydeligt signal for de indvigede om, at samtalen var ovre, og at Aldamar havde hendes tilladelse til at undskylde sig selv og sin gæst.

Hvor Aldamar måske ikke følte at Fabian behøvede at forsvare sig, så var Fabian meget bevidst om at det mindste han skulle gøre var at forsvare ham selv og deres forhold mod kvinden. Hun ville tydeligvis det bedste for dem, men måske mere for hvad det ville gøre deres navn. Et navn som Fabian ikke var sikker på virkelig kunne betyde så meget. Det var derfor adelige var kompliceret.
Snakken med Adena kom dog bag på Fabian, og han kiggede med svært skjul interesse på Aldamar. Han havde lidt forventet at han ikke havde været så villig til at tage den, men Fabian, som den eneste i rummet, vidste at den samtale nok ville gå langt nemmere end de to andre formmede. I hvert fald i forhold til at hun ikke selv ønskede det.

Han slugte lidt spyt, før at han kiggede mod Leonora. Det var ikke hans plads til at sige noget her og nu, og i stedet for tiede han blot, og klemte lidt om Aldamars hånd. Han havde dog endnu ikke lært alle signalerne som Fyrstinden måtte sende med sin stok, men hvis Aldamar rejste sig, så ville Fabian også følge med ud. Der var ingen grund til at blive i det her rum mere end højst nødvendigt, selvom han havde sine tvivl om at Aldamar ville kunne komme tilbage i det samme humør som før.

Stokket flyttedes over i den anden hånd, og de afsluttende ord gik ikke for døve ører. Aldamar nikkede, han havde altid haft sine bekymringer om deres forhold og hans familie i baghovedet, og selvom de bekymringer ikke var blevet mindre, ville det ikke være idag at de var en knusende faktor i hvordan de havde det med hinanden. Og et eller andet sted, var en tungere sten løftet fra hans hjerte da hun ikke havde sendt Fabian væk. Tværtimod, virkede alt... okay, så længe det ikke blev gjort vovet eller fik spredt sig som ringe i vandet. Det var okay. 
Fyrstesønnen rejste sig, hånden slap Fabian's til trods for at han ikke havde lyst, og med et nik af farvel, ville han gå imod udgangen så de endelig kunne komme væk fra alt... det her. 
"Så må du have os undskyldt" mumlede han, og håbede ikka at Fabian var sen til at følge med. Ikke at han regnede med det. 

Vejen tilbage til hans værelse ville blive taget i samme stilhed som tidligere, men med meget lettere skridt og villighed til at faktisk nå sin ende destiantion. Han havde brug for at føle, at det her... ikke havde skræmt ham væk. Han frygtede ikke decideret for det, men bekymringen lå der altid, da det vitterligt havde været alt han ville undgå af besværligheder. 

Leonora nikkede, godtagende som Aldamar undskyldte sig, med trin i en dans de begge kendte så vel. Mens de to unge mænd forlod lokalet, rakte Leonora roligt frem, og samlede sin kop te op, for at placere den i sit skød atter engang, og dernæst sippe roligt til den efterhånden lunkne væske. Det gik næppe an at hun blot sad og ventede til de var gået.

Så snart døren havde lukket sig bag hendes søn og hans gæst, blev koppen dog hurtigt sat tilbage på bordet, og stokken sat til side. Leonora gled tilbage i stolen, og hendes ryg mødte ryglænet for første gang mens hun havde siddet der. Træt blev en hånd løftet, og hun gnubbede sin tinding mens en grimasse tog plads over hendes ansigt. Det her var alt sammen noget rod. Guderne være lovet Aldamars trolovede ikke var nogen af højere stand. Selv når denne hemmelighed kom ud, så ville de næppe forsøge at afbryde trolovelsen. Det ville være en katastrofe! ikke blot for Arys, med så sandelig for Reier familien også.

Leonora kunne næppe gøre andet end at sætte sin lid til guderne, og håbe de unge ikke gjorde noget tåbeligt...
Med et opgivende suk rakte Leonora frem til bordet igen, og greb flasken. Efter et øjebliks overvejelse, greb hun også sin kop. Man var vel stadig fyrstinde.

Det var med modvilje at Fabian gav slip på Aldamars hånd, men han gjorde det trods alt. Ingen grund til at være vovet med deres fysiske kontakt, nu når de havde fået lov til... at blive ved med at se hinanden? Hun havde i hvert fald ikke sat sig imod, og der var ingen grund til at prikke til bjørnen hvis man kunne lade vær.
”Det var en fornøjelse at møde Dem,” sagde han som en sidste hilsen. Det var sådan man sagde ikke? Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at blive lang tid nok til at finde ud af det, som hans ben bar ham med Aldamar ud af rummet.

Turen mod værelset var uendelig lang, ikke på samme måde som ned til vinterstuen, men bare fordi Fabian havde noget ubrugt energi i sin krop. Det var ulideligt at vente til de var indenfor trygge rammer igen.
Derfor var det også med en vis glæde, da de endelig nåede til værelset, og ligeså snart døren blev lukket, så hev Fabian Aldamar ind til sig med et smil, så han kunne mærke varmen fra den anden mand, og lægge armene om ham. Han ville ønske at han kunne sige at det kun var lettelse og lykke i hans krop lige nu, men andre mere negative følelser havde blandet sig, men langt den største følelse var bare... glæde... Glæde over hvad Aldamar havde sagt, og det faktum at det her ikke blev et problem lige foreløbig. Et eller andet sted, så burde han vel nok være mere bekymret over at de var blevet opdaget, og de komplikationer der medførte, men i øjeblikket så var det det sidste på hans tanker.
Fabians stemme var derfor også let, og en anelse drillende. ”Det gik ikke så slemt,” som frygtet. Det var trods alt hvad de begge havde tænkt da de gik derned. 

Døren var knap nok blevet lukket af Fabian, førhen at han følte de stærke og genkendelige arme omkring sig. Trukket ind med ryggen til kæmpede han ikke imod - slet ikke - og følte en berusende og genkendelig varme skylle ind over sig.  Aldamar's hænder gled op for at tage fat i hans, krydset over brystet og han lænede sig tilbage, hovedet vendt imod loftet imens at han hørte hans stemme.  
Nej, det kunne have taget mange flere og en meget mere ubehagelig retning, men givet situationen, var det gået godt. Indvendigt var der stadigvæk nogle ting Aldamar's hjerne og hjerte prøvede at skabe sammenhæng imellem, såsom hvor.. fattet hun havde været omkring det hele, men det var tanker og spørgsmål til en anden dag.  

Lige nu,  var det nok at der ikke var faldet en Hold dig væk fra ham, da det ønske havde været umuligt at følge. "Det gik okay" bekræftede han, og drejede sig omkring.  Hænderne gled taknemmeligt henover hans ryg og Aldamar lænede sig lige nogle sekunder tilbage for at se på ham, øjnene glimtende vagt i den rus der trak i hans krop og det skulle nok... gå. 
Det blev en akavet samtale der ventede imellem ham og Adena, det blev et ægteskab af.. kompromiser. Men det ville fungere. Og da han søgende følte sig selv stille sig en anelse på tæer for at nå op til hans ansigt, var det dén tanke han holdt fast i, fremfor at bekymre sig mere end hvad godt var om den nærliggende fremtid.  

Det her var et meget anderledes behov for Fabian end hvad han normalvis opsøgt. Normalvis var det af den mere seksuelle natur, men lige nu, der ville han bare gerne have Aldamar nær sig, og i sine arme.  En fortrøstning om at de ikke løb væk fra det, uanset hvor ubekvemt Fabian var hver gang det blev bragt op. Hans intentioner. Det virkede som om at han havde en anden grund til at være sammen med Aldamar ud over at han bare gerne ville. Måske var det bare fordi en fyrstefamilie aldrig kunne vide sig sikker på hvornår folk var oprigtige om dem, men så god en skuespiller følte Fabian sig alligevel ikke.

Han lod Aldamar vende sig om, inden hans arm lagde sig med sikkert omkring Aldamars liv for at holde ham helt tæt til sig. ”Jeg blev ikke smidt ud,” hviskede han, hvilket nok var det vigtige at tage med. Hånden der ikke var omkring Aldamars liv, rakte op for at børste lidt hår væk fra Aldamars ansigt, inden den lagde sig mod hans kind. Det føltes næsten som om at Fabian ikke kunne være i sig selv.
Så endelig lænede han sig resten af vejen end, og kyssede Aldamar kærligt. Den tidligere intensitet fra tidligere, da de var blevet afbrudt var der ikke ligefrem. Det føltes næsten forkert at forsætte på den måde, og hvad der var sket nede i lokalet havde... sat tingene lidt i perspektiv. 

Kontrasten imellem hjertet der bankede hurtigere, men kroppen der faldt mere afslappet sammen var speciel, og to modstridende fornemmelser som for en gangs skyld ikke skulle kæmpe om retten til at være der, men eksisterede sammen med hinanden.  Aldamar gav sig hen til det - nød hvordan deres kroppe passede sammen når Fabian greb ham om livet, og den kærlighed - ikke lyst, men noget der i hvert fald mindede om kærlighed, lyste ud af ham. Ikke fordi at Aldamar var den rigtige til at bedømme hvad kærlighed var, og selv hvis han skulle, ville han argumentere for at der var mange forskellige former for kærlighed, på trods af at alt skulle dækkes af det ene ord. 
Men selvom han måske ikke var den rigtige at spørge, kunne han ikke finde ud af hvad den her følelse hed, hvis K-ordet var udelukket. Endnu et spørgsmål til en anden dag.  

"Du blev ikke smidt ud" hviskede han bekræftende da han havde trukket sig en anelse væk, selvom smagen af ham stadigvæk brændte på læberne. "Og du blev faktisk..." 
Han havde på mange punkter forventet et Fabian formet hul i vinduet da døren var blevet lukket og muligheden for 'flugt' havde virket tillokkende.  
Øjnene betragtede ham overvejende i ekkoet af hvad de ord betød, man kan sagde ikke noget mere, og ville - hvis han ikke selv sagde eller gjorde noget - blidt trække ham med over til sengen igen.  

Hvis man havde spurgt Fabian om det her var kærlighed så ville han have benægtet, højt og helligt, for det virkede for voldsomt, for meget. Det var ikke en følelse han var komfortabel ved, men han kunne heller ikke finde et andet ord på hvad der var mellem dem lige nu. Han havde aldrig haft et behov for at holde en anden person så tæt, og behandle dem som om at hvis han ikke passede på, så ville de gå i stykker under hans hænder. Det vidste han godt Aldamar ikke ville, de havde trods alt haft deres mængde afskænderier. Der var bare noget over det her øjeblik.

Han åbnede langsomt sine øjne, da kysset blev brudt og kiggede ned på Aldamar. Det var jo ikke som om at han ikke havde overvejet det, og ikke ønsket det. Han gjorde sig ikke i de situationer, men han kunne stadig huske den panik der havde ligget over Aldamar. ”Jeg kunne ikke bare forlade dig,” hviskede han. Ikke når han havde set sådan ud, og slet ikke da han havde fundet en ro i Fabians selskab. Det havde Fabians hjerte ikke budt ham.
Han lod sig dog blive hevet af Aldamar mod sengen, til hvad end de ønskede at bruge resten af deres aften på. Den havde trods alt ikke endt ud som de havde håbet, og hvis Aldamar ikke ønskede at færdiggøre hvad de havde startet, så kunne Fabian ikke finde sig selv være vred eller frustreret over det. For en gangs skyld, så var det bare sex, og lige nu føltes det her som noget mere. 

Han havde mest af alt lyst til at bygge en barrikade for  verdenen og de ting den indeholdt, og liggende i sengen, virkede det som om at en lille del af den følelse, gik i opfyldelse. Han ville ikke kunne samle op på hvor de slap, hans begejstring var faldet en god del ved den momemtære panik og modvilje der var væltet igennem ham som en tsunami da hun åbnede døren, men ville bare ligge og... slappe af. Nyde at han var her, og alt det som den følelse bragte med sig af ro og velbehag. Aldamar varmede sig ved ordende, og da han trak ham med ned i sengen og henover ham, foldedes armene taknemmeligt henover hans nakke, et suk over læberne. 

Han betragtede ham igen i kortvarig tavshed, fornemmelsen og synet af Fabian var så fantastisk at han til dels ville ønske at hans viden om morgendagen hvor at han vidste at skøgen måtte gå, kunne strække hans humør fra tidligere ind over til i aften. Men selvom det var tillokkende at se om det kunne lade sig gøre, vidste Aldamar at det ikke ville være det samme. 
Han glippede med øjnene - han lå jo bare og stirrede - og rømmede sig derpå en anelse. "Hmm... så fik du i hvert fald mødt hende" mumlede han, og rystede opgivende på hovedet, skyggen af et opgivende smil i mundvigen. 
Og ham der havde troet det først ville ske til brylluppet. Sikke et gensyn de to ville få..  

Fabian lod sig trække ned i sengen, og som en af de få gange var han den der lå øverst. Det blonde hår faldt ned over hans skuldre, og han lagde sine ben på den ene side af Aldamar, så han kunne lægge tæt, uden for meget pres på at holde sig selv oppe, eller kvase Aldamar under sig. Ikke at Aldamar ville gå i stykker.
Lysene i værelset gav dem stadig den samme næsten romantiske stemning som før, selvom humøret fik alting til at virke lidt anderledes i forhold til hvordan tingene havde været inden de var blevet afbrudt. Måske var det kun blevet mere romantisk nu.

Selv fyldte han ikke tiden ud, men fandt sig selv stirre ligeså meget på Aldamar, som Aldamar gjorde på ham. Lod bare sine øjne drukne i detaljerne af Aldamar.
En let latter undslap ham, da Aldamar pointerede at han da havde mødt hende. ”Det skulle vel ske en dag,” sagde han drillende, selvom han nok aldrig selv havde tænkt tanken. Der var jo ingen grunde til at spørge ham hvorfor han var til brylluppet og hvordan han kendte Aldamar... Det var dog nok en historie de skulle finde ud af inden det blev en ting. 

Mundvigerne sitrede ved de ord, og selvom han var uenig - det skulle ikke nødvendigvis være sket en dag - var det nu engang sådan landet lå. Det var virkelig to verdener der ikke hørte sammen, men som fra nu af, i hvert fald havde tråde der forbandt dem; frivilligt bundet op eller ej. 
Aldamar trak ham ned i endnu et kys, lidt dybere end før og drejede sig om på siden, så de kunne ligge imod hinanden. I det mindste ville det her betyde at Fabian nok godt kunne komme til palæet igen... holdt han sig på linjen af ikke at blive genkendt, og brugte han sine evner fornuftigt, ville der aldrig være noget eller nogen til at trække en parallel imellem Aldamar's ugentlige besøg, og hvad det kunne betyde. Ikke hvis det var en fremmed hver gang, og ikke hvis... det bare blev gjort en anelse diskret, hmm? 

Som noget helt andet skulle han bare huske at låse den fandens dør. Noget han med en varm rødmen i kinderne, nok aldrig kom til at glemme igen.  Aldrig nogensinde igen. 
Hånden gled dovent nedover hans side og hen til hoften, hvor at den faldt til ro, små nussende cirkler henover hans hud under trøjen. "Mmmh... det skulle ikke. Men hvis det skulle, er jeg glad for at det var idag, og ikke for... et par måneder siden" mumlede han stille, øjne tunge efter en lang og trættende aften men ikke nødvendigvis fordi at han ville sove. Bare ligge her. 

Hvilket også var hvad de gjorde, til et godt stykke ud på natten. Den mumlende småsnak blev kun afbrudt af enkelte kys eller kærtegn, og på et eller andeet tidspunkt, jah der overmandede trætheden i hvert fald Aldamar, og han faldt i søvn ind imod den genkendelige skikkelse af Fabian. 

Fabian fik lagt sig mere tilpas på sengen, som Aldamar drejede sig mod ham, og han blot kunne hive den anden mand tættere ind til sig, mens de kyssede. De næste møder var så langt fra hans tanker som de kunne være. Der var kun en ting han koncentrerede sig om, og det var følelsen af Aldamar ved hans side, og smagen af ham.

En tilfreds brummen kom fra Fabian, som han mærkede hånden der sneg sig under hans tøj. Han havde ikke travlt med at få det af, men med tiden, selv uden andre motiver, så ville det nok blive taget af hans krop. ”Det er jeg også,” svarede han mumlende tilbage, og lod en hånd kører gennem de sorte lokker. For et par måneder siden så havde han bare valgt at gå, uden at kigge sig tilbage. Der havde han ikke været ligeså investeret i Aldamar. Der var han en fyr, der godt nok interesserede Fabian mere end de fleste, men ikke nok til at vove sit skind for. Han placerede et enkelt kys på Aldamars pande.

Snakken føltes som om at den var om alt og intet, og selv kunne Fabian mærke sine øjne blive tunge, men aldrig lod han til at trække sig væk fra Aldamar, men nød den varme krop ved hans side. Da han begyndte at høre den stille vejrtrækning af Aldamar, tvang han sig dog at være vågen lidt længere, fordi han ikke følte sig helt parat endnu, til at vågne op til en ny dag, men selv Fabian kunne ikke holde sig vågen for evigt.