Aldamar er en køn fyr, hvor at det er nok så tydeligt at han er vokset op i højadlen. Håret er fuldstændig sort og går ham til omkring skuldrene, og falder i store bølger omkring et markeret ansigt. Aldamar har siden han blev 22 anlagt skæg, og studser der med jævne mellemrum for at det ikke ser usognieret eller grimt ud. Generelt fremstår han bare utrolig velplejet, men samtigt også en anelse træt. Han er stort set altid klædt i fine flæder, og har en relativt stor garderobe med mange forskellige ting. Dog går han som regel i dæmpede, mørke farver, og foretrækker helt klart blå, ligesom hans øjne.
Udover at gå i fornemme klæder, har Aldemar dog også en regel om at de ikke skal være upraktiske og gør en dyd udaf at fremstå præsentabelt på et hvert tidspunkt af døgnet. Udover det, er kan man blive en smule overrasket når man kommer tættere på, og finder ud af at han er lidt til den lavere side af gennemsnittet i landet, hvad angår mænd.

Over mundvigen i venstre sider, har Aldemar et mindre ar fra en af familiens katte da han var yngre.

| Styrker |
- -- --- ------ --------------------------------------- ------ --- -- -
NOBEL | PRINCIPFAST | ANALYTISK OG SKARPSINDIG | KRITISK | LÆRD | LOYAL

| Svagheder |
- -- --- ------ --------------------------------------- ------ --- -- -
RESERVERET | MISTÆNKSOM | SELVKRITISK | PLIGTBÅREN | FORSIGTIG

- -- --- ---- ------------- -------------------------------------------- ------------- ---- --- -- -
"X"
- -- --- ---- ------------- -------------------------------------------- ------------- ---- --- -- -

Aldamar er en nydelig adelsmand, der med sit noble, reserverede ydre lever op til alt, hvad man kunne forvente af Arys-slægtens arving. Han bærer sig med en naturlig stolthed - trods familiens fortid - og kan ved første møde virke kølig, opknappet eller en smule… tjah, irriterende.

Det skyldes dog sjældent ingenting. Aldamar er opdraget til at vide, at hvert ord kan blive brugt som et politisk våben, og holder derfor sine personlige tanker tæt ind til kroppen. Til gengæld mestrer han smalltalk med næsten skræmmende lethed; han kan tale om ingenting i imponerende lang tid, omend mere af pligt end lyst. Dem, der formår at komme forbi høflighederne, bliver dog ofte overraskede.

For bag det velpudsede ydre gemmer sig en mand præget af bitre erfaringer og en dyb mistro til både systemer og motiver. Han er boglig, filosofisk anlagt og stiller spørgsmål ved stort set alt — hvorfor, hvordan, og hvem der egentlig bestemmer spillereglerne. Det kritiske blik er en af hans største styrker, men det rammer ham også selv hårdt. Aldamar er ærlig til benet, og hans selvkritik kan være lige så ubarmhjertig som den, han retter mod andre.
På trods af Aldamars ellers kompromisløse ærlighed, findes der ét område, hvor han længe holdt sig tilbag - sin egen kærlighed. Han ved godt, hvem hans hjerte slår for, og han har aldrig været i tvivl om sin orientering - men det er noget, han værner om med en næsten skrøbelig forsigtighed.

Ikke (kun) af skam, men af frygt for, hvordan verden vil bruge det imod ham. I de kredse han færdes i, er kærlighed ikke blot personlig; den er politisk kapital. Og Aldamar har set, hvordan en enkelt afsløring kan forvandle sand sympati til strategisk udnyttelse.

Derfor taler han sjældent om det, og slet ikke højt. For ham er det et af få steder, hvor han tillader sig at være privat - et lille stykke af sig selv, som hverken familie, fjender eller hoffolk får lov til at vride, vurdere eller veje.
Og måske håber han, at den dag han endelig vælger at dele det, er det fordi det føles sikkert. Ikke fordi nogen kræver det af ham.

Når man først kommer ind på livet af ham, kan han have en næsten tør, morbid humor, der kan overraske - og til tider forskrække dem, der kun kender den polerede facade. Her træder også hans dumdristige charme frem; han er langt bedre til at læse stemninger end han selv tror, og kan sagtens følge med, når selskabet bliver livligt.
Man kan ikke komme udenom, at fortidens spøgelser nogle gange kan få ham til at reagere en anelse u-adeligt og voldsomt også, men Aldamar gør virkelig en indsats for at rense deres navn, og har en utrolig loyalitets følelse overfor sit folk og sin familie. Han er beskyttende, og tager gerne en beslutning på bekostning af hans egen glæde eller velvære, hvis der er for dem han holder af.

Aldamar blev født som den ældse søn ind i Arys slægten, og dermed er hele hans opdragelse centreret om det faktum at han en dag - forhåbentligt, skulle overtage efter sine forældre. Derfor har han altid været beskyttet, men dog ikke pakket ind i puder eller vat. Nej, Aldamar brugte de første mange år af sit liv i relativt fryd og fred, hvor at det værste der kunne ske i hans lille barneverden, var når familiens kat døde, eller mor opdagede at han havde lusket sig til småkagerne i køkkenet.
Han gik i skole, og var overraskende dygtig af en knejt at være, hvor at hans nysgerrighed overfor verden fik ham til at stille mange spørgsmål og hele tiden ville han have tilfredstillende svar. Sådan forsatte livet, indtil det herrens år 2003.

I året 2003, ramte en tragedie Arys slægten og de landområder de besad. Mørket og dets hærer indvaderede landet, og beordrede sig til slægtens velvilje og underkastelse. Aldamar, der knap nok forstod hvad der skete var ligeså beskyttet som resten af hans søskende, men i den tid forandredes familien - og helt specifikt, forandredes stemningen i familien. Gemt væk fra de værste ting var børnene - skrigene kunne høres, men af hvem var han i tvivl om. Men en aften de følgende dage krævede Aldamars nysgerrighed at han opsøgte sin mor, for at finde ud af hvad der foregik. Han var trods alt 8, han var jo intet barn! Hun afvsite dog hans spørgsmål, hvilket fik en stædig gnist til at tvinge ham fremad alligevel.
Det skulle han dog komme til at fortryde... for så snart han sneg sig ud af det mere afskærmede værelse de havde været i, da begyndte Aldamar at høre skrigene meget mere tydeligt, og meget mere klart. Med en kold og klam hånd om hjertet, måtte han vide hvor de kom fra... han nåede ikke langt før det gik op for ham hvem det var, og det fik den unge dreng til at sætte sig i et mørkt hjørne i en af de størrer rum i huset; lyttende og ude af stand til at fjerne sig selv på trods af hvor skræmmende det var. Det var sådan hans mor fandt ham - der var ikke gået meget mere end en lille halv time førhen det gik op for dem at han ikke var på toilettet, men det havde været nok til at plante et frø af klamt had i hans unge hjerte. Et spørgsmål han ikke kunne besvarer, hvorfor skulle det her ske for dem... hvor var retfærdigheden?

Endelig åndede den regerende fyrstinde ud, og med det kom hans mor på tronen. Hun valgte at overgive sig, bøje både knæ og hoved for Mørket og de følgende 8 år, levede Arys slægten i den klistrede skygge af den beslutning.

I den tid, kan man ikke komme udenom at Aldamar blev hærdet. De usikre tider påvirkede alle, og med årene voksede Aldamar's frustration og irritation på sine forældre. Hvorfor gjorde de ikke noget.... hvorfor lod de Mørket behandler deres folk sådan her? Stadigvæk ung, så Aldamar ikke noget 'større billede' her og følte en brændende forharmelse stødt æde hans naive ungdom væk, og erstattede den med en kølig mistro. Han kunne umuligt sætte sig i hans mors sted, og forstod ikke nødvendigheden af det. Men han kunne se konsekvenserne af hendes beslutning, og han brød sig ikke om dem.
Dog skulle hans modvilje imod sin mor, drastisk ændre sig den dag det gik op for ham, at Lyset havde skulle hjulpet dem tilbage i 2003. Lyset var deres allierede... Lyset var grunden til at de i første omgang var kommet i konflikt med Mørket, og når dagen kom, hvor de skulle gøre alvor af deres ærer og løfter, da stak de af. Da var de passive. Med et trylleslag gled det giftige had over på den regerende kongeslægt, og det er stadigvæk til den dag i dag, en primær grundsten i Aldamar's personlige vendetta imod Lysets Slægt; en upopulær tanke som han sjældent har delt med nogen. De få gange han har, er han blevet beordret til stilhed.

I året 2011 blev de befriet af Mørket, men Aldamar så ikke nogen sejr i den befrielse. Mange var døde, mange havde lidt og det hele kunne være undgået, hvis den feje kongeslægt ikke havde trukket sig tilbage og set passivt til i sikkerhed hos dem selv. Oveni det, vovede de endda at pudse deres egen glorie - som om at de var heltene i den her umenneskelige fortælling! Aldamar har aldrig helt sluppet det had og den vrede han har imod kongeslægten, men har med årene lært at holde det mere skjult for de forkerte ører.