Hvis Fabian lod sig mærke af at Aldamar havde ligget og været nervøs, så havde han ikke udstrålet det på nogen måde, ikke som måden han gav sig tid på. Især fordi Aldamar havde intet at skamme sig over. Hans fysik var måske anderledes end Fabians egen. Lidt blødere i kanterne, men han var velplejet, og var på ingen måde tyk. Selvom det normalvis ikke stoppede Fabian fra at være tiltrukket af nogen, selv hvis de var.

”I den grad,” kom det mumlende fra Fabian mellem de blide kys ned mellem og langs kæderne. Det var lidt en anden følelse at have Aldamar i det her tøj, og adgangen var lidt minimeret, men det kunne Fabian godt leve med. Dog føltes det jo næsten uretfærdigt mellem de to af dem, især fordi Fabian vidste at Aldamar også brød sig frygtelig meget om at han selv var i det.
Han stoppede med kyssene, så han kunne kigge op på Aldamar. ”Var planen også at jeg skulle i et af dem, så vi passer?” spurgte han grinende, dog var han dybt seriøs i spørgsmålet. Han havde ikke selv nogen af dem derhjemme, så det var ikke engang som om at han kunne have mødt op i det, men hvis Aldamar viste ham hvor det var, så skulle han nok forsøge selv at tage det på.
Hans fingre forsatte dog deres udforskning på kroppen, mens han kiggede lidt afventede op på Aldamar. 

Øjnene åbnedes en anelse, og Aldamar skævede ved til manden, det var stoppet med sine små behagelige kys henad hans krop. Hmm? Om han skulle hoppe ned i en også? Tanken og tilbuddet fik Aldamar's læber til at strække sig i et smil, og han lænede sig med en lille klirrende lyd frem, bløde hænder det greb ud efter hans ansigt, for at trække det op i hovedhøjde med ham. Det var en sød tanke. 
Fyrstesønnen trak hans ansigt tættere på, men lod ikke deres læber mødes; følte blot den varme ånde imod hans hud og egne læber. 

Øjnene var halvåbne og pupillerne store. "Planen var lidt anderledes. Men det er ikke værre end at den er til at ændre, og..." et smil fik ham til at klukke en anelse. "Så kan jeg endelig vise dig hvordan det er meningen at det skal tages af" afsluttede han, og trak sig bare et par centimeter tilbage for at se hans reaktion. Det havde de nenlig ikke nåret sidst, og der var metoder. 
Om ikke andet, ville Aldamar pege ham videre hen til en skuffe under sengen,  hvor at han ville finde det, og nogle lidt... andre ting, nu hvor at han havde foreslået selv at tage det på. Primært reb af meget finere kvalitet end hvad man brugte i hverdagen, men også læder- noget der var blevet skaffet sammen med en anden end Fabian.  
Selv ville Aldamar blive i sofaen, hånden på vej efter glasset så han lige kunne... sunde sig.  

Fabian lod sig trække op, som Aldamar ønskede det, og havde egentlig lidt forventet at blive kysset, men kunne i stedet for smage Aldamars ånde blande sig med sin egen, og lod blot hans egne øjne studere Aldamars udspillet pupiller.
Smilet strakte sig lidt bredere, som Aldamar begyndte at forklare. ”Jeg vil nødig lave om på dine planer,” sagde han drillende, selvom muligheden for faktisk at finde ud af hvordan han skulle få dem af, også virkede som en af de ting de meget gerne måtte finde ud af. Desuden ville han virkelig gerne have Aldamar til at se på ham, som om at han var gudernes gave til ham, sådan havde det i hvert fald føltes sidste gang.

Det var også derfor han gav Aldamar et kort kys inden at han faktisk rejste sig op fra Aldamar, for at bevæge sig over mod skuffen der var blevet udpeget. Han satte sig ned på knæ, med et blik mod Aldamar, inden han hev det ud for at finde 'kostumet' frem, men blev mødt af så meget mere. ”Du har da alligevel lidt af en kollektion her,” sagde han grinende, en smule drillende, men meget meget interesseret. Han slugte lidt spyt, inden at han fandt den sorte sag fra første gang op, og lagde den på sengen, inden han begyndte at afklæde sig selv... så Aldamar rigtig kunne se med, hvis han ønskede. 

Øjnene gled tilbage imod ham da han faldt på knæ, og Aldamar trak det ene ben op igen, så armen - nu forsynet med vin - havde noget at hænge op ad da han lænede sig en anelse frem. Der var ikke mange ting der kunne drage hans opmærksomhed så fokuseret, men Fabian formåede som oftest at gøre det, selv når han ikke engang prøvede. Ikke at han mistænkte ham for ikke at prøve, da han alligevel tog sig lidt tid med det, alt sammen med et observerende blik fra Aldamar; stille tilfredshed underspillet i øjnene. 
Noget der kun momentært flakkede da Fabian pointerede hans 'samling', og han med en lille latter rømmede sig en anelse forlegent. "Det er fra en anden tid" mumlede han, og førte vinglasset op til læberne til endnu en tår. "Jeg bruger det ikke...." endnu en lille pause, og han nikkede for sig selv. ".. så meget mere" en sidste tilføjelse der faldt en anelse mere lavmælt, og det handlede nok mest om at han ikke havde haft hjertet til at smide det ud. For ikke at tale om hvor man lagde sådan noget til udsmidning henne. Det var i hvert fald hvad han fortalte sig selv. 

Trods den underlige fornemmelse det frembragte da Fabian kommenterede på det, kunne han ikke skjule den spænding der fulgte med, da han så ham begynde at tage 'dragten' på. Det var nemlig en meget mere simpel følelse af lyst. Og noget han uden tvivl gjorde med vilje, når Aldamar følte hvordan hans øjne blev en anelse større og den taktfaste hjertebanken en anelse hurtigere. Hvis målet var, at få ham til at betragte ham som var han sendt fra guderne selv, var det i hvert fald lykkes. Aldamar rejste sig et eller andet sted hen af vejen fra sofans observante hjørne, og begyndte at gå imod ham, silkekåbe stadigvæk flagrende om den hvidlige krop. 
Åhh, hvor ville han gerne røre. Men han holdt sig i skindet, til at Fabian mente at det var tid. 

”En skam,” kunne Fabian ikke lade vær med at kommentere, med et kæmpe smil på læberne. Havde han været en anden, så havde han måske jalousi over at Aldamar stadig beholdt alle de her fine ting, men fordi han var som han var, så glædede han sig bare over, at Aldamar var forberedt. En mand der vidste hvad der tændte ham, var væsentlige nemmere at være sammen med, selvom der var noget sjov i at udforske med en der var ny.

Tøjet var i hvert fald forsvundet fra hans krop ret hurtigt, og ligeså stille begyndte han at tage tøjet på. Først underbukserne, som var noget af det nemmeste, og så forsøgte han at få noget mening ud af alle snorene. Han havde også fået nogle af dem på, men til sidst måtte han alligevel ryste på hovedet med et grin.
”Vil du?” spurgte han, da han virkelig manglede hjælp og kiggede mod Aldamar, som var kommet op og stå efterhånden. Det var endnu bedre nu når han faktisk kunne se Aldamar oprejst, og hvordan kæderne og snorene indkapslede hans krop, og puttede alt fokus på de rigtige dele af ham. ”Jeg tror jeg bliver nødt til at øve mig lidt mere, hvis jeg skal vænne mig til at tage det på.” Han skulle nok lære det, men indtil da, der var Aldamars hænder så gode til at gøre det, og han havde intet problem i at blive rørt på den måde af den anden mand. 

Det var ingen hemmelig at det var en anelse svært at få det på, og der var noget underliggende teknik bagved, der ikke bare kunne regnes ud med logik, eller løses med held. Nej, noget af det krævede ret så simpelt en erfaren hånd, og Aldamar lod ham slås med det så længe han ville, og nød asy ser ham faktisk more sig en anelse med det. Fordi det kunne fremstå... komisk.  Og det ville det også, kom man til at spænde noget lidt for stramt, eller på anden vis, et forkert sted. 
Bare fordi at han lod ham gøre det selv,  betød det ikke at han ikke stod klar til at hjælpe - det næsten kriblede i hans hænder, det blev holdt i kort fred af vinglasset i hans hånd. Men da Fabian vendte sig og spurgte, var han derhenne i nogle korte skridt, og efterlod glasset let snurrende i iveren, tilbage på en kommode. Om han ville? 
Selvfølgelig. 

Hænderne gled kærligt over hans skuldre, flettedes ind imellem hinanden og trak ham ind i et kys, førhen at han slap begge dele, og kun med den den ene hånd på skulderen gik om bagved ham. Ikke nødvendigvis fordi mange låse befandt sig der... Men nok nærmere for at kunne omfavne ham bagfra, da hænderne atter gled ind under armhulerne og henover brystet.  Trak ham ind imod ham i et ryk. "Jeg tror du har ret, øvelse gør mester" mumlede han forsinket ind imod hans nakke, inden at han begyndte at låse det sammen.
Han kunne føle sig frem til hvor det meste skulle være, og brugte tiden til at få ham lidt ind i stemningen, ved at kysse ham ned af halsen, og blidt kærtegne huden ved hver lille ting der faldt 'På plads'. 

Det virkede næsten som om at Aldamar kun have ventet på at få lov til at få lov til at hjælpe med. Hvilken skuffelse det måtte have været hvis Fabian havde kunne finde ud af det. Kysset var dog ganske velkomment, især fordi han ikke lige havde regnet med at det var Aldamars første reaktion som han kom hen til ham. Fokusset gik snart efter på hans krop, som trods alt stadig manglede en del af kæderne koblet sammen.

Hænderne var trænet, men også en anelse kølige mod hans egen hud, ikke på en ubehagelig måde, og han fandt sig selv læne sig lidt ind mod Aldamar, som stod bag ham, og kunne mærke læberne der fandt hans hals, hvor han lige skubbede sit hår til siden, så Aldamar havde bedre adgang.
”Men jeg går glip af det her, hvis jeg faktisk lærer det,” kommenterede han drillende, selvom Aldamar ikke kunne se hvordan Fabians øjne alligevel var halvt lukket, som han også lænede sig hoved mere til siden, for at give ham mere plads til at kysse ham.
Det var heller ikke forfærdelig mange ting som Fabian i sidste ende manglede, men hvis Aldamar forsatte med sit kysseri selv efter han var færdig, så ville Fabian glædeligt give Aldamar muligheden for blot at stå og kæle for ham. 

Med et skjult smil (der nok alligevel kunne mærkes imod huden, lod Aldamar ordende stå lidt alene, inden at han vagt rystede på hovedet.  Det var selvfølgelig ikke forkert som sådan, han ville i teorien miste lidt af dem kærlighed det lå i Aldamar, når det gjaldt om at få det på. Men nok n kun fordi at han ikke vidste, hvilket arbejde det senere lå i at vikle ham ind i noget andet og - der fik han slet ikke muligheden for at undgå de hænder og kærtegn det gled ovet hans statur lige nu. Det stoppede ham ikke i at forsætte, da Fabian lænede sig tilbage, man kunne vel næsten aldrig få for meget.  "Du kommer ikke til at gå glip af noget" smilede han,  og forbandt den sidste kæder der var fastgjort ved hoften, inden at hånden valgte at glide længere hen, og derefter ned.  

Det var på ssådan nogle tidspunkter at Aldamar godt kunne ønske sig højere end han reelt var, da der bare var noget andet når ens partner kunne omslutte en sådan. Det havde dog aldrig stoppet ham før, og med den ene tommelfinger der  nussede hans bbløde maveskind, lod arys prinsen den anden glide op imod halsen, og trykkede sig selv helt ind til ham så der ikke kunne være tvivl om at det her, så bestemt kunne fungere. De kunne godt fungere. 
Det var også her, at han med at lille støn lod den glide ned imod kanten af underbukserne, og hev lidt op der.  
"Fabian" sukkede han. "Lad mig se dig"

En lille brummen af uenig undslap alligevel Fabian, da Aldamar mente at der ikke var noget han ville gå glip af. Han vidst dog endnu ikke hvor meget Aldamar holdt af at binde folk ind, men det var jo også fordi de ikke ligefrem havde snakket så meget om det. Enhver mulighed for at få de delikate fingre på hans hud, ville han dog ikke sige nej til.
Selvom Aldamar måske gerne ville kunne omslutte Fabian helt, så havde Fabian selv det fint med den mængde han kunne. Han følte sig stadig beskyttet, men ikke decideret omklamret. Han trykkede dog stadig sin krop ind mod Aldamar. Skæder, snore og bar hud var hvad de kunne mærke mod hinanden.

En af Aldamars hænder virkede dog til at gå lidt på tur, og et lille grynt af overraskende, men absolut ikke af utilfredshed lød fra Fabian. Han lagde dog sin hånd over Aldamars, inden at han drejede sig om. Der var ikke meget rum at gøre det i, men han klarede det, dog holdt han stadig fast i hånden. ”Ikke før du selv smider din kåbe,” sagde han. De stod trods alt for tæt til at Aldamar rigtig kunne se ham, og Fabian ville også have muligheden for at se Aldamar, uden at han halvt gemte sig i en silkekåbe. 

Hånden fulgte kroppens bue og gled om på modsatte side, dog bagved ryggen da Fabian drejede sig omkring, og med et lille grin slap han en anelse så det var plads til at trække sig. Det var dog ikke han umiddelbart have tænkt sig, og med det lille 'hmmm' flakkede hans blik ned imod kåbens kanter, førhen at han nikkede, og hænderne blev trukket tilbage. 
Man kom ikke udenom at Aldamar personligt nød den effekt det blå silke gav, når det lagde sig ret så fantastisk omkring hans krop.  Hvorvidt han skulle smide kåben eller ej var... et blik gled op, og han tog et skridt tilbage, efterfulgt af et til. 

Det var ligeså meget for Fabian mindede han sig om, da han følte hvordan at det skabte blikfang. Og kunne han smitte bare lidt af på den blonde mand, så han (Om muligt) fandt det ligeså pirrende, smukt og sensuelt som ham, så ville han gøre det; kåben blev roligt krænget af hans hvidlige overkrop, så et sus af kold luft kærtegnede hans krop. 
Med den hængende om albuerne, var det at mørkeblå øjne med en drillende gnist i sig låste sig fast i hans, og først der tog Aldamar yderligere skridt der ville bakke ham imod sengen, for at sætte sig på den bløde underlag. 
Benene spredtes en anelse idet at han lod armene trækkes ud af ærmerne, og med tavs forventning betragtede ham. Hvorend han valgte at placere sig i rummet, ville han ikke kunne slippe for de forventningsprægede øjne Aldamar betragtede ham med.  
Så smuk, det var ikke til at fatte hvordan at det her var hans at dele med Fabian. Det føltes næsten uretfærdigt at have det så luksuriøst. 

Selvom Fabian havde bedt ham om at tage kåben af, så lod han alligevel sine fingre holde bare fast i Aldamar så lang tid han nu kunne, inden Aldamar var bakket helt væk fra ham, og nu kunne han også rigtig se det hele. Siden det var det eneste han behøvede at koncentrere sig om nu.
Hans øjne gled op og ned af Aldamars krop og tog det hele ned. Han havde aldrig rigtig overvejet hvad det kunne gøre ved en andens krop, men den hårde kontrast mellem den lysehud og de mørke snore, for ikke at nævne sølvkæderne... Han fugtede sine læber, og kunne bare mærke velbehaget ved det helt nede i maven.

Han tog en næsten lidt usikker indånding, som han bare kiggede på Aldamar, og på, ja, hvad han viste frem med sine spredte ben. Det var tydeligt at han gjorde sig til, hvilket Fabian havde intet imod.
Han kørte en hånd gennem sit eget hår før at få det til at lægge sig lidt mere stilfuldt ned af han nakke, og lod ellers også bare Aldamar tage ham ind, indtil han ligeså stille begyndte at bevæge sig mod Aldamar.
”Har du nogen idé om hvor smuk du er lige nu,” det var lidt af et retorisk spørgsmål, men Fabian ville absolut ikke havde Aldamar til at tvivle på at han absolut elskede den måde han så ud på. Både med og uden tøj, og han havde intet at skamme sig over. Han ville også gerne gå hele vejen over til Aldamar, hvis da ikke han fik besked på at stoppe, fordi Aldamar bare ville kigge på ham i lidt tid endnu. 

Det hele faldt bare perfekt. Både tøjet, men også bare... Den generelle følelse i ham, det hele faldt og føltes bare perfekt. 
 Han kunne ikke forestille sig hvad det kunne ødelægge aftenen, når han følte de øjne på sig, og vidste at det kom fra et ligeså kaotisk men også frydefuldt sted, en gnist han nok heller ikke selv kunne være hellig omkring ikke at udstråle. Og lige nu, var der så absolut ingen grund til at være hellig omkring noget, hviskede en leende lille stemme. 
Han havde lyst til så meget, og for første gang i lang tid, havde han både stedet og tiden til at lade både forhåbninger og fornemmelser stødt bygge sig op, og han vidste også at på et eller andet tidspunkt, jah så ville det hele kulminere. Og dét, også på den bedste måde det kunne.  

Fabian's skridt var rolige, og Aldamar blot nød den underspillede iver han var tvunget til at holde inde. Lod manden tage sig sin gudsgivne gode tid, men gjorde ikke noget for at stoppe ham i at komme herhen, det havde han på trods af alt ikke tålmodigheden til. Ikke når han var så fræk.  
Komplimenten fik et smil af både selvtilfreds og taknemlighed til lydløst at strække sig - "Jeg har en idé om det" sneg det sig lavmælt over hans læber, næsten drømmende. Fordi mon ikke Fabian så ham i samme lys, som han så Fabian lige nu? 

En rislende kuldegysning, endnu et sus af velbehag... da Fabian endelig var tæt nok på til at han ville kunne få fat i ham når han rejste sig, var det at Aldamar fulgte det underliggende, kriblende behov som du fik hans fingre til at summe, rejste sig og greb ham om samlingspunktet af linjer der krydsede hans bryst.  
For at vende dem begge omkring og skubbe ham ned imod sengen, så han endelig kunne finde den plads der føltes så rigtig; ovenpå ham men med læberne i en grådig udforskning af hans egne, hænderne kærtegnende ned som assistance. 

Hele Fabians krop var spændt, og han havde mest af alt lyst til at løbe hen til Aldamar, og tage hvad han efterhånden følte lidt var retmæssigt hans, i hvert fald når de kun var to af dem. Derfor var det også et under at han faktisk var overraskende... tilbageholdende, som han gik med rolige skridt mod Aldamar.
Han kunne mærke blodet bruse i hans årer, og selv han tænkte endelig, da han nåede hen til Aldamar. For ventetiden var ulidelig, hvilket den nok kun var ovenpå alle de uger de havde være separeret, hvis man ikke talte mandag med.

Smilet blev kun bredere som Aldamar rejste sig op og hev fat i tøjet. Det var underligt, som han kunne mærke kæderne og snorene bide sig bare en lille smule ind i hans ryg, mens Aldamar havde fat i den, inden de blev vendt om han mødte sengen med sin røv, inden han blev nærmest overfaldet af Aldamar.
Hans egne hænder begyndte straks at udforske kroppen oven på ham, mens han ligeså grådigt kyssede tilbage. Hænderne gled op i håret, ned over skuldrene, ned til brystet og så ryggen, og til sidst nede ved hans røv, hvor han blot hev ham det smule nærmere sig, så de rigtig kunne mærke hinanden.  

Der var dét. Endelig. 
Aldamar sukkede dybt og forventningsfuldt da han mærkede hænderne glide over hans krop, og med det ene knæ støttende på sengekanten, og det andet ben stadigvæk nede på jorden, var det næsten at han lænede sig ind til manden foran sig. Hænderne greb hans baghoved, førhen at deres greb blev en anelse løsere i et sekunds svaghed, som der rislede igennem ham da hænderne ved røevn trak dem tættere. Læberne slap kysset for at glide ned af halsen, Aldamar's hænder fulgte trop ned af brystkassen inden at den ene stak af, og i lagde sig over hans lår, en hånd der på sin vis tog fat, men ikke for at det skulle gøre ondt, som den langsomt strøg ham henad den fine lårmuskel. 

Nok nærmere for at forberede ham på at opmærksomheden snart blev ledt den her vej, da han havde bedt om en form for gengældelse. Og han var ikke hævet over 'gengældelse'. 
Dog ikke med det samme, da Fabian jo næsten lige havde fået den skønne lille sag på, og Aldamar havde intentioner om at udnytte dens mængde af fine ringe og huller på bedste vis, så snart det blev mere relevant. 
Det krævede dog at de kom en anelse længere ind på sengen, og hånden på hans bryst, skubbede ham en anelse insiterende længere ind, for at han selv kunne følge med. 

Det var næsten som om at Aldamar smeltede ind i hans greb og alting blev bare lige lidt mere kaotisk. Hænderne der føfst var ved hans hoved og så den ene der fandt sig en god plads ved hans lår, måske en anelse langt oppe, men Fabian nød bare opmærksomheden.
Hans egne hænder gav også kun slip fordi Aldamar insisterende pressede ham længere ind mod sengen og så det var lidt nemmere at rykke sig når man også havde sine hænder.

Han fik rykket sig en anelse tilbage før at han rakte op blot for at hive i tøjet på Aldamar for at få ham tættere på sig igen. Han havde ikke fået nok. Han ville have mere og mere og mere af Aldamar. Derfor forsøgte han også at hive Aldamar længere ned på sig så han kunnne kysse ham endnu engang, smage ham. For selvom Aldamar nok havde noget planlagt så var Fabian ikke ligefrem den tålmodige type lige nu. Tingene skulle nok komme men de kunne eventuelt vente til at Fabian selv følte at han ikke længtes så meget efter Aldamar. Det var en undelig følelse, at længes efter en man praktisk talt allerede havde på sit skød.

Det var et foruoligende sus af spænding der skød igennem ham idet at han blev hevet tættere på igen, og invendigt smilede Aldamar en anelse, over naturlig den bevægelse havde føltes. Den rykvise bevægelse der skubbede ham tættere på ham, og dermed også en bevægelse han villigt kunne følge da Fabian atter afkrævede et kys. Selvfølgelig kunne han få det, Aldamar følte hans utålmodighed og savn under sine fingerspidser, og kunne kunne afspejle dem. Selvfølgelig kunne han få mere. 
At stoppe nå ville være at begå helligbrøde. 

Og med det i baghovedet, var det utrolig nemt at føre dem videre i den rodede dans, da Aldamar - stadigvæk uden at ville bryde kysset - lod hånden finde det sidste stykke op, for at stryge henad den bule der var godt pakket væk, endnu. Kærtegne den fra ydersiden. Hånden i hans baghoved samlede en bunke af det blonde hår inden at det næsten med det samme blev sluppet igen, og det var nok mere den bølgende fornemmelse af at både ville holde ham tæt og samtidigt pirrende ville slippe ham, der prægede hver berøring han gav. Han ville føle sig ønsket. Og han følte sig ønsket lige nu. Aldamar brød kysset for at nynne hans navn, en mund der gled imod hans øre i stedet. "For helvede Fabian.."
Det kom ud med en god mængde kærlig fascination, og med en lille frigjort klukken over at have ham her, i hans seng, skrabede tænderne over øreflippen. 

Alt hvad Fabian kunne føle var Aldamar. Over sig. Om sig. Overalt. Han ville absolut ikke have det på andre måder, ikke hvis han kunne lade vær, og alligevel, var han ikke forberedt på det lille støn der undslap ham, dæmpet af kysset, da Aldamars hånd bevægede sig længere op af hans lår, til hans mere sensitive område.
Berøringen var ikke nok, og samtidig... samtidig var den lige akkurat nok. Det var ikke rigtig til at forklare, men Fabian kunne mærke hele hans krop dirre af spænding og lyst, og de små berøringer gjorde bare alt for ham.

Fabian åbnede kun halvt øjnene som Aldamar gav slip på kysset, for bare at læne sig ind for at mumle hans navn, og så... øreflippen. ”Baldric,” hviskede Fabian tilbage, og gav slip på Aladmars tøj, så han kunne lægge en arm i nakken på Aldamar, godt viklet ind i hans mørke lokker, mens den anden endnu engang fandt ned ved Aldamars bagdel. Ikke helt så langt ned, og mere for at holde ham tæt og på sin plads over ham. "Jeg vil have dig... og alt det du vil give mig," det var næsten insisterende, men dog kælent. Han vidste ikke hvordan Aldamar ville have ham, men han var ikke sart. Han ville også bare gerne føle sig ønsket, og på sin vis elsket, som nok kun den anden mand kunne.

Hjertet bankede hurtigere ved de ord, og hvis stønnet ikke havde fået ham selv tændt, så kunne man sagtens sige at de ord ordnede den del af arbejdet fantastisk. Det var egentlig noget han havde været i noget tid nu, som den underliggende simren man kunne høre når en gryde langsomt kom i kog. Aldrig havde han set sig selv som værende en der fik noget decideret ud af at fremprovokere de lyde - de var fantastiske, men så heller ikke mere end det. 
Ikke før nu, hvor at han måtte få mere. Så hvis det var sådan Fabian formulerede sig, var han fuldstændig på samme side som ham, og lod et længselsfuldt suk glide over læberne. Okay så. 

Blikket mødte hans da han trak sig en anelse tilbage, Aldamar følte hvordan at han kortvarigt bed sig i læben, inden at selvsamme læber fandt hans hud igen for at følge det varme skind hele vejen ned til herlighederne selv. Han ville... 
Hånden der ikke var igang med sine små kærtegn og pirrende berøringer, viklede sig fri fra under hans nakke og lagde sig ved en af knuderne ved hoften, som han insisterende hev i, så det hele strammede en anelse henover brystet og skridtet. "...mmmh, vil du kunne holde munden lukket?" når jeg går igang, Aldamar  kiggede op fra sin positionering lige under navlen, et næsten udfordrende smil omkring læberne, da han roligt bevægede sig længere ned, men ville give ham tid til at svare. Han ville gerne høre det hele, men ikke endnu. Hvis ikke han kunne når man spurgte pænt, måtte han vel bare sørge for at det skete alligevel

Fabian lænede sig tilbage i sengen, og gav lidt slip på Aldamars røv, dog ikke hans hoved, selvom hånden blot gled længere op i det mørke hår, som Aldamars hænder og mund blot begyndte at udforske hans krop mere. Alting virkede til at være mere sensitivt end det plejede at være, om det var følelserne, tøjet eller noget tredje, ja det var Fabian ikke klar over, men også fuldstændig ligeglad med.
Hans øjne kiggede stadig lidt halvlukket ned mod Aldamar, som munden gik, og det gys af spænding og velbehag gik igennem ham, som han så hvor munden var på vej hen, og så blev der spændt lidt. Endnu et lille støn undslap ham, som han mærkede det stramme om hans skridt.

”Helt stille eller blot... ingen ord?” spurte han, selvom han nikkede lidt til begge dele. Han kunne godt være højlydt, men han kunne ligeså meget godt være stille, hvis Aldamar ønskede det. Det var dog altid sværere at være helt stille og ikke fortælle den anden part om hvor godt han kunne lide noget, som nu.
Åh hvor var Aldamar også bare et kønt syn. Han var ikke sikker på præcis hvad Aldamar havde af planer dernede, især som han blot havde strammet undertøjet tættere ind omkring ham, men det var også lige meget. Hvad end Aldamar gjorde, så kunne Fabian kun sige ja. 

Hænderne forsatte deres arbejde imens at han kort tænkte, og et smil med en drilskt kant endte med at sprede sig. Han elskede at høre Fabian stønne, han brød sig forfærdelig godt om hvor vokal han kunne være når det først faldt ham ind - så hæmningsløs havde han aldrig oplevet nogle være før. Men det handlede ikke om at holde ham stille, bare fordi man kunne. 
Nej, som en mere situtationsfremmende motivation, var det at høre ham prøve at være stille, og så se hvor godt det lykkedes. Se om Aldamar kunne få brudt den lille regel han ville sætte op for ham, da udfordringen i det var tydelig; han ville gøre alt i verden for at det ikke ville lykkes Fabian. 
"Helt stille" nynnede han, og strammede til en sidste, længerevarende gang inden at et lille 'klik' lød og det hele blev løsere omkring hans nedre regioner. Meget løsere, nok til at Aldamar's hånd kunne fjerne det bløde stof for at få fat i det der gemte sig indenunder. "Indtil at jeg siger til"

Hånden der havde fået løsnet underdelen sneg sig und under hans lænd, og nussede kærtegnende den varme hud der, og han sank lige noget spyt en ekstra gang, imens at han mentalt forberedte sig, og manede til ro i den spænding der hev og sled i ham om bare at begynde.