Retinentia havde ikke mange ideer om hvorfor de to mænd så ud til at nære så stort had til hinanden. Brødre plejede vel ikke at være sådan i almenhed, men Retinentia omgik stort set aldrig normalititer, så intet kunne efterhånden overraske hende mere. Heller ikke at hun faktisk var interesseret i denne familiekonflikt. Hun var interesseret i at se hvordan giften fungere, og hvilke muligheder hun ville have med den. At få den tvunget ned i halsen på denne Kieran var første step, men som alt andet gift, tog det som regel lidt tid før det begyndte at virke.
"Mon ikke jeg kan finde noget derinde, der kan give ham de følelser" smilede hun lusket og fulgte Kahn med øjnende som han gik hen foran hende. Hun fjernede sig ikke som han løftede hånden og lod den glide over hendes kind. Næsten hvad hun ville kalde kærligt. Hun fulgte ham som han bakkede, med et spændt glimt i øjet, inden hun drejede sig langsomt mod Kieran der stadig sled i stolen for at komme fri af sine reb. Ikke at det ville hjælpe.

Retinentia ragte hånden ud og slog hårdt mod hans kind så det rungede. Det fangede ganske tydeligt den ønskede opmærksomhed fra Kieran der synes at se spydigt og ondt på hende, kunne man kalde det giftigt. "Godt jeg har din opmærksomhed. Vi skal en lille tur ned af mindevejen" hendes stemme var isende og drillende samtidig. En modbydelig giftig blandingen der afslørede den psykotiske side der udgjorde dæmonkvindens personlighed. De grønne øjne fæsnede sig fast, etablerede kontakten og tvang Kierans blik til at forblive i hendes, mens hun løb igennem hans minder. Hun skubbede lykken, stolthed og andre positive følelser væk inden hun overhovedet fik et ordentligt billed af hvorfor. I stedet fandt hun frem til skammen, smerten og sorgen. Hun fæsnede sig ved disse og holdte dem fast.

Hendes grønne øjne var intense og skinnende som hun tvang Kieran til at genopleve disse øjeblikke igen og igen. Tvang ham til at se sit liv som et mareridt uden nogen lykke eller glæde. Uden noget at være stolt af. Kun skam og ulykke. Kierans vejrtrækning begyndte at blive mærkelig, kom i stød og øjnende forvildet som han rev sig i på en mere desperat måde for at komme fri, som følelserne kom frem i alle hans udtryk.
Pludseligt som dug forsvandt fra solen, skreg han. Et hjerteskærende skrig af smerte, som han gennemgik følelsen af at brække sine knogler igen og igen. Hun kunne kun bruge de minder han havde om den smerte, men at spille den igen og igen som fysisk smerte i hans krop havde tydeligt sin effekt.

Før eller siden skulle han nok forklare forholdet mellem ham og Kieran, trods han havde røbet lidt tidligere, men det var ikke hele sandheden han havde sagt på det givende tidspunkt. Han smilede kort og trak da på skulderne ”Måske er der, måske ikke… Man kan til tider være i tvivl” sagde han og kastede blikket mod Kieran ganske kort inden han gik over til en af de mange hylder som han kunne læne sig op af, blot så han kunne nyde synet af hvad end Retinentia havde tænkt sig at gøre ved Kieran, for noget sagde ham det ikke var noget behageligt der ville ske. Der lød et smæld i baglokalet af butikken og han fortrak kort en mine. Han var glad for det ikke var hans egen kind det gik udover, trods han ikke ville have noget i mod at der var en kvinde der satte sig i respekt. Kierans blik kunne slå ihjel, hvilket morede Kahn gevaldigt, for Kieran ville ikke være i stand til at kunne gøre skade på en kvinde, det var han for god til. Kieran skævede kort til Kahn, men hurtigt fik han rettet blikket på kvinden foran sig og lyttede til hendes ord som han forsøgte at kæmpe imod rebene.

Som øjenkontakten blev mere intens skubbede han let sig selv op fra den position han var i og kom op og stod godt en meter fra dem, betragtede dem og lod den tvedelte tunge glide over sine læber. Han kunne se hvordan Kieran var ved at blive pillet fra hinanden, revet i tusinde stykker og efterladt som et vrag. Han nød det, måske så meget at det var i overkanten, for hele hans krop sitrede af lyst til mere… Meget mere, men Retinentia gjorde det heller ikke nemmere. Han betragtede dem som Kieran begyndte at give efter og som et skud i nattens ro skreg han. Et dystert smil kom frem på hans læber som Kieran begyndte at vride sig i intense smerter ” Jamen dog.. ” sagde han og grinede ganske kort, nærmest hånligt som hans blik var fæstnet på Kieran før det rettede sig mod hende ”Det ser ud til det virker nu” sagde han og hentød til giften. Kierans hud begyndte at blive rød, nærmest som var han blevet solbrændt og han skreg stadig, forsøgte at komme fri, men det ville ikke kunne lade sig gøre og der ville ikke gå længe før den fulde kraft af giften indtraf og det var der, det blev rigtig sjovt.[/b]

En af ulemperne ved at benytte sig af denne fine evne som dæmonen havde sig, var ganske simpelt at alt andet omkring hende forsvandt. Hun var ikke komplet blind, men alt i den virkelige verden var tåget. Hun hørte denne Kieran skrige af smerte, først af hvad hun gjorde, og senere blev han overtaget af en anden smerte. En smerte hun ikke som sådan direkte forvoldte, men føltes nok betydelig værre når nogen fik smerte frem i ens indre på samme tid.
Retinentia blinkede et langt øjeblik, hvorefter hendes øjne var helt tilbage til normen. Stadig kraftige i farven men ikke længere af den lysende udgave der vidste hvor intenst hun havde trængt ind i mandens sind og minder. Hvordan hun havde påtvunget ham den indre smerte. I stedet hørte de nu effekten af giften som brændte rundt i hans krop. ”Mon ikke, og ganske fortrinligt må jeg sige” Roste hun hans arbejde og flyttede blikket tilbage til Kieran der vred sig. Hendes blik var hungrende og tilfredsstillet af at se den smerte der skimte igennem mandens hud og hun tog sig i at slikke sig over læben. Hun nød at overvære denne smerte, denne tortur og da hun endelig flyttede blikket fra Kieran for i stedet at kigge på Kahn emmede hun af det. Af hvor ophidset hele denne situation egentlig gjorde hende.

Hun dannede øjenkontakt med ham i længere tid, inden hendes opmærksomhed blev stjålet af et nyt højt skrig. Forhåbentlig var folk på gaden ikke alt for nysgerrige omkring de larmende lyde der kom herinde fra, hvor dæmpede de end måtte være. ”Fantastisk” indtagende og fabelagtig. Det sikrede helt i kroppen af bare spænding over hvor meget smerte han kunne udholde.

Det var tydeligt at hun var i en form for trance, hun ænsede slet ikke verden omkring hende. Det var et syn han kunne lide, at hun var så meget inde i dette at hun lod verden omkring hende forsvinde. Lyden af Kierans skrig af smerte fik ham til at se mod døren, i forsikring om at der ikke ville komme nogle ind. Roligt gik han til døren og så på låsen og nikkede da kort for sig selv. De grønne øjne rettede sig igen mod Kieran og Retinentia og den tvedelte tunge gled ud og fugtede svagt hans læber. Kahn kunne se hvordan hendes øjne blev normale igen, men hurtigt rettede han blikket mod sin bror der sad i stolen og vred sig i smerter, eftersom giften var begyndt at virke. Det før tilfredse smil fortrængte sig i et mere dystert smil "Der går få minutter nu og så har den fuld effekt" sagde han og gik helt op foran Kieran. Han nød hvordan broderen vred sig i smerte, skreg i smerter og hvordan nogle tårer gled ned over hans kinder. Som hun så på ham rettede han blikket mod hende. Det var tydeligt at dette havde effekt på hende, for hendes øjne lyste op efter at have udsat Kieran for. 

Øjenkontakten blev hold i noget tid, men da kom et højlydt skrig fra Kieran og de begge rettede blikket mod ham " Kieran... Jeg troede du kunne holde til mere.. Tænk hvad mor ville sige?" sagde han og sukkede svagt inden han fortsatte "Hvis hun så hvor svagelig du er" et dystert smil spredte sig på hans læber nok til at de længere hjørnetænder kom til syne. Han holdt smilet som han gik op bag Kieran og lænede sig ned og greb omkring hans kæbe, holdt ham fast og lænede sig ned "Er hun ikke yndig? Hun kom tilfældigvis forbi og ville have beviser på det virkede.. Og straks kom du i mine tanker" sagde han og tvang Kieran til at se mod Retinentia og rettede da selv blikket mod hende inden han gav slip på Kierans kæbe og lyttede til hvordan han skar tænder og hvordan han skreg i smerter. Det skulle ikke være en hemmelighed at Kahn havde set frem til dette og han måtte også indrømme at det ophidsede ham på en måde, hvilket sikkert også var til at se i hans øjne, da de skinnede af lyst.

At torturere for oplysninger var hendes arbejde. At torturere for sjov og se effekten af et nylavet middel, var til hendes helt egen fornøjelse. Og hun nød det. Retinentia slikkede sig over læben som denne Kieran vred sig. Hvad end han havde gjort, blev han straffet for det nu. Noget der så ud til at have en fabelagtig effekt på slangemanden ligeledes.
Retinentia lænede sig op af et møbel i nærheden, ikke at hun lagde meget mærke til hvad det var, andet end at hun kunne læne sig op af det, mens Kahn talte til sin bror. Faktisk hånede ham over hans svaghed. Den menneskelige svaghed eller elverlige svaghed. Hvad end man kunne kalde det. Kieran var svag, det havde hun set i hans hoved. Han var kun stærk udadtil, men i virkeligheden var han bare en lille bitte mand. Smilet krussede større frem på hendes læber.

Retinentia kiggede på Kieran som denne blev tvunget til at kigge op på hende. Der var frygt i hans øjne. Om det var grundet smerten eller hvad hun havde gjort ved ham før midlet begyndte at virke, var ikke helt til at vide. Men frygten nærmest stank af ham, som sveden der piplede frem som bieffekt af den intense smerte han gennemgik. De ville ikke få flere ord ud af ham, ikke med den mængde smerte han var i. Han brugte kræfterne på at skrige og presse tænderne sammen for at overleve smerten. En smerte der ganske stødt blev mere og mere intens. Retinentias vejrtrækning begyndte at blive tungere som hun så giftens arbejde udfolde sig. De grønne øjne blev mørkere som hun løftede dem og mødte Kahns øjne der skinnede af nøjagtig samme følelse. Lyst. Retinentia skubbede sig væk fra møblet, målbevidst og to lange skridt senere, var hun fremme til at kunne gribe fat om Kahns nakke og kyssede ham ivrigt.

Kieran's skrig af smerte og sveden der gled ned over hans pande, var nok et nyt fetish for ham, nok nærmere bare folk der lider på hans bekostning, det var bare noget over det han ikke kunne forklare, men det var sikkert tydeligt på ham, for hans øjne var blanke og skinnede nærmest, selv i det svage lys der var i butikken. Der ville sikkert ikke gå ret lang tid før giften ville afslutte Kieran, hvis ikke han ikke prøvede at kæmpe for meget imod, for så ville det blot tage længere tid, men det var tydeligt at se på Kieran at han var ved at tabe til giften og det var i teorien det Kahn ønskede, men hvis ikke det var døden, så bare han besvimede, for det ville også være ganske fint.

Som Retinentia skubbede sig fra møblet og kom over mod ham, fik et skævt smil frem på hans læber, men det var kun lige inden han mærkede hun greb omkring nakken på ham og trak ham ind til et kys. Lettere overrasket, men uden så meget som at tøve, lagde han armene omkring hende og lod den højre hånd glide op af hendes ryg. Han stoppede ved hendes nakke og trak sig ud af kysset og så på hende, mens han tvedelte tunge gled over hans læber. Hvis ikke hun vred sig løs nu, ville han gribe fat i hendes nakkehår og med et fast greb, læne hendes hoved til den ene side og læne sig ned og først lade tungen glide over den bløde hud, efterfulgt af hans ene hjørnetand der prikkede mod hendes hud inden han kyssede hende endnu engang, stadig mens han havde et greb i hendes hår.

Kieran's skrig af smerte og sveden der gled ned over hans pande, var nok et nyt fetish for ham, nok nærmere bare folk der lider på hans bekostning, det var bare noget over det han ikke kunne forklare, men det var sikkert tydeligt på ham, for hans øjne var blanke og skinnede nærmest, selv i det svage lys der var i butikken. Der ville sikkert ikke gå ret lang tid før giften ville afslutte Kieran, hvis ikke han ikke prøvede at kæmpe for meget imod, for så ville det blot tage længere tid, men det var tydeligt at se på Kieran at han var ved at tabe til giften og det var i teorien det Kahn ønskede, men hvis ikke det var døden, så bare han besvimede, for det ville også være ganske fint.

Som Retinentia skubbede sig fra møblet og kom over mod ham, fik et skævt smil frem på hans læber, men det var kun lige inden han mærkede hun greb omkring nakken på ham og trak ham ind til et kys. Lettere overrasket, men uden så meget som at tøve, lagde han armene omkring hende og lod den højre hånd glide op af hendes ryg. Han stoppede ved hendes nakke og trak sig ud af kysset og så på hende, mens han tvedelte tunge gled over hans læber. Hvis ikke hun vred sig løs nu, ville han gribe fat i hendes nakkehår og med et fast greb, læne hendes hoved til den ene side og læne sig ned og først lade tungen glide over den bløde hud, efterfulgt af hans ene hjørnetand der prikkede mod hendes hud inden han kyssede hende endnu engang, stadig mens han havde et greb i hendes hår.

Den rus der gik igennem kroppen ved et mord, eller i hvert fald et mord man vidste ville indtræffe inden længe, gav hendes krop i følelse af guddommelighed og lyst. Hun havde ofte den guddommelige følelse ved at torturere sine ofre. Lade dem gense deres værste mareridt igen og igen. Lade dem føle smerten, men dette, var en blanding af flere følelser. En følelse hele hendes krop sitrede af, og først blev for alvor sluppet løs idet hun havde taget fat i Kahn, hungrende efter ham. Manden der havde gjort muligt at hun kunne have denne overmenneskelige følelse, og ikke mindst udnyttelsen af at bibeholde den gennem anden form for tilfredsstillelse.

Retinentia smilede og bed sig i læben, som han trak hendes hoved tilbage ved håret og udforskede hendes hals med sin sælsomme tunge og følelsen af hjørnetanden der fik blodet til at pumpe lidt kræftigere i hendes vener. Hun vidste hvor farlig hans gift var, og at mærke tanden prikke mod hendes hud, fik hende til næsten at bide hul i sin egen læbe af den spænding det gav.
Retinentia var ivrig som deres læber igen rørte hinanden, og hænderne blev utålmodige. De greb fat om tøjet på hans overkrop, ligeglad med om det gik i stykker i processen, mere fokuseret på at få det af, ind til den eftertragtede hud.

Der var ikke nogen tvivl om den tidligere seance havde startet noget i ham. Tanken om det var hans bror der fik hvad han fortjente, men måske også at han næsten ikke selv havde rørt en finger og det havde været en kvinde. Magtfulde kvinder havde altid været noget der tændte ham på en eller anden måde, Retinentia havde uden tvivl magt og det sendte ham over kanten til sindssyge.

Fornemmelsen af hendes puls mod hans læber og tunge, fik ham til at smile ganske kort inden deres læber igen mødtes. Hun var ivrig for at få tøjet af ham og han hjælp hende gerne og vrikkede sig ud af overdelen med et smil inden han svagt fortrak sig fra kysset. Som hans brystkasse nu var til skue, kunne man se de mange af, de fleste var forsøg han havde gjort med sin gift, mens der var andre der var fra mordforsøg, knivstik og ar efter en pil. Kort lod han den tvedelte tunge glide over sine læber, som han lod en negl glide ned over hendes kæbe og til hendes kraveben ”Lidt ivrig.. Mhm det kan jeg godt lide, men pas nu på.. Du kan ikke stole på en slange” sagde han og trak op i tøjet på hendes overkrop. Han ville selv ind til huden, mærke hende ordentligt og efterlade mærker på hendes uimodståelige krop og han havde på fornemmelsen, at det nok skulle ske før eller siden.

Hud der vidste ar, skader af forskellig art og at han ikke var ny for smerter i livet. At nogen var selvforskyldt, var en anden side af sagen. Hun så mere de andre. Arrene der havde haft stor betydning for hans overlevelse - at han ikke ligefrem var nemt at slippe af med. Retinentia slikkede sig over læben op lod spidsen af sine fingre følge ned over brystkasse på ham - glidende over nogle af arrene i processen.

"Det er hvad der gør det spændende" Retinentia tog fat i kjolens stof, som han var begyndt at skubbe den opefter, og trak den over hovedet. Den lilla hud kom til syne, dækket af de hvide aftegninger og tattoveringer. Nøgen foran ham, siden det kun havde været det ene lag tøj der havde været imellem. Om hun kunne stole på ham eller ej, var en af spændingsfaktorerne for dette. Kunne man overhovedet stole på en slange? Kunne man stole på en dæmon? I sidste ende, kunne man ikke stole på nogen parter i denne sceance. Kjolen blev smidt til side på gulvet, uvigtig som stoffet var. Så hendes hænder kunne fokusere på noget langt mere vigtigt.

Hvert ar på hans blottede hud havde en historie. Om det var fra en kamp med vagterne i ørkenelvernes by, eller om det var en test for kunder af hans gift, så var der en mening bag dem. Mange fandt ham afskyelig at se på. De lysende grønne øjne, den tvedelte tunge og de mange ar der dækkede hans krop, sådan var det at være bastard søn... og have arvet en del af sin faders gener. Det var tydeligt at Retinentia bestemt ikke havde noget imod det, men det havde også noget at gøre med, hun var mindst lige så syg oven i hovedet som han selv, så hun kunne godt se skønheden i de mange ar. Spidsen af hendes fingre der gled ned over hans brystkasse, fik ham til at tage en dyb indånding og langsomt lod han ilten forlade lungerne igen. Det var en virkelig rar følelse og det kunne sikkert også ses på ham, som hans åndedrag blev dybere og dybere.

Han sendte hende et halvt smil som hun talte og derefter tog kjolen over hovedet og lod den lilla hud komme til syne. Han studerede hende, tog hende under huden og nød det som var det en form for euforiserende stof, der gjorde noget ved hans hjerne. Hendes nøgne krop var perfekt, guddommelig nok nærmere. Langsomt lod han sine fingerspidser glide ned over hendes nøgne krop og lod svagt hans negle efterlade små røde mærker, uden at bryde huden. Kort slikkede han sig om læberne ” Selv uden den kjole er du guddommelig at se på” sagde han og stoppede hans hænder ved hendes hofter.

I takt med at fingerspidserne gled ned af hans ar blev de mere insisterende. kradsende ned af huden med neglende, mens hun med spænding i øjnende så hans reaktion. Hvordan han trak vejret dybt og nød det. Hendes plan var bestemt at give langt mere end bare denne lille forsmag. Retinentia lod sig studere, med et ganske selvsikkert skævt smil på læben. Hans fingres hårde vandring ned af hendes krop fik hende til at hive vejret ind og derefter bide hårdt ned i sin egen læbe.

Hun lænede sig ind, bed ham i underlæben, inden hun trak hovedet ganske let tilbage igen. "Og du ser kun på den lige nu" Hendes krop havde reageret godt på neglendes vandring og skabt en indre forventning om at mærke mere til den hårde behandling. Insisterende greb hun fat i hans buksekant, hev ham med sig, fik ham drejet og pressede ham hårdt ind imod den nærmeste væg mens hendes fingre utålmodigt arbejdende på at få bukserne op og af så hurtigt som muligt. Higende efter kropslig forløsning. Hendes læber fandt vejen hen til hans hals, og endte med at bide til huden, insisterende og hårdt, imens. Han skulle ikke være bange for at være hård ved hende, og Retinentia havde ingen intentioner om at være nænsom overfor ham. Det var ikke hendes stil, hvilket han nok efterhånden havde erfaret ud fra deres lille eksperiment der pyntede i butikken. Desuden, ud fra den enkelte klirende lyd da hun rimelig voldsomt havde presset ham mod væggen, var ting allerede begyndt at lide under legen

Som hun lod neglene glide ned over hans blottede hud, fik ham svagt til at sukke. Der var ikke nogen tvivl om han nød dette, mindst lige så meget som hun selv gjorde. Han vidste godt at dette blot var en forsmag på hvad hun sikkert egentlig kunne gøre ved ham. Han var også stadig blid overfor hende, men han vidste at han nok skulle give efter og gøre lide hvad han havde lyst til.

Som hun lænede sig ind og bed fat i hans læbe, smilede han blot ” Endnu ja...” sagde han og slikkede sig om læberne. Som hun greb fat i hans buksekant og hev ham med sig, og over mod en væg. Som han blev skubbet op af væggen, kunne han svagt mærke hvordan ilten forlod hans lunger, men det gjorde det blot en anelse sjovere, for hun holdt slet ikke tilbage. Som bukserne blev løsnet og faldt ned om anklerne på ham, trådte han ud af dem og sparkede dem til side og var nu selv helt uden tøj. Læberne mod hans hals fik ham kort til at bide sig i underlæben inden han lod neglene glide ned over hendes skuldre, efterlod røde mærker, men ikke blødende. Han lyttede til hvordan de mange flasker klirrede omkring ham og det var fantastisk og der ville sikkert blive nogle ødelagt før eller siden, men det var der midler for. Han greb i hendes hår og trak hendes hoved bagover som han selv lænede sig ind og bed hende, forsøgte så vidt muligt ikke at lade hans gift kunne ind i huden på hende, da det blot ville ende galt for hende og det ønskede ham på intet tidspunkt. 

Hvad nydelse var der ved at holde tilbage? Ingen! og Retinentia var ganske afhængig af den følelse der sprang igennem kroppen ved en hårdhændet behandling der alligevel udsprang sig til noget umådelig rart! Hun sukkede dybt imod hans hals som neglende løb ned over hendes skuldre, hårdt og markerende. Det sitrede igennem huden på hende og hendes læber og tænder blev mere insisterende i tagt dermed.

Blodet dunkede rimelig heftigt i halsen, især som Kahns mund nærmede sig. At få hevet hovedet tilbage havde udløst en ganske tilfreds lyd og et veltilfreds smil på læberne. Hendes hjerte bankede ved tanken om hvad tænderne kunne gøre ved hende. Reagerende med spænding og ophidselsen fremfor frygt som burde være mere naturligt. Retinentias hænder fandt frem til ryggen hvor neglende satte sig fast og gled ned af huden, imens hun pressede sin hofte frem imod ham, tirrende, nærmest drillende, på den bedste måde hun kunne når han havde kontrol over hendes hoved ved grebet i håret. Intet hun havde imod! langt fra.

At holde tilbage var ikke normalt en del af hans natur, så derfor gav han også mere og mere efter. På en eller anden måde elskede han at se hvordan hans partner twistede og gav efter under ham når han udsatte dem for de ting han kunne finde på. Han elskede hvordan hun gav efter som hans negle gled ned over hendes skuldre og efterlod de fine røde mærker.

Kahn kunne mærke hvordan hendes blod pumpede rundt i hendes årer som hans læber mødte hendes hals. Det var en fantastisk følelse, at have sådan en effekt på en kvinde, gjorde blot dette scenarie mere værd. Som hendes hænder fandt vej til hans ryg, satte neglene i og lod dem glide ned over hans ryg, sukkede han mod hendes hals og lod tungen glide over hendes blottede hud. Et smil bredte sig på hans læber som hun pressede sin hofte mod ham, holdt ham nærmest på plads op af væggen. Kahn's ene hånd gled ned over hendes ryg og stoppede ved hendes lænd, trykkede hende endnu tættere på ham ”Du beder næsten selv om det” sagde han med kækt smil på læberne som han så på hende med sine lysende grønne øjne.

Det var planen at få ham presset til kanten, hvor han med sikkerhed ikke holdte igen. Retinentia havde ikke tænkt sig at pakke noget ind, eller på anden vis lade være at gøre noget som hun havde lyst til. Det lå ikke til hendes natur. Så langt fra.

En sitren gik igennem huden på hende, som den tvedelte tunge gled over hendes hud. Hans hånd der kørte ned af ryggen var biddragende til den sitrende behagelige følelse, og som han pressede hende ind imod sig, løftede hun det ene ben ganske let, så knæet hvilede op af væggen og hun kom endnu tættere på ham. "Jeg troede jeg direkte skreg efter det" der var en drilsk undertone i hendes stemme. Retinentia mente det samtidigmed alvorligt. Hun lænede sig hovede fremad igen, nappede til hans hud ved halsen, og fortsatte ned af kraveben og brystkasse, med insisterende nap og en insisterende tunge over hans hud. Alt imens hun bevægede sin hofte ganske let i en glidende bevægelse. Fortsatte med at tirre ham og presse mod kanten til at han gav helt efter og gjorde præcis hvad han havde lyst til. Hvor voldsomt det end kunne vise sig at være.

Det var uden tvivl hende der styrede showet lige nu, men det skulle nok vende før eller siden. Kahn var normalt ikke en der lod sig underkaste, men han var dog ikke i tvivl om at han ville få kamp til stregen sammen med denne dæmon, for hun kunne også dominere, det kunne han mærke på hende.

Han sendte hende et kækt smil ”Jeg kan mærke det på dig.. Hvordan din krop sitrer som vi står her hud mod hud” sagde han og lod hånden om hendes lænd glide op over hendes løftede ben og greb fat. Uden så meget som at tænke over hendes smertetærskel og borer sine negle ind i hendes blottede hud. Kahn lukkede halvt øjnene som hun nappede hans hud på halsen, nedover hans kraveben og til hans brystkasse. Hendes glidende bevægelser gjorde det bestemt ikke nemt for ham at holde sig tilbage, men det var heller ikke det hun var på jagt efter. Han skar kort tænder som han greb mere fast i hendes hævede ben og lænede sig ind mod hende og smilede kækt inden han da vendte dem rundt, så det var hende der i stedet var op af væggen ”Det er det her du vil have ikke?” sagde han og sendte hende et smil som hans fri hånd greb hendes hænder og samlede dem over hendes hoved. Langsomt lænede han sig ind, lod tungen glide over hendes hals inden han nappede hendes hud, uden at lade tænderne lave hul. Hånden på hendes lår lod han glide op omkring hendes hals, hvor han kort klemte inden han lod den glide ned over hendes kraveben og stoppede ved hendes ene bryst, hvor han lod neglene glide ned over hendes nøgne hud og lod hånden fortsætte ned over hendes mave og stoppede lige inden hendes underliv. Han så hende i øjnene og afventede hendes næste træk.

Et tilfreds suk gled over hendes læber som han greb hårdt fat om hendes lår. Han tog godt fat, så hårdt at det næsten gjorde ondt, men alligevel var det langt mere pirrende end mere andet. Smerte var ikke uvant, og det faktum at han tog så hårdt fat, gjorde bare at Retinentia var langt mere sikker på at han ville tage for sig. Hun lod dem bytte plads og hev let vejret ind som hun blev presset mod væggen. hungrende efter at hans kulle fortsætte, som han løftede hendes arme og pressede dem fast over hende. Ind mod væggen, så hun mistede kontrollen hun før havde haft over ham. Kontrollen han tog til fulde. "Det og meget mere" gav hun ham ret, og lænede hovedet tilbage mod væggen, blottende sin hals fundstændig for ham.

At han tog hårdt fat, markerende omkring hendes hals, fik hende til at bide sig selv i underlæben, hårdt. Hun fortsatte med at bevæge sin hofte, mere insisterende som hans hånd bevægede sig ned over hendes krop. behandlede hendes bryst hårdt, men stadig fik følelser til at springe igennem kroppen på hende. En spænding der byggede sig op i sin krop, som hun ønskede skulle nå en forløsning. Hendes ben løftede sig højere op, lagde sig omkring hans krop, som hun gled sin hofte op imod hånden der aldrig nåede helt ned, men var stoppet lige før hendes underlig. "Få mig ikke til at tigge" den drilske tone var tilbage, gemt i den dybe og hårde vejrtrækning der havde bygget sig op. Han skulle fortsætte. Han skulle tage hende. Bruge den kontrol han havde til at tage for sig. Ikke vente på tilladelse.

Et smil gled over hans læber som han hørte hendes suk. Det måtte uden tvivl betyde han gjorte et eller andet rigtigt. Hendes ord fik ham til at trække sig væk fra hendes hals ”Mhm... Det tænkte jeg nok” sagde han og lod igen sine negle glide ned over hendes blottede krop. Han nød dette, mere end noget andet, hvilket uden tvivl kunne ses på hans skindende øjne, men også på hans bukser, hvor der var kommet en markant tydeligere bule, kontra da hun først kom til hans fine lille bod. Den måde hun nærmest vred sig som hans hænder gled over hendes krop var uden tvivl det hele værd og gav ham uden tvivl lyst til at blive ved. I teorien ville det også være det største dickmove at stoppe nu.

Hun bevægede stadig sin hofte, gned sig op af ham og forsøgte uden tvivl at få ham udover kanten til sindssyge, hvis han ikke allerede havde været det i så fald. Som hun løftede benet højere op smilede han og han tog bedre fat og blev da trukket helt tæt, da hun brugte benet til at hive ham ind til sig, mere end han allerede var i for vejen. Hendes ord fik ham til at smile ”Og hvad hvis det er det jeg gerne vil have?” sagde han med et kækt smil på læberne som han brugte den hånd der stoppede lige før hendes underliv til at løsne hans bukser og lod dem falde til jorden. Nu var de på lige fod. Der var ingen af dem der havde et eneste stykke tøj på. Den tvedelte tunge gled kort over hans læber inden han lænede sig ind mod hende med et lettere dystert smil på læberne inden han lod sin hånd finde vej til hendes underliv. Uden tøven lod han en finger glide op i hende, efter lidt tid to.  Han lavede noget der mindede om kælebevægelser, en krog måske endda og lagde stille ud, men satte da tempoet op med et kækt smil.

Retinentia var ikke sikker på hvordan hun ville reagere hvis han stoppede nu. Vrede og frustration ville i hvert fald være blandt følelserne, i allerhøjeste grad. Hun nød den hårdhændet behandling. Hvordan neglende kradsede sig ned af hendes krop, udfordrede den sensitive hud og bragte sitren igennem kroppen. Det gjorde ikke ondt, men markeringerne var hårde og tilstrækkelig til at efterlade mærker af let rødmen over den bare lilla hud. Hun nød det. Og han kunne høre det i hendes vejrtrækning og de insisterende bevægelser. Han bragte hende nydelse, men også frustration af ikke at gøre noget hurtigere. Snedigt og listigt måtte hun nok erkende. Holdte hende på krogen, til at være på kanten til at tigge, trods hun ønskede at se ham efterstræbe hende.

Men hvor meget hun end ville lege og forsøge at overtage den styrrende rolle, kunne hun også mærke at kroppen havde kontrollen. Hun ville have at han fortsatte, og tog fat. At han tog hende, med så meget magt og kræft der var for ham tilstrækkelig.
Men han blev ved med at tirre. Pine hende, ved nu også at stå nøgen foran hende. Hun kunne se han ville, det var ikke svært men han fortsatte med at tirre. Lod sine fingre bane sig ned til hendes underliv. Retinentia lænede hovedet tilbage, lukkede øjnende og lod et støn forlade sine læber. Hun fortsatte med at have munden let åben, som vejrtrækningen blev tungere og lyde af nydelse forlod hende. Hendes hånd greb hårdt fat om hans overarm, pressede neglende ind, mens kroppen fulgte den kælende bevægelse. "E-er det, hvad d-du vil?" spurgte hun tilbage, kunne ikke slippe det sidste af kækheden i sin stemme, selvom det begyndte at blive svært at udtrykke ord uden at blande det sammen med tunge lyde.