Det var en ganske ulidelig varm dag i Rubinien. Kun en rask brise fra kysten forhindrede den ærværdige fyrst Sephyran af Kazimi i at fuldkommen smelte, som en bærestol langsomt båret af slaverne sneglede sig vej til Ramiel Lunea ad Kazireas bolig, efter det fyrstelige skib tidligere på dagen havde lagt til ved kajen. Han havde ind til videre hørt ganske tilfredsstillende ting om vassalens nyerhvevede position, hvor der også var fulgt et ægteskab til hans egen datter, Kaatima, med. 

Det var derfor også datteren, som Sephyran denne dag var kommet for at aflægge visit hos. Hun havde en tendens til at være mere egenrådig end godt var for kvinde, og hun havde taget en god del af forretningen, der ellers havde tilhørt hendes tidligere husbond med til Tar Alsarif - på den ene side var det godt for at få handlen til at blomstre ved den lille kystby, på den anden side brød fyrsten af Rubinien sig aldrig om, når ting rykkede længere bort fra hans egen indflydelse..

Med møje og besvær fik han kravlet ud af bærestolen, anrettet silkeklæderne om sig og skældt slaverne ud for at hele herligheden havde gynget for meget, ind han sendte en tjener op for at annoncere fyrstens ankomst.
Han havde ikke på forhånd sendt besked om besøget, for det måtte til en hver tid være en fyrstes ret at se, hvordan det stod til på hans egne landområder.. Desuden kunne der være visse fordele ved at komme uanmeldt. Som at ting ikke havde tid til at forsøges skjult for hans blik..

Der var gået lidt over et år siden, at hun var kommet til Tar Alsarif for første gang. Den dag hvor hun havde accepteret at tage Ramiel som hendes nye husbond, også selvom at det havde været et tydeligt forsøg fra hendes faders side, at få den ældste datter ud af hans palads. Hvad han måske ikke havde overvejet, var alle de forbindelser som han datter tog med. Forretningsaftaler, silke ruter samt krydderier som alt sammen kunne fortsætte fra Tar Alsarif havne.
Kaatima havde trodsalt lovet hendes nye mand, at hun ville sikre at de kunne skabe et emperium sammen.

Ikke at det var i hans arme, hun tilbragte hendes dyrebare fridag. Men i stedet i armene på hendes elskede Mira, som hun langsomt lod fingrene glide hen over den smukke hvide hud, som nordkvinden besad.
”Ville ønske vi bare kunne blive her forevig” hviskede hun forsigtigt, inden hun lagde et blidt kys imod den blottede mave.

Dog var det ikke længe kvinderne fik, før hastige skridt kunne høres mod værelset og en hånd bankede mod døren ”deres højhed, deres fyresten er ankommet!”
Kaatima stivnede i omfavnelsen af Mira og stirrede mod døren. Hvad havde de lige sagt? ”Det kan du ikke mene” hvæsede hun irriteret, og overvejede meget kort om hun blot skulle blive liggende eller ej.

Det var ikke ofte at Mirabelle kunne tage sydpå, men når hun kunne, så tog hun muligheden, især for at komme forbi Kaatima. Det var en uheldig situation hendes elsker havde fået, men de fik det bedste ud af det, og Mirabelle prøvede så vidt som muligt at undgå at støde på Ramiel, hvis hun kunne. Men så lang tid at Kaatima blev behandlet bare nogenlunde, så var hun ikke så bekymret.
Og det havde været en god dag. Hendes fingre løb igennem det lange smukke mørke hår. Hendes krop føltes som om at den kunne flyve, og et dovent og kærligt smil lå omkring hendes læber. "Jeg kunne tage dig med til Norvik," hviskede Mirabelle, som et forslag om at det ville være så meget nemmere for dem deroppe til bare at bruge tiden sammen. Der var ikke ligeså mange mænd til at forstyrre. For hun ønskede også blot at bruge tiden med Kaatima. Hun havde haft mange elskere over årerne og selv nu, men det var noget andet med Kaatima.

Det var dog ikke lang tid de fik roen, og Mirabelle fandt sig selv komme med et opgivende støn da hun hørte ordene. "Det var den fred," sagde hun, men modsat Kaatima var hun mere realistisk. "Vi må hellere komme op, inden han... opdager noget." For det sidste Mirabelle ønskede var at forsvare sig selv overfor selve fyrsten af Rubinien. hun var ikke bange for ham, men hun havde sine snakke med sin egen far om at håndtere ham, og hans lidt... gamle syn på kvinder.

Fyrsten var i mellem tiden blevet vist ind i en af stuerne, og havde placeret med silkeklæderne anrettet omkring sig. Der var naturligvis en vis mangel på forfriskninger og folk, som stod klar til at modtage en, når man sådan dukkede uanmeldt op - men Sephyran fandt også en vis tilfredstillelse i at pine husets tjenere.

Han havde for en god ordens skyld forhørt sig om, hvorvidt datteren rent faktisk var hjemme - men tjeneren havde forsikret ham om, at det var tilfældet. Så fyrsten ventede. Han ville ikke brase ind på værelserne i søgen efter husets frue, såfremt Ramiel også var hjemme, og de var i færd med at producere fyrsten endnu flere børnebørn..

I stedet lænede han sig velbehageligt tilbage og lod øjnene søgende glidende rundt i rummet - det var nu engang ganske interessant at se, hvordan stedet var blevet indrettet, efter det var overgivet til ad-Kaziera. Efter en lille stund begyndte blikket dog utålmodigt at vende sig mod døren. Hun kunne da ikke lade sin egen fader vente sådan!

Tanken om at forsvinde, blive taget væk af den hun elskede—det havde fået det til at krible behageligt i maven. Men hun vidste også at Mira ikke var en kvinde, som lod sig bindes fast i forhold. Desuden var slet ikke muligt for dem. Det var en smuk drøm, at forsvinde fra mængderne, måske endda forsvinde fra disse lænker som fyrstedømmet lagde sig om dem begge. Så længe at Mira ikke overtog tronen, og blev i lysets hær, kunne hun nemt forklare sig bort hvorfor hun ingen mand eller børn skulle have. Desværre var der ikke samme mulighed for den mørkglødende kvinde som hende selv.

Desværre havde Mira ret, de var nødt til at byde ham velkommen. “Bliv her” hviskede hun, da hun kom op og lod hendes hænder finde Mira’s smukke ansigt for at holde det fast. “Jeg ved hvor meget du hader det, du behøver ikke at vise du er her” det var ikke fordi, at Kaatima havde problemer med at lade hendes far se, at hun havde været sammen med Mira inden han dukkede op. Men hun ønskede hellere ikke at udsætte Mira for noget hun ikke ville.

Hurtigt fik den ældste datter af fyrsten, iført sig hendes klæder og tjekket både håret og udseendet. Da hun var tilfreds, gik hun mod døren, før hun kastede et sidste blik mod Mira. Ord, ord der stadig var usagt, lå kort på tungen. Inden hun nikkede, og forsvandt ud af døren ned mod rummet hvor at hendes fader var blevet placeret. Ganske trænet, fik hun sendt en tjener afsted så de kom med forfriskninger. Desværre vidste hun at Ramiel var ude af huset, hvilket var ganske nydeligt tilfælde. Men tjenere fik dog alligevel besked på at gøre hendes mand opmærksom på, at de havde fået gæster. Ikke hvem, bare det var vigtige gæster, så kunne Ramiel lide under samme forfærdet tilstand om at fyrsten var dukket uanmeldt op.
“Fader” kom det med et falsk smil på læberne, som hun trådte ind i rummet. “Beklager jeg lod dem vente, jeg havde desværre et andet møde, jeg måtte gøre færdig, sæt dem endelig ned, jeg har sørget for der kommer forfriskninger med det sammme”

Der var mange ord der ikke blev sagt mellem dem. De var trods alt begge realistiske, men disse små søde stunde de kunne have sammen, var også mere end nok for Mirabelle. Det var trods alt mere end hun troede hun nogensinde ville få med Kaatima, da de for få år siden stødte ind i hinanden til ballet. Der var ikke mange ting Mirabelle forsøgte at holde fast i, men at se Kaatima var hurtigt blevet en af de ting.
"Så lang tid han ikke ved at jeg er her til ikke at sige hej til ham," hviskede Mirabelle tilbage, selvom hun ikke var meget for at give slip på Kaatimas varme hud. De havde ligget så godt sammen her. Blød hud mod blød hud. Mørke mod lys. Hun holdt sig hånd mod Kaatima, sørgerede for at den blev hvor den var, som hun placerede et blidt kys på hendes håndflade. "Men du må endelig sende bud efter mig, hvis du får behov for det. Eller smide ham på porten så hurtigt som muligt, så du kan komme tilbage." Hun ville så frygteligt gerne bruge sin tid ordentligt her, men pligter kaldte, og fyrsten for Rubinien var næppe en mand der lod sig vente.

Som Kaatima klædte sig på, forlod Mirabelles blik hende aldrig rigtig. Hun nød at se den kurvede krop klæde sig på, men det var med et ligeså længselsfuldt blik at hun kiggede efter ørkenprinsessen som hun blev forladt på værelset.
Hun lagde sig tilbage i puderne og kiggede op for sig. Forhåbentlig var hun snart tilbage. Selvom det ikke tog lang tid før Mirabelle selv stod op og tog en robe på.

Heldigvis havde fyrsten af Rubinien ingen anelse om, hvad der var foregik i værelset ovenpå. At kvinder kunne foretrække andre kvinders selskab, var ikke noget der huede ham - særligt ikke, når det kom til hans egne døtre. Det var ikke noget, der producerede børnebørn.

Men alt dette var ikke noget, der bekymrede fyrstens tanker, som han i stedet så op med en anelse utålmodighed i blikket, da Kaatima endelig trådte ind, og han rejste sig for at glatte vældet af silkeklæder, der prydede hans fyrstelige korpus. Håret og skægget var som altid omhyggeligt olieret og guld-overskægget, som heldigvis var groet yndigt tilbage efter en uheldig episode i Dianthos, var omhyggeligt snoet opad.

"Tak, min datter. Hvilket møde kan mon være så vigtigt, at du lader din fader vente?" Spurgte han, nysgerrigheden tydelig, da han sjældent brød sig om, at kvinder gjorde forretninger uden mænd - også selv om Kaatima lod til at have en god sans for det.

Der var kort en irritation der gled hen over Kaatima.
Et møde kære fader, der ville give dig et hjerteanfald, så måske jeg burde fortælle dig det, så jeg ikke behøver at se på dit irriterende ansigt længere
Men i stedet for at lade tankerne dikterer hvad hun skulle gøre, smilte hun blodt og nikkede ”Beklager fader, selvfølgelig er der intet møde der er vigtigere end dig, men jeg kunne desværre ikke få mig selv til at forklare til en fra Pompadour familien at de måtte vente, nu når vi snakker om handelsruter fra Nordlandet til Rubinien” det var i hvert fald den bedste løsning, som Kaatima kunne tænke i øjeblikket, og skulle det ikke falde i god jord hos fyrsten, måtte hun jo spole tiden tilbage, og sikre sig at hun kunne sige noget som ville behage manden. Det skulle ikke være en hemmelighed, at en gang imellem havde Kaatima brugt fem minutter på at fortælle hendes far, hvor meget hun hadet ham, for at spole tilbage og bare smile sødt og venligt til ham.

Sephyran brummede en smule bekræftigende. På den ene side brød han sig jo vældigt godt om forretningsforbindelser, der i sidste ende kunne gavne familien - på den anden side, var det aldrig et godt tegn, når en kvinde stod i spidsen for det .. selv om Kaatima var kvik, sendte det et tegn om, at hendes ægtemand ikke havde tilstrækkeligt med styr på hende.. 

Måske Sephyran skulle tale med Ramiel om det ved lejlighed.

Hendes små, magiske narrestreger kendte faderen heldigvis ikke til - netop på grund af magiens natur. I stedet sukkede han og bød hende at sætte sig for at holde ham med selskab. "Det burde virkelig være din ægtemand, der tager sig af den slags .. nu hvor du er en gift kvinde igen." Sagde han med et lille, men til dens overbærende suk. En del af skylden var måske hans, for ikke at have sørget for, at det var sket hurtigere..

Man behøvede ikke være tankelæser for at vide hvad fyrsten, hendes far, tænkte i dette øjeblik. Mænd. Mænd som faren foran hende, var så simple at det var næste et under, at de stadig levede. Man skulle tro med deres store ego, at de ville glemme at trække vejret. Så i sidste ende, var det næsten et vidunder at de mænd hun havde genskab til, faktisk stadig var i live. Men så igen, grunden til de var i live, var grundet kvinder som hende, der sikrede sig at hele deres verden kunne dreje sig rundt om dem—som solen rundt om jorden. Undet at deres liv ville falde fra hinanden. Magen til arrogance. 

"Selvfølgelig" sagde hun med et smil og nikkede ærbødigt, og henviste til stolende så de kunne sætte sig ned. "Men nu kendte jeg tilfældigt budbringeren, og Ramiel er ude og sikre sig, at skibsruterne klare sig gennem det stigende problem af pirater der er i området" det var vel ikke helt ukorrekt, og nogle gange kunne man slippe afsted med den mindste løgn, så længe den lagde sig op ad sandheden.  
"Hvordan har de det fader?" spurgte hun og ledte samtalen ind på et andet emne, og hældte te op i hans kop "går det godt derhjemme?" hvis alt fejlede, måtte man jo bare tale til hans selvhøjtidelig.

"Aha, ja du har vel også behov for at holde dig beskæftiget, når din ægtemand er ude.." Brummede Sephyran, tydeligvis selv havende bedre bud på, hvad disse beskæftigelser kunne bestå af. Der var jo også et hus at holdes, og kvinder burde nu engang ses, men ikke høres..

Han tog imod teen, droppende emnet om hendes møde med budbringeren: "Det går. Vi har naturligvis travlt med at gøre Jontar bevidst om sine pligter, nu hvor han står til at blive fyrste en dag." Nej, det gik ikke godt. Der var en forbandelse over familiens hoved, og fyrsten følte sig mere og mere paranoid for hver dag, der gik. Som han kiggede på sin datter, blandede en uvelkommen tanke sig i hans hoved om, hvorvidt selv hun, kunne være en af dem, der ønskede at plotte imod ham..

Han løftede koppen til læberne og satte den på bordet igen. Der var fjender alle vegne, og fyrsten måtte være vagtsom. "Og mine børnebørn .. hvordan går det med dem?" Spurgte han.