Endnu en sommer var kommet til Krystallandet, medbringende sig lange, lune dage. Årets høst havde været god, og det var noget, der kunne mærkes blandt befolkningen - også selv om der stadig gik enkelte rygter om Mørkets terroriseren langs kysten. 

Ganske naturligt var årets store samtaleemner også nogle af de mere muntre af slagsen - der havde været nogle imponerende bryllupper blandt landets adelsslægter det forgagne år, og man snakkede stadig om maden, underholdningen .. og kjolerne!
Traditionen tro inviterede det årlige midsommerbal også pøblen indenfor Krystalpaladsets vægge, og derfor kunne snakken frit gå blandt de, der ikke havde set noget til de mere eksklusive fester. Bonde såvel som adelig havde dog fundet det fineste tøj frem, og som den første af aftenens skjalde afsluttede en hyldestsang til Laurana og slog an til en mere munter vals, kom der liv i skørterne på det store dansegulv. Mange af de unge frøkener håbede også at finde en mere varig partner denne aften.

Inden maden blev serveret, trådte dronningen af Lyset, Isanne Argorian, frem og holdt en kort tale, hvor hun takkede guderne for deres velvilje. Herefter gik festligheder til årets midsommerbal for alvor i gang. 

Praktisk info: Efterlyste karakterer og racer har ikke adgang til ballet medmindre de er i stand til at skjule sit udseende. Gæster, der laver ballade, vil omgående blive eskorteret ud af paladsvagterne.
Baltråden en reaktionstråd. Det vil sige, at man nøjes med at skrive én post pr. karakter i denne tråd. Hvis man ønsker at fortsætte spillet under ballet, kopierer man sit balsvar ind i et separat emne og efterlader et link til dette i bunden af sit svar i denne tråd.

Stian klappede lydigt, og selvfølgelig af egen lyst da dronningens tale var færdig. Der havde været bumstille af spænding da hun trådte frem og lod ordene flyde frit mellem gæsterne, og nu.. begyndte larmen og latteren blandt de glade gæster. 

Normalt ville han have fulgtes med sin mor til disse slags festligheder. Hun elskede at tage til ballet. Og gik aldrig glip af dem når Dianthos sparkede noget igang. Denne gang kunne Stian ikke følges med hende. Han havde nemlig vagttjensen sammen med Alister og et par andre byvagter som stod rundt omkring og udenfor festsalen. Stian havde en af de finere uniformer på. Når man var i dronningens selskab var det vigtigt at se imponerende ud. Om det var Alister eller nogle andre som havde sagt dette, var han usikker på. Han vidste bare at han havde hørt det fra nogen. Stian fik øje på Alister og gav ham et kort og anerkendende nik, inden hans blik igen søgte hen til storslåede indgang. Han prøvede at få øje på sin mor. 

Dette var normalt ikke noget Salomon var stillet op til frivilligt, men nu var han trods alt en del af Lysets hær, så måtte ihan vel hellere af respekt for Dronningen møde op. Der var en masse snak over det hele, men lige så snart Dronningen trådte frem, blev der stille og hun begyndte at holde sin tale. 

Respektfuldt begyndte Salomon at klappe, da talen var slut. Gulvet åbnede sig nærmest og gjorde plads til gæster der ville danse. Han selv havde trukket ud til siden og stod og så på festlighederne. Han var ikke den store danser og slet ikke når der var så mange mennesker til at se på ham. Bevares, så vidste han også at folk var her for at feste, drikke og danse, så der ville nok ikke være så meget tid til drama og intriger. 

Salomon fik et glas vin og rynkede svagt på næsen. Det var ikke just det han var vandt til at drikke, men han gav det alligevel en chance. Dette var en fejl og han rynkede igen på næsen og holdt blot glasset med vin i sine hænder, for ikke at virke respektløs. 

Det havde været en lang tur op til Dianthos, og det var faktisk også første gang Kai havde været her. Balzera havde været lidt af en oplevelse, men ingenting i forhold til da han så krystalpaladset tårne sig op over horisonten og han var kommet nærmere. Den rejsende munk havde fundet en snusket kro at indlogere sig på, og på vej ud i byen havde han hørt at der tilfældigvis skulle være et bal den følgende dag.
Han havde aldrig været til et bal, men en del af planen ved at komme ud og rejse var trods alt at opleve verdenen og finde sin egen plads i det. Alt handlede ikke om kamp, selvom han til tider følte det. Så nysgerrigheden bragte ham alligevel mod badehuset, og den følgende dag tog han sit nyvasket tøj på, blå munkerober, med et bælte hvor Thatos' Ordens symbol hang på, og så tog han op til paladset, til den gratis mad og en oplevelse han ikke kendte til.

Han følte ret hurtig at han stod ud mellem de mere finklædte folk. Han havde fået barberet sine sider på ny, og fjernet skægvæksten der var kommet på resten, men fint klædt var han ikke. Da han først havde set de første par præster og præstinder, følte han sig dog mere tilpas, og han begyndte at finde sig selv gå rundt mellem folk, og tog lidt at spise. Dianthos var i sandhed en by af mangfoldighed.

//Skriv hvis I vil have en tråd med Kai under ballet <3

Egentlig ville Jason hellere have været hjemme hos sin hustru, men som kommendørkaptajn måtte han jo vise sit ansigt, forhåbentlig var hans brev kommet i tide til Freydis og hun ville komme senere sammen med deres datter. Han håbede sådan inderligt at hun ville dukke op, for hvis ikke var det bare endnu et arrangement han ikke fik set sin hustru til. 

Han gik rundt blandt gæsterne med kæden rundt om livet på ham, klar til at bruge den hvis der opstod optøjer eller andre sager, men som regel gik det jo hele smertefrit og sådan skulle det gerne blive ved med at være. Så han gik og fumlede lidt med at få lidt at spise, men det var så småt at han ikke kunne få helt så godt fat i maden som ahn burde kunne få normalt. Det var langt bedre hvis det var store ting han fik og ikke små ting.

Xaphan havde ikke set Freya siden sidste bal hvor han havde kokasser hende. Måske havde det været dumt og ikke særlig smart, men han håbede at alt var som det skulle være for hende. Han kunne ikke lide tanken om at hun var kommet galt afsted bare på grund af ham, dette måtte gerne være anderledes for hende. Men han vidste det ikke, og ærlig talt ærgrede det ahm at han ikke havde stenhende. Måske var hun bare blevet skræmt som så mange andre.

Han havde stået det meste af tiden ved dronningens side, men var endelig taget ned blandt folkemængden for at spassere lidt rundt. Han var faktisk rolig og det samme var hans vinger som han ikke kunne få ind i kroppen. Han var så rolig som noget væsen kunne være, og det ærgrede ham ikke engang at gå her blandt folkemængden som det havde gjort før i tiden. Han håbede blot på at alt forløb som det skulle, og alt var som det plejede at være. Forhåbentlig kom der ingen ballade eller noget af mørket der ville slå nogen ihjel. Forhåbentlig var ballet som alle de andre gange hvor alt forløb som det skulle

Han hilste på nogle få mennesker der kunne holde ham ud og han snakkede da også med nogen, men inden han fik set sig ordentligt om stod hanhunde på balkonen og kiggede ud over Dianthos. 

Hvad var bedre end en fest? Et bal lige frem, intet hvis det stod til den noget ældre elver. Så kunne han slippe for st tænke så meget på Winchell og det bordel ahn skulle på,senere i håb om at Winchell var der. Han stod blandt gæsterne og sippede noget vin for st fylde ganen med væske. Han vidste ikke helt hvorfor han var taget til bal andet end han vidste han ville få det sjovt senere. Men så var der også en grund til at komme til Dianthos. For ikke bare kun at kæbe vare til sin kro i skovfortet. 

Hans gane blev fyldt med både mad og væske, og nu stod han blandt alle de andre gæster og kiggede på hvordan der blev danset og ikke mindst sludret fra alle sider. Det var en skøn atmosfære og han nød det til fulde. Forhåbentlig hvis han så winchell et sted som dette her ville han tilbyde ham at tage hen til bordel med det samme for det var lidt mere spændende end et bal der kunne opleves til en hver anden tid. 

Bal? Det var et anderledes bal end det han kendte nede i Aquarin men samtidig var det også virkelig spændende! Han vidste med sikkerhed at han ville til bal, og derfor havde han også fundet noget pænt tøj at tage på, og forhåbentlig kunne han komme til at snakke med dronningen for at fortælle de ikke måtte glemme Aquarin men det var ikke tilfældet. Han kunne aldrig komme tæt nok på til at snakke med hend,e hvilket han synes var en skam. Så måtte han jo var eblive her mellem alle gæsterne og kigge på alt det mærkelig mad der var. For slet ikke at nævne drikkelsen den var også mærkelig og han kunne allerede mærke det lidt i hovedet. Men så igen han havde aldrig smagt sådan noget her før i de finere glas. Nej han ville til en hver tid heller nyde et bal nede i Aquarin også selvom han andet alle de bal. For han skulle ko giftes på et tidpsunkt, og som regel var det altid det ballene handlede omdesværre.

Sidste gang James var til bal havde det nær gået galt. Hvis ikke det havde været for Astrid havde han aldrig trænet så hårdt på sin evne som hannhavde gjort. Det var nu lang tid siden han havde mødt hende og hun fortjente et tak hvis han så hende. Men denne dag havde han lagt sit dyreste tøj blive på ikke at han ejede så meget. Men det var det hele værd. 

Han stod ude på balkonen der hvor det var gået galt sidst, men denne gang havde han styr på de mange følelser der var blandt ham, og denne gang havde han ikke en kugle i hånden der kunne blive kastet. Nej han stod for en gangs skyld afslappet og nød et glas vin som var blevet sat frem. Han havde snakket me dingle få mennesker, men aldrig nogen af betydning. Hans tanker gik til Nianna og håbede på at hun havde det godt. Det var noget tid siden han havde set hende sidst, og han håbede inderligt at han snart havde modet til at tage tilbage til hende, bare for en kort stund. Han bed sig lidt i læben som hans å ud over Dianthos og hilste på nogle få der løftede glasset op imod ham som en hilsen. Han rettede lidt på sit røde hår og smilte lidt for sig selv. 

Lange, brusende skørter væltede ud over Merissa Avila Isenwalds hofter. Med utallige perler broderet ned langs stoffet var det den rene vandfaldseffekt, så snart hun passerede de levende lys - og det sørgede hun selvfølgelig for at gøre ofte. Kjolen var en kraftig, mørk orange, mens perlerne var varierende nuancer af gule og hvide. To hårnåle strittede ud af det mørke, opsatte hår, og de bar hver en betydelig ædelsten i samme, mørkeorange farve. Ellers var smykkerne sorte, så de ikke tog for meget opmærksomhed fra de smaragdgrønne øjne, der stod i kontrast til resten. 
Hun var selvfølgelig i selskab med sin mand. I aften var en af de få på året, hvor de gav hinanden ubetinget opmærksomhed fra de mødte op, til de blev trætte af at danse. For danse sammen, dét kunne de finde ud af, og fødderne bar dem nærmest så hurtigt ud blandt andre bevægende ben, at hænderne kun nåede at snuppe ganske få godter fra de forbipasserende tjenere. Aftensolens skær ind ad de høje vinduer fik Merissas kjole til at flamme op i salen og male de andre dansende med små sensommerregnbuer. Og mens solen blev afløst af stjerner, funklede de dansendes øjne stadig mod hinanden.

Egentlig havde Calistra svoret for sig selv at give op på at bruge mere tid på at lede efter Nicodemus, men som datoen for midsommerballet var blevet offentliggjort. Havde hun alligevel skaffet sig en reel balkjole i dyb rød rubinsk-silke hvor snørklede mønstre i sort tråd gjorde hvad det kunne for at fremhæve den smule figur hun havde. Skørtet var langt med slæb og ganske upraktisk, efter hendes mening men det gav heldigvis en ganske glimrende undskyldning for at holde sig til siden.
Efter hele misæren med den magiske maske der havde fået hende til at fremstå mystisk og tillokkende var hun mere end tilfreds med at kunne holde sig på sidelinjen. En persons opmærksomhed var rigeligt for hende.

At holde sig til yderkanten af festlighederne var trods alt det bedste sted for rødbrune øjne at holde øje, heldigvis var der nok at spise for både krop og sjæl, energien til ballet var smittende.
Turde hun faktisk håbe på at det ville blive en god aften?

Endnu et bal, endnu et visit fra Jontar af Kazimi. Hans fader havde virkelig en magt, end ikke en prins kunne undslippe. Efter dén aftale mellem fader og søn var en af bibetingelserne - kommet efter aftalen var gjort - at fyrstesønnen skulle bestræbe sig efter at deltage til samtlige begivenheder, hvor anstændige kvinder af høj rang ville være til stede. Hvem vidste? Måske prinsen ville se sin prinsesse i mængden. Og frem for at finde en glassko og lede atter efter ejermanden skulle han beholde hende. Det var i hvert fald, hvad Jontar mistænkte sin fader for at ønske. Jovist havde prinsen indtil årets afslutning til selv at vælge en kommende hustru, men det stoppede da ikke de fyrstelige magter fra at have en lillefinger - eller ringefinger for at være mere poetisk korrekt - fra at hjælpe en af de ældre afkom igang.

Det var ikke mere end lidt over et halvt år siden, at Jontar havde været i denne balsal. Den gang til midvinterbal, nu til midsommer-udgaven af det. Og for at hylde den gode sommer havde Jontar valgt at beklæde sig i varme sommerfarve. En sart orange, der både var passende som en solnedgang og som bladenes forandring ved efteråret. Og som for at velkomme den køligere tid var klæderne broderet med det, der bedst lignede blade på grene. Selvfølgelig i guld. En Kazimi kunne aldrig forlade syden uden guld på kroppen. Jo mere jo bedre. Derfor var der skam også forgyldte smykker på den flotte mands krop i form af ringe, armringe og en halskæde. Jontar skilte sig ud, men det gjorde den fyrstelig slægt altid. Enten ved deres udseende eller også ved deres omdømme. Det var jo nemt at spotte hvem, der kom fra syden, og hvem, der ikke gjorde. Selv efter en sommer var Jontars hud langt mere glødende end de flestes her.
Tiden var dog ikke inde til at sammenligne hud. Der var tid til dans. Derfor stillede han sit halvdrukne glas af vin - som ikke var af samme kaliber af luksus som hjemme på paladset - for at finde en passende dansepartner i mængden. Og med Jontars stærke kæbe og limegrønne øjne var det ikke svært at finde en villig dansepartner. Selv efter faderens ønske tænkte Jontar ikke på at gøre denne dansepartner til en partner for livet. Måske bare en partner for i nat.

Det var ikke ofte, at Nadviho kom ud til arrangementer som disse. Hvorfor skulle han? Uden nogen af hans kompagnioner var der jo ikke meget sjov at lave. Men mørkelveren kunne ej heller undgå at høre og vide, hvor store disse balfester kunne blive. Hvem ved? Måske han rent faktisk kunne finde noget sjov og spas hen af festens løb. Derfor havde butiksejeren taget sin trofaste guldring på. Med denne ville ingen frygte for hans udseende eller tilkalde samtlige byvagter for at låse ham inde og smide nøglen væk. Med denne var den ellers så kolde, grå hud den samme som ethvert andet menneske. Det hvide hår var nu rødligt. Ansigtstrækkene var endnu de samme på nær ørerne. De var kortere og mere menneskelige. Han lignede nu blot din gennemsnitlige menneskemand. Måske med en elver som bedstefar eller oldefar. 
Klæderne var dog ikke de mest menneskelige. Skjorten var åben og blottede de få hår af brysthår, Nadviho nu endnu besad. De var ikke nær så tydelige, som når de var hvide mod den grålilla hud. Og på skulderne prydede det, der bedst kunne betegnes som ravnevinger. Lavet af rigtige fjer lignede han en, der kunne flyve afsted. Og hvis man kiggede kort efter, ville man kunne se et sporadisk spor af fjer, hvorend mørkelveren i forklædning gik.

Imens festlighederne stod på, forblev Nadviho langs væggen med en pokal i den ene hånd. Ringen klingede blidt imod metalpokalen. Skulle han mon slippe lidt ånder ud? Bare for at skabe lidt sjovheder, for som ballet var nu, skete der ikke meget. Musik blev spillet, gæster dansede, der blev drukket. Men var det virkelig nok for resten af hovedstaden - og landets befolkning? Nadviho ville nok aldrig lære at forstå menneskeracen og dem, der allierede sig med dem. Han var god skuespiller, men han var næppe en method-skuespiller. Han kunne ikke leve sig ind i rollen, blot danne en facade af den.

Det var ikke lige den opgave hun havde set komme som det første, men det var en opgave alligevel. Tag til ballet i som repræsentant for lyset. var opgave beskrivelsen ganske kort fortalt, der var nogle andre punkter som at tale med visse vigtige folk, en liste af sjæle at hilse på. Men overordnet var opgave at være til ballet som repræsentant. På trods af opgaven ikke var forudset så hun frem til dette, meget endda havde grund til at få noget nyt på huden, selvfølgelig stadig i uniform, men man kunne jo ligeså pynte sig selv lidt op. Det var også første gang længe hun havde brugt tiden på sminke, hår, og nyt beklædning alt på samme tid. Sidste gang hun havde set sig sådan, sidst hun havde set sig selv se så godt ud, var kjolen hvid, men nu, blå og med symboler fra både lyset og Ishari, under kjolen hang amuletten fra kile og dæmpede hende fra alle de mulige indtryk der var i sådanne en sal som balsalen. Fyldt med mennesker fra alle erhverv, alle sider af samfundet. Stolt, nervøs, og med forsigtige fortrin gik hun rundt i balsalen, hilste på diverse folk, og gjorde sit for at lade vingerne være stive bag ved hende for ikke at komme i vejen for andre. Netop derfor blev det meste af tiden brugt langs væggen, ganske vis var det også der hvor mange gruppering fandt sted, men bevægelser man skulle forudse var langt mindre. Det var svært at bede om en bedre første opgave end at præsentere sig selv, og blot være sig selv. Aften blev nydt, for hvordan kunne man ikke nyde en opgave som denne, og som timerne gik begyndt opgaven at fylde mindre og mindre i hendes sind, og hun fandt sig selv endda med et vinglas som hun gjorde den sidste påkrævet hilsen. Efterfølgende træk hun sig ud, den lille gårdsplads nær balsalen for dem der enten havde behov for ren luft eller noget rygelse til at forgifte deres lunger. Med et behaget suk strækket hun sine vinger ud for første gang i flere time, og i alle gudernes navn hvor var det behageligt at endelig slappe af i dem.

// ønskes en tråd med jose så smid en PB (Discord eller på KL) eller fang mig i chatten.