Hun ser sig omkring, Rhea var ikke i humør til at være omkring Lindeskoven i disse dage, som Faelwens Tåre blomstrer. Hun følte ikke der var meget som skete i dette tidsrum som det skete i.  Det var nogle måneder, men hun havde før været der i denne tid, aldrig havde hun kedet sig så meget. Hun synes ikke der var særlig mange pludselig, men kunne også være hun bare var træt af scenen af det hele, siden hun havde oplevet det hvert år. Der var stille ved Azursøen, det eneste Rhea kunne høre var dyrene. Hvilket gjorde det tydeligt for hende, lige nu var et stille tidspunkt i forhold til mennesker heromkring og andre væsner. Hendes fingre kørte rundt i pelsen på to ulve, som havde taget deres plads ved hendes side tæt på søen. Hun kendte de to ulve, havde kendt dem siden de var hvalpe. Hun havde altid haft nået naturligt med alle naturens dyr, det hjalp også hun selv kunne forvandle sig til en ræv, det gav det en helt anden forståelse.

Hun klør den ene bag øret, som de begge læner sig helt op ad hende. Rhea begynder at nynne lidt, imens hun kan se nogle få andre dyr komme ud fra skoven der ligger tæt på søen, tæt på bjergende. Hun var hele tiden opmærksom på hvad der var omkring hende, hun skulle passe bedst muligt på dyrene, de forventede hun passede godt på dem. Lige nu var alle dyrene i harmoni med hinanden, men nogle var også lidt sløve, da de stadig var lidt påvirket efter have været i vinterhi i flere måneder. Ulvene havde været tæt på hende længe, selvom de burde være med deres flok, havde de det engang imellem med at følge med hende. Men de ville indenfor en enkelt dag rende tilbage til deres flok, da de var mere afhængige af deres flok end man måske ville tro af dem. De havde deres øjeblikke hvor de var væk længere tid, men de havde en ulveflok, som regnede med dem normalt.

Der var gået langtid uden nogen form for kontakt til Wen, hun var som sunket i jorden og Jenko havde måtte opgive sine drømme omkring ham og hende, det havde taget utrolig hårdt på ham, og han var faldt tilbage i at drikke igen, men endnu engang havde han besluttet sig for ikke at opgive det hele så let og nærmest stoppet med at drikke igen, og fokuseret mere på hans jagt igen, og nogle vilde spor fra ulve havde fangede hans opmærksomhed, for hvis der var en ting han var god til så var det at jage, med en øks i sit bælte  , og bue og pil i hånden sneg han sig igennem naturen.

Ulve var et sjældent dyr i hans øjne, og de jagede altid i folk hvilket gjord det svært at slå dem ihjel, men disse spor han havde fulgt viste noget helt andet, enten var der en ulv eller så var der to, men to ulve kunne også være farligt, men igen han måtte se hvad der var for enden af disse spor.

Han kom til en lille åbning da han hørte nogle anderledes lyde komme fra en person der sad med nogle ulve omkring sig, Jenko stillede sig op af en træ gemmende, sådan han stod i skjul dog viste han at alt afhænig af vinden så ville ulvene få færten den af ham, men som det så ud til så var vinden perfekt, men han vidste det kunne ændre sig hurtigt.

Det tog lidt tid, men hun stoppede pludselig med at nynne, da hun ikke længere kunne høre de få fugle som var her. De havde stoppet med deres sang, hvilket gjorde hende mistænkelig. Hun vidste de også havde stoppet dengang ulvene kom, hvilket blot var et tegn på der var noget, noget der var kommet så tæt på de havde stoppet. Hun ser sig omkring, imens hun lytter efter. Rhea kunne ikke få øje på nogle, eller noget overhovedet. Hun rynker lidt på næsen, hun vidste der var noget, bare ikke hvor eller hvad. Hun hiver begge ulve ned og ligge ved at tage fat om deres pelskrave, imens hun ser lidt på dem. Hun vidste en ting, de skulle i hvert fald væk herfra. Hun havde hørt hvordan det havde puslet let i bunden af skoven. Hun havde troet det var et dyr, men lige nu var hun ikke længere så sikker. 

Hun lukker øjnene et øjeblik, men hun kan ikke fange en lugt lige som sådan. Men ulvene havde heller ikke fanget noget, ellers ville de have smuttet af dem selv. Hun kører fingrene igennem deres pels, som hun finder frem til hvor den ene ulv er skadet. Den ville ikke kunne komme herfra hvis hun ikke fik den fikset, slet ikke hvis der var nogle derude tæt på som ville have fat i den. Hun vidste de var et mere sjældent syn, mange jæger gik efter dem bestemt. Derfor de fleste var omkring Lindeskoven, hvor de kunne beskyttes af mange elver. De her to, havde bare deres egen ide af verden, ikke altid særlig fornuftigt for dem, hun havde måtte redde dem et par gange efter hånden. Ulven tager den skadede ben op på hendes ben, imens den ser op på hende. De havde begge fanget hvordan Rhea havde skiftet fra at være rolig, til at være meget mere opmærksom end bare lidt. Hun ligger hånden ved dens ben hvor der er en lang flænge. Det har været igang med at heale, men det som om det ikke kan af sig selv. Hun har en håndfuld pels fra den ene, imens hun snakker lavt til den anden på elvisk. Den ville aldrig forstå det, men hun havde altid snakket med dem på den måde. Selvom hun kunne snakke Krystalisiansk, så faldt det hende kun ind og snakke, når hun ikke var med andre elver. Den skadede ulv hviner lidt, ligger stille da den ved hun hjælper den.

Som han havde placeret sig ved et træ og betragtede de to og deres ejer, normalt var han ikke typen der stod på afstand og kiggede, men han kende alt til ulve og deres måde at være på, hvordan de beskytter hinanden og dens ejer, så kom Jenko for tæt på ville de nok angribe ham, og ja måske kunne han slå den ene ihjel og ja måske den anden men der ville give for mange indre og ydre skader, så det var ikke det værd, dog hørte han noget ganske bekendt fra denne kvinde som sad lidt fra ham, et sprog der ikke var til at tag fejl af et sprog der fik ham til at træde frem fra hans skjul, og nærmest gøre ham synlig for hende og hendes ulve.

Han vidste han ikke skulle vise frygt men heller ikke fare, eller være en trussel for dem for så gik det først galt, han satte sig ned ned på den ene knæ med hænder vist frem, at han intet havde i hånden og ikke ville dem noget ondt.

“ jeg vil jer intet ondt “ sagde han med hans meget hæse og mandige stemme, som var utrolig dyb og sprød, synet af hende fik ham til at stirre ikke med vilje men på grund af hendes race.

De hørte først nogle fodtrin, inden der lød en stemme. Night flyver op, en knurren lyder fra ham, imens han falder lidt længere ned mod jorden, i tilfælde han følte det nødvendigt at angribe. Hun kommer med en hummen, inden hun vender sig rundt som hun ser på manden der pludselig er kommet frem. "Night, læg dig!" Skælder hun på den sorte ulv på elvisk, det ligner den et øjeblik har mistet sit ynglings legetøj over den sætning. Han lægger sig ned vedsiden af Sun, som Rhea nu fjerner hænderne fra, da hendes sår er blevet healet igen. "Hej fremmede," hilser hun med et smil, inden hun rejser sig op. Night vælger dog at blive liggende, da Sun ikke umiddelbart virker til at ville gøre det store ved der kom en fremmede lige i dette øjeblik. Hun kunne godt fornemme der ikke var noget ondt ved denne mand, tydeligt havde Sun forstået budskabet, det var bare Night der kunne være overbeskyttende.

Hun betragtede manden foran hende et øjeblik, en muskuløs krop, mørkt hår og nogle blå øjne, også var han rimelig høj, i forhold til han var et menneske, det var ikke så tit hun så mennesker med den højde. Hun går tættere på ham, imens hun tydeligt kan høre alle skovens dyr, hvordan de skynder sig længere væk igen, med alt den puslen i skovbunden. "Du skal ikke tage dig af Night, han er overbeskyttende," siger hun, som hun høre en svag knurren fra ham, som hun går tættere på mennesket. Hun ser et øjeblik over sin skulder, som for ham til at holde sin mund igen, men ligner en som for taget alt hans legetøj fra ham, hans mentalitet var som en hvalp. Men de to ulve havde hun selv flasket op, så de havde deres grunde til ikke at kunne li når andre kom for tæt på Rhea.

Jenko var ikke som sådan en bange type, men igen når en ulv viser tænder så tænker man da lige lidt over tingene, dog vidste han at en hurtig bevægelse eller en truende adfær, ville få dem til at angribe så
Måske var det meget godt at den kønne kvinde kom imod ham og ikke omvendt, hun var som han viste elver og hvilket elver han møde, få minder kom op i ham så der gik noget tid før han svarede denne kvinde.

Han smilede til hende som hun kom tættere på “ Hej med dig “ sagde han på elvisk til hende, og gik ud fra hun kunne forstå ham, for Jenko kunne snakke hendes sprog, ligeså godt som hans eget sprog, for han havde haft noget af et forhold til elver, han kiggede på kvinden der stod foran ham, studerede hende, hun var mindre end ham køn flotte øjne hud og de træk som elver nu havde.

“ dine ulve er flotte, plejer du meget deres pels “ sagde han og pegede med hovedet over på dem, han kunne tydeligt se de levede godt ved hende, og at hun var god ved dem men igen hun var elver og elver elskede naturen og dyr. “ jeg ville jer intet ondt det skal i vide, men ulve er et fascinerende dyr og det er sjældent man støder på en uden at dø, eller at ulven går der fra i live “ sagde han kort, men stadig på elvisk for alt hans tale havde forgået på hendes sprog.

Hun blev glædeligt overrasket da han snakke på elvisk, det var da alligevel noget hun ikke havde oplevet før. Normalt var det ikke et sprog mange kunne, men tydeligt havde han lært det. "De sørger mest selv for deres pels, jeg hjælper dem mest når de skifter pels," siger hun med et smil, det krævede mere bare den rigtige fodring og sørge for de vand regelmæssigt. Hun nikker til det han siger, hun havde heller ikke fornemmet at han ville dem noget, det var bare Night som var yderst overbeskyttende. "Sun! Night!" Kalder hun, for at få dem herover. Han havde ret i en ting, ulve kunne være nogle sataner når de var vilde, i hvert fald overfor andre væsner. Hun havde aldrig rigtig haft problemet, men hun havde set hvordan de kunne være.

Night stiller sig vedsiden af hende, men uden at sige noget, imens Sun går direkte hen til manden med en logrende hale, tydeligt at se hun godt ved han ikke gør noget, imens Night er lidt mere til den reserverede side. "De gør ikke noget hvis du ikke er en trussel til dem eller mig, Sun er den flinke, Night er mere reserverede," siger hun med et smil, som hun klør Night bag øret som han står vedsiden af hende. Sun kravler lidt længere med jorden, med en hale som vifter lidt fra side til side, imens hun ser på ham. Tydeligt hun gerne vil hilse på manden, hun er nu også lidt af en selskabs papegøje når det tager hende. Men det var godt at se hun stod solidt på alle fire ben igen, efter hun havde lavet et eller andet med det ene forben. Tror lige meget hvor mange gange andre prøvede at fange hende, så ville hun stadig snakke med andre så længe Rhea snakkede med dem.

Han smilede til hende og kiggede på Sun, hvorefter han satte sig på hug foran Sun, hvor efter han nærmede pelsen på Sun, imens han skiftede med at kigge på hende og ned på ulven, “ ulve er et sjældent syn i disse tider, jeg selv har oplevet mine dyr, men at komme så tæt på en ulv har jeg aldrig “ sagde han og rejste sig op igen, og kiggede på hende med et smil.

“ så night er den mere beskyttende type, det er forståeligt nok der er altid som passer på ejeren, og når det så er sagt forstår jeg det, en elver kvinde som dig.” sagde han roligt, og selvfølgelig på hendes sprog.

Jenko selv havde oplevet både jagt af elver og jagt af ulve, men der var ingen grund til at nævne dette overfor for denne kvinde, “ men hvad laver sådan en smuk kvinde som dem alene på disse kanter, selvom jeg selvfølgelig godt kan se du har to følgesvende med dem “ sagde han roligt 

Hendes blik bliver på Sun, som hun kan se hvordan hun glædeligt tager imod opmærksomheden. Hun nikker til det han siger, det var rigtig, ulve var begyndt at gemme sig mere og mere som de er blevet jagtet mere. "De vilde ulve gemmer sig mere for tiden, de blevet jagtet mere end normalt på det sidste," siger hun roligt, som hun kan mærke hvordan Night læner sig mere op ad hendes ben. Sun tøffer tilbage, efter have taget nogle rundter omkring ham. For hun sætter sig direkte foran Rhea, bare fordi så tror hun i hvert fald hun ville få opmærksomhed først. Hun lytter til hvad han siger med et smil, som hun har vippet hovedet lidt på skrå. For hun vidste hvor vigtig det var at have hendes to følgesvende, nogle ville være ude efter elver, så de hjalp hende mere end bare lige, også sammen med hendes forvandling, som gjorde hun kunne gemme sig nærmest alle steder som en lille ræv.

"De her to kegler, valgte at jagte en vampyr, som de fik øje på som de mente var en trussel mod mig. Som så endte med et stop her, siden Sun kom til skade med hendes pote," brummer hun, som hun ryster lidt på hovedet, som begge ulve ligner nogle som godt ved hvad der bliver sagt. Hun dasker til Night, som var den der havde startet det hele. Det altid ham som starter det hele, han ved lige nøjagtig hvordan han skal få Sun med på hans tossede idéer. Det godt hun kunne heale dem, ellers ville de to ulve have været på røven for længe siden så meget som de kommet til skade, over dumme idéer. "De kan være mere dumme end de ser ud," siger hun som hun ryster lidt på hovedet, men hun kan alligevel ikke stoppe det store smil over de to ulve kunne være så dumme.

Jenko kunne ikke lade være med at smile af de ord hun kom med, hvad var der med ham og elver der var bare noget ved dem, deres udseende og deres rene sind, det tiltrak ham bare.

Han kiggede på de to ulve sol hun snakkede om den ene og den anden “ en ting er sikkert de beskytter dig med deres liv, det kan jeg se på deres væremåde over for dig, “ sagde han smilene, inden han tog et skridt tilbage eller nærmere to skridt tilbage, “ uden set hvad du gør så skal du ikke kigge dig tilbage, “ sagde han roligt og hans blik var nærmest kørt lige igennem hende.

En lyd af nogle grene knækkede bag dem, en flok orker havde, fundet vej til deres færden men disse orker var ikke normale orker, det var en blanding af spejder og kriger, de var nok omkring 5-8 stykker.

“ ved godt vi lige er mødes men stoler du på mig “ sagde han og rakte hende hans hånd.

"Det gør de uden tvivl," siger hun med et smil. Dog falder smilet hurtigt, som hun kan hører noget i skovbunden, de to ulve står også op og vender opmærksomheden mod hvor lyden kom fra. Hun skulle til at se hvad det var, siden alle pludselig reagere, men hun stopper sig selv, som han siger hun ikke skal kigge. Hendes blik bliver på ham, imens hun langsomt nikker. Begge ulve begynder at knurre, imens deres nakkehår er rejst op, tydeligt de ikke kan li hvad der er ved at ske et sted bag hende. Det tog hende ikke længe før hun tog hans hånd, for ja hun stolede på ham trods hun nærmest ikke kendte ham. "Ja," siger hun bestemt, imens hun kommer med et kort smil. Som hun kunne fornemme nogle lette rystelser i jorden, imens der var komplet stille med dyr, havde hun lidt af en fornemmelse af hvad som var lige bag hende, i hvert fald noget der var nogle stykker af. Men hun havde ikke lyst til at kigge, det var nok absolut bedst at lade vær. Selvom hun hurtig kunne forvandle sig til en ræv, for at forsvinde, så var hendes chancer nok ikke lige frem det største. 

Hvilket også var grunden til hun stolede på ham, tydeligt der var større chance for han kunne finde på noget bedre, samt noget hvor ulvene ikke var dumme nok til at angribe, men tænker heller ikke de angriber så mange af et slags væsen, de ved godt hvornår de er i undertal, hvilket de tydeligt vil være lige nu. Hun kan fornemme på de to ulve, de vil til en hver tid angribe hvis hun spørger dem, men de også klar over de ikke har de største chancer, men de ville gøre alt for deres følges ven, lige meget hvad hun spurgte om.

Orker var et træls væsen at kæmpe imod, for deres styrke og deres ligegyldighed for at leve, gjord det var utilregnelig at kæmpe imod, men lige nu vidste Jenko ikke hvad de skulle gøre, de var i undertal, og Jenko skulle beskytte disse ulve og herre, men det var ikke nemt for han kunne ikke bare smutte med dem.

Han hev hende kort ind til sig da hun tog hans hånd, han så hende direkte i øjne, “ jeg er ked af at det skulle ende sådan her, men når jeg siger nu kalder du dine ulve til dig, også løber i ca 2 km i mod øst, så kommer du til et stort træ med masser af buske rundt om, gå igennem busken og du vil komme frem til en lille sø, blev der udenset hvad der sker” sagde han og slap grebet om hende, hvor efter han gik tre skridt imod orkerne, han hev hans økse frem hvor efter han hævede hånden med den, hans øjne begynde at lyse og i et spildt sekund ramte lynet ham, og hans krop blev ændret og dækkede af en ny rustning der skinnede, han kiggede på hende “ LØB “ råbte han inden han gik til angreb mod orkerne.

Hun holdte hans øjenkontakt som han begyndte at snakke, hun lyttede efter vel vidende han nok havde mere styr på sådan en situation end hun nogensinde ville have. Hun var ikke en der kunne kæmpe, det var derfor hun havde sin ræv, var hvad hun fik afvide, det også grunden til de to ulve er omkring hende, de ønsker selv at beskytte hende, men dette er en kamp ikke engang de kan hjælpe med. Hendes blik følger ham som han går tættere på de orker der var kommet, hun vipper hovedet lidt på skrå, hvordan kunne et menneske være så selvsikker var hende en gåde. Dog var det som det spørgsmål hun havde tænkt blev besvaret, da hun opdagede han havde nogle magiske evner, så kan han måske klarer det. Hun havde det ikke fint med at løbe væk, men oprigtig ville det kun være en hindring hvis hun prøvede at hjælpe. 

Hendes blik lander på ulvene der er kommet tilbage til hende, men hun hørte også da han råbte. Det var et hvin der kom fra hende hvilket fik ulvenes opmærksomhed, inden hun forvandlede sig til den lille ræv og pilede igennem skoven med de to store ulve i hælene på hende. Hun fulgte alle de instrukser hun havde fået, hun bryder igennem busken hvor der kommer en sø til syne så snart hun er ude. Rhea stopper op et kort øjeblik som hun kigger rundt, de små øre spidses hun kan høre hvad der sker længere væk, men der er ingen lige omkring hende. Hun lunter tættere på søen, imens Sun og Night følger med hende i et roligt tempo. Hun vælger dog gå hen til et træ, hvor hun graver et hul ned ved rødderne af træet. Få sekunder så havde hun sin egen lille hule hun kunne gemme sig væk i. Hun vidste de to ulve ville finde et sted at skjule sig tæt på, så de kunne nå at komme hende til undsætning eller advarer ved fare. De små øre er spidset helt op, imens hun intensivt lytter til alt omkring hende.