Årets længste dag var oprunden og med den slog Krystalpaladset dørene op for besøgende fra nær og fjern. I balsalen hvirvlede gæsterne rundt i en brus af skørter, og fra de store dobbeltdøre, var der afgang til paladsets store labyrinthave. På terrassen blev der serveret kølige drikkevarer til langt efter solens sidste stråler var forsvundet.

Ikke kun landets adelige, men også pøblen var inviteret til festen, selv om de måtte benytte en sideindgang til balsalen, og selv om der gik enkelte rygter blandt gæsterne om, at Mørket var på spil sydpå, havde de egentlige begivenheder endnu ikke nået Dianthos.

I stedet gik snakken særligt om, hvem der mon ville give hinanden løfter - for man sagde, at en trolovelse givet på årets længste dag, gav et langt og lykkeligt liv, og netop dette fik navnligt unge par til at flokkes til ballet.
Særligt var det dog, at Dronningen selv i år havde valgt at give sin velsignelse til de nyligt trolovede. Efter sin sædvanlige åbningstale, hvor hun bad landets indbyggere stå sammen og være stærke efter de seneste, grusomme år, befandt hun sig på en balkon med udsigt over labyrinthaverne.

Den pludselige alder, der var kommet over Dronningen, var stadig tydelig, men smilet på hendes læber virkede ægte, som hun velsignede par efter par med ordene:


Måske ville dronningens ord for alvor få frugtbarheden til at blomstre, for var hendes slægt ikke velsignet af Isari selv?



Praktisk info: Efterlyste karakterer og racer har ikke adgang til ballet medmindre de er i stand til at skjule sit udseende. Gæster, der laver ballade, vil omgående blive eskorteret ud af paladsvagterne.
Deltager man I nogle af plottrådene omkring Mørkets angreb, men ønsker også at være med til ballet, er det op til jer selv, hvornår de forskellige begivenheder ligger i karakterens tidslinje.
Baltråden en reaktionstråd. Det vil sige, at man nøjes med at skrive én post pr. karakter i denne tråd. Hvis man ønsker at fortsætte spillet under ballet, kopierer man sit balsvar ind i et separat emne og efterlader et link til dette i bunden af sit svar i denne tråd.

Endnu et bal stod for døren, og endnu en mængde forberedelser landede på Generalens bord. Paladsvagterne styrede ofte beskyttelsen selv, men efter tidligere års kaos under netop disse bal’, var Generalen af personlige årsager blevet mere og mere involveret.
Ingen sagde det højt, men blikkene omkring ham bekræftede ham i hans mistanke. De tænkte alle det samme. Baldwin havde aldrig tilgivet sig selv for at havde mistet Dronningen og de lange måneders indespærring og tapning for energi og kræft.
Men dette bal var en glædes dag. Dagen hvor solen stod længst på himlen og holdt lyset over dem.
Det var et kærkomment syn, igen at se Dronningen interagere mere med borgerne i hendes land. Den aldrende kvinde talte til befolkningen i sin velkendte styrke og fortsatte derefter sin aften med at velsigne alle de par som mødte op foran hende på balkonen.
Baldwin forholdte sig tavst, men veg ikke fra hende hele aftenen. Han stod i baggrunden med hænderne på ryggen og en rank holdning, uden at ødelægge det idylliske billede for de unge folk der mødte op med store smil og kærlighed i blikket.
Det var et smukt syn, og bragte forhåbning tilbage til verden. Dem som bemærkede ham, fik et roligt smil med på vejen, og dem som var for optaget af deres hensigt, modtog ligeledes et muntert blik.
Men oftere end ikke, vandrede hans øjne til Dronningen.
Lige gyldigt hvor ofte hun gentog den samme sætning, virkede den lige så oprigtig som ved første par. Han beundrede hende for hendes utrættelighed, trods alderens tag var begyndt at få fat i hende efter det sidste års prøvelser.

Som solen var på vej ned over himlen, drejede hans blik sig ud i horisonten. Snart var aftenens sidste solstråler gledet forbi dem, og nattens mærke ville overtage. Baldwin trådte frem fra sin plads i baggrunden da det sidste par var gået, og stilte sig ved siden af sin Dronning.
”De gjorde mange unge par glade i dag, Deres Majestæt” 

Frejdis elskede at være inviteret til fest, også selvom hun var inviteret som en del af 'pøblen'. Fester betød godt humør, gode stunder og gratis mad der ikke var fra byvagtens køkken. Hvis man var rigtig heldig opstod der også en lille, venskablig slåskamp eller 4, men Dronningens midsommerbal var nok næppe det rigtige sted for det, og Frejdis skulle ikke nyde noget af at blive smidt ud af de højrøvede paladsvagter. Tsk, de troede de var bedre end byvagten, bare fordi de beskyttede dronningen! Men byvagten beskyttede BYEN, og en god del af landet, så hvem var lige vigtigst der!

Frejdis var dog ikke til fest som byvagt, og derfor var uniformen, rustningen og øksen blevet hjemme. I stedet var hun iklædt en lang, løs kjole, der næsten gik helt ned til gulvet, så man kun lige kunne se hendes klove når hun gik. Den var dog ikke helt uformelig, som kjolen samlede sig ind under Frejdis bryst, og gav et sjældent syn til hendes for-en-minotaur smalle figur.
Kjolen var holdt i bløde, blå farver, der komplimenterende Frejdis orange hår, og for at binde det mere sammen, var kjolen detaljeret over brystet, med broderede, orange blomster, så vel som kantet med orange blonder under brystet, ved ærmekanten og sømmen i bunden.

Kjolen var en af Frejdis kæreste ejer, men minotaueren havde indset, at den næppe ville stå ud til sin fulde ret, til en stor fest som midsommerballet. Så Frejdis havde lagt hoved i blød, og kaldt en tjeneste ind, fra den unge satyr Esther, for at hjælpe hende med at gøre noget ekstra.

Og Esther havde leveret.

Det ekstra var blevet blomster. Blomster og bånd. Hvide bånd blev flettet i minotauerens hår og toppet med en blomsterkrone af blå forglemmigej. Indgraveringerne i Frejdis horn blev malet op med hvid og orange til de små detaljer. Men Esther havde ikke været færdig endnu!
For dernæst blev Frejdis arme pyntet, med orange blomsterkranse, om den venstre overarm, og om højre håndled, og sidst, men ikke mindst, blev en enkelt hvid blomst flettet ind med Frejdis lille fipskæg.

Frejdis følte sig fantastisk smuk, og det strålede ud af den stolte minotaur, fra det øjeblik hun trådte ind igennem sidedøren.

Fester var der nok af her i landet, og nogle var dertil nemmere at afvise end andre. Imellem adelens højere lag og samfundsgrupper, jah der kunne man (i hendes position) ofte slippe afsted med en høflig nej tak, om man ikke ønskede at tage den lange vej og forlade Rubiniens varmende sol og lune sommernætter. Helt generelt var det sjældent fyrstinden forlod sine smukke haver i paladset; hendes interesse i omverdenen var uhyrer begrænset, da landets love og regler forekom absurde for den tidligere slavejæger. Men udover det, jah så var turen lang og støvet, og bestemt ikke noget for fyrstindens sarte overskud, hvis det kunne undgåes. 
Men ikke idag. 

Nej, med ønske fra Sephyran selv (og en forskring om at selveste dronningen også ville dukke op), jah der havde Florence samlet familiens mange tjenestefolk, sat husstanden i sving og med jernhånd styret pakningen af folk og fæ til turen derhen. Det krævede en hvis grad af planlægning, og selvom det ville være nemmere -  for dem begge - at ankomme via en af de flyvende gangere landet havde at byde på, så handlede det ikke bare om at ankomme. Nej, dette var ligeså meget en magtdemonstration som en fejring, og Kazimi familien havde ikke sparet på noget. Det var trods alt hele landet der var inviteret, så der måtte ikke herske tvivl om hvem de var, imellem de mange gæster.
Derfor var det med pragt at fyrstefamilien trådte ind i Dianthos, i følge af tjenestefolk i massevis og et næsten blændende flimmer af guld som følge. Til lejligheden havde Sephyran selv udsmykket karaten de kom til hovedstaden i; guld i sirlige snørkler henad siderne, hjulene, taget, og skønne farver til at akkompogniere det smukke metal. Og Florence - hvis røde øjne dovent kiggede ud på byens beskidte stræder imellem bløde fløjs gardiner, smilede tilfreds ved synet af de måbende ansigter de kære små borgere vendte imod dem. 

Florence selv var klædt ligeså yndigt, og trådte ind af porten til festlighederne klædt i guld, blålilla og rød - som en solnedgang. Det tvefarvede hår faldt i en kaskade af slangekrøller ned omkring hendes slanke nakke og ryg, og guldnåle holdt den sammenflettede knold godt på plads. Øjnene var optegnet i rød henna, med enkelte guldflager omkring øjenlågene, og den luftige, røde kjole formede sig taknemmeligt efter fyrstindens delikate krop. I lyset chancerede den dog over i blåviolette toner, og det var ikke uden grund, at hun følte i hvert fald et par misundelige blikke i sin retning, allerede fra de første minutter. Blikke hun blot smilede til; de havde god grund til at misunde hende. Sirligt opsatte kæder og nøje udvalgte ringe pyntede de slanke lemmer, og ved siden af den prægtige fyrste af Kazimi, jah der strålede de begge. 
Mere end Lyset selv, skulle nogle læse fyrstindens tanker da hun vendte blikket imod 'dronningen' af landet. 

// Ønskes en tråd med Florence er jeg mega fresh på det. 

Endnu en invitation var landet hjemme på Isenborg, denne gang lukket med et sejlet for Lysets Dronning. Endnu et bal skulle afholdes og denne gang var alle inviteret, høj som lav.
Et midsommerbal for at fejre at årets længste dag før den gik på hæld, og mørket herefter hverdag ville tage en lille bid af lyset; noget fyrstindedatteren på ingen måde så frem til.
Forårets maskebal hos Fyrste familien af Arys slægten, havde været intet mindre end fantastisk, og den unge Isenwald havde ligesom sidst mærket en forventningens summen i kroppen, jo nærmere dagen for festlighederne kom.
Turen fra Isenborg i Medanien til Krystalpaladset i Dianthos havde været længe under vejs. Med ankomst nogle dage forinden, havde der været rigeligt med tid for den unge fyrstindedatter til at sunde sig over rejsen i.

Frisk og udhvilet ankom Thalia til ballet. Til anledningen var hun iklædt en gulvlang zinnober orange kjole, med guldtråde vævet ind i stoffet, givende en effekt af guldstøv var strøget udover kjolen. Kjolens overdel var afstivet af det indsyet korset fremhævende den i forvejen slanke talje, men som var det ikke nok var også en tynd kongekæde i guld lukket omkring livet. På kjolens højre hofte nær taljen, langs kjolens udskæring og skulderstropper var blade i både forskellige former og gyldne toner påsyet, sammen med små flødefarvede perler, der skulle give illusionen af bær.
Det lange mørkebrune hår hang løst langs ryggen, lidt af håret ved tindingerne var trukket en anelse tilbage og snoet om baghovedet, hvor en halvkrans af guldblade og perler matchende dem på kjolen blot i mindre udgave var fæstnet. Omkring den lyse slanke hals sad en snirklet og delikat guldhalskæde tæt, dækkene for det lille horisontale ar på den ene side.

De isblå øjne gled hen over den noget brogede folk af deltagende gæster, hvordan en kaskade af farvede skørter hvirvlede rundt mellem dansene par. Synet fik mundvigene til at trække sig op ad i et blidt smil, som tankerne blev ledt mod et strålende blomsterbed, fyldt med sommerens blomster stående i fuld flor, og taktfuldt konkurede om at være den smukkeste og mest indbydende.



//Ønskes der en tråd med Thalia til midsommerballet så tøv ikke med at sende mig en PM! 8D

Med Rofus på tur med Gloria og Det ustyrlige Dusin pacificeret i stalden med en blanding af godbidder skjult under høet i båsen og et nyt legetøj tildelt dem af en frustreret kok der ønskede dem langt fra køkkenet denne dag. En metalring stor nok for dem at løbe inde i og med en stabiliseret dosis magi fra Rofus der holdt ringen svævende en tomme over gulvet, som den roterede frit jo hurtigere der blev løbet i den. Ringen var måske mere erobret af ungerne end tildelt dem, men efter at se den i brug havde kokken forladt stalden i rungende latter og droppet kravet om at få den tilbage.

For Moana - eller Miniana, som Rofus så muntert havde kaldt hende - betød det et par timer på egen hånd for første gang i dage. Hun havde udnyttet det til at få halm og snavs af sig, redt håret og sat det foruden få frisk tøj på. En kombination af aflagte ting doneret af Glorias familie, som havde taget imod hendes genfundne ungdom med en blanding af stramme og morende miner.
Blå bukser, en hvid skjorte og bedst af alt støvler der passede og Moana var klar til at snige sig forbi Midsommerfesten. Der var mad der i rigelige mængder og kun få der kendte hende, som ikke var på vagt og derved forpligtet til at virke alvorlige. Hvad kunne lige gå galt?

Så Moana sneg sig ind og dukkede sig hurtigt bag en adelsdamens vidde skørter som Generalen passerede forbi hendes synsfelt. Der var trods alt ingen grund til at fange lige hans opmærksomhed! I stedet blev hun i skyggen af skørterne til de passerede det overdådigt anrettede bord, hvor tallerkener ligefrem opfordrede til at tage for sig. Så det gjorde hun med barnlig glæde.

//Ønskes en tråd med Moana send en PM ^^

Annabeth elskede det. Midsommerballet. Hun havde glædet sig til at komme til bal i hovedstaden, der var så mange nye mennesker og nye ting at se på. Denne gang havde de snakket om at selveste dronningen deltog. Hun glattede de fine skørter for tiende gang, og så sig om i værelset, for at være sikker på hun ikke havde glemt noget. Annabeth var klædt i en grøn kjole der rislede for hvert skridt hun tog. Kjolen var broderet med finde blomster i en gylden farve der gik igen på overdalen i sirlige mønstre hvor det grønne tonede helt ud for at give plads til det gyldne. Det var en af hendes fineste kjoler og hun var stolt af at kunne gå i den i aften.

Hun tog en dyb indånding og af sted det gik til balsalen. Som hun kom ind i salen slog alle indtrykkene ind i hende, både store som små. Ihh du milde, var det en minotaur? Hvor var hun flot i alle de fine blomster. Det kriblede i hende for at komme nærmere og se. Minotaure var ikke helt hverdagskost for hende.
hendes blik gled videre som hun mødte både kendte og ukendte ansigter som hun besvære med lette smil. Hun fik et glimt af dronningen og den underlige fugle-mand der oftest var at se sammen med majestæten, ude på balkonen.

En lille skikkelse strøg bag Annabeth grønne skørter og hun så ned på det smukkeste Tyrkise hår på en lille pige der tydeligvis var ude på ballade. ”Jamen dog” der var et let munter letter i hendes stemme. ”Jeg ville personligt også have sneget mig med, hvis jeg kunne i din alder” hvorefter hun hjælp den lille pige så hun kunne tage for sig af herlighederne.


//Ønskes en tråd med Annabeth så skriv endeligt, hun elsker at være social. //

Da invitationen om midsommerballet ankom hjemme på Isenborg, vidste Astrid allerede hun skulle afsted. Ja for hun havde på forhånd spurgt sin moder om lov til at mødes med nogen fra Erneyll. Hun havde for nogle måneder siden besøgt prins Alaric af Erneyll i hans hus, og eftersom alt hvad de foretog sig ikke havde været helt anstændigt, havde fyrsten af Erneyll og hendes moder, fyrstinden af Isenwald, besluttet de skulle giftes. Ja det var faktisk noget de to unge turtelduer selv havde planlagt, at de ville foreslå når tiden var den rette. Dog havde Astrids tjenestepige stukket Astrid lidt i ryggen, ved at have fortalt fyrstinden om hvad der var sket på rejsen, hvilket var grunden til at fyrsten og fyrstinden havde taget en beslutning for dem – der i blandt var der også en straf, at de ikke måtte se hinanden inden brylluppet i efteråret.
Astrid, så snu som hun var, fandt en måde hvorpå hun kunne få lov at se prinsen af Erneyll alligevel. De skulle da velsignes af Lysets Dronning! For hvilket par ville skulle giftes i efteråret, uden dronningens velsignelse, og ikke prøve at skjule på noget? Ja, det var i hvert fald ikke et rygte Isenwald havde brug for lige nu.
Astrid var ankommet til Krystalpaladset et par dage inden ballet, hvilket havde givet hende god mulighed for at falde til inden dørene blev åbnet, det var dog kun med eskortering at hun fik lov til at begive sig ud, for tænk nu hvis hun skulle møde Alaric inden ballet?

Astrid holdt om sit lange mørke hår, som hendes kjole blev knappet på ryggen. Først da hun fik besked om alle knapper var lukket slap hun håret, som flot og glinsende fladt ud af hendes hænder og dækkede hele ryggen. Kjolen var en bleg rosa med en sød hjerteformet halsudskæring med blomstrede blondeærmer der dækkede hendes skuldre og lidt af hendes arme. De blomstrede blonder forsatte henover hele kjolen og var lidt spredt i bunden af kjolen. Det øverste af hendes hår var blevet flettet i en stor fletning og under den kunne man finde små fletninger der dukkede frem mellem det resterende løse hår. Hver en fletning var pyntet med små lyse perler og kæder. Ja det var fint, men hvad kunne man ellers forvente til et bal?

Sammnen med to hofdamer og tæt på sin søster, ankom Astrid til ballet og sukkede højlydt. Der var virkelig mange deltagere – mange der kunne ende med at genere Astrid. Hun klemte sin tommelfinger lidt, for at minde hende selv om at hun havde styr på sin evne, og intet ville gå galt. Det måtte ikke gå galt. De lyse øjne så henover de mange dansende deltagere, lidt i håb om at finde Alaric eller fyrsten og fyrstinden af Erneyll.


//Send endelig en besked hvis der ønskes en tråd med Astrid til Midsommerballet 8) (Det kunne jo være lidt sjovt hvis hendes dag ikke blev perfekt)

Hvis der var noget Nadir, eller rettere; Magda hadede, næsten mere end at befinde sig i en patetisk tjenestepiges krop, men dog stadig bedre end at befinde sig i dæmonfangekælderen, så var det storslåede fester. Og storslået kunne man vidst roligt kalde det årlige midsommerbal. 
Grundet hans indtog i kroppen på tjenestepigen Magda, havde han været oppe før byens haner galede, og gøre gæstekamre klar, stille frem i rum og sale, pudse stager og bestik, og undgået at få rengøringsopgaverne så vidt muligt.

Men nu var tiden så kommet til at selve ballet blev åbnet, noget hvor hans 'rolle' ikke ligefrem kunne stikke af eller melde sig pludselig syg. 
Så det var med indestængt vrede, at han, hun.. Iklædt nyvaskede og presset tjeestepige uniform, gik rundt med en bakke og sørgede for at gæsterne havde noget til ganen, med forstilt høflighed og små forsøg på at smile uden at det blev til en decideret snerren af gæsterne. 
Dæmonen i menneskekroppen, sørgede dog for at holde sig i bevægelse, og for så vidt muligt ikke dvæle for længe ved vagter, riddere eller Generalen, vidende at hvis han opholdt sig for længe et sted af gangen ville folk af en eller anden grund blive mere irritable og vrede. Ikke at han ikke nød at se folk skabe ballade og drama, men han ville ikke forsøge at gøre noget bevidst, det sagde han da i det mindste til sig selv mens han tavst stod og lyttede til dronningens velsignelse af det ene par efter det andet, fraværende tagene imod et par tomme glas på sin bakke. 

Giftermål? bah, det eneste han kunne se ved alle de velsignelser var propaganda for at få befolkningen til at avle mere. Han skævede hen imod Generalen, hvis skarpe blik passede ganske glimrende til den pipfugl han var en del af. Nadir tog sig i at himle lidt med øjnene inden han fik sin krop til at nærme sig dronningen, vidende at hvis det blev ved som det var nu, ville hun nok få tør hals før eller senere... 
Hvor ville det have været et perfekt tidspunkt at forgifte hende, så ville hun have været ude af billedet og der vilel kun være piphansen Baldwin at bekymre sig om med hensyn til hans sande navn. Han foregav et lille høfligt smil idet han placerede et fyldt glas på en høj form for skammel i nærheden af dronningen.. " Lidt til ganen Deres Majestæt...?"Hørte han sin kvindelige krops stemme sige, inden han bukkede bagud og gik tilbage til køkkenet med de tomme glas, der lev skiftet ud med fyldte som 'Magda' tog med sig ud til balsalen,  bevægende sig rundt. Hvad pokker? En minotaur? Til bal!? Det var jo direkte latterligt, og han måtte bide sig i kinden for ikke at grine. 

Blikket gled undersøgende videre over gæsterne, hvilede let på den mørklødede kvinde, han mente måtte være en af de mange Kazimi-afkom, i al fald hvis han huskede sin sidste tur i Rubinien korrekt, Gad vide om den gamle ged stadig lever? tog 'Magda' sig selv i at tænke. Det kunne jo være at der var kommet nyt blod til den gamle slægt, som dog ikke var dårlig til at levere, hverken fødedygtige kvinder eller generelt brugbare kroppe. 
Hun sukkede let, inden hun fortsatte videre, ikke stå stille, altid bevæge.  Noget var der vel kommet ud af da han havde været uderlagt sin forrige herre; han havde en nogenlunde ide om de mange adelsslægter. og Thalia af Isenwald var da heller ikke helt forkert på den i den orange kjole, der fik 'Magda' til at tænke på solopgange, og sin forrige herres ugudeligt irriterende ældste søn, som dæmonen noget så inderligt håbede på var blevet dræbt under krigen.
Noget bette og,,, grønt? Fangede hendes opmærksomhed og fik hende til pludselig at have meget svært ved at holde masken oppe. Hvem i ZALADINs navn har taget et barn med?!? Ligner det her en børnehave?  Hvor er dens forældre, eller barnepige? Det kan fandme ikke være rigtigt!
 
Hun bevægede sig længere væk, VÆK fra ungen, som hun absolut ikke skulle nyde noget af at være i nærheden af, så var det sku lige før at Baldwin var bedre. 
Hendes irritation over barnet  gjorde at hun meget nær var gået hovedkluns ind i grønklædt kvinde, hvilket hun kun lige akkurat undgik ved at vende sig til siden, omend hendes øjne nok afslørede den ulmende irritation. Hun måte stillesig ind mod væggen mens hun fik styr på sit temperament igen. Det kunne jo lige så godt have været en dværg... Forsøgte hun at bilde sig selv ind, mens hun mindede sig selv om hvor tæt hun var på at være ved sit mål, på at få og sikre sig hvad var retteligt hendes. 

Som hun stod der, faldt hendes blik på endnu en Isenwald kvinde. Omgivet af andre kvinder, men alligevel var det hende der, havde været uheldig og, uforklareligt, pådraget sig Vredesdæmonens opmærksomhed. Det var ikke ligefrem fordi han brød sig om lyserøde og rosa farvet, hun mindede ham på en eller anden måde om en påklædningsdukke som en 4-årig var gået amok på. 

[ hvis nogen ønsker at lege med Nadir til ballet,  så smid mig endelig en PM eller fang mig i chatten ]

Det var med bankende hjerte, at Adena Selene Isadora Reier var en del af de unge par, der modtog dronningens velsignelse til årets Midsommerbal. På godt og ondt var dette bal anderledes end de andre havde været. Hun var ikke overdænget med sløjfer, blonder og alskens bliktiltrækkende flitterstads, og hun forventedes ikke at takke ja til enhver ung bejlers byden op til dans. 
For en gangs skyld skulle hun ikke vende hjem med lysten til at brænde sit tøj og skrubbe sin hud fri fra de mange hænder, der havde berørt hende. I aften skulle hun kun danse med én mand: Aldamar af Arys. Hendes trolovede prins. Hendes fremtid. 
På den anden side kunne hun heller ikke rende rundt og "tabe" vinpletter på sine rivalinders kjoler eller få dugen til at ændre farve til en, hun bedre kunne lide. Der var ikke længere plads til de små spøgefuldheder - i hvert fald ikke før ægteskabet var forseglet, og selv derefter måtte Adena nok se at finde sig noget mere sømmelig underholdning. 

Som de bevægede sig ud på dansegulvet til aftenens første dans - og for at vise, at de var dukket op - flød det blå kjolestof omkring hende som det hav, hun var ved at drukne i. Kunne man være mere lykkelig over at få en så velstående og fin man som sin gom? Kunne man føle sig mere ulykkelig ved udsigten til at blive revet væk fra alt, man kendte?

Agarwaenel havde aldrig været til et midsommerbal i hele sit liv, så for en 15-årig, virkede det som en ret fantastisk mulighed, for ikke at nævne storslået. Hun var taget hertil med sin adoptiv mor, Jez, og hele hendes krop dirrede af begejstring. For enhver anden ville hun blot ligne en hvilken som helst anden teenager, som blot ønskede a vise at hun var stor og ansvarlig nok til at tage til en stor fest.
Hun var blevet klædt i fine klæder, dog på hendes egne principper. Det var en simpel hvid kjole, med næsten gennemsigtige ærmer, og generelt en løs pasform. Den virkede til at passe godt til det elviske, næsten lidt uskyldige udtryk hun havde over sig. En krans af blomster af krystal sad på hendes hoved, og et par tynde simple sko på hendes fødder. Håret hang løst og virkede næsten som om at det blæste lidt i en usynlig vind, som ingen anden rigtig kunne føle heromkring.

Selvom hendes fødder bar hende ind i salen, med en hast, dog ikke helt nok til at hun løb, havde hun dog stadig Jez's advarsel i hovedet. Maden, ikke menneskerne. Blod ville også være ufattelig svær at få ud af den fine hvide kjole, så selvom det var som en buffet, så fandt Agarwaenel i stedet for vej mod maden.
Dronningens stemme væltede ud mod dem alle sammen, i pæne ord om guderne og noget med at velsigne parrene. Agarwaenel havde kun kigget på hende en gang, inden hun havde besluttet sig for at hun ikke var så interesseret i hvad dronningen havde at sige. Det var trods alt en fest dag. 

//smid en besked, hvis I er interesseret i at tråde med Agar

Jez havde aldrig været meget for Midsommer festlighederne. Hun var mere en Midvinterbal-type. Men! Den unge Agarwaenel havde aldrig været afsted, så det havde ikke krævet megen overtalelse at få Jez med. Hun havde trods alt forslået det selv!

Jez fandt også det ville være en fremragende test af Agarwaenels nyfunde sociale kompetancer, og evner indenfor mådehold. Kunne hun gå hele festen igennem, uden at tage en bid af nogen, ville det være en bragende succes! Hvis ikke? Ja, så ville sommerfesten blive noget mere spændende, og det var også lidt en succes i sig selv.

Jezs egne klæder var holdt simple. En draperet, løs kjole i lavendelfarvet stof, holdt sammen af små brocher. Det var i realiteten bare et langt stykke stof, viklet og foldet om hendes krop, men Jez bar det med en sikker elegance, så det kunne have været den dyreste kjole til festen.
Det var en ny stil for Jez, men en hun fandt havde et fremragende potentiale for fremtiden.

Dronningens tale modtog et moderat, lidt forsinket bifald fra Jez. Hun havde kun lyttet med et halvt øre til de tomme ord, ment til at forsikre den forskræmte befolkning. Det var egentlig utroligt så let det var at lede folk til at tro verden hang sammen som man ønskede.. Måske det var noget der skulle prøves?

//Jez tuller rundt til festen, hvis nogen skulle have lyst til at møde hende!//

Varme dage, lune nætter og lange lyse timer, stod nu til at vige for efterårets kommen. Det skulle med alt naturlighed fejres med et midsommerbal og velsignelser fra selveste dronningen. Folk fra alle lag var stimet til og skønt pøblen var trukket i deres fineste klæder, var klasseforskellen mellem gæsterne koloenorm. Højklassen havde som altid udnyttet det at deltage til et bal, som endnu en mulighed for at få tilfredsstillet deres pyntesyge og ravneagtige lyst.
Olive Aina de Richelieu selv kunne da heller ikke sige sig fri af pyntesyge.

I festens anledning iklædt en gulvlang bordeauxrød kjole. Med korsage syet ind i det røde stof, blev den smalle timeglasfigur fremhævet yderligere. Ærmerne var lange, men dækkede ikke skuldrene V-udskæringen blottede. Kjolens korsage-del var dækket af glimtende aubergine farvede sten. De prydende sten var påsat på omkring 2/3 dele af ærmerne og 1/3 del af skørtet. Påsat så de sad tættest mod overdelen og blev mere spredt desto længere væk fra overkroppen de var påsat, som var de ved at drysse af hende. Håret var trukket væk fra ansigtet i en sirligt opsat lav knold. Et sølvhårspænde lignende nordstjernen i familiens våbenskjold, var sat dekorativt i det mørke hår. En passende mængde smykker pyntede, resten af den mindre kvindeskikkelse.

I ledsagelse var den unge komtesse ankommet med hendes forældre, Hertug og Hertuginde de Richelieu. De uenigheder der havde været mellem familiemedlemmerne, før deres ankomst var der ikke længere skyggen af i det lyse ansigt. I stedet var det med et naturligt venligt smil, Olive havde bevæget sig rundt i mængden.
Høflighedsfraser var blevet slynget ud som massive tidevandsbølger, småsnak uden dybere indhold som forespørgsler om familien og vejret blev der glædeligt deltaget i. For det blotte øje lod Olive ligefrem til at være i sit helt rette element og til at nyde festlighederne til fulde.


//Fang mig på disc eller kast en PM efter mig, hvis det frister med en midsommerbal-tråd med Olive c:

Rygterne om Prins Alexander af Isenwalds endeligt, havde været stærkt overvurderet.

Efter angrebet på Vinddalen i Medanien i foråret, havde prinsen været forsvundet netop længe nok til, at rygterne havde taget fart. Prinsen var død. Prinsen var taget som gidsel af mørket. Prinsen var flygtet i kampens hede, og var for stor en kujon til at vende hjem.

Prinsens endeligt var dog blevet afkræftet allerede ugen efter, hvor det forlød at han var vendt tilbage til Isenborg, hårdt medtaget, men i live. Siden da var foråret gået på held, og sommeren stod i fuld flor, som Alexander vendte tilbage til Dianthos, i selvskab med sine søstre.

Prinsen lignede sig selv, og havde det ikke været for de markante render under hans øjne, kunne man være forledet til at tro, at intet var hent overhoved.
I festelighedens anledning, var Alexander klædt i en lys grøn skjorte, hvor ærmerne åbnede op ved albuerne. Den var skræddersyet til hans form, men uden anden pynt, end en gylden hjort, broderet på brystet. Bukserne til var mørkebrune, det meste af dem skjult under knælange støvler.

Alexander havde næppe haft meget at gøre til festen, udover at undgå snagende folks forsøg på at få den -ægte- historie, eller blot få deres egen idé om hvad der var sket bekræftet. Han havde dog taget sig tiden til at betragte parrene blive velsignet, og et bredt smil havde fyldt hans trætte ansigt, som Aldemar og Adena havde modtaget dronningens velsignelse. De var gode mennesker, begge to. Han var sikker på de nok skulle blive lykkelige.

Den sorte tæt siddende drag hun så ofte havde på disse opgaver sad så stramt som altid. "Hvorfor..send mig som gæst i stedet! vil meget hellere ind og danse end dette!" brokke hun sig som hun sad der, på toppen af et hus dog kunne man kun se den sort dækkede blå kvinde kort for hun blev et med vinden selv. Så han var derinde, samme med alle de smukke gæster i så smukt tøj. Han rejste aldrig uden, huh? En dagbog. Brude være til at finde tænkte hun som vinden bar hende nær paladset, men ikke ind af hoved døren som så mange andre gæster, nej..men alligevel kunne ikke stoppe sig selv i at se, vinden hang stille over den så fine entre hvor hun beskuet de så mange smukke gæster som ankom. Nogle ti minutter passeret hende, før hun pludselig forsvandt ud af sin trance, Der var han! i en så fin dragt, smykker og en lille krone. Så selv glad huh? grinede hun kort, som vinden igen kom i bevægelse, fulgte ham ind, den lange tunge frakke af hans blev taget af, og arbejdsfolket gik glad med den til baglokalet. Manden selv, gik ind i balsalen og vinden dansede bag ham.

Et gnisterne lys spredte sig i Ventilas øjne som hun kom ind i balsalen, hvor længde hun her dansede rundt, mellem gæsterne som vind, hvor længde hun fald i fascination af det smukke tøj vidste hun ikke. Men en brise bevæget sig fra sjæl til sjæl herinde - nærmest som et kram til hver gæst, jeg kan love de tvillinger at jeg deltager som gæst næste gang istedet for dette! Umoralske sorte arbejde! Pludselig som en klokke ringede og en time havde passeret stoppede vinden under loftet. I Smedana navn! Tiden!" tænkte hun panisk og en lidt voldsommere pust af vind bevægede sig om manden hun var ankommet med. Intet, ingen bog. FRAKKEN! tænkte hun i panik, som hun snoet sig til den dør og ind i bag lokalet.

oh..i gudernes navn. gik hun, som hun standede bag døren. Hvor vigtigt er det for jer at vide igen? tænkte hun som hende blik faldt over den nærmest uendelig gang af overtøj. Forsigtigt lod hun sin form blive mere fast, men stadig som vind, hun snoet og danset sig blandt tøjet gæsterne ikke gad havde på. Hvor er den, hvor er den. Gik hun mere og mere i panik, som hun gik igennem det mandelige overtøj. "Der!" kom hun til at sige, dog uden selv at se, midt i gangen var han frakke. Hun stoppede, og den hvide tåge lå sig om frakken, hendes mimik kunne ses, hendes hænder var tydelig som de gik frakken igennem og langsomt trak en bog ud, hurtigt blev den åbnet og en søgen igennem dens sider begyndte. Dybt fokuseret, her midt i gangen, hang den hvide tåge..låst på denne bog.

Freya trådte ind i den store balsal i Krystalpaladset, og hun var mildest talt målløs ved rummets skønhed. Dette var første gang hun satte sin fod herind, og selvom pøblen også var inviteret, så havde hun aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig, at det her rent faktisk kunne ske. Og at det kunne være så smukt. Hun følte sig hurtigt anderledes – både fordi hun var halvorker, og fordi hendes tøj var meget simpelt. Hun var iført sin kjole, der hverken var farverig eller fyldt med knapper, dekorationer eller puffærmer. For den slags havde hun ikke råd til, selvom hendes løn i den grad havde forbedret sig. At gå fra at være stenhugger til at være rekrut i Lysets hær som rekrut havde skam gjort sin forskel. Men selvom den ikke var overdådig, så elskede hun sin kjole. Den var mørkebrun og komplimenterede dermed hendes øjne og hendes hår. Den havde lange ærmer, der kunne snørres ind ved håndleddene, og den var lang nok til at gå ned til hendes ankler. Den havde en god vidde omkring hendes ben, så den var let og behagelig at bevæge sig i, hvilket var vigtigt for hende. Hun gad trods alt ikke lide for skønheden. Kjolen sad også tæt omkring hendes krop fra skuldrene og ned til hofterne, hvilket resulterede i, at hendes former rigtig kom frem, og ved hendes barm var der også en snørre – som hun havde sørget for at binde respektabelt i dagens fornemme anledning. Angående hendes hår, så var de fyldige, mørkebrune lokker blevet nydeligt redt igennem med en kam, hvorefter det var blevet flettet mere fornæmt end hun plejede at have det – en fletning snoede sig på hver side fra hendes pandehår til bunden af hendes nakke, hvor alt hendes lange hår samlede sig i en fletning, der var snoret til en krans. Det eneste smykke hun bar var amuletten hun havde fået, da hun var blevet soldat. Et tegn på, at hun stolt var en del af Lysets Hær.

Hun var ked af, at hendes veninde Minna på grund af travlhed ikke havde haft mulighed for at komme med hende. Til gengæld havde Freya lovet hende, at Minna nok skulle høre om alle detaljerne om paladset. Heldigvis var Freya ikke alene til ballet ret længe. Hun stod kun alene i indgangen i få sekunder, inden en gruppe af hendes soldaterkammerater vinkede hende over. Det var Claudia, Sebastian og Kristian som hun havde været på mission med før. Det var som om missionen havde tømret dem tættere sammen, måske også fordi Freya var blevet slemt skadet, men var kommet sig helt takket være Sir Xaphan. Glæden ved hendes tilbagevenden havde i hvert fald været stor, og de var begyndt at tilbringe tid sammen uden for arbejdstiden. Sammen hørte de fire rekrutter Dronningens tale, og de så hende give velsignelser til de nyligt trolovede par. Efter formaliteterne gik der ikke længe før Kristian, hvis højde og drøjde mindede om Freyas høje, muskuløse skikkelse, bad hende op til dans – en invitation hun glædeligt sagde ja tak til. Ikke fordi hun havde nogen interesse i Kristan, andet end som ven, men hun elskede at danse. Og hun havde tænkt sig at nyde denne aften fuldt ud.


(Freyas hår denne aften - dog uden smykket i ^^ Link lige her)

Kamufleret. I ét med mængden, som altid. Kvinden stod med sin ene hånd foldet om den anden, som hun beundrede de mange gæster der var på besøg på Krystalpaladset. Hun havde sørget for ikke at have noget opsigtsvækkende tøj; en sart grøn kjole, siddende tæt op til halsen, og med gennemsigtige luftige ærmer, så varmen var til at holde ud. Tilmed havde kjolen store skjulte lommer. Håret var ligeledes trukket væk fra ansigtet, flettet noget så simpelt, foldet og pyntet med et lige så simpelt smykke. Ja, adelskvinden deltog til midsommerballet, men hun viste sig ikke frem, som nogle af de andre gæster. Nej, for som altid havde Mørket en hånd på skulderen af hende. Bedt hende om at opsnuse en helt bestemt adelsmand og anskaffe hans dagbog. Hvad specifikt der stod i den, vidste hun ikke, men det var hun som sådan også ligeglad med. Arbejdet skulle bare fuldføres.

Spionen, hvis navn var Cassiopeia Reier, havde holdt skarpt øje med målet, holdt øje med ham lige fra han kom og holdt sig på en sikker afstand. Hun havde gjort alt hvad hun kunne for at lægge mærke til om han havde haft sin dagbog på sig, men eftersom det ikke virkede til at han havde nogle lommer, som var store nok til at rumme sådan en, konkluderede hun den måtte være i hans frakke. Hun havde dog ikke travlt, for gæsterne skulle lige ankomme, således der ikke var kø til garderoben. Cassiopeia brugte derfor tid på at hilse på sine få adelige kammerater, mest bestående af familiemedlemmer og på at beundre sine omgivelser. Hun så frem til at hun en dag ville kunne nyde sådan et selskab, som hun deltog i nu, uden at skulle tænke på en opgave.

//Inspiration til hår og kjole

Gyldne øjne gled over festsalens mange forskellige gæster, og noterede sig med ligedele forundring og tilfredshed hvordan at næsten alle lag fra samfundet, virkede til at være inviteret. Høj som lav, gammel som ung. Fra den fineste fyrste til den simpleste bonde - alle var stadset op i deres kønneste beklædning, og i aftenens anledning, havde Adrian valgt at gøre det samme. Hornene var blevet pudset og poleret så de skinnede som ibenholt, og de mørke hår var redt til bløde krøller, der indrammede det mørke ansigt. Over skulderen hang kappen ned i en guldkæde, sammen med et lændeklæde der passede til - primært taget på for ikke at forskrække de kære fine frøkener til festen. Det var dog evigheder siden at han havde været til sådanne et socialt arrangement, og en underliggende nervøsitet gemte sig bagved den rolige facade. Han havde dog vidst at det ikke ville være helt ubemærket at han dukkede op. 
Hvilket også var derfor han havde taget sin ældste søn med sig, såvel som de tre amuletter der med små raslende lyde hang i bæltet - evige følgesvende. 

Adrian bevægede sig hen imod vinbordet, noget at drikke til at glemme, eller måske mindske  følelsen af at føle sig begloet. Han var så sandelig langt fra skovens dybe ro og løvgrønne loft, men meget af det mildnedes, da satyrens indre øje bemærkede hvorledes rummet ikke kun var fyldt med dronningens forventede gæster. 
Gemt imellem de kønne folk, dansede luftånder til lyden af luttens friske melodi, og glædesånder sværmede omkring nyforelskede unge par i alle aldre. Deres iver smittede, deres tavse latter ekkoede mærkbart i den gode stemning, og satyren følte en fornøjet glæde danse over hans læber; noget der kun kunne komme af oprigtighedens insisterende trækken. 
Han lænede sig en anelse tilbage, tilfreds med at stå i langs væggen i rummet og fangede sin ældste søns blik i vrimlen, et løftet glas som en hilsen - selv han så ud til at more sig i de fine frøkeners selskab. Jah så kunne det hele vel ikke gå galt. 

PM hvis du ønsker en tråd med Adrian, han trænger til at komme ud og mængde sig med andre adelige - høj som lav.