Den grå vallak traver lystigt hen ad skråningen, dens manke slår i den stærke vind, og rytteren skutter sig let på toppen af den. Selv Georges tykke fløjlstøj er ikke tykt nok til at holde den bidende vind ude; en vind der går gennem marv og ben. Usikkert skæver han op mod den grå himmel så overstrøet af skyer, man kunne frygte solen aldrig ville være i stand til at bryde igennem igen. En svag rumlen lyder i det fjerne, og han brummer uroligt og sætter hælene til hesten for at komme hurtigere frem. Denne vej er ikke så kendt af ham, men han ved, nogle af de bedste tranebær i landet gror på den anden side af ruinerne, og han er opsat på at få fat på et par stiklinger af busken. Ikke at han ikke selv er i stand til at efterligne deres smag, og det har han da også gjort tidligere, men der findes intet som naturens eget værk, magi eller ej, og han vil kun have det bedste af det bedste til sine kunder; det er trods alt det, han er blevet så kendt for; altid at have Krystallandets bedste varer tl overkommelige priser. Enhver der spiser frugt i landet eller køber blomster kender efterhånden hans navn, selvom han holder sig en smule tilbage, når det kommer til de sociale interationer, han egentligt burde være en stor del af. Det ville kun kunne gavne hans forretning at dyrke sine kontakter, men af en eller anden grund følte han ikke den store lyst til at gøre det for tiden. Trods sine kun seksogtyve år, føler George, han bliver gammel før tid, og som den grå vallak strider sig frem, må han tvinge sig selv til at rette ryggen og udgøre den formidable skikkelse, han engang var. Ikke at han ikke stadig er det, men han kan ikke selv se det længere. De bredde skuldrer, den smalle talje og alle musklerne, den stålsatte kæbe, de venlige øjne og den sensuelle mund, alt sammen tabt et sted i skyggerne af hans fortid, der i dag synes særlig tunge. Et suk undslipper ham, mens han skutter sig og retter blikket frem mod sit bestemmelsessted.

Lidt derfra nærmer Georges hest sig. Han har set, der står nogen ved vandet, men han tager sig ikke af det og forsøger blot at få vallaken til at bevæge sig hurtigere, hvad den nægter. Skønt en dygtig rytter, har George aldrig haft et godt tag på heste, og en stædig en som vallaken her er ham umulig at nå ind til; den går det tempo, den har lyst til, og han kan blot blive siddende eller hoppe af efter for godt befindende. Med et irriteret suk affinder han sig med det og forsøger så blot at styre hesten bort fra vandet. Men den er tørstig, for han har været på farten hele dagen, og den lytter ikke til ham og styrer direkte hen mod Tula. Først nu ser han de smukke vandbilleder, og han forundres, mens hans øjenbryn løftes i vejret og han tryllebunden ser til. At nogen kan have de evner med vand undrer og facinerer ham i lige så hj grad som folk har været facinerede af hans evner med planter. Med en hovedrysten tager han sig sammen og river hårdt i tøjlerne; han vil ikke forskrække hende. Desværre resulterer det kun i, valakken bukkespringer med ham, og selvom han formår at blive siddende selvom båndet i hans hår glider ud og lader hans tykke hår flyde frit om hans ansigt, og hans tøj bliver en smule krøllet. Men som sagt er han en dygtig og stærk rytter, og han formår at holde sig fast med knæene og stadig se elegant ud, indtil hestne omsider stopper op og fortsætter stædigt frem mod vandet.

Da hestne når frem til vandet, stikker den straks mulen i det, og George sukker irriteret.
"Jeg beklager, hvis jeg skræmte Dem, miss," siger han venligt, "Den gamle bisse her kunne ikke tåle lugten af vandet er jeg bange for." Han smiler forsigtigt, en smule utryg ved det kolde, faste blik mod sig. "Jeg er ked af at have forstyrret Deres træning." Han er oprigtigt ked af det, og det kan høres i hans stemme. "Forhåbentligt er vi på vej væk igen om et lille øjeblik." Hans undskyldende tone er fulgt af et blik mod valakken, der grådigt slubrer i sig, som havde den intet fået.. den halve dag ... Pludselig skammer George sig over sin hensynsløshed overfor hestens behov, og endnu et tungt suk undslipper ham, mens han forsigtigt stryger den gamle bisse over halsen. Han ville gerne sige noget mere til kvinden som undskyldning, men aner ikke hvad, det skal være, så i stedet holder han sin mund og forsøger ikke at stirre på hende, selvom det er ham umuligt ikke kort at betragte hendes ansigt og forundres over hendes øjne. Den meget eksponerede kavalergang overser han med vilje; vil ikke nedværdige sig til at stirre eller bare se på en kvindes bryster. Hendes påklædning bekymrer ham dog en smule, da han kan se piratanerne i hende. Ikke at han ikke kan forsvare sig i kamp, men han føler sig alt for tæret lige nu til at orke det. Hans bedste modstand er at være høflig og venlig, tænker han.

Tula bliver lidt sur på den fremmede, da han virker mere til at fokusere på hvor pinligt han syntes der er, i stedet for at tænke på hvordan hans stakkels hest har det. Hun flytter sit blik fra ham til hesten og går hen mod dem. Da hun kommer helt over til dem, står hun ved hovedet af hesten. Hun arre den langsomt ned af halsen, mens hun smiler kærligt og imødekommende til den.
"Sååå sååå, du skal ikk forhaste dig, dit stakkels dyr. Der er nok med vand"
Hun kigger op på hestens ejer og straks forsvinder hendes smil.
"Du burde skamme dig. Din hest slider og slæber for dig og så vil du nægte den at slukke tørsten, fordi du er genert."
De næsten hvide øjne falder atter på den tørstige hest.

Han er glad for hendes reaktion; at hun ikke er vred på ham over at lade hesten få sin vilje og forstyrre hende. Hendes sidste kommentar vil have hans mundvige vendt opad, men han beholder et alvorligt ansigt.
"Tro mig, jeg skammer mig," siger han alvorligt, "Men det er nu ikke fordi jeg er genert, jeg ikke ville lade den herover; jeg ønskede ikke at forstyrre Deres træning. Jeg kunne se, De var meget optaget af Deres forehavende og ønskede ikke at lade ham forstyrre. Der er en andne lille sø ikke langt herfra, hvor jeg er på vej hen, og hvor han ville have rigeligt tid til at slukke sin tørst ... Men jeg indrømmer, jeg måske giver dyret for lidt opmærksomhed. Vi er ikke ret gode venner, antageligt på grund af mig. JEg har aldrig rigtigt forstået mig på heste." Han er selv tør i halsen efter en hel dag i sadlen, men har ignoreret det, og det gør hesten normalt også. Måske mærkede den blot en venlig sjæl i nærheden og kunne ikke modstå et kærtegn.

Hun kan ikk lade være med at smile af hvad han siger til hende.
"Du bliver nød til at være bedre ved ham og lære hans signaler at kende, så skal i nok hurtigt blive gode venner og så lystre han dig bedre."
Hun kigger op på ham.
"Hvis han er så tørstig, må du jo oss være det."
Hun tager fat i seletøjet og diagere ham ned fra hesten.
"Der bliver ikk tale om at han skal nogen steder før han er udhvilet, så du kan lige så godt komme ned der fra og slukke din egen tørst."
Tula peger ned i vandet og gør tegn til at han skal hoppe ned.

Hendes msil beroliger ham yderligere, selvom han ikke er tilfreds med hendes ord.
"JEg har aldrig været god til den slags," indrømmer han blankt, "vores første møde sparkede han mig faktisk lige i brystet, men det er den eneste hest, jeg har kunnet låne." Nok et suk undslipper ham, mens han i én elegant bevægelse svinger benet bagover hesten og sidder af. Snart slår hans støvler mod jorden med et lille bump, og han står ved siden af hende og ser ned på hende med et roligt blik.
"Jeg klarer mig," siger han roligt. Han er ikke typen, der drikker fra en tilfældig sø, og han har ikke noget med. naturligvis kunne en frugt klare den del af problemet, men han foretrækker at gøre det, når han når frem i stedet for for næsen af en fremmed. Desuden er han selv udmattet af det lange ridt, og han trænger til at slappe lidt af før sådan en kraftanstrengelse, det ville være.
Et hårdt vindstød slår mod dem, og uden at tænke rykker han sig, så han står mellem hende og vinden. Hun må fryse gevaldigt, og det mindste han kan gøre er at skærme hende let.
"HVor længe vil De anslå, der vil gå før han er udhvilet?" Hesten er måske ved at være lidt oppe i årene, men han er stærk og solidt bygget, beregnet til lange dagsrejser, og det vil ikke tage ham mange halve timer at være klar til at fortsætte. George har før redet ham hårdere uden protest fra dyret selv, der er vild med motionen, men på grund af hendes bekymring, vil han vente i den tid, hun siger.

Tula er ikk tilfreds med at han ikk selv vil drikke. Hun rækker hånden mod vandet og straks samler der sig en kogle af vand fra søen.
"Du må forstå at du bliver nød til at være et med hesten, før at han vil lystre dig. Og det betyder oss at vise ham tillid. Drikker han af vandet, så er det rent. Og hvad angår hvornår han er udvilet, så er det op til dig selv at finde ud af. Han vil selv vise dig når han er frisk til at fortsætte."
Hun holder vandet foran sig selv, sætter munden mod kuglen og tager selv en tår, hvor efter hun rækker den mod ham.
"Drik"
Hun lader ikk til at tage sig af den kraftige vind. Hun er trodsalt vandt til værre på havet. Men hun kan nu ikk lade være med at smile, da hun syntes der er en sød ting at gøre.

Hendes svar forvirrer ham en del. Han har aldrig kunnet læse hesten, og nu er han pludselig tvunget til endnu et nederlag endog for øjnene af en anden. HVor ydmygende, tænker han, da han er overbevist om, det vil lykkes lige så lidt denne gang som det er de andre. Stod det til ham, havde han fundet en roligere hest uden det fandens temperament, og nok en gang overvejer han om det ville være for frækt at købe sin egen hest og få den opstaldet i Cassas stalde. Mon ikke det ville, men var det værre end konstant at låne en hest? Han får dog andet at tænke på, da hun holder kuglen frem mod ham og beordrer ham at drikke. Aldrig, end ikke i sin barndom har han drukket af en sø, og han har ikke tænkt sig at begynde i dag, hvor rent vandet så end er.
"Eh, nej tak, miss, jeg er virkelig ikke så tørstig," siger han undskyldende og smiler fåret. Hun burde tydeligt kunne se hans ubehag ved forslaget, selvom han gør et ihærdigt forsøg på at skjule det. Han er blot for let at aflæse - en af de mange ting han forbander ved sig selv.
Hesten bliver færdig med at drikke og napper efter George, der lige når at flytte øret til side. Hestens ører er lagt bagover, og han slår faretruende i jorden. George bilder sig næsten ind, det er fordi han ikke vil drikke vandet, men det ændrer ikke hans vilje.

Tula har aldrig været god til at få et nej, heller ikk selv om at det ikk er til hendes ejet bedste. Normalt så hjælper hun ikk andre, medmindre det har en fordel for hende selv, men med George har hun gjort en untagelse.
"Du bliver nød til at drikke noget, om du vil det eller ej."
Hun skulle lige til at sige noget mere til George, da hesten pludselig bliver fornærmet over ham. Hun kan ikk lade være med at grine, hverken af hesten eller den fremmede. Hun ligger den modsatte hånd op for munden for at skjule hendes grin. Og da han så gør det tydeligt at han ikk vil drikke, bliver hun fornærmet. Som sagt er det ikk alle hun gider at bruge tid på at hjælpe. Hun sænker atter hånden fra munden og ser pludselig alvorlig ud igen.
"Så lad mig køle dig ned oh høje herre!"
Hun tager hendes hånd med vandkuglen og sprænger vandet ud i ansigtet på ham. Fornærmet vender hun sig fra ham og går lidt væk. Med det samme hiver vinden atter i hendes lange hår, da han ikk er der til at skærme vinden for hende.

Han har bestemt ikke i sinde at drikke det, hvad end hun siger, fornærmende hende eller ej, og da hun skyder vandet i hovedet på ham, når han kun halvvejs at vende sig bort, go han sprutter let, som han får vandet i munden. Det smager ækelt for hans forkælede tunge, og han gyser ved bismagen af mudder. Med knyttede næver ser han efter hende klar til at storme efter hende og smide sin handske mod jorden for hendes fødder, men da hun er en dame og han først har fornærmet hende, holder han i stedet et fast greb i sig selv og står blot med hænderne så hårdt knyttede, hans knoer bliver hvide. Det tager ham adskillige dybe vejrtrækninger at blive rolig og at tage fornærmelsen ind uden at være bitter. Først da han har genvundet kontrollen over sig selv, taler han.
"Jeg beklager at have fornærmet Dem." Det er alt, han kan få frem, og skønt han mener det, er han stadig irriteret, kan han mærke. For irriteret. Men han tager det som en gentleman og bukker blot høfligt for hende sammen med sine ord. Hesten begraver igen mulen i vandet og tripper lidt væk fra George, hvis ellers så ridderlige tanker er begyndt at tage en lidt anden drejning.
Husk på, gamle jas, tænker han advarende, Hun er en kvinde, ikke af særlig ædel byrd. Det er Deres natur. Havde det været en adelskvinde var hun brudt i gråd, men denne kvinde er anderledes! Var dig for at fornærme hende igen og bid din forbandede stolthed i dig! Han slipper sine andstrengte fingre fri af knytnæverne.
"Jeg skal ikke forstyrre Dem mere," siger han og griber efter hestens tøjler for at fortsætte til fods, trækkende hesten efter sig. Han har ikke glemt hendes advarsel om at lade hesten hvile, men i hans eget tempo vil den hurtigt komme sig, og han behøver ikke gå længere end lige ud af synsvidde, før han lader den slappe af igen.

Hun vender sig i samme sekundt at han begynder at spytte vandet ud af munden og kan ikk lade være med at grine af ham. Men da hun ser at han bliver vred og alligevel undskylder overfor hende, smiler hun nedladende.
"Selvfølgelig undskylder du i stedet for at sige din ærlige mening. I fisefornemme mennesker er ikk til at holde ud på det punkt. Selv din hest kan finde ud af hvordan man skal vise følser."
Da han begynder at trække hensten væk, bliver hun først vred.
"Jeg sagde til dig at den hest ikk kommer nogen steder, før den selv viser at den er udvilet."
Endnu engng kaster hun vand efter ham, denne gang i en stor og tyk stråle, som ikk vil kunne undgå at ramme ham og gøre ham driv våd.

Han forsøger at få en plante til at skyde op foran sig, men han når det ikke, og snart er han drivvåd og ser rasende på hende. Vinden slår mod ham og gør ham øjeblikkeligt kold ind til benet, og musklerne bølger under det våde tøj, som han spænder og afslapper dem i et væk i en kæmpe konflikt med sig selv. Vinden er biddende kold, og han mærker den næsten så kold, den brænder hans hud. Han lader planten vokse op og sætte ham i læ, mens han ser på hende med et blik fyldt af raseri og fortørnelse.
"Min ærlige mening, miss?" snerrer han anstrengt og kæmper stadig for at holde sin vrede i ave. "Min ærlige mening ville sende Dem en tur over knæet hvis ikke det, der var værre!" Og det er virkelig pænt sagt, men det er alt han nogensinde ville kunne få sig til at gøre mod en dame - hvor lidt dame der så end var i hende.
Hesten river sig i det samme løs fra hans greb og styrter af sted hen over bakkerne uden han kan nå at stoppe den, og snart er den ude af syne. Vreden i ham vokser, og hans næver er igen knyttet for at beholde vreden inde i sig. Èn gan i sit liv har han valgt at angribe først, og han kæmper for ikke at gøre det igen. Han har ingen respekt tilbage for kvinden, men hans opdragelse byder ham alligevel at være ordentlig.
"OG det kaldes opdragelse, til Deres information, noget De åbenbart mangler til fulde!" kommenterer han så syrligt.

Hun bryder sammen i grin af ham, da han bliver helt gennemblødt og begynder at gå hen mod ham.
"Så smid mig over knæet og straf mig, for jeg er en sleeem pige."
Hun er rigtig flabet overfor ham, men bliver ved med at nærme sig ham.
"Du har helt ret fremmede, jeg mangler opdragelse."
Igen er hun flabet og bruger en forførende stemme.
"Men du vil måske opdrage lidt på mig?"
Med det sammen hun når hen foran ham, ligger hun armene om ham og planter et kys midt på munden af ham. Hun presser hendes krop helt op af hans, så han kan mærke hendes fulde former og varmen fra hendes krop.

Hendes tone er bestemt uvelkommen hos ham, og han stirrer på hende ude af stand til at finde ud af om han skal tage hende på ordet eller hvad. Da hun spørger om han vil opdrage på hende, er han yderst foruroliget.
"Nej, det kan ikke være mit job," siger han hårdt og går så mere eller mindre i panik, da hun lægger armene om ham, og da hun kysser ham, skubber han hende bort mere brutalt end han ville have gjort det.
"H-hvor vover De!?" sprutter han mere fornærmet end nogensinde og kæmper for at afholde sig selv fra at stikke hende en lussing. Men han har aldrig lagt hånd på en dame før og har ikke tænkt sig at begynde nu, hvis det kan undgås. Han holder sin vrede fra at komme fysisk til udtryk og begynder blot at spadsere frem og tilbage med hænderne bag ryggen.
"Ved Gud, hvis De var min datter...." snerrer han, "Men nej, det er ikke op til mig at opdrage på et håbløst tilfælde! De burde passe bedre på Dem selv, før nogen udnytter Deres.. Dem, udnytter Dem!" skælder han i stedet. Kysset er stadig mærkbart på hans læber, og han har aldrig oplevet noget lignende, noget så skandaløst! Hans hænder er låst om hinanden bag hans ryg, hvilket forhindrer dem i at ryste. HAn er selv rystet, og det mere end han bryder sig om at indrømme, men hans egen gode opdragelse forhindrer ham i at gøre hvad han ellers har mest lyst til: at slå hende halvvejs bevidstløs indtil hun tigger om nåde. Han tjekker den mørke impuls og gemmer den langt bort, hvor den hører hjemme. "Hvem er Deres værge? Deres forælder eller vogter? Jeg må vist have et lille ord med vedkommende angående... Deres sikkerhed ..." Han kæmper for ikke at slynge den ene fornærmelse efter den anden ud, for åh de ligger ham lige på spidsen af tungen, men det er under hans værdighed at fortsætte hvad dette uopdragne pigebarn har begyndt.

Hun kan ikk lade være med at grine af hans reaktion på hendes kys. Hun syntes han er vældig morsom at drille. Tula opføre sig gangske rigtigt som en uopdragen unge, men hvad kan man forvente af en pige som er blevet behandlet som en dreng hele livet og har levet på et skib, fyldt med pirater. Hun stikker en finger i været og ryster på den, som om hun skæller ud.
"Nu må du heller passe på dit sprog, vi skulle jo nødigt have at dine forældre skulle skamme sig over dig"
Hendes ord er flabet, fornærmende og uopdragende, men hun er ligeglad. Da han spørger ind til hvem der har ansvar for hende, bryder hun ud i sådan en latter, at hun må bukke sig forover, fordi hendes mave kramper.
"Det må jeg give dig, du forstår at få en kvinde til at grine. Men det hjælper dig ikk. Det er længe siden at jeg har slået hånden af de mennesker som tror de ejer mig, så hvad for dig til at tro at du kan gøre noget anderledes?"
Hun retter sig op og ser alvorligt på ham.
"Desuden lille mand, du vil ikk møde de mennesker som jeg antager for min familie. Du ved vel allerede hvilken type pige jeg er?"
Hun sætter den ene hånd i siden og med den anden, leger hun med en tåt hår. Hun er stadig flirtende, men pludselig virker hun ikk så rar længere.

"Mit sprog og mine handlinger har flere gange fået mine forældre til at vende sig i deres grave, og jeg viger ikke tilbage ad dén grund!" tordner han, hans stemme dyb, farlig og meget kold, og han går to skridt frem mod hende, hans tålmodighed på nippet til at forsvinde.
"HVor har jeg ondt af dem," snerrer han så, "At elske sådan en kvinde! JEg tror mig ikke anderledes med henblik på Deres opdragelse; det er vist allerede for sent!" Hans muskler er spændt til deres yderste og presser mod frakkens stof og ridebukserne, der kun holder sammen på sig selv grundet nogle megt stærke syninger. HAn kunne være en yderst farlig mand, når han først mistede sin tålmodighed. Faktisk var det kun sket én gang før, og det havde ikke været noget kønt syn. HAn havde nær slået sin elskede ihjel den dag.
"Og jo, det er begyndt at gå op for mig, hvad De er for en type!" snerrede han så, hans øjne så kolde og hårde, den varme, venlige glød ganske forsvundet, hans sensitive mund fortrukket i en grim snerren, mens næsefløjene vibrerer i takt med hans hidsige vejrtrækning. Han går mod hende med knyttede næver og tårner sig op over hende, som han kommer nærmere, og skønt han kun er tyve centimeter højere end hende, får hans ranke holdning og hævede hoved ham til at virke højere, hans bredde skuldrer og støre brystkasse bredere, og han er et imponerende og skræmmende syn. Han kæmper stadig for at holde sig selv i ave, men er hastigt ved at tabe kampen. Så Tula virker ikke så rar? Nej, George virker pludselig ikke så rar!

Tula lader sig på ingen måde skræmme at George og viser igen tegne på at hun overhovedet er tæt på at have bange anelser. Tvært imod, så står hun og små griner af ham, mens han truende nærmer sig hende.
"Hvor er du farlig hva? Så stor og faretruende."
Hun ryster hånende på hovedet af ham, men flytter sig ikk ud af stedet. Tula kniber de gråhvide mandelformet øjne sammen og betragter ham mens han nærmer sig hende. Hun viser det ikk, men hun føler sig lidt tiltrukket af den nye side som han viser hende. Tula har altid godt kunne lide faretruende mænd, som viser sig svækket af hende. For hende er George's reaktion et tegne på, at han føler sig truet af hende, på en eller anden måde.