Han stivner, da hun lægger armene om ham, og han ved ikke hvad, han skal gøre. Kun én har før taget sig den slags friheder med ham, og det er hans elskede Gabrielle, og det var ikke helt uopfordret, men Tula opfører sig i hans øjne temmeligt skandaløst. Da hun kysser ham er det dog for meget, og han skal til at rive sig fri, da han får øje på tåren på hendes kind. Forsigtigt fjerner han den og ser uroligt på hende.
"Jeg synes ikke, De er gåt så meget op i regler før," kommenterede han tørt, men blidt og ved ikke selv om han mest har lyst til hun skal blive eller gå.
"Hvem har laver den regel?" spørger han så roligt. Det må være nogen, De agter højt, siden De åbenlyst udfører denne handling med modvilje."

Hun stopper op og drejer kun hovedet mod hans retning, men hende øjne hviler stadig i det nye græs.
"Jeg ved jeg ikk går op i regler. Men bliver jeg opdaget sammen med dig, så får jeg virkeligt problemer."
Hun retter lidt på håret, som er ved at være ret ulet af alt der er sket. Hun ved egentligt ikk hvem der i sin tid har lavet den regel, men hun vil ikk miste sin status på havet, fordi hun bliver fanget i en sådan situation. Hun vender sig, så han kan se hendes bedrøvede øjne.
"Det er en uskreven pirat lov. Min pligt ville være at frarøve dig alt, inklusiv dit liv."
Hun vender sig igen væk fra ham.
"Og det har jeg altså ik lyst til."

Han betragter hende og forstår.
"Jeg kommer selv fra en verden fyldt med uskrevne regler, og jeg forstår. Hvis nogen har set noget..." Han finder sin lille lærredspung frem og kaster den hen for foden af hende, "Har De taget hvad jeg havde af småpenge og har planer om at finde mig igen senere for resten." Han smiler skævt, charmerende til hende. Pungen indeholder ikke meget, men der er nogle safirer og en del rav i den, men det er ikke en gang tre timers omsætning fra hans forretning, så det rører ham ikke, om han mister dem, og pungen er simpel og har ikke stået ham i meget, selvomd et er en finere pung end mange har.
"Så skulle De gerne være sikker," siger han roligt og smiler fortsat sit skæve smil til hende.
"Og jeg værdsætter, De ikke føler for at tage mit liv," tilføjer han med en lille latter, "tak."

Tula samler pungen op, efter at han har kastet den ned foran hende. Hun ser overrasket på ham, da det hverken var meningen eller noget hun havde forventet af ham. Der går ikk længe før at hun begynder at små grine af ham, på en sød måde.
"Du er virkelig noget for dig selv."
Der er noget over hans charmerende smil, som hun bare ikk kan stå for og rødmer derfor med det samme at hun ser det. Hun prøver at skjule det lidt, ved at lade hendes hår glide ind over hendes ansigt.
Tula vender sig helt om mod ham og ligger hovedet på skrå.
"Betyder det så at jeg ikk må gå, siden gør det her?"
Hun kigger på pungen og tilbage på ham med et spørgende smil.

Han smiler skævt, en smule usikkert.
"Jeg er lidt speciel, det indrømmer jeg gerne," indrømmer han let drillende. Han betragter hende roligere, da hun vender sig mod ham og lægger hovedet på skrå.
"Det betyder at valget et Deres. Jeg ønser ikke at se Dem gå bare på grund af en uskreven regel, hvis det kan fikses, hvis De har lyst til at blive og tale med mig." Han smiler høfligt til hende. Han er måske ikke den rette til at snakke om at bryde de uskrevne regler, selvom han selvfølgelig har brudt en del selv i tidens løb, for der er mange, der stadig binder ham fast ikke mindst det uskrevne æreskodex for mænd.
"Og De troede sikkert, jeg var regelrytter," kommenterer han så tørt med et sarkastisk blik mod hende.

Hun smiler skævt af hans svar til hende, men ligger armene over kors..
"Jeg spurgte ikk om hvad jeg ville, men hvad du ville have."
Hun bliver stående et stykke fra ham og smiler stadig venligt til ham. Tula er nysgerrig efter at høre hvad han selv syntes. Om hun skal gå eller blive. Det vil give hende et indtyrk af hvad han egentligt mener om hende.

Men George ved ikke helt, hvad han skal mene om sagen. Han er forvirret, lidt fortumlet og ved med sig selv, det vil være bedst for anstændigheden at skilles nu, og alligevel er han en smule fascineret af denne kvinde, og nu da hun er til at tale med, vil han faktisk gerne lære hende bedre at kende.
"Efter vi er kommet til en forståelse er De ganske dejlig at tale med," siger han så roligt, han kan, "Så jeg ville ikke have noget imod, om De blev." Det er dristigt, og han ved knapt hvordan, hun vil reagere. Ikke ved at slå armene om halsen på ham igen, håber han, og dog har han på fornemmelsen, det er det, hun vil gøre, og så må han sætte sig i karakter og fortælle hende en gang for alle, det ikke går an. Der er hendes anstændighed at tænke på og hans ry. Foruden Gabrielle; hvad ville hun ikke tænke?

Hun nikker kort og smiler stort.
"Jamen så bliver jeg da, nå du nu syntes at jeg er dejlig at snakke med"
Hun kan ikk lade være med at drille ham med han valg af ord, selv om hun jo ved at han er opdraget på den måde. Med små og langsomme skridt, går hun mod ham igen og da hun kommer hen til ham, sætter hun sig foran ham. Hun har lysten til at springe om halsen af ham, men fordi hun har kunne mærke hans afsky de andre gange, lader hun være. Men havde hun vist at der var en særlig kvinde i hans liv, så havde hun gjort det alligevel, bare for at provokere.
Tula, som sidder på græsset foran ham, kigger op på ham og smiler.
"Du burde sætte dig igen, så du kan få noget mere hvile.

Han gengælder smilet venligt og høfligt og betragter hende, da hun kommer hen og sætter sig foran ham. Det var ikke just afsky, han følte ved hendes omfavnelse, nej faktisk var hun meget behagelig at være tæt på, og det var det, der var hele problemet! Han var ikke vant til megen fysisk kontakt med folk, og nogengange trænger man bare til et kram... et kram han så sjældent får. Det bløder ham lidt op indvendigt og gør ham lidt sårbar, og han er ikke vildt med situationen. Desuden, og det er nok den mest væsentlige grund, er det sig ikke passende at gå og kramme til højre og venstre. Måske gør de mindre rige krystalisianere sådan, men bestemt ikke han. Evigt reserveret, evigt isoleret, sådan er Georgie nu en gang.
Som hun sidder der og smiler op til ham, kan han ikke lade være med at betragte hendes barm - den ligger ligesom i synslinjen, og han skynder sig i stedet at få sat sig ned - men med en hånd over sine ribben - for at kunne se hendes ansigt og ikke andet. Det virker så akavet synes han at stirre på en kvindes atributer, ligemeget hvor meget hun så udstiller dem, og højst ugentlemanagtigt!
En lille stønnen undslipper ham, før han kommer helt ned, for bevægelsen gør temmelig ondt, men da han endelig sidder der, trækker han vejret dybt et par gange og smiler til hende.

Tula ser med det sammen hvor hans blik hviler og kan ikk lade være med at smile og hun rødmer oss en smugle, men hun gør og siger ikk noget til det. Det viser hende bare, at han ikk afskyr hende helt så meget som hun troede. Selv om det ikk ligger til hendes natur, så kan hun ikk lade være med at bekymre sig.
"Er det virkelig så slemt?"
Hun kigger bekymret på hans skjulte ribben. Hun kan ikk smile, da det går op for hende, da hun egentligt har været skyld i og får det skidt.

HAn ville ikke have kikket på hendes bryst, hvis ikke de set oppefra havde flankeret hendes ansigt, og selvom det er pinligt for ham og han næppe vil indrømme at have gjort det, hvem kan så bebrejde ham for det? Hun var ikke noget vaskebræt, ikke nogen grim kvinde, det kunne han ikke benægte, men han havde Gabrielle, og selv hende havde han aldrig kastet et blik på barmen af. Han holdt sig normalt hævet over kødets lyster og siden hans hustru stak af, har han levet som en munk (og selv da han var gift, har han kun været sammen sammen med hende én gang). Heldigvis giver hendes spørgsmål ham noget andet at tænke på, og han smiler forklejnende.
"Det er ikke slemt, jeg er bare lidt forsigtig med det," lyver han, desværre ikke klar over nøjagtigt hvor dårlig en løgner han er. Men han gør det for at skåne hende. Hun havde ingen chance for at forhindre det, der var sket, og selvom skaden var ved at være helet, skulle der ikke så meget mere end et stød det forkerte sted, før det gik op igen.
"Det er som sagt en gammel skade," tilføjer han med et smil og folder sine lange, slanke fingre hen over det ene knæ på sine samlede, let bøjede ben.

Han er glad for, hun ikke kommenterer på hans løgn; det ville ikke være sjovt at blive afsløret. Hans grund til at lyve er simpel; han vil ikke give hende dårlig samvittighed.
"Hvis nogen ser os, kan De altid fortælle, det er Dem, der har skadet mig," siger han med et skævt smil og et lille grin. "Det kan måske give lidt prestige, selvom jeg ikke ser ud af en alt for stor mundfuld." Han ved det godt; han ser lille og svag ud, selvom han kun er det, når han vælger at være det af høflighed.
Han betragter hendes vandbilleder med et smil.
"Det er en rimelig fantastisk evne, De har Dem der," siger han roligt, hans stemme mild og dyb og meget maskulin.

Tula smiler skævt til ham, da han siger at hun kan tage æren for hans tilstand.. Teknisk set er det hendes skyld, men det vil forventes af hende, at hun skal slå ham ihjel.
"Jeg kan vil altid sige, at jeg leger lidt med min fangst."
Hun trækker usikkert på skulderne og kigger på hvad hun laver.
"Det er nu kun en lille del af hvad jeg kan gøre, men det får mig til at slappe af."
Hun smiler, men flytter ikk blikket for det fortrylledet vand.

Han skar en grimasse ad hendes første kommentar, men smilede så.
"De ville i alt fald have ramt et ømt punkt ved mig; jeg er ikke noget godt legetøj!" Han lød halvt spøgende halvt alvorlig, og det var ikke til at sige hvilket af det han i grunden var. Han var ikke en gang sikker selv.
"Jeg er sikker på, Deres evne er langt mere omfattende. Det er sjældent man kun ser en lille del af den slags." Han legede lidt med signetringen på sin lillefinger med den indhuggede lilje og sukkede blidt.
"Hvor var livet langt mindre kompliceret før man opdagede sine evner," sagde han så lavt, hun nok ikke ville kunne høre meget andet end en mumlen. Men han mente ikke kun i forhold til evnerne men i betragtning af hvordan hans liv havde været, og dog vile han faktisk ikke gå tilbage, hvis han kunne, selvom han så stadig ville have haft sine søstre.

Hun retter sin opmærksomhed mod ham, da han sukker og ser ham lege lidt med ringen. Tula kan ikk lade være med at undre sig over hvad han tænker på, men smiler så til ham.
Hun klapper hæderne i lårene og rejser sig op fra jorden.
Vandet som for et øjeblik siden danskede rundt i luften, faldt til jorden og løb ud i det friske græs.
"Jeg ved ikk hvad der går dig på og jeg kan sikkert ikk gøre så meget.. Men livet er for kort til at sukke over det."
Tula's stemme er rolig og imødekommende og hendes smil er varmende. Hun rækker sin hånd mod ham, for at hjælpe ham på benene.

Et øjeblik fortabt i sine egne tanker opdagede George ikke det let undrende udtryk eller smilet. Først da hun klappede hænderne på lårene, reagerede han, nærmest med en lille gibben, før han igen opmærksomt så på hende. Lyden af vandet, der ramte jorden trængte ind på hans øre, og han kunne høre græsset ryste sig svagt, så dråberne faldt ned på jorden. Så tog hendes stemme over og druknede naturens lyde.
Et skævt smil vistes over hans læber, let undskyldende.
"Tilgiv mig min uhøflighed," startede han og skar så en grimasse, "Det er ikke noget særligt, bare en række mindre intelligente og mindre heldige valg i mit liv, der kort kom til mit hoved ... Og De har ganske ret; det er for kort til at sukke over!" Han smilede, følte sig beroliget af hendes varme smil og tog hendes hånd. Han kom dog på benene uden at trække ret meget i hende; klarede det meste selv, og stod så en meters afstand fra hende og så ned på hende igen med et afbalanceret blik.

Der var nu et eller andet over ham, som gav hende varme følser i kroppen. Følser hun ikk havde kendt til længe. Selv den enkelte berøring af hans hånd mod hendes, fik hende til at rødme, men den her gang kiggede hun ikk væk og prøvede at lade som ingen ting.
"Rolig nu.. Du behøver skam ikk undskylde over for mig og slet ikk give en forklaring. Alle har skeletter i skabene og du ved, af egen erfaring, at jeg ikk selv er perfekt."
Hun retter håret, da vinden drillende føre det ind foran hendes ansigt. Og med det sammen hun søger hans blik, banker hendes hjerte hårdt og ingen rødmer hun. Tula begynder at små grine og kigger fjoget væk.
"Jeg kan ikk huske om du har fortalt mig dit navn, men mit er Tula"
Hun følte sig lidt dum og spicelt fordi at hun ik vidste om han overhovedet ville komme hende nærmere ind på livet, efter som han allerede ved hviken type pige hun er.

Det var svært for ham ikke at bemærke hendes rødme, da han rørte hendes hånd, og han var klar over, det var et tegn på, han var for frimodig. Hvad end hun var, så var han nødt til at opføre sig som en af sin klasse og som en gentleman og ikke røre hende igen. Allerede havde han taget sig flere friheder end han normalt ville gøre det, men naturen, natten og dette besynderlige møde, havde påvirket hans dømmekraft.

Hendes ord fremkaldte et taknemmeligt smil på hans læber, og dog kunne han ikke lade være med at svare:
"Jeg er ganske rolig, og min undskyldning var mest for ikke at være opmærksom over for Dem. Forklaringen syntes blot passende." Han skar en lille grimasse,d er endte i et undskyldende smil. HEndes ord om, hun ikke er perfekt, kan han dårligt vende til en kompliment eller modsige uden at virke uoprigtig, så han vælger at lade kommentaren glide hen.

Vinden der så frækt bar hendes totter ind foran hendes ansigt, trak i båndet, der holdt hans hår, og før han vidste af det, fløj det ud og løslod hans krøller, der tumlede vildt omkring hans ansigt og ned over hans skuldrer. Det tog toppen af hans ellers polerede udseende, og da han vidste dette, var han ekstremt hurtig til at hæve hånden op og forsøge at samle det igen uden dog at have noget at samle det med. HVor frustrerende! HAn bemærkede slet ikke hendes rødmen denne gang, eller at hun så væk, og først da hun talte igen, så han på hende, nu med et fast greb om den båndløse hestehale.

"Tula," sagde han langsomt, nærmest som smagte han på det, før han bukkede dybt for hende. "Sir George Gallagher til Deres tjeneste, miss."

Afhøngigt af hvad, der lå bag tanken at komme nærmere ind på livet af ønskede George da at fortsætte samtalen med hende og vide mere om hende. Hun var ikke hans typiske valg for aftenunderholdning, men det havde aldrig afskrækket George at møde nogen, der var anderledes end ham selv, og han var meget åben og tilgivende overfor enhver, selv folk med principper og moralsæt så langt fra hans eget. Jovist var Tula ikke en af Guds bedste børn, men det kendte han så mange, der ikke var, så dét afskrækkede ham i alt fald ikke.