Hvor længe hun havde befundet sig på Den skjulte fæstning, havde Marishka ikke nogen ide om. Måske nogle dage? En uge måske? Hun havde stoppet med at tælle, da hun havde mere travlt med at sørge for hun ikke bukkede under for Ra's pres. Egentlig var hun sendt for at slå ham ihjel, men hun havde ikke just gennemtænkt situationen, eftersom han var dæmon og hun selv var et menneske. Hun havde blot takket ja og taget af sted og aldrig vendt tilbage. Gad vide hvad personen som havde sendt hende ud tænkte, hvis der overhovedet blev skænket hende en eneste tanke. De sørgelige rester af tøj, der hang på den let udsultede krop, havde bestemt set bedre dage, hvilket hele hendes krop i det hele taget også havde. Hun trængte akut til et bad, da hun stank af, hvad bedst kunne beskrives som mug... Hendes ene øjenbryn var flækket, det samme var hendes underlæbe, hvilket havde efterladt rester af blod i hendes ansigt. Måske var det bare bedre at hun efterhånden gav slip og lod ham få kontrollen over hende, dog havde hun ikke tænkt sig at give op uden kamp, trods det ville ende med at koste hende livet, men det var en pris hun var villig til at betale. 

Hun rettede blikket mod døren da hun hørte nogle skridt, men det var ikke hende de kom ind til, ikke endnu i så fald. Men hvor længe ville der gå? Ville det være for endnu en omgang tæsk fordi hun nægtede at gøre hvad han sagde, eller var det med mad? Hun rev lidt i lænkerne omkring hendes håndled og skar tænder. De havde efterladt mærker, ikke det havde brudt huden og der var sår, mere som om de havde skavet eller noget i den dur. Hun bemærkede den velkendte stemme et stykke væk fra hendes celle og forberedte sig nærmest på det værste. Alt hun kunne, var at håbe på han måske gav hende en smule nåde og lod hende få det bad, hvilket nok var noget af det eneste hun egentlig hungrede efter.

Der var efterhånden gået nogle uger siden Ra havde iført Marishka i hans fange kælder, han havde på ingen måde skimtet hende en tanke, og han havde faktisk fået de fleste af hans slaver til at fodre hende med mad, dog havde det aldrig været hun havde fået men blot rette kød, men en ting var sikkert Ra ville knække hende, og nu når han vidste at hun havde været sendt for at dræbe ham, havde han brugt tiden på at finde ud af hvem der gerne så ham død, hvilket havde ført ham fra til en gruppe af fem mænd, som var en slags overhovede af dem der havde sendt hende afsted på en selvmords aktion.

Ra havde taget hans frakke på med symbolet fra hans klan på ryggen, han gik ned imod fange kælderen og der gik ikke længe før døren gik op, hvor efter han kom til syne for hendes øjne, hans sorte øjne vidste ingen ting som han kiggede på hende. “ de venner som har sendt dig her hen, har du snart tænkt dig at fortælle hvem de er “ sagde han roligt, selvom han allerede vidste hvem de var.

Han tog en stol og frem og gik over imod hende, imens han slæbte stolen hen af det kolde sten gulv, hvor efter han satte sig omvendt foran hende, og kiggede på hende og hvor medtaget hun så ud, “ du kan få mad hvis du svare mig ærligt omkring det “ sagde han koldt og roligt 

Marishka rettede blikket op da døren ind til cellen blev åbnet og til hendes store overraskelse, stod dæmonen foran hende. Hun sendte ham et kækt smil ”Nej, ser man… Det? Ra i egen person er kommet for at besøge mig” kom det hæst fra hende. Hun havde det som om hun havde spist sand og alt bare sad fast i hendes svælg. Hun var skam klar over hun legede med ilden overfor ham og det formentlig ville ende med at koste hende dyrt.

Som han trak stolen over foran hende og satte sig, gjorde hun sit bedste for at komme ordentligt op og sidde, så hun kunne se ham. Marishka bed sig i underlæben som han begyndte at lokke med mad ”Du ved det jo allerede… Gør du ikke?” sagde hun og så ind i de sorte øjne. Hun vidste at dæmonen ikke var dum og formentlig straks havde sat en eller anden form for aktion. Hun sendte ham et smil igen ”Ganske vidst er jeg blot et menneske… Men jeg er ikke dum, Ra” sagde hun og så ned i det kolde stengulv. Hun vidste at hun sikkert ikke ville blive sluppet fri, eller få nogle andre klæder på, desuden var hun næsten sikker på han vidste det allerede.

Dette menneske denne kvinde var virkelig dum, når man sad der hvor hun sad lige nu, så var det nok ikke lige den form for flabethed han havde valgt, men sådan var mennesker jo nu til dags, men igen hun vil snart mærke at der intet var at gør med den attitude hun havde. 

Han smilede kort til hende “ du har ret jeg ved det allerede sagde han, “ sagde han roligt og to sekunder efter gik døren op igen, hvor efter en af vagterne kom ind, og lagde den mest stikkende sæk ved siden af dem, selv Ra måtte tag noget vat i næsen for at kunne holde ud af være i rummet.

Han kiggede på sækken og derefter på hende, hvor efter han åbnede sækken, og fem hals huggede hoveder kunne ses i sækken, “ også gav de ikke engang modstand “ blev der sagt i en rolig tone, som han rejste sig op fra stolen, og skulle til st gå imod døren. 

“ du kan ikke kæmpe imod for evigt “ sagde han og stillede en kop med meget lidt vand i på gulvet, hvor efter han åbnede døren og gik ud af den, og hen imod hans gemakker.

Marishka så op på ham som han talte. Hun vidste det! Hvorfor skulle hun så svare på hvem der havde sendt hende, hvis han alligevel vidste det i forvejen? Det var jo på ingen måder logisk. Hendes blik rettede sig da mod døren da den gik op og en vagt kom ind med en sæk der blev smidt ved deres side. Hendes blik låste sig fast på sækken. Hvad var dog det for en stank? Hun rynkede på næsen og skar en grimasse og der bemærkede hun, hvor til søbet sækken var af blod.

Af ren nysgerrighed, så Marishka ned i sækken med hoveder og kendte hver og en af dem. Nærmest kastede hun sig tilbage og skar tænder. Var det også sådan hun ville ende, hvis ikke hun lod sig knække af Ra? Ivrigt forsøgte hun ikke at kaste op og rettede i stedet sin fokus mod dæmonen ” Havde du regnet med det? De sendte en kvinde for at tage livet af dig…. Bevares… Det fejlede” sagde hun og så efter ham som han begyndte at gå mod døren. Var det alt? VAR DET ALT!?

”Du forventer jeg er sammenarbejdsvillig, når du ikke giver mig mad og giver mig tæsk? Har du overvejet det er derfor jeg holder min kæft?” sagde hun og puffede til koppen med vand så den væltede. Hun var spydig og dette ville sikkert koste hende nogle slag, men hun var ligeglad. Hun ville kunne tage til overvejelse om hun ville fortælle ham ting, hvis hun måske fik et reelt måltid og et bad, men ikke før…