Der var intet Mirabelle ønskede mere, end at kunne tage sig af en anden kvinde,
som hun virkelig fortjente. De to af dem havde ganske vidst været separeret i rigtig mange år, men hun vidste nu stadig at Kaatima fortjente det mere end så mange andre. Hendes liv havde ikke været nemt, og hun havde ikke fået lov til at vælge en vej for sig selv, ikke med den far hun havde. Hvis Mirabelle bare kunne bringe hende et øjeblik af lykke mellem dem,
så var det det hun ønskede. Hvad de havde kunne aldrig være langsigtet og stabilt,
ikke i den verden de levede i, men for nu var det her godt nok.
Deres læber mødtes, og Mirabelle lod også sig selv overgive til smagen og følelsen af Kaatimas læber. Hun var medgørlig, som Kaatima prøvede at trække hendes tøj af. Jakken og skjorten blev endelig hevet af, og den lyse hud skinnede næsten imod Kaatimas egen. Bukserne var dog stadig på, og det ville kræve en lidt anden position at få det af, men det var ikke det vigtige lige nu.
Hendes nu nøgne arm fandt vej omkring Kaatima, for at hive hende lidt nærmere, så hun kunne mærke deres bløde hud mod hinanden.
Kaatima virkede så blød og sart sådan her, og slet ikke som den kraftfulde kvinde hun vidste hun var.
Endelig brød deres læber fra hinanden, og Mirabelle åbnede øjnene, og kiggede ind i de velkendte, og dog så fremmede øjne Kaatima besad. Hendes egne gyldne var blevet mørke af lyst, men hun havde ikke lyst til at forhaste sig.