Tid: Midt om natten
Alfredo sad ved havnen med fødderne udover vandet. Det var alligevel nogen kilometer fra hvor han selv boede, men han havde ikke kunne sove.
I nogen perioder var han meget forstyrret af mareridt og havde svært ved at tænke klart. Han havde det dårligt, var bange, svedte og vendte og drejede sig. Han havde med årene erfaret at det ikke nyttede noget bare at ligge, for det ville bare sætte tankerne igang i hans hoved, og som oftest fik det ham blot til at tage endnu længere tid om at falde i søvn.
Han kiggede udover mørket, man kunne fornemme månen der var halv i det fjerne, men som ikke lyste meget op. Det var vindstille, men ikke super varmt. Han sad derfor også i en lang frakke af uld som han havde fået i gave af en menig for nogen år tilbage.
Han sad bare, kiggede bare. Alt omrking ham var fuldkommen stille og det eneste han kunne høre var en mild brise engang imellem, eller nogen fugle som begyndte at skrige om kap. Han smilede let for sig selv, mest når han trak sig selv tilbage i alle minderne.
Alle de minder som gjorde så ondt, men som samtidig holde en del af ham i live når det hele blev lidt for svært.