Han smilede i mod hende.
Hun virkede virkeligt sød, og han kunne faktisk ikke huske hvornår han sidst havde haft tid til at sidde og snakke med et andet menneske, som han ved første øjekast følte han klikkede så godt med.
Det var jo også ganske fornyligt at han havde forsøgt at komme ud af sin skald, og det var faktisk en bog han havde læst som havde fået ham til at tænke mere over hvordan han brugte sit liv.
Han ville ikke bare gå i sin egen bobbel, det kunne godt være han ikke ønskede en kone igen, hende havde han haft, men derfor så var han stadig typen der ønskede at snakke med andre.

"Nej jeg ved ingenting" sagde han og kiggede let ned i jorden.
"Men jeg har faktisk netop booket en dusørjæger til at forsøge at finde ud af hvad der er sket med dem. Ved godt jeg nok ikke kan finde dem, men jeg vil bare gerne vide hvad der skete..." sagde han roligt.
Han håbede jo virkeligt at de bare var døde af alderdom som mennesker, selvom en del af ham naturligvis ønskede at de på en eller anden måde levede endnu.

Fahira lyttede til hans ord og forstod godt, at det måtte være svært ikke at vide, hvad der er sket med folk som man elskede. Der var ingen tvivl om, at Fahira ville finde det svært når hun på et tidspunkt mistede en hun elskede. Der var bare ikke nogen af den slags endnu. Jo, måske hendes kusine, men ellers var der ikke rigtigt nogen andre.
"Det må være hårdt. Det er ikke nemt at leve uden at vide den slags! Specielt når man elsker dem højt." Forstilede hun sig og sukkede tungt. Det var rart at sidde her og snakke. Hver aften behøvede jo ikke at være en fest og det var det ikke nu. Lige nu var det bare hyggeligt. "En dusørjæger? Det lyder specielt! Kostede det noget? Og hvad skal de gøre?" Spurgte hun nysgerrigt og sendte et smil til ham. Nysgerrig efter at finde ud af, hvad der skete.

Han smilede ved hendes ord.
Han tænkte stadig meget ofte på hans afdøde kone Agnes, eller ihverfald gik han ud fra at hun var død. Det lød måske mærkeligt, men det håbede han også.
Han håbede hun havde været lykkelig i sine levende år som menneske, måske havde giftet sig igen og haft det godt sammen med deres datter.
Han var så bange for at der kunne være sket dem noget når han ikke havde været der til at passe på hende, og bare tanken gjorde ham ulykkelig.
Det var jo oftest også derfor han ikke kunne sove om natten.

"Åh ja han var ret dyr, men jeg havde brug for det for at jeg kan få ro i sjælen du ved... Ikke at jeg tror jeg nogensinde får det helt, men hvis jeg bare kan.. Få lidt" sagde han og sukkede dybt.
Han vidste nærmest ikke helt hvad han håbede at få ud af det.
Han vidste godt at han havde mange år foran sig, så måske han bare gjorde et forsøg på at få smerten til at blive en smule mindre.

Fahira kunne godt forstå ham. Hun var helt sikker på, at hun havde gjort præcis det samme, selvom hun nok aldrig havde følt den samme kærlighed, som han havde, men hun kunne alligevel forstille sig, hvordan det var at miste en, som man ikke helt vidste, hvor var. Var de døde? eller levede de bare i skjul?
"Det forstår jeg godt, hvis de også kan give dig ro i sindet, så er det vel bedre end ingen ting?" 
Lød det ærligt fra hende og hun rettede blikket mod ham. 
"Jeg har nok aldrig haft en, som betød så meget, men kunne forstille mig, hvordan det er. Ikke ligefrem noget, som folk ville elske. "


Lidt kort, men lige nu får jeg bare svaret xD

Han vidste godt at det måske var spild af penge.
Alfredo var jo ikke ligefrem rig eller noget i den stil, ikke en mand der havde særligt mange midler at gøre med eller noget i den stil. Han kunne bare ikke få fred med det, før han vidste præcist hvad der var sket med dem.
”Man gør jo bare nogengange dumme ting, når det er hjertet der leder en på vej” sagde han i en ærlig stemme og sukkede ganske roligt.
Han vidste godt han nok aldrig fik sin familie at se igen, men hvis han så i det mindste bare vidste at de havde fået fred.

”Åh.. Du har ikke været gift eller haft en god familie?” spurgte han roligt.
Han vidste jo godt at folks former for familie var meget forskellig, især med alle de væsner der var i denne verden - nogen havde jo slet ikke familier.
Men Alfredo havde bare så hjertevarm en kærlighed til dem, at han følte han var nød til at vide hvad der foregik og hvad der var sket. Han ville gøre alt for at se dem igen.
Men han vidste at han var nød til at få fred med det, før eller siden.