Gående rundt imellem mange af boderne på markedspladsen havde Hailey kedet sig i lidt tid. Snart alt for lang tid, og selvom der var virkelig mange mennesker så trængte hun til at der skulle ske noget. Det var så sjældent at hun havde oplevet verdenen udenfor, for hun havde altid været indespærret. Det var kun takket været hendes forældre. Et dybt suk forlod hendes læber, og hun lod hendes øjne glide rundt på omgivelserne. Hun gik lidt rundt for at betragte de mange forskellige boder der var på pladsen, og hun stoppede op ved en bod der solgte glas, og krukker. Hun fik et stort smil frem på ansigtet som hun kiggede nærmere på de mange glasfigurer og nogle af de flotte krukker. 

Kvinden bagved boden sendte hende et smil, og hun gengældte det. Hun kiggede ned ad sig selv, som altid bestod påklædningen af en sort kjole som havde et gennemsigtigt lag over sig. På fødderne var der nogle sorte flade sko. Man var ikke i tvivl om at hun var en adelig, men hun tænkte ikke så meget over det. Hun betragtede glasfigurene lidt mere, før hun kunne høre noget. Hun drejede hovedet for at se, hvad det kunne være. Der kom en tyv løbende, og hun var ikke sikker på hvem det var. Hun havde aldrig set ham før, og hun nåede ikke gøre noget før at tyven havde fået fat i en af glasfigurene. Hailey kiggede efter tyven der løb videre, og ned over sig selv. Hendes lille taske hang stadigvæk rundt  om hendes håndled, og hun kiggede på kvinden bag boden"Jeg henter den til dig!"råbte hun med et glad smil, som hun satte i løb efter tyven.

Han virkede hurtig, hurtigere end hende. Hun løb imellem de mange folk, og prøvede at nærme sig tyven der havde stjålet glasfiguren.

Det var en helt almindelig dag, det var hverken for koldt eller for varmt. Solen stod på himlen, med få skyer der dækkede for den en gang i mellem. Faktisk, så havde det været en ganske kedelig dag. Ingen interessante ting var sket, og den unge mand, kunne mærke hvordan det kriblede i fingrene for at komme ud og rejse igen. Men Logan havde valgt at han skulle giftes, og ud over det så var han ikke engang blevet inviteret til brylluppet! Magen til frækhed skulle man lede efter!

Han skubbede til en sten, med hans slidte støvler, der gik til midten af hans skinneben. Han var iført en løs langærmet skjorte, der var åben ved brystkassen. Så man fik et godt udsyn til hans solbrune hud, hans halvlange blonde hår hang omkring hans ansigt. Og hænderne fandt ned i hans mørke løse hørbukser.

Det var også for at Neagu slet ikke lagde mærke til, at der var en mand der var ved at brage ind i ham. Ikke før at det faktisk var sket. “Wow, hov hov!” helt ekstraordinært så blev Neagu faktisk på benene, efter at en yngre knægt var løbet ind i ham. Dog var knægten ikke lige så heldig som ham selv, der var landet ret hårdt på jorden. Den stakkels dreng så yderst panik slagen ud, som han prøvede at samle de ting ind, der var faldet ud af hans taske. “her lad mig give dig en hånd” sagde han med et muntert toneleje, men da han så en kvinde der kom løbende ikke så langt fra dem. Var Neagu ikke lang tid om at ligge to og to sammen. Et skævt smil spredte sig på hans læber. Hvilken fantastiske chance for at gøre godt indtryk på kvinden. Det måtte jo udentvivl være hende, som han havde stjålet fra. Hvem ville ellers stikke sådan efter en tyv? Han greb drengen omkring skuldrene. “Jeg tror ikke du skal nogen steder knægt.” han holdte ham på plads, selvom der blev gjort stor modstand. “Ikke før, du har givet denne skønne dame, hendes genstand tilbage.”

Et hurtigt stop nåede Hailey før hun var løbet ind imod knægten og manden der stod ved ham. Hun bukkede sig forover imens hun hev en smule efter vejret. Det var godt nok alt for lang tid siden, at hun havde løbet så meget, og så hurtigt. Men hun var nået hen til knægten der havde stjålet glasfiguren, og hun rettede sig op efter ganske få minutter. Hendes øjne gled ned over manden ved knægten, og sendte ham et stort smil da hun hørte hans ord. Hun lagde hovedet på skrå og studerede knægten der virkede til at være ganske utilfreds over at blive fanget. Hailey fik vejret og pusten igen efter den lange løbetur, som enlig ikke burde føles lang. Så lod hendes blik hvile sig på denne mand foran hende, og viftede med hænderne foran sig som tegn på at genstanden ikke var hendes.

"Åh nej nej den tilhører ikke mig, men den venlige kvinde bag en glasbod lidt længere derhenne"sagde hun som hun drejede sig en smule, og pegede i retningen af hvor hun kom fra. Som hans charmerende ord kom ud ad hans mund måtte hun lige stå og prøve at holde hendes kulør i ansigtet. Det var godt nok tæt på, at den røde farve ville tage over, og male hendes kinder røde. Hendes blik faldt så ned på knægten efter at hun begyndte at føle sig alt for skræmmende som hun bare havde stået og kigget på manden. Så bukkede hun sig lidt så hun var i øjenhøjde med knægten, og hun løftede en hånd frem imod hans skulder. Et venligt smil blev sendt til knægten, og hun holdte øjenkontakten med ham"Kvinden vil blive meget ked af det, hvis hun ikke får figuren tilbage"lød det glad og blidt fra hende som hun sad og holdte rundt om hendes knæ ed hænderne.

Hun skulede op til manden, og løftede et øjenbryn for kendte han knægten her. Hun havde slet ikke nået at hørt hvad de havde snakket om. Hun var først lige ankommet hen til dem, men hun blev da en smule nysgerrig. Om denne knægt ville aflevere glasfiguren vidste hun ikke. Lige nu kunne det godt virke som om han havde lyst til at slippe fri fra denne mands greb"Kender i hinanden"spurgte hun så undrende og henkastet til dem begge to med et bredt smil.

Han måtte indrømme at det kom lidt bag på ham, det at en så nydelig ung kvinde havde valgt; ganske uden bekymring for sig selv. Var løbet efter en tyv. Især nu når det slet ikke var hendes egen genstand, men en andens? Det lød også på hende, at det egentlig ikke var hun kendte? Neagu måtte indrømme, at det gjorde han meget forvirret den her situation. Hvilket også var grunden til, at han begyndte at klø sig i nakken med sin frie hånd.

“Nå men du hørte hende, aflever det du har stjålet så vi alle kan komme videre med vores dag!” hans stemme var blød og ikke super kommanderende. Men der lå dog alligevel noget i hans måde at være på, at han ikke havde tænkt sig at give slip, før at drengen gjorde netop dette. Gav kvinden foran dem glas figuren, som den langfingrede tyv havde valgt at snuppe. Faktisk ville han normalt være ligeglad, han var ikke en lovlydig borger, faktisk var han præcis det modsatte. En gøgler, en charlatan, alt han kunne slippe afsted med, for at livet blev lidt nemmere. Det gjorde han.

Men kvinder, kvinder ville altid være hans store akilleshæl. Især når de var så smukke, som personen der stod og betragtede den unge knægt. Han strammede grebet en smule, da han kunne mærke at der blev gjort modstand. For at komme væk. Dog måtte han indrømme han blev en smule forvirret, da hun spurgte om de kendte hinanden? Hans blik faldt ned over den scene de forholdte sig i, i dette øjeblik. Hans ansigt formede sig tydeligvis, i en grimasse der fortalte; er du seriøs lige nu? “Nej, aldrig set ham før…” drengen prøvede igen at rive sig fri. “Jeg tænkte bare jeg ville hjælpe, nu når det så ud til du have svært ved at indfange ham.” han trak lidt på skuldrene. “Jeg kan da godt blande mig uden om, hvis det er hvad du ønsker” han vente et charmende, næsten kækt smil imod hende.

Hovedet lagde hun på skrå som hun betragtede denne mand foran sig og knægten. Grimassen på maden fik Hailey til at grine, og hun lod hendes øjne hvile sig på ham. Da glasfiguren blev rakt hen imod hende tog hun imod den. Hendes øjne gled ned over figuren og hun lod et stort smil brede sig på hendes ansigt, som hun bare kiggede på den og nærmest var betaget af den kunne hun ikke undgå at tænke på kvinden der sikkert savnede figuren. Hailey vendte hendes opmærksomhed og blik tilbage på manden foran sig, og hun trådte et skridt tættere på ham, rakte ud efter hans hånd og trykkede den med et varmt smil"Tusind tak"lød det bare fra hende som hun holdte hendes blik på ham.

Som han nævnte at han slet ikke kendte denne knægt ved dem kunne Hailey ikke undgå at skæve ned til knægten. Han virkede gnaven over at have mistet figuren, og på en måde forstod hun det godt. Men hun var bare sikker på at kvinden bag boden ville blive mere trist hvis Hailey overrakte denne figur til knægten. Selvom kvinden bag boden havde masser af glasfigurer, og sikkert nok godt kunne undvære en eller to besluttede hun sig for at hun ville bringe figuren tilbage til hende. Det var ikke fordi hun var typen der stjal sådanne slags, for det gjorde hun ikke. Intet af sådanne slags ting, det var jo ikke passende for en adelig som hende. Det gik så op for hende at hun fortsat holdte hendes hånd i hans for at takke ham, og hun gav så slip imens hun sendte ham et uskyldigt smil"Jeg havde meget svært ved det"grinede hun blidt som hun skævede ned til knægten der så ud til at have lagt armene over kors med en sur mine over ansigtet. 

Hailey grinede lidt mere, og bukkede sig ned til ham så de var i øjenhøjder og hun strøg en hånd hen over hans hår. Der var sikkert mange flere ting som han kunne stjæle, men hun skulle sikkert passe lidt på at han ikke ville stjæle noget fra hende. Både med en pung hængende rundt om hendes håndled og en masse smykker på sig samt de fine klæder var der sikkert nok det ene og det andet der kunne friste. Hun løftede sit blik op på manden foran sig, og hun rettede sig langsomt op så de stod overfor hinanden igen. Uden at tænke over hendes handling lænede hun sig ind imod ham, og tog begge hans hænder i sine som hun sendte ham et stort blik"Nej overhovedet ikke!"råbte hun bare før hun enlig burde have svaret ham høfligt og elegant, og hun var da også nød til at hoste falsk for lige at tage sig sammen igen. Hun kiggede fortsat på ham og kunne mærke varmen i kinderne"Jeg mener...Jeg er glad for deres hjælp, jeg havde ikke fanget ham uden din hjælp"sagde hun så med et varmt smil og fortsat stod med hans hænder i sine. Lige nu tænkte hun ikke over det, og havde ikke lyst til at give slip. Hun havde kun været heldig at have lagt glasfiguren forsigtigt på jorden ved sig. Det var nok lidt dumt, eftersom knægten sikkert godt kunne snuppe den igen. 

Der var nu ikke noget bedre i Neagus liv, end at gøre skønne kvinder glade. Så at se hende smile sådan til ham, var lige nu den bedste betaling han kunne ønske sig. Selvom han aldrig sagde nej til krystaller, men han var jo hellere ikke uretfærdig. Han gav hendes hånd et venligt og varmt klem, inden han blot overværede situationen mellem tyveknægten og den adelige kvinde. Han havde ikke så meget han skulle foretage sig, og nu når glasfiguren blev leveret tilbage; så var alt vel i grunden godt.

Han fugtede sine læber, og tog en dyb indånding. Han havde stået lidt i sine egne tanker, da hun pludselig greb begge hans hænder. Hvilket jo tildels gjorde det lidt svært, at holde fast i knægten. Så med et forvirret udtryk, vente han sin opmærksomhed tilbage på kvinden foran ham.

“Øh” sagde han tydeligt forbavset over hendes udbrud, men smilet var dog hurtigt overbærende. Hun var vidst ikke som alle de andre adelige, man mødte her i byen, det var dejligt forfriskende. Han fugtede læberne igen, og trak lidt på skuldrene. “Så lidt … hov!” drengen havde set sit snit, og vente om på hælen og løbet væk fra ham. Hans første reaktion, var at tjekke hans pung og egendele stadig var der. Derefter lagde han blikket på glasfiguren som der lå sikkert på jorden. Han kiggede efter knægten der virkelig kunne løbe. Det virkede som om, at han bare ville væk nu. Uden at få nogen tyvekoster med sig. Hvad man ikke gjorde for at undgå byvagterne.

“Mangler du noget? Eller skal jeg løbe efter ham?” sagde han hurtigt, og var allerede klar til at sætte jagten i gang.

Måske det også var en lille hemmelig indre mission, at hun ikke ville være som alle andre adelige. Nu var det heller ikke så tit hun oplevede noget, for hun havde været så vant til at være indenfor. Nærmest spærret inde, så hun slet ikke kunne opleve de spændende omgivelser udenfor. Et overrasket udtryk spredte sig over hendes ansigt og hun kiggede på personen foran sig da han spurgte om hun manglede noget. Hun lod hendes blik glide ned over sig selv, og begravede begge hænder i lommerne på kjolen, men der var ikke stjålet noget fra dem.

Så løftede hun blikket op på ham, og løftede en hånd op til hendes ansigt for at fjerne lidt af håret væk fra ansigtet. Men dér gik det op for hende, og hun lod de brune øjne falde ned på hendes hånd. Pungen var væk, pungen med krystallerne, og de andre penge værdier som rav stykker, jade stykker. Hun gispede lidt, og kiggede i den retning knægten var løbet. Han var enlig hurtig, og lusket som han hurtig var væk, og Hailey havde slet ikke opfanget det, hun havde været alt for optaget af denne mand her foran sig"Åh nej"lød det lavt fra hende med en bekymret stemme, og hun gik lidt tættere på denne mand, og kiggede forbi ham. 

Hun tænkte lidt over hans spørgsmål, og hun fik en idé"Skal jeg hjælpe, eller har du det bedre med at løbe alene"sagde hun undrende som hun lod en hånd hvile sig ved hendes bryst. Han var enlig meget venlig og høflig, det var ikke sådan en mand hun før havde mødt. Hun vidste ikke om det var bedst at han løb eller om hun skulle hjælpe ham med at løbe efter knægten. Han var sikkert hurtigere end hende, og hun skulede kort ned til glasfiguren på jorden. Hun burde nok få afleveret den tilbage til kvinden ved boden.

Forhelvede. De tanker løb hurtigt igennem hans hoved. Da han kunne se på hendes ansigts mimik, at hun faktisk manglede noget. Og det var før hun overhoved havde sagt noget, han tog en dyb indånding. Han var i bedre form til at tage jagten, ikke om han vidste om hun var bedre eller dårlige til at løbe end han var. Men fordi han ikke havde brugt noget af hans energi endnu, hvorimod kvinden havde allerede jagtet den lille tyveknægt én gang.

Han nikkede til hende, og stak så i løb. “Aflever du figuren, også fanger jeg den lille pestilens på to ben!” råbte han hen over skulderen, også var han også væk.

Neagu løb så hurtigt han kunne, pressede sig til sit yderste. Heldigvis fik han et glimt af den unge dreng, der havde hugget pungen fra Hailey. Et lille smil bredte sig på hans læber, som han stoppede op. Han betragtede bygningerne, hvordan ville dette blive nemmest? Han tog modsatte retning af hvor drengen havde løbet. Heldigvis kendte han disse gader ganske godt efterhånden, og rigtigt nok. Få minutter efter, stod han med en brystkasse der hævede og sænkede sig voldsomt. Drengen kiggede bag ud, sikkert for at sikre sig at han havde sluppet fri fra det to mennesker, han havde flygtet fra. Og løb igen lige ind, i Neagus pumpede brystkasse. “Er du seriøs!? Dig, igen!?” råbte drengen fortvivlet, neagu greb knægten i armen og hæv ham ind til sig. “Nu ingen gode idéer, aflever pungen.” drengen skulede, og kastede så pungen ned i Neagus udstrakte hånd.

“Hvordan fangede du mig anden gang? Jeg var helt sikker på jeg var kommet væk!” det frembragte et smil på hans læber, som han kastede Haileys pung op og ned. Der var nogle seriøse krystaller i den. Meget fristende, for en tyv som Neagu. Men han gemte den væk, i hans lille taske, han havde om livet. “Bliv nogle år ældre, og du lære at være lige så hurtig som mesteren her.” han rumsterede rundt i drengens hår, og trak derefter et safir stykke op. “Her, få noget mad. Også bliv lidt mere opmærksom på hvordan du stjæler dine ting. Har du brug for arbejde, henvend dig hos Iz Lovkach husvogne. Der er altid plads til unge knægte” drengen kiggede på ham, som var han en Alien. Neagu gav ham et smil, og slap ham så. Drengen stak af, sikkert fordi han troede han ikke ville få en ny chance.

Nu var det plot spørgsmålet om at finde den nydelige kvinde, hvis pung han lige havde fået tilbage tilhørte.

Hailey havde samlet figuren op fra jorden, og var gået hen til kvinden bag boden med den. Der var virkelig mange spændende figurer, og det var svært at lade dem være. Lige på dét punkt forstod hun godt hvorfor knægten havde været interesseret i figuren, og havde hun været en tyv havde hun måske selv gjort det samme. Dog var hun blot en adelig kvinde, der for første gang i meget lang tid oplevede noget andet, end bare at sidde indenfor. Hun lod hendes blik hvile på kvindens ansigt, og satte figuren på boden. Hun lagde hovedet på skrå og lod hendes øjne glide hen over de mange figurer.

"Værsgo, som jeg gav mit ord på"smillede Hailey som hun mødte kvindens blik, og hun lagde en hånd i siden. Kvinden bukkede for hende, og trykkede hendes hænder blidt. Det fik Hailey til at smile lidt større og lod hendes øjne betragte kvinden lidt mere. Som kvinden pludselig løftede et øjenbryn og kiggede lidt rundt kunne Hailey tydeligt se, hvordan kvinden undrede sig over noget. Men hvad det var vidste hun ikke, og hun fjernede blikket væk fra hende. Hun løftede en hånd op til  hendes bryst, og lod den hvile sig"De skal ikke være bekymret, jeg er sikker på du ikke mister flere figurer"sagde hun med en glad stemme som hendes blik landte på kvinden.

Så drejede hun hovedet væk fra kvinden, og kiggede rundt. Hun kunne ikke se Neagu, men hun havde en fornemmelse af at han havde fået fingrene i knægten. Det var heller ikke fordi hun enlig savnede hendes pung utrolig meget, for hende betød penge ikke så meget. Det gjorde det nok for mange adelige men ikke hende. Hailey lænede sig op ad boden imens hun fik et bekymret udtryk på ansigtet. Han måtte da være okay ikk?Der kunne da ikke ske noget slemt kunne der? Den ene bekymring efter den anden fik Hailey til at bide tænderne sammen, og hun lod blikket glide rundt imellem de mange folk der vandrede rundt"Hmm"lød det lavt fra hende som hun prøvede at få øje på ham. 

Neagu gik med lette skridt tilbage til markedspladsen, hvor han var ret sikker på at han havde set en bod der havde solgt præcis de glasfiguren drengen havde stjålet. Pungen der tilhørte Hailey kastede han op og ned, og en let fløjte forlød hans mund som han gik ned af gaderne. En kedelig dag, havde bestemt vist sig fra den bedste side af. Ikke nok med, at han havde fået pulsen lidt op, så havde han også fået lov til at gøre bekendtskab med en ganske nydelig ung kvinde. Som han virkelig glæde sig til at lære bedre at kende.

Der gik noget tid før, at han var ved markedspladsen. Drengen havde virkelig haft fart i de ben, det måtte han give ham. Hans blik gled rundt, da han endelig fangede den nydelig kvinde hvis pung han havde i hånden. Han stoppede derfor helt prompte at kaste med den. Det ville bare ikke give et særlig indtryk, ville det.

Han gik med et stort og charmende smil hen til hende. “Et styks stjålet pung.” sagde han glad, og afleverede hende den tilbage. Han lagde begge arme bag ryggen, og kiggede først end på figurerne for derefter hen på den adelige kvinde. “Så siden jeg nu har hjulpet dig to gange. Er det vel på sin ret at jeg kunne få den ære at vide dit navn. Og måske tage dig med ud og spise?” han var ikke så opmærksom på kvinden bag boden, han var meget mere interesseret i skønheden der stod foran ham.

Lyden af den bekendte stemme og synet af Neagu fik hende til at smile, og smilet blev da også en del større som han gav hende, hendes pung tilbage. Hun lod nogle fingre røre hans som hun tog imod pungen, og åbnede den for at tjekke om der manglede nogle rav stykker, krystaller eller jade stykker. Men hun måtte anerkende overfor sig selv, at hun ikke kunne huske hvor mange af hver pengeværdi der havde været i pungen.

Uden at tænke over at han faktisk var en fremmed, og om det var en god idé besluttede hun sig dog for at give ham et kram. Hun var gået tættere på ham, og hun lagde hendes arme rundt om haml. Måske det var et ret tæt kram, men det tænkte hun altså ikke over"Tusind tak!"sagde hun glad som hun krammede ham lidt. Men efter få minutter gav hun slip, og gik lidt væk fra ham, for det var nok lidt underligt at kramme en mand man netop lige havde mødt. 

Hendes brune øjne hvilede sig på hans ansigt, og hun puttede pungen ned i den ene lille lomme i hendes kjole, så tog hun blidt fat i kjolen og nejede elegant og høfligt foran ham. Som adelig havde hun da manere, selvom hun til tider ikke brød sig særlig meget om dem. Men hun kunne da sagtens være elegant og høflig når hun ville"Hailey Lawson, men de kan sagtens kalde mig Hailey, eller andet de føler for"sagde hun med en blid stemme, og hun rettede sig så op og gav slip på kjolen. Da han nævnte om han ikke kunne tage hende med ud at spise kunne hun mærke hendes kinder blev røde, og hun løftede en hånd op til hendes kind for at prøve at kontrollere den pludselige varme temperatur. Det var ikke tit hun stødte på så charmerende og elegante mænd som denne mand her"Hvis de fortæller mig deres navn takker jeg gerne ja til at tage med dig ud at spise"sagde hun og sendte ham et stort smil.

Han blev en smule akavet da han mærkede hendes arme, der lukkede sig omkring ham. Men den akavede fornemmelse forsvandt hurtigt, da han lagde armene omkring hende og krammede igen. Neagu var aldrig bange for menneskelig kontakt, en stor del af hans opvækst var gået ud på netop det. At gøre folk var komfortabel omkring en, komfortabel folk havde i hvert fald en tendens til at betale mere når de stolede på gøglerne. Første fejl for mange.

“Det var så lidt” grinede han som hun blev ved at holde omkring ham, hun var nu meget sød. En tand naiv, men det kunne der jo være mange grunde til.

“Miss Laweson” han smagte lidt på hendes navn, og gav hende et skævt smil. Han var ikke typen der gik op i manerer “Tror hellere jeg holder mig til dit navn Bailey, jeg er ikke så god til at opretholde traditioner” han blinkede en smule kækt til hende, han lagde også mærke til den tydelige farve der dannede sig i hendes kinder. “Selvfølgelig, hvor er mine manerer” han tog hendes hånd, og plantede et forsigtigt kys på håndryggen. “Mit navn er Neagu - det er mig en ære at møde dem”

Hans skæve smil gengældte hun som hun lod hendes øjne hvile sig på hans ansigt, og som han kyssede hendes håndryg begyndte den røde farve at male hendes kinder endnu mere, som hun begyndte at føle sig genert. Hun var slet ikke vant til nogen opførte sig så elegant, og nærmest som en ægte gentleman. Dog holdte hun et smil på ansigtet, og hun lyttede som han præsenterede sig selv. Det var ikke et navn hun havde hørt før, det lød specielt i hendes ører. 

"En ære at møde dig Neagu, du er jo ganske sød imod mig det har jeg ikke oplevet før"sagde hun som hun løftede en hånd op til hendes ansigt. Prøvede at få styr på den pludselige varme temperatur der der kunne mærkes i hendes kinder. Men det var lidt svært når Neagu var så charmerende, hun mødte bare ikke mænd der var sådan, så hun følte sig helt genert. Men hun var nød til at tage sig sammen, og prøve at få styr på sig selv. Hun lagde hovedet på skrå som hun vendte blikket hen på boden tæt ved dem, og hun lod hendes øjne glide hen over de mange figurerer, hvorefter hun kunne  høre hendes mave rumlede. Det var nok tid itl at få noget at spise, og med det i tankerne vendte hun blikket tilbage på Neagu"Min mave insisterer på noget at spise"grinede hun med en blid latter.

Han lo hjerteligt over hendes bemærkning, at han var ganske sød. Jovist, hvad hun ikke vidste havde hun vel ikke ondt af. Godt nok, havde han ingen tricks i ærmet, og ingen reel grund til at misbruge hendes tillid. I hvert fald ikke i skrivende stund. Men han var ikke en god mand, det ville han aldrig påstå. Men han var ikke en af de værre, så meget kunne de godt blive enige om. 

“Jeg ville jo være et skarn, at lade en ung jomfru i nød, stå på egne ben. Især når hun ikke virker til at være helt vant i bylivets travle periode.” han rakte sin arm ud, som en gestus at hun kunne lægge sin arm ind i. Den måde kunne han eskorter hende hen til sted de kunne spise. Spørgsmålet var så bare, hvor skulle han tage hende hen? Han tog en dyb indånding, og måtte bruge en stund til at tænke over det. Hendes rumlende mave, forstyrrede ham dog; så han begyndte at grine let. 

“Ja vi kan ikke have at frøken går sulten. Hvad kunne du tænke dig at spise? Jeg kender flere steder i nærheden, men spørgsmålet er; er der noget bestemt de føler for. Stemningsmæssigt?” det sidste ord blev der lagt tryk på, mens at et mystisk smil spillede på hans læber. Skulle han tage chancen, og vise hende hans kultur. Hun virkede som en frisk kvinde, en eventyrlysten der gerne ville opleve noget nyt. Spørgsmålet var bare, om det var en god idé eller ej. Hans folkefærd, kunne godt tage pusten fra de fleste. 

Endnu engang kunne hun mærke hendes kinder blev røde, og hun lod hendes øjne hvile sig på hans ansigt. Hun var slet ikke vant til at høre sådan nogle ord, hun blev pludselig genert og stod bare og kiggede på ham. Så gav hun ham et lille puf med skulderen før hun lagde hendes arm ind i hans, og stod klar ved siden af ham. Hendes skulder imod hans, og hun havde et glad smil på ansigtet, som hun overvejede den ene mulighed efter den anden. Der var næsten alt for mange muligheder, hvad skulle hun vælge. Imens hun stod og tænkte kunne hun høre hans spørgsmål, hvilket fik hende til at dreje hovedet hen imod ham "Jeg er frisk på nærmest alt, så hvis der er noget du vil foreslå er jeg meget åben overfor det"sagde hun med en blid stemme, som hun sendte ham et bredt smil. Hun begyndte så at gå lidt frem sammen med ham, så de kunne gå derhen, hvor han havde lyst og måske allerede havde lyst til at tage hen. Dog valgte hun at gå langsomt, for hun vidste ikke hvor de skulle tage hen for at spise. Der var mange steder, og hun kunne slet ikke vælge. Hun var slet ikke vant til livet udenfor hendes hjem, sådan var det når hun nærmest havde været indespærret det meste af hendes liv. Stemningsmæssigt tænkte hun lidt som hun holdte blikket på ham, og smagte lidt på ordet inde i hendes hoved. 

Så vendte hun blikket væk fra ham, og lod smilet vokse før hun gav hans arm et blidt klem med hendes arm. Hun var fristet til noget hyggeligt, og anderledes, men for hende var alt nærmest anderledes og nyt. Så måske hun ikke behøvede tænke alt for meget over hans spørgsmål"Jeg kan fornemme at ligemeget hvorhenne det bliver, så bliver det hyggeligt når jeg er i deres selskab"sagde hun som hun lod hendes øjne hvile på hans ansigt og hun fik sendt ham et stort smil. Så stoppede hun op lige pludselig for det ville ikke være en god idé at fortsætte når hun ikke var helt sikker på hvor hun skulle hen. Hun lod hendes blik glide rundt, imens hun nød at kigge på omgivelserne. Så drejede hun kroppen en smule og kiggede på ham, og hun gav ham endnu et puf med skulderen som en blid latter kom fra hende"Er du altid så charmerende overfor kvinder du møder, eller er jeg bare heldig"drillede hun som hun ikke kunne lade være med at blinke lidt til ham.

Imens hun ventede på hans svar lod hun kort hendes øjne glide ned på hendes arm der lå ind i hans, og hun prøvede at holde den røde farve væk fra hendes kinder. Det var bare ikke nemt når Neagu var så charmerende og virkede så sød og høflig. Nærmest en sand gentleman i hendes øjne, og hun gav så et nik fra sig, efter at have hørt hans ord om ikke at være vant til det travle byliv"Det er jeg heller ikke vant til, jeg har været indespærret det meste af mit liv, hvis ikke hele mit liv nærmest"sagde hun og kiggede på ham med et lille smil.

Frisk på nærmest alt? 
Et smil spredte sig hen over hans læber, som hun tog hans arm. Lige så stille begyndte han at gå afsted, han vidste allerede hvor han ville tage hende med. Et sted hvor hun kunne få en oplevelse for livet, desuden virkede hun som en kvinde; der havde brug for at opleve nye ting. 
Han kunne ikke lade være med at grine, da hun sagde at lige meget hvor, så ville det blive hyggeligt. “jeg håber jeg kan leve til dine forventninger!” han drejede ned mod den nedre bydel. Det var måske et sats at tage hende hen imod tribunepladserne, det kunne både være en voldsom men også en glædelig oplevelse. Lige nu var der flere af hans families karavane vogne der stod dernede. Så hvis man valgte de rigtige steder, så undgik man at kigge på det; som normalt ikke var så rart for folk at se. Som henrettelser, og folk der sloges mod hinanden.
Han blinkede til hende, da hun puffede til ham. Han trak lidt på skuldrene og fugtede læberne. “Tjo, jeg er en mand der bestemt ikke lader unge kvinder forblive i nød. Især ikke når jeg kan hjælpe.” han gav hende et halvt smil som han betragtede hende sidelæns. “Men jeg gør mig altid ekstra umage når det er skønne kvinder som dem jeg møder.” han var en mand der elskede kvinder, havde altid set som en af hans store svagheder. Men han valgte hellere ikke at lægge skjul på det, for hvorfor skulle han? Bare fordi han var sød ved dem, behøvede det jo ikke gøre ham til en slem person. 
Så længe man var ærlig, ikke? 

Hans bryn knyttede sig bekymret imod hinanden, og smilet forsvandt ganske hurtigt fr hans læber. Indespærret? Det som der gjorde ham mest urolig, var hvor nemt hun sagde det. Som var det en ganske normal ting, at hun havde brugt sit liv; hele hendes liv? Han lagde hoved på skrå, og stoppede med at gå. “Indespærret, hvad mener du med indespærret?” hans blik var ganske tydeligt bekymret, som han stod der og kiggede ned på den unge kvinde han havde i sin arm.

Det var hun virkelig også, for hun trængte til at opleve noget. Der havde næppe været så interessante og spændende oplevelser, i alt den tid hun havde været låst fast indenfor. Som de gik hen imod det sted, hvor de skulle spise kunne hun ikke undgå at betragte de omgivelser de kom forbi, hun fik også sendt nogle varme smil til de folk der kiggede i deres retning. Enkle mødte også hendes blik, hvor hun sendte dem et stort smil. Så drejede hun hovedet hen imod ham, og lagde hovedet en lille smule på skrå det var så pænt af ham at både have hjulpet hende, men også at han havde tilbudt hende en ar at holde ved. Gid flere mænd var som ham, for det skadede vel aldrig at have lidt elegance.

"Hvorfor skulle de ikke kunne leve op til forventningerne"drillede hun lidt med en blid stemme hvorefter hun endnu engang puffede lidt til ham med skulderen. Som de gik lidt videre lod hun hendes blik hvile sig på hans ansigt, et kort øjeblik havde hun lyst til at spørge ham om noget. I stedenfor at stirre for meget på ham blinkede hun lidt med øjnene for at vende tilbage til omgivelserne. Som hun hørte hans ord med at han bestemt ikke ville lade unger kvinder forblive i nød smillede hun, og hun lænede sig lidt ind imod ham, lagde en hånd ovenpå hans kind, som hun sendte ham et stort smil"Der burde være flere mænd som dem"sagde hun og holdte blikket på ham, imens hun holdte hånden hvilende på hans kind. 

Dog som de var stoppet op, løftede der sig et øjenbryn på hendes ansigt. Hun tog hånden til sig, og drejede hovedet væk fra ham. Var der en grund til, at han pludselig var stoppet og Hailey skulle da også lige til at spørge den charmerende og flotte Neagu før hun hørte hans spørgsmål. Det fik hendes blik til at glide ned på hendes hånd der var rundt om hans arm"Det meste af mit liv har mine forældre holdt mig indenfor, det vil sige jeg var nærmest fanget indenfor, uden at opleve verden udenfor"sagde hun med et lille smil, og hun løftede den frie hånd op til hendes ansigt, for at stryge nogle hårtotter væk.

Hans blik blev en smule mere alvorligt, hvor det før tydeligt havde indehold hans meget drengede charme. Det lille ekstra glimt i øjet, men hendes ord, den måde hun havde rørt ved hans kind og nu også fjernede hans hår. Denne kvinde, led under nogle ekstreme konskvenser andre mennesker havde lagt på hende. Og hun kunne bare smile? Neagu kunne mærke, at han pludselig fik en ganske nyvundet respekt for kvinden han havde i sin arm. En lavtmeld fløjt forlod hans læber, som han betragtede den næsten skrøbelige kvinde ved hans side. “Det lyder ikke specielt sundt” mumlede han, og kløede sig i nakken med sin frie hånd. Han kunne have bidt sin egen tunge af, grundet den sætning der havde forladt hans mund. Det var da ikke noget man sagde, når folk fortalte en af ens forældre havde låst en inde!
Men han kunne oprigtigt ikke finde ord, der ville være tilsvarende på hvad hun havde oplyst ham.
Og han kunne stadig ikke komme sig over, hvor betydningsløst hun havde fået det til at lyde. Man skulle jo have lov til at opleve verden, man skulle se den, smage den! Falde ned, slå sig og stå op igen stærkere end man var før. Det kunne man bestemt ikke, når man var låst inde i et rum.
Neagu kunne næsten mærke en ulmende vrede, der begyndte at tage fat i hans mave. Men han fornægtede sig selv, at reagere på det. Han var alligevel klog nok til at vide, det ikke var det hun havde brug for. Men han satte sig selv for, at nu skulle den dag være endnu mere fantastisk!

Han smilede blidt til hende, og begyndte at trave afsted igen.
“Hvis vi skynder os, tror jeg vi kan nå at se deres eftermiddags show.” sagde han med et glimt i øjet, og begyndte at dreje hende ned af imod tribunepladserne. Der gik hellere ikke længe, før at man kunne høre stemningen. Stemmer begyndte at bryde muren af stilhed, der ellers havde lagt rundt omkring dem. Duften af en helstegt pattegris borede sig ind i Neagus næsebor, og han kunne mærke hvordan at mundvandet forøgede sig. Nu var han også virkelig ved at blive sulten.
“Nu håber jeg prinsessen, ikke har noget imod at blive en smule beskidt.” lo han, og begyndte at gå lidt stærkere. Synes af farverige mennesker der spillede musik og dansede rundt imellem hinanden var nok et første de blev mødt med. Husvognene var pyntet med diverse genstande, nogen sad og snakkede mens en masse kvinder var i færd med at lave mad. 
“Velkommen til min familie.” grinede han, og slog blikket ned imod Hailey for at sikre sig hun stadig var okay, med at han havde valgt det her sted for at få noget at spise.

Det havde også været utrolig irriterende nærmest at have blevet holdt indenfor, nærmest hele hendes liv. På netop dét punkt forstod hun slet ikke hendes forældre. Da de drejede ned imod tribunepladserne kiggede hun lidt rundt, hun kunne godt mærke den gode stemning. Der var enlig generelt meget hyggeligt i de omgivelser de befandt sig i, og Hailey kunne heller ikke klage over det gode selskab. Lige nu kunne hun slet ikke forstille sig noget bedre selskab end Neagu. Selvom hun ikke kendte den høflige, og charmerende mand så meget, så var han da ikke så slem. Hvorfor skulle han også være det enlig? Hun drejede hovedet en smule, så hun kiggede på ham og sendte ham et smil.

"Det lyder virkelig spændende, jeg glæder mig allerede"sagde hun med en glad stemme, som hun lod hendes øjne hvile sig lidt mere på hans ansigt. Pludselig kunne hun dufte den herlige duft af helstegt pattegris, duften var meget tydeligt. Desuden virkede det også til at den søde og lækre duft hang sig i luften, hvilket nærmest fik hendes mave til at rumle. Hun løftede en hånd hen foran hendes mave, og grinede lidt. Hendes øjne faldt på nogle af de dansende folk, og musikken der blev spillet lød virkelig godt, hun var helt fristet til at tage en dans. Men hun ville ikke danse alene, og det ville sikkert først blive efter hun havde fået noget at spise sammen med Neagu. Hun kunne virkelig godt lide at være her på pladsen, og kunne slet ikke lade være med at smile. 

Det var helt klart ikke noget hun havde oplevet før, og hun fik sendt nogle af de folk de kom forbi et gengældt smil, hun var altid venlig overfor andre. Som hendes øjne så opfangede husvognene kiggede hun beundrende på pynten, og genstandene hun kunne skimme"Det har hun ikke"svarede hun med en blid latter, som hun endnu engang gav ham et blidt puf med skulderen. Hailey havde i øjeblikket det svært ved at kigge væk fra husvogene for de var virkelig flotte, og hun havde aldrig før set sådan noget før. Så det var han familie, hun følte sig pludselig genert, og prøvede at ryste det af sig som hun endnu engang kunne høre hendes mave rumlede"De ser alle så søde ud, her er virkelig hyggeligt"sagde hun med en glad og overrasket stemme, imens smilet voksede. Det var et okay sted for hende, faktisk meget fint. Det var ikke noget hun havde noget imod, og elskede duften af den gode mad, hun kunne tydeligt dufte det. Så vendte hun sig rundt så hun stod med fronten til Neagu, og prikkede ham på brystet"Byder du op til en dans efter det kommende måltid"spurgte hun lidt drillende.

“Fantastisk” sagde han med et stort tandstik, som han bevægede sig ind i mængden. Armen han havde omkring hendes, løsnede sig og han greb hendes hånd i stedet. Dette var mere belejligt end at holde arm i arm. Gøglerne begyndte at stille sig op ved tribunen, hvor musikerne stadig spillede lystigt. 
En ældre kvinde greb omkring Neagu omkring armen, trak ham ned til sig så hun kunne snakke ind i hans øre. Neagu grinede over hvad der blev sagt, og nikkede før kvinden gik videre igen.
“Isma, siger du siger meget skøn ud, og jeg skal passe godt på dig” sagde han og blinkede til hende, før han svarede på spørgsmålet, hun havde stillet lige inden han var blevet hævet fat i. “De er nu også meget rare, men husk at hold øje med dine værdigenstande.” svarede han tilbage med et kækt smil, det var trods alt mennesker der levede deres liv på gaden. Et liv hvor de to derhen hvor arbejdet var, og nogen gange var den eneste måde virkelig at bringe mad på bordet ved at hapse en pung eller to. 
Han ledte dem hen imod hvor folk stod og ventede på at få deres mad. Neagu gjorde dog store øjne, da han så hvem der stod og serverede maden for folk. “Shit” mumlede han, men fortsatte dog ufortrødent, uden at svare på hendes spørgsmål. Kvinden der nu vente sine lynene øjne imod de to, havde taget alt hans opmærksomhed. Neagu havde altid fået at vide, at han lignede sin mor ganske meget. Mest af alt i udseende, hvor personligheden desværre ifølge hans mor, mindede alt for meget mod en far han ikke havde mødt. 
En grydeske blev peget imod hans retning. “Så min søn vælger endelig at finde tiden til at besøge sin stakkels gamle mor!” hun var tydeligvis ikke imponeret over sønnens store smil, der spredte sig over hans læber. “Mama” prøvede han, slap Haileys hånd og spredte sine arme ud. Hun skumlede kun i ganske kort tid, før at hun tog sin søn ind i et kæmpe kram. En kvinde der tydeligvis ikke kunne forblive sur på sin søn, i meget længere tid adgangen. Neagu gik tilbage til Hailey og gav hende et beroligende smil; “Mama det her er Hailey, og jeg lovede hende at byde hende på noget lækkert mad” moderens øjne lyste op og nikkede så “Jamen naturligvis! Vi kan ikke have spinkle kvinder som hende, ikke får noget at spise!” to tin tallerkner blev fyldt godt op med kød, kartofler og bønner. Neagu tog imod begge tallerkner, “Hvis du kommer med mig, så viser jeg det bedste sted i dettte etablissement!”