Måske de i virkeligheden skulle tale om noget andet? Hvis de fortsatte i samme spor, så ville de ende med at komme op og slås for alvor. Lige nu gjorde de ikke andet end at prikke lidt til hinanden og provokere den anden til at bide en smule. Noget de sagtens kunne klare på afstand, selv med Agarés der insisterede på at pirre ham på den måde. Han hadede den person, han blev til i nærheden af ham! Hvorfor var han overhovedet fulgt med ham til at begynde med? Deavás brummede irriteret, som han dog var mest irriteret på sig selv. Nok havde han fået en lille sejr hist og her, men det var stadig Agarés der havde de fleste kort på hånden lige nu. Kisten ville ikke engang give ham en fordel lige nu.

Eftersom at Deavás havde følt svimmelheden i sine ben tidligere, havde han forsøgt at holde alkoholen en smule på afstand, så han kunne vænne sig til det og samtidig forsøge at drikke Agarés under først. Men nu insisterede dæmonen tydeligvis på at dele indholdet med ham igen, som han ikke rigtig kunne sige nej, for så ville han se svag ud. Derfor tog han også imod glasset og drak meget hurtigt en tår for at sende ham et udfordrende blik samtidig. Nøglen smuglede han ned i sin hånd igen, som han helst så, at han ikke endte med at sluge den. Det ville ikke blive en behagelig proces, hverken i den ene eller anden ende.. Noget der sikkert ville more Agarés. Igen talte han dog over sig, som han ikke reagerede på dæmonens ord og blot lod emnet ligge. I stedet valgte han at tage endnu en slurk af den brændende væske. Nu havde han dog snart vænnet sig til det igen.
Deavás så godt hvordan Agarés øjne atter søgte imod kisten, som han forsøgte at flytte på sig, så han ikke længere kunne se den. Han løftede det ene øjenbryn af hans ord, som han ikke nåede at blokere for udsynet til kisten. Ordene prikkede lidt til hans indre. Særligt det blik, der mødte ham, da han vendte blikket imod Agarés igen. Forbistrede dæmon. Nok var han selv en.. Men altså. Han lod faktisk vær med at svare ham.. Igen. Måske han allerede havde tabt? Den tredje kommentar fik ham dog ud af sin mindre trance, som han rystede let på hovedet. ”Og hvis jeg ikke gør, vil du så tvinge mig?” spurgte han lettere køligt, som han lagde armene over kors og placerede glasset imod sin arm. ”Måske du bare skal betale” lo han let, som han bakkede lidt væk, han satte kursen imod kisten for at bevæge sig imod døren. Agarés kunne vel ikke gå, før at der lå nogle krystaller på bordet?

Selv Agarés kunne undre sig lidt over, hvorfor Deavás havde valgt at følge med til at starte med. Han havde dog selv sine grunde. Det var ikke fordi det havde været den mulighed, han var mest begejstret for, men han ville ikke selv være i stand til at slippe sin tydelige frustration, hvis han ikke tog sig sammen til at være i selskab med Deavás på et eller andet tidspunkt. I dag var vel lige så god som en anden. Og trods han ikke var i stand til at slippe sin irritation helt, hjalp det da alligevel på den nagende følelse af ydmygelse.
Det hjalp endnu mere, som Deavás nu valgte ikke at kommentere på hans ord. Agarés havde selv valgt at tie tidligere, og kun fordi han udmærket godt vidste, at der var noget sandhed i det Deavás smed efter ham. Mon ikke han selv havde haft fat i lidt sandhed, som han kommenterede på Deavás' lyst til egentlig at have ham helt tæt på sig.

Agarés tog en lille slurk mere, før han satte glasset fra sig på bordet og rystede let på hovedet.
"Fordi så gavmild plejer jeg at være..?" Sagde han med en tydelig sarkasme i stemmen. Agarés manglede ikke krystaller og han gav da til tider et måltid mad, måske endda en lidt dyrere flaske alkohol. Men en handel, han ikke engang selv fik noget ud af? Arh, så strammede Deavás den vist lidt. Han så Deavás gå afsted mod døren og Agarés fulgte med, med et par hastige skridt, så han endte lige bag Deavás, hvor han lagde armene omkring hans liv. Forsøgte han at gå videre, trak han da bare lidt mere til.
"Ingen tvang, Deavás. Men nu skal jeg da nok hjælpe dig med at betale," sagde han, som han lagde hagen blidt mod hans skulder. Han gav sig til at mærke efter krystallerne, da han lod begge hænder stryge langsomt hen over hele hans overkrop. Men selv da han bemærkede deres hårde kanter i en brystlomme, førte han hænderne længere ned. Han strøg dem hen over bukselommerne, som om han fortsat mærkede efter et eller andet, men rykkede lige fingrene lidt længere ind for at strejfe noget andet også. Det var vel mest af alt for sin egen fornøjelses skyld, men han ville da også lige se, hvor meget han kunne distrahere Deavás. Måske han kunne få fat på både nøgle og krystaller på den måde?

Der var mange steder, hvor dette kunne bære hen, men Deavás havde ikke planer om at føje dæmonen al for meget. De havde haft en del sammenstød på det sidste og der var uden tvivl noget, der skulle gøres regnskab for, selvom de måske burde lægge det bag sig og bare komme videre, men sådan havde de nu aldrig opført sig. Kun når de fik strenge ordre på det af Nyssa og hun kunne desværre hverken redde Deavás eller Agarés i situationen lige nu. Men sådan var det ikke, så de måtte selv redde trådene ud, hvilket de uden tvivl var mestre i.. Men det var ikke derfor at Deavás rejste sig, blot for at puste lidt til den flamme, der var blevet tændt sidste gang de var stødt på hinanden. Han måtte jo gerne provokere..

Agarés ord fik ham blot til at trække en smule på smilebåndet, som han trak på skulderen samtidig og egentlig ikke lod til at bekymre sig om situationen. Han tvivlede på at der ville blive betalt for ham, så han gjorde sig ingen forhåbninger om det, men han kunne ikke helt lade vær med at se, hvad det ville få Deavás til at gøre. Han var dog noget så forbavset, som Agarés kom op bagved ham og straks lagde armene omkring hans liv. Han vred ganske let i kroppen for at skabe bare en smule afstand imellem dem. Det bragte nogle forfærdelige minder, at have dæmonen bag sig. Det gøs ham langt ned af ryggen, som han egentlig bare gerne ville væk derfra, men ikke rigtig kunne gøre så meget andet end at trække underlivet væk fra Agarés, så han endte med at stå noget så ubehageligt for en stund indtil han overgav sig. ”Det skal du i hvert fald ikke” brummede han lettere utilfreds, som han vred rundt i skuldrene. Han trak sig helt automatisk sammen, som hænderne vandrede over brystlommen og egentlig fik ham til at tro, at det var ovre, da de fortsatte længere ned.. Buskelommerne og dernæst videre imellem hans ben. Deavás sparkede helt naturligt bagud, som han vred sig ud af hans greb, men faldt over sine egne ben og endte på røven med et noget så utilfreds udtryk i øjnene. ”Jeg betaler!” mumlede han utilfreds, som han fandt krystallerne frem fra lommen og smed dem op på bordet.

Det ville ikke undre Agarés det mindste, hvis Deavás ikke ville finde det specielt behageligt at have sin gamle ven stående så tæt op ad sig. Skulle han lige ende med at ramme et lidt ømt punkt, enten med hænder eller ord, var han jo sikker på at han sagtens ville kunne liste hænderne lidt flere steder hen og endda få lov til det. Trods han godt kunne finde på at se hvor langt han nu kunne komme, var det nu ikke derfor han var så tæt. Det var kun ment som en irriterende måde at distrahere sin ven på, gøre ham irriteret nok til at give op og det lod til at virke, som han inden længe stod i hvad der så ud til at være en lidt ubehagelig position.

Der bredte sig et helt morende smil over de fyldige læber, som Deavás trak sig sammen og tydeligvis ikke fandt de befamlende hænder interessante. Han hørte den utilfredse, brummende kommentar, men lod hænderne fortsætte deres rejse længere ned, lige indtil han mærkede et spark over skinnebenet. Der trak Agarés grinende hænderne til sig og trådte straks et par skridt bagud, idet Deavás skvattede over sig selv og endte på gulvet.
”Se, det var da slet ikke så svært. God dreng, Deavás,” lo han, som krystallerne endelig blev smidt op på bordet. Agarés trådte lige et skridt tættere på igen og satte sig på hug foran ham. Et lidt triumferende smil spillede på hans læber, da han lagde hovedet på skrå og lige skævede ned mod hans skridt. Mere nøjagtigt hans bagdel, men den var vist ikke helt let at se fra den vinkel. Og det var kun fordi han nu var sikker på at nøglen måtte ligge i der, for det var det eneste sted han ikke havde pillet.
”Så mangler du kun at give mig nøglen,” sagde han, denne gang helt roligt, som han lige rakte en rolig hånd frem og pænt ventede på at han ville overrække den uden brok. Ellers kunne han da sagtens pille lidt igen.

Det vakte virkelig dårlige minder, at blive befamlet på denne måde, selv hvis Deavás havde gjort det samme imod ham, så var lysten der ikke til at de skulle ud i den slags ’morskaber’ igen. Heldigvis følte han sig ikke helt fordrukken, selv ikke da han endte med at falde over sine egne ben blot for at ende på gulvet med et bump. Styrtet havde ikke været voldsomt nok til at kaste ham ud af sit flugt forsøg, men han måtte alligevel overgive sig og betale damen for hendes hjælp. Ellers ville han næppe være i stand til at vende tilbage efter mere, skulle det blive nødvendigt på sigt. Agarés ord fik ham til at vrisse ganske let, som han viftede afvisende med hånden. ”Pas på vi ikke gentager din tilfangetagelse” mumlede han irriteret, selvom han var udmærket klar over, at det ville være noget nær umuligt for ham at trænge igennem Agarés tykke skal, når han ikke var såret eller åben for ’leg’ af den slags. Han placerede en hånd imod gulvet for at komme på benene, da Agarés satte sig på hug foran ham. Smilet var ikke svært at aflæse, som han fnøs ganske let og den trælse situation, han var havnet i. Blikket rettet imod hans skridt, fik ham helt automatisk til at flytte en hånd foran sit skridt, blot for at blokere udsigten.

Deavás rettede derpå hurtigt blikket imod ham, som han omtalte nøglen. ”Ikke tale om, jeg har betalt og derfor i min fulde ret til at gå” hvæste han lettere irriteret over det konstante forsøg på at få adgang til indholdet i kisten. En kiste han nær var gået uden. Den fremstrakte hånd fik Deavás til at løfte det ene øjenbryn, som han løftede sig og slog Agarés hånd væk. Så forsøgte han atter at komme på benene, med et vågent øje i dæmonens retning, blot for en sikkerheds skyld. Han gjorde sit for ikke at vende røven imod ham.

De mumlende ord stak ham i siden, som en torn der ikke der ikke ville slippe, ligegyldigt hvor meget man hev og trak. Det var en af de få ting, som virkelig kunne irritere den ældre dæmon, men selvfølgelig af samme grund de var blevet smidt i hovedet på ham igen. Han bed tænderne let sammen, men formåede at beholde det lidt triumferende smil om læberne. Hvis Deavás mumlende smed den kommentar mod ham, betød det vel bare at han gjorde noget rigtigt. Han skulle nok blive frustrerende nok til at få sin vilje, det var han sikker på.
”Så heldig er du vist næppe,” sagde han og grinede let. Han havde ingen planer om at havne i den position en gang mere. At det var sket en enkelt gang, var ydmygende nok. Udsigten til skridtet blev blokeret, hvilket kun fik trukket latteren lidt længere ud, som han lod blikket glide op igen.
”Men hvis du kan holde trangen til at røre dig selv i skak, skal du da være velkommen til at give det et forsøg.” Hvis Deavás så gerne ville lægge ham ned, så kunne han da bare prøve. Han kunne selvfølgelig heller ikke lade være med at kommentere på hånden foran skridtet, selvom han da udmærket var klar over at det ikke var derfor.

Den fremstrakte hånd blev hurtigt slået væk, og han havde vel heller ikke forventet andet. Nej, så let skulle det heller ikke være at få nøglen. Som Deavás gjorde an til at rejse sig, gjorde Agarés det samme og trådte et halvt skridt tilbage, for at give ham bare lidt plads.
”Jamen du har da fuldstændig ret. Men din stædighed for at holde mig væk fra kistens indhold, gør mig jo kun mere nysgerrig. Men okay. Så vend dig om og tøf mod døren.” Han sendte ham et direkte udfordrende blik, som de sidste ord forlod hans mund. Han kunne vel lige så godt have sagt direkte, at han ikke turde at vende ryggen til ham, for han måtte være klar over, at Agarés var klar til at gå efter ham igen. Måske han endda ikke ville være helt så sød med sine berøringer næste gang.

Det triumferende smil var virkelig frygteligt at kigge på, derfor endte Deavás også med at skæve imod trækisten blot for at få styr på sin frustration over det faktum at Agarés altid kunne tårne over ham på den måde. Én gang var det lykkes ham, at få ham ned med nakken, men hvis ikke engang det kunne bruges som en triumf, så var der vist ikke meget tilbage, han faktisk kunne gøre i den nuværende situation. Han løftede let øjenbrynet, som var han klar til at tage imod den udfordring, som lå lidt og svævede imellem dem. Det var ikke til at sige, hvad de kunne finde på, når de var overladt til sig selv, men Agarés tanker ledte tydeligvis kun én vej denne dag, sådan som han gramsede løs.
Han fnøs en smule af hans ord, men endte alligevel med at fjerne hånden, som havde Agarés faktisk fået en ’ordre’ igennem. ”Der er vist tydeligvis én, som får for lidt, når du ikke kan tænke på andet..” lo han køligt. Mon den lille sekretær ikke kunne finde ud af at mætte den store stygge dæmons lyster? Han vendte blikket op imod ham, før at han kom på benene uden Agarés hjælp.

Dæmonen var tydeligvis ivrig efter at få fat på indholdet i kisten, men Deavás var bestemt ikke typen til at overgive sig så let, slet ikke når han vidste, hvad der ventede ham, hvis han gjorde lige netop det. Mere hån fra den oldgamle dæmons side af. Deavás kom let på benene igen, som han børstede støvet fra gulvet af sine bukser, men ikke på noget tidspunkt lod blikket slippe dæmonen foran ham. Det ville være et klart nederlag, hvis han gjorde det.
”Jeg har en bedre ide” kommenterede han med et smil, som han valgte at gå udenom Agarés i en stor bue, så bordet endte med at blive placeret imellem dem, hvortil han kunne sætte sig på hug for at samle kisten op. ”Du går først ud” fortsatte han, imens at han sikrede sig at låsen ikke var blevet brudt eller beskadiget af deres lille indbyrdes kamp. Deavás sørgede for at holde øje med Agarés ben igennem stoleben og bordben, så han vidste hvor han var. Ikke tale om at han skulle overrumples igen.

Han havde egentlig ikke forventet, at den halvhjertede udfordring ville blive taget op så let. At Deavás ville tage imod og gøre som han sagde, for han havde virkelig gjort et bravt forsøg på at holde sin gamle ven på afstand. Det var en af grundene til at det kun var endnu sjovere at blive ved. Det var ikke fordi han ikke havde ret. Agarés var tydeligvis en, der ikke fik nok. Men det var ikke kun dét. Når han nu var rendt noget så uheldigt ind i Deavás, på et tidspunkt, hvor han virkelig gerne ville undgå hans selvfede ansigt, var det vel kun oplagt at få noget morsomt ud af det. De skulle begge gå herfra med en følelse af, at Agarés havde vundet. Med en følelse af at Deavás aldrig ville komme til at vinde igen, for det ville han bestemt ikke.
Smilet blev mindre triumferende, men svandt ikke ind, som han trak let på skuldrene.
”Jeg ville svare igen, men du har helt ret.” For en gang skyld gav han ham ret, uden det mindste forsøg på at svare flabet eller overlegent igen. Han havde aldrig været bleg for at indrømme, når hans behov ikke blev stillet. En af årsagerne til at man havde set ham direkte vred andre gange.

Et øjenbryn blev løftet i nysgerrighed. Han vendte rundt og fulgte Deavás med blikket, som han gik i en stor bue udenom ham, og endte på den anden side af bordet. Han stak hænderne i lommerne på de velsiddende bukser, og ventede ellers tålmodigt på hans ’bedre idé’. En idé der hurtigt fik en latter til at glide over de fyldige læber.
”Hold da op, Deavás. Du kan da ikke fortælle mig, at du er så bange for at vende ryggen til mig. Jeg gør jo intet, som du ikke vil have. At du bare ikke vil indrømme det, er noget helt andet.” Selvfølgelig skulle han lige spille lidt på, at Deavás da gerne ville mærke de store hænder på sin krop, men var for stædig og stolt til at indrømme det. Det undrede ham jo heller ikke hvis der virkelig var bare en snert af sandhed i de ord, selvom han kun ytrede dem for at være på tværs.
”Desuden havde vi jo en aftale. Du viser mig hvad der er i kisten, hvis jeg fortæller hvem der holder mig i ørene. Jeg overholdt min del af aftalen og du ved, at jeg ikke giver op før jeg får noget igen. Men hvis det giver dig ro i sindet, så…” Han behøvede ikke at sige mere, da han vendte om og tog de få skridt hen mod døren, som han derefter stillede sig med ryggen op ad.
”Bedre?” Han eliminerede muligheden for at lade Deavás vende ryggen til ham for at gå, men han skulle da ikke tro, at han kunne få lov til at smutte uden at give Agarés hvad han ville have.

Normalt ville han ikke sige nej til et lignende tilbud, men sammen med en dæmon som Agarés ville Deavás ikke have det store valg, netop fordi han var den yngste og derfor kunne han næppe overmande Agarés, medmindre han var såret.. Derfor havde han ingen intentioner om at lægge op til noget lignende, som deres første møde efter lang tid adskillelse. Han kunne stadig gyse let ved tanken, men havde bestemt ikke tænkt sig at tænke i de baner, hvis det kunne undgås og lige nu måtte han bare undgå den fyldte dæmon, der tydeligvis ikke var bleg for at indrømme, at han ikke fik stilt sine lyster. Hvad havde han også regnet med, når sekretæren nok var det mest spinkle væsen i hele verden, mon ikke han krævede dages, hvis ikke ugers healing efter en akt sammen med dæmonen.. Endnu en gang blev han mindet om smerten fra den gang og skar en grimasse, før at han fik styr på sine tanker og trak på skulderen af Agarés ord.
”Så må du heller vende hjem til din sekretær, det er vel hans opgave, at stille dig tilfreds?” spurgte han lettere flabet, som han fik lagt armene over kors og bestemt ikke følte at Agarés skulle forgribe sig på ham, når han nu insisterede på at være i et fast forhold, så var den slags vel heller ikke tilladt? Deavás havde også andre forretninger at tage sig af.

Ikke tale om, at han skulle vende ryggen til dæmonen på nuværende tidspunkt, når dennes rør sikkert kunne springes hvornår det skulle være.. Han fnøs ganske let, som han bevægede sig om til kisten og løftede den op på bordet for at have den indenfor rækkevidde, hvis han lige pludselig skulle løbe med den under armen. Han slog hånden ned i kisten, som Agarés insisterede på at han havde nydt det. Der havde været tale om en kortvarig rus og intet andet. Plus.. de havde begge drukket den aften. ”Bange? Nej.. Jeg har bare ikke lyst til at havne under dig igen..” mumlede han irriteret over at Agarés fortsatte med at insistere på det. Det var slemt nok, at der var denne aldersforskel på dem, for Deavás kunne ikke benægte Agarés ’rang’ udfra hans alder. Det hørte deres ungdom til, men nu havde de begge en del mere erfaring, så hvorfor skulle Agarés fortsætte med at se ham som den yngste i flokken?
Deavás lagde en flad hånd imod kistens låg, som Agarés mindede ham om deres aftale. Blikket blev vendt bort fra ham, som han dog godt kunne fornemme, at han bevægede sig imod døren. Var det slut? Nej.. Agarés valgte at blokere den eneste udvej, medmindre han havde planer om at gå igennem butikken foran. En mumlen undslap hans læber, som han rodede rundt i baglommen og overvejede sit næste træk. ”Så bed mig om noget andet” hvæsede han lettere opgivende, da han bestemt ikke havde planer om at åbne kisten og vise ham indholdet.

Det kunne da umuligt være så stor en udfordring. Deavás skulle bare åbne kisten, vise indholdet og så ville han få lov til at gå uden problemer. Agarés havde jo mere eller mindre lovet at hvad der skete på sofaen, ikke ville ske igen, og han havde da altid været en mand af sit ord. Nok havde han en hel del lyster som ikke blev stillet tilfreds derhjemme, men han gjorde jo intet. Han havde da aldrig troet at noget så simpelt som et par legesyge hænder, kunne formå at gøre hans gamle ven så utilpas, så nervøs for hvad det ville udvikle sig til. Havde han måske ikke nydt det? Havde han måske ikke selv sagt nej, da Agarés havde spurgt, om han skulle stoppe?
En let latter gled over hans læber. Jo, det skulle man tro. Sandheden var, at dæmonen ventede tålmodigt på at få lov. Han havde lige så lystige hænder derhjemme, men havde endnu ikke fået noget igen. Det kunne han selvfølgelig ikke indrømme, for han ville aldrig høre enden på det.
”Det har jeg da slet ikke tid til,” brugte han i stedet som undskyldning.
”Jeg er her på forretning, som jeg ikke kan tage mig af, inden du har overholdt din del af aftalen.” Ja, han var stædig, endnu mere stædig end han havde været som ung.

Den andens irritation morede ham. Trods deres begges langt større erfaring, ville det aldrig ændre på hvordan Agarés så Deavás. Han kunne uden tvivl gøre mere modstand nu, og tage hævn når han fandt det passende og havde muligheden, men den ældre dæmon ville altid føle sig bare lidt overlegen.
”Jeg har allerede forsikret dig om, at det ikke kommer til at ske igen. – Jeg tror ikke på dig. Du er bange,” sagde han med en undertone af en let hånlig latter.
Latteren svandt dog lige så stille ind, ved Deavás’ hvæsende ord. Det var dog utroligt så irriterende den møgunge kunne være.
”Mand dig dog op, Deavás. Hvilket indhold kan være så pinligt, at du ikke tør at vise det?” Trods det lød sådan, var det ikke helt ment som et spørgsmål, men en undren.
”Hvor ofte ændre jeg mine aftaler?” Svaret lå i spørgsmålet. – Ikke særlig ofte. Han havde ikke tænkt sig at bakke af, før Deavás gav efter.

Det var efterhånden blevet til lidt af en principsag, at han ikke ville åbne kisten bare fordi den gamle dæmon insisterede på at han skulle gøre det. Han var simpelthen så stædig og gik altid op i sine aftaler, hvornår var det tid til at få nogle andre principper end de gamle? Deavás var umuligt klar over, at det var for sent at lære den gamle hund nye tricks, men hvis han kunne snige sig udenom aftalen, så ville han bestemt foretrække det. Ikke at han gjorde sig nogen håb om det, når Agarés var så insisterende og nærgående. Det var lidt som om han stadig kunne mærke de befamlende hænder på hans bagdel.. Ikke at han lod det påvirke ham, som han atter havde fået afstand imellem dem. Han behøvede bestemt ikke at blive mindet om deres barndom og ville allerhelst undgå at føle sig under ham på ny. Men måske han i virkeligheden ikke ville indrømme, at han faktisk ikke havde haft noget imod det. Nej, det kunne han aldrig få sig selv til at tænke, ikke i de baner!
Deavás løftede ganske let det ene øjenbryn, som Agarés brød ud i en let latter, selvom han egentlig havde forsøgt at fornærme ham og få ham til at vende hjem, men det havde tydeligvis ikke den ønskede effekt. ”Dig og dine forbandede aftaler” brummede han utilfreds, som han fik lagt armene over kors og egentlig mest af alt mindede om et frustreret barn, der bestemt ikke ville gøre, hvad der blev sagt. Kunne Agarés ikke bare vende snuden hjemad, så kunne han også selv fordufte.

Agarés ville altid være ham overlegen, i alder og sikkert også en form for erfaring, særligt med den forretning han kørte. Deavás kunne jo ikke ligefrem dele ud af sin egen arbejdserfaring, når han var en del af en hemmelig organisation, som ingen burde kende navnet på.. Agarés vendte tilbage til det gamle emne, forsikrede ham om at den slags aldrig ville komme til at ske. Men hvad hvis det var nødvendigt? ”Luk røven!” vrissede han frustreret, som han endte med at skubbe til kisten, så den røg ind midt på bordet. Han var virkelig frustreret over at have delt en barndom med den dæmon..
Pinligt? Det var bestemt ikke pinligt, det var forretning og intet andet, derfor endte han også med at rynke på brynene, som han sukkede opgivende og lagde sig ind over bordet for at hive kisten tilbage til sig. Han stak en hånd ned i baglommen og fiskede nøglen frem. ”Du er godt klar over, at din stædighed bliver din død, ikke?” spurgte han tydeligvis stadig utilfreds med situationen, som han satte nøglen i nøglehullet. Inden han åbnede låget, valgte han dog at banke på siden, som han placerede begge hænder på kisten og åbnede den. Han trådte en smule tilbage fra bordet og stak hænderne i lommen igen. Ved første øjekast kunne man fornemme en ordentlig stak papirer i kisten, men det skjulte blot det egentlig indhold, flere flasker i forskellige størrelser og former, hvis indhold var højst usædvanligt.