Det havde været en lang tur op til Tusmørkedalen. Marax var vant til at færdes på hesteryg, men det var trods alt længe siden hun havde rejst så langt og med så stor en deling, og de var blevet sat til arbejde så snart de var kommet op til fortet. Der var blevet sendt folk derop inden hendes deling, men her til aften var Marax' første frie aften efter at være kommet derop for ti dage siden, og det værkede i hendes overarme og lår efter hårdt arbejde og lange rideture.

Nu sad hun en aften på en kro i nærheden, med den slags kropssprog der tydeligt fortalte at hun havde fået fri de næste par dage. Hendes ene arm var slænget over stoleryggen og i den anden holdt hun to kort. Udenfor havde mørket lagt sig og igennem de lysende vinduer kunne man se det skulderlange, lyse hår i stor kontrast til hendes mørke tøj. Hun var ikke i sin uniform og det håndformede brandsår på hendes hals skilte sig tydeligt ud, selv i det dæmpede, levende lys indenfor.

Det var en times tid siden hun var ankommet til kroen, og hun var allerede lettere påvirket. Det kunne ikke ses medmindre man kendte hende, men smilet på hendes læber var afslørende for enhver anden. Den hårde måde hun klaskede sine kort end i det runde træbord og proklamerede at hun havde vundet omgangen på, var lige så afslørende.

Hun tog en tår af sin fadøl og smilede med øjnene til en af mændene ved bordet, imens kortene endnu en gang blev delt ud.

Iskariot kunne se kroens lys i mørket længere fremme. Vinden susede omkring ham, som hans vinger bar ham igennem mørket. Han var blevet forsinket, normalt fløj han ikke, når mørket havde lagt sig, især ikke når skyerne dækkede stjernerne og gjorde det umuligt at navigere, men han vidste, at der ikke var langt til kroen og han fortsatte. Og endeligt dukkede den op med sit varme lys. 
Med nogle bremsende vingeslag lod han sig dale mod jorden, hvor han landede på sine fødder, der bestod af skællede ørnekløer. En rystelse gik igennem ham, som han pustede sine fjer op og lod dem falde på plads igen. I dag var han iklædt en sort frakke med sølv broderet i et mønster langs kanterne. Inden under havde han et par sorte bukser, hvor benene var bundet sammen der, hvor fjernene blev til skæl. Han havde endnu en genstand på, foran ansigtet, blandingen mellem hjelm og maske, der skjulte hans skadede næb og arret ned over øjet.

Roligt begyndte han at gå det sidste stykke mod kroen, godt skjult i mørket, men som han nærmede sig, ændrede han sit udseende. I stedet for en halvørn med sorte fjer og turkise øjne, blev han til en middelhøj mand af menneskeracen med brune krøller og et neutralt udseende, selvom han havde et sværd ved sin side. (( Like this: mand )) Der var ingen grund til at løbe nogen risiko herude. Grunden til, at han var her var, at han havde fået nys om, at Mørkets Hær var begyndt at rumstere lidt rundt i Tusmørkedalen og han ville se, om der var noget, han kunne få ud af det. Ud over brugbar viden. Og hans fjerede udseende var let genkendeligt. De skulle helst blive ved med at tro, at han var død.

Snart var han fremme ved kroen og han skubbede uden tøven døren op for at gå ind. Varmen slog i mod ham sammen med duften af mad, lugten af sved, væsner og øl. Og lyden. Kunne Iskariot have rynket på næbbet, havde han gjort det. Men han havde brug for hvile og mad, så han måtte finde sig i forholdende.
For andre ville det se ud som om, at det nyankomne menneske så lige frem mod baren, men Iskariot lod nysgerrigt blikket glide rundt. Der var både bønder og soldater til stede. Et bestemt bord fangede hans opmærksomhed med det samme. Det lyse hår. Han var nær gået i stå, men fortsatte frem, blikket mod hende. Det kunne vel ikke være? Som han gik nærmere baren, fik han et bedre udsyn af hendes ansigt. Marax. En bølge af følelser gled igennem ham. Kvinden, han havde efterladt. 

Langsomt trak han blikket til sig og koncentrerede sig om at bestille mad og drikke. Et bord i et hjørne var ledigt, en plads med udsigt til bordet, hvor hans gamle... ja, hvad havde hun været? ... sad og drak og spillede kort. Hun havde ikke ændret sig og han kunne læse hende som en åben bog. Hans illusion så ud til at koncentrere sig om maden, men Iskariot selv opdagede knapt, hvad han stak i næbbet. Minderne fyldte hans sind, som han betragtede hende. Hvad skulle han gøre? Lade som om, at han aldrig havde set hende eller give sig til kende? Så vidt han vidste, troede hun, at han var død, slagtet af en Lysets Ridder. Måske var det bedst, hvis det forblev sådan. 
Men han kunne ikke slippe hende med blikket.

Maden var væk og han pillede lidt ved værelsesnøglen, han havde fået. Nej, han kunne ikke bare gå sin vej. Iskariot anså sig selv som en mand, der ikke havde brug for nogen i sit liv, men han havde haft noget med Marax, han pludseligt følte, at han godt kunne bruge igen. Hun var nok den, der var kommet det tætteste på at være en ven i Iskariots liv.
Han tog en dyb indånding og lod sin evne søge ud i mod hende.
"Marax. Min sorte rose. Du har ikke forandret dig." Hans stemme i hendes hoved var dæmpet, men med et svagt smil. Der var ingen mulighed for, at hun kunne se, hvor han var. Om han overhovedet var der. Hans illusion havde lænet sig tilbage og lagt sine hænder over maven, mens han så mod et andet bord, hvor nogle andre var ved at diskutere. Hvis hun huskede hvordan, ville hun kunne svare ham igennem sine tanker. Men mon ikke, at hun kunne det, de havde ført lange samtaler på denne måde, når de kedede sig. De skarpe øjne hvilede på hende, afventende.

Marax bemærkede ikke hvem der kom eller gik på kroen, skænkede dem ikke engang et blik. Hun havde alle seks knive på sig og sin hammer stående op af væggen få meter væk, så hun bekymrede sig på ingen måde. Der var et par stykker fra Mørkets hær her også, men hun mængede sig som regel ikke med sine kollegaer. Hendes motto var, at man ikke skulle skide hvor man sov, og man skulle da slet ikke sove med én, der skulle forestille at have din ryg i krig. 

Et usynligt sæt gik igennem hende, da hun hørte Iskariots stemme i sit hoved. Siden hans død havde hun hørt den mange gange, og hun havde lige så mange gange været i tvivl om, om det havde været ægte, eller om savnet af ham fik hende til at høre stemmer. Men denne gang lød det ægte. Hans stemme havde skåret hende så dybt i hjertet, at hun slet ikke var i tvivl.

"Iskariot, dit forbandede udyr," svarede hun ham, på præcis samme måde som de for så mange år siden ofte havde kommunikeret på. På trods af hendes hårde ord, var hendes stemme kærlig og utrolig længselsfuld. Hun havde drømt om en mulighed for at få lov til at se ham, bare en sidste gang. Der havde været så mange ting, hun havde haft brug for at fortælle ham, og han havde forladt dem så pludseligt. Drabet af ham, havde kun fået hende til at kæmpe endnu mere indædt mod lysets krigere.

Til sine medspillere sagde hun; "jeg er ude," med et kækt smil, og lagde kortene fra sig, inden hun samlede sine vundne krystaller sammen og gik op til baren, hvor hun bestilte endnu en øl. Hun havde ikke lyst til at drikke mere, men hun kunne udnytte ventetiden til at vende sig med ryggen til baren og se ud over klientellet derinde. Hendes øjne var knebet sammen i koncentration og hendes albuer var lænet imod baren bag hende, men der var ingen derinde, der mindede hende om Iskariot. Hun havde bildt sig selv ind, at hun ville kunne genkende ham ligegyldigt hvad, om ikke andet så på hans kropssprog. 
"Du kan ikke skjule dig for mig," sagde hun til ham, selvom det var præcis hvad han gjorde. Tonelejet i hendes stemme antydede dog også, at det mere var fra et moralsk synspunkt, at han ikke kunne tillade sig det. Hun havde brug for mere end hans stemme.

Hendes stemme smøg sig ind i hans hoved og han kunne ikke lade være med at smile ved tonefaldet. Åh, så hun havde savnet ham? Et næsten mildt udtryk gled kort over Iskariots blik, inden hans øjne igen glimtede som før. Der var ingen vrede over, at hun kaldte ham et forbandet udyr, han vidste, at hun ikke mente det på nogen ond måde. Men der var ikke mange, der kunne få lov til at snakke sådan til ham.
"Fornemmer jeg, at du har savnet mig?" Hans tone var let drillende, men han var forsigtig. Han vidste faktisk ikke, hvordan hun ville reagere på hans pludselige genopstandelse. Men ind til videre noget mere positivt end han havde turde regnet med. Hun var ikke ved at smadre hele kroen med sin hammer i sin søgen efter ham. Det kunne kun være godt.

Han betragtede hende med et let smil, som hun forlod kortbordet og gik op til baren for at bestille en øl mere, men lod den stå og i stedet så rundt i kroen. Han lo dæmpet i hendes hoved af hendes ord, ikke nedgørende, varmt. Han forstod den dobbelte betydning i hendes ord. Nej han kunne ikke gemme sig for hende. Den tid var ovre.
Pludseligt rejste fire mænd sig i krorummet og begyndte at bevæge sig.
"Er du lige så skarp som førhen eller har øllen dulmet dine sanser?"
En mand gik op til baren ved siden af hende og sendte hende et blik, mens han fik fyldt sit krus igen efter en pludseligt lyst til mere. En anden mand følte pludseligt for at træde af på naturens vegne og styrede mod bagdøren. Den tredje ønskede pludseligt kvindeligt selskab og nærmede sig et bord med et kvindfolk. Den fjerde mand, den nyankommne med brune krøller og arret i panden, rejste sig fra sin plads og bevægede sig hen til trappen, hvor han kort kastede et blik mod Marax. Var hun vågen, kunne hun fange et blåt glimt i hans øjne, inden han gik op af trappen mod værelserne.

Som han gik ned af gangen, plukkede han hurtigt en af de lange fjer i en vinge og lod den falde til jorden. Det nev, men han registrerede det knapt nok. En fjer for at drille hende lidt mere. Han fandt hurtigt sit værelse, skubbede døren op og gik ind, efterladende den stående på klem, så hun kunne se, hvor hun skulle hen. Der havde været nogen oppe for at gøre klar til ham. To olielamper skruet ned på laveste blus stod tændt, den ene på bordet ved det lille vindue og den anden på natbordet. Ellers bestod værelsets indretning af en seng i det ene hjørne og et tungt skab ved den ene væg. En kommode med et fad fyldt med vand var også placeret ved en væg. Tusmørkekroen havde mange gæster og gjorde noget for dem.

Illusionen forsvandt fra ham, i stedet gled han ind i mørket i hjørnet ved siden af døren. Gjorde det mørkere, så han ikke var til at se ved første øjekast. Og så ventede han. For selvfølgelig fulgte hun efter ham, han kunne ikke forestille sig andet.

Marax fnøs højlydt, tilsyneladende af ingenting, da Iskariot spurgte hende om hun havde savnet ham. Hun nægtede at sige det højt, selv nu, hvor hendes hjerte trak sig sammen, som forsøgte det at tvinge hende til at reagere på hans stemme. Havde hun vidst hvor han var, ville hun ikke have kunnet stoppe sig selv fra gå hen til ham. 
For otte år siden havde Marax smidt sig på knæ i et af Zaladins templer, foran en statue af guden, og grædende lovet at gøre hvad som helst for at få en chance for at tilbagebetale manden, der havde reddet hendes liv. 'Savnet' kom ikke engang tæt på at beskrive, hvad hun havde følt i forbindelse med Iskariots død.

Det var ikke lig Iskariot at advare hende, inden han satte en udfordring på bordet, men det gav Marax nok tid til at tvinge sig selv til at fokusere igennem alkoholen, der forsøgte at dulme hendes sanser. Helt instinktivt analyserede hun de fire mænd, der havde rejst sig op. Mest iøjenfaldende var manden, der kom helt hen ved siden af hende, men Marax vidste, at Iskariot ikke ville fremvise sig selv så åbenlyst, og hendes blik gled videre til manden, der gik ud af bagdøren. Det var ikke usandsynligt at dét var Iskariot, men alligevel gled hendes blik videre. Hun ville ønske at hun ikke havde drukket, men selvom hun havde, var det tydeligt for hende, at manden der gik hen mod et bord med kvinder, ikke var hendes redningsmand. Hendes blik søgte den sidste af de fire mænd, fuldt fokuseret denne gang, og lige i tide til at se hans blik i hendes retning. Det blå glimt i hans øjne kunne lige så godt have været en genspejlning af noget i lokalet, men Marax satsede - der var to muligheder blandt gæsterne i kroen, og hun var nødt til at tage en beslutning hurtigt.

Hun lod sin hammer stå hvor den var - der var ingen herinde, der ville kunne løfte den alligevel - og gik med en falsk udstråling af ligegyldighed, hen til og op af trappen. For enden af trappen fik hun øjne på en fjer. Placeret nærmest som en gave. Hun skammede sig over det, men kunne ikke lade være med at samle den op. Hvis det viste sig, at han slet ikke var her, ville hun have noget til at overbevise sig selv om, at hun ikke var ved at blive sindssyg. 

Hun sad på hug, med fjeren i hånden, da hun så op og lyset fra et værelse, hvor døren stod på klem, inviterede hende indenfor. Hun rejste sig op og gik lydløst mod værelset. Indenfor, var det første hun gjorde at lukke døren i efter sig og hun sneg sig langs væggen videre ind i værelset, indtil en skikkelse i mørket fangede hendes blik og hun med et sæt vendte sig imod den. Iskariot.

"Du er ikke død," sagde hun lavmælt, som var hun lige så overrasket og lettet nu, som da han først havde afsløret sig overfor hende. Det var hun også - hun havde haft svært ved at tro på det før nu, hvor hun så ham. "Jeg troede du var død!" udbrød hun, lidt højere og marcherede helt hen til ham, al diskretion glemt nu. Hun greb fat om hans frakke, men efter dét vidste hun ikke hvad hun skulle gøre, og dette var også tydeligt ud fra hendes kropssprog. Hun havde både lyst til at skubbe ham op imod væggen og udfordre hans ægthed, men hun havde lige så meget lyst til at falde grædende ind i hans arme, hvor langt væk fra hendes sædvanlige opførsel det så end var. Hun endte med ikke at gøre andet end at se ham i øjnene, desperat søgende efter en forklaring. 

Iskariot ventede i mørket i hjørnet. Uhørlige fodtrin afslørede, at hun kom til døren og den gled langsomt op. Det lyse hår og sorte tøj så velbekendt. Så snart han var sikker på, at hun ikke kom med våben i hænderne, trådte han lidt frem, så hun ville få øje på ham. Han regnede ikke med, at hun ville ham ondt, men man kunne aldrig være for forsigtig. Der var trods alt gået otte år siden, at han havde efterladt hende til troen om, at han var død.
Hun vendte sig brat i mod ham. Han mødte hendes blik med sit eget, uden nogle læselige følelser og alligevel med et svagt glimt, Det drillende glimt. Det var rart at se hende igen.

Han nåede ikke at svare, før hun pludseligt bevægede sig i mod ham og greb ham i frakken. I ren refleks søgte hans ene hånd mod et af de sært udseende våben i bæltet, men han nåede kun at stryge fingrene over skæftet. Hendes angreb fortsatte ikke og han kunne se i hendes øjne, at hun ikke var en trussel. Ikke rigtigt.
Iskariot betragtede hendes øjne, tavs, for et øjeblik, inden han løftede hånden og lod de lidt skællede fingre finde hvile på hendes kind, tommelfingeren blidt kærtegnende hendes kindben og det ar, der løb ned over det. For en dæmon var hun ganske smuk.
Så snart hans hud rørte hendes, føltes det som om, at noget forsøgte at mase ham i gulvet. Hans krop blev så tung, at han havde svært ved at holde sig selv stående. Men han blev stående og selvom hans muskler begyndte at dirre let, havde han været forberedt. Han kendte hendes evne, men den skulle ikke forhindre ham i at røre hende.

"Nej, jeg er ikke død." Han hviskede, nærmest blidt, trods den hæse stemme. De små fjer i hans ansigt bevægede sig bag masken, da smilet forsvandt og et lidt trist udtryk dukkede op i de klare turkis øjne.
"Jeg er ked af, at jeg måtte forlade dig." Det var sandt. Det havde været en hård beslutning dengang og han havde tænkt på hende flere gange de sidste otte år, et par gange havde han endda overvejet at finde hende igen. Men han havde tænkt, at hun havde været bedre af med at blive ved Mørket. Han var ikke sikker på, at han kunne give hende alt, hun havde brug for. Sagde han i hvert fald til sig selv.

Trods tyngden lod han hånden blive på hendes kind og han flyttede ikke sit blik fra hende. Iskariot anså sig selv som en mand uden behov for følelser og bånd til andre væsner. Men som han stod her og så på en kvinde, han engang valgte at redde, gik det op for ham, at de sidste otte år havde været ensomme. Hele hans liv havde været ensomt, undtaget de tre år, han havde haft hende ved sin side. Hun havde været en, han kunne tale med, en som forstod ham. Ikke at han havde fortalt hende alt, langt fra, men hun havde underholdt hans intellekt og været loyal. Nej, han havde ikke behov for følelser og man kunne måske ikke sige, at han havde elsket hende, men han havde anset hende for at være en ven. Noget ingen andre kunne prale af at have været.
Måske var det godt nok at støde på hende igen.

Marax' hjerte satte sig fast i halsen på hende, da han rakte ud efter hende. Det var så lang tid siden at nogen som helst havde rørt ved hende, andet end med fjendtlige intentioner, at hun glemte alt om at kontrollere sin evne. Hun fortabte sig i hans blå øjne og lænede sig længselsfuldt ind imod berøringen, indtil det gik op for hende at han var påvirket af hendes evne. Derefter tog hun kontrol om den, så godt hun kunne. Han ville sandsynligvis stadig føle en svag tyngde, mest i hånden, for hun havde ikke forsøgt at gøre noget ved den længe, men hun gjorde sig samtidig mere umage end hun nogensinde havde gjort. Aldrig før havde hun længtes så meget efter berøring, som hun gjorde nu.
Det var i dette øjeblik at Iskariot fastslog sig selv som værende al Marax' respekt og hengivenhed værd. Her, når han trodsede ubehag, for at berolige hende bare lidt. Havde hun været i tvivl før, følte hun sig nu igen villig til at give sit liv for ham.

"Jeg ville være taget med dig," svarede hun, insisterende på en forklaring. Hvis bare han havde spurgt hende. Hun lænede sig længere frem imod ham og hendes blik gled over hans ansigt. Hun var sikker på at han vidste, hvordan hun havde haft det med ham dengang. De havde været venner, og det havde været nok for hende, men hvis hun havde kunnet få mere... Hun havde ikke sagt noget dengang, men efter hans død havde hun ofte ønsket, at hun havde. Alligevel fik noget hende til at tøve med at sige det nu. Hun elskede ham på en måde, der betød at hun satte hans lykke langt over sin egen og for nu var hun tilfreds med at vide, at han var i live.

Hun rakte ned i en lomme og fandt et par tynde sort stofhandsker frem, som hun hev på.
"Hvorfor forsvandt du?" spurgte hun i stedet. Det hjalp hende at se på det logisk, og det mest logiske lige nu var at finde ud af om der var en trussel mod ham eller noget hun kunne hjælpe ham med. Hun regnede på ingen måde med en forklaring, højst med navnene på de væsner, der skulle skaffes af vejen.

Tyngden gjorde det svært at trække vejret, at gøre noget, men han flyttede ikke hånden. Og lidt efter forsvandt det meste af den tunge fornemmelse også, kun efterladende ham med en lidt træg fornemmelse i kroppen og en tung hånd. Det lod ikke til, at hun var blevet bedre siden dengang, men det var ikke noget, han dømte hende for. Han kendte hendes kvaler med evnen, måske det var derfor, at det var så vigtigt for at røre hende. Hun hungrede efter det og han vidste det. Hendes reaktion bekræftede det blot. Meget. Mere end han havde troet.

"Det ved jeg." Hans stemme var stadig blid, og han lod fingrene glide ned over hendes kind, lod fingerspidserne hvile mod hendes kæbe, inden hendes spørgsmål fik ham til at slippe hende og træde et halvt skridt tilbage. Med den ene hånd tog han hjelmen, der skjulte hans ansigt, af, og han strøg fjerne fra hans pande og bagud igennem med fingrene fra den anden hånd, for at skubbe dem på plads. Hans blik gled kort til siden. Ja, hvorfor forsvandt han? Han sukkede dæmpet og gik forbi hende for at lægge hjelmen på bordet ved vinduet, inden han vendte sig i mod hende igen. Smilet var væk og alvoren var kommet tilbage til ham, det og en smule tristhed.

"Vi ved begge, hvor populære mine evner var ved Mørket. Nok var jeg en kriger, men samtidigt følte jeg mig som en fange. Du ved, hvor jeg kommer fra, jeg ville ikke have min frihed taget fra mig igen." Ja, han havde fortalt hende, at han havde været slave størstedelen af sit liv. Hun kendte nogle af de ar, det havde efterladt på hans krop og på hans sjæl. "Samtidigt kunne jeg se, hvor krigen var på vej hen. Mørket havde ikke mere at tilbyde mig og jeg havde brug for at få min frihed igen." Han fortalte hende roligt, sine grunde til at ville væk. Ikke alle sine grunde, men dem hun ville kunne forstå. Dem der kom hende ved. 
Han så hende i øjnene med et trist grimt.
"Mørket ville ikke have ladet mig gå frivilligt, så jeg viste jer min død. En Lysets Ridder og hans drage. Intet lig for jer at finde." Han stoppede op, sank en klump og rystede så på hovedet. "Jeg tænkte virkeligt over at tage dig med mig. Men det var nemmere for mig at undgå Mørket alene, og jeg ved, hvor meget du føler dig hjemme hos dem." Nemmere at undgå Mørket, ja, men også nemmere at komme nærmere sit mål, sin halvbror. Men åh, det havde været et svært valg.

Marax fandt trøst i, at han havde vidst, at hun ville være taget med ham, havde hun haft muligheden. Så vidste han trods alt godt, at hun ville have gjort hvad som helst for ham, og det havde ikke været mistillid til hende, der havde stoppet ham.
Hendes øjne faldt i, da han strøg sine fingre over hendes kind, men hun slog dem op igen med et sæt, da han trådte væk fra hende. Et øjeblik fortræd hun, at hun havde stillet ham spørgsmålet, men da han først begyndte at svare hende, vidste hun, at hun klart foretrak at vide, hvad der var sket.

Hun afbrød ham ikke, men nikkede blot, som tegn på at hun fulgte med i hvad han sagde, og forstod indtil videre. Imens han talte, gled hendes blik fra hjelmen han havde lagt fra sig og op til hans ansigt. Hun følte sig endelig hjemme.
Det gik imod alle hendes instinkter, da hun hørte ham sige, at han havde forladt Mørket, fordi han havde vidst at de ville tabe krigen. Hun ville selv være blevet og kæmpet til sin egen død, havde hæren bedt hende om det, men samtidig vidste hun også, at det var dobbeltmoralsk af hende at dømme ham, når hun ville være taget med ham, uden at tænke to gange over hvad hæren ønskede af hende. Hun satte sine egne behov først og Mørkets derefter, og det meste af tiden var de to ting det samme, men ikke når Iskariot var involveret.

"Jeg følte mig hjemme med dig," insisterede hun med en rysten på hovedet, der fik hendes korte hår til at danse omkring hendes ansigt, og lagde en hånd om hans overarm. Det tynde stof hendes handsker var lavet af, tillod hende at mørke varmen fra hans hud, samtidig med at hendes evne ikke påvirkede ham.
"Din hemmelighed er sikker hos mig, Iskariot," forsikrede hun ham, med et stålsat blik. Denne gang var han nødt til at stole på hende. Hun havde aldrig været en god skuespiller og ville ikke have kunnet forfalske den sorg, hun følte da hun troede han døde, men nu ville han sagtens kunne involvere hende i sit liv igen, uden at risikere at afsløre noget overfor Mørkets Hær. 

Det gav et meget svagt og næsten umærkeligt ryk i Iskariot, da Marax lagde en hånd om hans overarm. Berøring. Noget han, trods de mange år som fri mand, stadig havde det svært ved. Men han rykkede ikke armen til sig og løftede i stedet blikket fra hendes hånd, der hvilede på hans sorte fjer, til hendes ansigt. Hendes første ord gav ham kort et forvirret udtryk, der dog hurtigt blev erstattet af alvor, som hun sagde, at hans hemmelighed var sikker ved hende. Var den? Det var otte år siden, at han havde set hende sidst, kunne han stole på, at hun ikke ville fortælle noget til Mørket om hans eksistens? Normalt ville han undersøge det ved at bruge sin evne, give hende lyst til at sige sandheden, men noget holdt ham tilbage. Han havde ikke brugt sin evne på hende dengang og han ville ikke til at starte nu. Så han nikkede langsomt.
"Det er jeg glad for at høre. Jeg har andet at lave end at håndtere Mørket."

Iskariot havde haft brug for Mørkets Hær, da de tog ham ind. Haft brug for at lære og brug for den familie, hæren kunne betegnes som. Men han havde set på strukturen, på den måde, hvorpå man tankeløst skulle gøre, som der blev sagt. Han havde fået en masse ud af det, men samtidigt havde han aldrig ofret sig selv for det. Han havde altid vidst, at hans ophold i hæren ville stoppe, før de ville lade ham. Mørket var ikke hans liv som så mange andres, det var et skridt på vejen. Allerede da han havde reddet Marax havde han vidst, at tiden var ved at være moden for ham at gå.
Så hans ord kom måske ud en smule hårdt. Mørket. Lyset. To enheder med det samme mål, bare forskellige måder at nå dem på. Magt og kontrol. Han ville ikke blandes mere ind i det, han havde sit eget mål.

"Jeg følte mig hjemme ved dig." Ordene rumsterede rundt bagerst i hans hoved. Forvirret. Hvad mente hun med det? Det var som om, at der var en betydning til dem, som han ikke helt kunne fange. Han vidste, at hun var taknemmelig for at han havde reddet hende, så æresramt, at hun fulgte ham i tykt og tyndt. Måske endda ville dø for ham. Han forstod det ikke, ikke rigtigt. Men passede den udtalte sætning til den kendte følelse? Et indre billede af hendes øjne og ansigt, da han havde rørt hendes kind viste sig for ham, men det hjalp ikke noget. Hun havde aldrig været sådan, før han forsvandt.
Endeligt skubbede han det væk, afskrev det som savn, men selvom han valgte at ignorere det, ville det ikke helt slippe. Hvad var det, han ikke forstod?

Marax elskede ikke Mørket. Ikke sådan som nogen af hendes kollegaer gjorde. Ikke sådan som hun elskede Iskariot. Alligevel strøg han hende imod hårene, da han omtalte Mørket med sådan en hårdhed. Mørket havde skabt hende, formet hende, oplært hende, givet hende et mål i livet. Alt, hvad der skulle til for at overleve.

Langsomt slap hun ham, men hun slap ham, som havde hun ikke lyst - hendes fingre gled af ham, som havde hun et uopnåeligt håb om at han ville stoppe hende. Der faldt en stilhed i værelset og Marax afbrød den ikke. Med Iskariot var stilhed på en eller anden måde nemmere for hende. Først da hendes tanker faldt til hans sikkerhed, afbrød hun den.

"Mørket kommer rendende, inden for længe. Det er ikke sikkert for dig at blive her."
Hun bed sig i kinden, og den spidse hjørnetand rev den bløde hud derinde op. Smagen af blod blandede sig med hendes savl. Frygten for at Mørkets ankomst ville betyde at Iskariot forlod hende igen, kørte i ring i hendes tanker. Hun havde brug for en måde at holde sig i kontakt med ham.

Iskariot vidste, at Marax ikke brød sig om hans tone, men hun kunne lige så godt vide, at han ikke følte noget for sin forhenværende arbejdsgiver. Han var taknemmelig, men længere rakte hans syn på Mørket heller ikke. Nok havde de givet ham meget, men han havde set en side Marax ikke kendte - de ville have ham som et værktøj, koste hvad det ville. Den slags fangeskab kunne han ikke finde sig i. Nægtede at lade sig binde igen.
Det var lige før, at han havde stoppet hende i at trække hånden til sig, men han gjorde det ikke. Lod stilheden falde.

Hendes stemme afbrød den lidt efter og han nikkede.
"Det er derfor jeg er her. I er flyttet ind i Fort Nox?" De turkis øjne hvilede på hendes ansigt, og han kunne næsten læse hendes tanker. Skulle de bare forlade hinanden igen? Ikke hvis det stod til ham. Hun kunne blive en vigtig brik i hans spil mod sin storebror. Han havde brug for hende, på mere end én måde, men det var ikke noget, der gik op for ham, ikke lige nu.

Hans fingre gled kort ned over revnen i hans næb, inden han slog let ud med hånden.
"Jeg drager videre i morgen. Du har et arbejde at fuldføre her, regner jeg med. Mennhvis du en dag vil, kan du altid finde mig. Jeg er en af lederne i en Zaladinkult, vores tilholdssted ligger en halv dagsrejse mod nordøst fra Dianthos. En gammel herregård. Spørg efter os, alle i området ved, hvem vi er." Ja, de havde desværre gjort sig bemærket, men med det store antal af medlemmer, var det svært andet.

Det overraskede ikke Marax, at Iskariot allerede kendte Mørkets planer. Han havde altid haft et øje åbent, når det galt sådan noget, og der måtte også være en grund til at han var her i aften. Hun nikkede, da han spurgte til Fort Nox, selvom det mest lød som et retorisk spørgsmål.

"Mmh," svarede hun, med endnu et nik, da han nævnte hendes job her. Der ville være konsekvenser, hvis hun forlod det nu. Der var andre, bedre tidspunkter, hvor man nemmere kunne tage en omvej fra en opgave. Hvis hun tog med ham nu, ville hun fremstå som desertør. Endnu værre; hun ville være desertør. For Iskariot ville hun gøre det, men medmindre det blev nødvendigt, ville det være nemmere for dem begge, hvis ikke hun var eftersøgt af Mørket også. Hun ville være til mere nytte, des nemmere hun kunne bevæge sig omkring.

Hun vendte brat sit ansigt mod hans, hendes øjne store og hendes overraskelse tydelig, da han fortalte hvor han kunne findes.
"Du er knap nok religiøs," sagde hun, skepsis blandet med glæde i hendes stemme. Hun troede på ham, men hun troede ikke et øjeblik på at han gjorde det af religiøse årsager. "Hvad har fået dig til at lede en kult?" spurgte hun, med samme lethed som havde det været for otte år siden og de havde ført en helt normal, afslappet samtale. Hun var så lettet over at have et sted at finde ham, at hun slet ikke kunne sætte ord på det, men den tryghed det gav hende, tillod hende at slappe helt af igen. Nu var han ikke længere i fare for at miste ham, og hun kunne igen tænke på andet, end hvordan hun skulle holde fast på ham.

Iskariot kunne ikke andet end at komme med en dæmpet latter over hendes reaktion på hans ord. Han rystede på hovedet og trak den ene stol ud fra bordet for at sætte sig. Han var en smule træt i kroppen efter den lange flyvetur. Vingerne foldede sig en smule ud, så der var plads til ryglænet i mellem dem, noget han gjorde uden at tænke nærmere over det.
"Det er jeg heller ikke." Nej, langt fra. Han troede ikke, at guderne eksisterede og hvis de gjorde, var de hamrende ligeglade med deres egne kreationer på denne jord. Hans blik var tilbage på hendes ansigt, forsøgte at læse hendes tanker og følelser. Hun var lettet. Sikkert fordi, at hun vidste, hvor hun kunne finde ham.

"Det var lidt af et tilfælde. Jeg stødte på den her lille gruppe af tilbedere for Zaladin, der desperat havde brug for nogen til at lede dem, et par år efter jeg... forlod Mørket. En dag kom der en dæmon forbi og ønskede at optage gruppen i en større. Han står for det religiøse, jeg tager mig af det praktiske. De stakkels tilbedere skal jo have mad og tøj på kroppen." Et arbejde der ikke tog mere af hans tid, end at han havde tid til at holde lidt øje med sin storebror eller tage på ture som i dag. Og det gav ham midler. Krystaller og frivillige. Nej, han havde det godt i den position og han havde kæmpet hårdt for at beholde den. Pallisheaf og han var ikke altid lige enige om tingene, men ind til videre havde de arbejdet sig igennem uenighederne.

Han havde lagt sin underarme til hvile på bordet og han gned let sine skællede hænder i mod hinanden. Det var stadig en smule uvirkeligt, at han havde fundet Marax, endda ved et tilfælde. Og at de så let gled tilbage til det, der havde været. Otte år efter. Otte år var lang tid, især for ham. Han blev hurtigt ældre og regnede ikke med at blive så gammel som menneskerne. Han var trods alt en halvfugl og han vidste, at han ikke ville leve mange år endnu. Han var over halvvejs sin egen levetid, faktisk kunne han snart kaldes en ældre herre. Ikke at det rørte ham, han havde den tid at leve i, som han havde. Det vigtigste var, at han snart fik taget sin hævn. Men han var gået i gang, lige så stille og roligt. Og han håbede Marax kunne hjælpe ham.
Men lige nu var han bare overrasket over, hvor naturligt det føltes at være i rum med hende igen. Han havde virkeligt savnet hende, selvom han ikke havde tænkt over det.

Marax satte sig helt naturligt ned, da Iskariot gjorde det. Det var helt instinktivt at hun genspejlede hans kropssprog og hun havde ikke tænkt over det, da de havde rejst sammen for mange år siden, og hun tænkte heller ikke over det nu. Mest prominent var dog, hvordan hun altid vendte sin krop mod ham, som var han centrum i alle samtaler han var en del af. Det var han også, for hende.

Et halvt fnys, halv latter, undslap hende af hans forklaring. Hun tilbad Zaladin når muligheden lige var der, men hun havde intet tilovers for fanatikere. At Iskariot havde fået det til at virke for sig, nærmest som en forretning og samtidig også et skjulested, var kun beundringsværdigt og i sit hoved adskilte hun fuldstændig de fanatiske tosser og de genier, der tjente på at samle tosserne ét sted.

"Det undrer mig næsten ikke. Du er perfekt til jobbet," fortalte hun ham oprigtigt. Hun kendte ikke nogen, der var så god til at planlægge flere skridt fremud, som Iskariot var. Hun nægtede at spille andre spil, end dem der afhang af held, med ham. I skak ville hun aldrig have en chance og hun vidste det.

Hun lænede sig ind over bordet og betragtede ham tavst, hendes albue imod bordet og hendes hoved hvilende i hendes hånd. Hun burde måske tilbyde at gå, så han kunne sove, men hun var for forgabt i at betragte ham igen. "Du har næsten ikke forandret dig," sagde hun, så lavt at det næsten var en hvisken. Hvis bare han stadig var den samme, så var deres forhold også det samme.

Hendes ros fik Iskariot til at smile lidt skævt. Ja, han klarede det ret godt, skulle han selv sige det. Der var i hvert fald ingen, der brokkede sig og alle virkede tilfredse. En tilfredshed han var ret sikker på, at dæmonen ikke ville kunne have skabt alene, ikke kun med religion som base for deres liv. Der skulle et mere konkret mål til og Iskariot havde sat dem i arbejde. Han havde fået overtalt et adeligt par til at forære dem deres herregård, allerede før Pallisheaf var dukket op, og nu var den sat i brug. De var mange medlemmer og på denne måde var der mad, både korn, grønt og kød. Mulighed for at lave deres eget tøj og generelt skaffe ting, der normalt krævede kapital. Nej, det gik fantastisk godt og Iskariot var godt klar over, at det alene var hans fortjeneste. Det overraskede ham stadig en smule, at det åbenbart var hans rette hylde. Det havde han aldrig troet.

"Det ser sådan ud." Han gjorde sig ikke så meget i falsk beskedenhed og gav hende bare ret.
Hans turkis øjne hvilede atter på hendes ansigt. Der var gået så mange år, men han havde intet glemt om hendes træk. Som sagt, hun var smuk af en dæmon at være. Iskariot havde aldrig rigtigt været tiltrukket af almindelige menneskelignende væsner, han regnede med, at han af ren natur kun var interesseret i halvfugle, måske endda kun halvørne. Men ud over dem, Vargas havde låst inde i slavehandlen, var det ikke den slags væsner, han havde mødt flest af. Og det gjorde ham ikke rigtigt noget, han levede et liv, hvor der ikke var plads til den slags. Han behandlede sin krop med respekt, mest fordi ingen andre havde gjort det.

Hans blik flakkede kort over hendes ansigt, som hun lænede sig frem for at se nærmere på ham. På den ene side fandt hans hendes stirren ubehagelig, hun betragtede ham for indgående. Men samtidigt havde han lyst til at møde hendes blik og suge den fornemmelse til sig. Det endte med, at han så ind i hendes øjne. Hvorfor var han bange for det?
"Jeg er blevet ældre." Med otte år. Ikke at han fik rynker, men det var efterhånden begyndt at ske, at han fandt en mere grå end sort dun i fjerpragten. Han var ved at blive gammel. 
"Du ligner til gengæld dig selv." Han trak hænderne lidt til sig, så han kunne hvile lidt på sine underarme, uden at slippe hendes øjne med sit blik. "Hvordan har du haft det?" Ud over den første reaktion på hans død. Det var ikke muligt for ham at forestille sig, hvor hårdt hun havde taget hans død, han havde ikke kigget tilbage, ikke holdt øje med hende, da han var taget af sted.

Marax vidste at hendes egne øjne var en usædvanligt klar og lys farve, men de var ingenting imod Iskariots turkise øjne. Hun følte sig selv blive trukket ind i en dagdrøm, hver gang hun så lidt for længe i dem. 

"Mmh," svarede hun distræt, da han påpegede at han var blevet ældre. Alder betød ikke så meget for hende, ikke så meget som det betød for ham i hvert fald, og det var nemt at glemme for en dæmon. Det var først, da han selv påpegede forskellen imellem deres to racer, at hun fik en smule varme i kinderne, og med en smule flovhed indså at de ting, der havde ændret sig ved ham, mest var ting relateret til hans alder. Hendes blik fangede en grå fjer og hun fik lyst til at række ud for at røre ved den. 

"Det gør jeg vel," svarede hun, angående at ligne sig selv, og hun strøg en hånd igennem sit hår, delvis for at holde sig fra at røre ved ham, og delvis fordi hun tænkte på, om hun skulle gøre noget ved sit udseende nu. Nu, hvor Iskariot var i hendes liv igen. Om han ville sætte pris på det, eller bemærke det overhovedet.
I en pludselig bevægelse slog hun blikket op til hans, da han spurgte til hende. "Jeg... Jeg har manglet noget." Hun havde manglet nogen, men hun havde også manglet noget. Et mål, noget at arbejde imod, ambition eller mening. Hun var gået igennem de sidste par år med en følelse af ligegyldighed omkring det meste. Hun var blevet langt bedre til kortspil og til at håndtere alkohol, siden sidst hun havde set ham, men det var ikke dén slags en dæmon i sine bedste år skulle bruge sin tid på. Hun skammede sig lidt ved tanken og håbede, at han ikke havde holdt øje med hende. 

Iskariots blik fulgte hendes bevægelse med hånden, da hun kørte den igennem sit hår. Om han lige havde givet hende en kompliment eller ej, det vidste han ikke, han gjorde sig ikke så meget i det, ikke når han ikke forsøgte at få noget ud af situationen. Gjorde han det lige nu? Han forsøgte vel at få hendes loyalitet tilbage, men med den måde, hun opførte sig, havde han en fornemmelse af, at han allerede havde den. Hvis han nogensinde havde mistet den. Faktisk var han lidt forvirret over det hele, men han viste det ikke. Det måtte han tænke lidt nærmere over, når han var alene igen. Lige nu var det mest som om, at han ikke helt kunne koncentrere sig med hende i nærheden. Havde han virkeligt savnet hende så meget? Lidt ubevidst strøg han en finger over en anden finger, en måde at forsøge at holde sig selv tilstedeværende.

Hun havde manglet noget? Hvad? En lidt kold følelse gled igennem ham, da det slog ham, at det nok var ham hun mente. Havde han gjort noget forkert, da han ikke havde taget hende med? Nej, kom svaret promte fra hans indre. Han havde gjort det rigtige, han ville ikke have hende på slæb, selvom hun havde været en god højre hånd. Og han havde knapt nok savnet hende. Vel? At hun måske havde savnet ham, det kunne han vel ikke gøre for.
Men hun kunne også bare snakke om et mål. Eller... han rystede mentalt på hovedet og valgte, at det nok var bedst ikke at spørge ind til hendes ord.

"Har Mørket behandlet dig ordentligt?" Et mere ufarligt emne. Der godt kunne følge hendes ord uden at det føltes helt forkert. Trods de forvirrede tanker, fjernede han ikke blikket fra hende. Udadtil rolig og samlet som altid. 
Ud over almindelig interesse, spurgte han, fordi han havde brug for at vide, hvor hun var i forhold til sin loyalitet. Kunne han benytte sig af hende igen? Havde han fået sin støtte tilbage eller var hun Mørkets på godt og ondt? Han vidste det ikke endnu og havde brug for at vide det.

Marax' sad lidt stivere, da Iskariot stillede sit næste spørgsmål. Havde mørket behandlet hende ordentligt? Hun mindede hvordan hun havde fået arret over sit øje. Et ar, hun var så tilfreds med at se et lignende af på Iskariots ansigt, men et ar som mørket havde givet hende. Hun tænkte på de lignende ar de siden havde givet hende. De afstraffelser hun havde fået efter at være mødt for sent op til træning eller efter at have været fræk overfor en orderordnet. Hun tænkte på samtalerne om hendes manglende ambitioner, hendes store potentiale som hun spildte på bare at se hæren som et job i stedet for som det livsvalg hendes kollegaer så det som.

Hun kunne ikke holde foragten i sit ansigt skjult, men hun prøvede heller ikke. Der var ikke andet hun havde lyst til at lave og hæren passede hende perfekt, men fik hun lov kunne hun beklage sig over den i timevis.

"Mørket ville behandle mig pænere, hvis jeg udviste nogen som helst form for ambition om forfremmelse. Men de har ikke... Behandlet mig dårligt.." svarede hun og selvom hendes ord var diplomatiske, var det tydeligt i hendes stemme at hun ikke så Mørket som andet end et job. Utilfreds var hun dog heller ikke. Det var det eneste hun nogensinde havde lavet og hun havde ingen ide om, om andre ting var bedre eller værre.

Der skete en forandring i dæmonens kropsholdning og udstråling, da Iskariot stillede sit spørgsmål. Han rettede sig lidt op og fjerne i hans ansigt bevægede sig en smule, da han skød øjenbrynene en smule i vejret. Det var noget nyt, Marax havde aldrig brokket sig om Mørket førhen, ikke på denne måde. Han lyttede til hendes ord, men følte dog ikke den store overraskelse. Han havde set, hvordan de forsøgte at overbevise hende om mere, han havde set hendes ar. At hun fandt sig i det, fandt han overraskende, men han vidste også godt, at hun elskede sin plads i det hele. Heller ikke noget, han forstod, han kunne ikke selv affinde sig med at være en som alle andre. Han var mere. Bedre. ikke en myre i et bo, der skulle efterleve et livsmål uden spørgsmål.

Men han fik svar. Hun var stadig Mørkets. Det fik ham til at nikke let, skjulende den svage skuffelse, han følte over det. Han ville elske at kunne tage hende med sig derfra og vise hende et andet liv. Med ham som leder, men det ville stadig være noget andet. Han kunne bruge hende.
"Så længe du føler, at du hører til." Han lænede sig en smule tilbage i stolen, skabte lidt afstand i mellem dem. "Det vigtigste er, at du har det godt." Nej, det vigtigste var, at hun ville følge ham, men det var noget, han ikke kunne få. 

Med et dæmpet suk rejste han sig fra stolen og gik gik et par skridt rundt i det lille rum, hænderne samlet på ryggen og vingerne foldet så meget sammen som muligt, så de ikke fyldte for meget. Hvad så nu? Han var træt efter dagens lange flyvetur og den ene hånd slap den anden for at glide op over hans næb og ansigt.
"Ved du noget om, hvad Mørket har af planer for Fort Nox og tilstedeværelsen her i Tusmørkedalen?" Han tvivlede på, at hun vidste noget, de menige soldater fik sjældent noget at vide, men det kunne være, at hun havde noget.
Han skiftede emne, noget mindre personligt var nemmere at håndere lige nu.