Marax var ikke selv klar over, at hun hørte til, men det trak hun gjorde på skuldrene ved hans ord, var stort set usynligt, fordi hun heller ikke havde det i sig at modsige påstanden. Lidt hørte hun i hvert fald til. Om ikke andet, så fordi hun ikke havde noget som helst andet sted at tage hen.

Hun trak undrende øjenbrynene sammen, da han understregede vigtigheden i hendes velvære. Havde han altid bekymret sig om hende på den måde? Det var snart mange år siden nu, men det føltes nyt for hende. Hun var ikke sikker på hvad det betød, udover at der var noget imellem dem, der trods alt havde ændret sig.

Hun fulgte ham med blikket da han rejste sig op, og lagde en hånd om nakken, hvor hun distræt strøg et par fingre over det håndformede ar, der stadig var tydeligt imod hendes hud, og som var en evig påmindelse om den dag han havde reddet hende fra en af lysets krigere, der med sin evne havde smeltet huden dér, samtidig med at han havde forsøgt at kvæle hende. Hun følte ingen bitterhed, når hun tænkte på det, kun glæde over at hun var blevet reddet af Iskariot. Men lige nu tænkte hun heller ikke aktivt over det - det var en bevægelse hun helt ubevidst gjorde, når hun trængte til at blive beroliget.

"Jeg ved sikkert mindre end du gør," svarede hun og lænede sig afslappet tilbage i stolen. "Jeg udfører bare mit arbejde. Men hvis der er noget du vil vide, så lægger jeg gerne et øre mod jorden..." tilbød hun lavmælt. Der var ikke noget, hun ikke ville gøre for ham. Tværtimod ville hun elske at få mulighed for at gøre noget for ham igen. Hun skyldte ham stadig sit liv. 

Hendes svar var ikke overraskende, det var som han havde tænkt. Hun gjorde bare, som hun fik besked på. Men han glædede sig over, at hun ville hjælpe ham. Undersøge sagen lidt nærmere. Hun ville ham stadig og et smil dukkede op om hans næb og et glimt i hans øjne. Glimtet var ikke videre hyggeligt, men det var ikke rettet mod hende. Det var tanken om at få mere viden, han kunne bruge. 
"Det ville glæde mig, hvis du ville."
Han stoppede op og hans fingre tappede lidt i mod hinanden bag hans ryg. Hvad så nu? Et eller andet sted kunne han godt tænke sig at høre mere om, hvad der var sket de sidste år, men samtidigt ville han egentligt gerne være alene. Få tid til at tænke og få nogle timers søvn. Han var træt.

Iskariots blik gled tilbage til Marax. Han var forvirret over sin egen reaktion på at se hende igen, han havde lyst til at røre hende igen. Samtidigt rystede han på hovedet af sit selv og vidste, at han bare udnyttede hende. Hun var bare en dæmon, en ung og nyttig dæmon, han kunne styre som han ville, endda uden sin evne. Hun betød ikke noget for ham. Vel? Han kunne manipulere hende som han ville. Hun ville tydeligvis gerne have nogle følelser fra ham og det var, hvad han imiterede. Følelser. 

For at bevise det overfor sig selv, trådte han over til hende, så hende i øjnene. Hun havde nu smukke øjne, det ville han godt give. Han løftede den ene hånd op og lod den følge hendes kind, dog uden at røre hende. Tæt på, så hun kunne mærke hans varme. Lade hende få fornemmelsen af nærhed. Manipulation. At han kunne mærke hendes varme samtidigt med, ignorerede han.
"Jeg kan slet ikke udtrykke, hvor glad jeg er for, at du ikke bærer nag." Hans stemme var dæmpet og blid. "Jeg håber du vil opsøge mig, når du har muligheden for det." Hans fingre gled under hendes hage, stadig uden at røre. En idé slog ned i ham. Hvorfor havde han ikke tænkt på det noget før? Han vidste pludseligt, at han havde en dæmon, han skulle besøge i Balzera.
Endeligt trak han hånden til sig. Øjeblikket var ovre.

Marax gav et enkelt nik fra sig til Iskariot. Hun ville finde ud af alt, hvad hun kunne. For hans skyld. Hun hverken sagde eller gjorde mere end dét nik. Hun vidste at hun allerede havde afsløret alt for meget. Der var grænser for, hvor meget man ville gøre for én der havde reddet ens liv. Der var ikke grænser for, hvor meget man vil gøre for én, der ikke gengælder dine følelser. 

Hun så op på ham, med et blik der var mere lydigt og ydmygt end det nogensinde før havde været. Selv under sit arbejde viste hun sjældent respekt eller lydighed. Hun kunne godt være respektfuld og lydig, men det ville aldrig se oprigtigt ud. Men nu så hun op på Iskariot, med lige præcis den slags lydighed hun ellers foragtede, og tænkte for sig selv at hun ville dø for ham, på trods af alting.
Hele hendes krop brændte fra det øjeblik hans hånd kom tæt på hende, og hun knyttede sine hænder, bange for hvad hun ville gøre med dem ellers. Iskariot havde ret - hun bar på ingen måde nag. Tværtimod var hun lettet og lykkelig over at han stadig var i live.

"Det vil jeg," lovede hun, anstrengt fordi hun kæmpede mod sin evne i håbet om at han ville røre hende og at hun ville være i stand til at kontrollere den, hvis det var for hans skyld. Da det ikke blev nødvendigt, slog hun skuffet blikket væk. Hun følte sig tåbelig for at håbe på noget, der aldrig ville ske.

Hun rejste sig op og rømmede sig. "Jeg bør gå. Jeg vil opsøge dig så snart jeg ved noget." 

Hendes nik var nok. Iskariot stolede på, at hun ville gøre sit bedste for at finde ud af noget. Der var noget på den måde hun så på ham, der gav ham en knugende fornemmelse i brystet. Der var aldrig nogen, der havde set sådan på ham før. Hendes øjne brændte sig fast i hans hukommelse og han ville tænke over hendes blik, når han ikke kunne sove trods sin træthed. Det tog ham lidt af trække sig fri af det.

Hun rejste sig og han trådte tilbage. Der havde været skuffelse i hendes udtryk og det hjalp bare ikke på det rod, der var i hans tanker omkring hende og hele situationen. Pludseligt kunne det ikke gå stærkt nok med at få hende ud, så han kunne forsøge at forstå. Han hadede at være forvirret over ting, der virkede til at ligge for næsen af ham. Han var for intelligent til at det burde kunne lade sig gøre!

Han nikkede og flyttede lidt på sig, så hans kløer på fødderne klikkede mod gulvet.
"Jeg bliver nok i nogle dage og undersøger sagen selv, men derefter må jeg hjem. De kan ikke undvære mig for længe." Det lå lidt i hans ord, at de alle var idioter. Det var de fleste af dem også, der var dog et par stykker, der kunne bruges til noget. Ellers ville hele gården bare ende med at brænde ned, inden han var tilbage.
"Som sagt kan du nok finde mig en dagsrejse nordøst for Dianthos. Det er en herregård, de kalder den "Zaladins hvile", men de lokale kalder den "Zaladins røvhul." Han skar ansigt, så godt han kunne som halvfugl. Han brød sig ikke om den slags unødigt grimme ord, men de fleste kunne ikke ligefrem lide dem, der tilbedte guden for ondskab. Ikke at det betød så meget for ham, han var der kun, fordi han skulle bruge de hjernetomme kultmedlemmer og de muligheder der var som leder.

Inden hun gik, lagde han en hånd på hendes arm, hvor stoffet forhindrede deres hud i at røre hinanden.
"Marax. Pas godt på dig selv. Jeg vil vente på dig." Han så hende kort i øjnene for at understrege det, inden han trådte tilbage igen, så hendes vej mod døren var fri.

Marax kunne ikke lade være med at overveje om hun kunne snige sig væk fra arbejdet for at se Iskariot igen inden han tog herfra. Det ville være noget nær umuligt, for det var sjældent at de fik fri overhovedet, og egentlig burde hun også bruge tiden på at se hvad hun kunne grave op til ham. Det skulle være nyttigt og svært at finde ud af, hvis ikke han selv skulle opsnappe det inden hende.

Hun tog ikke hans ord som så hård kritik af dem han arbejdede med, fordi hun altid gik ud fra at Iskariot ville være den klogeste mand i ethvert rum. Det var for hende intet under at kulten havde brug for ham. 

Vejledningen til hans opholdssted brændte hun grundigt ind i sine minder og hendes ansigtstræk blev også en smule stramme, da han nævnte hvad de lokale kaldte huset. Det kunne godt være, at Iskariot kun var der fordi det kunne betale sig for ham, og en kult var også mere end hvad hun brød sig om, men hun tilbedte trods alt guden og ønskede at han blev omtalt med respekt. Gjorde man ikke dét, ville døden sandsynligvis ramme én før tid. 

Hendes hjerte sprang et slag over da han rørte hende, også selvom det var igennem stof. Hun så tøvende op og mødte hans blik ved hans ord. Hun mindedes, hvor lidt hun havde passet på sig selv de sidste par år. Som havde hun håbet, at Iskariot ville stige op fra de døde, for at beskytte hende igen, hvis bare hun kom i en farlig nok situation. Men hun havde da overlevet. Og det havde han også. Hun gav ham endnu et kortfattet nik - hendes løfte til ham om at begynde at passe på sig selv fra nu af. 
"Det vil ikke tage længe," lovede hun og tøvede endnu en gang. Hun havde lyst til at røre ham også, men det føltes forbudt, en anden slags forbudt end at snige sig væk fra lejrene for at drikke på den nærmeste kro, og hun kunne ikke få sig selv til det. I stedet forlod hun med rank ryg hans værelse uden at se sig tilbage. 

Iskariot så efter hende, da hun gik ud af døren og den gled i bag hende. Langsomt tog han en dyb indånding og gned sig i ansigtet med sine hænder. Han følte sig pludseligt meget gammel og træt og han gik hen for at sætte sig på sengen. Han havde slet ikke forestillet sig at se Marax igen, og han havde slet, slet ikke forestillet sig, at det ville blive så... intenst. Ikke på den måde. Ærligt talt havde han mere regnet med at hun ville stikke ham en på næbbet i vrede over hans "død". Men hun havde reageret så... følelsesladet. I øjeblikkene, da han havde afsløret sig selv, hvor de havde set på hinanden...

Han rystede på hovedet af sig selv. Havde han savnet hende så meget? Hun havde sjældent været i hans tanker, men i det øjeblik, han havde set hende, havde han været så... lettet. Hun var stadig i live.
Men hun havde også været det nærmeste til en ven, han nogensinde var kommet. Det tætteste, han havde ladet nogen komme på sig. Hun vidste mere om ham end nogen anden, selvom det ikke var meget. Hvorfor vidste han ikke, men der var noget over hende. Den naturlige loyalitet, hans evne ikke kunne skabe. Noget i den måde hun så på ham, som var han hele verden. En følelse der kun var blevet større efter de mange års fravær. 

Han sad længe og spekulerede, gennemgik deres samtaler, hev minder frem fra dengang. Analyserede og overvejede. Han havde reddet hendes liv, hun var loyal, i gæld og så op til ham. Og et eller andet sted i deres bekendtskab måtte hun havde fået følelser for ham. Det kunne næsten ikke være andet. Tanken skræmte ham. Han havde aldrig selv haft følelser for nogen, vokset op uden forældre med smerte og ensomhed som sine eneste følgesvende i mange år. Hvordan kunne han have følelser for nogen? Han var for intelligent, drevet på logik og ikke de ustabile følelser alle andre havde.
Da han endeligt lagde sig for at sove, var han kommet frem til, at han havde savnet hendes venskab og nærvær. En person, han kunne tale med og dele med. Men han gengældte ikke hendes følelser, nej, det var ikke ham. At han kunne udnytte dem var en anden sag. Det måtte han se på, hvis hun faktisk kom ind i hans liv igen.

Selvom han var kommet frem til den konklusion, kunne han ikke få følelsen af hendes bløde hud og synet af hendes ansigt, da han rørte hende, ud af sit sind. Måske det var en god idé at tage syd på, når han var færdig her. Få fat i den sten. Som undskyldning for at have efterladt hende.