Vintertiden var altid hård i Nordlandet. Den bidende kulde, nådesløse vind og snefaldet, der gjorde det svært at holde landevejene åbne. I Norvik holdt byens beboere sammen og talte dagene til forårets komme.

I Nak'lars tempel kastede en gammel kone knogler. Hendes ansigt, oplyst af flammeskæret, fortrak sig i en overrasket mine, som hun lænede sig frem for at se hvordan knoglerne var landet.

Forandring. Opgør. Krig for opnå Fred.

Et andet sted i byen, var mange af de lokale samlet på kroen "Ravnen og Hammeren", hvor der var både ly og varme for vinterkulden og selskab at finde.

Rastløsheden var dog stadig stor, og som vintermånederne var fortsat, var der en stigende utilfredshed at fornemme i krostuen. Ikke blot med det, som man klagede over hver vinter - kulden, naboerne, maden. Det var som en ulmende glød langsomt var ved at blusse op og blive til en stor flamme.

"Hvorfor sidder der et råd i Dianthos, og mener, at de har ret til at bestemme, hvad der foregår i Norden?"

"Vi sendte vores soldater til deres krig. Blødte for dem. Døde for dem. Men hvad fik vi igen?"

"Alt den snak sydpå om at tage magten tilbage i folkets hænder. Måske vi i Norden skulle tage magten over vores eget land. Vi har gjort det før."

En bekræftende mumlen af stemmer. En m
and tog ordet - hævende sit krus over folkemængden:

"FRIHED FOR NORDEN!"

Råbet gjaldede under loftet, som mange stemmer gentog det, og det var langt fra det sidste sted, det blev hørt. Som vinteren skred frem, begyndte det at gentage sig med de rejsende fra landsby til landsby i Norden - til dværgenes rige, Dragorn og helt til grænsen mod Turmelinien. 

"Frihed for Norden" - med disse ord, var der ikke langt til handling. Ville oprøret for alvor begynde, når sneen var smeltet bort?

---

Offgame-info: Dette er en plot-reaktionstråd, som alle karakterer der hører rygterne, kan reagere på - uanset om de befinder sig i Norvik eller ej. 

I årevis havde ordene ligget på Sigruns tunge. Frihed for Norden. Hun havde kæmpet sejlivet det meste af sit liv for at få folket til at forstå det, men især de første mange år var det som om at de blot så en temperamentfuld ung leder der ønskede at sætte sig præg i verdenen.
Der var opbakning, der havde altid været opbakning, men det hårde liv sled på folket, og hvor ildsjælden var der, var der en vigtigere ting heroppe nord på. Holde sig varm. Sørge for mad over vinteren. Holde sine kære sikre. Og det var med de tanker at Sigrun havde skruet lidt ned for sin agenda. Det brændte stadig i hendes sjæl, men som familien voksede, så måtte hun også sande at det nok ikke var hende der kunne tage teten og lede dem i det.

Derfor var det også en overraskelse, som der blev banket på døren hen på aftenen. Solen var for lang tid gået ned, og dermed var det de færreste der bevægede sig rundt i området. Hvis de ikke var hjemme, var de nede på den lokale kro i deres by, som næppe ville være en kro efter normale standarder.
Det bankede igen, og hun hankede op i den nyeste lille, som sad på hendes hofte, og sagde mod Torbjorn. "Jeg tager den," og sendte ham et varmt smil, inden hun gik mod døren og hev den op.
Udenfor den stod der en ung teenager, Erik, Sigrun havde taget under sin arm, da han var villig til at lære og et eller andet sted også så op til hende. 
"Hvad laver du her på det her tidspunkt?" spurgte hun og hævede lidt et øjenbryn af ham.
"Jeg var lige nede på kroen," kom det fra ham, en anelse forpustet. "Der var en rejsende, og han sagde..." han tog en dyb indånding. "Han sagde at der er en ting der gentager sig i hver by han er kommet til hele vinteren. Fra Norvik til her."" Han tog et øjeblik som hans unge skinnende øjne kiggede på Sigrun. "Frihed for Norden"
De ord ramte som et lynnedslag i Sigrun som hun kiggede på Erik, og hun kunne mærke den glød i brystet blusse op endnu engang. Hvis det var på alles tunger, var der så... var der en sandsynlighed for at det endelig kunne ske.
Hendes greb blev lidt strammere om barnet på hendes ofte, men lyset i hendes øjne skinnede. "Frihed for Norden" sagde hun, et stort smil på hendes læber. "Jeg tror endelig det er tid."
Og hvor der var intet at gøre når sneen lå som et tykt dække, så var der ikke mange måneder før rejsen mellem byer blev nemmere, og mon ikke klanerne endelig ville have noget at snakke om, når deres ledere mødtes? Sigrun ville i hvert fald sørge for at være der.

Rygterne måtte være sande, omend hvor stille de blev hvisket i krogene i Dianthos gader og beværtninger. 
"Frihed for norden." var der nogen der sagde med pulsen i halsen - "Nordfolket kommer." 
Nogle lo det væk. Kaldte det tomme trusler fra kuldens folk. Det var nemmere sådan. Nemmere at tro, at verden forblev, som den altid havde været. Felix vidste bedre. Hvis han var nordfolk, ville han slå til nu. Når byen allerede dirrede. Når adlen stod vaklende. Når den gemene hob kunne finde på at myrde overklassen for deres såkaldte "frihed og retfærdighed". Ja, hvorfor ville det så ikke inspirere andre til at gøre noget lignende? 

Felix stod med ryggen til gæsterne og tørrede et krus. Stemmerne bølgede bag ham i intens diskussion. Han hørte det hele.  Frygt. Foragt. Fornægtelse. Han kunne høre det banke i deres blod som en vild storm. Skuldrene kørte bagud inden han satte det rene krus fra sig og tog et nyt.

"Hey!" et pift. En hånd der vinkede ham nærmere. Felix vendte sig langsomt. Elegant. Rolig. Et svagt smil trak i mundvigen, da hans blik landede på den rødmossede mand.
"Fyld op. Og gør det stærkt." Irritationen sad i mandens skuldre. Frygten pulserede i de fyldige årer.

"Selvfølgelig." Han hældte gylden væske i kruset. Brændevin, til den vrede tunge. 
"Det er meget at forholde sig til, ikke?" sagde Felix mildt og lænede sig frem over disken En dristig finger kørte henover mandens håndryg, men kort nok til at det ikke kunne tolkes forkert. Medmindre man ville.

"Det er en omgang pis," brummede manden. "Hvad fanden ved Norden om, hvad der er godt for dem? De ville ikke klare sig uden vores handelsveje." Felix nikkede langsomt og øjnene kneb sig en anelse sammen. "De må vide hvad de taler om." hviskede han tæt ved mandens øre. "Jeg vil gerne høre mere om det senere." Et lille smil løftede sig som han trak sig. De gyldne øjne dvælede ved den andens blik - noget fortroligt mellem dem. Han kunne bruge sin evne, tvinge manden til at opsøge ham senere - men det der gav allermest nydelse var når de kom af egen fri vilje. 

"De kan finde mig ude bagved om en time." Han vendte sig, før manden nåede at svare, og genoptog arbejdet.

Stemmerne steg igen bag ham. Nordfolket kunne komme, hvis de ville.
Verden brændte altid for nogen. Det havde bare aldrig været hans verden. Ikke længere.

Sneen havde indhyllet Dianthos is et hvidt snedække, som næsten fik Mirabelle til at føle sig hjemme, som hun sad og kiggede ud af vinduet fra sine gemakker. Sneen lød til at ligge tyk her til vinter, og hendes håb om at komme op nordpå for at visit, var for længst gået i stykker.
En ting var sneen der gjorde turen væsentlig længere end normalvis, en anden ting var hendes pligter her i Dianthos, som kun virkede til at vokse med dagene, især som den nye af Lysets Slægt stadig ikke var fundet. Det var en hovedpine, der spredte og spredte sig, og det var kun de få øjeblikke af ro hun kunne finde i en andens omfavn, der fik hende på andre tanker når hun ikke arbejdede.

Et bank på døren forstyrrede hendes tanker, som hun rejste sig for at tage imod. Det var et bud, og det var nok svaret hun havde forventet fra sine forældre.
Men som hun lukkede døren og begyndte at åbne det, med stille skridt over mod sit skrivebord var det langt fra hvad hun havde forventet.
Hendes allerede lyse hud blev lysere, og hun kunne mærke hendes hjerte slog lidt hårdere. Der havde været bekymringer siden mordet på Bertin familien. Der var noget i gærde, og som hun så ordene på papiret og de understreget ord Frihed for Norden, var det klart. Pompadour familien var ikke længere sikkert.
De var enten på siden af den kommende revolution, eller de var på siden af Lyset, og Lyset... havde ingen tronarving. Ingen til at lede dem.
Som Mirabelles øjne gled over brevet igen, var der ikke tvivl i hendes hjerte. Hvis nyheden var nået så langt som ned til hende, så var Nordfolket egentlig seriøs omkring at løsrive sig, og de var et folk der ikke bare gav op i modstand. Tværtimod.

Jiyas gyldne hud mistede sin farve den dag rygterne nåede dem.

Frihed for Norden

I alle de år hun havde boet i Dianthos, havde freden holdt nordfolket i skak. De var ikke nok til at kunne starte en revolution. Men nu.... 

Stian så det i hendes blik, før hun sagde noget. Den samme frygt, han havde set som barn. 
“Det er okay, mor,” sagde han og lagde armene om hende. “Det er ikke sikkert, han lever længere.” Men hans fars ansigt dukkede frem for ham - urokkeligt, hårdt som jern. Mænd som Albion døde ikke. De tog, og de krævede det, de mente tilhørte dem.
Stian rynkede panden, kæben strammedes, og strøg sin mor over ryggen. Hans eget hjerte slog et vaklende slag. 

Hun trak sig ud af hans greb og knugede hans arme.
“Hvis han finder os—” Hun behøvede ikke sige resten, alvoren i hendes blik sagde det hele. Stian nikkede langsomt, men sagde ikke noget. Jiya og Stian havde ikke behov for ord. 

Hvis han finder os... tænkte Stian, så flygter jeg ikke.

Men denne aften nåede de ikke hinanden.
For Jiya talte om flugt.
Og Stian tænkte på kamp.

"Det er simpelthen løgn. Nej. Det kan ikke passe. Er du sikker?"
 Og dagen havde ellers startet så fin og rolig. Med rapporter. Forbandede, lange, kedelige rapporter. Ofte overvejede Aethelwulff om han nu også virkelig elskede sin stilling. Når rapporterne kom og han skulle læse, skrive, godkende, afvise, blev det til en lang dag. Lige så lang som hans mave blev mere og mere rund. Det var i hvert fald hvad han bildte sig selv ind. Han var stadig i ganske fin form, men på det seneste var der blevet besøgt lige lovligt mange kroer og spist en anelse for meget god mad. Men hvad skulle han gøre ved det? Han kunne da ikke gøre noget ved at morlille ved bageren altid havde en friskbagt bolle eller fem stående klar når han var på sine morgengåture.

"Kaptajn, det er ikke løgn. Men det er rygter. Snak om oprør i Norden. Der er også en smule uro i gaderne. Folk er nervøse." forklarede vagten der stod over for hans kæmpestore bord. Halvtrolden lavede en ugidelig lille lyd, men blev kort efter mere frisk i gemyttet. "Om det er sandt eller ej, så har vi arbejdet for os. Ekstra træning fra i dag. Jeg får samlet vores folk og så skal der strammes ind!" erklærede han og som han talte blev hans stemme mere og mere som en dyb tromme. Han indrømmede det sjældent, men Aethelwulff kunne faktisk godt lide at slå lidt på tønden. Så længe det ikke gik over gevind.

Vagtengjorde honnør og forlod lokalet. Aethelwulff blev siddende et stykke tid før han strakte sig med et let, tungt gab. Og så rejste han sig. Hans støvler trommende dybt hen over gulvet som han forlod sit lokale. Det var tid til at ruske op i hele baduljen. Enhver undskyldning for at komme i gang ramte altid et meget tørt sted og byvagtskaptajnen var klar, om rygterne så var løgne eller sande.

Vinteren, hvor råbet begyndte, var hårdere end de andre.
"Frihed for Norden." Ordene nåede smedjen før sneen smeltede. 

Freyr lyttede, mens han arbejdede. Hammeren faldt i takt med mændenes stemmer på kroen. Utilfredsheden var ikke ny. Men den var blevet tungere. Mere beslutsom.

"Vi blødte for dem."
"De bestemmer over os."
"Frihed."

Freyr sagde ikke meget.
Men han smedede flere våben i perioden der begyndte at strække sig ind i foråret. Sneen smeltede lige så stille, og vintergækkerne rystede kulden af sig.

Det var ikke fordi han elskede krig. Egentlig ikke. Men fordi han kendte følelsen af at blive holdt nede.
Frihed lød som noget, man kunne holde i hånden. Noget man kunne forme.

Og måske, tænkte han en enkelt nat, ville der være plads i et frit Norden til én som ham.

Rygterne nåede hende længe før reele beviser gjorde.

De vandrede gennem byer og kroer, gennem hviskende stemmer og skæve blikke - små gløder kastet ud i verden af urolige sjæle. Ord om splittelse. Om gamle nag der endelig var begyndt at bløde frem igen.

Borgerkrig?

Lumine standsede et øjeblik på stien, og et langsomt smil gled over hendes læber, vagt oplyst af Kzar Moras dunkle belysning og røde himmel, et blink af lys i hendes øjne. 

Hun kunne mærke det.

Ikke som et rygte.
Ikke som en fortælling.

Men som varme.

Som en dyb, glødende vrede der ulmede under verden selv, som kul der ventede på blot et enkelt pust for at blive til flammer. Den slags vrede hun kendte så godt. Den slags vrede, som hun var født af.

Hendes blik gled hen over horisonten, hvor himlen endnu lå rolig og uskyldig. Men dæmonen vidste bedre. Hun kunne næsten høre det allerede - knitringen før branden tager fat, de første stemmer der hæver sig i had, den søde sprødhed af verden der bryder sammen i raseri.

Og åh…

Hvor det kaldte på hende.

Lumine bevægede sig frem igen, let i sine skrydt, næsten munter at se på, hvis man ikke tog helt fejl. Smuk på den måde flammer er smukke - lysende, dragende… og dødelige for dem der kommer for tæt på.

Krigen var måske endnu kun en hvisken. Men hun kunne sagtens hjælpe den på vej.

Det kræver trods alt ikke meget
at forvandle gløder
til ild.

De blev ved med at komme tilbage til ham i nætterne. Drømmene. De var stadig lige så vage som første gang han havde fået dem: Sne. Økser, sværd, skjolde. Følelsen af raseri, retfærdighed og vold i luften. Hver gang vågnede han op med kuldens sved på panden og hver gang blev han mere enig med sig selv i, at han måtte tilbage til Dianthos. Her havde han sine få rigtige venner, skønt de nok næppe ville genkende ham. Han forstod stadig ikke drømmene. Og han rejste alene. Undgik andre.
Indtil han kom til Dianthos' porte. Han fandt frem til Det Halve Svin. Der var en spændt situation, som Skadi ikke var helt sikker på, om han brød sig meget om, men armeret med et krus øl og dagens ret, satte han sig tæt på indgangen og lod omgivelserne være.

Der var rygter. Han hørte ordene: Norden vrede. Nordens oprør. Folk var nervøse. En kvælende følelse af angst prægede lokalet. Han blev først antastet timer senere. En fremmed mand var kommet til ham og stirrede. "Du er én af dem. Er du ikke?" Skadi kiggede op fra bordet, et hævet øjenbryn. "Er det rigtigt, hva' vi hører, nordmand? Vil I os ondt?"spørgsmålet ville have været fint, hvis det blot havde været dét. Men der var en anklagende tone. "Anskuer du alle over én kam?" Skadi's dybe stemme brummede i kroens varme lys. Han var utilfreds. Det var manden også. Flere anklager. 
"Hold din kæft. Jeg drikker øl i ro og mag. Gør du det samme, så vil vi ingen problemer have," der var kommet en ny kant på Skadis brummende stemme. En advarsel. Prøv igen, mandsling. Prøv igen. Jeg elsker problemer, jeg elsker konflikter. Kom og se. 

Manden var enten ikke vred nok, eller fuld nok. En hovedrysten og han var væk. Skadi betalte for et værelse og han troede at det ville være det.

Men om natten kom drømmen tilbage. Han blev vækket af den og af en dør der var blevet brudt op. Samme mand. Nu mere truende. Skadi lagde sine hænder på ham. Fattede hans krave og slog ham op af væggen. "Det er kun kujonen der sniger sig ind på en sovende mand. Jeg burde lære dig en lektie. Men jeg er flink. Gå tilbage til dine venner og fortæl dem at jeg ikke er en oprørsmand. Kommer du tilbage, falder min dom over dig, som din gjorde ved mig. Og du vil tabe mere end jeg." advarslen blev sagt lavt og roligt. Men intentionen var der. Vreden var der. 

Efter konflikten forlod Skadi kroen. Var rygterne sande, måtte han finde sin ven. Advare ham.