Som mørket under de snetunge skyer begyndte at lægge sig over Dianthos, funklede lysene i Krystalpaladsets vinduer. Ingen var sikre på, hvordan det gigantiske midvintertræ var kommet ind i balsalen, men der havde uden tvivl været magi involveret, for det langt større end nogle af dørene. Musikken fra de inviterede skjalde var begyndt at lyde i salen og de første gæster budt op til dans.

Som sædvanlig var både de adelige men også resten af pøblen fra Dianthos inviteret til festlighederne. Rygterne summede dog også om, at Lysets Råd havde startet Midvinterdagen ud med et møde om landets mere alvorlige anliggender - heriblandt de angreb, der havde plaget kysterne tidligere på året. Mange frygtede, hvad Mørkets næste træk ville være.

Der gik da også en rum tid, før Rådsmedlemmerne endelig sluttede sig til festlighederne og Dronningen gav ballet sin åbningstalet med ordene: "Må Isaris lys hvile over jer alle i den mørke vintertid"

Herefter tog musikken og dansen til, og de første retter af det store festmåltid blev båret ind. Trods truslen fra Mørket ville det blive en aften i festlighedernes tegn.



Praktisk info: Efterlyste karakterer og racer har ikke adgang til ballet medmindre de er i stand til at skjule sit udseende. Gæster, der laver ballade, vil omgående blive eskorteret ud af paladsvagterne.
Baltråden en reaktionstråd. Det vil sige, at man nøjes med at skrive én post pr. karakter i denne tråd. Hvis man ønsker at fortsætte spillet under ballet, kopierer man sit balsvar ind i et separat emne og efterlader et link til dette i bunden af sit svar i denne tråd.

Hecate var som sædvanlig på krigsstien, når der var bal på paladset. Hun var iklædt en lang, højhalset og langærmet kjole - så anstændig som nogen festbeklædning kunne være. De mørkegrønne farver fremhævede hendes lange, nærmest hejreagtige hals og den ganske lyse, rynkede hud.

Som festlighederne begyndte, vandrede hun rundt med et glas vand i hånden, klar til at irettesætte hvem der end kunne finde på at møde op til midvinterballet i mindre anstændig påklædning. Nok var hun ikke længere gammel kriger, men hun så det som sin pligt til, at noget i det mindste foregik som det skulle på paladset..

Der gik da heller ikke mere end den første time, inden hun allerede havde overfuset et par unge piger og en stakkels skjald, som havde valgt at spille et lidt mere livligt nummer. Derefter var høgeblikket endnu engang på udkig efter noget hun kunne irettesætte.

Send mig en pb, skulle du ønske at din uheldige karakter støder på Hecate til ballet!

Lyset og Elverlys alliance, havde medført mange gode ting, og nogle ting kunne man diskutere om de var positive, negative eller neutrale. Som en del af denne alliance, var det forventet at nogle af rådsmedlemmerne mødte op til disse større fester, 'at vise sig offentligt' det var ikke en skriftlig aftale, men det var forventede og hvorfor ikke berige deres minder med en selv? Det var netop med disse tanker hun havde sagt ja, til at rejse med Skyggeløv til Dianthos denne gang.  For at deltage i vinterballet med Skyggeløv fik glæden af at sidde til møde, med de andre i højrådet, hvem end det endelig var. Men ikke nu hun skulle tænke på det, nu skulle hun forsøge at nyde ballet til de rejste hjem.

Den let gennemsigtige silke kjole, som sad skræddersyet om hendes form, dansede let ved hver skridt hun tog, sløret som altid dækkede læber og hage, og i dette tilfælde sløret som gjorde at hun måtte nyde ballet uden drikke vare, et problem hun allerede havde begyndt at søge et sted hvor man kunne løse, et sted mere isoleret blot for et øjeblik. Et øjeblik uden, alle disse halvblods væsner også, hun var sikker på hun havde set en halv minotaur, og en halv trold allerede på så kort inde i festlighederne. Det støreste problem var dog ikke deltagerne i festen, det var de manglende sko og det kolde stengulv, at alle tider ikke at bryde sig om sko, måtte hun indrømme at næste bal hun tog tid måtte hun bide det i sig at lade sine fødder være fanget, dette forfærdelige gulv, som holdt kulden i sig, og kastede den om til ved hver berøring. Træ, var bedre til at holde kulden for sig selv, og netop derfor søgte hun de steder med tæppe, og langt fra gik med langsomme skridt når stengulvet skulle betrædes.

Det var også med disse hastige skridt hun søgte noget til at rede hende fra kedsomheden, eller et sted at være lidt mere sig selv, om det var en ridder på en hvid hest, eller om hun mødte hende om dette hjørne, bare noget til at gøre denne aften mere livlig. lad det være hende, lad mig møde min ørkenblomst denne aften! blot tanken gjorde hende glad, fik et glimt i de lilla øjne, og et smil underlæberne og netop der stoppede tankerne, og smilet forsvandt som hun faldt til gulvet med en mild smerte i næsen efter at have ramt nogen, noget, som hun vandrede om det hjørne. Et dybt, lettere irreteret suk forlod hende, som hun hævede håndfladen og ventede på at hvem end der havde været klodset nok til at lade hendes bag møde det kolde stengulv, ville hjælpe hende op. De lilla øjne blev lavt som hun afventede at komme blive hjulpet på fødderne.

Måske, denne del med at blive set til disse....'festligheder', er en dårlig del af vor aftale.

Midvinter havde altid været Isadora foretrukne festdag. Varmen og lysene inde i kontrasten til kulden, sneen og mørket udenfor tiltalte hende og ikke kun fordi hun befandt sig godt, hvor sneen kunne hvirvle. I aften var det dog varme, der kendetegnede hendes tøj. En vinrød kjole, der sad tæt på arme og bryst, men under det videde sig ud, skimmende hoften, skjulende taljen og den begyndende mave på sin vej til gulvet. Gyldent broderi smykkede halsudskæringen med symbolerne for liv, lys og velstand. Det hvide hår var samlet i en flettet krone i sat røde fløjls roser.

Isadora fulgte familien rundt til en start. Det var måske en fest, men mest af alt en lejlighed til at styrke forbindelser og blive set. Noget tydeligt på påklædningen af nogle af de andre til stede. Flere elvere dette år end det foregående bemærkede hun sig, men også flere dværge og andre racer. Kiles Ordens skygge virkede endelig til at have løftet sig og den spinkle alliance mellem de landhavende racer til at være styrket.

Stille lagde hun en hånd på sin gemals arm, mumlede et par ord, før hun måtte ryste smilende på hovedet af ham. Ingen grund til at han bekymrede sig blot fordi hun havde brug for et lille hvil. En niche lidt væk med god udsigt til salen, havde fanget hendes blik. Så var det bare at håbe den ikke var for optaget, når hun nåede den.

Send en PB hvis du har lyst til en tråd med Isadora til Midvinterballet

 Store forsamlinger gav altid Frederik blandede følelser. Alligevel var han taget med til Midvinterballet. Det var et godt sted at skabe kontakter til forretningen, men Mormor Helke blev ikke yngre, og hun ønskede sig så inderligt at få børnebørn. Og han skulle finde sig en kone, så selvom Midvinterballet ville være et godt sted at lede efter forretningskontakter, var han taget med for at se om han kunne finde en potentiel kone. Eller komme i kontakt med nogen der måske kunne hjælpe ham i den rigtige retning. Også selvom han så inderligt hadede tanken, og væmmede sig ved alt der ville følge med en kone. 
 
 Som skulle Frederik tage sig mod til at gå på jagt stod han gemt lidt væk, med et glas i hånden. I dagens anledning havde han fundet den lidt finere vest frem - den var marineblå, med sølvbroderinger langs kanten, og et broderet mønster i en lidt mørkere blå på resten af vesten. Inden under havde han en hvid skjorte, og udenover havde han stadig den mørkeblå jakke, der var længere bagved end foran. På benene havde han de sædvanlige let tætsiddende, sorte bukser på. 
 Den ene hånd blev kørt igennem det tykke, mørkebrune hår så det sad ordenligt, mens den anden var hold fast om glasset. Blikket gled rundt på Paladsets smukke udsmykning, inden han en smule modvilligt lod blikket lige så stille glide rundt på de kvindelige gæster. Hånden der havde kørt igennem håret, kom ned langs siden at hænge. Det var vel bare at springe ud i det.

 Glasset blev tømt og givet til en tjener og med et charmerende smil på læberne, gik han så ud på dansegulvet. Ud blandt det mange kvinder og med det samme han fandt sig blandt mængden, løb ubehaget igennem ham, og fik hans indre til at vende sig. Det var selvfølgelig ikke noget han lod sig vise, som han bød en lettere robust, lyshåret, ung pige med et lidt firkantet ansigt op til dans. 

Midvinterballet var ikke sin første af sin slags, men denne aften var nu alligevel noget særligt. Sidste gang havde hun måtte deltage i skjul af sin evne. Nok havde Daena ikke det fjerneste imod at tilpasse sit udseende efter hendes kunders ønske. Men det var nu en gang noget andet at kunne genkende sit eget spejlbillede, ved det sidste tjek i det store, engang væghængte, spejl inden turen gik mod paladset.

Ballet stod i stærk kontrast til verden udenfor, hvor et tykt tæppe af hvid og isblå havde lagt sig over hovedstaden. Inde i salen blev farvestrålende kjoleskørter snurret lystigt til musikken, som var de i en konkurrence med de regnbuer som de ophængte krystaller kastede af sig.
Et farvespil også Daena bidrog til, klædt i sin malakit grønne kjole med det gentagende brokademønster, i en lysere grøn tråd vævet ind i stoffet. Guldfarvede klipninger påsyet langs den korset afstiverede overdels udskæring, der sørgede for at presse barmen indbydende op. Tyndt halvgennemsigtigt stof i samme lysegrønne farve, som var vævet ind i det den mørkere base, forsatte ned over armene hvor de lige, skulderblottende, pynteærmer stoppede. Forreste del af det kastanjebrune hår flettet tilbage fra ansigtet og blottede de spidse øre. Et spænde i guldspænde med et sirligt design holdt det tilbagetrukne hår på plads, mens resten af håret hang løst ned over den snører, lukkede kjoleryg i snoet lokker.
Ved første øjekast lignede den unge skovelver en hver anden ung lavadelig kvinde, men granskede man hende nærmere ville det trænede øje genkende hende som hvad hun var; en kurtisane.

Høj som lav var at finde blandt de mange deltagende gæster, tydeligt adskilt af smykker og beklædningsgenstande, men fælles for de fleste var de brede halvmåne smil.
Under musikken lå en konstant summen, lig den man ville hører fra et bistade. Skab af de mange samtaler delt over fyldte krystalklare glas. Samtaler brunetten med lethed og elegance gled ind og ud ad imellem de opbudte danse.


//Hvis man er fristet af ens karakter skal mødes med Daena til ballet, så prik endelig til mig ellers er man også velkommen til at surprise tagge hende ;)

Skønt rejsen fra Rubinien og Balzera til landets hovedstad var en halvlang affære, havde dette ikke stoppet fyrstefamilien fra at indtræde midvinterballet. Selvfølgelig skulle Jontar med. Den unge fyrstesøn var altid klar til en god svingom med resten af landet. Dianthos var jo halvlangt væk, så det var anderledes typer, Jontar kunne støde på til disse arrangementer. Og selvfølgelig kunne den unge prins udnytte muligheden til at snakke forretning i form af slavehandel, men det var næppe fyrstesønnens hovedmål. Nej, han var kommet for at slappe af, hygge sig og måske finde nogen at hygge sig med. Der var altid ivrige personer for at få et kendskab med en fra fyrstefamilien og selvom Jontar ikke var næste i rækken, var han endnu en halv eftertragtet mand. Også selvom han ikke gjorde de store tanker om at ønske at overtage fyrstepositionen. Den måtte faren og andre af søskende gerne lege om. Jontar nød sin tilværelse som en Kazimi og som slavehandler. Dét var hans kald. Ikke at være fyrste.

Iført en burgundy og guld dragt med en tilhørende halvkappe i selvsamme farver, der blafrede blidt bag den flotte prins, havde Jontar den ene hånd rundt om et glas givet af en af de mange tjenere. På denne hånd var der desuden også et par guldringe, hvilket også kunne findes på den anden hånd. Ja, selv det sorte læderbælte havde guldbelagt metal om sig. Hvis samtlige lys til ballet ville vende deres retning på Jontar, ville den unge fyrsteprins lyse op som en stjernekonstellation.
Selvfølgelig kunne Jontar se skræmmende ud. De hårde linjer i ansigtet og kæben viste tydeligt, at han ikke var svag. Og farven i huden samt væremåden var tydelige tegn på, hvem han var. Som havde hans hår bevidst valgt at tage et bestemt skær, gav lyset et skær af dyb brun i det ellers sorte hår. Dette gjorde kun de limefarvede øjne endnu mere skærende, som fyrstesønnen vandrede sit blik mod de mange balgæster. Alt fra adelige til pøblen fra hovedstaden var til stede. Synet kunne ikke holde det ene øjenbryn fra at hæve sig, som Jontar løftede glasset op til sine adelige læber.

//Send gerne en PB, hvis din karakter skal møde Jontar. Ellers kan du altid tage chancen og snig-tagge mig, hvis det er ;)

Tankerne burde være fyldt med enten frygt eller musik. Frygt for Mørkets angreb ved kysterne og om de ville gå i land som det næste og arbejde sig vej op til den centrale del af riget. Om 2004 ville gentage sig lige om lidt. 
Musik som skjaldene spillede i den store hal. Toner, der rungede i de højhvælvede lofter og kun blev dæmpet, når de ramte de tunge gardiner. 
Eller maden. Maden, hvis duft smøg sig gennem luften, mellem de mange gæster, der smaskede højlydt og klinkede glas som var det en konkurrence om hvem der kunne hilse på flest inden aftenen udløb. 
Dansen var også forfærdelig. Arvind blev ved med at træde hende over tæerne, og det meste var hendes egen skyld, for hun kunne ikke holde takten, når musikken ikke blev lukket ind.
"Du er ikke helt til stede i aften, min egen," sagde Arvind og strøg Merissas hår om bag øret. "Er der noget i vejen?"
Alt var i vejen.
"Jeg sov ikke så godt," svarede hun. "Måske bør jeg tage tidligt hjem i aften."
"Hvis du er dårlig, vil jeg ikke holde dig her," svarede hendes mand med mere bekymring, end hun fortjente. "Jeg har alligevel kun nogle kedelige forretningsaftaler, jeg skal have snakket med."
Han kyssede hendes pande og efterlod hende ved et af madbordene. Den rødhårede man forsvandt i mængden. Faderen til hendes børn. Hendes mand. Som hun havde svoret at ære og ægte. Et løfte, hun var godt i gang med at bryde.
For kun én ting dominerede Merissa Isenwalds tanker: Henry Islington.

Selvfølgelig skulle Barakat abu Jalid ibn Attalah al-Balzera være til en af de største begivenheder i Krystallandet. En folkehelt som ham skulle selvfølgelig vise sig frem foran Lysets Dronning og hendes hof. Han vidste at Dianthos ville være koldt, så han havde fået arrangeret klæder i hvid pels, der ville prydes godt med hans løve skulderplade og det vide hår. Han skulle vise at folk fra Rubinien vidste hvordan man klæder sig.

Så han var mødt op i dragt af hvid silke, der var broderet med mørkeblå sting. En lang hvid slængkappe, der var hæftet med sin skulderplade. Han dækkede sit hår og kappen i et lag frost, så han glitrede når han passerede fakler. Han var et skue uden lige. Overdådig og prangende. Lige hvad der ville få hofgængere til at få øjnene op for dette pragteksemplar af en mand til denne midvinter festlighed.

Der var fest i hovedstaden og selvfølgelig var Winchell taget med. Når der var fest i balsalen, var denne ikke kun tiltænkt de adelige og andre højtrangeret i landet. Nej, invitationen var til alle. Overklassen såvel som underklassen. Derfor havde den buttede lystmand taget rejsen fra sit ydmyg hjem til den overdådige balsal. Alligevel kunne han ikke bare komme i det, han normalt arbejde i. De mere anstændighedskrævende gæster ville uden tvivl tvinge ham hjem igen, hvis han kom iført en silkekåbe og intet andet. Derfor var beklædningen i dagens anledning henlagt i en dybblå tunika, der havde et halvslidt bælte henover vommen for at skabe lidt rynker. Benene var dækket af brune hoser. For en gangs skyld mere tætsiddende end det løse, manden normalt gjorde i. Hvis ikke man kendte Winchell, ville han nemt kunne gå fra en af de højere middelklasse. Hjemme i Norden var han også dette. Eller det var familien. Her levede Winchell blandt hovedstadens gemene befolkning og dette havde han intet imod.

Nemt kunne det have været hans arbejdsdag i dag. Fester og baller kom altid med fulde folk og hvad ønskede fulde folk? Noget på den dovne. Men ak nej, Winchell var her i sin fritid. Af egen fri vilje. Dog skulle dette ikke stoppe ham fra at finde mål, han kunne udforske på tomandshånd senere hen i det private - eller bare i de skjulte skygger i balsalen. Bare tanken fik Winchell til at smile, skønt et glas rødvin dækkede størstedelen af hans mund. Dog ville de runde kinder nemt vise, hvilken formation læberne var i. Hvor elskede Winchell en god fest. Det kunne få selv den mest anstændige person til at slippe tøjlerne, hvis bare for et splitsekund. Men et splitsekund var mere end tid nok til at gøre dette dybere, længere. 

//Som med Jontar, så sendes en PB bare, hvis der ønskes at møde Winchell til ballet. Ellers kan et snig-tag også overvejes og jeg kan se på det ;)

Overklassens trang til det glamurøse var noget som Oisin aldrig forstod sig på. Hvorfor skal det hele strutte og blinke og funkle? Det virkede unødvendigt stort. Men han ville da ikke sige nej til et gratis festmåltid, selvom han hvert år var i tvivl om det var meningen at man skulle spise det der pyntegrønt der var ovenpå retterne, eller man bare skulle lade det være. Den slags spisevaner var ikke noget han brugte sin hverdag på trods alt.

Uanset hvad så var han taget af sted med nogle af sine kolleger. De fleste med ægtefæller og børn, men de gik alligevel gerne op til Krystalpaladset med Oisin, og samtalerne var livlige omkring de sidste kontrakter og nogle af de livlige aftener i byens mange forskellige kroer, mens ægtefællerne gik sammen og snakkede om deres ting. Børnene fór mellem benene på dem, og en af ungerne havde overtalt Oisin om at få lov til at blive båret på skuldrene, på den betingelse af at han ikke hev ham i hornene.

Som de ankom til Midtvinter Ballet var det som hvert år unødvendigt grandiøst. Nogle af de mindste børn, som endnu ikke havde fået lov til at være med blev betaget af de mange funklene lys og folk i prangende dragter. Oisin havde selv iklædt sig sin pæne kofte, som mest af alt lignede en almindelig kofte, men ikke havde lapper eller pletter. De nåede ind i balsalen, lige inden at Lysets Dronning holdt sin åbningstale. 

Det første Oisin tog sig til var en enkelt dans, med en af sine kollegers hustru, med sin kollegas velsignelse naturligvis, inden at han kastede sig over maden. Planen var at han nok ville prøve at socialisere lidt med nogle af de andre gæster, og muligvis få et par danse mere. 

Når turen ind til Dianthos blev taget, jah så var det som regel fordi at der var en større begivenhed under opsejling. Om det var bryllupper, bal, skandaler eller længe savnede bekendtskaber der skulle plejes, det kunne i og for sig komme ud på et - grunden skulle være stor nok, hvis den høje satyr skulle bevæge sig ud af skovens grønne omgivelser, og skifte dem ud med gadernes stenstøvede stemning.
Midvinterballet var dog en af de 'større begivenheder' der trak i både forpligtelsernes bånd, men i den grad også i nysgerrigheden, og de var - Adrian, ledsaget af hans to ældste børn - ankommet dagen før så de kunne være der fra starten af.

For hvilket prægtigt syn det nu engang var.
Adrian's solfarvede øjne spærredes op fra det øjeblik de trådte ind i balsalen, og havde været det lige siden, hele tiden nysgerrig på de nye detaljer der fangede hans blik eller opmærksomhed. Han havde hurtigt tabt synet af Cecil, den krølhårede satyrunge havde mere fart i rumpetten end mange andre i den nære familie, og ved den første, høflige undskyldning for at mænge sig med gæsterne, var han stukket af. Hans ældste havde været en anelse mere tilbageholdende, men var i sidste ende også forsvundet ud i menneskemylderet, hvilket efterlod Adrian ganske alene.
At han så ikke følte sig alene, det var en anden ting,
Gående omkring det prægtige midvintertræ i midten af salen, var det at det solbrune ansigt var vendt op imod grenene, og tanker flakkede ind imellem hans undren om hvordan de dog havde fået det herhen - det var jo enormt! Det føltes levende - når han åbnede det tredje øje så var det også levende, og omgivet af alskens luft, musik og glædesånder, men stadigvæk... hvordan. Et spørgsmål han måtte huske at stille dronningen, skulle han nogensinde få chancen.
Da dansene begyndte, deltog Adrian dog ikke. Han havde ikke danset i mange herrens år, og følte sig i forvejen som en klodset skikkelse imellem yndefylde og yngre mennesker og dets lige. Nej, i stedet var det at han fandt en siddeplads omkring træet han lige havde betragtet, og med et glas vin i den ene hånd, kunne se de hvirvlende gæster fornøje sig selv.

Bal var nu en fornøjelig affære, var det ikke?

Midvinterbal, så længe Thalia kunne huske tilbage havde det været et årets højdepunkter, for hende. Det havde altid en helt særlig magisk følelse over sig, måske fordi det gav liv, lys og varme i vinterens mørke. Høj som lav var at finde til festlighederne. En mangfoldighed der normalt ville være højt værdsat, hvis ikke det var fordi hun havde mere travlt med at gennemsøge rummet for gift grønne øjne og hvide halvmåne smil. Det var derfor ikke med den sædvanlige kildende fornemmelse, af spænding og forventning, at den unge fyrstedatter trådte ind i den overdådige balsal. Is frøs hendes indre, fik maven tik at knuge sig sammen under det flakkende blik.

Selvom smilet fik fra øre til øre, så nåede det aldrig rigtig øjnene. Da end ikke skørte hvirvlende danse kunne dulme den tiltagende klamme fornemmelse, så blev et vinfyldt krystalglas til to og to blev til tre. Varme satte sig i kinderne, farvede dem sart rosa. Tankemylderet blev omtåget og hovedet mærkbart lettere, men smilet var stadig lige så påtaget. En skrøbelig maske der kun ventede på at blive slået skår i.

Alexander af Isenwald kom først sent til festen, da han først havde repræsenteret Isenwald familien til Rådsmødet, på sin moders vejene.

Men da han sluttede sig til festlighederne, stod en ting tydeligt. Han havde aldrig haft det bedre. Han minglede med sine venner, snakkede og lo højt, dansede med alle de unge adelskvinder der higede efter hans opmærksomhed, og virkede generelt til at være i insisterende højt humør. Jovist ville skarpe øjne se ham drikke en kende tættere end han ellers var kendt for, og smilet forsvandt da også ofte det øjeblik han troede ingen kiggede. 

Alexander var klædt pænt på, men ikke så exceptionelt som han ellers havde fået for vane de sidste par år. Et pludselig skift i skrædder havde gjort udslaget, men det var næppe noget at græde over, var det vel? Der var massere af skræddere derude, og der var ingen tvivl i den unge prinses sind, om at han nok skulle finde en anden. Ellers også ville hans moder finde en der var passende. 

Midvinterballet var dog ikke ren og skær hygge for den unge prins, for det var ofte hans blik søgte hans lillesøster, og opmærksomt scannede folkene omkring hende, og de længere væk der vovede at kigge i hendes retning. Skønt deres moder havde forsikret ham om at hun ville ordnet problemet, så var hans stadig opmærksom. Ingen skulle tro de kunne gøre tilnærmelser til Thalia denne aften, uden at skulle igennem Alexander først.

Cecil Knopskud de Abiléves havde aldrig været til bal i Dianthos før og var ankommet med sin fader og ældre bror dagen forinden.
Nu hvor de endelig var her, tog hans synet ind med storer øjene. Den enorme balsal, de hvælvede lofter, det enorme træ der tiltvang sig opmærksomheden fra de hundrede af forsamlede folk, fra rigets mest fornemme og indflydelsesrige folk, til de simpleste borgere, der lige havde tøj nok på kroppen til at blive lukket indenfor døren.
Der var mad, drikke, musik og dans, ja alt hvad en god fest behøvede!

Alligevel var Cecil skuffet.

Det var jo bare en fest. En stor fest bevares, men ikke desto mindre bare en fest. Der var ingen exceptionel underholdning, ingen umuligt agile underholdere der hang fra loftet i silkebånd og foldede sig ind og ud som svømmede de i vand i stedet for at hænge frit i luften. Selv maden virkede umådelig ordinær, som var den bage for at fornærme nogen ved at udvise nogen form for nytænkning. I det mindste havde de ikke sparet på drikkevarerne, og Cecil havde hurtigt undskyldt sig sin families selskab, og fundet sig et glas af noget frugtigt.

For skønt festens fornødenheder ikke var meget mere end basale, var der stadig én ting den havde mere af end nogen anden fest han nogensinde havde været til.. folk. Mennesker, dværge, elvere, engle, ja selv havfolk og alfer mængede sig mellem hinanden og svang sig på gulvet, og satyren var betaget.
Det skulle nok blive en god aften.

Sidste gang Dag havde været til Midvinterballet, var det endt i en mindre scene, hvor hendes bror havde slået hendes dansepartner, og i processen skubbet hende til jorden. Det havde i bedste fald været pinligt, især da hendes dansepartner havde været nødsaget til at forlade festen, for at undgå at bruge resten af aftenen i arresten.

Alligevel var Dag forsigtig optimistisk i år, og ganske forventningsfuld. Træet i salens midte stålede, og hun var glad for det var blevet rykket indenfor i år, så man ikke behøves stå ude i kulden for at beundre det. Det gjorde også festen en smule mere privat, og skærmede for blikke på tværs af festen.

I aftenens anledning var Dag klædt i en kongeblå og hvid kjole, med lyse detaljer og perler i de få men elegante smykker. Det var et overraskende lyst sæt for hende, måske en effekt af hendes bedre humør.

Den unge komtesses gik selv ind til festen, men fandt sig hurtigt et sted at sidde, hvor hun havde et godt overblik over folk der kom og gik. Hendes blik søgte over menneskemængden, og for en gang skyld søgte det ikke kun ansigter at undgå. Hun havde en aftale med en anden komtesse, og en dansepartner hun håbede at gense.. hvis de da stadig var i live.

I alle de år Brutus havde boet i Dianthos havde han ikke forvildet sig ind til midvinterballet, men i år skulle det være! Og ikke kun fordi at han var nysgerrig på hvordan mon bagværket til den fest som denne var! 
Så han var troppet op i det findes tøj han ejede (Og det var utroligt nok lykkedes ham at undgå at få mel på nogen steder, hvilket lidt var en sejer i sig selv), men i forhold til hvad de andre folk her havde på så var hans grønne skjorte og de lysebrune bukser meget kedelige.
Alligevel gjorde Brutus sig bemærket men når man var flere hoveder højere end de fleste så var det svært at undgå, sådan var det at være minotauer. 

Over til en side fik en kvinde meget travlt med at hviske med alle der gad lytte, efter hun havde fået øje på den blide kæmpe. Karina Højløv, Dianthos ærkebager virkede noget usikker på om det var godt eller skidt at hendes "rival" var dukket op. 

Den liflige duft af mad fik dog Brutus hen mod buffeten, gad vide hvordan de små tærte smagte? Karina kunne altid vente, hun ville næppe gøre noget her, ville hun?

//Hvis man ønsker en tråd med Brutus til ballet så send mig en PM ^^//

Vinteren var kastet over krystallandet, og der var ingen tvivl om at det var den hårdeste tid på året for Hygieas helbred. Hun gjorde sit bedste for at holde sin hals varm, således luften hun indåndede, forhåbentlig, blev varmet yderligere inden den endte i lungerne. Hun var derfor et stort tykt, mørkeblåt sjal med Pompadours familie symbol langs bunden. Om halsen bar hun en sølvkæde med et vedhæng der mindede om vingerne fra Pompadour-symbolet. Kjolen hun bar, var en lysere blå, som havde en lettere vovet halsudskæring med broderier der mindede om fjer. Mønsteret i broderiet forsatte ned på det lange skørt, som slæbte sig lidt hen over jorden. Ryggen var bundet på ryggen, men ikke for stramt, da den unge dame skulle kunne bruge sine lunger så meget som muligt; desuden var hendes figur så lille alligevel, at det ikke var nødvendigt at stramme den yderligere. Folk ville jo tro hun ikke eksisterede!

Hygiea havde været til stede til festlighederne i noget tid og haft et par danse med lidt af hvert. Dansene havde dog ikke varet længe, for hendes butler blev ved med at afbryde og fortælle hende, at hun måtte tage sig en pause. Han havde jo ret; men hun hyggede sig jo, og det var vel vigtigere end om hendes lunger kunne holde til at danse, ikke? Det var der nok forskellige meninger om.

Som timerne fløj afsted, havde Hygiea fået sin medicin et par gange og alkohol var røget indenbords, mens butleren ikke så på. Hun begyndte også at være mere boblende og endte med at sætte sig ved en af de mange stole, så hun kunne hvile sig, lænende op mod ryglænet med halvlukkede øjne rettet mod de dansende.


//Ønskes der en tråd med Hygiea, så kan i bare sende en PM <3 Reference til kjole: HER

Malplaceret og fejlagtig beslutning, det var hvad dette var. Saga havde absolut intet at foretage sig der, alligevel var hun mødt op med ro og mag for et ærende minde for hvad hun kunne have været i sit eget spejlbillede. Men alle de fyrstelige fik hendes indre til at brænde - hun var indebrændt og forfærdet over deres selvtilfredshed, af hvad hun oplevede og så. Hun havde ikke været nær centrum for det, men havde holdt sig langt kanter og sider blot for at få en idé om hvem og hvad der var. Hun havde næse og høre for nogen af de særpræget fyrstelige. En ung herre med et sort guldbelagt bælte, hun fandt ikke hans tilstedeværelse værdig, men hun var ikke idiot. Slavehandler, bvadr. Hendes blik gled omkring før hun ville søge ud mod det, som kaldte på hende - og ikke som fængslede hende til selskabet her. Ironien om hendes visioner for en fremtid og hendes virkelighed var to tærende-synspunkter for Saga. 

Der havde været et svagt øjeblik, hvor den unge Kazimi havde overvejet at blive tilbage under sydens varme vintersol. I stedet for at drage nord på for at deltage til midvinterballet, der varslede om lysere tider lå forude. Skuffelsen havde været svær at skjule i det fregnede ansigt, da de brune øjne gled over de snirklede blæk streger, hvor den tidligere Isenwald arving havde måtte beklage at arbejdsopgaver holdt ham fanget i Medanien, mens ballet stod på.
Skuffelsen hang dog ikke længe ved, for nok sætte ørkenprinsessen ikke stor pris på hvordan vinteren oftest trak et snedække med sig, når først man bevægede sig forbi det nordligste af sydlandet, så kunne hun ikke afslå muligheden for at se dem hun ikke så nok.

Meena var som langt de fleste ankommet i klædt nogle af sine fineste klæder. En kjole med gulvlangt skørt, lange ærmer med knapper op langs underarmen, en høj halsudskæring der gik lige over hvor skulderne var dækkede, mens ryggen var holdt åben til den endte i knapper der passede til dem på ærmerne. Detaljerne få, så det mørkeblå stof med guld vævet ind i sig fik lov til at stå frem alene. Changerende mellem de to farver og så det ikke var til at sige om kjolen i virkeligheden var lavet af guld eller om den i virkeligheden var blå som nattehimlen. Smykkerne var holdt til ringen i næsen, den tynde guldring på lillefingeren og simple øreringe i guld, synlig under det opsatte hår.

Den ene time tog hurtigt den ene og den næste efter den. Det samme gjorde turene ud blandt brusende kjoleskørter. Lattersmil blev delt rundhåndet ud, nogle mere oprigtige end andre, men de efterlod stadig kinderne ømme og halsen tør af snak, indtil endnu en tår af den mousserende væske i de fine krystalglas gjorde det muligt at konversere videre.
Endnu et bal, endnu en aften til at vise sig selv frem, skabe og pleje forbindelser og endnu en mulighed for at få alt den sladder der florerede ikke bare i overklassen, men også dem der lå under. Mest betydningsfuldt var det dog at kunne tage de samtaler der normalt var forbeholdt breve, med sine kæreste venskaber. 


// Reference til kjolesnittet & Reference til kjolens farve //