Langt nede i dybet i den mægtige sø i Azurien begyndte liv at vende tilbage til dens gyldne beboer. Søgt i ly fra kaosset over vand iblandt køligere strømme lå det magiske væsen krøllet sammen under hævet stembrokke alene. Siden tørken havde begyndt at hærge og magien havde forsvundet som dug i solen, havde hun ligget der. Helt stille. Som i en evig søvn. Men lyden af knitrende is måtte have nået hende og sat gang i genoplivningen. Øjenlågene sitrede som den de første tegn, lige inden de blev slået op og den intense lysegrå iris kom til syne. Pupillerne justerede straks til trods for at have været på standby i flere måneder. Den gyldne halefinne vippede ganske blidt et par gange for at mærke vandets modstand igen. En bevægelse der med ét sendte den velkendte fornemmelse kroppen og gav det sidste spark til at vække havfruen fra sin dvale.

Udstrækkende løftede hun den kvindelige overkrop op i fra underlag med armene. Den lange skælfyldte hale blev foldet ud og ligeså strakt ud. Ryggen svajede godt og hovedet lænet tilbage indtil musklerne ikke længere var fyldt med det sovende ubehag. Små bobler af filtrerer ilt poppede ud af hendes mund idet hun åbnede munden for at lade et lettet støn ud. For første gang i lang tid gled Aura's blik nysgerrigt omkring sig blot for at se sig selv svøbt i nattemørke. Natten måtte endnu være ung, mente hun uden den mindste viden om, hvad der faktisk foregik oppe iblandt landvandrerne. Men en ting, hun hurtigt lagde mærke til, var hvordan vandniveauet var steget igen siden hun var gået i, hvad der nok bedst kunne beskrives om hi. Hun kunne mærke det mod sin sarte ud. Lige som hun kunne mærke kulden, der havde taget sit greb om søvandet. Normalt var Azur ellers et relativt lunt sted.
En undrende rynke satte sig mellem hendes øjenbryn og sørgende rettede hun sit blik opad imod vandoverfladen et godt stykke over hende. Og svag bekymring summede i maven. Med et skub med armene og et slag med halen satte hun af fra søbunden og følte sig atter fuldkommen omgivet af det rene vand. Følte vandet glide imellem hendes fingre. Følte det bevæge sig med hende, hvilket kun kunne betyde én ting. Den samme ting, der havde fået vækket hende. Magien var tilbage. Dog virkede det forkert.

Atter slog hun med halen og satte kraftigere i gang med retningen opad. Det var skønt at suse igennem vandet som det altid havde været. Ben-kraft gav bare ikke samme effekt. Automatisk strakte hun armene op over hovedet og samlede hænderne fladt oven på hinanden for bedre styre. Men til trods for at hendes fokus havde været lige frem for sig det første stykke, faldt den mere og mere til omgivelserne omkring sig. Og uden fokussen det rette sted, nåede hun ikke at forudse blokaden forude.
Hvad hun ellers havde forventet ville være et brud igennem vandoverfladen, var et brat stop, da hun hamrede mod blokaden. Til hendes held havde hendes hænder aftaget det meste af stødet, så der ikke skete noget andet end det enorme chok, det havde givet hende. Hun faldt lidt tilbage, hvorefter hun med store øjne blinkede i forvirring for at komme sig, inden hun tog muren foran hende i bedre øjesyn. Is. Et tykt lag is havde lagt sig henover søens overflade. Det svage aftenlys skinnede lige akkurat igennem ned til hende, men det var det eneste hun kunne se af verdenen på den anden side. Hun svømmede tættere på igen og satte hænderne imod den kolde overflade. Hun havde godt nok stadig en god fornemmelse af tid, men hun kunne ikke helt lade være med at tro, at hun havde været i dvale i langt længere tid.

Hun knyttede sin ene hånd og bankede mod isen for at teste den i et lille håb om, at den var tynd nok til at blive brudt. Men sådan skulle det ikke være. En smule mere stædigt forsøgte hun sig med at slog sin hale mod med så meget kraft, hun kunne præstere. Stadig intet. Hun havde rigtig nok intet at gøre på land, men hun var blevet frataget den frihed, hun havde haft, hvilket gik hende yderst meget på, jo mere hun forsøgte at knuse islaget. En fluks tanke fik hende til at vende om og svømme mod bunden, hvor en større sten blev samlet op, inden hun vendte tilbage. Der måtte være en måde, hun kunne komme igennem, var der ikke? Med det i baghovedet begyndte hun ihærdigt at slå stenen gentagende gange mod isen i takt med at en smule panik samlede sig i brystkassen.