Folk kiggede, det var da klart. 
Hun havde nok også kigget med store øjne, hvis en alf i samme højde som et lavt menneske kom løbende hen over en af de mange hængebroer. Men hvad skulle hun ellers gøre? 
Det hele var gået galt og det begyndte for omtrent en uge siden. Pludselig var hendes vinger begyndt at folde ud og foldet ind igen uden hun kunne styre det. Træerne var begyndt at stoppe med at lytte til hende og andre gange ville de ting hun prøvede at få til at gro, bare visne i stedet. 
Det var hurtigt gået op for hende at hun ikke længere kunne styre hendes kræfter hvilket havde gjort at hun var begyndt at eksperimentere i at lave noget som kunne ligge en dæmper eller midlertidigt bånd på hendes magiske evner. I hvert fald ind til at denne mystiske fænomen ville ophøre. 
Hvordan skulle hun dog vide at hendes eliksir havde vist sig at have en side effekt og endda en rigtig træls en når det kom til stykket.

Hun var kæmpe! Eller, i følge hendes målestok var hun. Alfen der før havde været på størrelse med en kvindes hånd. Løb nu på ustabile ben hen imod en af de mestre af eliksir som var i området. Der måtte da være en som kunne hjælpe hende. 
Dog ende hun med at måtte stoppe brat op da hun kom for enden af hængebroen. Hvilken vej var det nu det var? Et uklart minde om en elver som sidst havde hjulpet hende der hen. Mest af alt imod hans vilje efter hun havde fornærmet ham godt og grundigt. Var som sagt, uklart. Og hun anede vitterligt ikke hvor hun skulle hen.
,,Troldesavl og orkesnot!'' et arrigt udtryk dansede hen over de meget fine træk mens det pinke hår lignede en vild fugle redde. Jo mere man kiggede på den sørgelige skabning, jo mere ville det gå op for en at tøjet hun havde på var lavet hurtigt af blade og andet skind som der muligt var blevet fundet ude i skoven.
Men siden hun ikke normal var denne størrelse, havde hun jo ikke haft noget andet valg!
,,Hey! Du dér'' den vrede alf pegede ufortrødent på den første elver der gik forbi, uden at vise så meget en mine omkring at det havde været ekstremt ubehøvlet af hende. Hun skulle bare have svar, og det var lige nu!

For det meste forsøgte Amara at gemme sine indkøb til allersidst på aftenen, hvor der ikke var så mange andre elvere ude. Men lige denne dag var hun løbet tør for noget healenede salve, som hun skulle bruge til den sårede Ikiro der havde fundet vej til hendes hytte samme nat. Den var øjensynligt blev bidt af en slange, og i løbet af natten var såret blevet væskende og hævet, så Amara havde ikke haft andre valg end at dække sig godt til og sætte kursen mod det nærmeste healerhus for at erhverve sig noget af den salve de brugte mod giftige bid.
Som sædvanlig var Amara akkompagneret af Bes. Den hvide sølvdjal tyngede hendes skulder mens den sad og skiftevis pudsede sig og pludrede. Øjensynligt var den ved at fortælle Amara en vigtig historie, men selvom den unge elver havde haft fornøjelsen af at kalde Bes for en del af sin familie de sidste tyve år, forstod hun ikke hvad den sagde. Det stoppede hende dog ikke fra at besvare fuglen, da hun vidste den fandt ganske stor fornøjelse i det. "Aha, og hvad gjorde du så?" Spurgte hun med sin lave, blide stemme. Bes pludrede et eller andet og pustede sine fjer op i Amaras ansigt, så nogle af de hvide fjer kildede i næsen.

På vejen over hængebroerne mødte Amara et par af de andre elvere. De hilste alle pænt, men holdt klogeligt afstand. Jo længere ind mod centrum af hængebroerne Amara kom, jo flere elvere mødte hun, indtil hun til sidst var nødt til at sno sig for ikke at ramme ind i nogen. Hun var godt nok fuldstændig tildækket (hvis man så bort fra de bare fødder), men hellere være på den sikre side end at risikerer noget.
Hun var netop nået forbi en af de store frugtboder der var bygget ind hist og her i træerne da en høj stemme nåede hende. "Hey! Du dér" det tog Amara et kort sekund at opfange, at det var hende der blev talt til og forvirringen var totalt, da hun vendte sig og blev mødt af synet af... ja af hvad? Det var ikke en elver, og lignede klart mere en alf, men kvindeskikkelsen var alt for stor til at være en alf. Hun var iført et eller andet der mest lignede noget, der var fundet i skovbunden og havde et udtryk, der ikke ligefrem indbød til hyggesnak. Forvirret kastede Amara et blik omkring sig, som for lige at tjekke at det var hende der blev talt til, inden hun tøvende trådte et skridt over mod kvindeskikkelsen. "Ja?" Spurgte hun tøvende. "Er du - er du okay?"

Var hun okay, okay!?
Det var nok ret tydeligt anvist i hendes ansigt, at elverkvindens spørgsmål ikke var faldet i god jord. 
,,Æderdylme om jeg ikke er okay!'' udbruddet fra den forvokset alf fik hende nogle henkastet blikke og sikkert også den enkelte hovedrysten. Ikke at hun faktisk tog sig af det. På nuværende tidspunkt var hun så træt, så irritabel også vred. At hun næsten ikke kunne være i hendes egen krop. Mange ville nok se Elverly som et idyllisk sted. Der man tog hen hvis man gerne ville tilbage til ens rødder, føle himlen lidt tættere på. Mærke at naturen var en del af en. Sådan en omgang hippiepis! Det var hvad Asja synes.

Og bare udsenet af kvinden fik det til at boble og syde inde i hende. Ikke at kvinden faktisk havde gjort hende uret, dette vidste hun jo godt, dybt inde. ,,har du måske nogen sinde set en alf der var så stor som jeg? Nej!'' hun gav ikke kvinden lov til faktisk at svare på hendes spørgsmål. Men inden at Asja kunne hidse sig mere op, tog hun en dyb indånding og prøvede sit allerbedste faktisk at tage det med ro. Det kunne vel i sidste omgang ikke nytte noget at hun skræmte den eneste person der kunne hjælpe hende væk.

,,Nej -  jeg er tydeligvis ikke okay - kan du pege mig i nærheden af urtemesteren?'' nok havde hun ikke meget tiltro til elver, og hun ville også ni ud af ti gange sige hun var meget bedre til urter og eliksirer end alle dem man kunne finde i byen. Men urtemesteren havde vist sig at være meget kompetent og kunne bestemt hjælpe hende. Hvis han ikke var død under pesten. Alfens øjne blev sorte, hvad nu hvis han faktisk var død, hvem fanden skulle så kunne hjælpe hende?

Æderdylme. Amara kendte ingen der bandede på den måde. Faktisk kendte hun ingen der bandede, for det meste af hendes tid blev brugt med dyrene og de bandede af gode grunde ikke. Amaras far kunne godt være lidt grov i munden, men det var aldrig med bandeord og mere med de udtryk han brugte. Amara svarede da heller ikke, men hævede blot det ene øjenbryn mens Bes i rettede sig op og så alfekvinden an. Han rustede fjerene og pustede sig op og spillede helt tydeligt smart overfor kvinden, der åbenbart mente det var okay at tale så grimt til Amara.
"Nej?" Svarede Amara tøvende, som kvinden spurgte om hun havde set alfer på hendes størrelse før. "Men jeg har heller ikke set så mange alfer i mit liv." Og måske fandtes der alfer, der var så store som kvinden? Verden var et stort sted, og meget af den var endnu uopdaget, så måske fandtes der store alfer i andre dele af verden. Eller halv-afler, selvom Amara havde svært ved at forestille sig, hvordan det kunne lade sig gøre. "Hvad er der sket?" Hun burde muligvis ikke have spurgt, for kvinden var tydeligvis i meget, meget dårligt humør (Amara bebrejdede hende ikke), men nysgerrigheden drev hende alligevel til at forsøge at afdække historien for, hvordan en alf kunne være blevet så stor.

Urtemesteren. Ah ja, det gav ganske god mening at alfen ledte efter ham. Der var bare et lille problem. "Jeg gætter på, at du ikke har hørt det? Urtemesteren er død, pesten tog ham." Sagde hun forsigtigt, velvidende at det næppe ville være det svar alfen var ude efter. "Hans søn har overtaget hans plads, meeeen han mangler meget læring for at kunne blive lige så dygtig som sin far. Jeg tvivler ikke på at det kommer," skyndte hun sig at tilføje inden alfen troede at hun talte dårligt om en anden elver. Hvilket var noget Amara aldrig kunne finde på. "Men for nu er jeg ikke sikker på, at hans eliksirer vil kunne hjælpe. Jeg vil selvfølgelig gerne følge dig hen til ham? Så kan du selv spørger ham?" Tilbød hun, hvilket fik Bes til at ryste fjerene på en misbilligende måde.

,,Selvfølgelig har du ikke det'' gryntede hun og smed armene op i luften da næsten spørgsmål blev stillet. Selvfølgelig ville hun vide hvad der var sket, som var det ikke pinligt nok at hun var blevet en kæmpe, en kæmpe!.
Men Asja valgte at sluge kamelen og lægge armene over kors ,,Mine magier begyndte at gøre mærkelige ting, så jeg prøvede blot at lægge en dæmper på dem, desværre gav - Hey! jeg har ikke tid til og stå her og fortælle om hvad og hvad der ikke skete - urtemest-'' atter blev hun nød til at sluge sine ord. Selvfølgelig var han død, selvfølgelig! Asja lod fingrene glide igennem det aske pinke hår, som begyndte at stritte ud til alle sider. Hvad skulle hun dog gøre nu? Kunne hun virkelig stole på sønnen, ville det virkelig virke, var der overhoved nogen som kunne hjælpe hende. Eller var hun forevigt fængslet til en krop hun aldrig ville kunne forlige sig med? 

Hun kiggede med store øjne på kvinden, hun havde virkelig tænkt sig at tilbyde hende at følge der hen. Hvad fanden var der galt med disse natur fanatiker? Hun var ubehøvlet over for dem, hun svinede dem til, og alligevel gik de ud af deres vej og hjalp hende? De burde virkelig få knoppen tjekket. Men hun skulle ikke stå her og takke nej til tilbudet.
,,Det ... ville være ... dejligt'' hun skulle virkelig tvinge sig selv til at lyde høflig over for kvinden. Men sådan som fuglen kiggede på hende, var hun ret sikker på at den ville gøre større skade end kvinden selv. Og hvis der var noget hun ikke ville, så var det at komme på den dårlige side af dyr. Faktisk var det typisk kun dyr hun kunne komme det godt ud af med, i det hele taget.

Amara havde haft ret i sin antagelse om, at det nysgerrige spørgsmål ikke ville falde i god jord. Hun forstod det nu godt, for havde hun været i alfens situation, ville hun også langt hellere bare have orden i tingene frem for og stå og besvare en fremmedes nysgerrige spørgsmål.
Ved alfens svar kiggede Amara dog mere indgående på hende. Se så, interessant. Hendes magi var også begyndt at te sig fjollet, præcis ligesom Amaras var. Sommetider virkede den slet ikke (hvilket hun udnyttede ved at røre ved så mange dyr som muligt), men en enkelt gang havde hun slået en lille rotte ihjel ved blot et strejf af en finger. Hun havde sørget over tabet af rotten, undret sig over evnernes mærkelige opførsel og forarget sig selv for overhovedet at tage sådan en chance. Men hun havde endnu ikke mødt en, hvis magi også var blevet helt ustyrlig. "Din magi?" Gentog hun, "den opføre sig ikke som den plejer, vel? Sommetider virker den slet ikke, og sommetider gør den ting den ikke før har gjort?" Det var kun et gæt, og hun anede det ikke, men det var sådan Amaras egen magi var begyndt at opføre sig, og hvad nu hvis hun ikke var alene? Og pludselig var alfen endnu mere interessant end hun før havde været mens Amara mere eller mindre stirrede på hende med et interessant blik i de grønne øjne.

Det er ikke så langt fra den gamle urtemesters hus," forklarede hun med et lille smil mens hun nikkede ned af den næste hængebro for at signalerer, at de skulle den vej. "Og han er virkelig dygtig, selvom han endnu ikke har hele sin fars viden. Måske er du heldig, at han ved lige hvordan han skal gøre dig lille igen." Fortsatte hun, glad for at have fundet en at tale med (der ikke var en sølvdjal), ligegyldigt hvor ubehøvlet den anden så end var.

Asja kneb øjnene sammen, ja det var præcis sådan hendes evne havde opført sig.
,,Præcis, hvordan vidste du det?'' selvfølgelig var svaret allerede klart for Asja, fordi at kvinden havde oplevet det på præcis samme måde. Men ordene havde løbet hende af munden, inden hun havde kunne nå at stoppe dem. Hvilket nok i sig selv var godt det samme. Hun følte sig dog en smule ukomfortabel under kvindens intense blik. Var hun virkelig så interessant at kigge på? 
Men hun lod sig ikke skræmme, nikkede blot til det der blev forklaret hende.

,,Jeg håber du har ret - jeg håber virkelig du har ret'' mumlede hun en smule ukarakteristisk, det havde virkelig taget hårdt på hende at hun havde vokset i størrelse. Og tanken om hvad der dog skulle ske hvis denne mand ikke kunne hjælpe hende, var virkelig ikke noget hun ville tænke på.
Hun fulgte efter kvinden mens hun lod blikket glide hen over de mange elver der blev ved med at betragte hende. Det løb koldt ned af ryggen, hun kunne virkelig ikke lide at være i så store mængder.
,,Så du har måske haft samme oplevelser med din magi som jeg har med mine?''

Amara åbnede munden for at besvare kvindens spørgsmål, men lukke den så igen for i stedet at ryste let på hovedet. "Heldig gæt," svarede hun, hvilket selvfølgelig ikke passede. Men hvad nu hvis alfekvinden begyndte at spørge ind til Amaras evner, og afkrævede en forklaring? Det kunne godt være den fremmede kvinde ikke lige frem havde været høflig, men det var det eneste selskab Amara havde haft i tre uger, hvorfor hun foretrak uhøfligt selskab frem for intet. I det mindste var det nogen at tale med - for en tid.
"Måske smiler guderne til os." Forhåbentligt ville urtemesterens søn kunne hjælpe alfen, for det måtte da være væmmelig pludselig at være blevet så stor. Ikke at Amara fandt alfen specielt stor, men hvis man var vant til at være alfestørrelse måtte det altså være væmmeligt pludselig at være blevet på størrelse med et menneske. Stakkel.

Hun tøvede lidt ved kvindens spørgsmål. Det var ikke en overraskelse at det kom, og Amara kunne ikke andet end at svare sandfærdigt. Dels var hun en elendig løgner, og dels holdt hun af at sige sandheden fremfor at lyve, hvilket fik hende til at nikke. "Ja. Den har altid været utæmmelig og uregerlig, men aldrig utilregnelig. Jeg har vidst hvad den kunne og hvad rammerne har været, men på det sidste er den begyndt at være.... anderledes." Bedre kunne hun ikke forklarer det, men ud fra alfens situation at dømme ville hun forstå, hvad Amara mente med "anderledes".

Asja kiggede overrasket på hende. Guderne smilede til dem? Hvilken sadistisk gud fandt på disse ting. Nej det var sikker dæmonerne der var på spil igen, hun kunne mærke det i hendes små knogler. Men valgte at tie for denne gang og blot følge efter. 
Alfen som hurtigt var gået under den arrig. Forholde sig utroligt nok i ro og nikkede kort til det som kvinden fortalte hende. 
Hendes blik kiggede tomt på de planer der passerede, hun følte intet. Ingen hvisken, ingen magisk ladning. Kun stilhed, og det gik hende på, fik hende næsten til at få tåre i øjnene. 
Planter var hendes eneste venner, ud over hendes trofaste ven som hun nu havde skræmt væk under en af hendes anfald efter at være blevet forvandlet. Måske han ville komme tilbage igen, efter at han havde kølet hoved af. 
Den trofasteven, var i denne forstand en ravn som hun havde haft siden hun havde været en meget ung pige. Ravnen havde virket som hendes måde af transport når hun nu ikke længere havde mulighed for at bruge sine vinger så ofte som hun gerne ville. For selv når hun var sin rigtige størrelse kneb det med med at bruge vingerene i længere perioder. 
,,Jeg ved hvad du mener'' kom det tankefuldt fra hende da fingrene gled hen over et par blade der var skudt ud fra træet ,,Nogen gange er det som om mine kræfter er stoppet med at virke, hvorefter det er som om alt magisk skriger og river i mig.'' hun trak lidt på skuldrene og vente blikket tilbage på hendes guide. ,,Men hvis din evne allerede før var noget du frygtede, må du vel næsten have det værre nu?'' spurgte hun helt seriøst til et andet menneske? Men atter forlod ordene hendes mund inden hun kunne nå og stoppe dem.

Det var tydeligt at alfen og Amara havde haft samme oplevelser med magien. Ustabilitet, svigt og en pludselig voldsomt magisk ladning. "Som om man er fyldt op, og lige ved at sprænges under den magiske ladning." Sagde hun stille og knyttede fraværende hænderne. Sommetider, når hun havde samlet for meget energi, begyndte hendes hænder at værke og gøre ondt. Som om energien trængte sig på i alle hendes led i et desperat forsøg på at komme ud og gøre skade. For det var hvad hun kunne: gøre skade. Enten ved at stjæle livskraft eller ved at slippe den ud på én gang.
Hun så på den anden kvinde ved dennes spørgsmål og tøvede et kort øjeblik, hvorpå hun nikkede. "Jeg er ikke den eneste der frygter min magi," svarede hun, og nikkede umærkeligt mod en flok unge elvere de passerede. Elvere der før havde været Amaras venner, og nu tav deres snak da de passerede dem. "Men ja, min magi er blevet endnu mere ustabil. Forleden havde jeg nær brændt min hytte af og jeg plejer ellers at kunne styre netop denne del af min magi." Den anden var en helt anden sag, og også grunden til at hun var mere eller mindre fuldt tildækket på en varm sommerdag. Kun hendes ansigt og fødder var bare, alt andet var skjult under hvidt stof. "Jeg ved ikke hvad der sker, måske er det en følge af pesten?" Fortsatte hun spørgende, som forventede hun at alfen ville have svaret på, hvorfor deres magi var begyndt at opføre sig så underligt.

Hun fandt sig i en yderst mærkelig situation. Hun nød faktisk selskabet med denne unge hunelver. Det var som om at det hun gik igennem, det at hun kunne relaterer til situationen gjorde at hun faktisk stolede på hende. 
Måske var de slet ikke så forskellige endda. Hun havde selv oplevet fravær af venner i en anden kaliber en hvad hun snakkede om. Men kunne alligevel forstå hvorfor at øjnene hos den lyshåret havde et skær af sorg i sig. 
Asja lagde hånden imod kvindens skulder, og det gik først op for hende nu hvor afdækket hun var i forhold til hvad man normalt så blandt dette folk.
,,Folk frygter altid det de ikke selv kan forklare - selvom det ikke altid er grundet. Du kan jo ikke gøre for at du ikke har kontrol over noget som tydeligvis ikke vil kontrolleres'' 
Hun fjernede hånden igen og nikkede så til det sidste semi spørgsmål.
,,Det er de dæmoner lige siden at portene åbnede..'' den unge alf rystede på hoved og lagde armene over kors og trykkede dem godt ind til kroppen.
,,Jeg er ikke i tvivl om at det har noget med pesten at gøre. Og jeg tror desværre ikke at dette er det sidste der kommer til at ske'' hun vente de mosegrønne øjne imod de øjne der næsten afspejlede hendes ,,Var dig mine ord - der er værre ting på vej''

En hånd der pludselig blev lagt mod Amaras skulder og fik den unge elver til at fare sammen. Ikke at frygt for den anden, men af frygt for, hvad hun kunne finde på at gøre uforsvarligt. Det beroligede hende lidt at vide, at stoffet dækkede over direkte hudkontakt. I det mindste ville alfen ikke lide mere overlast på grund af Amara.
Og ved den uforventede kontakt gik det op for Amara, hvor meget hun havde savnet fysisk kontakt med andre. Et kort sekund lignede hun en der var lige ved at græde, men i sidste øjeblik vandt smilet og lyste elverens ansigt op. "En elver burde have kontrol over sin magi," svarede hun, og det var tydelgit at det var en remse hun havde hørt utallige gange. "og en rigtig elvers magi er healing af sig selv, andre og verden omkring sig." Havde den anden ret i sine antagelser om, at det her kun var begyndelsen? Måske, men Amara håbede det ikke. De havde mistet så mange elvere under pesten, og nu det her. "Har du set dem?" Spurgte hun så nysgerrigt. "Dæmonerne?" Måske havde alfen rejst, og hvis hun havde, havde hun helt sikkert set alverdens spændende ting. Ting hun kunne dele med Amara og derved give hende et indblik i den verden Amara længdes efter at se.

Asja trak hurtigt hånden tilbage, da hun oplevede hvordan at kvinden ved hende side fór sammen. 
Nogle dybe rynker blev dannet i mellem hendes øjenbryn, og alt den vrede som der normalt befandt sig i hendes indre, blev som hævet ud af hende. Der var nogle muligheder hvorfor man opføre sig sådan, og ingen af dem ende ud i at være særlig gode. Et lille del af hendes mørke hjerte begyndte dog alligevel at banke af oprigtig sorg over et andet menneske. Som om at mørket lige så stille blev lidt lysere.
Hendes blik blev en smule smalle over det som der blev sagt. Var hun da komplet ude afstand til at tænke for sig selv? Havde de virkelig ødelagt hende så meget at hun var nød til at remse noget op der var blevet fortalt så mange gange, at hun troede på det?
,,Vi kan ikke alle være ens. Det ville ødelægge formålet med unikke karakterer'' mumlede Asja en smule fraværende mens blikket lå på stien foran dem.

,,Jeg har stødt ind i en enkelt eller to. Jeg mødte en halvdæmon, kaldet sumpheksen for et stykke tid tilbage'' mumlede Asja, et ganske fortrinligt møde. Men efter den anden plage havde ramt, havde hun ikke haft tid til at vende tilbage. Og en stor sum krystaller var blevet betalt for noget hun aldrig fik værdigen for. Men sådan måtte det være, det var ikke fordi hun manglede.

Kvinden havde naturligvis ret: ingen kunne være ens, og måske var det egentlig meget godt. For forskelligheden var trods alt det der gjorde livet så interessant. Ingen var som den anden, og det gjorde livet farverigt og fantastisk. "Måske," svarede hun med et lille smil, "men der forventes alligevel visse ting af en elver." Smilet på hendes læber var en anelse trist, skønt hun hurtigt skubbede det til side for i stedet at gøre smilet venligt og imødekommende. Det var Amaras problem, og ikke et hun havde lyst til at belemre andre med. Kvinden ved hendes side havde trods alt også andet og tænke på, og hendes problemer var uden tvivl meget mere presserende i dette øjeblik.
Et smil der med det samme blev begejstret da alfen indrømmede, at hun ganske rigtigt havde mødt dæmoner før. "Åh!" Udbrød hun. "Fortæl mig om det!" Bad hun i en bedende tone. "Jeg vil så gerne se en dæmon - se hele verden!" Alfen havde vinger, så hun måtte jo kunne flyve rundt i hele skoven - endnu længere, måske. Måske kunne hun flyve hele verden rundt og se alt det Amara drømte om. Bare det at flyve var jo fuldstændig fantastisk! Hun kunne jo flyve med fuglene i højt oppe i luften, hvor alle andre var bitte, bitte små.

,,mmhm'' brummede hun stille og valgte ikke at gå videre ind i sagen. Det var altid svært at vende en persons synspunkter når de havde levet dem hele deres liv. Måske var det i virkeligheden derfor hun brød sig videre omkring disse naturfanatiker, de var så sat i deres gamle veje at de aldrig så ud over deres egen perfekte næsetip.
Begejstringen som der kom fra kvindens stemme smittede af på hende, og hun lavede et lille hop og viftede med armene. Sådan så en enkelt eller to forbipasserende betragtede undrende de fægter hun lavede.
,,Jo ser du! Jeg kom på min trofaste ven Ivan! Han er en skade skal du se'' hun kiggede med store øjne på kvinden ved hendes side da det gik op for hende at hun jo slet ikke havde introduceret sig selv ,,Mit navn er forresten Asja'' derefter fortsatte hun ufortrødent uden rigtig at give hendes nufundet bekendtskab lov til at komme med indvendinger.
,,Vi var fløjet hele vejen til tusmørkeskoven, nærmere betegnet sumpen der ligger der, for at besøge sumpheksen Kench, mærkværdig type. Yderst mærkværdig type'' nikkede Asja og kiggede så tænksomt ud i luften for at finde ud af hvordan resten af historien gik. Burde de egentlig ikke snart være ved urtemesteren?

"En skade," udbrød Amara henført som havde hun aldrig hørt en skade før. Men det var nok mere alfens måde at starte en fortælling på - nej et eventyr. For det var hvad det var i Amaras verden: et eventyr, der ligeså godt kunne have startet med "der var engang". "Flyver du ligeså hurtigt som Ivan?" Spurgte hun nysgerrigt. "Hvor længe har du kendt Ivan? Har I været på eventyr sammen før?" Hun viste godt det ikke var videre høflgit at bombarderer andre med spørgsmål på den måde, men da hun først var begyndt kunne hun ikke stoppe igen. "Mit navn er Amara Tha'anea," skyndte hun sig at præsenterede sig, da alfen - Asja havde opgivet sit navn. "Det er mig en glæde at møde dig, selv under disse omstændigheder." Hun sendte alfen et lille undskyldende smil, næsten som ville hun undskylde for at de var stødt på hinanden efter Asjas uheldige situation.
"Sumpheksen? Hvad er en sumpheks? Hvordan er hun en heks? Har hun vorter? Bor hun i et hus i sumpen, eller bor hun virkelig ende i sumpen? Hvordan er hun mærkværdig?" Hun prøvede virkelig at styre sig, men måtte erkende at dette ikke var muligt. Der var simplethen for meget i Asjas historie der tryllebandt hende.
Det gik op for hende, at de havde været på vej et sted hen, hvilket fik hende til at se rundt for orienterer sig. "Huset ligger ved det næste træ." Informerede hun om, og nikkede mod en enorm eg ikke langt fra dem.

Et stort smil bredte sig hen over alfens læber, og pludselig nød hun at fortælle sin historie. Muligvis for første gang i meget lang tid, følte hun faktisk hun var den pige hun havde været mens hendes klan stadig havde været hos hende. Hvordan at hun havde været den drillende legesyge og ikke mindst fortællende pige.
,,Ivan og jeg kender hinanden fra da jeg fandt ham som helt lille. Han er lidt større end normal skade. Så han kan flyve hurtigere end jeg, siden jeg har problemer med mine vinger efter en lille ulykke jeg havde’’ hun nikkede let og kunne ikke slippe smilet på hendes læberne mens øjnene kiggede ud i luften, som levede hun igennem præcis de minder de havde sammen. Og hvor var der mange.
,,Man kaldte hende sumpheksen fordi hun var blevet oplagt en forbandelse der gjorde hende til det grimmeste kreatur man havde set, kender ikke helt historien. Men rygtet siger at forbandelsen skulle være blevet hævet, og hun atter var lige så smuk som da hun var født. Rygtet siger også at hendes far skulle være en af de syv dødssynder’’ som omrejsende og når man havde den lille størrelse, som hun normal besad. Var det ikke uvant at høre mange historier om de mere, aparte typer der boede i landet. Om de var sande, måtte man jo selv vælge om man troede på.

,,Men hun var i hvert fald ganske mærkelig! Og meeeget dyr’’ hun gruede næsten ved tanken om hvor mange af hendes elskede krystaller hun havde været nød til at ofre på at holde uvelkommende fra hendes land i skoven. Hun nikkede da hun fik at vide at de var ved at være tæt på huset. Den gang havde de da ikke taget en dum omvej der havde formået at involveret lidt for upåklædte elverpiger. Hun sukkede dybt uden helt selv at tænke på det. Den elvermand havde bestemt været en prøvelse.

Amara nikkede forstående da Asja fortalte, hvordan hun og Ivan havde mødt hinanden. "Jeg fandt også Bes da han var ganske lille, før han havde fået fjer og kun var en nøgen, lille klump." Fortalte hun, og førte en behandsket hånd op for at ae den pludrende Sølvdjal. "Det skaber et helt specielt bånd at opforstre dem selv, de bliver mere end en ven og mere en familie, synes du ikke?" Fortsatte hun, og så på alfen. De grønne øjne gled kortvarigt op på alfens vinger, da denne påpegede en skade hun åbenbart havde pådraget sig, men endnu engang lykkedes det Amara at slukke sin nysgerrighed inden hun begyndte at spørge for meget ind til tydelige personlige ting.
"Wauw, en forbandelse!" Udbrød Amara, fuldstændig opslugt af Asjas fortælling. "Det er ligesom et eventyr! Så mangler der bare en farlig drage og en smuk ridder. Eller en smuk ridder på en smuk drage." Rettede hun sig selv, da hun kom i tanke om at Lysets riddere fløj rundt på drager. Så vidt hun vidste var de ikke farlige. "Tror du på dem?" Spurgte hun så. "En legemliggørelse af de syn dødssynder?" Selv tvivlede Amara, der selvfølgelig også havde levet en både lukket og beskyttet tilværelse, men for hende virkede det altså fuldstændig urealistisk, at der fandtes ægte, levende dødssynder og ikke kun noget symbolsk menneskerne brugte til at styre hinanden og deres drifter. "Hvad købte du af hende?" Spurgte hun næsten åndeløst, og kunne tydeligvis ikke forestille sig, hvad en sumpheks kunne sælge der ville have interesse for en alf.

Hun nikkede ivrigt, men valgte dog ikke at udtrykke sin enighed igennem ord. Hun følte allerede hun havde brugt sit stemmebånd mere end rigeligt denne formiddag. I hvert fald mere end hun havde gjort de sidste mange år. Asja ville selvfølgelig være den sidste til at snakke om sit ubehag, men det var begyndt at prikke en smule ubehageligt i den ene af siderne på hendes hals. 
Men denne elver så ud til at hun havde så mange spørgsmål, at hun var lige ved at falde over hvilke hun skulle spørger først. Og når hun så havde spurgt omkring noget, så var hun hurtigt videre til det næste. Ikke særlig nemt at finde rundt i, men efter hun tænkte sig lidt om og rullede lidt med skuldrene. 
Dog formåede hun lige at sende et drabeligt blik imod en ung elver knægt der sendte hende nogle store forvirrede øjne. Han vovede bare at kommentere på hvordan hun så ud. Ellers skulle hun da undelynma nok vise ham hvad der ville komme ud af det. 
Men det viste sig at han hurtigt var blevet skræmt af hendes blik og forsvandt væk ned af en anden side gade.

,,Jeg har oplevet nok i mine dage, til at det er noget jeg ville kunne tro på'' svarede hun en smule vagt, hun mente nok at hun kunne huske rygter om at selveste Luxuria havde befundet sig i netop denne by som de bevægede sig rundt i nu. Men valgte ikke at nævne det. Ingen grund forsikrede hun sig selv.
,,Hmm, jeg kan godt lide at eksperimenterer inde for alkymi'' valgte hun at sige, i stedet for at hun havde købt ting som kunne forhindre uvelkommende til at træde ind på, hvad hun mente var hendes grund. Dette var hun ret sikker på at den unge elver kvinde ville være ganske uforstående overfor. 

De trak en del blikke; den unge elver og den store alf, som de gik mod urtemesteren. Især den store alf tiltrak sig en del opmærksomhed, skønt Amara ikke lagde mærke til blikkende. Hun var alt for opslugt af Asjas historie, så indfanget i alt det alfen havde oplevet, at hun næsten kunne dufte den sump Asja talte om. "'I dine dage?' hvor gammel er du?" Røg det ud af Amara. At hun muligvis havde spurgt ind til ting, der både var følsomme og ikke kom hende ved, havde hun ikke overvejet. Nysgerrigheden ved den anden var for voldsom, og befrielsen ved at have mødt en, der rent faktisk ville tale med hende ligeså.
Alkymi. Amara havde hørt ordet før, men vidste ikke helt hvad det dækkede over. "Det er noget med magi og magiske drikke, ikke?" Spurgte hun, og rynkede de smykke brun. "Men magiske drikke på en anden måde, end det en urtemager kan lave?" Det en urtemager kunne lave kendte hun trods alt lidt til; det var nogenlunde det samme hun gjorde når hun tog sig af skovens sårede dyr.