Det var Sethro, der vækkede dem. 
Sidka kunne kun svagt huske Sibal, der væltede frem mod hende, og hende, der ikke formåede at løfte sine arme for at hjælpe ham i faldet. Mørket bag øjenlågene havde været en kærkommen forandring mod det skarpe ildskær, hun havde kigget lidt for længe ind i. Sethros rusken i hendes skulder var mindre velkommen. Det fik hendes hjerne til at registrere, hvor ondt hun havde i kroppen. Ikke bare var alle musklerne mørbankede, men det føltes som om selve blodbanerne skreg på hvile. Det prikkede og stak i sener, hun ikke vidste fandtes. Det føltes næsten som om alt inden i hende var fyldt med jord. Sådan havde hun aldrig haft det før. Men hun havde heller aldrig kørt sig helt tør for magi før.

Med en guttural stønnelyd vendte hun sig om på siden. Eller prøvede. For det var der, det gik op for hende, at Sibal lå oven på hende, lige så bevidstløs som hun lige havde været. Med en kraftanstrengelse, skubbede hun opad, og Sethro fattede for en gangs skyld et hint og hjalp med at få viklet hende ud af sin anden halvdel.
"Uuuughr..." Sidka havde det forfærdeligt. Så snart hun endte på knæ, kastede hun alt sit maveindhold op.
Ardulvyl hulkede lidt i baggrunden.

Af en eller anden grund, brændte  incuboens man stadig. Det måtte være dens magi, der stadig havde fat i kroppen, selvom den var jævnt død. Flammerne var ikke lige så vilde, som de havde været under kampen. Nu var det mere et stille bål, som man ville forvente brændte ud i løbet af en time.
"Hvordan får vi den tilbage til klanen?" spurgte Sethro.
Sidka valgte at tage hans spørgsmål som den bedste smiger, han kunne mønstre. Der var noget i hans stemme, der havde ændret sig. Der var ikke fjendtlighed mere. Var det ærefrygt? Måske frygt?
Uanset hvad fik det Sidka til at smile en smule. Endelig kunne de andre se, hvor stor tvillingernes magiske kraft var.

"I lige måde," hviskede Sidka tilbage.
Det havde ikke været hendes mening at hviske, men kroppen prøvede også stadig at kaste mere op, selvom der ikke var mere. Hun var godt tilfreds med at Ardulvyl trak i land med sine beskyldninger. Sidka havde tilgivet sin bror for stuntet, han havde lavet sidst, og hun var sikker på, han ikke ville prøve noget lignende nu. Især ikke når de kom hjem med så mange skader og et så stort bytte. Det ville kun få de andre til at se ned på ham for at tage al æren.

"Jeg er tør," raspede Sidka og gestikulerede mod incuboen. "Jeg kan ikke lave så meget som en sandslot."
Sethro var allerede henne ved Ardulvyl og løftede ham op, så hans ene arm var krænget over skulderen og han kunne støtte sig til Sethros vægt uden at lægge vægt på benet. Det blødte så voldsomt, at de måtte opgive og tage sig tiden til at lægge en bandage, inden de prøvede igen. Det brokkede Sidka sig ikke over. Hun kunne blive siddende på alle fire imens. Jorden vippede lidt mindre, da de var klar til at gå, og hun gjorde endnu et forsøg på at rejse sig op. Denne gang et succesfuldt et af slagsen.
Nok kunne hun hverken hjælpe med byttet eller de sårede, men hun kunne klare sig selv. I hvert fald gå selv. Det var en form for sejr.
"Kan du klare den hele vejen tilbage?" spurgte hun Sibal og rakte en hånd ned til ham for at hjælpe ham op. Sethro og Ardulvyl var begyndt at stavre fremad, velvidende at de ville blive de langsomme på hjemturen. 

Sidka sukkede. Halvt opgivende på sin kvæstede krops vegne, halvt overbærende over for sin evigt optimistiske bror. Han havde faktisk troet, der var mere magi tilbage i ham efter den her omgang? Nok havde Sidka ikke før prøvet at køre sig tør, men hun var ikke i tvivl. Den prikkende fornemmelse indeni kunne ikke være andet. Hun havde engang hørt en af de andre i klanen sige, at det mest irriterende i verden var at gå tør for magi, og Sidka kunne nu give hende ret, for den her følelse var særdeles irriterende. Som at have myrer kravlende under huden men ikke være i stand til at børste dem væk. 
Derfor satte hun sig også på hug på den anden side af hingsten og begyndte at skære i rødderne der. jo hurtigere, de kunne komme hjem, des hurtigere kunne hun gå kold, glemme verden, og vågne op i morgen med nye magireserver og ikke mere irriterende prikken.
"Vi kan lægge den på nogle tykkere grene," foreslog hun. "Så sidder dens ben ikke fast i ting, mens vi slæber."

For Sidka havde tænkt sig at slæbe, selvom hun var gedint basket. Sibal ville bare gøre sig selv til grin, hvis han forsøgte at slæbe egenhændigt og væltede i mudderet på vej tilbage. Det ville Sidka ikke lade ske, om de så skulle vende hjem med sved drivende af sig. De ville stadig have incuboen og blive fejret som helte.
"Her." Hun smed en lang rod over hesten og over på Sibals side. Forhåbentlig ville han stå for bindearbejdet. Sidkas syn var stadig sløret, og han var den af dem, der var bedst til at binde knuder.

"I stalden alligevel?" lo Sidka med et fnys, mens hun så sig over skulderen på akaren, der listede væk. Dumme, halvtamme dyr. "Så holder jeg mig i hvert fald langt væk, når Arnym finder ud af, at du har brændt stalden ned med en hest. Men kan du ikke huske, hvad de sagde sidst vi prøvede? At der er for meget magisk energi i området, så det dur ikke at hidkalde noget lige midt i klanen. Vi bliver nødt til at komme herud for at vi har bare en smule kontrol. Men jo... Ikke en akar næste gang."
Sidka droppede den knude, hun havde været ved at binde, da Sibal rejste sig op og var færdig med de andre. De to ender hun havde haft fat i, var ikke længere ender. Hvornår havde han bundet dem sammen? Hvis han ikke var så træt ville hun uden tvivl have hørt for sit dårlige forsøg.

Hun skævede over til ham som han lagde sig i græsset. Ja det her kom du jo ikke hjem af. Hvis han ikke kunne andet end lige at flytte hingsten en halv meter, ville de jo først være hjemme om en uge. De kunne lige tage en lur og samle kræfter... Nej, det ville være for farligt. Ådselsæderne var sikkert allerede på vej, tiltrukket af dunsten af død. De blev nødt til at komme af sted, men de kunne godt bruge en hest til at trække hesten.
Sidka rettede sig op. "Selvfølgelig! Akaren! Sibal bind mig lige en løkke!"
Med en kortvarigt fornyet energi stod hun over Sibal med en halv længde reb, hun havde haft i bæltet. Så snart han havde lavet løkken, skridtede hun over til den busk, akaren var vandret ind i. Den havde fundet nogle bær på jorden og var ved at snuse til dem, da Sidka lagde løkken om dens hals og spændte til. Med det samme hev dyret hovedet ind i sin skal, men Sidka sparkede til skjoldet og hev i rebet. 
"Kom så du. Du er vores nye trækdyr."
Og frem for at blive kvalt, valgte dyret at stikke hovedet ud igen og følge med. Den forsøgte lidt halvhjertet at snappe efter Sidka, men virkede ellers for udmattet til at gøre modstand. Den havde også nået at tage en del tæv, før incuboen gik efter ungelverne. Til gengæld havde den ikke været bevidstløs, så den kunne slæbe bedre end de unge kunne.

Med Sibals fakkel og Sidka med rebet om akarens hals, kunne de vandre tilbage mod klanen uden at løfte så meget som en hov på hesten. Musklerne skreg stadig af udmattelse, og det var næsten en skidt ting ikke at bære noget, for arme og ben føltes tungere for hvert eneste skridt. Alligevel formåede de at indhente Sethro og Ardulvyl, selvom de havde fået noget af et forspring, mens tvillingerne bandt rødder, hest, reb og akar.

På et eller andet tidspunkt slog Sidkas hjerne fra. Alt i kroppen gjorde ondt, og alle var for trætte til at tale sammen. Det gjorde bare også, der ingen distraktion var fra smerten.
Skoven forsvandt forbi dem i stor hast, og pludselig var der mere klippe end tør mosbund, og hytternes tage kunne ses bag det næste fremspring. Det var som om fremspringet også forsvandt lige som resten af skoven, for pludselig stod Sidka ansigt til ansigt med Naath og genkendte faktisk ikke sin læremesters ansigt. Solen var også ved at gå ned bag klipperne, men så lang tid kunne det da umuligt have taget dem at komme hjem.
Naaths mund bevægede sig, men Sidkas blik var fokuseret på sådan cirka ingenting lige over hans venstre skulder, og han så ud til at give op og i stedet vende sig mod Sibal.

"Sig mig er din søster blevet døv?" spurgte han med en irriteret mine. "Det er timer siden I burde have været-- Er det en... Incubo?"
Klanens folk begyndte at stimle sammen på pladsen foran de fire ungelvere. En helbreder råbte noget og fik lagt Ardulvyl ned under store protester fra patienten selv. Sethro prøvede at se stærk ud, men fejlede ved at give sig til at tørre sved af sit ansigt med kanten af sin trøje.

Elverne der stimlede sammen om at få incuboen fri mumlede mellem hinanden. Nogle snakkede om de magiske egenskaber af dyret indvolde. Især hjertet skulle holde utrolige mængder chakra. Andre talte om at skinne dyret, fordi historierne sagde, at kun det yderste lag blev forkullet lige efter hestens død, og at man kunne lave tøj ud af skindet, fordi det var en magisk forkulning. Nogle andre vristede rebet fri fra Sidkas stive fingre for at lede akaren væk. Nok kunne den ikke spises, men måske den kunne arbejde med at slå ting i stykker et par uger, indtil den omkom. Ellers måtte den blive til legetøj for de andre af klanens mere aggressive husdyr.

Naath skævede over mod Sethro, der stod næsten lige så katatonisk som Sidka. Om det var forsinket chok eller umådelig udmattelse var ikke helt til at sige.
"Vi venter med spørgsmål til i morgen," sagde Naath blot, for en gangs skyld ikke helt opgivende på de unges vegne. Og så skete der noget uventet. Læremesteren klappede Sibal på skulderen. "Godt klaret."

Sidka vendte sig, da Sibal tog fat i hende for at lede hende tilbage til deres kammer. Alt hun kunne tænke på lige nu var at komme i seng. Normalt var hun stor fortaler for at vaske smuds af sig først, men det lå ikke engang som en sekundær tanke i hendes bevidsthed. At ligge ned på noget blødt og forsvinde i drømme var det eneste lyspunkt forude. Et naivt sted i sindet troede hun, at hun ville vågne op frisk og veludhvilet dagen efter. Det var lidt som om hun helt havde glemt, at man altid var mere øm dagen efter anstrengelser end når man lige havde lavet dem. Men det var fremtidsSidkas problem.