Skyldner | Fortidstråd

Treston Reynlest

Treston Reynlest

Forhenværende Ridder af Lysets Krigere - nu vanæret og i eksil

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 31 år

Højde / 187 cm

Elvira 26.12.2020 12:25

    ”Herre Ridder,” hilste Portvagten og gjorde en forhastet honnør. Han var ung - meget ung - og den ikoniske hjelm fik hans hoved til at se meget stort ud i proportion til hans endnu temmelig drengede skuldre. ”De skulle vel ikke have tid, til at komme med mig et øjeblik?”
    Normalt ville Treston have sagt: ”Jo, selvfølgelig,” og være gået med knægten uden tøven - stillet spørgsmål bagefter, og alt dét dér. Men det var han selvsagt ikke synderlig tilbøjelig til i dag, så i stedet gjorde han sit bedste for at lægge ansigtet i beklagende folder, mens hjertet stadig bankede hurtigere og hurtigere i hans bryst.
    ”Jeg har en aftale, jeg skal nå, inde i byen,” svarede han derfor, og følte så alligevel at han blev nødt til at tilføje: ”Men hvad drejer det sig om?”
    Det var som om spørgsmålet fik skrællet de sidste lag af professionel alvor af knægten, så usikkerheden skinnede klart igennem. Ved Guderne… Han kunne ikke være meget mere end et par år ældre end Soris…
    ”Vi… Der er opstået en situation… med en rubinsk købmand…” Knægten skubbede hjelmen bedre på plads. ”Normalt ville jeg aldrig forstyrre Dem på dén hér måde, men vores vagtmester måtte lægge sig med et ildebefindende hen over middag, og den næste senior-vagt møder først ind når aftenklokken lyder…”
    Treston skar en grimasse, kastede et hurtigt blik op imod den nu nærmest orangerøde sol, der næsten var forsvundet bag bakkerne, og sukkede. Overgav sig til omstændighederne.
    ”Vis vej,” mumlede han - roligere nu, men stadig en smule bekymret over, at dét hér unægtelig ville forsinke ham…
    Så rystede han på hovedet og gjorde tegn til knægten om at vise vej. Det var ikke så skidemeget at gøre ved det - det ville virke alt for underligt, hvis han nægtede at hjælpe en kollega. Ulven måtte bare finde sig i at vente…
    ’Situationen’, som knægten havde kaldt den, viste sig at indbefatte en lille, hidsig, rubinsk købmand, der ikke for sin død ville acceptere, at hans handelsbevilling var et halvt år for gammel, og derfor råbte og skreg og kæftede op over, at Portvagterne havde nægtet ham adgang.
    Det krævede alle Trestons beskedne sprogkundskaber, hans fulde autoritet og dét, der var tilbage af hans tålmodighed at få købmanden talt ned. Og derefter tog det ham næsten tyve minutter at få sat i værk, at en lovkyndig blev hentet ned til Sydporten, så købmandens handelsbevilling kunne genforhandles.
    Da han endelig kunne sige farvel til Portvagten, var det en lettet knægt, der gjorde honnør efter ham, og en temmelig irriteret og tidspresset Treston, der endelig kunne sætte kursen ned ad gaden - ind imellem Nedre Bydels små, lave huse.
Pax

Pax

Iagttager | Bandeleder af Ulvens Flok

Sand Neutral

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 30 år

Højde / 190 cm

Granny 26.12.2020 22:43
Hvad fanden laver han?
Will, Verdis og Pax havde ikke rykket sig ud af flækken, skønt deres muskler var ligeså spændt op som en optrukket bue.
Det var Verdis, der havde bandet over dét, de seks øjne så udspille sig en bygning længere henne, og skønt de alle sammen ønskede et svar, var der ingen der endnu kunne tilbyde et.
Pax så med et bankende hjerte hvordan, at Treston fulgte med den klodsede soldaterdreng ind i vagttårnet, og i samme øjeblik at den høje blondine var forsvundet, satte Pax i en hastig halvløb tilbage mod dér, hvor de alle var kravlet op. ”Spred jer! Gør jer klar! Han går ikke videre før, at vi ved, at han har varen!”, beordrede han i en så høj hvæs, han overhovedet kunne slippe afsted med (hvilket var ret højt grundet myldretrafikken). Ikke lang tid efter kastede Pax sig hovedkulds ned fra tagryggen, fast besluttet på at aflægge så megen afstand mellem ham selv og Treston, og så hurtigt det overhovedet var ham muligt.
Som en klodset akrobat mistede Pax balancen i det, at hans støvler landede på de ujævne brosten, hvilket resulterede i, at han hamrede ind i en ældre dame og en abnorm store kurv, hun gik med imellem sine tykke, korte arme. Hun tabte den, så alskens nyklippet ulv landede i rendestenen og med eder og forbandelser, der kunne få selv Pax til at rødme, havde han hørt efter, gav hun ham fingeren (og fordi, at Pax gik ind for ligestilling, gengældte han naturligvis straks honnøren af instinkt).
Pax satte i en hæsblæsende løb, besværet af samtlige rejsende, der ikke anede, hvem han var, hvormed de ikke rykkede sig for ham. En lille stemme hviskede, at det måske var meget sundt, at han også oplevede dét engang imellem, men straks efter blev det kvalt af alle de andre, der skreg i panik over, at Treston ikke længere var at se.
Med ét blev magien i Paxs mekaniske øje vagt til live og hvad han så igennem vagttårnets murværk, fik ham til at drage en lettelsens suk. Treston var tilsyneladende ikke i færd med at række noget til nogen, men endnu ikke kunne Pax vide sig sikker. Den anden havde været uden opsyn i nogle dyrebare minutter…
Pax krøb med strømmen, da Treston omsider forlod sit åndssvage foretagende men fast besluttet på, at den anden ikke skulle se, at han havde været bekymret – ej, nervøs, hvis man da overhovedet kunne kalde det dét – lod Pax Treston bevæge sig nærmere Gorms territorium alene…
Treston Reynlest

Treston Reynlest

Forhenværende Ridder af Lysets Krigere - nu vanæret og i eksil

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 31 år

Højde / 187 cm

Elvira 27.12.2020 20:03

    Treston anede ikke, om han var på vej i den rigtige retning, og de folk, Pax havde antydet ville være der til at hjælpe ham videre, brillerede ved deres fravær… Eller også, tænkte Treston bittert, var han selv bare så dybt nede i Ridder-suppen, at han ikke kunne kende Ulvens snotunger fra gadens andre snotunger…
    Det stressede ham, at han havde spildt så meget tid ved porten, og han brød sig meget lidt om at bevæge sig længere og længere ind i Nedre Bydel uden at ane, om han af én eller anden grund havde tabt Ulvens folk ved Sydporten. Var dét hér overhovedet vejen til Pax’ enemærker? Treston havde ikke den fjerneste idé - som han havde fortalt Ulven inde på Vandrerens Hvile, så var det mange år siden, han havde opereret fast i Dianthos, og bandeledernes magtkampe og territoriekrige interesserede ham ikke.     Nu kunne han så godt fortryde dét faktum, hvor det havde da været praktisk at vide, hvad han skulle kigge efter… Hvilken retning, der gav mening. Bare ét eller andet…
    Jo længere ind i Nedre Bydel han kom, jo mere bemærket gjorde han sig. Men det var ikke den gode form for opmærksomhed - ikke dén, han var vant til fra den pænere del af byen, hvor folk lettede på hatten eller trådte respektfuldt til side for uniformen og dét, den betød. Nej, hernede gloede folk efter ham, som om han var et sagnvæsen, der pludselig var dukket op i deres midte; trætte kvinder med hule kinder trak deres snotnæsede unger til sig, som om de troede, han kunne finde på at bide ud efter dem, og de slidte, arrede mænd med deres piber og flasker og skråtygning stirrede efter ham med sammenbidte miner og mord i øjnene…
    Det var ikke hyggeligt. Ikke på noget plan.
    For godt ti minutter siden havde en ny lyd blandet sig med gadelarmen - en underlig, metallisk banken, som Treston ikke kunne afgøre kilden til. Nærmest uden at tænke over det, havde hans venstre hånd fundet til hvile på kniven i sværdbæltet - det gav i det mindste en vis følelse af tryghed - men som det også havde været tilfældet tidligere, var han unægtelig på udebane… Og han brød sig meget lidt om det.
    Sekundet han så den lille, spidsnæsede knægt snurre om på hælen og forsvinde omkring hjørnet ved synet af ham, vidste Treston, at han var på vej ind i et baghold. Men da var det allerede for sent. Et højt smæld, en lynsnar bevægelse, og Treston flåede næsen til sig - formåede med nød og næppe at undgå dét, der viste sig at være en grov, lille hørsæk, affyret fra en armbrøst og fyldt med noget, der lød som tørrede ærter, da sækken ramte den slidte husmur lige ud for hans ansigt og eksploderede i en sky af puds og træsplinter fra bindingsværket.
    Træningen tog over sekundet adrenalinen ramte Trestons årer, og med et hurtigt blik op for at afgøre, hvor ærtesækken var kommet fra, kastede han sig ind under tagskægget på det givne hus - sørgede for, at armbrøstskytten på taget ikke ville kunne se ham længere.
    Han havde pludselig sværdet i hånden uden at kunne mindes at have trukket det, og øjnene fór frem og tilbage over den mennesketomme gade - forsøgte at afgøre, hvor den næste trussel, det næste angreb, ville komme fra. De sidste, svage stråler fra den døende sol blev suget ind og lagde sig som en glødende handske omkring hans venstre hånd; hvis han var heldig, ville synet have en afskrækkende effekt… Hvem-end der ville ham ondt vidste jo ikke nødvendigvis, at der var så lidt energi tilbage i sollyset, at han ikke kunne gøre stort mere end at lave et mere eller mindre ufarligt lysshow…
    ”Jeg er ikke interesseret i konflikt!” råbte han, som sandt var; vidste, at hvis det vitterligt kom til en konfrontation, ville det dragne sværd næsten kun kunne resultere i blod… Og blod trukket af en Ridder i uniform ville være ualmindelig svært at holde ude af ledelsens opmærksomhed… ”…Men jeg er bevæbnet, og jeg har tænkt mig, at forsvare mig selv!”
    Ud af skyggerne på den anden side af gaden trådte nu en mand - typisk klædt for denne del af byen. Han øjnede Treston og lagde hovedet lidt på skrå - talte ikke til Ridderen, men til de folk, der uden tvivl var gemt i skyggerne bag ham. Måske også på flere af hustagene?
    ”Vi skal have dén uniform,” erklærede han uden synderlig ondskab - det lød næsten som om Trestons tilstedeværelse bare var et mindre irritationsmoment. ”Riv den af ham, bank ham blodig og sæt den så brændende ned på Pladsen… De må sgu’da snart fatte, at jeg ikke vil se deres slags her…”
Pax

Pax

Iagttager | Bandeleder af Ulvens Flok

Sand Neutral

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 30 år

Højde / 190 cm

Granny 27.12.2020 22:33
Pax fik omsider kæmpet sig ud af strømmen af ud- og tilrejsende, og satte i løb ned langs de snoede stræder som et projektil.
Under normale omstændigheder løb Ulven aldrig (i hvert fald ikke mens andre så på det) men situationen havde taget en drejning, den ellers kontrolelskende mand ikke havde forudset. Dét irriterede ham, men velvidende at han ikke kunne lade den giftige fornemmelse få overtaget, gemte han den væk til senere og løb alt hvad tøj og støvler kunne holde til.
Langsomt men stødt begyndte hans omgivelser at ændre sig: bygningerne blev gradvist mere og mere faldefærdige, nærmest som svajede de i takt med den blide vestenvind og det hørte sig ikke til sjældenhederne, at alskens vinduespartiers hængsler havde set bedre dage. Man kunne sige meget om de fattige, men kreativitet manglede de ikke og hvis man stoppede op og så – rigtig betragtede husene – var det, som at betragte et kunstværk af lappeløsninger; ingen farver syntes helt at være den samme, tykke lærredssække hang i alskens huller og sprækker for at imødekomme vinterens bidende kulde og kun imellem hustagene højest oppe, kunne man finde vasketøj, der hang til tørre. Ja, man kunne sige meget om de fattige, slummens skrald, der aldrig så mulighed for at blive til andet, end det, de var blevet gjort til men det var dér, Pax hørte hjemme. Det var hans sted. Han kendte enhver brosten, ethvert gadehjørne, hvem der boede hvor og med hvem –
Så hvorfor virkede stedet ikke længere genkendeligt?
Pax havde i grunden antaget, at han var nået frem til Gorms grænseland før Treston. Tilsyneladende var det dog ikke tilfældet, for duftsporet af den høje blondine lå foran ham, ligeså tyk som ethvert andet og kun tydelig for Pax, fordi han fokuserede på det med en klinisk præcision.
Jeg er ikke interesseret i konflikt!Ja, Guldlok, fortæl dem, hvem der bestemmer! Pax himlede med øjnene men stoppede op ved et gadehjørne, ikke villig til at vade ind i det, han vidste var i færd med at ske med overfladisk åndedrag og et hysterisk hjerte (et hjerte han desuden snart burde få tjekket, mindede han sig selv om. Det slog ikke, som det burde slå) men på den måde gjorde Gorm sig trods alt ikke i forskelsbehandling, og Pax antog derfor, at han havde nogle øjeblikke før, at det rigtig gik løs.
Trestons næstfølgende ord, og dernæst Gorms egne, var dog ultimativt det, der satte gang i Paxs fodtøj for endnu engang. Denne gang gik han dog, hans skridt lange og målrettede, hans magiske øje tændt og rettet mod silhuetterne af de to ærkefjender, således at han til trods for de tætsiddende bygninger kunne se, hvad der skete bag dem.
Pax trådte frem i samme øjeblik, at Gorms trofaste håndlangere også gjorde det og hvad der dernæst skete, skete hurtigt: tilsyneladende ud af ingen ting fremdrog Pax en kastekniv (dén form for mekanik i hans jakkeærme havde været dyr men sikke en investering!) og kastede den, så den med et blidt sus fløj forbi Treston og landede ved foden af Gorms tætteste gorilla – der instinktivt stoppede op, som synet af Ulven fandt vej til hans bevidsthed…
Han er min”, proklamerede Pax højt, så hans stemme rungede imellem de høje huse, hvorved de stod placeret. Uden at stoppe op skridtede Pax forbi Treston og placerede sig imellem ham selv og Gorm, der med et reserveret blik i retning af sine mænd, bad dem afvente.
Pax skævede til Treston henover skulderen, uvidende om at han var ligbleg – det skide hjerte havde endnu ikke fundet tilbage til sin vante rytme. Hvad end han så, syntes dog at stille ham tilfreds, hvormed Pax hastigt vendte sig om mod Gorm igen.
Han er beskidt men kun for i dag.Han er her ikke som soldat. Han skylder og er i gang med at tilbagebetale.
… ham der?Jeg ved ikke, om jeg tror på dig. Bevis det.
Ja. Og han er min. Vi krydser grænsen uden at se os over skulderen.Husk på hvem du taler til, lille mand.
Gorm trak sig et skridt tilbage, alt imens Pax gestikulerede til manden, hvis fod han nær havde gennemboret med sin kniv. Ganske uden tøven (det kunne betale sig at være vellidt) samlede han den op og kastede den tilbage til sin retmæssige ejermand, der imellem tiden havde tilbagelagt de få skridt tilbage mod Treston.
Pax bed godt mærke til, da han lagde sin arm omkring den høje blondine, at han ganske instinktivt tildelte mere af sin vægt til den anden, end han i grunden burde have gjort. Da hans egne mænd dog begyndte at titte frem fra alskens gadehjørner, og Treston og ham selv atter var i bevægelse, kunne Pax dog næsten ikke formå at tage sig af dét faktum…
Treston Reynlest

Treston Reynlest

Forhenværende Ridder af Lysets Krigere - nu vanæret og i eksil

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 31 år

Højde / 187 cm

Elvira 28.12.2020 14:54
    Det gav et sæt i Treston, da kastekniven fløj forbi ham og han dukkede sig, vendte sig; overbevist om, at armbrøstmanden havde omrokeret til et bedre tag, så Treston atter var i skudlinjen for hans små, hårdtslående ærteposer.
    Men det var Ulven, der havde sendt projektilet af sted, og lettelsen over at se den anden mand blandede sig med en lille, muggen stemme, der bemærkede, at Pax havde kastet kniven med dét formål, at få det til at gibbe i Treston undervejs - Treston havde efterhånden lært, at hvis dén mand kunne slippe af sted med at ramme to krager med samme sten, så kildede det åbenbart alle de rigtige steder… Især, hvis han kunne få nogen andre til at kaste stenen. Og kragerne desuden tilhørte en konkurrent…
    Derfor var det også et temmelig muggent og bebrejdende blik Ulven modtog, da han erklærede sit ’ejerskab’, og skridtede forbi Ridderen, der stadig stod med sværdet trukket - endnu ikke parat til helt at lade det være op til Pax’ gade-ry at tage hånd om situationen… Treston vidste sgu ikke noget om, hvem af de to bandeledere der havde bukserne på i dén hér konstellation…! Et draget sværd kom aldrig skidt igen…
    Ordudvekslingen imellem de to rendestenskonger var kort og koncis, og Treston brød sig hverken om at blive kaldt beskidt, eller ’min’, af Ulven… Men han holdt sin kæft, for han vidste godt, at han ikke kendte spillereglerne hernede. Først da manden, som Treston efterhånden havde regnet ud måtte være Gorm, trådte et skridt tilbage, lod Treston sværdet glide tilbage i skeden - stadig med et årvågent øje til Gorms mænd, men efterhånden rimelig sikker på, at situationen ikke ville ende i vold.
    Det kom bag på Treston, at Pax lagde armen om skulderen på ham som var de et par drukkammerater, på vej hjem fra en god aften i byen. Og endnu mere bag på ham, at den anden mand støttede sig til ham, som om han vitterligt havde drukket tæt og nu havde brug for hjælp til at holde sig oprejst. Selvom Pax ikke var noget kæmpe menneske - underernæret, som han tydeligvis var - gav hans højde ham alligevel vægt, og Treston hankede forvirret op i den anden mand.
    ”Ro på,” mumlede han og holdt dem på ret køl ned ad gaden. Han havde været klar til at bide hovedet af Ulven - for hvad lignede det egentlig at lade ham sejle sin egen sø ind til sekundet før skuden sank? Men der var noget galt, og selvom han til tider forsøgte, kunne Treston ikke løbe fra sin gode opdragelse; han blev nødt til at spørge: ”Er alt, som det skal være?”
Pax

Pax

Iagttager | Bandeleder af Ulvens Flok

Sand Neutral

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 30 år

Højde / 190 cm

Granny 29.12.2020 20:04
Pax gjorde sit for, at holde sig på afstand af Treston og dét var til trods for, at opgaven var fuldstændig umulig, eftersom Treston, de sidste par meter inden et skyggefuldt gadehjørne, måtte tage størstedelen af Paxs vægt på sig.
Det føltes som om, at den høje blondine rørte ham alle steder, hans berøring omklamrende, som lange, sorte tentakler der angreb ham fra alle vinkler og selvom Pax vidste, at det var hans egne tankers pure opspind, kunne det ikke sætte en stopper for den klaustrofobiske følelse, der havde slået rod i hans bryst. Heller ej det faktum at Treston i dét øjeblik var hans allierede gjorde noget godt for tumulten i ham, hvormed Pax ikke svarede med andet end en latterliggørelse: ” – ikke interesseret i en konflikt… var det virkelig dét første, du kom på? Er du klar over – hvor pisse ynkeligt det lyder?”, prustede han lavmælt, tydeligvis anstrengt, som havde Pax ikke bare løbet fra Porten i Syd men hele vejen igennem hovedstaden i spurt.
Smerten i brystkassen – den fysiske vel og mærke – syntes heller ikke at ville gå nogen steder, og Pax kunne ikke påstå, at det ikke sendte en bølge af frustration og usikkerhed igennem ham. Ikke, at han ville lade den anden se det (Zaladin skulle dukke frem af den rene ingen ting før, at Pax nogensinde ville indrømme, at jo, der havde han da nok været lidt nervøs) men da de omsider nåede i skjul i en smal gyde, kunne Pax ikke længere holde følelsen af Trestons krop mod sin egen ud, hvormed han skubbede hårdt til den anden; som havde han brændt sig…
Pax hev efter vejret og sveden piblede af ham, da han snurrede rundt på hælen og i samme handling, kastede sin ene hånd frem mod den anden. ”Giv mig – posen. Nu.” Der kunne ikke herske nogen tvivl om, at Pax i dét øjeblik var en presset mand, for udover den vaklende brystkasse og den åbenstående mund, var hans hud også blevet ligeså bleg som et ligs. ”Du er ude – høre du? Giv mig den –
Treston Reynlest

Treston Reynlest

Forhenværende Ridder af Lysets Krigere - nu vanæret og i eksil

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 31 år

Højde / 187 cm

Elvira 29.12.2020 21:55
    Selvom Treston ikke fattede en brik af, hvad der foregik i den anden mand, fornemmede han alligevel godt, at der var ét eller andet helt galt. Dels fordi Treston efterhånden bar hvad der føltes som det meste af Pax’ vægt, men primært fordi Ulvens åndedræt lød helt forkert - næsten som om…
Længere nåede hans tanker ikke, før Pax hvæsede af ham - gjorde grin med hans håndtering af Gorm. 
    Som om han havde retten til at dømme…
    Treston løftede et provokeret øjenbryn og sendte Ulven et krigerisk sideblik, mens frustrationen, der havde ligget over ham siden han blev ladt alene ved Sydporten, blussede tifold op igen.
    Nogle af os,” pointerede han vrissent, ”har svoret en ed til Kronen, hvis du nu skulle have glemt det. Jeg kan ikke bare gå rundt og stikke mit sværd i Dianthos’ borgere - end ikke de tvivlsomme af dem! - uden at give dem en mulighed for at deeskalere… Så jeg beklager virkelig, hvis mit ordvalg krænker dine fine fornemmelser…”
    I det samme drejede de om hjørnet til gyden, og Treston måtte overrasket vakle et par skridt, da Pax nærmest skubbede ham fra sig.
    ”Hvad zalan er dit probl- ” Han snurrede irriteret omkring imod den anden, men blev afbrudt, da Pax’ hånd i det samme skød frem imod ham. Han stirrede fra hånden til manden og kneb så de blå øjne sammen - brød sig virkelig ikke om Ulvens tonefald. Treston åbnede munden - skulle til at hvæse noget uforskammet - men tog sig så i det, da han fik kigget ordentligt på Ulven; så hvor bleg han var blevet...hvordan han trak vejret, som én, der havde løbet en længere tur. 
    Treston slugte sine bitre ord, og gav sig i stedet til at knappe uniformsjakken op med vred, spændt kæbe. Fandt den lille pose frem og klaskede den demonstrativt i hånden på Pax, mens hans hjerne meget uvelkomment gjorde ham opmærksom på, at den anden mand på det nærmeste lignede én, der var ved at gå omkuld…
    ”Sæt dig dog ned, menneske,” mumlede han og krydsede armene over brystet. Vindicerende og på samme tid underligt og frustrerende usikker på, hvad han skulle gøre af sig selv. ”Du ligner én, der kan dratte om hvert øjeblik det skulle være…”
Pax

Pax

Iagttager | Bandeleder af Ulvens Flok

Sand Neutral

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 30 år

Højde / 190 cm

Granny 04.01.2021 20:49
Pax var for optaget af den kvælende, knusende fornemmelse i hans bryst til nogensinde at være i stand til at svare Treston. Faktisk overvejede han end ikke, at den anden var fornærmet, måske tilmed nervøs ved hele affæren men heller ikke, hvorvidt han i grunden burde gøre noget ved det.
Posen. Posen var alt, der betød noget…
Pax vaklede få skridt længere ned af den gyde, hvorind de var forsvundet. Og så med ét… ligeså pludselig som hjertet havde begyndt sine krampagtige spasmer, ligeså hurtigt ophørte det igen.
Pax tog en dyb indånding, dernæst én til før, at han snurrede rundt. Sveden piblede af ham og svimmelheden havde sat sine lange, ubudne klør i ham hvormed, at der var tre af Treston at vælge imellem. Pax rettede sit blik mod den midterste – det måtte ved Zaladin da være den rigtige Guldlok – og fnøs derefter stakåndet. Skulle sandheden frem var Pax tom for ord. Hvad i helvede skulle han sige? Nej, der var ingen ord der var tilstrækkelig. Kun handling. Pax havde ladet Treston se svaghed og velvidende, hvad andre brugte dét til, gjaldt det om at få benene på nakken.
Ulve gav aldrig op – men fandeme om de ikke stak af, hvis mødte en uovervindelig modstander…
Jobbet er klaret. Gælden er betalt.” Pax viftede affejende med sin ene hånd, hvorefter, som ved et trylleslag, hans mænd dukkede op som sorte skygger omkring dem.
Pax skubbede sig fri af en af husmurene og kastede posen til en af de mindre mænd, der dernæst pakkede den væk for nysgerrige øjne og satte afsted. De øvrige holdte sig tæt på deres leder, i hvert fald indtil Pax lavmælt bjæffede: ”Før ham til grænsen. I et stykke. Han har gjort, hvad der blev afkrævet. Mac – ikke dig. Domhall. Afsted.” En bredskuldret, muskuløs mand trådte frem med tomme øjne. Han nikkede i retning af en tilstødende gade, som tegn på at Treston skulle følge efter ham.
Uden et ord satte Pax og de øvrige afsted i modsat retning – først gående, dernæst luntende og til sidst i løb…
Pakken var trods alt ikke hjemme endnu.

Pax har forladt tråden.

Treston Reynlest

Treston Reynlest

Forhenværende Ridder af Lysets Krigere - nu vanæret og i eksil

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 31 år

Højde / 187 cm

Elvira 05.01.2021 13:20
    Med en følelse af ikke at fatte noget som helst af, hvad der foregik længere, fulgte Treston tøvende efter Ulven, da den anden mand vaklede et par skridt længere ind i gyden. Rakte med rynket pande en hånd frem for at lægge den på Pax' ryg, men trak den til sig, da den anden med ét vendte sig sig og erklærede at gælden var betalt. 
    Pludselig var de omgivet af Pax' mænd, og Treston stirrede forvirret fra den ene til den anden - så posen skifte hænder, og forstod ikke helt, hvorfor det var så vigtigt, at denne 'Mac' blev holdt fra at følge ham til grænsen...
    "Jeg- " begyndte han, men pludselig var alle brudt op, og Domhall var sat i retning af den tilstødende gade uden rigtig at sikre sig, at Treston fulgte med...
    Så sidstnævnte klappede i med en irriterende følelse af at være blevet afmønstret på én eller anden måde, og satte efter dét muskelbundt, Pax havde udpeget til at få ham hjem i ét stykke, mens han i sit stille sind lovede sig selv, at dét hér var det sidste, han havde haft med Ulven at gøre.

Treston Reynlest har forladt tråden.

1 1 0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Blæksprutten, Xenwia, Krystal , jack
Lige nu: 4 | I dag: 17