Det var ikke tit, at Ilaria var nødsaget til at være væk i flere dage. Og det var slet ikke tit, hvor hun valgte at efterlade Bart for sig selv. Okay, 'efterlade' var et voldsomt ord. Drengen var endnu stadig det. En dreng. Ja, han var et par år ældre af sind, men han var stadig kun en trettenårig dreng fanget i en spinkel, elleveårig drengs krop. Derfor kunne Bart ikke altid være med Ilaria. Hun var en del af lysets hær og nogen gange havde hun opgaver, der ikke var passende for Bart eller ikke kom drengen ved. Ikke alle måtte vide alt, medmindre de havde en grund. Og det havde Bart ikke.
Selvfølgelig lod hun ham ikke være i stikken til at forsvare sig selv uden nogen former for hjælp. Ilaria sørgede for, at Bart var så sikker som mulig. Derfor havde han slået lejr i en skov nær Sumplandet. Det var måske lidt poetisk, at hun havde ladet ham være alene præcis samme sted, hvor de var fandt hinanden for første gang. Dette sted havde mening for Bart. Selvom stedet ikke havde gjort nogen, følte han sig tryg her. Det var her, Ilaria havde fundet ham. Hende, der havde sørget for, at han ikke længere var alene. Men der var også mere til dette sted. Medanien var ikke langt væk herfra. Hans gamle hjem. Hans menneskelige hjem. Minderne af familiært glæde var stadig klar i drengens sind. Storesøstrene, der både elskede og hadede deres lillebror. Især, når han var i hælene på dem. Moren, der kunne få alt til at smage som mad for de royale. Faren, der sørgede for tryghed. Familien, der ikke længere fandtes. I hvert fald ikke i de levendes verden mere.

Bålets flammer knitrede og gav varme til ham. Vingerne lå svagt på den fugtige græs, hvor han også sad. De løsede benklæder var beskidte med græs og skidt sammen med huller og i stadie af at være slidte flere steder. 
Han bevægede hænderne sammen nær flammerne for at få varmen. Egentlig kunne han sove uden nogen beskyttelse mod kulden og vågne uden en stoppet næse morgenen efter. Det var vanerne fra at være en menneskedreng, der krævede, at Bart gerne ville have varmen. Ligesom han endnu stadig spiste, selvom han ikke behøvede. Det var bare rart at føle sig menneskelig igen. Hans drømme var stadig hærget af mørkelverne, der kom den skæbnesvangerende dag, hvor blodlinjen af Ellis forevigt blev klippet. Og han vågnede altid samme sted fra mareridtet. Når den kvindelige mørkelver borede en klinge dybt ned i brystkassen på drengen. Følelsen af det kolde metal under skindet og knoglerne kunne han stadig mærke. Det var også derfor, han hver gang, han fik dette mareridt, vågnede i koldsved. 

Det var lige før, at hun var som trådt ud af vandet. Det fugtige græs omkring hendes ankler mindede hende om det våde hav, hvordan hun kunne bevæge sig frit og uden bekymringer. Ikke at landjorden var en begrænsning, så længe hun kunne låne chakra fra andet, så kunne hun holde sig kørende længe på landjorden i den skikkelse hun allerhelst ville være konstant.. Men 150 år under havets overflade, forbandelsen og andet var kommet i vejen for hendes hærgen, men havde samtidig også givet hende nyt blod på tanden til at fortsætte og derved indhente det tabte, i forhold til landets væsner, der levede i fred og ro. Det var ikke fordi hun havde et vanvittig behov for at hade alt og alle, men det var nu bare sjovere, når man ingen samvittighed havde. Ingen kvaler med at gøre andre fortræd eller lades som om det betød noget. Hun stod og svajede en smule i vinden, som skulle hun beslutte hvilken vej, hun ville gå i den fugtige sump. At blive beskidt var bestemt ikke et problem for hende. Hun elskede at få beskidte hænder..

Lige pludselig sprang en skikkelse ned foran hende, halen svang ud efter hendes hånd, som Arasné lod en svag latter undslippe. Lirlay sprang fremad, som forsøgte hun at vise vej til morskaben. Hun nikkede ganske let, som hun satte i løb med Menaren lige ved siden af hende. Det slanke dyr skiftede lige pludselig retning, som de begge fik øje på levende flammer ikke langt fra dem. Der var lige før begejstringen kunne spores i det adrætte dyr, som hun sprang fremad og slog kløerne ned i det våde græs. Dyret udbrød et ganske ubehageligt skrig, der straks røg over i et brøl. ”Lirlay” kaldte Arasné, som forsøgte hun at lyde bebrejdende, som skulle dyret tie stille, men dernæst fulgte en kølig latter, som hun flyttede en hånd hen over dyrets pande, op imellem ørerne og ned langs med hendes hals og ryg. Det var lige før at hun knurrede af morskab, som hun skubbede Lirlay fremad for at få hende til at træde ind i bålets lys først. Imellemtiden bevægede Arasné sig rundt om bålet om på den anden side, blot for at træde ind skråt overfor Brat.

”Du virker… bekendt” hviskede hun legende, som hun satte sig ned på hug og rakte hånden frem imod ham. Lirlay rørte ikke på sig, men valgte i stedet at lægge sig på jorden, som hun dog holdt blikket imod drengen med de besynderlige vinger. Arasné havde ikke meget tilovers for engle, eller andre væsner, men hun måtte indrømme, at drengens uskyldige udseende sagde hende et eller andet. Så meget, at hun rent instinktivt slikkede sig om munden. ”Jeg har helt sikkert set dig før.. dog knap så … ren?” hun holdt nogle korte pauser imellem hendes ord, før at hun lænede sig fremad og langsomt kravlede frem imod ham med fødderne i det kolde græs og hænderne, med ryggen lettere svajet.

Skovens lyde var noget, man aldrig kunne slippe af med. Om det var vindens slag mod trækronerne eller dyrenes kald på hinanden, så var der aldrig stille i en skov. Det vidste Bart godt. Men her i tusmørket var enhver lyd mere skræmmende end de normalt var. Solen var langt nok nede til officielt at være gået ned, men lyset fra dens omrids ramte stadig alting. Det resulterede bare i store, lange skygger, som ikke var en behagelig kombination sammen med lydene.

Pludselig kunne Bart dog høre lyde, der tydeligt ikke var almindelige skovlyde. Det var lyden af skovbunden, der blev trådt sammen. Og det lød hårdt og flere af. Der var mindst to væsener i skoven, der løb rundt. Bart troede først, at det bare var to dådyr, som jagtede mod den nærmeste sø. Men da lydene blev højere og højere, som om de kom tættere på Bart, blev drengen urolig. 
Og som Bart kiggede ud i skoven, hvor lyden kom fra, begyndte ting i skoven at rasle og bevæge sig. Få øjeblikke senere var to skikkelser helt henne ved bålet på den anden side af Bart. Drengen spjættede af frygt. Det resulterede i, at han endte på bagdelen og hænderne fladt på skovbunden bag ham. 
Normalt kunne Bart glemme et ansigt lige så snart, han havde vendt hovedet den anden retning. Men mødet med denne kvindes ansigt var ikke et første møde. Det var en genforening. En genforening, Bart inderligt håbede, aldrig ville ske. 
De blå øjne flakkede panisk mellem kvinden og hendes bæst. Det lå stille, men dets blik var mere end rigeligt til at skræmme Bart. Men han flygtede ikke. Han turde ikke bevæge sig. Han forblev bare halvt siddende, halvt liggende på det fugtige græs. Hvis ikke han lige havde tømt blæren i skoven, ville hans bukser uden tvivl være våde lige nu. 
"N-nej, jeg-jeg tror ikke." pep Bart svagt. Hun havde gået ned på hug og nærmest straks sig ud for at rive fat i Bart, hvilket han ikke ønskede. Men da hun begyndte at kravle langsomt tættere på ham, begyndte han at kravle bagud. Langsomt og stille, men hver bevægelse fik en lille gren eller vissent blad til at knase under ham, så han forblev. 
Bart nåede langt nok bag ud til, at hans ryg mødte et træ. Endnu en gang spjættede han med skulderne af frygt. Han tog armene til sig. Rent instinktivt holdt han sig til brystkassen. Lige der, hvor mindet fra drengens værste dag var. Arret fra, hvor klingen borede igennem ham og trak livet ud af ham. "Je-jeg ved ikke." Men han vidste godt. Han kendte hende godt. Han håbede bare, hun ikke gjorde og havde andet at gøre og ikke tiden til at være her. Her med ham.

Frygt var et besynderligt fænomen, ikke at Arasné selv havde skiftet bekendtskab med lige netop den følelse. En følelse som lyste ud af øjnene på drengen foran hende. Hun lod ganske let, da drengen endte med at falde på røven bare ved synet af hende. Det måtte være ham fra den aften.. Åh det kunne umuligt blive bedre. Hvorfor var han egentlig ikke død? Hun havde presset klingen igennem brystet på ham, hørt hans skrig og ikke mindst set lyset forlade hans øjne. Det havde været et smukt syn, alt imens Lirlay havde tygget lidt på et andet menneskes ben.. synet blev blot klarere og klarere for hendes syn, som hun så skrækken i hans blik. Sikke en skøn aften, det kunne blive. 

Lirlay knurrede ganske let af drengen, som han ikke længere sad stille, men bevægede sig konstant. Uroen irriterede dyret, som reagerede med at løfte hovedet, lægge ørerne bagud og blotte de skarpe tænder. "Går du allerede?" Spurgte Arasné lettere skuffet, som bladene knaste under drengen. Hun lagde stille hovedet på skrå, som hun fortsatte med kravle imod ham. Hun ignorerede fuldkommen hans ord, som den høje tone blot fik hende til at skære en grimasse. Drenge stemmer.. lyse og ukontrollerbare.
De fortsatte længere og længere væk fra bålet, hvor Lirlay blev liggende og svagt lukkede øjnene. Der var alligevel ikke brug for hende. Arasné kiggede straks imod hans hånd, som han lagde den imod sin brystkasse. Hendes hånd fulgte straks efter. "Du har ikke glemt mig" lo hun efterfølgende, som hun nu var kommet helt tæt på. Så flyttede hun blikket imod hans vinger, tydeligvis skuffet over hans genopstandelse. Langsomt satte hun sig på hug med knæene i jorden og de gule øjne vendte direkte imod hans søde blå øjne. Så uskyldig og ren.. ak ja. Lige pludselig lukkede hun sin hånd omkring hans for at give den et hårdt klem, for at hive ham væk fra træet og ned imod den kolde jord. Forhåbentlig uden det helt store besvær, som hun forsøgte at presse en negl imod det sted hun mente arret måtte være. "Savnede du mit selskab så meget, at du bare måtte have en ny chance?" Hviskede hun køligt med et stort sygeligt smil på læberne. Drengen havde ingen idé om hvad der ventede ham.

Hans bevægelser voldte reaktion fra bæstet ved kvindens side. Den så ud til at gøre klar til at springe til angribe. For at tage en bid af Bart. Som bæstet blottede sine tænder, skar et minde igennem hans sind. Imens klingen havde presset igennem brystkassen og øjnene græd af smerte, druknet i skriget, huskede han synet fra øjenkrogen. Det selvsamme bæst bide og tygge i Miriam. Ligesom resten af familien havde hun allerede været død, da bæstet brugte hende som måltid. Mørkelverne havde taget i rækkefølge. Overhovedet af familien var fjernet først. Derefter havde det været moderen, som ligesom faderen prøvede at beskytte sine børn. Derefter var det de to ældste søstre og til sidst lille Bart. Ved hænderne af denne kvinde. Af alle minder, var klokkeklare og alt for detaljeret - ikke bare i udseende, men også følelser, sanser og meget mere - var det dette minde. Drengens værste minde.

Han prøvede at nikke til kvindens spørgsmål. Men selvfølgelig gav hun ham intet valg. Ja, hun spurgte, men selv hvis han prøvede at flygte, var han allerede fanget. Han havde træet bag sig og hun var helt oppe i hans ansigt. De gule øjne var som giftige cirkler for ham. 
Hendes hånd fulgte hans. Hun var nær arret. Det ar, hun havde givet. "N-nej." formåede Bart at indrømme. Hvis der var nogen, han aldrig ville kunne glemme, var det denne kvinde. Dette talende monster med et bæst som kæledyr. Hvor var Ilaria, når man havde brug for en frelser?
Hendes hånd endte endelig med at slutte sig rundt om hans. Selvfølgelig prøvede han at trække den væk, men hendes greb var for hårdt. Hun glemte til, så den blege hud i hans hånd blev endnu hvidere. Han skar en grimasse af smerte. Dog vidste han godt, at denne smerte ville være ingenting sammenlignet med, hvad hun kunne forvolde. Han havde været i nåde af hendes pinsler før jo.
I en hurtig bevægelse rev hun ham væk fra træet og ned på græsset. Bagdelen fik selskab med overkroppen og resten af kroppen. Nu lå han på græsset, blottet og forsvarsløs. Selvom kvinden ikke var den største - af de mørkelvere den dag havde der været større end hende, som ved første syn afgav mere frygt end hende. Men med historien ville Bart nærmest hellere foretrække en af dem frem for hende. 
Hendes lange negl legede mod sweaterens materiale. Under den var den hvide undertrøje og til sidst arret. Neglen borede igennem tøjet. Kunne hun mærke det, spekulerede Bart pludseligt over. Ville hun inspicere hendes værk? "L-lad mig gå, b-be om." Stemmen var rystende og på brinken ved at knække over at frygt og gråd. De blå øjne var blanke. Snart ville de få selskab med tårer af skrækslagenhed. Hele hans krop og sjæl var allerede.

Der var muligvis tale om minder fyldt med frygt, sorg og rædsel for drengen, men Arasné havde bestemt ikke de samme minder, som hun endnu kunne huske synet, der havde mødt hende. Det sekund de var dukket op ved den lille familie for at udføre gudindens hævn imod de stakkels mennesker, som aldrig havde en chance for at blive gamle og grå. Det havde ikke været hendes ide fra begyndelsen, men som rædslerne havde udfoldet sig, var det umuligt for hende at holde sig væk. Det var lige før at drengen havde kaldt hendes navn den gang. Den yngste i flokken, den svageste, men samtidig også den med mest at miste. Han havde haft hele livet foran sig og nu var det borte. Lige indtil nu. Guderne havde givet ham endnu en chance, eller forsøgte de blot at tilfredsstille hendes lyster efter leg? Han var det oplagte byttedyr lige nu, sådan som han var forfærdet af minderne og slet ikke var i stand til at arbejde med sine instinkter. For noget skulle for længst have fortalt ham: Flygt, løb og gik dig ikke tilbage!

Øjnene afspejlede hendes legende humør perfekt, som kunne de glimte i nattehimlens svage lys. Hun virkede sulten i hendes bevægelser, som hun kom helt tæt på i et forsøg på at opspore duften af frygten, der hang som et tykt tæppe over den lille dreng foran hende. Ordet, der kun svagt blev sluppet fri over hans smalle lyse læber, bragte et større smil frem på hendes læber, som hun bed sig let i underlæben og så en smule forventningsfuld på det unge kød foran sig. Der var ingen udsigter til at hun ville lade ham slippe blot med skrækken om at have mødt hende. Derfor holdt hun også fat i hans hånd, så de var tvunget til at sidde tæt. Neglene borede sig forsigtigt ind i drengens bløde og glatte hud. Det var langt fra det samme der gjorde sig gældende for Arasné, hvis hænderne var dækket af jord og skidt, efter den lille kravletur. "Er du... alene, uden din familie?" spurgte hun, fortsat smilende, hun vidste godt at hans familie var død, men måske flere af dem var genopstået, så kunne de jo altid gentage deres første møde på ny.

Scenen blev skiftet ud, fra en siddende position til en liggende, som Arasné hurtigt placerede et ben imellem hans og nærmest kravlede ind over ham. Hovedet flyttede hun tæt, så deres næser næsten rørte hinanden og hendes lange lyse hår strøg hans kind i takt med at vinden flyttede på det. Hun smilte endnu. Hånden var endnu placeret imod hans brystkasse, som hun kradsede i hans tøj omkring arret og så vidt muligt provokerede hans sarte hud, hvor minderne ville være stærkest. "Du får ikke lov til at gå, lille engel.. Jeg vil se det" der var tryk på det sidste ord, som ingen af dem, burde være i tvivl om, hvad hun hentydede til lige nu. Arasné stod i en noget besynderlig position lige nu, et knæ imellem hans ben, en fod på hans højre. En hånd imod hans brystkasse. Den sidste hånd flyttede hun op imod hans hage for at kigge ham i øjnene. "Løft op i dit tøj" hviskede hun, som hun løftede hånden, der hvilede på hans brystkasse let.

Hans muligheder var begrænset til ingen. Hvis han havde handlet hurtigt fra starten af, havde han måske kunne have nået at slippe væk. Hvis ikke han havde ladet frygten overtage ham og fryse ham halvt fast til stedet, kunne han have løbet væk og undgået hende. Måske han havde fløjet væk. Ilaria havde jo lært ham at udnytte vingerne til mere end bare to store stykker kød på hans ryg. Men han havde gjort intet af dette. Hans barnlige frygt havde taget over. Han havde set kvinden, der havde moret sig i at trække livet ud af drengen år tilbage. Bæstet, der havde tygget i søsteren og måske endda også andre familiemedlemmer, som var de en snack. 

Hun spurgte, om han var alene. Hvor ville han gerne ønske, han kunne lyve og sige nej. Bare sige, at han var sammen med en flok jægere, der var på jagt og efterladt ham for at holde øje med bålet. Men beviserne var imod dette. Der havde været én siddeplads ved det lille bål, der ikke kunne opvarme mere end et enkelt barn. Der var Ilaria, men hun kunne komme tilbage for at hente om om et kvarter, en time eller et døgn. Og familien vidste kvinden, hvor de var. Han var alene. 
"D-de er stadig.." formåede Bart at fremstamme. Normalt stammede han ikke. Jo, han havde gjort lidt som helt lille. Han havde ikke været den hurtigste til at lære at snakke. Men det var dengang. Nu stammede han kun, når han var skrækslagen og i mangel af ord. Og lige nu var han skræmt til knoglerne.

Som mørkelverkvinden lå oven på Bart kunne drengen lugte hende. Hvorfor syntes han, at hun lugtede farligt? Som om hendes aroma var endnu en metode at skræmme ofre. Skræmme ham. 
Hendes hår kildede mod hans kind, men Bart grinte ikke. Der var intet sjovt ved dette møde. I stedet udviklede blankheden i øjnene til lydløse tårer. Han vidste, hvad hun snakkede om. Hendes negl legede med tøjet lige over det. 
Han prøvede at sparke hende for at undslippe, men hun havde sin fod hårdt på Barts egen. Hendes vægt holdt ham nede, for han var en spinkel og svag dreng stadig. 
Som hun løftede i hagen for at tvinge at holde øjenkontakt, prøvede han at fjerne hendes hånd. Men han kunne ikke gøre meget mere end at kaste hovedet fra side til side. Og det var ikke langt nok væk fra hendes hånd. Men da hun fjernede hånden på brystkassen, følte Bart sig ydmyget oven i frygten. Hun havde så meget kontrol over ham, at hun kunne diktere, hvad han skulle gøre. Med tårer trillende ned langs tindinger og ind i håret, tog Bart fast i bunden af både sweateren og undertrøjen. Han turde ikke teste hende. Hvad hun ville gøre, hvis ikke han lyttede, turde han ikke afprøve. Derfor gjorde han bare, hvad hun ville. 
For nogle år siden ville han have kaldt på sin far eller mor for at redde ham. Det havde han endda gjort dén dag, selvom han allerede der havde vidst, at han var den eneste overlevende tilbage. Men lige nu kunne han ikke kalde på nogen. Ilaria ville ikke kunne høre ham. Han var helt og aldeles alene og hjælpeløs.
Tøjet blev løftet helt op til hagen, så hele overkroppen op til starten af skulderne var blottet. Huden var perfekt og glat, som enhver prepubertets var. Der var ingen fejl. Måske synligheden af ribbenene kunne klassificeres som et dårligt træk. Der var mere tøj, der kunne dække, end krop at dække. Den største og eneste uperfekthed på overkroppen var det tykke ar i midten af brystkassen. Et vindpust ramte ham. Han spjættede, ikke af frygt, men på grund af kulde. Bart sank en klump af frygt dog også. Kvinden kunne nu se hendes tidligere værk. Et værk, der i første forsøg havde virket. Ville hun prøve igen? Bart kunne kun frygte.

Det slanke dyr, Lirlay, havde lagt sig tilrette i det kolde og fugtige græs, som hun hvilede hovedet imod det ene forben. Blikket virkede dovent og køligt, som hun dog stadig kunne fornemme Arasné og Bart i øjenkrogen. Men det var ikke ligefrem hende, der var i fokus på nuværende tidspunkt, så hun tog chancen for at hvile kroppen indtil der ville være brug for hende. Alligevel kunne hun ikke helt lade vær med at slikke sig om ved tanken om at tygge i et stykke kød igen. Selv Menaren kunne huske, hvad der var sket imellem dem, det var jo ikke mange år siden.. Alt imens at Arasné morede sig gevaldigt over at drengen var skrumpet ind til ingenting, sådan som han lå under hende. 

Drengens tavshed gjorde det klart for mørkelveren at han måtte være alene, hvilket hun selv var overbevist om, for ellers havde Lirlay reageret yderligere end blot at lægge sig i det høje græs et stykke fra bålet. Tanken om at hun kunne genopleve mindet fra den gang bragte et sygeligt smil frem på hendes læber, som øjnene syntes at funkle i mørket. Hun så sulten ud, imens at hun kiggede drengen i øjnene og atter ventede på hans ord, selvom hun allerede havde draget den nødvendige konklusion. Men måden drengen kunne stamme på, var bare et tydeligt tegn på, hvor bange han var. ”Døde.. Flænset.. tygget i.. i stumper og stykker” forsøgte hun at færdiggøre hans sætning, som han ikke formåede at afslutte den ordentligt. Hun kunne stadig huske lugten af blod og død fra den dag. Hvordan ilden forsøgte at opsluge deres lemmer, havde Lirlay ikke hevet et lig ud for at tygge i denne og stille sin sult.

Der var endnu håb for drengen, hvis han gjorde, som der blev sagt, selvom Arasné havde en forventning om ikke bare sådan lige at lade ham slippe. Langsomt vred hun i sit eget håndled for at bore neglen ned i drengens brystkasse, hendes bevægelser var ivrige og drevet af sult, som forsøgte hun at grave i drengens overkrop. Den spinkle krop var tydelig at mærke under hendes fingre, som hun syntes at kunne mærke ribben ikke langt under huden. Mon han havde vandret rundt alene i alle disse år uden at finde et sted, hvor han kunne høre til? Var det en oplagt mulighed for at tage drengen med, som underholdning? Tanken fik Arasnés blik til at søge imod drengens, for at afsøge øjnene efter savn eller længsel. Havde han nogen at kalde sin familie eller venner? Ville nogen komme til at savne ham, hvis han ikke undslap hende? Måske hun ville kunne starte en jagt på sig selv, hvis han ville blive savnet.
Der var en svag modstand i hans krop, så han var tydeligvis ikke helt udhungret, for så havde han næppe haft kræfterne til at forsøge at bruge sine muskler. Ikke at de små forsøg fik hende til at rykke meget på sig, kun tættere på. ”Lille barn dog” hviskede hun næsten saglig, som hun kunne se håbet forlade hans blik samtidig med at tårene langsomt dukkede op. Arasné rettede sig stille op igen, som drengen adlød og greb tøjet for at løfte ganske let op i denne. Derpå bredte der sig et tilfreds smil, som hun straks bukkede sig ned over ham igen og strøg sin tunge ganske stille over det lyse ar, fra top til bund. ”Hvorfor dog skjule et så perfekt ar,” fortsatte hun i den samme lave tone som tidligere, før at hun placerede en flad hånd imod hans brystkasse og rev neglene ved siden af arret, så kroppen blev rød i omtrent samme størrelse som hans ar. ”Jeg ville være stolt og vise det frem” lo hun legende, som hun flyttede hænderne op til hans tøj. Hun greb fat med begge hænder, som lagde hun op til at flå stoffet i to.

Drengens gys over den kolde vind, fik hende til at ligge hovedet ganske let på skrå. ”Fryser du?” spurgte hun, tydeligvis ikke af bekymring, som hun vendte blikket imod bålet, fjernede den ene hånd fra hans trøje og hævede den imod bålet. Derpå sendte hun en usynlig sky af gas imod bålet, der straks antændte og spredte ilden frem imod hendes hånd, lige over hans hoved. Mon han kunne genkende ilden fra dengang? Mange ville tro, at hun kontrollerede ilden, men i virkeligheden var der tale om en gas, som blev sendt ud igennem hendes porer. Ilden døde hurtigt ud, som hun vendte blikket imod ham. ”Vil du tættere på?”

Måden, hvorpå hun nonchalant og legende færdiggjorde hans sætning, fik Barts maveindhold til at tage en tur rundt. Drengen kiggede sågar væk, for han kunne forestille sig det. Han ville ikke, men han kunne. Han kunne se hele sin families døde lig blive flænset og spist af bæstet, indtil det var mæt. Og derefter ville ligene bare blive liggende som madrester på ens tallerken. Heldigvis havde Bart ikke været til stede der. I hvert fald ikke psykisk. Opstanden til englelivet var foregået dagen efter det hele. Hvad der var konkret sket med familien og ham selv, vidste han ikke. Ikke helt præcis. Men med mørkelvernes historie og denne mørkelverindes fortælling havde Bart mere end en ide om, hvad der var sket.

Som trøjen var hævet helt op til hagen, studerede mørkelveren hans krop. Som om hun beundrede sig eget værk. Og hun virkede betaget af det. Men hendes næste bevægelse gav kuldegysninger i Barts lille krop. Hun bukkede sig ned og lod sin tunge slikke langs arret. Bart ville gerne flygte. Undvige mørkelveren og hendes fugtige tunge, men han kunne ikke. Han kunne blot forblive liggende og lade sin brystkasse og sit ar blive befamlet af hendes tunge. 
Efter arret var gjort blank af hendes savl, satte hun sig igen oprejst, men hun var ikke færdig med arret. Hendes hånd tog hårdt fat i Barts tynde kød. Hendes negle kradsede ned på hver side af arret, så størstedelen af brystkassen var rød af irritation. Atter skar Bart en grimasse af smerte.
Han rystede på hovedet. Det var det eneste, han følte, han kunne. Han var ikke glad for sit ar. Det var ikke noget at være stolt over. Han sørgede for at skjule det konstant. Ikke skjule det for andre. For at skjule det for sig selv. Han ville ikke se på det fysiske minde fra dødsdagen for Ellis-familien.

Spørgsmålet kunne opfattes som spurgt ud af omsorg, men Bart tvivlede på dette. Denne mørkelverinde var ikke i stand til at udvise omsorg. Det lå ikke i hendes race. Og det fik Bart bekræftet, for hun ventede ikke på et svar. I stedet slap hun bare hans trøje - hvis Bart ønskede at gøre det, kunne han trække trøjen ned, men han turde ikke. Det ville måske bare irritere hende. I stedet lod han den bare falde af tyngdekraftens kraft. Tyngdekraften ville åbenbart dække delvist arret, for så langt nåede tøjet ned.
Den anspændte ild i hendes hånd skræmte Bart. Han gjorde store øjne, idet han prøvede at trække hovedet til siden og væk fra hendes ildhånd. Noget lignende var sket dén dag. Hvordan hun kunne bevæge ild på en magisk måde. Det var skræmmende, for ild var destruerende. Varmen ramte ham i ansigtet og det var ikke en behagelig varme, selvom der var kølig. Tværtimod. Den fik ham til at svede panisk, men det var ikke den eneste væske, der efterlod hans krop. Skønt han havde tømt blæren under en time siden ved et træ ikke langt herfra, havde blæren formået at fylde sig nok op til at kunne tømme sig lige nu og her. Bart kunne mærke, hvordan hans løse bukser blev fugtige og stoffet klæbrede sig til hans hud. Der var ikke kun varme ved hans ansigt, men også nu under bæltestedet. I det mindste var han blevet væltet og lå ned, så det ikke løb ned langs benene. Det løb kun ned og endte i en pøl ved bagdelen. Det var ikke kun varmen fra ilden, der gjorde hans ansigt rødt lige nu.
"M-må jeg ikke gå? B-be om?" Det var nyttesløst, det vidste Bart godt. Men hans knækkende stemme bad stadig. Men livet var ikke nemt. Han kunne ikke bare undslippe alt uden problemer. Han var nød til at tænke. Normalt var dette nemt for Bart, men med ansigtet direkte oppe i ens største mareridt var han blank for tanker. 

Det var simpelthen hylende morsomt at se drengen vride sig under hende. Hun gjorde hvad hun kunne for at få en fornemmelse af den frygt, der spredte sig i drengens krop. Aldrig havde hun selv været bekendt med lige netop den følelse, så når muligheden bød sig, gjorde hun næsten alt for at opleve det på tæt hold. Derfor ønskede hun heller ikke at englen skulle kigge væk fra hende, når hun kun kunne se frygten i hans blik. Selvfølgelig kunne hun mærke hans krop skælve også, men blikket i øjnene var uden tvivl den direkte kilde til lige netop den rus, hun ikke selv kunne skaffe. Drengen var blot uheldig at fodre hende med frygten, for når først hendes sult havde vist sig, så var der ikke rigtig nogen vej tilbage. Andet end direkte ind til kernen af hans frygt, hvilket tydeligvis var hendes selskab.

Samtidig så var der lige det med arret på hans brystkasse. Udenom så huden helt uforstyrret ud, men arret var et tydeligvis bevis på, hvordan hun havde presset klingen igennem hans brystkasse, ind i hjertet for at ende hans ynkelige liv. Heldigvis for ham, så var hun slet ikke typen til normalt at benytte sig af våben af metal eller andet fysiske materiale, det var langt sjovere at arbejde på det mentale plan, noget drengen bestemt ikke kunne holde til. Men lidt ros kunne han også godt få, han lå da stille, som hun smagte på hans overkrop og den glatte overflade af arret. Afslutningsvis grinte hun ganske let og mødte hans blik igen, som hun samtidig valgte at slikke sig om munden, imens at hendes negle strøg ned over hans sarte blege hud. Drengen vidste slet ikke hvad der var godt for ham, som han rystede på hovedet, tydeligvis tabt for ord. ”Jeg kan ikke høre dig,” lo hun køligt, som hun opfordrede ham til at bruge hans rystende stemmen.

Trøjen var ikke en del af hendes fokusområde lige nu, som hun rettede de gule øjne imod ilden og spredte gassen ud i den retning, indtil den antændte og strakte sig imod hendes arm. Smerten fra flammerne var ikke noget hun bed mærke i, som hun slog blikket ned på drengen igen, som hans krop blev lyst op af de bevægende flammer, der truede med at danse ned over hans krop. Fra det ene sekund til det andet forsvandt flammerne, men man kunne stadig mærke varmen i luften omkring dem begge. Lirlay havde blot løftet hovedet ganske let fra hendes position, før at hun atter lagde sig helt ned i græsset med en skuffende udåndingen igennem næsen, der fik græsset til at bukke sig midlertidig. Men så valgte hun at hyle i det sekund at drengen tømte sin blære. Arasné kiggede først på Lirlay, og så ned på drengen, hvorpå det sygelige smil vendte tilbage. ”Har du haft et lille uheld?” spurgte hun hæst, før at hun brød ud i en voldsom og hånende latter. Straks kom hun på benene, greb fat i hans trøje og hev ham op på sine ben, hvad enten de kunne bære hans vægt eller ej. Latteren var fuldkommen ustyrlig, som hun skubbede ham frem imod bålet og slap ham.

”Gå du bare..” hviskede hun lavt, som hun havde stilt sig bag ham og samtidig gav ham et skub imod højre vinge. Så piftede hun, tæt ved hans øre, så Lirlay rejste sig på alle fire og strøg hen ved siden af hende. Nu skulle der jages! ”Måske du endda skulle løbe..”

Lige nu følte Bart sig som et måltid. Som dengang hans liv var uberørt af mørkelverne stadig og han levede i dyd og harmoni på Ellis-gården. Det havde været underligt dengang at have kvæg og grise vandrende på gården for kun at blive til deres aftensmad en af de pågældende dage. Og lige nu følte drengen sig som et af disse. Han var en lille grisling, som imod alle odds var blevet udvalgt til at blive en mørkelvers foder. Men det var ikke kun fysisk foder, han var. Lige nu virkede det til, at han var lige så meget et måltid af frygt, som han var af kød. Og der havde mørkelveren og hendes bæst af et kæledyr vundet jackpotten. 

Selvfølgelig ville hun høre hans klynkende og skælvende stemme. Hvis hun var her for frygten, så var det at høre et offers frygtfyldte stemme sikkert musik i hendes spidse ører. Men han forblev tavs der. Desuden havde hun allerede formået at opvarme Bart flere steder på drengens krop. 
Bart drejede hovedet over mod bæstet, der hylede. Kunne den lugte blærens tømning af væske bestående af frygt? Erklærede den, at dens ejer havde nået et toppunkt for frygt i drengen? Uanset hvad virkede det til, at mørkelverinden vidste, hvad bæstet hyl gik ud på, for med det samme pointerede hun Barts 'lille uheld'. Han havde uden tvivl haft et lignende uheld, første gang de havde mødt hinanden. Men når man var badet i frygt, havde man ikke kontrol over ens egen krop og organer. Alligevel kiggede Bart skamfyldt væk. Han havde fantaseret om, at hvis han stod ansigt til ansigt med de mørkelvere, der havde destrueret hans og familiens liv, ville han tage hævn. Men det var fantasitanker til hans vågne sind, for når han sov og mareridtene kom, kunne han ikke gøre noget imod mørkelvernes angreb. Og sådan var det lige nu. Han gjorde ikke modstand. Han kunne ikke. Han lod sig blive fyldt op med frygt og være som mørkelverens legetøj. Han var ikke en kriger. Han kunne ikke gøre modstand. Han var en lille dreng med vinger, han knap nok kunne bruge. 

Mørkelveren rev Bart op og stå. Tisset havde tørt nok ind til stoffet og hans hud til, at det ikke løb ned langs de tynde ben, da han kom op på fødderne. Alligevel svajede han fra side til side i et sekund eller to. Benene skævlede og rystede af frygt.
Mørkelveren gik bag ham. Bart holdt vejret i frygt. Ville hun fuldende arret på brystkassen? Danne en forbindelse mellem fronten og bagsiden? Til Barts lettelse blev han ikke mødt med en klinge i ryggen. Han blev dog mødt af hendes hvisken. Hun gjorde, hvad Bart ønskede. "Virkelig?" I et splitsekund var han lykkelig. Han fik lov til at smutte. Komme helskindet væk og redde sig selv. Håbet var at høre i den pipende stemme, der nærmest tvang læberne i et smil. Men denne lykke var der kun, indtil hun piftede efter sit bæst, der sluttede sig på bagsiden af Bart. Så let slap han ikke. Starten på det svage, spinkle smil forsvandt hurtigere, end det var kommet. Han kunne mærke et skub mod den ene vinge, hvortil han blev tvunget til at snuble et halvt skridt fremad. Inden han kunne kigge bag ud, gav mørkelveren et råd. Han skulle ikke gå. Han skulle løbe.
Uden at tænke gjorde Bart netop dette. Han vidste, hvad hun havde i sinde. Hun havde et jagtbæst med sig. Hun var jægeren, han var byttet. Derfor spurtede Bart afsted ind i skoven. Skyggerne fra træerne lå både på nabotræerne og på græsbundene. Bart kiggede ikke bag ud, han løb bare lige ud. Hjertet bankede hurtigere end nogensinde før. Det bankede hurtigere, end han løb. Han prustede og spurtede og løb, som gjaldt det livet. For gjorde det ikke det? Men han var ikke hurtig. I hvert fald ikke hurtigere end de firbenede bæst. I et forsøg prøvede han at sætte af fra jorden for at flyve op og væk. Men der var for mange træer og de voksede for tæt sammen. Der var ikke plads til vingerne at slå sig ud og baske for at slippe væk til luften. Han var nød til at komme på en anden plan for at redde sig selv. Og gerne helst hurtigst muligt. Inden mørkelveren og hendes bæst indhentede ham.

Det skælvende lille væsen havde ikke den store chance for at slippe fri af hendes kløer, når først hun havde sporet frygten i hans blik. Drengen var ude af stand til at gøre modstand, rystede i stedet over hendes stemme og fumlede med ordene, de få gange han havde kunnet få ord over sine smalle og blege læber. Arasné var sulten.. Sulten efter mere, men ikke før hun havde givet ham bare en smule håb om at komme derfra uden en skramme. Det var nu bare bedst at knuse ofrenes håb, når det lyste ud af dem og drengen anede tydeligvis ikke uråd, som hun fik hevet ham op på benene igen. Stanken af tis nåede dog hurtigt hendes næse, som hun skar en lettere irriteret grimasse. Det var tydeligvis det rette tidspunkt at slippe drengen fri på, så kunne luften forhåbentlig tørre bukserne. Ellers måtte han med hende en tur ud i havet.. De var ikke helt så langt fra kysten, så det var klart en mulighed at give drengen en oplevelse for livet.

Den ustabile drengekrop havde svært ved at finde balancen, som Arasné slap ham og skubbede ham frem imod bålet. Så kunne han tørre hurtigere, men samtidig kunne han også få ide om at hun havde i sinde at smide ham på bålet. Den straf ville dog ikke være nær så underholdende, som det hun havde i tankerne. Ordene var lave og fulde af alvor, som gjorde hun sit for at overbevise drengen om, at han måtte gå. At hun havde fået nok af hans ynkelige væsen og han bare skulle forsvinde ud af hendes synsfelt. Alt imens at hun lod de gule øjne hvile på Lirlay i græsset. De vidste det begge to, det var kun drengen, der var uvidende omkring, hvad der var under opsejling. ”Ja..” svarede hun opmuntrende, selvom der var en undertone af latter i hendes stemme. Hvis han lyttede efter og ikke var forblændet af sin egen lykke, så havde han nok opdaget sandheden før hun kaldte Lirlay til sig. Hvis ikke drengen snart løb, så ville hun starte jagten før den overhovedet var begyndt, så ønskede han et forspring, så skulle han løbe og helst for en halv time siden..
Lirlay hylede det sekund, at Bart bevægede sine ben og satte i løb. Hun havde rejst sig på alle fire og stod og logrede med halen. Hun skævede til Arasné, afventende og forventningsfuld. ”5.. 4.. 3..” talte Arasné bagud, som hun slikkede sig om munden og løftede en hånd for at stryge den ned langs med Lirlays ryg. Et klap var nok til at give dyret tegn på at løbe. ”2.. 1” udbrød hun med en farlig latter, som Lirlay sprang hen over bålet og straks fulgte efter drengen igennem den mørke skov.

Drengens forsøg på at undslippe til vejrs, gik ikke forbi Arasné, som hun bemærkede de udstrakte vinger og piftede igen. ”Vingerne!” kommandrede hun, som hun pegede imod drengens vinger, imens at de løb efter ham et stykke bag ved ham. Lirlay hylede igen, som hun sprang frem og ikke længere gjorde sit for at følges med Arasné’s tempo. I stedet satte hun farten op, som kroppen blev strakt helt ud og spurten sat ind. Lirlay løb op på siden af drengen, som tungen hang ud af munden på hende. Hun løb tættere på drengen for at puffe til hans hofte med sine skuldre. Kom han først ud af balance, ville hun springe frem imod hans ene vinge for at lukke kæben omkring denne. Arasné ønskede ikke at drengen skulle have en chance for at flyve væk, hvis de nogensinde endte i en lysning. Væltede drengen omkuld, så ville Arasné hurtigt indhente dem begge, dog håbede hun ikke at jagte ville være ovre så nemt.. Det ville jo være en skuffende affære.

Bukserne var en tanke glemt for Bart lige nu. Han kunne have tømt en helt sø dernede og have glemt det lige nu. Lige nu var der kun én ting i hans tanker. Eller to for at være mere præcis. Mørkelveren og hendes bæst. Og der havde ikke gået meget tid, før lyden af knækkede grene og knuste blade kunne høres højlydt bag drengen. Forspringet var givet og jagten var sat igang.
Okay, hvad kunne han gøre? Bruge vingerne som en flugt var allerede afkræftet. Og skoven var stadig en labyrint for Bart, så han vidste ikke engang, hvornår der kom en lysning, hvis der overhovedet gjorde dette. Normalt var det at tænke som en refleks for Bart, men tankerne florerede kun om de to jagtdyr bag ham. Eller det ene jagtdyr bag ham. For imens han forgæves havde tænkt, var mørkelverens firbenet kæledyr kommet op på siden af Bart. Dens dyriske og ærlig talt morderiske blik gav Bart ubalance i et splitsekund, men ikke mere end det. Heldigt nok, for den begyndte ihærdigt at skubbe til Bart. Sikkert for at få drengen ud af balance og ned på græsset. Han havde en klar ide om, at næste gang mørkelveren var over ham, ville hun ikke lade ham slippe væk igen. Ikke engang, hvis hun selv lod det ske.

Bart var nød til at stå imod dyrets skub. Og det var voldsomme. Den virkede til at skubbe med samme kræft som en fuldvoksen mand. Men igen, hvor meget skulle der til for at skubbe hårdere end en elleveårigs spinkle krop? Men Bart kunne ikke fortsætte med at stå imod, indtil han nåede enden af skoven. Bæstet ville vinde på et eller andet tidspunkt. Bart var nød til at forsvare sig. Men hvordan? Han havde daggerten fra Ilaria nede i strømpen. At mørkelveren ikke havde lagt mærke til den, da hun havde været oven på ham, var Bart en heldig gåde. Men hvad skulle en lille klinge gøre imod dette bæst? Og Bart ville uden tvivl være i den mest sårbare og i størst ubalance, hvis han skulle bukke sig for at trække klingen op. Alt virkede håbløst, da en tanke strejfede Bart. Han havde ikke gjort brug af det, da mørkelverne første gang kom. Dengang havde hans kontrol af det været lig nul. Men efter at være blevet forvandlet til en engel, havde han formået at styrke evnen mere. Der var i hvert fald mere kontrol over det. Og lige nu var det perfekte tidspunkt at gøre brug af det. Træerne kastede enorme og stærke skygger.
Uden at tænke kastede Bart sin ene arm strakt ud til siden, hvor bæstet løb ved ham. Ikke for at ramme den, men for at signalere til skyggerne omkring ham, hvad de skulle ramme. Hvis der nogensinde var et tidspunkt, hvor Barts viljestyrke var højst, så var det nu. Koncentration prøvede at stærkt at holde højt, men mørkelveren bag ham hjalp ikke fokusset. Men det var nok, for træernes skygger bøjede sig til Barts vilje. "Tag den!" småmumlede Bart hårdt, men om bæstet hørte det eller overhovedet forstod ham, vidste han ikke. Frem for at være lige skygger bøjede de sig til mørke tentakler og i samme svirp, som Bart gjorde med sin underarm, svirpede tentaklerne mod bæstet og skubbede det selv til siden.
Bart var nok mere overrasket end nogen anden, men der var ikke tid til at stoppe op for at juble på sig selv. Desuden, så havde dette lille angreb taget mere af drengens pust end godt var. At skulle fortsætte med at løbe var ikke oplagt for ham, men hvad andre udveje havde Bart. Alligevel, selv med alt dette, drejede drengen hovedet rundt for at se på mørkelverinden. Måske mere for at se hendes reaktion. Dengang tilbage med hele familien havde Bart været den hjælpeløse, lille dreng. Nu var han stadig lille, men komplet hjælpeløs var han ikke mere.

Drengen bekymrede sig tydeligvis ikke om at snige sig afsted, hans skridt ville selv de døve kunne opfange, som jagten var sat ind igennem de mange træer og det sumpede landskab. Man kunne høre våde fodspor igennem skovbunden, som drengen forsøgte at vedligeholde det lille forspring hun havde givet ham. Arasné havde bestemt ikke travlt med at fange barnet, da hun var overbevist om, at han slet ikke kunne tænke sig til en flugtvej, der ville virke. Vingerne var muligvis allerede afprøvet, men havde bestemt været hans bedste bud, da hun umuligt kunne følge efter ham i luften. Desuden så havde mørkelveren ikke de store kvaler med at overlade en del af morskaben til Lirlay, som hastigt indhentede de korte ben og forsøgte at vælte ham omkuld ved at skubbe til ham. Hendes tunge hang ud af halsen, som hun trak vejret dybt og hæst, ånden var tydeligvis i den kølige luft, som hun atter brugte skulderen til at skubbe til drengen. Det store dyr lagde ikke mange kræfter i, hvorfor drengen formåede at blive på benene for nu. Lirlay kunne sagtens have angrebet hans ben, væltet ham omkuld med hele sin krop eller på anden vis have stoppet ham i sin vej, men hun fandt det mindst ligeså morsomt, som Arasné, at hun kunne få lov til at jage, selvom byttet var noget være småtteri.

Udposningen på Lirlay’s hoved havde skiftet kulør til en energisk orange farve, hun trak tungen ind i munden, før at hun hylede imod nattehimlen, imens at hun ikke sænkede farten eller stoppede sine forsøg på at vælte drengen omkuld. Måske han endda ville ende med at snuble over en rod eller gren i skovbunden? Hverken Lirlay eller Arasné var bekendt med drengens magiske evner, ellers havde de nok låst hans hænder som noget af det første. Ikke at skyggerne virkede farlig i hænderne på en lille dreng, men man kunne jo aldrig vide om han var et naturtalent med magi.
Det gav et mindre sæt i Lirlay, som drengen faktisk forsøgte at gå efter hende, hun var klar til at stille sig på bagbenene for at snappe ud efter hans arm, da hun lige pludselig blev ramt af en underlig substans og strøg hen over den våde skovbund. Hun hvæste lettere arrigt at behandlingen, som hun var stoppet op og rystede slaget af sig. Hvad var det der havde ramt hende? Kort tid efter kom Arasné dog op på siden af hende, der var ingen skade sket. ”Viser drengen klør?” lo hun hånligt, som hun strøg Lirlay over hovedet, udposningen var blevet rød, hun viste tænder og rev kløerne over skovbunden. Oplevelsen blev hurtigt rystet af dem begge, som Arasné ansporede hende til at fortsætte jagten.

Nu var det dog slut med at lege, drengen skulle helst ikke få den ide, at han faktisk havde mulighed for at undslippe. Særligt ikke efter det lille stunt. ”Jeg håber, du har flere tricks oppe i ærmet, for nu kommer vi!” der hvilede en let undertone af morskab i hendes stemme, som hun satte i løb, forfulgt af Lirlay, der sprang frem imod det nærmeste træ og i stedet valgte at springe fra gren til gren. Ja, det så næsten ud som om, at hun løb oppe i luften. De mange spring var nøje målt ud, imens at Arasné indhentede drengen fra jorden. Mørkelveren slog ud med armene, sendte gassen ud i to linjer på hver side af drengen, som gassen blev gjort tungere faldt den til jorden, hvorfra den kom i kontakt med det våde græs og sendte en trykbølge indad imod drengen. Som blev han fanget imellem to pludseligt opstået mure. Lirlay sprang samtidig ned fra træerne, i det sekund trykket forsvandt og hun kunne vælte drengen omkuld med sin krop. Så knurrede hun faretruende af drengen og viste tænder.

Som bæstet blev slynget til siden, fortsatte Bart sin spurt i skoven. Han kunne tydeligt høre mørkelveren bag sig. Og endnu værre, han følte, han kunne mærke hende. Hendes onde åndedræt ånde ned af hans nakke. Blot tanken fik de små og lettere usynlige dun på hele kroppen til at rejse sig brat op. Men hun var ikke lige bag ham. Hun var stoppet lettere op ved sit bæst. Måden, hvorpå hun havde behandlet det som var det en simpel hund, gjorde Bart endnu mere urolig. Mennesker havde de kærlige kæledyr i form af hunde og katte. Mørkelvere havde, hvad end dette bæst var. Det var deres svar på et kælende kæledyr - i hvert fald i deres verden, tænkte Bart. 

Friheden til at være alene var kortlevet. For der gik ikke lang tid, før Bart atter kunne høre larmende lyde i skoven. Men det var ikke kun bag ham, der kom lyde fra. Der var også lyde for oven. Som kiggede han på den strålende nattehimmel med den klare måne og blinkende stjerne, kiggede Bart op. Han kunne se grene svaje og bøje, som var de blevet revet i. Drengen frygtede det værste og hans frygt var virkelighed. Bæstet var deroppe, klar på at springe ned oven på ham.
Mørkelverens råben på ham, fik Bart til at sænke sit blik igen. Han ville ikke kigge bagud. Han vidste, hvis han gjorde det, ville han falde og det havde han ikke tid til. Derfor blev blikket sat fremad og en anelse ned for at følge fødderne. De skulle nødigt sætte sig fast i en væltet gren eller andet natur, så mørkelveren og hendes bæst fik overtaget.

Men der var kun så meget en lille dreng kunne gøre. Mørkelveren var større, havde længere ben og var uden tvivl en bedre jæger end Bart var bytte. Derfor indhentede hun ham efter, hvad der føltes som alt for kort og alt for lang tid for Bart. Drengen prustede som en tyk mand. At udnytte skyggerne havde taget meget af ham. Men han var nød til igen. Derfor trak han hænderne op. Han ville danne en beskyttende bobbel rundt om sig. En form for kokon. Men drengen nåede kun at få de midnatssorte skygger op til livet af sig, da en ændring i luften fik ham til at miste al kontrol. Skyggerne blev svagere og svagere, indtil de ikke var andet end en gennemsigtigt slør, hvorefter de faldt ned i deres naturlige former. Der lugtede ikke anderledes, men Bart følte sig svimmel, ja, nærmest som om luften var blevet for tung til at kunne komme ind i lungerne. Han følte, han halvt blev kvalt. Af ren refleks tog han sig til den spinkle hals følte luften sig som et bur. Han havde prøvet at lave en beskyttende kokon af skygger, men han var endt i et bur af tung luft. Han faldt ned på knæene og skabte huller i de løse benklæder. Bæstet behøvede ikke engang at vælte ham. Han var allerede forsvarsløs. Derfor var hendes knurren nok til at få de fugtige øjne til atter at falde med tårer ned af kinderne. Striberne blev atter gjort våde og stjerne fik det til at funkle.
"Hvorfor? Hvorfor?" Andet kunne Bart ikke få ud. Han var både tom for ord og luften gjorde det svært at trække vejret og endnu sværere at snakke. Men hvorfor? Hvorfor gjorde mørkelveren dette? Hvorfor ham? Hvorfor hans familie? Hvorfor nu? Hvorfor?

Der skulle mere til at hyle både Arasné og Lirlay ud af den, selvom drengen udviste mod ved at kaste Menaren af vejen, så var det bestemt ikke noget, der satte en stoppe for jagten. Arasné vendte blot blikket imod Lirlay, som hun kom til sig selv og straks valgte at springe op i det nærmeste træ for at angribe fra luften. Der blev sjældent sagt mange ord imellem de to, netop fordi de havde kendt hinanden så længe, at det ikke var nødvendigt. De tørstede begge efter leg og blod, uheldigvis nok for Bart, da han allerede før havde været offer for deres fælles leg og nu atter var målet for jagten. Der var ikke meget han kunne gøre udover at flyve sin vej, men det voldede ham tydeligvis problemer at befinde sig i den tætte sumpskov.

Spurten blev sat ind efter drengen, som med hastige skridt forsøgte at lægge afstand imellem ham og hans forfølgere. Arasné lo indvendigt, som hendes tilråb og forsøg på at forstyrre drengen, ikke lod til at have den ønskede effekt. Det var ikke noget problem, som hun kunne fornemme på Lirlay’s færden, at der ikke ville gå lang tid før at hun havde indhentet byttet og forhåbentlig snart kunne slå ham omkuld. En jagt var da ganske hygsom, men det var svært at se frygten i drengens øjne i farten, særligt fordi han holdt blikket fremad. De var kun lige begyndt og drengen var allerede svækket og rædselsslagen, hvad ville der ikke blive af ham, når først de fik fingrene i ham? Tanken affødte en ondskabsfuld latter, lige i tide til at hun ændrede luftens tyngde omkring hans væsen.

Drengen faldt ned på knæ, lige i tide til at Lirlay sprang ned bagved ham og placerede en forpote imod hans ryg for at få ham til at lægge sig fladt imod det våde græs. Lirlay var ikke påvirket af luften, fordi hun var van til den tunge følelse omkring sin krop og sagtens kunne bære vægten, lige indtil Arasné slap sit greb og lod gassen forsvinde. Hun gik de sidste par meter frem imod drengen med armene lagt let over kors og et triumferende smil på hendes læber.
”Græder du stadig?” spurgte hun lettere henkastet, det betød intet for hende, at han valgte at udtrykke sine følelser på den måde. Lirlay knurrede en smule, som hun begyndte at snuse til drengen og puffede til ham med næsen. Det var næsten som om hun forsøgte at tygge i hans tøj allerede. Sulten efter at sætte tænderne i hans unge kød. Spørgsmålet var blevet hørt, som Arasné satte sig ned på hug ved siden af drengen og lagde en hånd imod hans hoved, for at stryge den igennem hans hår. ”Lille barn dog, det er det forkerte spørgsmål at stille” hviskede hun næsten sukkersødt, som hun flyttede en hånd under hans hage for at løfte hans blik, så han kunne se det skæve skumle smil. ”Hvorfor ikke?” hviskede hun fortsat, som hun bukkede sig yderligere ned og pressede sine læber imod hans. Kunne hun mon få en smag af hans frygt?

Luftændringen havde været nok for at gøre Bart ukampsdygtigt, men dette var tydeligt ikke nok for mørkelveren. Det havde ikke været nok at give ham en kvælende fornemmelse i den spinkle hals. Nej, for da han stod på knæ, kunne han mærke en stor pote i ryggen, der pressede ham ned, ansigtet først i den fugtige skovbund. Hvis ikke det havde været for de røde og fugtige øjne, ville man ikke kunne se på drengens ansigt, at tårerne kom. For hele ansigtet var mørkt og fugtigt af mudderet under ham. 

Som spørgsmålet om øjnenes situation kom, kunne Bart høre, at hun var tættere på. Og hun kom tættere på. Men det var bæstet, der var halvt oven på ham, der fik drengen til at skævle endnu mere. Snuden kunne mærke flere steder mod sin krop. I armhulerne, op og ned af ryggen, i nakkehåret. Drengen tog imod de hårde puf af snuden. Jovist kunne han nok rejse sig, men bæstet havde den placering, at et bid ikke var langt væk. Og Bart ville kun blive mere ubrugelig og forsvarsløs, hvis tænder blev sat ind i hans kød.
Hovedet var ikke hævet, så Bart havde ikke set meget. Dog kunne han se, at mørkelveren sad på hug foran ham. Lige foran ham. Hendes sko var tommer væk fra hans ansigt. Og da hendes hånd mødte hans hår for at stryge igennem det tynde og lettere muddervaskede hår, stivnede drengen helt op. Gåsehuden rejste sig på samtlige lemmer og nakkehårene stod lige op, som om tyngdekraften var vendt på hovedet. Han ville gerne skrige. Bede hende om at stoppe. Men kæberne var også frosset fast. Der kom intet ud på nær det i tankeform. Og det hørte mørkelverinden næppe. Men hun var ikke færdig med at berøre ham med sine hænder, for nogle fingre fik hurtig fat i den lidt spidse hage for at tvinge ham til at kigge på hende. Smilet var det første, han blev mødt af. Det ulækre og ondskabsfulde smil. 
Bart skulle lige til at sige noget tilbage. Munden var sågar åbnet for at sige noget. Bede om at komme væk. Men mørkelverinden tavshede ham med sine egne læber, der blev påtvunget hans. Fordi hun gjorde det nu, var drengens mund komplet åben. Aldrig var drengen blevet kysset. Ikke på denne måde. Hans mor havde et par gange kysset ham på læberne, når han havde været syg eller lignende. Men det havde altid været med lukket mund. Det var et skræmmende og sørgelig tanke og minde, men dette var drengens første rigtige kys. Og det var et kys af tvang. Af individet, der havde dræbt ham og flere af familiemedlemmerne under sidste møde. Dette faktum gjorde drengen sur inden i. En ild bredte sig fra brystkassen op igennem halsen og helt ud til hver eneste lille tand, hvoraf flere af dem endnu var mælketænder. Uden at tænke valgte Bart at lukke sin mund i et bid om mørkelverens underlæbe, indtil han kunne smage blod. Hun skulle ikke også stjæle dette fra ham. Hun havde allerede taget meget fra Bart. Men sandheden var, at hun allerede havde stjålet det første kys fra ham. Lige nu var han klar til at møde hendes vrede. Der var selv en snert af vrede i de grædefærdige øjne, som han ikke havde lukket i, da hendes læber havde slugt sig om hans.