Det drengede smil blev kun større som Daphnie begyndte at vugge lidt med hofterne. Selvfølgelig var han klar over hvor irriterende det var, at han ikke bevægede fingrene bare lidt hurtigere og sørgede for at hun faktisk fik noget ordentligt ud af det, i stedet for at lege og pirre. Det var netop derfor han fortsatte i samme stil, også selvom hendes krop lige så stille var begyndt at bede om mere. Det var kun lige indtil hun bad ham om ikke at stoppe. Der lagde han den frie hånd mod hendes hofte og holdt hende fast, som han skubbede fingrene så langt op han kunne og derfra virkelig lod hende få hvad hun så gerne ville have.
”Okay,” svarede han lavt. Så skulle han nok lade være med at stoppe. Han selv viste endnu ikke helt så meget liv mellem benene som han normalt gjorde, når han fik lov til at pille på den måde og han vidste også hvorfor. Men det var ikke noget han ville tænke for meget over. Det skulle vel nok komme.

Det hjalp allerede lidt mere, da Daphnie lænede sig lidt tættere på og blidt bed sig fast i hans læbe, men det der fik ham til at reagere mest, var det udfordrende glimt i hendes øjne. Der trak han fingrene til sig, flyttede begge hænder om på hver sin balle og trak hende helt tæt til sig, som om han virkelig tog det som en direkte udfordring. Han nægtede at være et offer når han var sammen med Daphnie, og han skulle stædigt bevise over for sig selv, at han sagtens kunne tilfredsstille hende med andet end et par fingre. Så han løftede hende lidt, så hun kunne sætte sig til rette ned over ham. Samtidig trak han lige sin underlæbe til sig og startede i stedet et helt grådigt kys op. Nu gjaldt det jo om at gøre så meget som muligt, for ikke at miste lysten mellem benene, når den nu endelig var der.

 "  Ah!   " stønnede Daphnie lidt højere, da Jaris pressede fingrene længere op i hende. Hænderne strammede deres greb om hans hår, og hun skød brystet lidt frem. Hofterne forsatte med at bevæge sig og forsøgte at følge Jaris rytme. 
 Villigt lod Daphnie sig flytte længere ind over Jaris. Armene viklede sig lidt mere om hans nakke, så hun bedre kunne begrave hænderne i håret, og samtidig holde ham tæt. Det var ikke meget Daphnie kunne løfte sig da Jaris løftede hende lidt op. Hendes korte ben havde svært ved at nå jorden når hun sad oven på Jaris, og stolen sæde var ikke bredt nok til at hun kunne sætte knæene derpå. Daphnie fik sig dog løftet en lille smule. Det grådige kys blev ivrigt gengældt, og hænderne greb lidt mere fat i håret for at sikre sig at han ikke bare trak sig væk. 

 Kysset nåede ikke at være i gang særlig længe, før Daphnie trak sig fra kysset, stakåndet. Hun trak sig dog ikke længere end at hun stadig havde sine læber mod Jaris.
 " Så tag mig som var jeg din..  " hviskede hun åndeløst inden hun grådigt startede kysset op igen. Hun tænkte ikke selv over ordene der havde forladt hendes mund. Hun var alt for opslugt i lysten der buldrede i hendes krop, og krævede mere end hun selv kunne give den. Daphnie lod sig sænke ned over Jaris igen, da det blev for hårdt for hendes ben at forsøge at blive oprejst. Hun var ikke selv klar over hvordan hun havde fået sig placeret over Jaris, og havde alligevel koncentreret sig mest om det grådige kys. Hvis ikke Jaris selv dirigerede lidt, ville hun blot sætte sig ned på hans skød igen, dog tæt op mod ham. 

Hvor var det dog langt mere tilfredsstillende end han forventede at høre Daphnie stønne på den måde igen. Hun skød brystet frem og han rettede ryggen lidt mere, så han lige kunne mærke de bløde bryster mod sin hud. Han ville så gerne røre noget mere, sætte tænderne i et bryst og bide sig fast i det, til han hørte Daphnie stønne endnu højere. Han skulle nok komme så langt, men ikke før han havde fået placeret hende helt rigtigt over sig.

Overraskelsen kunne ses i de orange øjne på ny. Han havde vist aldrig hørt sådanne ord fra Daphnie, at hun næsten beordrede ham til at tage hende, som var hun hans. Han kunne lide det. Det kunne tydeligt mærkes, da han gengældte kysset der hurtigt blev startet op igen, men i stedet for at dirigere hende til at sætte sig helt perfekt, lod han hende sætte sig tilbage på hendes skød. Der gik ikke mange øjeblikke før han trak sig fra kysset igen, og tog ordentligt fat om hende, en hånd mod en balle og den anden arm lagt omkring hende.

Så rejste han sig fra stolen. Han gik ud fra at hun stadig ville holde ordentligt fast og derfor tillod han sig at flytte hende hen mod bordet, hvor han placerede hende så langt ude på kanten som muligt. Han kunne jo ikke tage hende som hun bad, hvis hun fik lov til at være øverst. Han lænede sig lidt ind over hende, bed hende lige i halsen, inden han brummende hviskede i hendes øre;
”Du er min.” Jaris havde aldrig noget imod at dele, men måske han alligevel havde fået lidt ejerfornemmelser over Daphnie. Så kunne andre få lov til at låne hende, men han ville altid komme tilbage. Med de ord fjernede han armen omkring hende og lagde i stedet hånden mod et bryst, hvor han klemte lidt til og samtidig skubbede til for at få hende ned at ligge. Han tog et godt greb om hendes hofte med den anden hånd, pressede så sig selv ind i hende og gjorde præcis som hun havde bedt om, med fast tempo og bestemte stød.

 Da Daphnies øjne var lukkede, så hun ikke Jaris overraskelse over hendes ord, noget der nok i sidste ende var godt nok. Hun kunne til gengæld godt mærke en ændring hos ham i kysset, og Daphnie nød hvad end det var. Hun sukkede nydende i kysset og viklede hænderne mere ind i hans hår, mens hun pressede overkroppen lidt mod ham. 
 Med et lille gisp blev kysset stoppet igen, og Daphnie hev lidt efter vejret, og da Jaris gjorde an til at rejse sig, fik hun hurtigt viklet benene om hans liv. Mens Jaris løftede hende over på bordet forsøgte hun at få styr på hendes vejrtrækning, lænede sig lidt frem for at kysse ham lidt på skulderen. Hun kunne jo ikke helt holde sig fra ham. Da hun kom hen på bordet at sidde løsnede benene sig lidt, men uden at det var så meget at de faldt ned. 
 Hovedet blev vippet lidt til siden og bagover, da Jaris bed hende lidt i halsen og endnu et suk forlod hendes læber. Hun bed sig i underlæben ved Jaris ord, som en sug løb gennem hendes krop. Hun åbnede øjnene og så på ham med et lidt udefinerbart udtryk, grundet de mange følelser der fyldte hendes krop.
 " Godt..  " sukkede hun tilfreds som hans hånd greb fat om hendes bryst. Hænderne og armene viklede sig fri af hans hår og nakke, og hun lod sig skubbe ned at ligge, med et sultent blik mod Jaris. Hendes fingre gled lidt kælent op af hendes sider som hun førte armene op over hendes hoved, alt imens hendes blik ikke fjernede sig fra Jaris. Det var stadig underligt at Jaris så anderledes ud, men de orange øjne forsikrede hende om, at det stadig var Jaris.

 Da han så endelig pressede sig op i hende, forlod et næsten helt lettet suk hendes læber. Benene strammede lidt deres greb om hans liv, mens hendes hænder søgte lidt ud mod bordets kanter, som hun greb lidt fat i. Som Jaris forsatte, tog hendes støn hurtigt til, som hun nærmest uden hæmninger lod sig rive med i nydelsen. Daphnie lod øjnene glide i, som hun vippede hovedet bagover og brystet blev løftet lidt fra bordet. 
 " Ng.. Jaris..  " stønnede hun nærmest helt krævende, som om hun bad om mere.

Jaris sukkede nydende, som Daphnie viklede fingrene ind i det halvvåde, lange hår. Det måtte være en af fordelene ved det nye hår, når han nu altid havde fundet det rimelig behageligt når der blev taget fat. Det var lettere, men han var sikker på, at han ville fortryde det senere, når han kunne blive nødt til at rede det ud igen, sørge for at det ikke blev lige så slemt igen, som det havde været tidligere.
Der var vist ingen tvivl om at han gjorde det helt rigtigt, som han først bemærkede det sultne blik i hendes øjne og da hun derefter ligefrem gjorde sig lidt til for ham. Han elskede, at hun formåede at holde øjenkontakt med ham, hvor han før havde været vant til at se hendes blik søge alle andre steder hen i forlegenhed.

Den klemmende hånd om brystet slap dens greb og lod lige neglene rive let hen over huden, som han befamlede hende lidt mere med hånden der gled hele vejen ned af hendes overkrop. Han var ikke i gang længe, før han kunne mærke klimakset snige sig tættere på, men det var som om det ikke rigtig kom længere end til forventningen om, at det ville ske. Daphnie tiggede nærmest om mere og Jaris begyndte at støde endnu hårdere, endnu hurtigere, bare ikke kun for at behage hende, men fordi han var begyndt at blive lidt irriteret på sig selv. Han var aldrig så dårlig til at komme, men han var også klar over, at det uden tvivl var en bivirkning af hvad han havde været igennem. Dette var trods alt første gang han var sammen med en efter Baghera.
Hans næste støn lød sammenbidt, men for at skjule sine frustrationer over sig selv, førte han hånden ned mellem dem, så han lige kunne lege lidt mere med Daphnie og fokusere på at få hende skubbet ud over kanten i stedet. Så kunne han måske forsøge at bortforklare det lidt senere, at han ikke havde været i stand til at gøre det samme for sig selv.

 I en solid blanding af lyst og savn havde Daphnie lade sig opsluge af følelserne, og der var ikke mange tanker eller hæmninger tilbage i hendes lille krop. Derfor steg hendes støn også lige en oktav da Jaris begyndte at støde hårdere op i hende. Trods hun var godt opslugt af følelserne og nydelsen, slap Daphnie alligevel bordet med den ene hånd og dækkede munden lidt til med underarmen, så hun stønnede mod den i stedet for ud i det fri. Den gjorde dog ikke meget for at dæmpe stønnene, som det begyndte at trække sig sammen i hendes underliv. 
 Neglene, på hånden der stadig havde fast i bordet, borede sig ned i bordpladen, mens hendes støn begyndte at lyde mere og mere anstrengte. Tænderne synkede sig lidt ned i hendes arm, da hun svajede lidt mere i ryggen. 

 Hånden der pludselig var mellem hendes ben, fik Daphnie til at stramme benenes greb lidt mere, og et højt og anstrengt støn forlod hendes læber. Lige så stille trak det hele sig sammen i Daphnies underliv, og hendes ben begyndte at ryste lige så stille. Men hun var ikke klar til at de skulle stoppe endnu. 
 Med hånden der stadig var mod bordet fik Daphnies skubbet sig lidt op at sidde. Hun åbnede øjnene og så på ham med et blik der sejlede af lyst. Hånden der lå foran hendes mund, flyttede sig om Jaris nakke igen, så hun kunne trække ham lidt ind over sig. Den anden hånd støttede sig mod bordet så hun kunne holde sig lidt oppe.
 " Kys... mig..  " stønnede hun krævende mens hun trak Jaris mod sig og lænede sig frem mod ham. Øjnene gled halvt i, inden neglene i hans nakke pressede sig lidt ned i ham, som orgasmen løb gennem hende med det højlydt støn. Med benene og mavemusklerne i let rystelse pressede hun læberne mod hans i endnu et grådigt kys, hvis han ikke selv havde startet det endnu.

Jaris kunne mærke Daphnies krop reagere på den lidt hårdhændede behandling han valgte at give hende. Hun gav ham kun mere lyst til at nå det punkt, han så gerne ville nå, men det var nok mere mentalt end det var kropsligt. Det var ikke fordi han ikke stadig nød hvad han allerede gjorde ved hende, men jo længere tid der gik, jo mere irriteret blev han over, at han ikke kunne komme videre. Så irriteret at det begyndte at blive svært at nyde de hårde stød lige så meget, som Daphnie tydeligvis gjorde, når han i stedet begyndte at anstrenge sig lidt for at tvinge en orgasme frem. Men han blev stædigt ved. Ikke kun for at behage sig selv, men fortsat for at behage hende.

Lige så snart han mærkede sammentrækningerne i hendes underliv liv tydeligere, udbrød han selv et støn som om han var lige ved at være der. Men stønnet blev efterfulgt af en lidt gnaven lyd, da han pustede ud en gang mere, for intet skete alligevel.
Jaris spildte ikke tiden. Det var lige før Daphnie dårligt fik lov til at sige det sidste ord, før han allerede havde lænet sig det sidste lille stykke ind over hende og presset sine læber mod hendes. Måske han håbede lidt på at det ville få ham skubbet resten af vejen og derfor blev han også ved, så længe han kunne. Også indtil han var sikker på at hun havde fået nok ud af det. Men i sidste ende måtte han nok erkende, at det sidste lille skridt af nydelse ikke kom i dag.

Med et lidt ynkeligt fnys trak Jaris sig væk fra Daphnie. Han var godt nok skuffet over sig selv. Den slags var aldrig sket før og så skulle det lige ske sammen med hende, som han næsten var sikker på ville bebrejde sig selv, og det var jo ikke meningen.
”Har jeg stadig noget tøj liggende her?” Han ventede ikke på et svar, før han allerede var ved kommoden og havde åbnet skuffen alligevel. Det var bare lidt lettere at snakke udenom og hvis han endelig fornemmede at Daphnie tog det lidt tungt, kunne han finde ud af at gøre noget derfra. Men han skulle lige samle sig nok til faktisk at se på hende igen og imens kunne han da lige trække et par af sine gamle bukser frem og trække i dem. Udover at de sad en smule strammere end de plejede, passede de egentlig udmærket.

 Daphnie lænede bagover da Jaris trak sig væk, og selvom han havde fjernet sig helt fra hende, lå hendes krop stadig og rystede. Hun havde et skævt og tilfreds smil på læberne mens hun lå med den ene arm hen over ansigtet. Med rystende vejrtrækning prøvede Daphnie at få styr på sig selv og hendes krop. Det varede dog ikke længe som hun fornemmede noget var galt. Jaris havde fnyst inden han gik væk fra hende, havde han ikke? Han plejede da heller ikke bare sådan at gå væk fra hende? Et lidt mere usikkert udtryk gled over hendes ansigt, som hun fik sat sig op og så mod ham, som han nærmest stak af fra hende. 
 Daphnies læber skilte sig fra hinanden for at svare, men da Jaris ikke ventede på et svar, lukkede hun munden igen og slog blikket lidt tænkende ned. Havde hun gjort noget galt? Havde det været for meget? Havde hun levet sig for meget ind i det? 

 Nervøsiteten og usikkerheden tog ligeså stille over hos hendes, og Daphnie sank kort en klump, inden hun forsigtigt dumpede det på gulvet på lidt ustabile ben. Ved det første skridt gav benet lidt efter under hende, men hun fik hurtigt styr på det igen, og gik hen til ham. Den ene hånd blev kærligt lagt mod hans ryg inden hun hen foran ham, og så op på ham.
 Selvom Daphnie følte sig usikker og nervøs, var det alligevel bekymring der var mest at finde i hendes blik, som hun forsigtigt og lidt prøvende lagde hånden mod Jaris brystkasse. Hun åbnede munden, men der kom ikke noget lyd ud, så et øjeblik stod hun bare med munden åben. Da hun lukkede den blev den kort efter åbnet igen, men igen kom der ikke nogen lyd ud og Daphnie slog blikket lidt ud til siden.
 Og så trådte hun et lille skridt frem og lagde armene om Jaris liv, og trykkede sig ind til ham. Hovedet blev langt ind mod hans brystkasse. Hun vidste ikke helt hvad der skete oppe i hovedet på Jaris, og om det var hende der havde gjort noget galt. Uanset hvad virkede det til at betyde meget for Jaris og Daphnie vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre. 

 Forvirret over hendes egne følelser og hvad der skete oppe i hovedet på Jaris, blev  Daphnie bare stående med armene om ham, ind til han selv gav udtryk for at han ikke ville have det mere. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre. Derudover sad frygten for at det var hende der var problemet stadig i hendes krop.

Selvom Jaris overhovedet ikke havde forventet et svar på sit spørgsmål, fortalte hendes stilhed stadig meget. Hele dagen havde hun været klar med en flabet kommentar, om ikke andet bare et enkelt lille ord, men denne gang kom intet. Han vidste godt, at han selv var skyld i den lidt trykkede stemning. Han kunne bare have ignoreret det, være kommet med en halvpervers kommentar som undskyldning for hvorfor han ikke kunne blive færdig. Det ville nok have gjort det hele meget lettere, ikke kun for hende men også for ham selv. Han ønskede ikke at dvæle for meget i det, men lige meget hvor meget han prøvede, kunne han ikke lade som om det ikke påvirkede ham. Han var ikke vant til at være ødelagt.

Han mærkede hånden mod sin ryg og drejede lige hovedet den anden vej for ikke at skulle se Daphnie i øjnene. Ikke endnu. Hun vidste ikke engang hvad hun skulle sige til ham, og han vidste heller ikke selv hvad der ville kunne gøre det bedre. Men måske det alligevel hjalp lidt, da hun lagde armene omkring ham. Lige så stille lagde han også armene omkring hende og klemte lidt til.
”Undskyld.. Det er ikke.. din skyld. Jeg er bare… gået i stykker.” Som de sidste ord forlod hans mund, knækkede hans stemme og blev hvisket i stedet. Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige, for det ville næsten gøre for ondt at forklare det dybere, men det var jo ikke meget af en forklaring. Han ville så nødigt læsse alt over på Daphnie igen, det var jo ikke hendes job at fikse ham igen. Men hun fortjente vel alligevel en forklaring på hvorfor han formåede at gøre hende så usikker. Han ventede måske på at hun ville spørge ind til det, lige som hun havde gjort sidste gang. Måske det ville være lettere at starte, når han ikke kunne krybe udenom længere.

 Selvom Daphnie godt vidste der var noget galt, stak det stadig i hende da Jaris bekræftede det. Især som hans stemme knækkede. En ubehagelig knude voksede frem i hendes maven, som hun nikkede lidt til det. Hænderne på hans ryg strøg blidt og beroligende op og ned, mens Daphnie tænkte lidt. Han var gået i stykker. Ligesom hun var. 
 Daphnie havde godt lagt mærke til hvordan det havde virket til at Jaris havde forsøgt at undvige hendes blik, men da hun så op på ham denne gang, prøvede hun lidt mere at fange hans blik med hende.
 " Jeg er her for dig..  " hviskede om hun fangede hans blik eller ej.
 " Ligesom du var der for mig, da jeg var gået i stykker..  " Daphnie vippede hovedet lidt på skrå, mens hun blot holdt blikket mod hans, om han så mod hende eller ej. Mens hun holdt blikket op på ham, tænkte lidt. Hun vidste ikke helt hvad hun kunne gøre. Hun vidste stadig ikke om hun havde lyst til at vide hvad der var sket. 

 "  Det er mærkeligt du er blevet så høj..  " kommenterede hun så lidt ud af det blå inden hun trak sig lidt væk fra ham, for at vende sig mod kommoden og finde en underkjole frem hun hurtigt fik trukket på.
 " Kom.. " Daphnie tog fat i hans hænder og trak ham mod sengen. Hun skulle til at sætte sig i den inden hun stoppede midt i bevægelsen og gik et lidt sjovt udtryk. Hun skævede jeg over skulderen og så rettede hun sig ordentligt op igen.
 " Vent lige..  " brummede hun så som hun slap hans hænder og vendte sig mod sengen. Hurtigt fik hun hevet det beskidte sengetøj af sengen, som Jaris havde grisset til i løbet af natten. I stedet for at gøre noget ved det, smed hun det bare ned på gulvet, og fik fundet et nyt lagen der blev lagt på sengen. Bagefter vendte hun sig mod Jaris med et lidt mere skævt smil.
 " Du grisser..  " lød det drillende fra hende, inden hun lod blikket glide rundt i det lille hjem der var mere end rodet. Derefter så hun tilbage på ham, tog hans hænder og trak ham med ned i sengen. Hun vidste ikke helt om de skulle sidde eller ligge, og valgte at lade Jaris føre an efter hun havde hevet ham ned i sengen. 

 Selvom det virkede som Daphnie bare valgte at ignorere at Jaris var i stykker, var det slet ikke tilfælde. Hvad end der var sket var det virkelig ubehageligt for Jaris, så meget vidste hun. Hun havde jo også en lille ide om hvad noget af det der var sket var, for han var trods alt kommet i en ny krop. Men hun tog det stille og roligt. Lige så meget fordi hun vidste hun selv ville have det super hårdt med at skulle høre om det. 

Det havde ikke gjort Jaris det store, hvis de bare var blevet stående her et stykke tid endnu. På den måde kunne han prøve at slappe lidt af, uden at skulle tage stilling til det dømmende udtryk, som han var sikker på Daphnie ville sende ham. Også selvom han da godt vidste, at hun slet ikke var sådan. Det var vist kun hans egne tanker, som han ubevidst smed over på hende. Han dømte sig selv lidt. Men da hun endelig fik fanget hans blik, kunne han da godt se at det langt fra var sådan. Daphnie så blid ud som altid.
Han nikkede let til hendes ord. Han var ikke i tvivl om at hun ville være der for ham, hvad det så end skulle indebære. Indtil videre var det da gået udmærket, hvis man lige så bort fra hans uheldige øjeblik henne ved bordet. Det var ikke noget de behøvede at tale om igen. Nogensinde.

Et lille smil kunne anes på hans læber. Den Daphnie kunne han bedre kende. Hende der kom med konstateringer ud af det blå og det havde altid fået ham til at smile. Han tøffede lige så stille med hende over mod sengen i stilhed og stoppede også op som hun gjorde. Han forsøgte at smile lidt undskyldende for rodet, men det lykkedes ikke helt og så trak han bare let på skuldrende.
”Jeg skal nok hjælpe med at rydde op igen,” sagde han og lod sig trække med ned at sidde i sengen. Der gik ikke mange sekunder før han lige så stille tiltede ned at ligge og selvfølgelig også trak Daphnie med sig.
”I morgen, altså. Jeg vil gerne bare ligge her lidt. Med dig,” mumlede han, som han trak hende så tæt ind til sig han kunne og skubbede ansigtet lige så tæt ind mod hende, så næsen blev helt flad. Det var ikke mange timer siden Jaris lige havde sovet, og selvom det ikke var meningen at falde i søvn igen, ville det snart være tilfældet, hvis Daphnie altså ikke havde nogle indvendinger. Ellers måtte hun vel vække ham når hun mente det var på tide at stå op igen.

 Da Jaris tilbød hans hjælp med at rydde op, kneb Daphnie øjnene lidt sammen og så ham lidt an. Et eller andet sted troede Daphnie ikke helt på ham. Måske fordi det altid endte med at være hende selv der ryddede op når han var der. At det så måske også hang sammen med hun vågnede før ham, og ikke kunne holde ud at rende rundt i rodet, var noget andet.
 " Godt..!  " lød det så fra de buttede læber inden hun smilte skævt. Da Jaris hev hende med det at ligge, lod hun sig blot følge med, og lagde sig godt til rette med ham, mens hun grinte lidt over det. Det ene ben sneg sig lidt om ham, og en hånd gled op så hun kunne ae ham lidt på håret og nusse ham, og munden hvilede sig mod hans hoved.
 " Okay..  " hviskede hun så stille. Hun var mere end okay med bare at ligge og putte ham ham. Natten på gulvet havde ikke været specielt behageligt og hun kunne sagtens tage sig en lille lur. Hun var dog ikke helt klar til det endnu. 

 I et øjeblik lå Daphnie bare helt stille og tænkte. Hånden i hans hår nussede Jaris blidt, og læberne mod han hovede kyssede ham blidt en gang i mellem. Ind til hun åbnede munden.
 " Det var virkelig dejligt..  " hviskede hun så stille, og prøvede at ignorere varmen der fandt vej til hendes kinder ved hendes ord. Han havde sagt det ikke var hendes skyld, og af en eller anden grund følte hun han skulle have at vide at hun var tilfreds med, selv hvis han ikke selv var. Berolige ham med at det havde været godt for hende, selv hvis det ikke havde været godt for ham. Hun vidste jo stadig ikke helt hvad det var der ikke var hendes skyld.
 Tankerne vandrede lidt, og da hendes tanker faldt tilbage på hvad hun selv havde sagt, spærrede hun øjnene lidt op, og foldede læberne lidt hårdt sammen. Hun var glad for Jaris lå med ansigtet ind mod hende, så han ikke kunne se hende, for den røde farve tog pludselig til i hendes kinder. Tag mig som jeg var din. Hvorfor havde hun sagt det? Det var jo ikke meningen at Jaris skulle vide hvordan hun havde det med ham. Hvad var det han havde svaret? Du er min. Daphnie kunne ikke stoppe hendes mundvige fra at krænge sig op af i et stort fjoget smil, og det kildede dejligt i maven ved tanken. Måske det ikke havde været så slemt at lige alligevel.

 Daphnies blik vandrede ned på fingeren der manglede ringen fra Aksel, og hendes smil svandt lidt ind igen. Havde hun begået en fejl? Ville hun kunne acceptere at skulle giftes med Aksel? Hun burde allerede holde sig væk fra Jaris, alligevel lå hun her nu? Hvad med når hun var blevet gift. Når hun var flyttet sammen med Aksel. Et lidt lydløst suk forlod hendes læber, og hun trykkede sig lidt mere ind til Jaris. Det var ikke noget hun gad tænke på nu. 

Jaris tilbød altid sin hjælp når der skulle ryddes op og han mente det hver gang, men de vidste jo godt at det ville ende med, at Daphnie stod alene med det igen. Sidste gang var han vist krybet udenom ved at trække hende med på markedspladsen og så var han taget hjemad bagefter, så han kunne ikke nå det. Denne gang var ikke anderledes, han mente, at han nok skulle hjælpe, men først skulle han lige putte lidt. Det var aldrig et dårligt tidspunkt at tage en lur.
Som Daphnie gav sig til at nusse ham blidt i håret, nåede Jaris at falde lidt hen, men han hørte stadig hendes hviskende ord. Der lød en halvtræt, lidt muggen lyd fra ham. Selvom han da var glad for at hun i det mindste fik noget ud af det, så var det stadig frustrerende at han ikke havde været i stand til at komme længere. Han gav hende lige et ekstra lille klem, som om han alligevel lige sagde, at han da var glad for at hun ikke følte sig snydt.

Stilheden lagde sig over dem, da Jaris stille og roligt faldt mere hen og Daphnie blev opslugt af sine tanker. Han havde altid været lidt for god til at sove, også når han ikke burde, men denne gang var anderledes. Lige så snart han var lige ved at døse helt hen, åbnede han øjnene igen. Før havde han været udmattet nok til at sove igennem, men det var han ikke nu. Frygten for at han ville vågne op et andet sted, at den sidste dag sammen med Daphnie bare havde været en drøm, begyndte at vokse som en klump i maven. Så han klemte lidt mere til om hende, som om han sørgede for at hun ikke ville forsvinde.
”Daffe… Jeg har noget meget vigtigt, jeg skal spørge dig om…” Mumlede han, stadig med næsen mast helt flad ind mod hende. Det lød som om det havde noget at gøre med hvorfor han hele tiden var så usikker, men det var det ikke. Det var noget han undrede sig over, at han ikke havde lagt mærke til før. Måske fordi han havde været for træt og derefter alt for optaget af at lege med hende. Og så kunne han jo også lige se om han kunne skubbe de dårlige tanker væk samtidig.

 Et smil trak lidt op i Daphnies mundvige ved lyden fra Jaris og hun kyssede ham et par gange i håret. Måske var det hendes måde at sige at det var okay, uden at sige noget. Måske var det bare fordi hun havde lyst. Og måske var det begge dele. Da han gav hende et klem, klemte hun lidt tilbage med den ene hånd og strøg han en ekstra gang gennem hans hår.

 Stilheden lagde sig over dem, og for en stund nød Daphnie bare at ligge og putte. Selvom tankernes vandren var irriterende og gjorde hende lidt usikker. Roligt lod hun øjnene glide lidt i, dog da Jaris lidt pludseligt klemte lidt hårdere åbnede hun øjnene igen, og skævede lidt ned mod ham, da han lå så hun ikke rigtig kunne se ham. 
 " Mmm?  " brummede hun lidt da Jaris sagde hendes navn, så han vidste hun lyttede. Selvom hun ikke vidste hvad han ville spørge hende op, mærkede hun en nervøs klump vokse frem i maven og ganske kort sank hun lidt. 
 " Jaa?  " Daphnie trak hovedet lidt tilbage. Ikke nok til at det ændrede på hvordan de lå, men hun kunne lidt bedre se ned mod han på den måde. Blikket gled lidt undersøgende rundt på ham, i et forsøg på at se om hun kunne tyde hvad han ville spørge om. Var det noget med hvad der var sket med han? Så ville han nok ikke have spurgt som han gjorde, havde han? Hun bed sig lidt i underlæben og flyttede hovedet tilbage, så læberne kunne ligge mod toppen af hans hoved, hvis han altså ikke selv havde flyttet på hovedet. 

Måske han tog fejl. Han havde ikke set nogen af kattene hele dagen, og det kom måske lidt bag på ham, at han ikke havde tænkt over det før nu. Da han efterlod dem hos Daphnie til at starte med, var det vel heller ikke ligefrem fordi de var så sociale. De kunne vel sagtens gemme sig i det lille hjem. Daphnie havde reageret, men nu skulle han jo lige tage sig sammen til at åbne munden igen. Det var ikke helt let at samle sig, når man lå så godt. Han lå jo altid godt her, når Daphnie lå ved siden af, så han rigtig kunne mærke hende, helt tæt på. Det var så dejligt beroligende.

Der gik et øjeblik før Jaris løsnede sit greb om hende en smule og løftede overkroppen. Han lagde albuen mod sengen, så han ikke dumpede ned at ligge igen og så lod han blikket glide rundt. Under bordet, på en af stolene lå den ene kat.
”Mangler der ikke nogen katte?” Han rynkede brynene let og rettede så det noget undrende blik mod Daphnie. Han var altså sikker på, at han efterlod tre stykker. På den anden side havde han aldrig haft den bedste hukommelse, han kunne vel huske forkert. Det var næsten mere sandsynligt.

 Jo længere tid der gik hvor Jaris ikke sagde noget, jo mere nervøs blev Daphnie. Uvidenheden om hvad det var han ville spørge om der var så vigtigt, han havde brug for at tænke så længe over det, fik tankerne til at stikke af med hende igen, og tænke på alt det værste hun kunne komme på. Hun lå dog stille og prøvede ikke at lade det vise hvordan nervøsitet voksede i hende. 

 Da Jaris endelig flyttede lidt på sig, løsnede Daphnie sit greb lidt og fulgte ham med øjnene. Et lidt forvirret udtryk gled pludseligt over hende, for hvad kiggede han efter? Hvad kunne være så vigtigt og specielt han var nødt til at lede efter noget? 
 Da Jaris så endelig spurgte hende om det han ville, følte Daphnie sig helt dum, som en sten nærmest forlod hendes bryst i lettelse da det bare var kattene han spurgte ind til. Med en let latter over sig selv, lod hun falde ned på ryggen at ligge i sengen. Den ene arm lagde sig hen over hendes ansigt, i let forlegenhed over hvor panisk hun nåede at gøre sig selv.
 " Jo..  " Svarede hun så, inden hun flyttede armen væk fra ansigtet igen, og løftede hånden op for at stryge en tot af Jaris hår om bag hans øre.
 " Det vidste sig den ene kat havde et hjem allerede.. Og den savnede at være der, så den ville gerne hjem igen. Den anden havde vist en masse damer han skulle holde øje med og være sammen med.. Men de ville gerne komme på besøg en gang i mellem.. " Forklarede hun. Det faldt hendes selvfølgelig ikke ind at forklare hvordan hun havde fundet ud af den information. 
 " Den sidste nyder livet her.. Så han er blevet hængende..  " lo hun lidt, som hun skævede over mod den sidste kat. Den havde da også hjulpet med at det ikke var helt så ensomt, men ikke nok. Hun havde stadig fundet det ret ensomt om aften. Hun havde vidst alt for hurtigt vænnet sig til at Jaris var der. 

Det gik slet ikke op for Jaris hvor bekymret han kunne formå at gøre Daphnie, jo længere tid han forblev stille. Selvfølgelig ville hun forvente noget langt mere alvorligt, når han nu havde sagt, at han ville spørge om noget meget vigtigt. Og trods det kun handlede om et par katte, så var det vel stadig virkelig vigtigt. Han havde jo lovet at sørge for krystaller, så Daphnie kunne have råd til at fodre dem og det var lidt besværligt at efterlade nok, hvis han ikke kunne huske hvor mange der var.
Først da han så hendes lidt forlegne måde at reagere på, med armen der blev lagt hen over ansigtet, gik det op for ham, at hun nok havde forventet noget meget værre. Han smilede skævt og trak let, næsten utydeligt på skuldrene, som om han lige lydløst sagde undskyld, men alligevel ikke kunne lade være med at more sig lidt over det.

Det skæve smil blev bredere, som Daphnie begyndte at forklare. Det lød mere eller mindre som noget hun havde fundet på. En historie hun fortalte sig selv, da to af dem var stukket af og hun skulle undgå at blive alt for ked af det. Fordi det ikke undrede ham, hvis hun kunne finde på det. Et morende fnys lød fra ham.
”Okay..” sagde han, som om han alligevel godtog den forklaring. Han løftede let det ene øjenbryn, som han lige lænede sig lidt ind over hende og tiltede hovedet en anelse på skrå.
”Så du er begyndt at tale med katte, eller..?” Spurgte han undrende, men stadig med et lidt morende smil om læberne. Hvis Daphnie var begyndt at tale med dyrene, ikke bare tale med dem, men rent faktisk også få svar, så var der da noget, hun havde glemt at nævne.

 Smilet på Jaris læber burde nok have fortalt Daphnie at han ikke helt troede på hende, det så langt tænkte hun slet ikke. End ikke det morende fnys fik nogen klokker til at ringe hellere, og hun smilte bare en smule underholdt. Det var fjollet, og ikke helt gennemtænkt af ham, bare sådan at tage andres katte. Da han lænede sig ind over hende, møvede hun den ene arm ind under hendes nakke, og så op på Jaris. Da han tiltede hovedet på skrå, efterabede Daphnie ham og tiltede hovedet til den modsatte side. 
 " Oh..  " grinte hun lidt da det gik op for hendes at han måske lidt troede hun var blevet skør. Hun rystede lidt på hovedet inden hun trak på skuldrene. 
 " Hvad hvis jeg er? Det bliver jo lidt ensomt at være her helt alene, når man lige vænner sig til at have dig rendende..  " Fløj det ud af over det lidt buttede læber, før Daphnie nåede at stoppe dem. Læberne blev foldet hårdt sammen, og hun havde et mildt panisk udtryk over sig, inden hun slog blikket ud til siden, med let røde kinder.
 
 "  Jeg mødte en der kunne tale med katte..  " mumlede hun så lidt, stadig med blikket ud til siden. Daphnie bed sig lidt i underlæben inden hun så tilbage på Jaris og trak på skulderne. 
 " Kattene var meget ivrige efter at snakke med ham, og bad ham sige det videre til mig..  " Hun sendte ham et lidt undskyldende smil. Hun vidste ikke hvor meget ejerfornemmelse Jaris havde fået over kattene, men hun håbede da at han kunne tilgive hende for at opfylde kattenes ønske. Den frie hånd løftede sig op og en finger kørte rundt lidt fraværende rundt på hans brystkasse.
 " Jeg håber det er okay jeg lod kattene få deres vilje? " spurgte hun så og lode hendes grønne øjne søge op i Jaris' orange, trods hun stadig kunne mærke varmen i hendes kinder.

I øjeblikket burde Jaris måske have tænkt over om dyrene tilhørte nogle andre. På den anden side ville han ikke have haft noget imod at tage dem med, selv hvis han havde vidst at de ikke var helt herreløse. Ingen af dem havde haft travlt med at flygte fra ham, da han havde taget dem med sig alligevel. Og han var da sikker på, at han nok skulle passe bedre på dem end deres tidligere ejere. Eller at Daphnie nok skulle, for han var der jo ikke hele tiden.
Det skæve smil bredte sig lidt mere, som ordene fløj ud af hendes mund. Om han havde ret eller ej, så tænkte han straks at det ikke helt var dét, hun ville sige. Hun mente sikkert at hun havde vænnet sig til at blive pillet ved, for det kunne han aldrig lade være med. Selv ikke denne gang, hvor han havde haft lidt problemer. Hun havde da også været lidt ekstra lystig i dag.

Idet Daphnie mumlede det næste, kunne Jaris pludselig forstå hvordan det var gået til. Måske han stadig ville have været lidt mistænksom, hvis han ikke straks kom til at tænke på den fyr han selv var rendt ind i, som også havde stået og talt til en kat. Han skævede mod hendes finger, som lige så stille strøg hen over hans brystkasse, men rettede så blikket tilbage i hendes.
”Selvfølgelig,” sagde han med et lille nik. Det var da ikke fordi han ikke ville have beholdt dem, men mon ikke han nok skulle dumpe flere dyr hos hende i fremtiden. Han fik jo aldrig lov til at beholde dem på bordellet.
”Jeg troede måske de var stukket af, og så var du kommet på den historie for ikke at blive alt for trist,” sagde han smilende, som han gav sig til at stryge hånden roligt ned over kjolens stof, ned over hendes mave og så op igen.
”Jeg stødte selv på en ung, lidt spøjs fyr, som fik en kat til at fortælle os vejen til en kro. Måske det endda var den samme mand,” smågrinede han, som han uden tvivl ikke mente den sidste sætning seriøst. Dianthos var rimelig stor og der var vel flere, der kunne kommunikere med dyr. Selvom det nu ikke havde været særlig langt væk herfra, at han var stødt på ham.

 Fingeren fortsatte dens nussen på Jaris bryst, og et smil bredte sig på hendes læber, som han forklarede hvad han havde troet der var sket og da han var færdig grinte hun lidt. En let latter der varede lidt ved. Det ville ikke komme bag på hendes hvis det var sket. Hun kunne sikkert godt havde fundet på det. 
 " Det lyder som mig..  " sagde hun med et lille grin og strakte sig lidt under hans nussen. Hun overvejede det lidt.
 " Jeg tror jeg bedst kan lide den grund faktisk..  " hun sendte Jaris et drilsk smil, og lod hånden ligge sig mod hans brystkasse i stedet for fingeren, og lod hånden glide lidt op i hans nakke. 

 Hovedet vippede lidt på skrå. Jaris havde også mødt en der kunne snakke med katte? Selvom der nok var flere i Dianthos der kunne snakke med dyr, kunne hun alligevel ikke lade vær med at mærke et stik af svag nervøsitet og skyldfølelse. Kinderne blev lidt varme og ganske kort slog hun blikket ud til siden. 
 " Yeah.. Det kan være.. " mumlede hun lidt og et svag akavet latter forlod hendes læber. For ikke at virke alt for mistænkelig flyttede hun blikket tilbage til Jaris og overvejede kort lidt om hun skulle gøre et eller andet for at distrahere Jaris lidt. Hun var dog usikker på om det i sig selv ville være mistænkeligt. Ikke at hun vidste hvorfor det var så vigtigt for hende ikke at virke mistænkeligt. 

 Hånden der havde flyttet sig om i Jaris nakke nulrede lidt ved hans hår, inden en tanke slog hende. Det kunne vel godt bruges som distrahering. 
 " Vi mangler at frisere dit hår.. " sagde hun så med et skævt smil. Han ville sikkert hade det. Det ville nok komme til at gøre lidt ondt, får hans hår var sikkert ret filtret. Hånden lod hun glide lidt igennem hans hår for at vise det stadig var så filtret at hun sad fast i det.