Jaris nikkede lidt bekræftende og grinede let over hendes kommentar. Det kunne lige præcis godt lyde som hende og det undrede ham egentlig heller ikke, at Daphnie bedre kunne lide den grund. Fordi det netop var hende, så ville det næsten have givet mere mening. I næste øjeblik begyndte hun næsten at se lidt fraværende ud, som om han havde sagt noget forkert. Selv hvis han ikke havde ment den sidste kommentar i sjov, kunne han alligevel ikke se hvordan det kunne gøre hende så akavet. Måske hvis det rent faktisk havde været den samme, men det kunne de jo ikke vide. Jaris kunne ikke engang huske fyrens navn længere. Kun det mørke, meget krøllede hår.

Jaris skulle til at åbne munden og komme med en kommentar, spørge om hun var okay, om han havde sagt noget forkert, men han kom ikke så langt, før hun bragte et nyt emne op. Straks fik han et lidt opgivende udtryk i ansigtet.
”Åh nej, virkelig?” Sukkede han dybt.
”Og hvis jeg kender dig ret, så har du sikkert ikke tænkt dig at lade mig slippe.” Han lød som en ung knægt, der virkelig gerne ville undgå at skulle sidde stille, mens hans mor sørgede for at ordne det uglede hår. Det undrede ham da heller ikke, hvis Daphnie nu kun fik endnu mere lyst til at gøre det, fordi hun vidste hvor meget det irriterede ham og hun efterhånden var blevet lidt for god til at drille ham. Alligevel ventede han på et svar, for han skulle da lige vide om han kunne snige sig udenom lidt længere.

 Et lidt lettet smil gled over Daphnies læber da Jaris åbnede hans mund, men hun nåede at skifte emne inden der blev spurgt ind til mere med katte-manden. Smilet blev bredere og mere legende da Jaris tydeligvis ikke var tilfreds med hvad hun lige var kommet i tanke om. Ganske forsigtigt rystede hun på hovedet og løftede sig lidt op på albuen der stadig var mod sengen, så deres hoveder kom tættere på hinanden. 
 " Hmmm...  " Brummede hun lidt overvejende og lænede sig lidt længere frem så deres læber næsten mødte. Hun lod dog ikke deres læber mødes, og hvis Jaris forsøgte at aflægge den sidste afstand mellem dem, ville hun trække hovedet en smule tilbage, med et drilsk glimt spillende i øjnene. 
 " Ikke rigtigt..  " hviskede hun så, inden hun nappede lidt i hans underlæbe. 
 "  Jeg lover at være blidt? " Der var noget prøvende og lidt drilsk over hendes tone. Hånden i hans hår forsatte ned gennem filtret og da hun sad fast i en knude, forsatte hun blot at føre hånden igennem hans hår, selvom det nok ville gøre ondt. 

 Eftersom Jaris havde lagt sig lidt ind over hende, kunne Daphnie ikke nemt bare lige flytte sig. I et forsøg på at vende dem rundt, lod Daphnie derfor endelig deres læber mødes i et lidt dybt kys. Hendes øjne gled i, og hånden i hans hår lagde sig mere i hans nakke igen. Det begyndte med det samme at kilde i hendes mave, og for et øjeblik glemte hun hvad det var hun ville. 
 Et let suk forlod hendes læber under kysset, og hun strammede grebet lidt om hans nakke, for at trække sig tættere på ham. Lidt prøvende løftede hun armen der støttede mod sengen i et forsøg på at løfte sig lidt lidt og derved læne sig ind over ham, i håb om det hun kunne få byttet rundt så hun var over ham i stedet.

Det helt opgivende udtryk gled lige så stille over i et lidt muggent, som Daphnie gav sig til at ryste let på hovedet. Hun var da ikke særlig sød lige nu. Men måske han alligevel kunne nå at slippe udenom, som hun lige brummede overvejende og næsten kom tæt nok på til at han kunne nå hendes læber med sine. Han rykkede sig da også lige tættere på, da han selvfølgelig lige skulle se om han kunne slippe hvis han distraherede hende med et kys, men han endte med at se endnu mere utilfreds ud, da hun rykkede hovedet længere væk. Han rynkede brynene lidt skeptisk, som hun lovede at være blid, men han alligevel ikke troede helt på hende.
”Hng,” mumlede han straks efter, idet hendes hånd satte sig fast i endnu en knude.
”Jeg tror ikke på dig,” sagde han hurtigt og kneb det ene øje lidt sammen, da hun trak hånden videre gennem det filtrede hår.

Det endte med at Jaris blev lidt distraheret, da Daphnie alligevel gav ham det kys hun havde nægtet ham før, og han gengældte det glædeligt. Uden at tænke meget over det, fulgte han bare med som Daphnie lige så stille begyndte at bevæge på sig og Jaris lagde sig helt ned i sengen. Hånden mod hendes mave gled om mod hendes ryg i stedet, så han lige kunne trække hende lidt mere ind til sig. Derfra gled den ned mod hendes balle, så han kunne tage godt fat der og trække hende helt ind over sig. For det var vel derfor hun havde flyttet på sig? Det var i hvert fald sådan han tog det, og selvom han havde lidt svært ved lege helt så godt som sidste gang han var her, så ville han da stadig gerne kysse og pille. Så Jaris gjorde ikke tegn til at stoppe.

  Det trak lidt i Daphnies mundvige ved Jaris lette klagen og erkendelse om at han ikke troede på hende. Hun troede heller ikke helt på sig selv. Hun ville selvfølgelig være så forsigtigt som muligt, men det var bare hurtigere når man ikke var alt for forsigtig. Daphnie var selvfølgelig også i træning til at få friseret hår.

 Daphnie lod sig lidt rive med i kysset og tillod sig lige at blive siddende over Jaris og kysse lidt videre. Det kunne der vel ikke ske noget ved, vel? Et let suk forlod hendes læber som Jaris greb lidt fat om hendes balle, og hun lod sig glide op over hans, så hun sad mere over ham med et ben på hver side af ham. Den ene hånd støttede sig mod sengen, og den anden gled lidt igennem hans hår. 
 Det lidt dybe kys blev lige så stille mere og mere intenst, og Daphnie mærkede varmen til at stige hende lidt til hovedet, og sommerfuglene begyndte at blafre løs i hendes mave. Endnu et suk forlod hendes læber. Et suk der fik hende til at komme lidt til sig selv. Langsomt trak Daphnies hovedet lidt til sig, og lod det svæve en smule over Jaris, mens hun lidt stakåndet åbnede øjnene og så ned på ham. 
 "  Du er virkelig f..  " ..antastisk.. Daphnie nåede at stoppe sig selv før hun fik færdiggjort sætningen hendes hjerte mente var en god ide at starte. Hun bed sig i underlæben og slog blikket lidt væk. Kinderne der i forvejen var blevet lidt røde på grund af kysset blussede lidt mere op, og en smule pludseligt trak Daphnie sig væk fra Jaris og rejste sig op. 

 " Forfærdelig.. virkelig forfærdelig..  " mumlede hun lidt i et forsøg på at redde sig selv lidt. Med røde kinder skyndte hun sig hen til kommoden for at finde hårbørsten, og gik tilbage til sengen. Inden hun satte sig i den fandt hun også endnu en pose småkager. Det var vel nok meget smart at have noget Jaris kunne fokusere på men hun friserede hans hår.

Det lod til at Jaris havde gættet rigtigt, som både han selv og Daphnie ikke lagde op til at ville stoppe lige med det samme. Det passede ham da fint, for han ville hellere blive liggende og rage på hende, end han ville tvinges til at få ordnet hår. Det var jo ikke før hun havde bragt det op, at han selv havde tænkt over at det skulle gøres. Det var ikke en af de ting, som han var vant til skulle ordnes og han syntes i forvejen det var irriterende, at skulle ordne alle de praktiske ting. Det var jo ikke sjovt.

Daphnie trak sig lige så stille fra kysset, men Jaris løftede lige hovedet en anelse med, bare for at trække det lidt længere ud. Han lagde det tilbage mod sengen og smilede så svagt, som han ventede på at hun ville færdiggøre sin sætning.
”Hm?” Mumlede han. Han forventede selvfølgelig en kompliment, men lige så pludseligt som hun rejste sig fra sengen, lød der bestemt ikke en kompliment fra hende.
”Forfærdelig? Nej nej, du kan ikke både kalde mig gammel og forfærdelig. Jeg er ung og dejlig. Eller i det mindste bare dejlig,” sagde han hurtigt, som han også straks kom op at sidde.

Lige så snart hun havde sat sig tilbage i sengen rakte han ud efter både posen med småkager og hårbørsten, som han tog fra hende med en enkelt hånd. Han rettede sig til i sengen, satte sig i skrædderstilling, så han kunne komme lidt tættere på hende, da han lænede sig frem mod hende og samtidig lagde begge ting om bag sig.
”Prøv lige igen. Jeg er sikker på det ikke var dét, du mente,” smilede han, inden han lige nappede hende let i skulderen. Han skulle da lige have pudset sit ego lidt, nu når han egentlig havde forventet en sød kommentar og ikke den han fik.

Daphnie fnøs lidt over det, da Jaris sagde han ikke var forfærdelig men dejlig og ung. Trods hendes reaktion gav udtryk for hun ikke var enig, kunne hun ikke lade vær med at smile lidt over det. Han var dejlig, ja. Hun fandt ham sikkert mere dejlig end han selv tænkte. Smilet blev dog gemt lidt væk da hun vendte sig rundt og gik tilbage til sengen. Det gik jo ikke hun så hun var enig med ham. Hun koncentrerede sig derfor om at holde smilet væk, og var derfor ikke forbedret på at Jaris hapsede tingene fra hende.
 
 " Hey!? " lød det klagende og en smule fornærmet fra hende, som hun lænede sig frem og prøvede at tage tingene tilbage fra ham. Da han igen pointerede at han ikke troede på hende, pustede Daphnie lidt luft op i kinderne og sad og så lidt fornærmet og utilfreds ud. 
 " Jo det var så..  " mumlede hun. 
 " Av! " Daphnie trak skulderen lidt væk og skulede til Jaris. Hun var dog allerede godt i gang med at overveje andre ord med f hun kunne sige i stedet. Han ville nok ikke lade det ligge før hun sagde noget andet end forfærdelig. 
 
 Det skulle dog vise sig han ikke helt så let fik hans vilje. Som hun overvejede hvad andet hun kunne sige, som ikke ville være fantastisk fik hun en ide, og hendes udtryk skiftede til et mere tilfreds og let drillende. Langsomt lænede hun sig frem mod ham.
 " Du er så så så..  " det grønne øjne stirrede lige ind i hans, og smilet der spillede på hendes læber varslede at han nok ikke ville få hans vilje.
 "  Åh så forfærdelig.. Så virkelig forfærdelig.. gammel! " Hun gjorde et stort nummer ud af at trække tiden ud, og da det sidste ord havde forladt hendes læber, voksede hende smil lidt, og det blev en smule udfordrende også. Hende blik vigede ikke væk fra Jaris, og for ikke at lade smilet blive alt for stort, bed Daphnie sig lidt i underlæben.

Et drillende grin forlod hans læber, da Daphnie forsøgte at tage børsten og posen tilbage. Men så let skulle det jo ikke være, så Jaris rakte armen lidt længere bagud, inden han lagde det fra sig hvor hun ikke kunne nå og så rettede han sig lidt til, for at sætte sig så meget i vejen han kunne.
Jaris rynkede let på næsen, som hun mumlende insisterede på at det var det, hun havde ment. Den version ville han bare ikke acceptere, det måtte vel være nok at han var gået med til at være gammel. Det drillende udtryk, der lige så stille fandt vej til Daphnies ansigt fortalte ham da også, at han nok skulle få hende til at ændre sin sætning.

Som Daphnie lænede sig lidt længere frem, gjorde han det samme. Han løftede afventende det ene øjenbryn, selvom han godt have lagt mærke til det smil om hendes læber, der uden tvivl viste at han ikke havde nogen fordel lige nu. Hun sørgede da for at trække tiden ud, men lige så snart ordene forlod hendes mund, rynkede han brynene og foldede læberne lettere utilfredst sammen.
”Okay. Fint,” sagde han, som om han var lidt fornærmet, men et lille lusket smil bredte sig hurtigt om hans læber. Stille og roligt rejste Jaris sig fra sengen og skulle lige til at træde det første skridt væk derfra, men straks vendte han sig mod Daphnie igen, lagde begge arme omkring hende og trak hende med op.
”Du har vist fortjent en tur til i baljen!” Som han trak hende med sig mod baljen, der stadig var fyldt med vand, forventede han selvfølgelig en del modstand og det var egentlig heller ikke mere end en morsom, tom trussel.

 Det ville være en utrolig tydelig løgn, hvis Daphnie prøvede at benægte at hune ikke fandt det lidt tilfredsstillende at Jaris accepterede hende noget så flabede svar. Hun synes selv det var et god svar, og var da også en smule stolt over det. Det tilfredse og smørrede smil på hendes læber, afslørede også hvor tilfreds hun var med situationen.
 Daphnies smil blev dog lidt mindre, da et lusket smil bredte sig på Jaris læber, og Daphnie kneb øjnene lidt sammen. Det var aldrig et godt tegn når Jaris så lusket ud. Nøje fulgte blikket ham da han lige så stille rejste sig, så hun var klar til hvis han gjorde et eller andet. 

 Trods Daphnie var så opmærksom, nåede hun alligevel ikke at reagere da Jaris fat i hende. Et forskrækket hvin forlod hendes læber og hun begyndte med det samme at vride sig, sprælle og gøre hvad hun ellers kunne for at kæmpe imod alt imens hun  grinte. Latteren stoppede dog brat da Jaris nævnte baljen.
 " Nej nej nej! Jaris! " hvinede hun lidt, men latteren fandt hurtigt vej til hendes læber. 
 " Jaris! Stop!  " Hun vred sig, som de kom nærmere og nærmere baljen.
 " Du.. Du skræmmer katten!  " prøvede hun med så seriøs en stemme hun kunne, ikke at virkede specielt godt. 
 Hvis han fik sig møvet fri fra hans greb, ville hun hurtigt træde et par skridt væk fra ham, med en heftigt vejrtrækning, da den lille kamp havde fået hendes puls op. Kinderne havde fået en let rødlig kulør, og et skævt, piget smil spillede på hendes læber.

Selvfølgelig begyndte Daphnie at holde godt øje med Jaris, han havde jo aldrig været god til at lægge skjul på, når han havde planer om at drille. Derfor sørgede han da også for at flytte sig så hurtigt han kunne, så han stadig kunne nå at få fat på hende, inden hun nåede at flytte sig, så snart han vendte sig mod hende.
Daphnie begyndte at vride sig, men Jaris holdt fast lidt endnu, bare for at få hende til at tro, at han virkelig ville gøre det. Det var vel heller ingen hemmelighed, at han sagtens kunne finde på det. Han holdt ikke specielt godt fast og da hun endelig fik vredet sig fri fra hans greb, gjorde han intet for at fortsætte. Udover at han stadig lige havde fat om hendes ene håndled, bare som en mindre trussel om at han da godt kunne trække hende med sig igen.

Til gengæld bredte smilet sig kun endnu mere om hans læber. Han nikkede let til hendes kommentar. Jep. Det var katten, der havde et problem.
”Okay, jeg stopper. Hvis du altså siger, hvad du virkelig mente. Er jeg så forfærdelig?” Spurgte han storsmilende, næsten smågrinende. Hun skulle da lige have en chance for at give ham den kompliment, som han så groft var blevet snydt for.

 Næsten fri af Jaris greb, stod Daphnie i noget der måske kunne kaldes en kampposition. Hun havde dog aldrig gjort sig i kamp træning, så vidste man noget om kamp, ville man sikkert kunne pointere alverdens galt med hvordan hun stod. Blikket forsatte med at skule mod ham, mens ellers gjorde hun ikke noget ved at han stadig havde fat i hendes håndled. 
 Da han sagde han stoppede, rettede Daphnie sig ordenligt op, og trådte i stedet helt hen til ham. Hun regnede med han mente det! Hun grinte lidt med ham, og lagde den ene hånd mod hans brystkasse. 
 " Hmm...  " brummede hun overvejende og holdte blikket i hans. Han havde selv sagt dejlig. Den kunne hun vel godt gå med på?
 " Vi kan vel godt sige, du er forfærdelig dejlig..  " smågrinede hun og stillede sig kort op på tæerne, for at lade deres læber mødes i et kys. Et kys hun holdt for et lille øjeblik, inden hun trak sig væk fra ham. 

 Imens Jaris og Daphnie hyggede sig hjemme hos Daphnie, kom Aksel gående ned af gaden mod Daphnies hjem. Han havde et bekymret udtryk og gangen var hurtigt. Han havde lige været henne på kroen for at hilse på Daphnie og høre om hendes aften, men da han var kommer derhen, fik han at vide at hun slet ikke var mødt ind på arbejde, og de havde ikke hørt fra hende.
 Med det samme havde det fået hans alarmklokker til at ringe, og hans tanker vandrede. Han mente at han havde registret en mand stå ved hendes hjem og kalde på hende da han forlod hende dagen forinden. Hvad hvis han ikke var blevet fjernet da hun kom tilbage fra at hente hvad hun havde glemt på arbejdet?  Var der sket noget med hende? Hun plejer eller altid at sende bud på arbejde hvis hun var blevet syg, og hun havde da også virket ganske frisk da han var gået fra hende den forrige dag.

 Aksel stoppede op ved døren og bankede med det samme på, med en nervøs knude i maven. Hvad hvis hun ikke var derinde? Hvad hvis der var sket noget med hende? Hr. Nomokai havde nævnt for ham, at han måske skulle være lidt på en mand der havde prøvet at lokke Daphnie i fordærv. Hvad hvis han havde taget hende?
 ” Prinsesse? Er du derinde? ”  Aksel bankede på endnu en gang, bare i tilfælde af Daphnie ikke havde hørt det. 

 Inde på den anden side af døren kvalte Daphnie et fnis da der blev banket på den første gang. En finger blev sat foran hendes mund og et lavt shhh forlod hendes læber. Hvis de nu lod som om der ikke var nogen hjemme, ville personen dog gå igen. Kort efter lød en stemme dog igennem døren, og alt farven forlod Daphnies ansigt, og et kort sekund stivede hun.
 ” Pis! ” hviskede hun kort og derefter gik det stærkt. Lynhurtigt trak hun sig væk fra Jaris og fik fundet en kjole frem fra kommoden, som hun gik i gang med at tage på.
 ” Et øjeblik! Jeg er ikke anstændig! ” råbte hun tilbage da der blev banket på igen. Ikke på et tidspunkt gav hun Jaris noget opmærksomhed, og før han kunne nå at sige noget stod Daphnie ved døren, som hun låste op og åbnede op, kun lige nok til hun kunne mase sig ud og lukkede den hurtigt efter sig. Hun håbede at ved og ikke give Jaris noget opmærksomhed mens hun skyndte sig ud af døren, ville han ikke nå at tænke sig til at skulle reagere på den ene eller anden måde.
 ” Heeeij! Hvad laver du her? ” Daphnies stemme var nærmest urealistisk sukkersød, og hun tog hurtigt fat i Aksels arm, for at hive ham med sig, væk fra det lille hjem efter at have givet ham et kort og hurtigt kys. Aksel så lidt forvirret på den lille dame ved hans side, men gik med hans kommende kone, som hun gik ned af gaden.
” Du var ikke på arbejde. Og de havde ikke hørt fra dig. Så jeg blev bekymret.. Var der ikke en mand ude foran dit hjem i går? ” Aksels pande var rynket, og han så kort over skulderen mod døren de lige var gået væk fra.
 ” Hm? Åh pis!  ”  lød det oprigtigt fra Daphnie. Hun havde glemt alt om hun skulle på arbejde på grund af Jaris.
 ” Jeg troede først jeg skulle møde senere.. ” løj hun noget mere overbevisende end hun normalt gjorde. Var det bare fordi det var Aksel, at hun kunne lyve så godt? Daphnie og Aksel forsatte ned af gaden og Daphnie forsatte med at lyve for Aksel. Hun løj om at der havde været en mand foran hendes hjem, og hvorfor hun ikke havde hendes ring på. Hvad hun skulle og hvorfor de ikke havde særlig meget tid til at se hinanden de næste par dage. Alt sammen uden problemer, og uden nogen form for skyldfølelse.

Daphnie tøvede ikke det mindste med at træde tættere på igen og Jaris slap hendes håndled, og lagde i stedet armene omkring hende i et lidt løst kram. Det gjorde ikke ham noget, for så havde han da et godt greb, hvis hun nu lige skulle have en tur i vandet alligevel. Som hun også stod og overvejede sine næste ord, forventede Jaris egentlig at hun ville være flabet nok til at svare det samme end gang mere, hvilket hun vel næsten også gjorde. Han smilede og trak let på skuldrende.
”Det kan jeg acceptere,” sagde han, lige inden det første bank mod døren lød. Han skævede kort mod døren.
”Venter du nogen?” spurgte han, men straks efter blev han tysset på og så måtte han vel hellere høre efter. Stemmen lød og Jaris blev mere og mere forvirret at se på. Han bukkede sig lidt ned og hviskede så;
”Prinsesse?” Et næsten lydløst fnis forlod hans læber. Hvem kaldte Daphnie for prinsesse, som han ikke kendte til? Men Daphnie skænkede ham ikke et eneste blik, som hun meget hurtigt kom i tøjet og inden længe havde mast sig ud af den lille revne hun fik åbnet døren i. Tilbage stod Jaris og ikke rigtig vidste hvad der foregik, men han skulle da lige lytte. Så han gik hen til døren og åbnede den en lille anelse på klem, så han kunne se efter Daphnie og den fremmede, hun førte ned ad gaden. Forhåbentligt havde den unge fyr ikke lagt mærke til at døren ikke var helt lukket, da han så sig over skulderen. Som de fortsatte lyttede Jaris selvfølgelig med. Han hørte hvert eneste ord, hver eneste løgn. Burde hun have ring på?

Jaris fik noget ordentligt tøj på, og mens Daphnie var væk gik han en kort tur rundt i kvarteret, bare for at få lidt friskt luft. Da han vendte tilbage, skulle han jo finde på et eller andet at lave, så han startede selvfølgelig ud med at gemme børsten væk. Han løftede madrassen i det ene hjørne, lagde den mellem madras og lamellerne og lagde så madrassen ned igen, skubbede lidt til for at man ikke kunne se noget, i hvert fald ikke alt for meget. Den første småkage fra posen på sengen blev skubbet ind i munden, og allerede der mente han at der bestemt ikke var nok. Han skulle jo vente helt indtil Daphnie kom tilbage, det krævede altså mere end den lille bitte pose. Så han gik på jagt, rodede alle de gemmesteder igennem, som han havde fundet et par gange før og ledte derefter alle andre steder.

En ring blev fundet i en af skufferne og Jaris gik ud fra, at det måtte være den hun havde løjet om til den unge fyr. Ringen blev lagt i bukselommen, og den lille bunke af småkager blev lagt på sengen. Så ned på alle fire for at stikke hånden ind under sengen. I stedet for småkager, trak han en lille bog ud. Ikke bare en bog, men Daphnies dagbog, som han hurtigt fandt ud af ved at slå op på den første side. Han tog den med sig, da han satte sig til rette i sengen og lænede ryggen op ad væggen bag sig. Burde han lade være?
Det nåede han ikke at tænke videre over, før han allerede var i gang med at læse det første afsnit. Han var sikker på at Daphnie ville blive tosset, hvis hun fandt ud af at han havde luret, og stadig kunne han ikke lade være med at finde noget at skrive med. Han skulle jo lige rette lidt i det, hun havde skrevet.
Jaris nåede at læse de første fire afsnit, men lige så snart han hørte døren gå, skyndte han sig at smide bogen ind under sengen igen. Han kunne ikke nå at rejse sig før Daphnie ville træde ind, så han blev liggende i sengen og lod som om han ikke havde lavet andet, end at ligge der og æde småkager, som han var kommet næsten halvvejs igennem.

 Daphnie kunne selvfølgelig ikke bare føre Aksel væk fra hendes hjem og så gå tilbage. Nu havde hun sagt hun troede hun først skulle arbejde senere, plus hun havde glemt alt om arbejde, så hun var nødt til at tage hen på kroen. Det betød heldigvis også at hun slap af med Aksel efter hvad hun selv mente var et langtrukkent farvel. Det var måske bare fordi hun egentlig gerne ville tilbage til Jaris, og fordi Aksel stadig var påvirket af den lette bekymring for hende. 
 
 Da Daphnie så endelig fik lov at gå fra kroen, satte hun hurtigt snuden hjem af. Flere gange havde de andre ansatte drillet hende med at minde hende om hvornår hun skulle møde den næste dag, for det havde ikke været første gang hun havde fået byttet rundt på vagter. At det ikke var det der var sket denne gang var noget de ikke behøvede at vide. 
 Hele vejen hjem, prøvede hun at tænke igennem forskellige scenarier der ville ske når hun kom ind af døren. Jaris ville sikkert spørge ind til Aksel, og hun var ret sikker på han nok havde hørt lidt af deres snak. Der var vel ikke så meget andet at gøre end at øve sig på løgnene hun skulle til at fortælle, så hun havde styr på dem!

 Døren blev åbnet og Daphnie trådte ind da hun kom hjem. Hendes blik fandt hurtigt Jaris i sengen, og hun løftede det ene øjenbryn lidt, inden det gled rundt på rodet der stadig var i hjemmet. 
 "  Så meget for at hjælpe med at rydde op..  " mumlede hun, mens et lidt drilsk smil spillede på hendes læber. Hun havde ikke rigtig forventet han ville rydde op mens hun var væk, men hvis hun nu kunne styre samtalen hen på alt muligt andet, slap hun måske for at blive udspurgt. 
 " Har du bare lagt og fedet den? " drillede hun lidt, mens hun tog skoene af og gik over til brændeovnen og smed lidt brande i. Hun skulle også finde ud af at lave noget mad til dem. Havde Jaris overhovedet fået andet end småkager at spise?

Jaris skævede mod døren, som Daphnie trådte ind. Han havde jo aldrig været god til at lyve, men han ville heller ikke se alt for skyldig ud, hvis hun ikke havde lagt mærke til noget. I stedet stoppede han hurtigt en småkage i munden og begyndte at tygge. Det kunne da holde ham lidt beskæftiget.
Det lod heldigvis ikke til at hun havde set noget, som hun kommenterede på det rod han lige havde glemt at rydde op. Tyggende løs på den knasende småkage, bredte der sig et stort smil om hans læber og så trak han på skuldrende. Ville det komme bag på hende hvis han sagde, at han havde glemt det? Også selvom det måske ikke var helt rigtigt. Han gad bare ikke.

Endnu en småkage nåede lige at blive proppet i munden, inden Daphnie smed det drillende spørgsmål efter ham. Han rystede straks på hovedet, og svarede mumlende og læspende med munden fuld;
”Selvfølgelig ikke! Jeg har også været ude og gå en tur. Og jeg har da ryddet op! – Børsten ligger ikke og flyder længere.” Det var jo ikke løgn. Han havde gemt børsten, dermed også ryddet den op for hende. Han fulgte hende med blikket som hun gjorde brændeovnen klar til at blive tændt op. Han forblev stille i et øjeblik, tygge lige af munden og slugte. Han forventede egentlig en forklaring på hvem den unge fyr var, men det lod ikke til at Daphnie selv ville bringe det op. Så det gjorde han da hellere end gerne.
”Hvem er han?” Spurgte han, idet han skubbede sig op at sidde i sengen og rettede sig til, så han kunne læne sig op ad væggen.

 Der blev tændt op i brændeovnen, og Daphnie fik med det samme i gang med at gøre klar til at lave mad. Hun havde jo lavet mad mens Jaris havde lagt og sovet den forrige aften, så det skulle bare varmes op igen. Hun fandt en tallerken til dem hver, en ske til hver og et krus til hver. Alt imens hun prøvede at virke så naturlig som mulig og lade som om hun bestemt ikke mere eller mindre var stukket af med en anden mand, timer forinden. Hun nikkede lidt til hvad Jaris fortalte.
 " Nåh n...vent hvad!? " Daphnie stoppede op og lod et sæt sammenknebne øjne glide søgende rundt ovre ved sengen. Ryddet børsten op? Det lød for god til at være sandt.. Blikket fandt hen til Jaris, og Daphnie løftede det ene øjenbryn.
 " Du har simpelthen ryddet børsten op? Som det eneste?" Selvom hun prøvede at lyde utilfreds, gik det ikke særligt godt, da et lidt underholdt smil spillede på hendes læber. Det var vel også en måde at slippe for at få friseret håret. For nu. Hun var sikker på hun nok skulle finde den igen. 

 Gryden med maden blev hængt ind over ilden, da Jaris spurgte ind til Aksel. Daphnies blik så en smule stift ind i ilden mens hun sank. Det var det her hun havde øvet sig på hende vejen hjem, så hun trak lidt på skuldrene. 
 "  Det var bare Aksel.. " hun prøvede at få det til at lyde som om alle da vidste hvem Aksel var. Blikket flyttede hun over på Jaris med et lille smil, men da hun ikke kunne få sig til at møde hans blik vendte hun rundt for at ordne en kande med vand.
 "  Han er bare en ven.. " blev det mumlet lidt, da det bestemt ikke var sandt. Aksel var ikke længere bare en ven. Selvom hun nok ville have det bedre med hvis det var sådan det var. Velvidende at Jaris ikke bare ville sætte sig tilfreds med det svar prøvede hun at skifte emne. 
 " Er det så nu du nok skal hjælpe med at rydde op? " Daphnie vendte sig rundt og så over på ham med et skævt og drillende smil, for han var nok ikke specielt interesseret i at skulle rydde op.

Jaris sad og smilede stort, som Daphnie rettede de sammenknebne øjne mod sengen han sad i. Det var så langt hans oprydningsevner rakte, at han lige kunne tage sig sammen til at gemme børsten. Så han nikkede.
”Ja,” smågrinede han, fordi det jo egentlig ikke var helt sandt og han ikke kunne finde ud af at lyve. Det behøvede vel ikke megen forklaring. Det kunne dårligt komme bag på hende, at han havde valgt at gemme den og så undskyldt det med, at han da havde været sød at rydde den op. Han havde heller ikke i sinde at fortælle hvor, det måtte hun selv finde ud af, hvis hun havde tænkt sig at bruge den imod ham, når hun endelig fandt den.

Daphnie gjorde klar til at varme mad og lige som gryden blev hængt over ilden, kunne han da godt mærke at han alligevel var lidt sulten. Ikke meget, for han havde efterhånden ædt sig mæt i småkager. Han løftede let det ene øjenbryn da hun svarede. Bare en ven? Var det derfor hun havde løjet for ham om hvorfor hun ikke gik med sin ring? Det svar ville han ikke acceptere, men før han kunne nå at kommentere på det, skiftede Daphnie emne.
”Altså.. Det ville jeg jo rigtig gerne, men ser du… Jeg er simpelthen for gammel til at hjælpe. Beklager,” sagde han og trak så let på skuldrende. Når han nu var gået med til at være gammel, så måtte han vel også udnytte det.

Efter et øjeblik rejste Jaris sig fra sengen. Han tøffede lige så stille hen bag Daphnie og bukkede sig lidt ned for at hvile hagen mod hendes skulder.
”Men hvis han bare er en ven…” Han holdt en kort pause, som han lige trak ringen op af lommen og holdt den op foran hende, da han førte armen om hende.
”… Hvorfor løj du så om hvorfor du ikke gik med din ring?” Formuleringen kunne måske lyde lidt bebrejdende, men tonen i Jaris’ stemme var alt andet. Han morede sig nu lidt mere over det, end han nok burde. Han elskede at drille Daphnie.

 Jaris latter smittede af på Daphnie og hun grinte let og piget med ham mens hun himlede med øjnene. Let rystende på hovedet over ham, forsatte hun med hvad hun havde gang i. Havde hun forventet andet fra ham? Det kom i hvert fald ikke bag på hende, at det var hvad han havde gjort. Ikke at hun regnede med han rent faktisk havde ryddet den ordenligt op.

Efter at have spurgt om Jaris ville hjælpe med at rydde op, gik hun i gang med at samle alt det de havde fået smidt rundt omkring på gulvet op. Det Jaris havde på skulle helt sikkert vaskes, men hun kunne lige så godt vaske alt det andet også. Der var trods alt blevet spredt en del snavs rundt i hele hjemmet på grund af Jaris. Hun havde dog ikke tænkt sig at vaske det lige nu, så det blev i stedet smidt i en bunke ved døren. 
 " Aha.. Det må være hårdt at være så gammel.. " Grinte hun lidt, og så sig kort over skulderen mod ham. Tæppet hun havde sovet med op af døren blev lagt sammen og lagt på plads, og da hun rettede sig op igen for at gå over og røre rundt i gryden, blev hun stoppet af Jaris der havde stillet sig bag hende, med hovedet mod hendes skulder.

 Daphnie nåede kort at mærket et lille stik af irritation da Jaris ikke ville lade hendes stunt ligge, men så snart ringen kom ind i hendes synsfelt blev det i stedet skiftet ud med nervøsitet, usikkerhed og en lille smule flovhed. Nervøs og usikker over hvad Jaris mon ville tænke. Om det ville ændre noget mellem dem, hvis hun fortalte at hun skulle giftes. Flov over at hun rent faktisk havde gemt den, og han nu havde fundet den.
 I en hurtigt bevægelse tog hun ringen fra Jaris, trådte væk og gik hurtigt over til gryden. Ikke fordi hun havde travlt, men fordi hun ikke synes det var fair han stod så tæt på hende. Derudover kunne hun også give varmen fra brændeovnen skylden for den varme og let rosa farve hun kunne mærke i kinderne. På den korte tur hen til gryden kom ringen ned i en lomme på hendes kjole. Hun sank kort mens hun gik i gang med at røre i gryden.
 " Jeg løj ikke.. Jeg tog den af fordi du skulle i bad..  " Løgnen havde virket for  Aksel, og det var vel også deromkring hun havde taget den af, var det ikke? Selvom hun så let som ingenting havde løjet for Aksel, lød løgnen ikke nær så overbevisende nu. Hvorfor var det så let at lyve for Aksel? 
 " .. jeg nåede bare ikke at tage den på igen..  " Hun trak lidt på skuldrene, og håbede mest af alt bare på at Jaris ville lade det ligge, selvom hun godt vidste han ikke ville. Daphnie lænede sig lidt frem for at se ned i gryden mens hun rørte rundt, selvom det egentlig ikke var nødvendigt. 

Jaris nikkede bekræftende til Daphnies kommentar, trods det vist ikke var alderen der trykkede. Det var bare ikke let at være så doven, at det næsten var lige så hårdt at se hende rydde op, som hvis han skulle gøre det selv. Der var en grund til at han bad alle andre om den slags i sit eget hjem. Han var nok mere typen der ville feje alt skidtet ind under sofaen, og så håbe at det på magisk vis forsvandt derfra. Så var det jo meget lettere bare at få andre til det fra starten af. Men det tog ham ikke lang tid at afbryde hende i oprydningen.

Kunne det virkelig komme bag på Daphnie, at Jaris ikke havde tænkt sig at lade emnet ligge så let? Hun havde løjet til den unge fyr om hvorfor hun ikke havde sin ring på, og han ville vel være ligeglad, medmindre det var én han havde givet hende. Hvis det virkelig var det, der var sket, at Daphnie faktisk var blevet forlovet mens Jaris havde været væk, så ville han da gerne vide det. Ikke kun fordi han var så forfærdelig nysgerrig, men fordi han gerne ville vide, om han lige om snart ikke kunne besøge hende mere. Ikke at han ville være god til at rette sig efter det.

Han trak armen til sig og rettede sig op igen, da Daphnie flyttede sig, men accepterede tydeligvis stadig ikke hendes forklaring, med det blik han sendte hende. Som hun stod der og rørte unødvendigt i gryden, tog Jaris plads på den nærmeste stol. Han rykkede sig helt tilbage på stolen, trak det ene ben op under sig og lagde armene omkring, som han mere eller mindre sad og krammede det bukkede ben.
”Mh-hm…. Og hvorfor går Aksel op i om du har den på eller ej?” Han ventede bare på at Daphnie ville sige det. At det var fordi han havde friet, og hun havde sagt ja. At det også betød at denne gang var den sidste Jaris kunne dukke uanmeldt op, for næste gang ville hun tilhøre en anden. Medmindre hun kom med en virkelig god løgn, ville han ikke kunne slippe den tanke, men han havde stadig et smil på læben. For lige meget om det var dét, Daphnie sagde eller ej, så vidste han da godt at hun ikke ville kunne holde sig helt fra ham alligevel. Eller det var da det, han håbede.

 Ærligtalt havde Daphnie ikke gjort sig meget i at tænke over hvordan det ville blive når hun blev gift. Et sted vidste hun godt hun var nødt til at flytte sammen med Aksel, andet ville jo ikke være passende. Og når hun boede med Aksel kunne Jaris ikke længere bare dukke op. Der havde vidst allerede være mere end rigelige rygter omkring Daphnie og hendes mandebesøg end hvad godt var. 
 Det var nok også derfor hun altid fandt noget galt med de huse hende og Aksel kiggede på. Fordi det ikke længere ville være muligt for Jaris at dukke op. Allerede bare i dag havde været farligt. Så snart Daphnie begyndte at tænke bare en smule på hvordan det ville komme til at være, hvad hun ikke længere kunne, ja, så trak hendes mave sig sammen og det ville begynde at trykke i hendes bryst. Men ikke på den behagelige måde Jaris kunne få frem i hende, det virkede mere.. udsultende og dræbende. 

 Det var samme måde som hun begyndte at få nu hvor Jaris blev ved med at tale om emnet. Det irriterede Daphnie at han ikke bare kunne lade det ligge. Ville det hele ikke alligevel bare være bedre hvis han ikke vidste noget? Hvis de begge bare kunne forsætte som om intet var anderledes? 
 Daphnie fik fat på et par grydelapper, og hun fik løftet gryden over på bordet. Daphnies udtryk var meget påvirket af de splittede og utilpasse følelser der bragede rundt i hende. Skulle hun bare sige sandheden? Lægge alle kortene på bordet? Bare tanken fik det til at trække sig sammen i hende. Derfor trak hun på skulderne mens hun satte sig ned over for Jaris.
 " Det ved jeg ikke.. Han var vel bare nysgerrig.. " Daphnie kunne godt selv hører hvor vag en forklaring det var, men hun følte sig pludselig så udmattet at hun næsten ikke orkede at forsøge mere. 
 " Han var der, da jeg fik ringen.. " Sagde hun så. Det kunne vel forklarer hvorfor han spurgte ind til den, og det var jo egentlig ikke en løgn. Hurtigt rakte hun over bordet for at gribe fat i Jaris tallerken så hun kunne øse noget mad op til ham.

Skulle han lade det ligge? Vælge at tro på hende for nu og så vente til hun selv bragte det op igen. Hvis hun altså nogensinde ville bringe det op igen. Daphnie lod til at være en smule irriteret over, at han spurgte. Men det var netop derfor han ikke helt troede på hende. Måske hun bare var irriteret over at han spurgte, når der egentlig ikke var noget at tage fat i. Jaris kunne vel tage fejl, læse situationen helt anderledes, end den reelt var. Det ville ikke være første gang.
”Okay.” Han nikkede let til hendes forklaring og fulgte hende med blikket, som hun satte sig og skovlede noget mad op til ham.

Det var jo ikke for at være så irriterende, som han uden tvivl var, når han blandede sig i ting, der egentlig ikke kom ham ved. Han ville bare gerne havde sandheden. Han tog fat i skeen og gav sig til at fumle lidt med den, forsøgte at lade emnet ligge for nu. Men der gik ikke længe, før han alligevel ikke kunne holde munden lukket.
”Daffe?” Han rettede lige blikket mod maden, der var blevet placeret foran ham, bed sig let i underlæben, da han godt vidste at hun nok ikke ville være helt begejstret for hans næste spørgsmål.
”Er det en forlovelsesring?” Spurgte han, idet han så mod hende igen. Han ville ikke liste omkring den tanke, hvilket han uden tvivl ville komme til endnu længere endnu, medmindre han spurgte direkte. Så det gjorde han. Hvis Daphnie svarede klart nej nu, så skulle han nok lade det ligge.

 Ubevidst var Daphnie begyndt at spænde mere og mere op, jo mere Jaris spurgte ind. Det var ikke gået op for hende hvor meget det egentlig betød for hende at Jaris ikke vidste hun skulle giftes. Hvor meget hun frygtede at det ville påvirke deres forhold. Hvor meget det ville ændre på det de havde. Det var først da det virkede til at Jaris godtog hendes forklaring, at hun lagde mærke til hvor opspændt hun sad. Daphnie blev mere afslappet i skuldrene, og et lidt taknemmeligt smil gled over hendes læber som hun begyndte at øse mad op i skålen. 

 For et lille øjeblik hvilede stilheden over dem. Det var ikke fordi det var en akavet stilhed, men den var måske en smule trykket af at Jaris stadig gerne ville have svar, og Daphnie ikke ønskede at sandheden skulle komme frem. Måske det var ønsket om at Jaris lod det ligge, der fik hende til at tro på at han var okay med hendes for, for inderst inde lignede det jo ikke rigtigt ham, at lade noget ligge. Derfor løftede uvidende blikket fra Jaris sagde hendes navn, og hovedet blev lagt let på skrå.
 " Mh? " brummede hun let og lod blikket hvile lidt på ham. Da han flyttede blikket ned på maden, rynkede Daphnie brynene en smule, og mærkede med det sammen nervøsiteten snige sig frem i hende. Og ganske rigtigt som hun havde forventet, spurgte Jaris yderligere ind til ringen. En forlovelsesring. Daphnie flyttede med det samme blikket væk og ned, mens hun foldede læberne lidt hårdt sammen. Hun svarede ikke, men hendes reaktion - eller mangel på sammen - burde i sig selv være svar nok. 
 Trods en forlovelse burde være noget glædeligt, var der ikke meget glæde at spore på Daphnie. Det var et mere sørgmodigt udtryk. Trist over hvad nu. Hun forventede vel et eller andet sted lidt at Jaris ville rejse sig op og gå. Han havde jo selv givet udtryk for hun var hans tidligere, men det viste hun jo lidt nu, at det var han ikke helt alligevel. Hun kunne godt forstå hvis han var sur eller skuffet over hende. Derfor trak hun også bare lidt opgivende på skuldrene, da hun ikke vidste hvad hun ellers skulle gøre eller sige.