Hvor Zirra måske ikke sagde farvel, da hun endelig fik begivet sig ned af trapperne, så havde Mirabelle sørget for at lave en runde for at sige farvel til de vigtigste af familierne, og undskylde for hendes ildebefinden. Hun vidste at rygterne nok alligevel ville gå omkring det, men hun følte sig dog ånde lettet op som den kølige luft udenfor ramte hende.
Tiden i hæren havde virkelig gjort, at hun slet ikke var så vant til de adelige selskaber mere, og de ofte ende med at kede hende mere end noget andet,
desværre. Hellere tage kampen på slagmarken, for der var det dræb eller blive dræbt.
Simpelt.
Hun tog et par dybe indåndinger inden hun gik ind i vognen, som allerede stod og ventede på dem, så den kunne tage dem videre, og dumpede så ned i sædet og strakte sig.
Grundet hendes egen tur rundt for at sige farvel, så gik der overraskende kort tid inden døren blev åbnet og ind kom Zirra. Mirabelle følte sine læber trække op i et lettet smil. Det så ud til at Zirra var kommet helskinder væk fra
hejren.
Hun smilede lidt over den bekymrede mine fra Zirra, og lod sine egne hænder åbne jakken hun selv sad i, så de kunne slappe lidt af i den lange karet tur tilbage igen.
”Heldigvis ikke. Hun brokkede sig mest af alt over hvor uduelig tjenestestaben var på stedet... og forsøgte at finde ud af... hvorfor jeg var syg?” Det sidste blev sagt med en undrende tone og hun rystede på hovedet.
”Hvad sagde hun efter jeg var gået?” Det skulle ikke handle om Hecate, men hvis Mirabelle blev fanget i hendes greb igen, ville det være rart at vide hvad den gamle kvinde egentlig havde ment var problemet.