Zamirs halvdårlige forsøg på at snyde Valtor virkede ikke, det havde han næsten heller ikke forventet. Vampyren var trods alt langt mere erfaren end den unge dreng, men han kunne alligevel ikke lade være med at smile svagt, som han da lige nåede at se hvordan sparket der fulgte ikke ramte.
Han kom på benene og det svage smil forsvandt straks, og blevet i stedet erstattet af et direkte fornærmet udtryk, der spredte sig til hele det lille ansigt. Ikke fordi Valtor havde delvist ret i sine ord, men fordi han samtidig formåede at få det til at lyde som om det hele var Zamirs skyld. Han skulle lige til at smide en muggen kommentar afsted, men blev noget så distraheret af grenen, der havde kurs mod hans ansigt. Der lød et lettere forskrækket hvin fra drengen og han flyttede sig da, men ikke helt nok og grenen smældede direkte hen over kind og næse. Det fik ham til at miste balancen, men inden han nåede at skvatte helt, fik han fodfæste igen.

Med et rødt mærke hvor grenen havde ramt, rettede han et endnu vredere blik mod Valtor og så strammede han lige sit greb om sværdets skæft med begge hænder.
”Uprovokeret?! Du har provokeret mig i flere år, du gav mig bare aldrig lov til at give igen,” vrissede han. I modsætning til Valtor, kunne Zamir ikke finde ud af at lægge den mindste smule skjul på sine frustrationer. Når han var vred, så kunne man høre det. Han måtte lige stramme grebet om skæftet igen med de svedige, blodige håndflader, og så løftede han sværdet lidt.
”Hvis du nu bare gad at lægge dig ned og tage imod som en mand, så ville det gå meget hurtigere.” Han kunne godt mærke at energien ikke helt var der længere. Blodet gled stadig fra skulderen, dog ikke helt så meget som før, men hver dråbe han mistede, hjalp ikke ligefrem. Alligevel var han stadig stædig nok til at fortsætte. I næste øjeblik valgte han at kaste sværdet imod Valtor, så hårdt han kunne, men egentlig lidt ligeglad om det ramte eller ej. Det var nemlig kun for at distrahere nok, til at han hurtigt kunne rykke sig det sidste stykke tættere på og lægge alt sin vægt bag, da han hamrede hele sin ene side ind i Valtor, i håb om at kunne vælte ham. Han følte sig godt nok mere tryg med et våben i hænderne, men han havde nu altid været bedre til at slås med næverne. Og han ville helt sikkert ikke have noget imod at smadre en næve i ansigtet på Valtor.

Det var tydeligt, at Valtors forsøg på at få drengen til at forstå hans synspunkt ikke virkede. Der var åbenbart kun en måde at få drengen til at forstå det på. Han måtte holde op med at være blødsøden og satse på, at Zamir selv ville opdage det. Det var tid til endnu en lektion.

Valtor nåede igen ikke at svare, som han var nødt til at koncentrere sig om sværdet, da havde kurs mod ham. Han havde ikke tænkt sig at forsøge at gribe det, fordi han ikke kunne få fat i skæftet. I stedet brugte han pinden til først at skubbe det ud ad kurs og derefter dreje, så spidsen satte sig i jorden. Han nåede dog ikke at samle det op med sin frie hånd, da Zamir dunkede ind i ham, og han var nødt til at tage et skridt baglæns for ikke at vælte. I det mindste holdt han balancen. "Så er det nok!" hvæsede han og rettede en albue mod mellemrummet lige mellem skulderbladene i ryggen i håb om at få drengen til at vælte. Denne gang lagde han til gengæld ikke bånd på sig selv; slaget kom med fuld kraft.

"Selvfølgelig giver jeg dig ikke lov! Har du slet ikke hørt efter? Du er nødt til at tage magten! Er du svag, taber du. Det er naturens love" svarede han igen med en uhyggeligt silkeblød stemme; et tydeligt tegn på, at han havde mistet tålmodigheden. "En mand lægger sig ikke frivilligt for en dreng, der ikke kan andet end at pive over sin egen ulyksalighed" hånede han tilbage med samme bløde stemme. Hvis planen var lykkedes, og Zamir rent faktisk var væltet, ville han her placere en fod på enten ryggen eller brystet af ham (hvad der nu end var øverst), så han ikke kunne rejse sig. Så ville han med sin frie hånd trække sværdet op ad jorden.

Hvis drengen ikke var væltet, eller han havde fået rejst sig op for hurtigt, ville Valtor i stedet blot trække sværdet op ad jorden med spidsen rettet mod Zamir. "Du har tabt, knægt. Indrøm det og du får lov til at kæmpe en anden dag" konstaterede han. Det var tydeligt på mængden af blod, han havde mistet, at han ikke kunne blive ved med at kæmpe længe endnu.

Selvom den splejsede dreng lagde alt sin vægt bag, idet han hamrede hele siden ind mod Valtor, havde det ikke den effekt, som han håbede. Det var vel ikke overraskende at der skulle mere til at få vampyren ned at ligge, for der var grænser for hvor hårdt den lille dreng kunne ramme. Han havde ellers været rimelig selvsikker, lige indtil han hørte Valtors hvæsende ord. Der var han straks klar over, at han havde jokket i møddingen igen. Albuen fulgte ikke mange øjeblikke efter, og gav ham ingen chance for at reagere inden. En chokeret lyd blev kvalt, da alt luften blev slået ud af ham og han lige efter ramte jorden med de blodige håndflader først. Han gav sig til at hoste og hakke, men han tøvede ikke med at flytte på sig, så han kunne vende sig om og stadig holde et øje mod Valtor.

Han måtte bruge et øjeblik på at få nok luft, så han som det mindste kunne lægge en albue mod jorden og løfte sig en anelse. Trods de gennemtrængende host hørte han stadig efter, som Valtor hånede. Det var da ikke Zamir, som ikke havde forstået. Det var Valtor!
Han så foden nærme sig, og nåede kun lige at slæbe sig et alt for kort stykke tilbage, inden den blev placeret mod brystet og holdt ham fast mod jorden. Det var med lidt dovne forsøg, at Zamir løftede begge hænder og gav sig til at banke mod den andens ben, med knyttede næver. Han løftede samtidig det ene ben og gav sig lige så dovent til at sparke ud efter hans andet ben.

Han havde ikke tabt!

”Nej! Du har ikke forstået det, Valtor. Jeg er ligeglad med naturens love. Jeg vil bare… gerne… slå dig!” Hans stemme var hæs. Ved hver pause forsøgte han at slå til mod det ben, hvis fod forhindrede ham i at rejse sig, og samtidig lød et host eller to imellem. Valgte han ikke at blive ved med at prøve, ville han være mere end klar til bare at lade sig falde sammen og indrømme sit nederlag, men den stædige dreng var ikke kendt for at give op. Selv dengang gav han ikke op, før han besvimede.
”Jeg synes ikke, jeg be’r om meget.. Bare slip mig, så jeg kan slå dig ordentligt… Bare én gang…” Han lød mere som om han tiggede, selvom man uden tvivl stadig kunne høre frustrationen i den hæse stemme, som nu begyndte at knække en smule. Tårerne pressede sig på igen, fordi han udmærket godt vidste, at han ikke kunne vinde og inden længe trak han både hænder og ben til sig.
”Okay, fint. Jeg giver op,” mumlede han. Hans alt for hurtige opgivelse afslørede måske, at han ikke mente det. Det var kun et forsøg på at slippe for Valtors fod, så han kunne rejse sig og fortsætte med at prøve. Han ville bare have det ene slag ind. En god knyttet næve direkte mod Valtors blege kind.

Havde drengen kæmpet mod Valtor for ca. 150 år siden, inden han blev vampyr, havde hans træk måske virket, men den øgede fysiske styrke, der var temmelig kendetegnende ved forbandelsen, havde gjort det væsentligt nemmere at modstå frontale angreb. Det havde dog også en del at sige, at vampyren efterhånden havde en del kamperfaring, så en del træk var til at forudse, når hans modstander ikke var særligt trænet. Han måtte dog give drengen, at han ikke bare gav op. Det havde han aldrig gjort, men det var en anden stædighed han opfattede nu i forhold til dengang. Der var noget mere kampgejst i ham i stedet for almindelig trods.

Valtor stod et stykke tid og så ud til at tænke over drengens ord. De kørte lidt i ring her, og han var klar over, at han ikke kunne trænge igennem til ham. Det var ganske tydeligt, at drengen havde et helt andet synspunkt end ham selv, så der var ikke længere grund til at diskutere. "Hvis det var så nemt at komme frem i verden, ville alle være adelige på nuværende tidspunkt" forsøgte han en sidste gang, men han lød mere opgivende end vred lige nu. Det gik stadig hen over hovedet på Zamir, hvad Valtor prøvede at sige. Han var dog tydeligt overrasket over, Zamir overgav sig så hurtigt, men ansigtet ændrede sig hurtigt til mistroisk. Det var ikke første gang, det skete, og det var ofte et forsøg på at mislede ham. Valtor var dog begyndt at kede sig, og han havde ikke tænkt sig at slå drengen ihjel. Det var han slet ikke værd. I stedet flyttede han foden og trådte et par skridt tilbage, inden han kastede pinden til siden. Så drejede han rundt for at gå over og samle skeden op, så han kunne sætte sværdet i den, inden han drejede sig mod drengen igen.

"Jeg er imponeret over, at du er kommet langt i forhold til før, Zamir" sagde han og for første gang lød det næsten som om, han gav et kompliment. Hans øjne var dog stadig alvorlige, som de nærmest lyste i mørket. "Jeg vil dog advare dig: hvis du sætter din fod på mit område igen, lader jeg dig ikke slippe så nemt" fortsatte han efter et lille stykke tid. Det var muligt, drengen ikke troede det, men Valtor havde holdt igen. Hvis dette skete igen, havde han dog ikke tænkt sig at vise den gestus.

Det var ikke fordi han havde lyst til at give op, men han havde dårligt kræfter til at slå mod Valtors ben, så han faktisk ville kunne mærke det. Hvad han ville, og hvad han havde energi til, var to meget forskellige ting i øjeblikket, og måske skulle han til at indse, at han faktisk havde tabt. Lige meget hvor meget han prøvede at benægte det, så kunne han jo godt se, at Valtor havde ret. I alt han sagde. Eller det meste af det. Men han ville ikke give ham ret i noget som helst, for det ville betyde det samme som at acceptere alt han havde gjort op til nu. I hvert fald for ham.

Lige så snart foden blev flyttet, gav Zamir sig til at hoste. Som om han før var blevet forhindret i at trække vejret ordentligt, selvom der ikke skulle mange kræfter til at holde den energiløse dreng nede. Han så muligheden for at få et øjeblik til at komme sig, vendte sig om på siden og rejste sig først på alle fire. Det gjorde det lettere at hoste igennem.
Det sidste host forsøgte han at dæmpe, idet han hørte noget der kunne være et kompliment. Det føltes... forkert. Han skævede mod Valtor med et noget skeptisk blik, som han lidt vaklende kom på benene igen. Han kunne ikke lade være med at tro, at der var en ond bagtanke med de næsten pæne ord, trods blikket stadig var dybt alvorligt. Men det viste sig hurtigt at der ingen bagtanke var, men i stedet en advarsel, som han ikke var i tvivl om at han mente.

En eller anden dag skulle det nok lykkes ham at lange et ordentligt slag mod den blege kind, men han måtte skamfuldt indrømme for sig selv at det ikke blev i dag.
"Så kan du jo tænke lidt over hvor ofte dine advarsler har virket mod mig," svarede han og forsøgte at lyde lige så flabet og indebrændt som altid, men det manglende blod i kroppen skar lidt af kanten i hans stemme af.
Det var en hentydning til at han uden tvivl havde i sinde at dukke op en anden gang, men næste gang ville han sørge for at være langt bedre forberedt. Lige nu var han dog nødt til at sørge for sig selv og sine skader.
Og med de ord begyndte han lige så stille at slentre væk, baglæns til at starte med, så han stadig kunne holde blikket på Valtor.

Næste gang ville Zamir ikke lade vampyren slippe så nemt.

Valtor sukkede højlydt ved drengens svar. Hvorfor var det så umuligt for ham at tage ved lære? Valtor havde brugt lang tid på at forsøge at opdrage ham, og han blev ved med at være trodsig. Det var håbløst. Han rystede opgivende på hovedet en sidste gang, inden Zamir forsvandt helt af syne. "Hvis det er tilfældet, håber jeg for dig, at du har trænet mere, inden du opsøger mig igen" mumlede han til sig selv, inden han selv vendte rundt for at sætte kursen mod palæet. Den dreng var og blev altså spøjs.