Invitationerne var gået ud måneder i forvejen, så alle der var noget ved i hele Krystallandet, havde dem i hånde i tide til at arrangere rejsen og nå frem. Leonora skulle ikke nyde noget af afbud med dårlige undskyldninger som mangle på rettidig omhu!
Det ville i sandhed også blive en aften der sent ville blive glemt. Alle af noble byrd, fra Fyrstefamilierne til de mindste baronier var inviteret, så vel som en række bemærkelsesværdige individer uden titel eller land. Selv de vigtige slægter fra både dværge, havets og elvernes folk var blevet inviteret til denne festlige begivenhed!

Hele Zircon var gjort klar til denne aften. Byens gader var fejet og ryddet, og både kroer og butikker var klar til at tage imod det store indfluks af folk, der ville komme i byen for den ene aften. Det var antaget flere dog ville blive længere, for at se området eller fordi de havde ærinder hos Fyrstinden. De større familiers overhoveder samt udenlandske gæster var naturligvis tilbudt logi hos Fyrstinden, men andre måtte finde plads på byens fine kroer, som det var normen til den slags arrangementer. 

Fra byen løb vejen op en bakke til Arys familiens højborg, hvor hvert et vindue var oplyst, og porten åben, klar til at tage imod gæster. Alle blev stoppet ved porten, og bedt vise invitation, og de der ikke kunne imødekomme dette, blev sendt væk, om nødvendigt med magt. Derudover blev folk bedt påføre sig deres masker, og instrueret i, at der ville være maskefald ved midnattimen.

Fra porten var vejen oplyst af et net af lysende krystaller, holdt oppe af sølvpæle sat på hver side af vejen. Krystallerne var kunstfærdigt indlagt, og afgav en nøjagtig kopi af stjernerne på den overskyede nattehimmel over dem. Haven omkring var oplyst af fakler og bålfad, der samtidig holdt nattens kulde på afstand. 

Selvefestsalen var pyntet til at rivalisere selve Krystalpaladset, i sølv, hvid og blege krystaller, der, ved slaget midnat, ville skifte til guld, rød og krystallernes lys ville skifte fra blegt til varmt, for at signalere forårets komme, og indgangen til lysere tider.

Som de fleste gæster var ankommet, og festens begyndelsestime nærmede sig, tog Fyrstinden ordet, og bød velkommen.
"Ærede gæster. Vi takker jer alle for at at være kommet, fra nær og fjern, for at nye denne aften med os. Her hvor vi står på forårets skæld, og mærker vinteren slippe sit tag, er det let at glemme de hårde tider der ligger bag os. Men det er netop nu de skal huskes, og med det huskes, at det kun var ved de retskafnes sammenhold at vi igen velsignes af Lysets varme.
Så jeg beder jer alle nyde aftenen, men også hinandens selskab, og husk, at vi står stærkest, sammen!" med det løftede hun sit glas i skål til folket, og lod festen begynde officielt!

Efter talen blev folk sat til bords, og serveret en kavalkade af eksotiske retter, hentet ind fra hver en krog af riget. Der var skaldyr fra Aquarin, helstegt grif fra Norden, krydrede dadler fra Rubinien, fedt kød fra Medanien, svampe fra elvernes rige, øl fra dværgene, vin fra Azurien, bærtrifli fra Turmelinien og honningglaseret fasan fra Safirien selv. 

Efter banketen blev der åbnet til de tilstødende lokaler, hvor folk kunne sippe sød vin og nyde små kager, mens hovedsalen blev ryddet, og gjort klar til dans! På nattens ellevte time blev salen igen åbnet, og aftenens første dans, ledt af fyrstefamilierne fandt sted. Dernæst kunne resten af gæsterne slutte sig til, indtil midnatstimen oprendte, og der var maskefald.

Derefter var festens officielle program tilendebragt, og de tilstødende lokaler igen åbnet, så de der ønskede kunne samles i mere private grupper, og tale, eller gå en tur i haven, mens dansen i storsalen fortsatte til den lyse morgen.

//PRAKTISK INFO!
Tråden er åben for alle der med rimelighed mener de er inviteret, eller har midlerne til at forfalske en invitation.
Al vold og åbenlyst tyderig/lovbrud vil blive stoppet øjeblikkeligt, og personerne smidt i fængsel.

Der kan laves reaktioner til tråden her, til at tilkendegive din karakters deltagelse, og derudover er folk velkomne til at oprette tråde ved siden af! Have Fun!//

Det var en sand nydelse for Isadora endelig at komme lidt væk fra familiegodset efter en uendelig vinter holdt fanget der. En konsekvens af flere valg hun havde taget gennem de sidste to år, hvor kun få af dem var nogle hun fortrød. At finde William og bringe ham tilbage til familien i Dianthos bestemt ikke en af dem, skønt det mest var den beslutning der havde efterladt hende på alt andet end god fod med hendes mormoder.
Festen i aften var dog en hun havde fået lov til at deltage i. Mest fordi hun stadig var arving til Highwell godset og titlen.

Det var da også et storslået syn, der mødte dem, som de trådte ind i festsalen. Isadora holdt sig pænt et skridt bag sin mormoder og veg ikke fra den plads med mindre hun blev budt andet. En lidt anstrengende måde at være til fest på, men forhåbentlig ville hun få lidt løsere tøjler efter maden. Det var under alle omstændigheder hvad den unge kvinde håbede som hun lod blikket bag masken afsøge mængden efter en bestemt skikkelse.
Hun var klædt som en forårsblomst. Skørtet og kjolens liv var i sart lavendel og flød frit og blødt omkring hende. De løse ærmer og den brede bådformede krave var i sart grøn, som der også var flettet grønne silkebånd ind i hendes lange hvide hår. Masken var holdt med samme farve bånd og selv holdt i grønne nuancer. Ikke farver der fik hende til at se andet end fin og skrøbelig ud.

Velkomsttalen lød passende modtaget og maden blev serveret. Et langt måltid fyldt med høfligheder, men mest af alt lytten til andres snak til det endelig, endelig! var tid til dansen og den del af festen hun havde set frem til!

// Åben tråd til festen: Link

Karim var ikke kendte for at misse en fest, og han ville have været en skændsel mod sit navn og familie, hvis han havde misset hvad der så ud til at blive årets største fest! Det skulle hvertfald være en modig mand der forsøgte at overgå en Fyrstelig fest!

I aftenens anledning havde Karim anskaffet sig et fremragende sæt tøj, der kunne passe til hans mageløse maske! Masken var, naturligvis, en fuglemaske, men det var ikke bare en hvilket som helst fugl! Masken var prydet af sne-hvide fjer, og et næb i klart, blåt glas. Fjerene var naturlig ægte punkti fjer som Karim allernådigst havde fået lov at samle fra de punkti han havde mødt.
Derudover var Karim iført en tunika i hvid slike, med brede, løse ærmer, der graduerede fra den rene hvide, til en kraftig, klar blå. Hans bukser var løse øverst, men blev samlet lige under knæene, hvor de skiftede til samme klarer blå som ærmerne.
Fra hans ene skulder hang en imponerende halvkappe i hvide og blå fjer, og på hans anden skulder, sad en levende punkti og kejsede majestætisk.

Med det gode selskab medbragt, og en tanke til hans 3 koner derhjemme, så Karim frem til en fortrinelig aften!

((Åben Tråd ))

Etheldred havde ikke ligefrem set frem til endnu en fest, faktisk havde diskussionen lødet temmelig højt mellem hende og Edgar da de fik invitationen. Edgar sættende sine pligter for Lyset højere end sine pligter som adelsmand havde i bund og grund ladet Etheldred alene om at tage til maskeballet, mens han selv drog på mission i norden. 
Rejsen var foregået sløvt i en karet ned mod syden. En tur hun var overbevist om at hun kunne have gjort hurtigere hvis hun bare havde fløjet, men selfølgelig skulle man som værende en del af adelsstanden komme i nogelunde god stil, derfor havde hun fundet sig i turen, men også godt og grundigt nydt det da hun langt om længe kunne komme ud af vognen dagen før festen. En tjenestepige tog sig af hendes ting mens hun fik selv fik hilst kort på værtinden inden hun smuttede ud på en tur for at betragte den lille by og hilse på befolkningen, udnytte det til at strække sine vinger lidt inden de endnu engang ville blive tvunget væk under amulettens beskyttelse

Da det blev tid til ballet havde hun valgt en mellemblå kjole med mørkere blå blonder med små gulddetaljer der smøg sig op af skørtet og fyldte de gennemsigtige tætsiddende blondeærmer Om halsen bar hun en halskæde med  guldindfattede sten, om det var juveler kunne hun ikke selv huske, det gik hun ikke op i. Masken selv var en sort simpel maske med små gyldne hvirler i en form for filigree, mens det øverste var prydet af lange bløde fjer. Det blonde hår var sat i en stil så det nærmest lod til at være løs hvis man ikke vidste bedre. Store bløde krøller med indsatte perler med guld 'toppe' så håret glinsede i lyset. 

Hun sukkede let for sig selv inden hun rettede på masken, kort pillede ved sine ringe inden hun rankede ryggen og gik ud af værelset, ned til ballet og sine adelige pligter. Så meget pligt og dimplomati der kunne ligge i et maskebal.  Med et lille smil fik hun vist sin invitation til vagten inden hun trådte nd i salen, fik sig en velkomstdrink og fandt en plads at stå ved mens værtindens tale lød. Hun skålede ud i luften med en nikken til det der blev sagt, det kunne hun godt stå inde for. En slurk blev taget af drikken inden hun begav sig i gang med at mingle med de andre gæster, velvidende at selv dem der virkede ubetydelige sagtens kunne have masser af betydning. 

//Link til kjole og hår//

”Pas på!” pev Malika, som hendes tjenestepige ramte hendes hårbund med endnu en hårnål. Malika skar nogle grimmaser som det lyse hår blev strammet i diverse fletninger, med små rubiner i. Som det sidste hår blev bundet blev der pålagt okker på den ellers hvide hud. Hænder, albuer, tæt på kravebenene, læberne, kinderne, ørene og en anelse på næsen. En mørkere Okker blev brugt til de lyse vipper og bryn. Okker-rutinen var hun så van til, så hun havde ikke noget i mod at sidde og grine med sin tjenestepige, som de snakkede om ballet og hvem der kom, og hvordan mon deres masker så ud.
Tjenestepigen lagde krukken med okker og pensel væk, for så at åbne en skuffe med uendeligt mange guld smykker. Malika hoppede glad op fra stolen hun sad på, og stillede ved siden af og kiggede med. De udvalgte et sæt med store rubin sten. Der var både en hårkrans, øreringe, halssmykke, skuldersmykker, bælte og armbånd. Med noget besvær fik hun både sin røde silkekjole og smykker på. Om armene og rundt om kjolen hang nogle gennemsigtige guldsjaler. Hendes maske symboliserede en sol. Malika skulle ikke ligne noget bestemt, men hun ville gerne symbolisere den kommende varme og sol – heldigt for hende at det også symboliserede Rubinien, som hun kom fra.

Malika glæde sig. Hun syntes det var utrolig spændende at skulle bære maske, og ikke være sikker på, hvem der gemte sig bag. Sammen med dele af Kazimi familien gik de ned til ballet. Hun fik en velkomstdrink og inden længe blev der holdt tale. Sammen tog hele salen en tår af deres glas, som værten afsluttede sin tale med en skål. Der gik et lidt tid før alle havde sat sig til bords, Malika begyndte straks at snakke med de andre gæster. Hun prøvede at se om hun kunne genkende øjne, stemmer eller måden de opførte sig på. For Malika var det utrolig spændende.

//Åben tråd//

Kareem var sikker på at dette nok skulle blive en begivenhedsrig fest. der var tre grunde til hans nuværende overbevisning. Den første var at det var Arys der var værten, nok den eneste familie i riget der med prøvede at se om de kunne kaste om sig med samme rigdomme som hans egen slægt. Den anden grund var at maskerne. Personlig fandt han dem altid lidt i vejen og besværlige men det virkede tit som om at mange gav mere slip når maskerne var der også var det altid sjovt at prøve at se om man gættede rigtigt ved maske faldet. Den sidste grund var dog knap så softistikeret, for hvis der ikek skere noget til denne fest så agtede han selv at sørger for at den nok skulle være værd at huske.


Kareem, der var iført en hvid paradeuniform fra flåden, havde valgt at gå denne vej med sin påklædning for at gøre legen om hvem han var en smule udfordrende og ikke noget der var givet uden at man skulle tænke sig om først. Det eneste spor til hans sande stand og position var det orange gyldne silke bånd han bar om livet i stedet for bælte, oh og så naturligvis hans signet ring som han bar i en kæde om halsen, men den hang skjult under skjorte samt vest.

Han maske dækkede det øverste af ansigtet og var lavet af forgyldt porcelæn. Det mest markante ved den var dog de to store bukkehorn der strakte sig op fra den og den lille sølv pensel der sad i panden. Tydeligt en afbildning af Haldir.


Da den formelle del af festen var overstået undskyldt Kareem sig høfligt til den ældre dame han sad til bords med. Derefter slog han kursen forbi værtindens bord hvor han roste hendes fest, og ikke mindst den imponerende stjerne himmel der var blevet opstillet, det glædet ham at se at astronomien ikke var glemt heroppe. Da han blev undskyldt fra de høfligheder satte han kursen mod dansegulvet. Det var på tide at det blev en fest.

Selvom invitationerne var kommet flere måneder i forvejen, havde det været noget af en hovedpine for Ishar at finde ud af hvad han gjorde med sin familie. Normalt ville han have ladet sin kone blive hjemme med børnene, men Irene ville unægteligt ikke tiglive ham hvis hun gik glip af 'årets fest' som hu selv kaldte det. Selv var han nu ikke så sikker på sagen om hvor meget årets fest det blev; der var jo masser af baller rundt om i landet i løbet af et år. Det var i al fald den erfaring han havde samlet sig i de knapt 4 år han havde kunne kalde sig selv for baron, en titel han stadig forsøgte at fuldføre til sit bedste.
Altså var det blevet til at Ishar, med en smule hiven i trådene rundt omkring, havde sørget for at børnene blev passet og at ingen mænd kom ind i paladset for at besudle hans ældste datter. Imens var han selv og Irene taget nordpå  for at tage del i festlighederne. I det mindste gav det ham en rig mulighed for at møde folk med potentielle sønner han kunne gifte datteren bort til. 

Ishar sukkede let som han betragtede sig selv i spejlet. På med smilet og høfligheden.. Du kan godt. Du var ikke nødvendigvis født til det her, men blodet løber i dine årer...Ægte eller ej peptænkte han til sig selv, inden han drejede hovedet over på Irene der var iklædt en kjole der viste lidt mere end han var vant til. Han nikkede godkendende til hende. Mest fordi han vidste at hun  var gået utroligt meget op i at finde en kjole der ikke nødvendigvis passede til det tøj man ik iklædt i Rubinien, nok for at give mere til maskeraden. Et kunstværk af en blå og gylden maske med påfuglefjer motiver og påfuglefjer var på hendes ansigt. 
Han børstede kort over sin jadegrønne kjortel med de lidt mørkere bukser, et let rubinsk-inspireret mønster var broderet i stoffet med purpur tråde hvor detaljerne blev gjort yderligere op med kobbertråde. Det var lavet i let og luftig stof efter hans eget ønske, da han ikke kunne fordrage følelsen af det tunge, kradsende stof de brugte i norden, også selvom han godt forstod at de brugte den, det var alligevel ikke helt varmt deroppe. Han sattte sin blålige maske med kobber-filigree, der kun  forstærkede hans rød-lillae øjenfarve, på plads, sikrede sig at det olierede hår forblev siddende over de halvspidse ører, rettede lidt på fipskægget der i dages anledning havde flere mørk gyldne smykker på sig end sædvanligt. Næseringen havde han ladet ligge på værelset, men resten af smykkerne var der stadig i rig overflod af, både halskæder og fingerringe, deriblandt hans magiske fingerring der sørgede for at holde ham varm heroppe i de nordlige egne hvor vinteren vidst ikke helt havde sluppet sit tag endnu.
" Kommer du min kære? " Sagde han som han tilbød sin kone sin arm, og sammen forlod de værelset i kroen, trådte ned og ind i kareten og  kørte til festlighederne. De var trods alt ikke veletablerede nok eller højt nok oppe i adelen, til at have fået tilbudt et værelse hos fyrstinden selv. 

Invitationerne blev vist som de kom til porten inden de kørte helt op og trådte ud til aftenens luft og summen af stemmer. Ishar sendte et blidt smil til Irene. " Hvis du genkender nogen af dine veninder har du helt lov til at hygge dig med dem, elelr skabe dig ogle nye. " Lød det dæmpet til hende inden de trådte indenfor hvor selve festen lod til at være ved at blive skudt i gang. Han slap Irene og gav hende et glas han havde taget fra en forbipasserende tjeners velkomstbakke, stillede sig og lyttede med et indøvet venligt og tålmodigt smil.

So talen lød gled hans blik undersøgene rundt, ikke kun på de smukke omivelser men ogsp på de forskellige gæster, han tvvilede at der var nogen han kendte, men han vidse aldrig. Denne nat ville utvivlsomt blive en nat med nye bekendtskaber, og muligvis en aftale eller to.  Han var trods alt handelsmand før han var baron, mente han i al fald selv, han var ikke klar om hvorvidt hans fader mente det var den anden vej.

Ishar løftede let glasset som talen blev færdig, sippede af den søde boblende velkomstdrik inden han  satte sig til bords. Maden var udsøgt, noget af det fremmed, andet let bekendt fra hans barndom. Andet igen helt velkendt, Ishar sørgede høfligt for at holde øjnene lukkede hver gang han indtog noget rødt kød, kunne ikke risikere at forskrække sin borddame eller andre omkring ham med øjnenes lysen op ved smagen af blod.

Ishar minglede frem og tilbage med de han sad til bords med, smilede og lo de rigtige steder og sørgede for at ingen følte sig udenfor samtalerne han holdt.  Han rejste sig og fulgte nysgerrigt strømmen ind til de tilstødende lokaler. Jovist var der flere fra Rubinen han genkendte, nogen mere end andre, om de så vidste hvem han var, var ikke til at sige. Han bevægede sig ind og ud blandt folk, sankkede hid og did inden han endte med at finde sig selv siddende i en stol med et glas vin og en mindre tallerken med et udvalg af småkager. Blikket gled årvågent rundt bag masken, holdt øje med alt og alle som han kunne fra sit sted. Det var trods alt vigtigt at skaffe sig nye forbindelser  og bekendtskaber, og mindst lige så meget at holde øje.


( hvis man ønsker en tråd med Ishar så bare poke mig )

Var Arys slægten en af de større slægter her i Krystallandet? Jah. Havde deres fester et ry for at invitere mange dele af den højere samfundssgruppe? Jah. Ville det være oplagt for Verbatim at være tilstede? Så bestemt.

Uden at være en del af adelen, havde den gyldenbrune ørkenelver alligevel formået at skaffe sig en invitation. Eller... at skaffe var nu engang så meget at sige, forfalske var nok det mere rigtige ord. Hans blik gled undersøgende over den fine konvolut, der havde været under produktion i et par uger nu - en særlig bestilling fra da de første invitationer blev sendt afsted for flere måneder siden, som forhåbenlig ville være nok til at lade ørkenelveren slippe forbi vagterne og ind i Arys familiens højborg og hjem. I aftenens anledning, havde han pådraget sig mere… menneskeligt, ekstravagant og fint tøj, og en tilhørende maske der omfavnede de spidse ører og skjulte dem bagved stoffet. Selvom han tvivlede på at blive genkendt, gjorde det intet at være fuldkommen sikker.
Under identiteten som blot en af fyrst Sephyrans adskillige børn, bevægede den solbrune elver sig op af de lange trapper og imod porten ind til selve festlighederne. Armene var foldet bagved den ranke ryg, og elverens naturlige elegance faldt i et med de mange mennesker omkring ham. De var kommet just efter maden var sat igang, så det ud som om.

Han havde sine egne bagtanker med at være her i aften. Udover at samle op på hvad end sladder der cirkulerede imellem de royale, havde ørkenelveren også blik for hvordan deres hjem så ud. Han måtte indrømme, den overvældende festsal var utrolig! Men han havde et større blik for de mere skjulte rum og steder, og da de tilstødende lokaler blev åbnet, vandrede den gyldenbrune elver væk fra hovedrummet, og noterede sig de mindre gange. Det kunne trods alt være hans eneste mulighed i lang tid…

Dog kunne han ikke undgå at falde i snak, og da klokken slog elleve, lod Rakaa sig også overgive til den smukke musik og livlige dans. Dog var han som forsvundet, da klokken var tæt på tolv og flere kilometer væk, da selve klokken slog tolv.

Da maskerne faldt og ansigterne blev vist, var den solbrune elver ikke til at se nogle steder, men sporløst  forsvundet fra Arys slægtens ejendom, et tilfreds men dog dovent smil i mundvigen.

Det var den første fest som William skulle deltage i. Han havde på ingen måde overvejet muligheden at lade vær med at deltage. For en gangs skyld var Aquarin inviteret til noget, hvilket fik tankerne i gang hos den unge vandmand. Hans folk var ærlig talt ikke glemt som han troede de var. Det var helt overvældende at et folk som hans var blevet inviteret til en fest som denne. Han havde med glæde accepteret invitionen der var kommet. Og som hans far havde sagt. "Gør os stolte" og det var præcis det han ønskede der skulle ske. Han ville gerne gøre sit folk stolt og vise hvem de egentlig var. Han havde ikke overvejet at lave ballade, selvom han tvivlede lidt på sin evne når det kom til stykket. Den var ikke farlig, han kunne bare ikke helt styre den så godt som mange andre kunne. Egentlig ville han helst have Maximillian med til denne fest, men for en gangs skyld måtte han forlade Maximillian og klare noget selv. Så var spørgsmålet jo bare om han overhovedet kunne klare en opgave som denne for sig selv. Han var ikke sikker og det var kun tiden der måtte vise det.

Den magiske halskæde hang rundt om halsen. Den var grunden til at han kunne gå på landjorden, og han ville ikke miste den for noget som helst. Han ville ønske at denne dag måske ikke ville slutte, men han vidste også at før eller senere måtte han jo tage hjem igen, og forhåbentlig havde det været en dag man kunne føre noget godt med sig.
Først var han overrasket over i det hele taget at se udsmykningen der var, og alt den mad der var. Det var virkelig tænkt på alle, og han elskede det allerede da han havde sat sine ben til festen. Han var prins ja, men han var ikke den der gik og sagde det til alle. Han ville hellere end gerne bare nyde og være lidt sig selv, med mannere når det kom til stykket.

Talen lyttede han intenst til og han ville hellere end gerne snakke med alle de folk der var der, og han overvejede faktisk at snakke lidt med dem, men samtidig var han også lidt sulten. Dog måtte han tage den lidt med ro og bevare overblikket over alle dem der var der. For hvem vidste om der ikke kunne laves en alliance når det kom til stykket. Det kunne være en af grundene til at de overhovedet var blevet inviteret til en fest som denne. Han stod med hænderne ned foran sig foldet i en elegant holdning. Han ville vise sin bedste side til en fest som denne her. Det var bare spørgsmålet om hvad andre ville sige til en som ham. Der var intet der indikerede at han var havmand. Det pæne tøj sad perfekt på ham. Han forstod ikke hvorfor han skulle have denne røde maske på, men alle andre havde jo maske på så han ville ikke være den der ikke gjorde som der var blevet sagt. Hans ellers normale røde aftegninger var ingen steder at se, det var kun de lidt spidse øre der indikerede at han ikke var et normalt menneske.

((Hvis man ønsker en tråd med William så hiv fat i mig han er faktisk vældig sød! 8D))

Elaina havde for længe siden modtaget invitationen og hun havde da ingen planer om at tage til dette maskebal. Hun orkede det ikke. Ikke efter at mistet titlen som hertuginde. Hun vidste der ville være blikke og Astra kunne være der. Hende ville hun slet ikke se. Ikke endnu. Det var hun ikke klar til, de ville sikkert lave en scene. 

Elaina lod invitationen værre, men inden for et par dage modtog hun et nyt – fra hendes svigerinde Selene, om at hun skulle med og Selene hentede hende på vejen til Safirien. Elaina himlede med øjne. Det var næsten som om at bo hjemme. Tvunget til at gå til disse dumme baller, for at finde en ny mand, men hun vidste der var intet at gøre.

Dagen var kommet, kisten pakket. De tog derhen en dag før selve festen. Så Selene kunne sikre sig at hun så rigtig ud. Elaina og Selene havde stadig et anstrengt forhold og Elaina valgte for nu ikke at nævne forlovelsen med Talion. Det ville blot skabe drama. Elaina vidste at Selene ikke ville acceptere det, så længe han ikke var adelig. ”Elaina, jeg ved – jeg var hård ved dig da du kom tilbage. Det var og er bare skuffende, at du ikke fuldføre dit job.. Du har derfor at gøre det godt i morgen – og gør nu indtryk på nogen!” sagde hun bestemt, Elaina nikkede blot. Det nyttede ikke at diskutere med hende. Det gjorde kun turen værre.

De ankom til en fin kro og blev sat i samme værelse. Elaina forholdt sig stille, da hun hade det og Selene var selv stille. Der var ikke noget at sige imellem dem, og alligevel alt. Selene havde udvalgt en yderst pæn kjole til hende, det måtte hun alligevel give hende. En olivengrøn balkjole, med et tætsiddende broderet korset, som gik ud. Det mindende om forårs grønne farve, samt havde hun en tilhørende maske, hvor de lignede at små balde kærtegnede hendes lyse hud. Selene selv havde en flot mørkerød kjole, og masken fyldt med røde fjer. 

De ankom sammen alle de andre. Elaina vidste præcis hvad Selene forventede af hende og hun gjorde det, for ikke at høre for det senere. Hun smilede derfor højligt til alle og virkede interesseret i deres spørgsmål, selvom hun følte hun fik visse blikke.

Da dansene begyndte, blev hun også budt op og høflig, tog hun imod dem. Selvom hun allerhelst bare ville gemme sig. Stedet i sig selv var utrolig smukt, det var tydeligvis lagt mange kræfter og timer i at få alt dette stablet på benene. Det måtte da være spændende. Åh hvor hun savnede, at bestyre noget, andet end blot hendes liv.

//Festen for Elaina forsætter i en tråd med Lucy de Pompadour

Mirabelle havde fået invitationen for flere måneder siden, siden hun var bosat i Dianthos, og var af høj nok stand at hun ofte fik invitationerne i lidt for god tid. Lidt for god tid betød også at hun sjældent kunne undgå det, så hun gjorde som hun skulle. Hun lavede en lille note i sin bog med datoen, og glemte så alt om at det eksisterede.

En uge før ballet faldt hendes blik på hvad der skulle ske den pågældende uge, og hun blev mindet om at hun havde et bal hun skulle til, og endda fra Arys familien, så det var ikke noget hun bare kunne bukke under. Så hun satte en hasteordre ind hos den lokale skrædder, og da det var tid, tog hun med den resterende bunke af Pompadour familiemedlemmer fra Dianthos og ned til Zircon.

De blev indlogerede, og derfra gjorde de sig klar og tog så hen til ballet. Modsat de fleste andre adelskvinder, havde Mirabelle dog ikke valgt at tage en kjole på. I stedet for bar hun et par hvide bukser, der var pænt syet ind til hendes former, og en lang hvid jakke, med sølvdetaljer, og et Pomapdour familiens emblem. Under den havde hun en blå skjorte. Over hendes ansigt, bar hun en ligeledes en hvid maske, der passede til hendes hår, der lignede en fugl, med et sølv næb der gik lidt udover hendes næse.

Det var ikke med god vilje hun var her, men hun gjorde hvad hun kunne for at opføre sig som den prinsesse hun egentlig var. De fleste kunne da også genkende hende trods hendes maske, og hvis hun havde en tendens til at snakke mere med kvinderne, så var der nok ikke nogen der satte spørgsmålstegn ved det.

//Hvis der ønskes en tråd med Mirabelle, så smid en PB

De lyse tomme øjne beundrede sin talje som blev spændt ind af en tjenestepige. Hurtigt trak hun vejret ind, så taljen blev mindre. Astrid var selvfølgelig nødsaget til at tage til forårsfesten. Hun var trodsalt den nye arving til Isenwald. Til gengæld var Astrid overbevist om at hendes mor blot håbede at Astrid ville komme løbende og fortælle hvem hun syntes var interessant nok til at kunne gifte sig med. Det var bare ikke den leg Astrid ville lege. Hun ville faktisk slet ikke lege. Hun var dog spændt på om hun kunne danne nogle gode venskaber, så når hendes tur kom, at hun kunne blive magtfuld med mange forbindelser.

Kjolen blev svøbt rundt om kroppen. Astrids kjole skulle selvfølgelig være gul, for at symbolisere Lauranas Liljer, frugtbarheds-blomsten. Hun væmmes ved tanken, men nogen syntes det var en god ide at vise man kunne producere de næste arvinger. Hun brød sig virkelig ikke om tanken om at skulle dele sin magt med en eller anden mand. Men selvfølgelig ville det være vigtigt for hende at få nogle arvinger, så magten kunne føres videre til dem.

Med lange magtfulde skridt førte hun sig selv ind i salen. Den øverste halvdel af hendes ansigt var selvfølgelig dækket af en bleggul maske, som var pyntet med diverse blomster. Hendes lange sorte hår var bundet op, så det lignede hendes hår, kun gik hende til skuldrene. Det kunne godt være hun ikke ville lege, men folk behøvede ikke at vide det var hende. Hun fik fat i en velkomstdrink inden fyrstinden begyndte sin tale. Sammen med resten af salen skålede huns selvfølgelig tilbage, hvorefter hun fandt en ledig plads at sætte sig ved. Hun begyndte hurtigt at snakke med sine sidemakkere, men selvom de var glade og festlige, beholdt hun sit rolige og alvorlige blik på dem. Under maden forsatte snakken, og den gik blandt andet på hvor lækker de alle syntes maden var.

Større lokaler blev åbnet og hun tog sig god tid til at komme ind i dem. Hun var utroligt nok en af de sidste der kom ind – men det gjorde ikke noget, for så var der en chance for at hun ikke blev budt op på dans. Hun stod blot der blandt de mange maskerede adelige og lignede Lauranas Liljer.


//Ønskes der en tråd kan man blot sende mig en PM <3

Clara havde set frem til maskeballet hos Arys slægten, men havde også været rædselsslagen, især som dagen kom tættere på, og hun pludselig blev klar over at hun ville få fornøjelsen af at Noah også skulle med. Han boede trods alt hos dem i øjeblikket, så det var kun naturligt at de rejste afsted sammen.
Heldigvis, i hvert fald sådan så Clara på det lige nu, så havde Isabel, hendes mor, udvalgt hendes kjole og maske for hende. Det havde hun også kun brugt måneder for at det ville være helt perfekt.

Så da de gjorde sig klar, blev Clara sat ned i en korset. Der skulle bare lidt styr på maven, og Isabel ville så gerne have at hun havde en pæn form. Derudover fik hun en lys kjole på, med broderet tusindfrydsblomster på, som stod en smuk kontrast til hendes lidt mørkere hud visse steder. Masken hun fik på, var lavet af noget blødt materiale, og sad fast kun henover hendes øjne, og hendes hår var blevet dekoreret med ægte blomster, som hun selv var blevet sat til at springe ud, så de stod i fuld flor.

Til at starte med holdt hun sig mest til sin mor, men som tiden begyndte at gå, fandt hun også sine venner fra hoffet, mellem de mange mennesker, mens hun ihærdigt forsøgte at undgå Baron Beck, som hun havde set gående rundt mellem de voksne til ballet, hvor Clara mere var hos de ungadelige.
Selvom festlighederne var fornøjelige, så fangede hun sig selv i at lede efter Jonatan flere gange gennem ballet, som om at han pludselig ville ankomme til ballet, og tage hende med ud på en dans. En fjollet lille pige tanke, men stadig en hun havde.

//Hvis der ønskes en tråd med Clara, smid en PB til mig ^^ 

Nogle ville måske beskrive Nats idé om matchende tema i påklædning til maskeballet som værende selvoptaget. Måske endda narcissistisk. Men som Nat så det, havde han fået den bedste ide, og hans far og søster var gået med til den, udelukkende fordi det var den bedste ide. Og ikke fordi han havde været ekstremt irriterende og tirrelig hver eneste gang en anden ide var blevet luftet.

Og temaet var selvfølgelig: Nat.

Dags kjole var temaet værd i sig selv, faktisk var den så smuk, at Nat nærmest ikke kunne ud at hverken se eller tænke på den. Meget mindre kunne han holde ud at se på den, når Dag tog den på. Nej, det var bedst for ham at holde sit fokus på sit eget spejlbillede. En smuk, ung mand, iklædt en midnatsblå jakke, broderet i guldtråd med sirlige stjerner, der akkurat afspejlede stjernehimlen og dens billeder. Hans bukser var i samme farve, dog uden broderi. Med vilje, og ikke fordi han var blevet utålmodig, selvfølgelig.
Hans høje skjortekrave ledte op til hans skarpe kæbe, hvorpå der var malet små stjerner i guld op til hans hår og ind under hans sorte maske, der ikke skjulte meget mere end hans øjne og brede øjenbryn. 

En tjener åbnede døren på deres karat, da de ankom ved festen, og Nat ventede hverken på sin far eller søster, men steg ud med det samme, for at få tjeneren af vejen og tilbyde sin egen hånd som hjælp til sin irriterende smukke søster. I det mindste slap han for at se på hendes ansigt for nu. 

Det havde været både nogle fantastiske og utrolig hårde dage at skulle vende sig til at bo hos sine slægtninge. Endda den slægtning han havde brugt hele sin barndom på at se ned på og ikke ligefrem føle nogen varme følelser omkring. Specielt når Noah yndede at kalde hende skampletten, overfor enhver der kunne høre det. Eller som i det mindste delte hans mening.
Men det gav den fantastiske mulighed at komme til herskaber, baller og forsamlinger i hoffet, han ellers måtte havde undgået hjemme hos sin familie.

Noah fulgtes ind med sin fars kusine, Isabel og sin grankusine Clara. Han var en del mere spinkel af udseende end Clara, trods han var et få par centimeter højere end hende. Hans sorte hår var redt pænt tilbage, mens hans spydige ansigt var gemt bag en mørk maske, der passede til den sorte kulør i hans hår, men også fik hans hud til at fremstå lidt mere bleg end den egentlig var. Det mest upraktiske ved en maske, var det faktum at han havde måtte være kreativ med brilleglas, hvis han skulle havde en chance for at se noget til ballet overhovedet.

Så snart han fik muligheden for det, afskedet han sig fra sin families nærvær for at mængde sig ud blandt både dem på sin egen alder og dem ældre. Søgende efter noget der kunne betegnes som godt og anstændigt selskab. Han valgte at gå en demonstrativ stor bue udenom de områder Clara bevægede sig hen og de mennesker hun så ud til at havde godt kenskab til. De ville ikke være hans tid værd alligevel! Han lyttede til velkomsttalen og klappede høfligt ved talens afslutning efter den fine skål. Han var ikke en stor tilhænger af alkohol, men han var høfligt opdraget.
Bordet han havnede ved havde også et dejligt udvalg af forskellige personligheder, og Noah brugte langt mere tid på at lytte end selv tale. Han elskede at lytte til de voksnes ord. Det var den bedste måde at lærer.

Senere på aftenen blev det mere kompliceret for Noah at finde sig nogen at tale med. Ikke at han havde et problem med at tage kontakt, men de voksne så ud til at nyde hinandens selskab mere og Noah var bare et barn i deres øjne. Han gik derfor lidt hvileløs omkring og deltog i et par flygtige samtaler engang imellem, men endte oftes med bare at gå videre og sætte sig ved et bord og bare betragte de andre. Det var ikke sådan han havde håbet på hans første bal ville udfolde sig.

Sephyran var ankommet til festlighederne fra Rubinien med al den pompt og pragt, der naturligvis hørte fyrsten og hans familie til. Med sig medbragte han adskillige af sine børn og tjenestefolk og det hele udgjorde noget af et følge, som hestetrukne vogne sneglede sig op langs sydvejen for til sidst at nå Arys-slægtens borg ved Zircon.
Det så ud til, at fyrstinden forsøgte at møde dem med en tilsvarende mængde pragt, og Sephyran mindede sig selv om, at skaffe nogle af disse små, lysende krystaller til sin egen have. De fremviste familiens rigdom på en fremragende måde uden at være smagløst prangende.
Sephyrans egne klæder var farvestrålende og det hele prydet af en imponerende, gylden løvemaske, der gjorde plads til, at hans eget, gyldne overskæg stadig kunne ses. Selv om hans ansigt var "skjult" bag masken, var der næppe nogen, der var i tvivl om, at Fyrsten af Rubinen var ankommet til ballet.

Efter velkomsttalen blev fyrstens familie fordelt langs langbordene og vældet af retter serveret. Sephyran selv sad naturligvis på en plads, der viste hans høje position og han nøjedes ikke med at nippe til hverken mad eller vin. Som timerne skred hen blev fyrsten mere og mere højrystet, omend han beholdt respekt i sit tonefald over for dem, han var gæst hos.
Jovist havde han rigeligt at sige om Leonora Viktoria, men dette var ikke det rigtige sted eller det rigtige tidspunkt. I stedet pralede han om slagene mod de lovløse i Medanien samt de stridigheder, han ellers havde deltaget i i løbet af sine yngre dage til alle, som ville høre. Mens fyrstens stemme blev mere og mere påvirket af vinen, forblev hans blik dog skarpt og øjnene klare. Det var et af hans særlige talenter, at lige meget hvor meget, han fik indenbords, huskede han altid hvert ord, der var blevet sagt og hver håndbevægelse, han havde set. 

Endelig blev tiden inde til at forlade bordet og Sephyran var blandt dem, der åbnede de følgende festligheder med en dans. De rubinske dansearter var ganske forskellige fra de mere nordkrystalisianske, som han kaldte dem, men han formåede alligevel at begå sig og han holdt ud af øjenkrogen et skarpt øje med om resten af familien tog sig godt ud. Efter den indledende dans forsøgte han at opsøge Fyrstinde Arys for en dans med værtinden, som det nu engang passede sig.

Mørket var så småt faldet på, da Sephyran timer senere mødtes med en af sine mænd i haven under påskuddet at trække frisk luft. Manden, forklædt som tjener, var naturligvis en af Sephyrans spioner, som sørgede for at rapportere til fyrsten, skulle der ske noget til festen, han ikke selv havde opdaget, men som kunne have hans interesse. Deriblandt, men ikke begrænset til, hans egen families gøren og laden.
Efter en kort samtale vendte Sephyran tilbage til de indre gemakker i håb om at charmere endnu en adelsfrøken eller to.

//Send en PB, skulle du ønske en tråd med Sephyran til festen eller plotte om noget, der er sket ^^

Spencer havde modtaget invitationen til det store maskebal måneder i forvejen, og som altid havde han straks henvendt sig til sin skrædder med en meget specifik ordre. I ballets anledning skulle han helst klæde sig i noget, der ikke afslørede ham med det samme, men stadig afspejlede den samme stil, han altid gik efter.
Flere timer blev brugt hos skrædderen, hvor Spencer brugte tid på at blive målt op til flere gange, diskutere frem og tilbage med manden om hvad der ville fungere og hvad der ikke ville, rette til og gøre ved, inden de kom til det perfekte resultat. Månederne gik og sammen med resten af Pompadour familien, tog han afsted mod Zircon.

Den mørkerøde jakke, med guldtråd i syningerne, knapper i guld hele vejen ned og brede manchetter, sad uden en eneste fold på den muskuløse overkrop. Under jakken bar han en skjorte i hvid, som man kun lige kunne se kraven af. Bukserne var også hvide, men matchede jakken som guldtråden i syningerne gik igen ned langs siderne. Masken passede til de hvide bukser og samme farve i guld var lagt i hele maskens kant, udover de mønstre i guld, der snoede sig om øjnene. I venstre side kantede masken op og dækkede en lille del af det ellers sirlige satte hår.

Fyrstinden, Leonora Viktoria af Arys, bød velkommen med sin tale og derefter løftede Spencer sit glas i takt med resten af samlingen i en skål. Under den overdådige middag fik Spencer talt og grinet med bordets mange gæster, han havde altid følt sig godt tilpas i sådan et arrangement, hvilket tydeligt kunne ses. Han var flere gange blevet budt på vin, som han overraskende nok havde formået at sige nej til de fleste gange. Det var aftenens andet glas han sad og nippede til, da banketten var overstået, og der blev åbnet op til de tilstødende lokaler.

Det var ikke fordi Arys slægten som sådan holdt fest særlig ofte. Nej, der kunne gå længe imellem og  af og til kunne det virke ganske overfladisk at inviterer Krystallandets overklasse på selskab til musik, dans, mad og underholdning, men det tjente nu engang mange formål. Selve muligheden for mere private møder imellem de royale lag var fantastisk til at udvide sit netværk, og Aldamar var ikke i tvivl om at ikke få handler ville blive bragt op henover aftenen. Derudover, ville de forskellige familier også benytte chancen for at vise lidt af deres magt og rigdom frem, og sidst men ikke mindst, ville mange forældre sørge for at finde et godt parti til sine børn på sådan en aften.
Det var nok også hvad der gik igennem den unge adelsmands tanker, idet han knappede den sidste knap på frakken han skulle have på. Det var altid en smule lavpraktisk at overveje hvem man snakkede med, for det var trods alt ikke kun for sjov, når man samlede alle af titel et sted. Nej, selvom hans mor ikke nødvendigvis ledte aktivt endnu, ville i aften blive vigtig, kunne han fornemme. Og iklædt midnatsblå og sølv, ville Aldamar få det bedste han kunne ud af den.

Den unge fyrstesøn glædede sig skam imens han så gæsterne ankomme, men vidste også at han ville slutte aftenen utroligt udmattet. Store arrangementer holdt ham oppe på tæerne, da det lidt var hans pligt at deltage på samme værts niveau som hans forældre selv. Selve starten af aftenen blev brugt i nærheden af Frysten og Fyrstinden af Arys, hvor at han høfligt nikkede, smilede og på anden måde hilste på dem hans forældre ikke fik hilst på. Dog skred aftenens program hastigt fremad, og Aldamar fulgte med.

Det var først da den store banket var overstået, at muligheden for lidt mere frit lejde og opførsel bød sig. Det officielle program var overstået, og med et træt men også nysgerrigt smil om læben, vendte han sig imod et par enkelte danse samt lidt god vin og ungdommeligt selskab. Han havde slet ikke fået hilst på nok af sine venner fra de andre familier, og havde udover det også et lille væddemål med en af de andre mænd om hvorvidt han kunne få charmeret sig til en dans - noget han helt bestemt burde være muligt! Han var måske ikke ligefrem flamboyant selskab, men godt selskab var han, så mon ikke det kunne lykkes?
Med et vinglas i hånden, gled Aldamar's blå øjne over det glimtende hav af mennesker, halvt om halvt på jagt efter en god dans, og halvt om halvt ligeså meget på jagt efter et spænende selskab. 

// Aldamar er også åben for en tråd til ballet.

Noriana havde glædet sig til denne aften. Ikke noget hun ofte gjorde til de større arrangementer mellem adelige, men lige denne dag, så hun frem til. Hun havde fået skræddersyet den pæneste kjole i en mørk rosenrød farve med tæt kjoleliv, så det faktisk lignede hun havde en eller anden form for former. Masken var udført i samme stof med sorte blonder henover. Hendes hår var opsat i et net af store flødefarvede perler.
Det eneste hun ikke så frem til var, at på denne aften skulle hun fremstå som en rigtig adelsfrøken og hun havde pligt til at hilse på alle og være imødekommen. Allerhelst ville hun meget hellere sidde et sted hvor der var stille og fredeligt med en god bog, men pligten kaldte og det måtte hun bare bide i sig. Hun frygtede sin moders reprimande dagen efter, hvis hun ikke opførte sig anstændigt og korrekt.
Hun stod i noget der mindede om flere timer sammen med fyrsten, fyrstinden og hendes to brødre, og hilste på de andre adelige og andre inviteret. Der var noget der klemte i ryggen fra korsettet og af flere omgange prøvede hun at rette det til uden at vække opmærksomhed.
Da de endelig satte sig ved højbordet, smagte hun på alle retter i små portioner. Hun talte høfligt med de omkringsiddende og var godt tilfreds med sig selv. Måske drak hun lidt for meget af vinen, for på et tidspunkt følte hun sig en smule frembrussende og sendte sin mor et nervøst blik i tilfælde af at hun havde lagt mærke til noget. Hun følte sig dejligt svimmel og snøvlende. Hun nippede til et glas koldt vand og håbede det ville bryde hendes rus.
Efter den overdådige middag rejste Noriana sig og bevægede sig mellem folk og snakkede. Hun dansede et par danse med unge mænd og trak sig så ud på den store balkon for at trække noget luft. Hun havde bevidst undgået sin mor og far og brødre, for hun var bange for de ville bemærke hvor beruset hun egentlig var. Hun træk vejret godt det i lungerne og nød den kølige luft.
//Åben for tråde, fortsætter i tråd med Leonora Viktoria af Arys.

Det var en ære uden lige at blive inviteret med til maskeballet hos Arys slægten. De sidste par år havde været hårde netop for den familie, da Kiles orden blev væltet af tronen og den rigtige dronning genindsat. Nemesis havde hørt en del, både fra sine forældre, men også af de andre snakke som gik om i hoffet på paladset. Hendes forældre syntes at havde en masse at sige, selvom de selvfølgelig påtog sig at de ikke var af samme rank. Nemesis var blot en simpel komtesse, men Reier familien var kendt i alle afkroge. På godt og ondt.
Derfor var den unge Reier kvinde også taget afsted. Kjolens stof var af fint og føltes rar mod huden. Havde hendes faster haft et ord indført, havde hun formentligt været mere tildækket, men Nemesis havde en meget uheldig tendens til at modsige sig mere end det var velset. Ikke at hun var klædt udfordrende af normale standarder. Hendes hals og ned til kravebenene var synlige, men det var som om hun føltes mere indpakket så snart øjnende fangede de silkebløde handsker som dækkede hendes hænder.
Håret var sat pænt i et pænt sølvsmykke i nakken og masken dækkede over hendes kindben, pande og næse, hvor et par pæne isblå øjne kiggede frem. Hun regnede med at dem som kendte hende stadig kunne genkende hende, men selv hvis nogen gik forbi, ville det næppe ærge hende.

Ballet levede op til forventningerne og Nemesis så sig imponeret over overfloden af mad, drikke og opvartning af gæsterne. Der var ikke blevet sparet og hun kunne ikke undgå at føle at de måtte kompensere for det dårlige rygte der florerede om i alle kredse af landet efterhånden.
Som maden var indtaget og snakken begyndte at gå mellem bordene, folk der skiftede plads og dansende var gået i gang, rejste Nemesis sig fra sin plads og gik rundt blandt gæsterne. Hun endte med at stå i døråbningen til en altan og nyde den friske kolde luft for en stund mens larmen bag hende langsomt gled ud.



// Tråden fortsættes i Fred og Fordragelighed