Randall kunne godt kæmpe imod, alt hvad han havde lært, men Sol havde ikke i sinde at lade ham gå. Men hjælp fra Eivor og Halla fik hun Randall bundet til sengen, og nu gik hun først rigtig i gang. Hun brugte først næsten en hel time på at udforske Randalls krop indvendigt med sin sjæleevne. Overalt i hans krop kunne hun mærke bittesmå ekkoer af hans sjæl, men der var intet at tage fat i, intet at analysere, intet at holde sig til... Det eneste,  hun kunne finde ud af med sikkerhed, var, at der engang havde været en sjæl, og at nogen havde fjernet den meget flot. Ikke noget sjusk. Hun kunne stadig ikke forstå, hvordan det kunne lade sig gøre at fjerne en sjæl uden at dræbe ejeren. Da hun var færdig med sin undersøgelse, begyndte hun så at undersøge Randalls krop mere fysisk. Hun var interesseret i at finde ud af, om hans krop mon stadig reagerede på samme måde, når den nu var uden sjæl. Hun prikkede, bed, nev og stak til ham fra alle kanter og leder. Stak hul på huden med en nål for at se, om blodet havde den samme farve som alt andet blod, nev og hev i huden for at se, om den mon fik blå mærker…

På et tidspunkt kneblede hun Randalls mund, fordi hun blev træt af hans beklagelser. Ada lavede også sine egne undersøgelser ved Randall. Hun forsøgte endda at parre sig med ham, men det kunne ikke rigtigt ske, når Randall ikke var med på den, hvilket Sol mest af alt fandt morsomt.

Til sidst, efter en række eksperimenter, der ikke rigtigt have givet noget interessant resultat, mente Sol, at hvis hun nu fik Randall til at svæve lige på kanten af livet, så ville der måske ske noget spændende. Randalls krop var gul og blå over det hele på dette tidspunkt, og dækket af små stiksår og bidmærker og rifter. Han var på ingen måde døden nær, men helt godt kunne han bestemt ikke have det.

Sol sukkede og smækkede en hånd over Randalls næse. Sammen med kneblen i hans mund, havde hun nu spærret alle hans luftveje, og hun lænede sig ned over ham for at stirre direkte ind i hans grå øjne, mens ilten langsomt begyndte at forsvinde fra hans krop. Hun indrømmede gerne, at det tændte hende at se, hvordan livet langsomt sivede ud af ham, men inden hun overhovedet nåede så langt blev døren til værelset åbnet og en lys og kvidrende kvindestemme sagde, "Jamen dog, jeg afbryder vist noget."

Et kort skær af barnlig glæde gled over Sols ansigt, inden det kort efter var tilbage til sit normale, neutrale udtryk. Hun fjernede hånden fra Randalls ansigt og vendte sig mod kvinden, der var trådt ind i rummet.

"Hvad vil du, mor?"

Der var ikke noget at gøre. Han vred sig og kæmpede uden at blive voldelig, han havde en fornemmelse af, at det bare ville blive værre, hvis han gjorde, men ingenting hjalp og snart var han bundet til sengen. Det første stykke tid skete der ikke så meget, det føltes ubehageligt, men hvad end hun lavede, var det til at holde ud. Og det efterlod ham med masser af mulighed for at forsøge at tale sig ud af det. Han smed alt på bordet, hvad han havde. Uden at tigge. Han tiggede ikke, men han brugte al son charme. Intet virkede. Til sidst fik hun nok af at høre på ham og han fik en knebel i munden. Nok meget fornuftigt, for på et tidspunkt begyndte det at gøre ondt. Ikke vildt og voldsomt, men nok til at han uden hæmninger begyndte at komme med lyde af smerte og hele arsenalet af bandeord forsøgte at komme ud bag kneblen.

Den gravide kvinde var åbenbart stadig interesseret i Randall manddom og forsøgte på et tidspunkt at få ham op at stå, men ærligt talt var Randy ikke i humør til at skulle tilfredsstille endnu en skør kælling og det ødelagde humøret endnu mere, at den sorte kælling blev ved med at prikke til ham, så blodet flød. Det gjorde ondt og morskaben var for en sjælden gangs skyld fuldstændigt ude af hans system. Han var vred og negativ og forsøgte at rykke sig fri af sine bånd, hvilket bare efterlod røde mærker om både ankler og håndled. Mærker der blandede sig med alle de andre, der efterhånden var spredt ud over hans krop.

Han var begyndt at overveje, hvordan han kunne slippe derfra. Kunne han på en eller anden måde få hende hidset nok op til at hun ville slå ham ihjel? Det ville være nemmest. Komme ud af den her krop og over i en ny. Men inden han fandt på noget, gjorde hun det selv. Lagde en hånd over hans næse og hans luftveje blev lukket af for tredje gang den dag. Helt af. Manglen på ilt spredte sig igennem hans krop, der ufrivilligt begyndte at spjætte lidt, men efterhånden begyndte virkeligheden at forsvinde og lige som hans øjne begyndte at glide opad og vise det vide, skar en ny kvindestemme igennem. Det fik kællingen til at slippe og hans lunger brændte, da han hev luft ned, kun lige på kanten af bevidstheden. Han hørte, hvad der blev sagt uden helt at registrere det. Ved Zaladn, han havde lige været så tæt på at slippe væk!

Sol rejste sig fra sengen, da Liv trådte ind i værelset, og selvom hun var højere end Liv, bøjede hun automatisk hovedet lidt foran kvinden, der lignede hendes totale modsætning. Hvor Sol var høj, muskuløs og kantet, var Liv normal højde, rund og blød. Sols hud var så mørk, den næsten var kulsort, mens Liv var så hvid, den næsten var gennemsigtig. Alt, hvad der var sort eller mørkt på Sol, var hvidt eller lyst på Liv. Hendes runde former, store bryster, vuggende og brede hofter, lille strutmave, hjerteformede numse… Hun var så tæt på en anti-Sol, som man kunne komme, og alligevel smilede hun over hele hovedet og omfavnede den benede, sorte kvinde kærligt.

"Jamen, jeg hørte en lille fugl synge om, at du snart forlader mig igen," svarede Liv på Sols spørgsmål. "Min lille pige… Jeg kommer til at savne dig."

Liv klappede blidt Sol på kinden, inden hendes opmærksomhed blev fanget af manden på sengen. Sols mager ignorerede hun totalt, mens hun gik hen til sengen og satte sig på kanten og lod sit blik glide over den forslåede mand.

"Hvem har vi så her?" spurgte hun og så kort op på Sol, før hendes blik igen vendte tilbage til den nøgne mand. Han så noget sølle ud efter Sols behandling, og Liv rakte ud for at stryge han forsigtigt over panden. Hun kendte udmærket Sols tendens, og det var ikke nogen hun delte eller billigede. Hun blandede sig dog ikke i dem. Det var Sols egen sag, men med mindre manden her havde gjort sig skyldig i en grov forbrydelse mod Sol, så synes Liv ikke, der var nogen grund til, at han skulle ligge her og lide.

"Det…" Sol tøvede et øjeblik, tydeligvis ikke udelt begejstret for at fortælle Liv sandheden. "Det er en mand uden sjæl."

Livs øjne blev en smule større. "Javel, ja. Og hvad har han gjort?"

"Gjort?"

"Ja, hvorfor ligger han her?"

Sol svarede ikke med det samme. Hun kløede sig lidt på kinden, inden hun endelig sagde, "Jeg leger med ham."

"Sol altså," sukkede Liv og smilede, mens hun rejste sig fra sengen og begyndte at binde lædersnorene på. "Du ved godt, at man kun skal lege med dem, der har lyst til at lege med en, ikke?"

Sols ansigt trak sig sammen i en stenhård grimasse, og det var tydeligt, at hun havde lyst til at smadre et eller andet, men… der sket intet.

"Jo, mor," sagde hun blot, hendes stemme rolig som altid.

"Slemme pige," kluklo Liv blidt og rystede lid på hovedet. "Hvad skal jeg dog stille op med dig?"

Hun havde fået mandens lænker op, men i stedet for blot at lade ham rejse sig (han så relativt svag ud), så tog hun blot kneblen ud af hans mund og samlede ham op, som vejede han ingenting. Hun bar han i sine arme næsten som et barn.

"Lad os få lappet dig sammen, min ven," sagde hun blidt til manden, og uden et ord mere gik hun hen til balkondøren, skubbede den op med foden. Inden hun gjorde andet, vendte hun hovedet og smilede til Sol, der blot stod og kiggede efter hende.

"Kom og besøg mig igen, min pige," sagde hun, imens to gigantiske sorte vinger tonede frem på ryggen af hende. Før nogen kunne gøre eller sige noget andet, hviskede hun "Hold fast, min skat," og satte så af med manden trygt i sine stærke arme.

Stemmerne flød rundt omkring Randall, mens han langsomt kom mere til bevidsthed. Den fremmede kvinde satte sig i sengen, men Randall åbnede ikke øjnene, før hun rørte ved hans pande, hvor han lidt forskrækket slog de store grå øjne op og så op på hende, mens det gav et mindre sæt i hans krop. Ville hun også til at lege med ham eller? Men kvinden, der var en ren modsætning til kællingen, så helt venlig ud, så Randys stakkels forslåede og ødelagte krop faldt til ro igen. At kvinden var kællingens mor havde han opfanget i sit halvt bevidstløse stadie, men han havde svært ved at tro det. Så stor forskel! Han ville sige noget, men det blev bare stoppet af kneblen, så han gave op inden han gik i gang. 

Den hvide kvinde begyndte at løsne hans arme og ben, hvilket gav ham et ganske glimrende udsyn til hendes krop og trods alt det forfærdelige, gav han sig et øjeblik til at nyde det. Var det ikke også tiltrængt efter alt det, der var sket?! Han trak hænderne til sig for at gnide sine håndled. Blodforsyningen havde været stoppet længe og han kunne ikke mærke sine lillefinger på begge hænder. 
Inden han overhovedet nåede at tænke på at forsøge at rejse sig op, hev kvinden kneblen ud af munden på ham og hendes arme gled om ham for at løfte ham.
"Nej, hov, vent." Der kom næsten ikke noget lyd ud af ham og det havde tydeligvis ikke nogen virkning, som han pludseligt hang i favnen på en fremmed kvinde. Dét havde han ikke prøvet før og han havde nær slynget begge arme om hendes hals i frygt for at blive tabt. Men hun virkede stærk og han lod være, i stedet ømmede han sig tavst over sine ribben og resten af sin krop. 

Inden han fik set sig om, var de udenfor i den heldigvis lune sommernat. Den friske luft slog befriende i mod ham efter heden og fugten i værelset, men det slog ham, at han stadig manglede sine ting. Han åbnede munden for at sige noget, men kvinden bad ham om at holde fast og denne gang gled den ene arm om hendes hals, lige som hun satte af og de gled ud i luften. Måbede så han jorden glide væk under dem. De fløj. Og han var nøgen, forslået og virkeligt rundt på gulvet. Så da han var ved at være færdig med at måbe, flyttede han blikket til kvindens ansigt.
"Øhm, ikke at jeg har noget i mod at blive reddet af en underskøn kvinde, men er der nogen, der kan fortælle mig, hvad der foregår? Er du kæll... øhm, den sorte kvindes mor?" Hans stemme var stadig helt ødelagt og han måtte rømme sig en gang eller to for at være nogenlunde forståelig.

"Sshhh," tyssede Liv blidt, da manden forsøgte at bruge sin stemme, og hun gav ham blot et klem, mens de susede over hustagene. De fløj mod nordøst, mod den fine del af byen, og ikke lang tid efter landede de på en stor og flot balkon. Stadig med manden i sine arme, åbnede Liv døren til værelset og gik indenfor med hurtige skridt. Værelset var mørkt, men månelyset, der faldt igennem den åbne dør, lyst lidt op for dem, så manden ville kunne se den enorme himmelseng, der stod mod den ene væg. Sengetøjet lå lidt rodet på sengen - et tegn på, at nogen havde sovet i sengen der foregående nat - men ellers var den pæn og ren.

Liv gik hen til sengen og lagde forsigtigt manden på den. Hun var ligeglad med, om der kom blod på hendes silkelagner; hun ville blot skaffe nogle nye ligesom hun havde, efter hun havde født Nat på sengen.

Et kort øjeblik efter havde hun fået tændt nogle stearinlys, så hun bedre kunne se den forslåede mand.

"Hvordan har du det?" spurgte hun og satte sig på sengekanten, så hun kunne inspicere ham i det gyldne stearinlys. Han så lidt ilde tilredt ud, men ikke noget alvorligt. En tur hos en healer ville nok kunne klare det meste.

Randall åbnede munden for at sige noget mere, men gav op. I stedet skævede han til udsigten. Han havde ikke set Dianthos oppefra før og med en smule barnlig begejstring spottede han steder, han kunne genkende, så da hun landede ved et dyrt hus i den rige bydel, havde han en god fornemmelse af, hvor de var.
Værelset de kom ind i var tydeligvis et soveværelse med den kæmpe seng og uden brok lod han hende lægge ham i den. Silkelagner. Ikke så ofte han fik lov til at slænge sin krop i noget så fint, selvom det skete en gang i mellem.

Mens kvinden tændte lys, skubbede han sig op at sidde med ryggen mod muren. Det gav ham også et øjeblik til at lade blikket glide ned over sin egen krop. Den sindssyge kvinde havde virkeligt givet ham noget at huske hende på. Ud over det efterhånden store sorte mærke ved hans ømme ribben, var han oversået i begyndende blå mærker, små huller og bidmærker. Der var nærmest ikke et sted, hvor huden ikke viste tegn på den bizarre form for tortur. Han havde oplevet meget, men intet som det her. Træt gned han en hånd ned over sit ansigt. Han havde ikke opfanget, hvad det egentligt var, hun ville have fra ham, ud over at hun vidste, at han manglede sin sjæl. Forbandede pislort.

Hans blik gled straks til den fremmede kvinde, da hun satte sig i sengen og spurgte, hvordan han havde det. Han kunne ikke lade være med at skære en grimasse. Her sad han, komplet nøgen, uden nogen af sine ejendele og lignede en, der var blevet angrebet af en flok rabiesramte egern.
”Jeg er en smule forvirret over, hvad der ved Zaladins stinkende tæer foregår, jeg var bare på min helt uskyldige vej hjem fra et job og inden jeg får set mig om, er den sindssyge kælling i gang med at underholde sig med min stakkels krop og nu har hendes smukke moar åbenbart taget mig med hjem og smidt mig i hendes seng.” Han slog let ud med hænderne. Der var intet vredt, intet negativt over hans hæse, ødelagte stemme eller opførsel, et eller andet sted var det måske lidt som om, at det ikke rørte ham specielt dybt, at det hele var noget lort. Han var forvirret. Men lige nu var han ikke bundet, lå i en fin seng med en smuk kvinde ved siden side og det hjalp en del på det! Og snart ville han nok finde overskuddet til at blive charmerende igen, når han lige havde fundet ud af, hvordan situationen så ud for ham.

De fleste mødre var nok blevet sure, hvis nogen havde kaldt deres datter for 'en sindssyg kælling', men Liv lo blot og rystede lidt på dit hoved. Hun kendte Sol og Sols fikse ideer, og hun kunne ikke klandre Sols ofre for at være gale på hende.

"Jeg undskylder på min datters vegne," sagde Liv mildt, som om det var helt naturligt, at hun reddede sin datters torturofre. "Sol er... en god datter, men hun har det med at glemme, at man skal være to om at synes, at en leg er sjov. Det må være noget, hun har lært oppe nordpå, for det er i hvert fald ikke mig, der har givet hende den idé."

Mens hun talte, strøg Liv over mandens arm, og det gik hurtigt op for hende, at han stadig blødte fra alle de små stiksår.

"Vi må vist hellere på renset dem," sagde hun og rejste sig for at hente vandfadet. Da hun havde sat sig igen, rev hun med et snuptag et stykke af et af silkelagnerne, så hun kunne dyppe det i vandet. Hun lænede sig let over manden og begyndte at vaske hans sår.

"Mit navn er Liv," sagde hun, mens hun arbejdede og smilede til ham. "Hvad er dit?"

Randall sendte kvinden et blik, der meget tydeligt udtrykte, at han mente de alle sammen var sindssyge, men det var ikke noget, han sagde højt, Ingen grund til at fornærme kvinden, der virkede til at være hans redning.
”Din datter har en meget sær indstilling til, hvad der er sjovt.” I det mindste lød det til, at kvinden her ikke delte datterens syn på leg og sjov, og det var da kun rart! Så var det måske ikke mere smerte, han skulle forvente at opleve her i nat. Nu han fik lov til at leve og beholde denne krop, havde han nogle ømme dage forude, men det rørte ham ikke så meget. Han var vant til at få en omgang tæv og rende rundt gul og blå i længere tid. Det værste var hans ribben, men de var ikke brækket, så det gik nok også. Hvis han holdt sig lidt i ro. Om det var muligt.

Kvindens berøring af hans arm var næsten for blid og han så lidt nærmere på hende, da hun rejste sig og hentede et vandfad. Lod blikket blive over hendes former. Bløde og runde, lige som han kunne lide dem. Der var noget at gribe i. Men det var ikke derfor han var der. Eller var det? Han lagde hovedet lidt på skrå og et let glimt var dukket op i hans øjne, da hun kom tilbage. Han var ikke slået helt ud og var allerede på vej tilbage til sit normale jeg.
”Liv. Et smukt navn til en smuk kvinde!” Hans øjne fulgte hendes bevægelser, som hun begyndte at vaske blodet af hans brystkasse. Vandet var koldt, men det var nu meget rart, han følte sig stadig varm efter opholdet i kroværelset. De grå øjne fandt hendes ansigt igen og et lidt skævt smil dukkede op på hans ansigt.

”Jeg hedder Randall, men du kan bare kalde mig Randy.” Han blinkede hurtigt med det ene øje, inden lidt af alvoren fandt vej til hans ansigt igen. Lige nu var det lige før, det hele var lidt for dejligt i forhold til, hvordan det havde været for kort tid siden. Det var måske meget naturligt, at han ikke var helt tryg endnu.
”Nu siger du godt nok, at du ikke deler din datters humor, men jeg ville føle mig meget bedre tilpas, hvis du sådan helt ærligt lagde på bordet, hvad det er, du vil med mig? Folk plejer normalt ikke ligefrem at komme flyvende ind for at redde mig.” Det var sandt. De fleste stak ham i ryggen for de penge, han havde i sit navn, og han var altid paranoid, fordi han kendte sit eget held. Det var ikke eksisterende.
Hendes berøringer af hans bryst gik ikke helt ubemærkede hen, men det var ikke noget, han spekulerede over at skjule. Han kunne have hevet et lagen over sig, men nu havde hun ligesom set det hele og hun virkede lige så uberørt af hans nøgenhed som han selv var.

Liv kunne ikke helt holde et lille fnis tilbage, da manden blinkede til hende. Randy. Hvilket spøjst navn, men det passer virkelig godt til ham. Køn var han ikke efter konventionelle standarder, men Liv kunne med det samme se, at han var charmerende, og hun havde altid holdt charme højere end udseende. Hendes kinder blev lidt lyserøde, men hun prøvede at holde masken. 

"Randy..." gentog hun blidt, mens hun arbejdede videre med at vaske hans sår. Hun så op ved hans spørgsmål og smilede til ham igennem det flakkende lys fra stearinlysene. 

"Et lykkeligt tilfælde," sagde hun med et lille skuldretræk. "Jeg mente ikke, at du havde fortjent at lide i Sols legestue, når du nu ikke havde gjort hende noget. Sol har for vane at glemme, at verden og dens indbyggere ikke tilhører hende. Jeg vil bare gerne..." hendes blik var faldet på Randys pik, der tilsyneladende ikke havde noget imod, at hun tog sig af ham. Hendes kinder blev en smule rødere. "Jeg vil bare gerne give dig en behagelig nat som undskyldning for min datters opførsel."

Det gik med stor overraskelse op for Randall, at denne kvinde reagerede tydeligt på hans charme. Han havde ikke regnet med, at hvad der virkede som en rig, måske endda adelig, kvinde, ville reagere som en bondetøs på hans lidt grove charme. Men hun fniste som en teenager og blev rød i kinderne ved hans blinket. Et smil, han ikke kunne holde tilbage, spredte sig på hans ansigt, fik hans øjne til at lyse op og øge hans charme endnu mere. Det tog et par år af hans ansigt og resterne af sorgerne fra Sols behandling forsvandt også.

Han lyttede næsten kun halvt til hendes forklaring, mens han igen lod blikket vandre over det, han kunne se af hendes krop. Stoffet skjulte ikke meget og han fugtede kort underlæben, inden han skævede mod hendes ansigt, da hun gik i stå. Hans blik fulgte hendes og han kunne konstatere, at hans krop var hurtigere ude end han selv. Ikke en eneste følelse, der kunne minde om skam eller generthed gled igennem ham, hans krop reagerede på hende, hendes berøringer, og hvorfor skulle den ikke det? Hun var en smuk kvinde.

De fleste ville nok undskylde og forsøge at dække sig til, men Randall reagerede overhovedet ikke. Hun virkede ikke til at tænke det var forfærdeligt, dog blev hun lidt rød i kinderne. Stadig virkede hun som en teenager og det fandt Randall ganske morsomt. Hendes former og lethed omkring hans mangel på tøj fortalte ham, at hun burde være vant til at omgås en mand, men samtidigt virkede hun næsten uskyldig. Han blev nysgerrig. Og pludseligt var al hans fysiske smerte glemt. Han lænede sig lidt frem og lagde blidt en hånd på hendes underarm, den hun var ved at vaske ham med.
”Det er vel nærmere mig, der burde give dig en behagelig nat som tak for at du fik mig ud derfra.” Han hævede øjenbrynene lidt og sænkede hovedet en smule uden at slippe hendes blik med sit. Det gav ham næsten et lidt hundehvalpeudtryk. Han strøg tommelfingeren over hendes hud, inden han forsigtigt tog ved armen og løftede op, så han kunne placeret et let kys på hendes våde fingre. Meget kunne man sige om Randall, men han sprang gerne lige ud i det.

Liv så på, mens Randy lænede sig ned, og en lille serie kuldegysninger løb igennem hende, da hans læber rørte hendes hud. Hvor var han dog sød. Det var virkelig en skam, at Sol ikke forstod sig på mænd, for Liv var ret sikker på, at Sol var gået glip af en vidunderlig nat med Randy. Men så det jo heldigt, at Liv forstod sig ganske godt på mænd.

"Vi må jo se, hvad vi kan finde ud af," sagde hun og rakte ud med sin frie hånd for at stryge over hans korte hår. Lige i det øjeblik, som det altid skete, forelskede hun sig hovedkulds i Randy. Hun lænede sig ind mod hans ansigt og kyssede hans læber, blidt og sødt, og et sus gik igennem hendes krop. De skulle nok få en god nat sammen, det vidste hun allerede nu.

Det var ikke svært at se, at hans forsøg på at charmere hende, virkede over al forventning. Hun reagerede på hans kys, mere end han havde regnet med. Det frydede Randy, men ikke som man skulle tro. Det var ikke selve det, at han så let overvandt hende, nej, det var mere, at han, Randall Kraglin, kunne gøre det ved en kvinde. Hver eneste tegn på nydelse en kvinde kunne give ham, gav ham glæde, han var der for dem, ikke omvendt. Selvom han da glædeligt tog i mod det, de kunne give ham, men for ham var det vigtigere, at han kunne give. Nok var han en fordrukken sjuft med hang til vold, men den intime del af livet skulle foregå med god vilje fra begge parter, det skulle være smukt. At tage en kvinde hårdt, hvis det var sådan, hun ville have det, var også smukt, det var forbindelsen mellem to væsner, det hele drejede sig om. Han var lidt af en blødsøden romantiker på det punkt.

De grå øjne fortsatte med at se på kvinden, lidt som en hundehvalp. Han havde samlet op, at der var noget moderligt over hende og han var ikke sen til at give hende det, han tænkte hun ville have. Dog gled hans øjne halvt i, som hun kørte en hånd over hans korte hår. Og snart rørte hendes læber hans i et blidt kys, han lige så blidt gengældte. Hans ene hånd fandt frem til hendes nakke, hvor fingrene blidt gled igennem hendes hår, inden de fortsatte ned over hendes hals, kraveben og derefter ganske forsigtigt fandt ned til det ene fyldige bryst. Han var en bryst-mand, uden tvivl. En god røv var heller ikke af vejen, men bryster! Randall kunne også finde interesse i mænd, men det skete ikke så ofte. De manglede forpartiet. Sex var bedst, hvis brysterne var med.

Blidt, med en bevægelse der sagde, at han ville trække hånden til sig, hvis det ikke var i orden, strøg han fingrene langs den bløde runding og fandt frem til den mindre bule, som blidt kærtegnede med tommelfingeren igennem stoffet. 
Al hans fysiske smerte var glemt, de sidste timer i kællingens hænder var forsvundet fra hans tanker som dug for solen. Lige nu handlede det hele om, hvad han havde mellem hænderne. En smuk kvinde.
Meget kunne man sige om Randall, men han tænkte ofte med noget andet end sit hoved.

Liv stønnede mod Randys læber, og gåsehud fik hende til at sitre lidt og hendes brystvorter til at bliver hårde under Randys fingre. Det var mange måneder, siden hun sidst have elsket med nogen - det havdet været, før tvillingerne overhovedet kunne ses på hendes mave - og al hendes lyst boblende op i hende og gjorde hende følsom over hele kroppen. Hun var overbevist om, at hun aldrig havde haft mere lyst til at elske med en person, end hun havde med Randy, men det var nu ikke sandt. Hun kunne bare ikke huske det. Og alligevel havde hun ikke lyst til at skynde sig. De havde hele natten og mere til, hvis Randy havde lyst til at blive længere.

Hun slap endnu et støn mod hans læber, men hun brød det snart for at rejse sig fra sengen og stille vandfadet fra sig. Hun smilede til Randy igennem halvmørket, mens hun begyndte at klæde sig af. Hun vidste godt, at afklædning kunne være meget pirrende i sig selv, så hun tog sig god tid. Hun holdt øjenkontakten med ham, mens hun langsomt knappede op. Hendes kjole var stram og kropsnær som altid. Denne åbnes foran, hvor en række knapper løb fra hendes hals til lige under hendes køn. Da hun havde klaret hele rækken af knapper, lod hun kjolen glide lige så forsigtigt af sine skuldre, så hun stod foran Randy i al sin nøgne skønhed.

Med et smil gik hun tilbage til sengen, mens hendes sorte vinger forsvandt, og hun lagde sig ned ved siden af ham, så hun kunne læne sig over han og kysse ham igen.

Liv elskede at kysse så meget, at hun næsten kunne være tilfreds med blot at kysse en hel nat.

Randall holdt sig selv tilbage for at røre mere. Der var intet, der hastede. Hendes små støn i mod hans læber sendte små lyn ned igennem hans krop, påvirkede ham og gav ham lyst til at få hende til at stønne mere. Men det hele stoppede som hun rejste sig og stillede vandfadet på plads. Han så efter hende afslappet halvt siddende op af væggen bag sig. Han betragtede hende, som hun begyndte at knappe sin kjole op. Lysten skinnede ud af hans øjne og han fugtede sine læber, mens hun tirrende langsomt knappede sin kjole op og til sidst lod den falde. En svag lyd af billigelse over hendes krop kom fra. Sikke en skønhed. Så hvid og fik i huden. Hans blik hvilede lidt på hendes bryster, det smukkeste ved hele hendes krop, men han hævede det til hendes ansigt, da hun kom over til ham. Vingerne skænkede han ikke en tanke, de var alligevel væk, da hun nåede ham.

Lidt forsigtigt skubbede han sig ned for at ligge ved siden af hende. Hendes læber fandt hans igen, hun lænet ind over ham. Han lod hende, selvom han normalt ville sørge for at være øverst, så han var i kontrol over, hvad han kunne give hende. Men på denne måde gjorde det mindre ondt og han kunne koncentrere sig bedre. Og han havde stadig begge hænder fri.
Den ene gled blidt ned over hendes side og endte på hendes hofte. Den anden fandt et af de fantastiske bryster og begyndte blidt af kærtegne hendes hud og hendes brystvorte. Sikke et par kasser! Han elskede dem allerede!

Hendes læber var bløde og smagte sødt og han kunne slet ikke lade dem være. I stedet for at holde et langt kys, blev det til en masse små fra hans side, så han kunne mærke dem igen og igen. De fleste lukkede øjnene, når de kyssede, men Randall kunne ikke slippe hendes ansigt med sine. Både for at se, at hun nød det, men også for at sikre sig, at hun ikke vendte på en tallerken og alligevel blev til sin datter. Helt fri af sin dødsparanoia var han ikke, selv ikke i en situation som denne. 

Selvom Liv godt kunne lide det hårdt og voldsomt, så kunne hun mindst lige så godt lide det langsomt og blidt. Hendes hud summede under Randys berøring, og hun kunne mærke, hvordan det begyndte at kilde for alvor mellem hendes lår. Hun havde lyst til ham, men... hun ville gerne pirre sig selv og ham. Se hvor længe, hun kunne holde det ud, inden hun måtte have ham.

Hun stønnede mod hans læber igen, mens hun løftede et ben en smule, så hun kunne glide det over Randys knæ og lår. Hun rykkede sig lidt tættere op af ham, så han kunne mærke den fugtige varme, der kom fra hendes køn, og fysisk mærke, hvor meget hun havde lyst til ham. Samtidigt lod hun en hånd glide ned over hans bryst, hans mave, indtil...

Liv lukkede fingrene om han og gav ham et kærligt klem. Hun kunne bogstaveligt talt mærke hans lyst til hende dunke i hendes hånd, og det gjorde hende kun endnu mere opstemt.

Hendes hud mod hans, fornemmelsen af det, der var i mellem hendes ben. For et øjeblik kunne han næsten ikke styre sig selv og en lyd kom fra ham. Han ville røre mere ved hende, lade sine læber og tunge kærtegne, få hende til at stønne og klynke og smelte under ham. Men inden han kunne gøre noget, havde hendes hånd sneget sig ned over hans krop og det gav et svagt ryk i ham, da hun tog fat. Hånden på hendes hofte gled om til hendes ryg, stadig kærtegnende, let som en fjer. Hånden om hendes bryst gled ned over hendes side og ned over hendes hofte, inden han skubbede den ind i mellem dem, så han kunne finde frem til hendes specielle sted. Hun var ikke den eneste, der skulle lave noget!

Han brød deres kys for at hæve hovedet, så hans læber kunne finde hendes hals, hvor de placerede fjerlette kys. Hans fingre arbejdede roligt og meget erfarent, han vidste nøjagtigt, hvad han lavede. Han kyssede hendes øreflip og hviskede så stadig ret hæst til hende.
"Jeg tror aldrig, at jeg har mødt så smuk en kvinde som dig." Om han havde eller ej var lige meget, han ville charmere hende, forkæle hende. "Kun det bedste er godt nok til dig." Hånden på hendes ryg gled op og nussede hende i det korte hår i nakken.

Egentligt ville han gerne skubbe dem rundt, så hun var nederst, men lige nu lå de sådan, at han ikke var sikker på, at han kunne gøre det uden at blive for distraheret af sine ribben. Fik han chancen, ville han gøre det. Måske spørge om de ikke kunne skifte plads. Men lige nu kunne han det, han gerne ville og det måtte være godt nok. 

Randys støn sendte en behagelig sitren direkte ned mellem Livs lår; hun ville have mere af det! Men hun blev distraheret af hans fingre, der fandt vej mellem hendes ben, og da de fandt det helt rigtige sted, slap hun et gispede støn mod hans læber. Han vidste godt nok, hvad han lavede! Åh, det var alt, alt for lang tid, siden hun havde mærket kærtegn af den slags på sin krop, og der gik ikke mange sekunder, før hun rullede med hofterne for at gnide sig mod hans hånd. Hun blev nødt til at slippe hans pik af frygt for at komme til at klemme for hårdt om den, og i stedet greb hun fat om hans skulder, mens hun stødte mod hans hånd igen og igen, halvvild af nydelse. 

Hun hørte ikke rigtigt, hvad han sagde til hende, for hendes hoved var tåget af ekstase, og mindre end et minute senere kom hun. Al den lyst, hun havde gemt væk i månedsvis, kom ud på én gang, og hun stønnede hans navn ud mod hans skulder, mens hele hendes krop sitrede og rystede i nydelse. Hun var langt fra færdig - faktisk havde Randy kun tændt mere lyst i hende - men lige nu skulle hun lige hvile et kort øjeblik. 

Hun faldt sammen mod ham, stakåndet og stadig rystende, mens hun dovent blev ved med at gnide sig mod hans nu ret våde hånd i mere rolige, bløde bevægelser. Hun skulle nok få ham til at give sig hen i en mindst lige så vild ekstase, tænkte hun for sig selv og smilede mod hans skulder.

Et eller andet skete der i hvert fald, da Randalls fingre fandt frem til det rigtige sted. Lidt lige som at smide en fakkel i en høstak, han kunne slet ikke følge med i, hvad der gik af hende, før hun var godt i gang. Han blinkede lidt overrasket, men lod hende og fulgte hende. Fortsatte med at kærtegne hende i nakken og ind i mellem placere et blidt kys på hendes skulder og hals.
Da hendes krop begyndte på den velkendte reaktion, holdt han lidt fast om hende med den frie arm og fortsatte med at kysse hendes hals. Han var lidt overrasket over voldsomheden ved det hele, men han havde et smil på ansigtet og et ganske tilfredst glimt i øjnene. Det startede jo egentligt ret godt ud, hun virkede virkeligt trængende! Så mon ikke, at han vidste, hvor han skulle være resten af natten. Søvn var alligevel så overvurderet, det kunne vente til der var tid!

En ting var sikkert, det hele sendte bølger af lyst igennem ham og han trak selv vejret tungt, helt oppe at køre over hendes nydelse, der så ud til at fortsætte. Han trak i hvert fald ikke hånden til sig, men lod hende bruge den, som hun ville.
"Det må jeg sige, har jeg fået fat i en lille vildkat?" Hans stemme var fyldt med blid morskab og han kunne ikke lade være med lige at nappe hende i øreflippen med tænderne, inden han lagde sig tungt ned igen og skævede mod hendes ansigt med et lydløst grin. Hvordan hun ville have natten var helt op til hende og han ville bare følge med. Give, give, give, det var, hvad han bedst kunne lide.

Liv smilede og lagde sit hoved på Randalls skulder, da han lagde sig ned. Lysten vibrerende stadig under huden på hende, og der ville ikke gå lang tid, før hun var klar igen. I mellemtiden...

Liv kyssede Randys skæggede kæbe, inden hun skubbede sig op på sine albuer og lænede sig ned for at kysse hans bryst. Hun kyssede langs det store ar på huden der, inden hun begyndte at bevæge sig nedad over hans mave. Hun kunne dufte ham allerede, og det gav hende kildren i maven bare tænke på, at hun snart fik lov at smage ordentligt på ham.

Randy var måske ikke den største i verden, men Liv havde på fornemmelsen, at det på ingen måde holdt ham tilbage. Størrelse havde aldrig været noget, hun spekulerede på, for hendes krop tilpassede sig helt automatisk, så de begge fik nydelse ud af det, men hun vidste, at andre gik meget op i den slags. Hun forstod ikke helt hvorfor.

"Jeg er sikker på, du ved lige præcis, hvordan du skal bruge den her," mumlede Liv med et smil, inden hun lod sine læber gnide blidt over længden. Hun nåede tippen og lod sine læber og tunge lege lidt med den, inden hun tog ham i munden med blikket stadig rettet mod hans ansigt.

Randall løftede hovedet lidt, så han kunne betragte hendes kys af hans hud. Hver eneste lille kys sendte små brændende følelser igennem ham, behagelige følelser og han nød hvert eneste et. Hans ene hånd gled igennem hendes hår, som hun arbejdede sig længere ned, han havde en god fornemmelse af, hvad hun ville og der var et ganske begejstret udtryk i hans øjne. Gåsehuden spredte sig ganske hurtigt over hans blege krop, der tydeligvis ikke havde modtaget nogle af solens stråler i årevis. Bare fordi han kunne lide at være nøgen, betød det ikke, at rendte rundt uden tøj på. Medmindre det var nødvendigt. Det var sjældent, at han smed sin røde læderjakke.

Hendes ord fik et lydløst grin fra ham og han nåede lige at komme med et svar, inden hans krop sitrede under hendes læbers kærtegn.
"Det kan du lige tro!" En svag lyd kom fra ham og han betragtede hende med store øjne, indtil han måtte give op på at holde sig oppe og gled tilbage i lagnerne med et dybtfølt nydende støn. De grove hænder lukkede sig om silkelagnerne og han vred sig en smule under hendes kærlige behandling. Hvilken kvinde! Hans øjne gled i som i et forsøg på at lukke alt andet end fornemmelsen af hende ude.

Randall var normalt ikke hurtig på aftrækkeren, men han havde så meget styr på sin krop, at han godt kunne skynde lidt på sig selv i en situation som denne. Et større, lidt mere rallende støn afløste de små nydende og hans krop spændte op i en flad bue og for et øjeblik kunne han ikke mærke andet end nydelsen i sin krop, end ikke smerten fra de bøjede ribben trængte igennem. Med et gisp faldt han sammen igen, let rystende hele kroppen igennem.