"Åh?" Liv blinkede forundret. Hun havde aldrig hørt om et menneske, der kunne komme tilbage fra døden på den måde. Det var for det meste dæmoner, som Vargas, der kunne tage ophold i en ny krop, og derfor aldrig rigtigt dø. Men et tilsyneladende helt almindeligt menneske? Det var usædvanligt. Men det havde jo nok noget at gøre med hans manglende sjæl. 

"Dør du tit ud af det blå?" spurgte hun med et let forundret smil, mens hendes fingre blev ved med at nusse og kærtegne ham, hvorend de kunne nå frem. Han var træt, kunne hun se, og hun ville lade ham sove snart. Så kunne hun måske få Cole til at komme med et solidt morgenmåltid, når Randall vågnede på et tidspunkt. Det så ikke ligefrem ud til, at Randy var den, der fik allermest at spise hver dag.

En brummen kom fra den trætte lejesoldat, da hun spurgte, om han ofte døde ud af det blå. Ja, det kunne man vist godt sige.
"Det sker en gang i mellem. Nogle gange lidt af mig selv, andre gange med lidt hjælp." Det var lidt underdrevet, men igen var der ingen grund til at hyle hende ud af det. Men han håbede da, at guderne ville være så venlige ikke at lade ham dø i denne gudeskønne kvindes favn. Om det så var fordi, at hans hjerte stod af eller fordi nogen kom og stak ham ned. Hvem vidste. 
Men det var da dejligt, at hun ikke flippede ud ved hans ord, men bare var nysgerrig. Det var da til at arbejde med, også som han lå her og slappede af. Og hun nussede ham. Han var egentligt i den syvende himmel trods trætheden og sine skader.

Han flyttede lidt på sig, så han lå bedre, og lukkede øjnene. Det var ikke fordi, at han ikke ville svare på flere spørgsmål, men han var egentligt bare så udmattet og lyset gik bare ud. Han sov. Noget han var ret god til, det med bare at slukke, når tiden var til det, lige gyldigt hvordan hans omgivelser var. Han kunne sove overalt. Og lige nu var det perfekt. Lyden af hendes hjerte, den bløde seng og hendes varme krop. 
Det var heller ikke fordi, at han var let at vække. Normalt var han ret årvågen, selv i søvne, men i denne situation følte han sig tryg nok. Og hvorfor ikke sove tungt? Han kunne dø i søvne, men han vågnede bare lige så pænt op igen det sted, hvor han nu end dukkede op. Nej, han nød søvnen og han sov tungt så længe han fik lov.

Liv kunne godt mærke, at hun blev lidt rasende over, at nogen kunne finde på at gøre Randall noget. Han var jo en vidunderlig og kærlig mand. Hun måtte sørge for at passe lidt på ham, hvor hun kunne. Hun skulle til at sige det, da det gik op for hende, at Randy var faldet i søvn. Hans hånd hvilede på hendes bløde mave, og nød at se den der. Hun lod ham sove, men blev dog ved med blidt at nusse ham, for hun håbede, at det ville hjælpe ham med at få en fredfyldt søvn. Det fortjente han efter Sols lille eksperiment.

Liv faldt ikke i søvn, men lå i stedet og tænkte over tilværelsen. Det var dog ikke en særlig god idé, for det gjorde hende ofte ked af det. Det gjorde det også i nat, så lidt for solopgang, gled hun forsigtigt ud ad sengen og forlod soveværelset. Hun måtte lidt væk fra sine tanker, og heldigvis kunne hun gøre det, ved at kravle op i sengen til Nat og Dag. De havde hver deres værelse, men Nat sov altid inde hos Dag, når Liv ikke fik dem til at sove i hendes seng. Hun puttede sig ind til sine sovende børn og kyssede dem hver især, inden hun lagde sit til rette med dem i sine arme. Når Randy vågnede på et tidspunkt, ville hun servere ham en ordenlig morgenmad og lade ham spise så meget, han kunne. Ungerne ville sikkert også synes, han var sjov.



Med de tanker lukkede Liv sine øjne. Hun faldt stadig ikke i søvn, men hun lå roligt de næste timer og lyttede til Nat og Dags vejrtrækning.