Tid: Aftentide d. 6 juni, +/- et par dage
Vejr: Mildt, med få, spredte skyer

Lunan flyttede vægten fra den ene balle til den anden. Den gren der for et par timer siden havde set behagelig ud, var nu ren tortur for dæmonens bagdel, og en stille bøn blev sendt ud til Ishtar Helias gud om at vise nåde, og sende Lunans lys igennem den lille skov før, hellere end senere.


Det havde taget Lunan kortere tid en ellers at finde Ishtar Helias spor. Lyset havde et mål nu, og det mål var Dianthos, hvor meget Lunan selv end var imod, var der intet den blå dæmon kunne sige eller gøre der kunne ændre det. Når Ishtar Helia først havde sat sig noget for, var der intet andet at gøre, end lade sig give med, og håbe man kunne ride stormen af, indtil hendes fokus skiftede.
Det sagt, så så Lunan bestemt ironien i det, hvis projektet lykkedes. En dæmon i hovedstaden, velanset og tilbedt. Åh hvor ville det være et syn Guderne sent ville glemme!

Lyden af skridt der nærmede sig trak Lunan ud af sine tanker, og tilbage til verden omkring. Langsomt og lydløst flyttede dæmonen på sig, så træets grene opslugte den blå skygge i sine blade. Et djævelsk smil bredte sig på dæmonens læber. Forhåbentligt ville overraskelsen være ventetiden værd.

Nu skulle Lunan blot sikre sig, at det i sandhed også var Ishtar Helia der var på vej ned af skovstien.

At rejse var noget Ishtar Helia altid havde gjort, siden hun havde svoret eden havde hun rejst. Ofte havde rejsen været simpel. At finde en samling huse af mennesker og andet der havde slået sig ned sammen, hjælpe til i en generation eller tre og så rejse videre igen. En gentagelse der havde fulgt hende i flere hundrede år. 
Men denne gang var det anderledes. Denne gang havde hun valgt stedet hun ville flytte hen. Menneskenes hovedstad, lysets højborg, Dianthos.

Årsagen var simpel, denne gang ville hun sprede Leanders ord til så mange som muligt, om det så krævede at hun skulle valse ind og kræve titlen som ypperste præstinde. Hun havde trods alt været præstinde længere end de fleste andre havde levet. Heldigvis blev hun sjældent antastet når hun rejste i sin menneske skikkelse.

Et stille smil brød frem på hendes læber, som vinden bragte hende et samsurium af dufte, tydeligt ment som parfume.
Der var kun en hun kendte der duftede sådan. Og hendes hjerte slog kraftigere ved den tanke.
Roligt fortsatte hun som intet var hent, hendes månelys skulle have lov til at lege sine lege. Hun smilede kort som hendes øjne så ned, hendes hjerte svævede. For hun elskede hendes månelys små lege.
Diskret rettede hun lidt på hendes kjole. Kjolen var farverig,både en dyb rød,brændt gul og himmelblå. Sammensat i et livligt mønster. Originalt havde hun fået den i gave i Balzera, samtidig med at hun havde købt en guld ring til hendes livs måne.

Lunan blev eksatisk da synet af ishtar Helias brød frem, som solen bag tunge skyer. Det var svært at holde sig på grenen, og ikke springe i hendes favn med det samme! Men Lunan var tålmodig. Lunan kunne vente et par sekunder endnu. Dæmonens hånd gled mod den lille kniv i bæltet, men ente med at lade den sidde. Ingen grund til at være dramatisk, ikke i dag.

Mellem to hjerteslag forsvandt Lunan fra grenen, og duften om Ishtar Helia blev pludselig langt kraftigere, som den blå dæmon dukkede op lige bagved hende, og faldt i trit med hende skridt.
To skridt senere blev noget skarpt presset ind mod Ishtar Helias ryg. Det var bare en gylden negl, men det viste hun ikke. "Stands, hvis du har livet kært!" bjæffede Lunan, i sin bedste imitation af en lovløs landevejs røver. Lunan lagde en hånd om nakken på sin sol, og smilet der prydede de blå læber, kunne høres "Det ser ud til jeg har fanget mig en skinnende skat.. Hud som alabaster og brændt karamel. En glød som alle nattens stjerner, og solen selv.. Men ak, selv ikke den rigeste slavehandler i Balzera  ville kunne betale en værdig pris! Så hvad skal jeg dog gøre med dig?" Mens Lunan talte havde han fraværende nusset hendes nakke, i stedet for at holde fast. De sidste ord var tænksomme, og 'kniven' i hendes ryg blev fjernet mens hånden om hendes nakke, gled ud mod skulderen "Jeg ved det.." den anden hånd slap hende, og øjeblikket efter gled noget koldt om hver side af hendes hals.. og snoede sig løst ned om hendes hals. Det var en fast guldhalskæde, formet som en slange, med rubiner indsat i øjnene "Sådan!" erklærede Lunan, og lod den ene hånd glide om hendes liv, mens den anden fandt vej over hendes skulder, og lagde sig om hendes  øvre torso. Lunans kind fandt vej over hendes anden skulder, og nussede blidt, kind mod kind.

Duften af hendes livs måne blev så kraftig som en eng af blomster i fuld flor. Med en dyb indånding fyldtes hendes lunger af den liflige duft, og et længsels suk undslap hendes læber. 
Savnet hun havde følt så længe blussede op atter en gang, men det ville blot være et øjeblik. Så ville hun være i hendes månes arme. "Åh, ak og ve! Men pas på! En farlig dæmon begære og værner om mig, så bring mig ingen harme" klukkede hun varmt. Hjertet slog kraftigt i hendes bryst, som hun mærkede hvordan hendes form ændrede sig under hendes månes blik. Smerte frit brød hendes horn frem som de rejste sig mod himlen, håret blegnede til det lignede solens gyldne stråler. Huden atter som brændt karamel. Et nydelsens suk lød stille som fingrene gjorde deres dans mod hendes nakke.
"Åh, en gave! Men kæreste dog!" Spandt hun stille, med fingrende dansende over smykket. Hun elskede det af hele sit hjerte. "Det eneste jeg ønskede mig var din nærhed, mit livs måne" kom det drømmende som hun nussede hendes kind mod hendes indigo kærligheds kind.

Smilet der spillede på Lunans læber kunne høres i den blide stemme der hviskede i hendes øre "Og hvad du ønsker, skal du få, min sol og stjerner". Omfavnelsen blev tættere for et langt øjeblik, inden den slækkedes sig en anelse, så hun kunne vende sig i omfavnelse, og de igen kunne stå ansigt til ansigt.

"Du ved jeg evigt vil følge dig mit lys, som månen følger solen. Jeg skinner kun i sandhed i dit lys" fortsatte Lunan, med en stemme blød som skyerne over dem. Lunan trak igen sit livs lys ind mod sig, for at holde hende nærmere, og gnuppede blidt sit horn mod hendes. Lyden var som sød musik, og fornemmelsen der kildere ned igennem til hoved kunne ikke sammenlignes med noget andet.

Endelig forlod et lavt, lettet suk de bløde mørke læber, og Lunan plantede et let kys på Ishtar Helias læber, blidt som en sommerfugls vinger. "Jeg håbede du ville synes om den.. Jeg så den i Sarkhos og indså at jeg ikke kunne tillade at den lå om nogen anden hals end din".

Som et pludseligt vindpust, vendte Ishtar Helia sig om for at stå ansigt til ansigt med hendes kongeblå elsker. I takt med de røde markeringer fremmanede sig som ført af en usynlig pen. Hendes nu korngule øjne hvilende drømmende på Lunan. For et øjeblik havde hun hele verden i sin favn. 

"Og for evigt vil jeg skinne for dig, mit mørke der værner om mig" svarede hun varmt, det var alt for længe siden at hun havde kunnet stå horn mod horn med sit livs måne, en fornemmelse der var helt sin egen. En skam ved de dødelige var at de ej besad horn. Hun savnede dem så inderligt i hendes daglige gøren, men det var for upraktisk og for farligt.

Fortyllet stod Ishtar Helia efter de fantastiske mørke læber havde forladt hendes. Kraftigere slog hendes hjerte, et ønske om at fange de bløde læber evigt mod hendes. "Det undre mig ikke, den er fantastisk!" lo hun med en latter så let som faldne blade dansende i vinden. Hun kunne livligt forestille sig hendes månelys tage den fra en der ej var så værdi som hende. "Åh min måne, jeg har en gave til dig, hvis du ønsker den?" Lokkede hun som hun bed sig smilende i læben, en enkelt dråbe blod løbende ned fra hvor hendes tænder havde fundet fæste. 

Lunan stirrede betaget mens Ishtar Helia valgte sin form, og hvilke markeringer hun ønskede at bære denne gang. De bløde, mørkeblå læber krøllede sig op i et lykkeligt smil. Det var få ting der varmede Lunans hjerte så meget, som at se sit lys folde sig ud, og tage den form hun ønskede. Det var det syn der sikrede at den kongeblå dæmons jagt aldrig ville være forgæves eller for svær. Drømmen om dagen hun endelig kunne tage sikkelse præcis som hun ønskede, og ikke længere ville være bundet af dødelige simple forståelse for køn ville være det hele værd.

"Intet kan måle sig med den gave der er dig mit lys" sukkede Lunan med en drillende undertone, og prikkede hendes næse med sin egen "Men hvornår har jeg kunne sige nej til dig?" blev der straks tilføjet, og de blå læber mødte igen Ishtar Helias, og med de blideste kærtegn kyssede de blodet fra hendes mundvig.

Lunan lukkede øjnene, og lod sit livs lys ændre sig. Lunan mærkede hvordan det startede som en krillerne fornemmelse i ansigtet. Hagen blev mere markant, mens ansigtet blev smallere og mere afrundet. Lunans form skubbede let til Ishtar Helia som den blev mere afrundet ligeså, skulderne blev smallere, mens hofterne bredte sig, og det flade, muskuløse bryst blev blødere.
Langsomt åbnede Lunan igen sine øjne, og lod sig fortabe i den endeløs korngule mark der var hendes. "Tak min egen. Det er en fantastisk gave" bød Lunan hende tak, og smilede fra det ene spidse øre til det andet.

Ishtar Helia rystede let på hovedet, et enkelt gul gyldent kronblad blev fanget af vinden og sendt dansende på rejse. "Det varmede mit hjerte for tusinde år siden, og gør det ligeledes den dag i dag. Men mit livs måne du må da også finde på noget nyt" lo hun som en sommerdag da deres næser mødtes. "Aldrig..." Svarede hun drømmende som hun lod sit blod og evne gøre sit værk ved hendes elskede. 

Det var altid befriende at se hendes livs måne ændre fase, Lunans form endte som en blanding af deres drømme og deres kærlighed. Det var kun mere fantastisk at de dødelig sjældent kunne finde ud af om hendens værnende mørke var af det ene eller andet køn. Svaret var dog ganske simpelt, Lunan stod over så primitivt et koncept. Men hvor betagende end hendes mørkes forvandlig var, krævedes der stadig handling fra hendes hånd. Fra en lille pung i bæltet fandt hun en guldring, indgraveret med måner omkranset af sole. Blidt fandt ringen sin plads med sine brødre og søstre på hen kongeblå dæmons fingre.
Med hovedet let på skrå hamrede hjertet i hendes bryst, forsvandt hun i de rubiner hendes måne kaldte for øjene, som de ledte hende tilbage til tider hun næsten havde glemt "Næsten så fantastisk som dig mit mørke" endte det længsels suk der havde forladt hendes smilende læber. "Hvor længe bliver du denne gang?"

Lunan lagde hoved tilbage ved hendes ord og lo, højt og hjerteligt, uden bekymring for om så hele verden hørte det."Min øjesten jeg er ingen barde! Og selv hvis tidernes bedste ordsmede brugte titusinde år, kunne de ikke nedfælde et eneste ord der ville være dig værdig. Så tilgiv en simple dæmons selv-plagiat" en mørk tommelfinger strøg op af hendes kind, og endnu et kys blev stjålet "Jeg skal gøre det bedre næste gang" lovede Lunan så med en spindende hvisken. 

Ishtar Helias spørgsmål fik dog en rynker til at dukke op på det nu rundere blå ansigt. Blå hænder lukkede sig om hendes karamel "Tænk ikke på tiden, min sol, og stjerner, mit lys, og liv" hviskede Lunan beroligende, og planted hurtige kys på hendes hænder, og op af hendes arme.
Lunan måtte snart afsted igen, og de viste det begge. Men hvad var tiden brugt hver for sig nu, i forhold til deres evighed sammen, når hun igen var fri - RIGTIG fri - og ikke længere bundet af dødeliges begrænsede forståelse af verden og morale. Til tider virkede det som en flytig drøm, men Lunan var stålsat. Den drøm VILLE blive til virkelighed, om det så krævede hele verden kom over knæet!

Ishtar Helia lo varmt og længe, hendes hjerte dirrede, mindet om hvor længe siden det var at hun sidst havde hørt hendes midnats hjerte le frit. "Bærer af mit hjerte, dine evner med ord slår mangt og mange barder, for du bærer tiden ved din side. Noget uopnåeligt for de dødelige" Som hendes livs måne kærtegnede hende kind lænede hun sig ind mod den, for at føle lidt mere, lade øjeblikket vare lidt længere. 
Dirrende efter det kysset fra dæmonen der stjal hendes hjerte så mange år siden, formede ord sig fra et gammelt minde. Og med en hvisken i hendes elskedes øre, blev de delt med verden på ny.

"Sne, fri fra verden
"Kædens tinde, ophøjet.
"Vindens grå afsavn"

"Husker du det? Da du delte det med mig for første gang?" Hun ønskede ikke at tænke på tiden uden hende liv måne, Lige nu var de sammen og det var det det talte. Men først var der en enkelt ting der skulle falde på plads. "Mit Hjerte og liv, for at finde mig i Dianthos tænk på et klædeskab, mørkt og med duften af min te, samt dette symbol" Som ordne forlod hendes læber formede et symbol på hendes håndryg. En cirkel med en måne og en sol over for hinanden, med tre simple firtakkede stjerne i baggrunden. En sammensætning der burde både være unik, men til at forstille sig for hende udkårende. 

Ishtar Helias ord varmede Lunans sjæl og hjerte, som morgenssolens stråler efter en lang nat. Åh hvor følte det som evigeheder siden hendes lys sidst havde varmet det inderste af Lunan, og ønsket om at udskyde øjeblikkets ende blomstrede sammen med varmen spredte sig. Lunan var nok ikke en der gik op i hvad andre tænkte, men Ishtar Helias rosende ord var alligevel mere end den blå dæmon kunne ignorere. Det varmede og gjorde det brede smil varmt og tilpas.

"Jeg husker det du livsgivende kræft, og dit svar ligeså;

Under trækroner
Bare fødder træder sti
På bløde skyer"

Resiterede Lunan roligt, og plantede et kys for hvert linjeskift, først et på hver kind, og slutteligt et på hendes gyldne læber.

Da Ishtar Helia præsenterede symbolet for Lunan, tog de blå fingre hendes hånd og løftede den. Håndryggens tegn blev studeret nøje, og først da Lunan var helt sikker på det var laget og sat i sin i sin hukommelse, blev der plantet endnu et kys på håndryggen, inden de blå hænder omhyldede den. "Så det er stadig din intention at rejse til Dianthos min årsag? At leve for en stund i menneskenes højborg, under næsen på de der jagter og afskyer os mest?" spørgmålet var ikke uden bekymring, ikke uden had. Lunan havde aldrig brudt sig om ideen. De fortjente ikke Ishtar Helias glød i deres nærvær! 

Stjernerne havde danset deres dans over himlen mange en gang siden de havde delt de to kvad, men lige stærkt stod de i hendes sind. Og det varmede hende så inderligt at se glæden blomstre i hendes kongeblå måne, en glæde der alt for sjældent fik lov til at gro som den burde. 
Måske det fik deres stunder til at betyde så meget mere? Viden at det var et flygtigt øjeblik de begge ville bære med sig til deres veje atter krydsede?

Hendes livs måne var som altid kær, som kun Lunan kunne. Et flygtigt kys fandt blidt fæste på den kongeblå pande. Både som gengæld og tak for de små gaver der var blevet hende givet. Men ligeså for at mildne bæreren af hendes hjerte. "Det er det min frihed. Det er en sti jeg skal træde, som jeg ej kan forklare dig. Om det er min ed der byder mig det, eller om det er min egen vilje ændre ej den vej jeg skal gå en stund"  Blide kys fra gyldne læber fandt de midnatsblå hænder. 

"Frit ser fuglen alt
"Blidt båret af vinger frem
"Bækken følger strøm"

Roligt, nærmest trøstende, mødte deres pander. Brændt karamel og dyb blå. "Jeg håber du kan tilgive mig mit liv måne" hviskede de bløde gyldne læber.

Lunans pande lagde sig ubudt i dybe folder, mens de mørke øjenbryn forsøgte at gøre en parodi af deres saglige møde, men som en livets tragedie, eller et ondt varsel, nåde de aldrig helt hinanden. Lunan viste Ishtar-Helia, om nogen i denne verden, tog friheden af sine egne valg når hun kunne, men bekymringen sad stadig dybt i hendes blå elsker. Hvad hvis nogen opdagede hende? Hendes ed forbød hende at gøre dem ondt, og skønt hendes evner var større end de flestes, bekymrede Lunan sig stadig. Hvad hvis de fik trængt hende op i en krog?!

Lange slanke lemmer lagde sig om Lunans sol, og holdt hende tæt. De slanke arme holdt mere styrke end de så ud til, og forsøgte at værne hende mod fare endnu usete. "Der er intet at tilgive du sol og stjerner på min himmel. Intet. Der er ingen af de smålige skabning der kan røre dig min kilde til lykke. Gør hvad du må, Gør hvad du lyster, og din lykkes sødme er min nektar" et suk undslap de bløde læber, og kildede mod Ishtar Helias hals.

"Nej, det er jeg der må bede om tilgivelse, for at tvivle på din rejse, og stadig tvivle på din destination" de blå armes greb strammedes for et langt øjeblik "Og der er vel intet jeg kan gøre for at overbevise dig om en anden vej? Jeg ved der er en landsby i det sydlige Medanien der vist godt kunne bruge noget kærlighed?"

Et dybt og inderligt suk forlod de gyldne læber som hendes kongeblå elskers arme fandt fæste omkring Ishtar Helia, som en måne der skyggede for solen og lod al fare være indhyldet i mørke for en stund. En stund de stærke arme altid havde bragt hende. "Som altid vil jeg have dig i mine tanker min øjesten, for al verdens fristelser blegner ved dine ord, og varmen fra være i din favn" Et flygtigt fnis fløj med som båret af vinger frit. Åh hvor ville hun atter en gang savne sit livs måne.

"Der er intet at tilgive min måne" et langtrykket kys faldt på den dybe blå pande. "Medanien har jeg gjort min gerning i så længe, lidt nyt vil gøre os begge godt, samt det er stadig kun et århundrede siden episoden i Medanien" klukkede dæmonen med hud som karamel. Ingen havde som sådan lidt overlast, men den unge mand der var blevet med barn havde skabt nogle ganske besynderlige historier.

"Men bærer af mit hjerte, vejen må til at bringe mig videre" Ishtar Helia sukkede dybt, hun ønskede af hele sit hjerte at hun kunne blive, men de viste begge at det ikke var deres tid igen endnu "Til vi ses næste gang, kan du bringe mig tre gaver? En fra det kolde nord, en anden fra de dybe skove og en sidste fra vor hjem?" 

Lunan skar en grimasse som Ishtar Helia påpegede misæren i Medanien. Et lille århundrede, det kunne lige så vel være sket i går! Hendes efterfølgende varsel om deres mødes snarlige ende fik de blå arme til at stemme deres greb endnu engang, inden det igen løsnede sig, og Lunan trådte et halvt skridt tilbage.

"Fra mørk muld og sne
Høje tinders skjulte skat
Min gensynsglæde"

Som afslutning på digtet mødtes de elskendes læber en sidste gang, ingen Lunan forsvandt ud i ingenting, og kunne savnet var tilbage.