"Så er det tid du skal få," lovede Cayden hende, da Mia fortalte ham, hvad hun havde brug for. Han var bare glad for at se hende okay igen. Mindre panisk. I stand til at trække vejret roligt. Han havde holdt øje med hende før, kendt hendes værd, anset hende som en dyrbar genstand, men det var først nu at det gik op for ham, at han så hende som så meget mere end dét. Et eller andet sted havde han måske godt vidst det før, men nu kunne han ikke længere benægte det. 

Han lod hende gå, da hun trak sig væk fra ham. "Jeg lader der ikke ske dig noget. Nogensinde." Også dette blev sagt som et løfte, for det var det. Han mente det. Og han fulgte hende med blikket indtil hun var helt indenfor, inden han forsvandt i en sort røgsky af sin evne, teleporteret til Kzar Mora. 

Mia gik ikke mod huset lige med det samme. Hun havde ikke løjet som, at hun havde brug for tid – hvad end det så egentlig betød – men alligevel følte hun, nu hvor hendes krop endelig syntes at slappe af og virke, som den skulle, at noget manglede. Ikke et farvel. For de sagde ikke farvel, når de skiltes ved disse pludselige møder. Ikke direkte ved brug af ordet ’farvel’. Og hvad hun gjorde var muligvis ikke præcis, hvad der manglede, men hun besad ikke et talent indenfor at vide ting, hun ikke var kommet omkring før. Ikke så vidt hun vidste i hvert fald…

Det var hånden, hun havde haft ved sin kys-kærtegnede kind, som hun endnu en gang rakte frem mod Cayden foran sig. De alt for blå øjne kiggede stadigvæk op på ham, da hun lagde den blidt ind mod hans brystkasse denne gang. Den var en del hårdere end hendes, som hun havde følt ved hans omfavnelse. Men hun kunne stadig fornemme hans krops sitren igennem hans solide tøj, der indikerede hans bankende hjerte. ”Jeg ved det.”
Smilet fra før voksede yderligere, og det ville være svært at tro, at den selv samme person havde været ved at gå helt til for blot et kort øjeblik siden. Mia kunne ikke lyve med overbevisning, selv hvis hun prøvede, men hun mestrede kunsten i selvisk ubekymring.

Hendes blik faldt til sin hånd. Umådeligt forsigtigt, til et punkt hvor han måske ikke engang ville kunne mærke det, strøg hun fingrene over en plamage af tørret blod på hans tøj. Hun havde ikke glemt det helt. Men det var ikke hans. Så fluks mødte hun hans blik igen, og trådte så flere skridt bagud.
”Du er der altid, Cayden Roux.” Armene foldede sig omkring hende, som hun tog et sidste skridt baglæns, og drejede så sig selv for at få fremadrettet mod huset, hvor den gamle kone, stod og ventede på af de havde taget afsked. Og hun kørte ham kun forsvinde. Og mon hun ikke også kunne mærke et slag i vinden.