Når man råber og kun Isari lytter

To dages rejse fra Dianthos, i retning af Tusmørkedalen

Zamir havde ingen idé om hvor længe siden det var, at han var blevet kastet rundt i et dybt smertehelvede hos Valtor. Han var ikke engang sikker på om det overhovedet var sket. Havde det alt sammen bare været en ond, smertefuld drøm? Han var ikke sikker på noget som helst. Måske han slet ikke var i live? Måske var det her vejen til dødriget, til Kile. Hvis det var…
Zamir var klar til at give op. Give slip på livet og drage videre. 12 år var ikke længe, men da slet ikke dårligt.

Da Zamir vågnede og fik åbnet øjnene, var det Jasmina han fik øje på. Om han stadig befandt sig i samme værelse som før, det anede han ikke. Jasmina så travl ud og hun ænsede ikke ham det mindste. Hun så ikke engang, at han havde åbnet øjnene. Så han råbte.
Hjælp mig. Kan du ikke se, jeg stadig trækker vejret?! Hjælp mig!
Men hvad der lød som råb for ham, var en larmende tavshed for alle andre. Jasmina hørte ham ikke, for det foregik kun i hans hoved. Hvad der føltes som helt åbne øjne for ham, var kun en lille, ubetydelig revne for alle andre. Der gik under et minut, før det sortnede for hans øjne igen.

Næste gang øjnene blev åbnet var der mørkt. Hvorfor vidste han ikke, men han kunne mærke smerten i hele kroppen igen. Han lå ikke stille. Han blev flyttet. Han blev flyttet af Jasmina, det blev han hurtigt sikker på, da han hørte hende hoste lidt, men hvor lyden kom fra, vidste han ikke. Så han råbte igen.
Jasmina! Hvorfor ignorerer du mig?! Jeg fryser sådan…
Intet. Der kom ingen lyd og der kom ingen reaktion. Så blev det sort igen.

Zamir kunne mærke den kolde, kolde jord mod sin hud. Han ville ikke mere. Behøvede han at åbne øjnene igen, for at blive ignoreret? Det gjorde han vel ikke. Men alligevel åbnede han øjnene en sidste gang. Han var omringet af træer. Havde Jasmina efterladt ham i en tilfældig skov? Han frøs noget så forfærdeligt og han var så tørstig. Men han havde ingen kræfter til at flytte sig. Måske det her alligevel var bedre end livet som slave. Han var fri. Var han ikke?
Hjælp mig… Jeg er her stadig…
Denne gang var det mere en bøn. En bøn om at få en chance til, så han kunne smage på det liv, han altid havde drømt om, men aldrig haft chancen for at prøve. Selvom ingen ville høre ham. Han var alene. Alene i det mørke, der lagde sig over ham igen.

Folk larmede. Det var ulideligt. Zamir var først sikker på, at han var tilbage i Valtors palæ, men som han kom lidt mere til sig selv, kunne han ikke genkende stemmerne. Han frøs heller ikke længere og kunne ikke mærke den kolde jord mod huden. I stedet kunne han mærke noget blødt mod sig. Han havde kræfter til at flytte på sig, ikke meget, men nok til at kunne stryge hånden over det bløde tæppe under sig. Underligt.
”Arh!” Da han endelig åbnede øjnene, stod der fire drenge og stirrede på ham. Han var klar til at springe op og flygte, men lige så snart han prøvede, ramte smerterne ham som en hammer igen. I hele kroppen.
”Rolig, rolig, ellers kommer du mere til skade.” Den ældste af drengene fik skubbet de andre ud, så Zamir kunne få lidt luft.

Naveen præsenterede sig selv og de andre. Zamir fik vand og lidt mad, mens han fik fortalt hvad der var foregået. Naveen havde fundet ham i skoven, bevidstløs og kold. Han havde egentlig troet, at han var død, men havde lige fornemmet en meget, meget svag vejrtrækning, så han tog chancen og bragte Zamir hjem. Han tilså de mange sår fra piskene og selvom hans evner til at heale ikke var de bedste, så gjorde han nok til at redde Zamirs liv. Han kunne bare ikke fjerne arrene.
Zamir var flere gange kommet med lidt lyde, men først et par dage efter healingen, havde han åbnet øjnene.

Isari havde hørt hans bøn og givet ham en ny chance. En bedre chance.
Han var her stadig.