”Kan du ikke læse? Kun én servering per kunde – jeg har for fanden lavet en tegning lige ved siden af, for at I analfabetiske snotamøber kan forstå budskabet!” Det var nok den firsindstyvende gang i dag, at han verbalt måtte banke det åbenlyse ind i hovedet på en eller anden tungnem bondetamp. Umuligt. Hvordan kunne det være så svært at forstå? Det var snart tre måneder siden, han var begyndt at sælge alt til halv pris hver onsdag, og det var den nøjagtigt samme regel hver gang - én portion per gæst. Ville de have mere, måtte de betale fuld pris. Intet var lavet om, siden tørken rullede indover landet andet end størrelsen på den mængde af mad, han uddelte. Men det burde man da kunne sige sig selv. Han skulle for pokker stadig tjene penge. Gortrosh glanede hen imod den ældre amme, der for femte gang denne aften, forsøgte at lokke mere føde ud af ham. Stønnende i ren irritation lænede han sig frem mod hende med de ravbrune øjne boret direkte ind i hendes grå. "Gå hjem, Helewisa!” Selvom han nærmest galede det ind i hovedet på det nærsynede kvindfolk, rykkede hun sig ikke ud af stedet, men puffede derimod insisterende den tomme keramikskål længere frem på baren. Ja, døv var hun vel også...
 
Summende snak fyldte den tætpakkede kro. Ganske vist var Kyklopen ikke byens fornemmeste sted, men stemningen fejlede så absolut intet, og kroen var for det meste altid fyldt med muntre ansigter.
Latter lød næsten konstant henne fra det østligste hjørne, hvor træsmedens tykke kone tilsyneladende havde fundet sig to fulde, unge bejlere. Den skæggede ork fortrak en frastødt mine, inden han lod sit blik hoppe fra den ene ende af lokalet til den anden. Som sædvanligvis var den fordrukne skomager og den uduelige svinebonde i fuld gang med at røve hinanden for penge i et eller andet dumt, selvopfundet kortspil, som Gortrosh aldrig rigtigt havde forstået. Én ting var dog sikkert - det endte hver evig eneste gang i slagsmål. De første gange, det var hændt, var de røget ud af kroen med hovederne først, men til sidst havde han bare måttet opgive det. De var tydeligvis udenfor pædagogisk rækkevidde - og hey, så længe de fortsatte med at smide penge efter mere mjød, og ikke påførte skade til andre end dem selv, kunne de for hans skyld blive til solopgang.
 
Det store, firkantede ildsted i midten af rummet knitrede lystigt og kastede forvrængede, lange skygger op ad de rustikke murstensvægge. Med aftenens fjerde omgang suppe sat til at simre, tillod han sig selv at stå og hænge lidt ved baren. Ingen af de tre ledige loftsrum var udlejet endnu, men han endte formentlig nok med at slæbe de, der havde fået en anelse for meget at drikke derop, og så kunne de betale, når de engang vågnede. Det var en nem måde at få nogle ekstra krystaller på.

Tørken havde taget hårdt på hele Hovedstaden, og deriblandt Fabian. Kunderne var der længere og længere imellem, da folk hellere ville bruge penge på mad fremfor en nat med Fabian. Hvilket egentlig bare lød latterligt! Hvem ville ikke have en tur med Fabian?
Det var nok og så derfor at han havde søgt hen til en anden kro end den han plejede. Der var noget med at der var en omgang mad til halv pris, og selvom Fabian ikke ville gå ned på kvalitet, så var han klar over at han måtte spare. Bare indtil at alle disse plager var væk og hans forretning ville begynde at blomstre igen, men han var jo også begyndt at mangle sex i sit liv igen. Han sukkede dybt, inden han åbnede døren ind til Kyklopen.

Lugten af mad ramte ham straks, og han begyndte at søge hen mod baren, for at købe noget at spise og drikke, men disse tanker løb dog ud af hans tanker da han så den store ork. Og det var vidst ikke engang en besøgende ork. Nej han så ud til at arbejde her. Fabian kunne næsten mærke hans håndflader blive lidt svedige. Hvordan kunne han ikke have kendt til dette guddommelige sted?
Han bevægede sig med faste skridt over mod orken. Mon ikke han ville have en tur? Bare en hurtig en... eller en lang en... eller en tur der varede hele natten. Se, det ville Fabian gerne have. Nu skulle han bare finde ud af hvordan han startede det her ud. Han var jo ikke helt desperat endnu. "Hej, arbejder du her?" endte det med at han sagde til orken, da han kom op til ham. Ikke noget han var stolt af, men det måtte fungere for nu.

Inaktiv