Gortrosh Mercer

Kroejer og kok

Status: Inaktiv

Godkendt: 29.11.2016

Antal posts: 20

Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Gortrosh Mercer.
Kaldet: Størstedelen af tiden kaldes han blot ved fornavn, men visse omtaler ham Gorth. Dog er der til hans store irritation en masse ikke-orkere, som har tildens til at udtale det Gortos.
Køn: Mand
Alder: 42
Fødselsdag: 8/2
Tilhørsforhold: Kaotisk God
Tro: Han erkender gudernes eksistens, men er ikke tilhænger af nogen af dem.
Erhverv: Kroejer og kok
Nuværende levested: Dianthos - I kælderen af sin egen kro, Kyklopen. Den har beliggenhed i Hovedstadens nedre bydel.
Race: Ork

Udseende

Højde: 212 cm
Vægt: 168 kg
Det er ikke det mest nydelige syn, der møder en, når man støder durk ind i maven på den store ork og for første gang kigger lige op i det behårede, knotne ansigt. (Det sker oftere, end han bryder sig om.) Med den lysegrønne hud og det mere end fremtrædende underbid, der desperat skriger på en erfaren tandlæge, er han ikke ligefrem nogen mr. Universe.
Håret har denne støvede, blåsorte farve og kan i en vis belysning se mørkegråt ud. Siderne er barberet helt korte, og det resterende hår på toppen er samlet i en doven hanekam. Øjnene er ravbrune og forbavsende udtryksfulde. Rent kropsmæssigt er han opbygget af store, robuste knogler – en undskyldning han lidt for ofte bruger til at bortforklare den generøse mængde ’hvalpefedt’, han har siddende omkring maven. Der er dog rigeligt med muskler, og især armene er kæmpestore.
Man ser ham næsten altid i det samme tøj, som består af beige uldbukser og en løs trøje, der efterhånden er mere gul end hvid. I ørene og næsen bærer han ringe af ægte guld, og der er nok, det mest værdifulde, han ejer.

Magi

Magisk evne (1): Ingen magi.
Dygtighed til at kontrollere evne: Passiv evne

Magisk evne (2): Ingen magi.
Dygtighed til at kontrollere evne: Passiv evne

Personlighed

Talenter: • Af en ork at være er han rimelig kløgtig. På en god dag kan han nærmest fremstå helt civiliseret.
• Hans evne til at føle empati – en sjælden ting at se hos en af hans race.
• Ganske musikalsk. Han kan bøvse de fleste ballader.
• Han er utrolig god til at lave mad (ifølge ham selv.)
Svagheder: • Han kan ikke fordrage vand. Overhovedet. Uanset om det drejer sig om det store, åbne hav eller en tur i badekarret.
• Kvinder, af alle racer, gør ham nervøs. Han gør sit bedste for at skjule det, men den akavede forlegenhed skinner alligevel igennem. Man vil aldrig se ham slå nogen, som er af hunkøn.
• For negativ feedback på hans madlavning kan sende ham helt ned i kulkælderen.
• Han er en klunte med et våben, hvis ikke man tæller brugen af køkkenknive med. Havde det ikke været for hans rå fysiske styrke, lå han nok død i en tilfældig grøft.
• Han har måske, måske ikke et mindre problem med alkohol.
Generelt indtryk: Står man og betragter Gortrosh fra sidelinjen af, minder han umiddelbart om enhver anden ork. Støjende, ubehøvlet og ikke mindst ildelugtende. Til en vis grad er det en meget passende beskrivelse, men langt fra hele sandheden. Der er noget, der stikker dybere end de sædvanlige kendetegn ved en ork. Selvom han har ry for at have et dårligt temperament, ses han lige så ofte i godt humør og med et smil på læben. Han kan virke temmelig skræmmende ved første møde, men er man villig til at se bort fra hans ucharmerende opførsel, vil man få en loyal ven for livet.
For at opsummere er han udadtil typen, der kan få pigebørn til at græde blot ved at se på dem, men er i al hemmelighed utrolig godhjertet og ville hoppe på tungen, hvis det kunne stoppe tårerne.

Baggrundshistorie

Hvis det er en glædesfuld historie, du søger, så ender du formentlig med at blive temmelig skuffet. Det er dog ikke én stor, sørgmodig omgang pjank hele vejen igennem, for til trods for at Gortrosh ikke havde den mest misundelsesværdige start på livet, klarede han sig nu ganske godt alligevel. Fortællingen begynder en frysende kold vinterdag. Selvom januar var passeret, og det var godt henne i februar måned, syntes foråret at være flere år ude i fremtiden. Det havde været en ekstraordinær strid vinter, og den var langt fra slut endnu. Sneen lå som en tyk, altopædende dyne henover det ganske land. Alt tegn på liv var for længst døet hen. Den barske vind ruskede i de nøgne træers krogede grene og fik det til at fy op med sne. Mørket lå og lurede lige rundt om hjørnet som et glubskt rovdyr, parat til at bore kløerne ned i de intetanende ofre, så snart chancen bød sig.
En krumrygget silhuet kom til syne forenden af Den Gamle Landevej med trækvogn på slæb og rystende knæ. Den ældre herre nåede dog ikke mange meter hen ad den snoede vej, før noget fik ham til at gøre holdt og spidse ører. Lyden af et grædende spædbarn førte øjeblikkeligt de trætte, grå øjne hen mod en tilsneet fletkurv, der havde været umulig at få øje på, havde det ikke været for den hjerteskærende gråd. Forvirret lod manden sit blik vandre rundt i området, men da ingen andre var at se, begav han sig forsigtigt hen til den støjende kurv. Med den kronisk rystende hånd fjernede han det tynde tæppe, som var lagt henover, og afslørede den lille, grønne skabning, der lå og vred sig af utilfredshed. Endnu en gang så den gamle smed sig omkring, men blev igen mødt af intet andet end sne og døde planter. Uden samvittighed til at forlade den spæde ork, løftede han kurven op i sin trækvogn og begyndte at trække den vej, hvorfra han var kommet - hjem til Hovedstaden.

.12 år senere.


”Tag dig ikke af dem, Gorth. Kom og hjælp mig med maden, gider du?” Det kunne hun sagtens sige. Det var ikke hende, der dag ud og dag ind blev plaget af naboernes hæmningsløse unger. Gortrosh udstødte et brummende, misfornøjet grynt, da han for tredje gang på samme dag fik en håndfuld grus kastet i nakken. Selvom det var enormt ydmygende og vredesfrembringende, var stenene ikke nær så slemme som de fornærmelser, der ofte fulgte med. Men uanset hvor indestængt rasende det gjorde ham, havde han lært blot at vende kinden til. Et slagsmål løste ingenting, andet end at forværre situationen. Det var det Angmar, hans adoptivmor, så mange gange havde fortalt ham. Hvem det egentligt var til for at beskytte - det var han i tvivl om.

.5 år senere.


Et ordentligt brag lød, da den store sæk med nyligt høstede rødbeder arrigt blev smidt ned på det hårde stengulv. ”Hvad mener du med, jeg ikke har en chance? Jeg har da stået for maden de sidste mange år. De andre har sikkert aldrig så meget som rørt en gryde!” Den endnu unge ork var tydeligvis frustreret over sin erstatningsmors manglende støtte. Uden at løfte blikket fra sit sytøj drog den gråhårede kvinde et dybt suk. ”Du ved, hvad jeg mener, Gortrosh. Det er ikke dine evner, jeg betvivler, men du er-…” Vreden begyndte så småt at simre inde i den oprørte ork, der med ét drejede omkring, så hans front blev vendt imod syersken. ”Jeg er hvad, Angmar? En ork??” Al lyd i rummet døde hen. Den trykkende stemning var svar nok til ham, skønt den kun varede nogle sekunder, og det var med hurtige, beslutsomme skridt, han vadede hen mod den åbne dør. ”Nej, hør nu, det var ikke det, jeg mente - og du ved da, at du bare skal kalde mig-” Gortrosh stoppede kortvarigt op i døråbningen og med en hånd placeret mod karmen, og en olm skulen over skulderen, ytrede han ordene: ”Du er ikke min mor.”

.8 år senere.


Det var en usædvanligt blæsende morgen. Skibet var omsider nået den længe ventede destination, og to af besætningerne var allerede i fuld gang med at få det tøjlet til land. Alle var hurtige til at forlade dækket og var i højt humør. Tanken om for en gangs skyld at indtage andet føde end fiskesuppe var ganske vidunderlig, og ikke mindst at få slukket den nagende dametørst. De drev længere og længere ind mod byen, alt imens den ene sømandsvise efter den anden blev skrålet af deres lungers fulde kraft. Det vil sige alle på nær én. Besværet fik den søsyge ork fragtet sig selv over til rælingen, på usikre ben, og lænede sig dovent udover kanten. Det var bestemt ikke et kønt syn, da gårsdagens fiskeboller blev sendt retur ned ad siden på skibet. Efter næsten tre uger til søs kunne han med sikkerhed bekræfte, at han på ingen måde var af rette støbning til livet på havet. Drømmen om at arbejde som kok ombord på et skib havde vist sig ikke at være det, han havde håbet på. Måske hans forventninger havde været en tand for høje. Det var nok bare et spørgsmål om tid, før han vænnede sig til den nye livsstil og endelig kunne begynde at nyde bølgernes brusen - ikke?

.13 år senere.


Støvet. Slidt. En odør så koncentreret at den brændte alle hårene af i næsen. Jep, det var helt sikkert et hul. Men det var hans hul. Og hvad vigtigere var, han var ikke længere nødsaget til at adlyde andres ordre. Det var hans tur til at sidde og dase den af! Så snart stedet var blevet shinet op, var det garanteret at blive en hujende succes. Med en smule knofedt, nye møbler, vand og sæbe… fælder til rotterne… Jo mere han kiggede rundt omkring i den mørke bygning desto mere kunne han mærke gåpåmodet blive suget ud af ham. Han måtte besejret indrømme, at det ville kræve langt mere end blot en kærlig hånd at gøre stedet præsentabelt. Men Rom blev trods alt ikke bygget på én dag..

.4 år senere – Nutiden.


”Snyder! Gemene tyv!” En hel bakke med tomme glas blev i en arrig armbevægelse fejet af bordet. Skår fløj ud til alle sider henover det mørke egetræsgulv, og det var kun et spørgsmål om tid, før en uheldig fulderik fik jokket i en af de skarpe glassplinter. Den godt beduggede skomager, som var skyld i alt rodet, rejste sig med hast fra sin plads og slog i bordpladen: ”Jeg kræver revanche!” Manden på den anden side af bordet kom ligeledes op at stå, tydeligvis irriteret over sin modstanders opførsel. ”Jeg vandt ærligt og redeligt! Du er bare en dårlig taber!” galede han som svar, men nåede ikke at sige meget andet, inden en knytnæve ramte ham lige mellem øjnene. Kroens andre gæster var begyndt at bide mærke i uroen henne i hjørnet og flere blikke blev rettet derhen. ”Mnav, dnu bnarkkede mnin næse, dijn knovn,” lød det fra bonden, der nu sad nede på gulvet, med en hånd hvilende over sin blødende tud. ”Det er hvad du får for at snyde, din hanrej!” Nogle folk rundt omkring begyndte at huje og råbe ting som: ”Det finder du dig vel ikke i?” samt ”Slås, slås, slås!”
Gortrosh, der ellers var i fuld gang med at kokkerere, kiggede ud fra rummet bag baren, og kylede vredt en stor træske tværs igennem lokalet. ”SÅ ER DET NOK!” Den gutturale, dybe stemme ekkoede mellem væggene. Der var musestille i et øjeblik, men så brød den meningsløse vold og de begejstrerede tilråb løs igen. Med et opgivende suk trak den grønhudede kroejer sig tilbage til køkkenet. Sådan var det altid - larm og nævekampe dag ud og dag ind, og tørken havde kun gjort det værre. Den havde dog givet forretningen et skub opad, men lageret af mjød og tørret kød varede ikke evigt. Så snart folk fandt ud af det, ville de for alvor gå amok.
Fortrød han sin beslutning om at starte sit eget sted? Fire år efter og det var ikke engang tæt på at være færdigt. De bastante stole og borde var noget, han selv havde smidt sammen, og der var stadig problemer med skadedyr i ny og næ. Lugten var heller ikke for god, men det var nok lige så meget på grund af de lurvede gæster og ikke så meget selve bygningen. Men trods alle manglerne var det et sted, han kunne kalde sit, og han havde arbejdet sin røv i laser for at nå hertil. Høj på følelsen af stolthed valsede han hen til den ventende kunde i baren og placerede den dampende suppe på disken. Manden tog en ordentlig skefuld, men det nåede knap nok at ramme hans tunge, før det blev spyttet ud over orken.
”Hvad mener du med, at den smager af fod?! SKRID! UD AF MIN KRO!”

Familie: • Adoptivfar Goisfrid Mercer Død.
• Adoptivmor Angmar Mercer. Død.
Han kender intet til sine biologiske forældre.

Andet

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Fantastisk
Smidighed: Under middel
Fysisk udholdenhed: Over middel
Kløgt: Under middel
Kreativitet: Middel
Mental Udholdenhed: Over middel
Chakra: Elendig

Avatar illustreret af Spookeedoo.
Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Fisk, Krystal
Lige nu: 2 | I dag: 11