Emnet har ingen behov for at indeholde kamp. Så føl dig endeligt ikke skræmt væk hvis du er bange for at skulle slås. ^^

Månen stod ikke længere højt på himlen, men effekten den havde haft, var stadig tydelig på den varulv der stod og snusede i luften. Timber havde søgt til skoven, grundet han vidste at han ikke havde nok kontrol over sig selv til at han kunne stoppe hans forvandling fra at forekomme, men han havde trods alt en smule kontrol over sig selv i denne form.

Varulven der stod i denne mørke del af skoven, var en stor en af slagsen. Fra jord til toppen af hovedet var der omkring 265cm på trods af at den havde en smule krummet statur. Bæstet var også meget bred, og kraftigt muskuløs, med en total vægt på næsten 250kg.

Varulven stod og virrede i luften med snuden, og under dens ene bagben lagde noget, som den efter at have sikret sig at der ikke var nogen omkring den, lænede sig ned til og tog en bid af det og slugte det hurtigt, blodet fra væsenet sad nu omkring dens snude og mund, og dryppede ned af hals og bryst på den. Efter flere bid og mere slugt kød rejste varulven sig op igen lagde hovedet bagud, strækte sig til dens fulde højde og slap et langt og dybt hyl fra halsen. Hvis man kiggede nærmere på varulven ville man kunne fornemme at den havde været i kamp da der var større sår omkring dens lår, arme og ryg. Dog på trods af disse sår virkede hylet ikke på nogen måde smertefyldt, eller som om det var sårene det skyldtes, men mere som et hyl for at fortælle hvor den var, og at andre nok ikke burde komme nærmere. Hvis man så nærmere på hvad det var varulven stod og spiste af, ville det ikke være svær at fornemme den hale der kom fra væsenets bagdel, og de lettere spidse øre, samt den grøn/brune hud. Det var uden tvivl en skovtrold.

Andre og noget mere fjerne hyl kunne høres som nærmest svar på varulvens eget hyl. Varulven, rettede sig derved op igen, og lod dens øre virre mere for at fange hvor lydene mere præcist kom fra, og den snusede igen rundt i luften for at finde ud af om der var nogle der var tæt på, men det eneste den fangede lugten af var skovtrolden under den, som den tog en bid mere af.

Det var sent på aftenen. Himlen er stjernespækket. Skoven var altid lidt dunklere, som mørket faldt på og indhyllede de livløse træer. Folk ville normalt ikke færdes på denne tid af aftenen et så stille sted, men der var nogen som gjorde det af nød, hvis de skulle skynde sig hjem, og de blev ofte ofre for skikkelser, gemt i skoven, med onde hensigter. Andre befandt sig i skoven fordi de ikke mente, at der var noget at frygte. Der ikke var noget at frygte... det mente de ihvertfald. Det mente Damia også.

Damia dukkede op bag et træ, et stykke fra Timber. Hun vred sig løs af træets bark indtil hun atter var et helt menneske, hvorpå hun sprang ned fra træet hun var dukket op i. Damia strækkede sin elegante, slanke krop. Hendes grønne hår dansede omkring det kønne ansigt med de rosa røde kinder, der allermest ligner, at hun har fået en ordentlig flad henover kinden. Om hendes overkrop var der svunget en azurblå kappe, der bliver holdt sammen af en sølvbroche med små hvide sten. Under kappen bar Damia en simpel sort kjole, uden ærmer og foran går den ned i en dyb V udskæring.

Pludselig faldt en sælsom uro over hende, og tvang hende tilbage. Hvad var det? Det pirrede hendes nysgerrighed en anelse, at hun ikke var alene. Forsigtigt læner hun sig op ad træet og så sig forvirret omkring, som et jaget dyr. Der var et bæst ikke langt fra hende. Heldigvis var hun skjult bag træet. Hun sukkede og strøg en hånd gennem sit hår og ned ad hendes hals. Fingerspidserne gled ømt over hendes ar på halsen. Forsigtigt fulgte de stregerne, der danner et K. Hun bed i sin læbe, et tegn på hendes voksende nervøsitet. Den underlige fornemmelse af ikke at vide hvem bæstet var. Til sidst rettede hun sig op og tog en dyb indånding, medens hendes hånd gled over låret, og hun kunne mærke skaftet på kniven, under hendes kjole.

Bane havde atter begivet sig ud på en tur ikke for at smadre eller ødelægge eller dræbe nogen, men blot for at se hvilke former for folk der gemte sig i den mørke skov, Han kom roligt gående ide han hørte en eller anden form for ulve hyl, et lille smil kom frem på hans læber, smilet var mest et smil der kom frem fordi så vidste han at der var folk der var i denne del af skoven, han gik imod lyden for en ting der var sikkert han var ikke bange for det der måtte være for enden af hylet.

På en lille forhøjning midt inde i den tætte mørke skov så Bane en ulv stå og hyle, han så upåvirket på den også selvom den var langt højre ind ham, en tanke blev placeret i Timber hoved fra Bane.
" har du tænkt dig at hyle hele natten, for hvis du har så må jeg bede dig om at dæmpe digeller så skal jeg med glæde give dig noget at hyle over" . blev der placeret i hovedet på Timber sådan han kunne hører det. Det var ikke fordi Bane ikke kunne snakke men nogen gange var det nemmere blot at gøre det på den måde.

Imens tanker blev sagt inde i hovedet på Timber gik Bane rolig om bag ved Timber, men han holde sig 2 meter fra hans ryg, uden at vide noget som helst om denne varulv stod han blot der og ventede på at varulven skulle få færten af ham, og om den vil angribe ham var helt op til den selv, det eneste den vil få ud af det var en på siden af hovedet.

Bane havde slet ikke opfattet af Damia var der for han havde kun øje for ulven lige nu, men det kunne sikkert sagtens vende hvis han fik færten af hende.

timber havde efter noget tid fanget først duften af en kvinde og derefter lyden fra hende omme bag ved et af træerne, i første omgang var han dog noget mere interesseret i at spise hvilket han blot fortsatte med, indtil han fornemmede nogle tanker i hans hoved. de gav ikke rigtigt mening for ham lige nu, så det eneste han rigtigt fik ud af det var at der var en trussel i dem et sted.

Han knurrede i første omgang blot, mens han fandt ud af hvor manden var, han fangede hurtigt lyden af hans fodtrin og derefter hans lugt. Han havde en rimelig god fornemmelse om hvor han var henne, da han ikke længere kunne høre fodtrin, og derved vidste at manden var stoppet med at bevæge sig. Han drejede dog sit hoved i retning af det sted kvinden stod, inden han drejede rundt på den fod der var nærmest manden.

I samme bevægelse som han vendte sig rundt mod manden, strakte han den ene arm ud, og slog ud efter manden. Ingen planer om at ramme, mere et slag for at få ham væk. Han hev dog hurtigt sin arm ind til sig igen, hvorefter han med den anden arm slog ud efter ham, ved at lave et slag nede fra jorden og op ad, mens han holdte den anden arm klar i tilfælde af at hans modstander havde tænkt sig at angribe.

Damia trak kniven frem fra sit bæltespænde omkring låret. Øjnene, nervøse og urolige som et vildt dyrs, så hen på den ny ankommende mørke skikkelse, Bane. Pokkers. Det ville havde været nemmere, hvis det blot havde været en. Nu følte hun sig i stedet omringet. Trods det, var der noget ved det hele, der fik hende til at blive i stedet for bare at stikke af. Måske nysgerrighed?

Hun skulle til at tage et skridt frem fra hendes skjulested, men forblev hvor hun var og i stedet betragtede de to fra bag træet. Det var nok bedre, at hun så situationen an. Hendes ene hånd greb nervøst om barken på træet, da Timber, i sin prægtige dog faretruende form, kastede sig mod Bane. Hun så bekymret på optoget. Et gys løb ned ad hendes ryg ved synet af den vildskab, som varulven kastede sig frem med. Alligevel, mens hun iagttog angrebet, blev det utæmmet angrebslyst i hendes øjne afløst med ny fundet interesse. Hun betragtede de to, som en forsigtig fjende, der så de andre an. Ansigtet var halvt dækket af det lange, bobbede hår og et lille lumsk smil bredte sig på hendes røde læber.

Damia messede stille for sig selv og bevægede den ene hånd i små cirklende bevægelser. Pludselig begyndte rødderne fra de majestætiske træer, at skyde op fra jorden og faldt som piske omkring Bane og Timber.
Damia fnøs for sig selv og tog en dyb indånding inden hun trådte frem fra sit gemmested. Stadig med god afstand fra de to. Hun lænede sig afslappet tilbage mod træet, med armene over kors og se tilfreds mod sit værk. Hun strøg et tot hår bag øret og så charmerende, dog kæphøj hen på de to fyre.

"Naturen når det er bedst. Der er intet som en god kamp mellem to tæver. Det siger bare alt om det primitive vildt liv i skoven,, udbrød hun flabet.

Bane stod blot og kiggede på ulven ide Timber vende sig om og slog ud efter Bane, deres rækkevide som de havde mellem dem gjorde ikke det store, og Bane kunne sagtens modtage slaget fra Timber uden at det gjorde ham noget, hvis Timbers kløer var fremme og han ville prøve at ridse ham med dem, ville det svare til at han ridsede på en mur, på grund af Banes drageskæl som hans krop havde besad.

" som sagt ulve mand pas nu på du ikke kommer til skade" denne gang var det Bane egen stemme der talte og ikke en tanke som han havde placeret i hovedet på ham, ide nogle rødder faldt ned som piske omkring de to kamp haner kiggede Bane hen på den kvinde som han formået stod bag ved det, hendes flabet hed blev modtaget med et smil på læben af Bane.

En tanke blev placeret i Damia hoved " jeg tager dig bag efter jeg er færdig med ulvemanden, så blev hvor du er snuske " tanken som blev placeret i hovedet på hende var der oppe som en viskene sætning som blev ved med at gentage sig oppe i hovedet på hende, så det til sidst nok vil være træls for hende, at hører den samme stemme og sætning igen og igen måtte være træls.

Bane vende blikket på Timber " så Varulv hvad bliver det til, vil du hyle hele natten eller måske du har tænkt dig at stoppe og underkaste dig min befaling i stedet, og jeg vil undgå at dræbe dig dit valg " Bane var rolig og selvsikker i hans sag, han frygtede ikke det ellers meget vilde og frygt indbydende væsen.

Timber holdte øje med Bane, men i det Damia begyndte at svinge rødder imod dem, blev han interesse flyttet fra den ene til den anden, og det eneste han gjorde overfor Bane var at sende et smil, et smil der var forvreddet og ødelagt af det ansigt han havde lige nu. Mandens spydigheder havde ikke den store effekt på ham lige nu. Han slog ud efter ham en gang mere, inden han satte i et spring, i retning af Damia, smilet om dyrets læber voksede næsten bare i takt med at slagene fra rødderne faldt over ham, som om smerten blot morede ham lige nu.

"Durgh... Vilgh argh!"

Forsøget på at tale med den monstrøse og meget dyriske krop gik på alle måder galt, da der ikke kom andet end nogle forskellige former for brøl, snerren og væsen ud af munden på varulven. Gennem springet var hans eneste mål at komme så tæt på kvinden som han kunne, og han forsøgte at tilbagelægge afstanden med et enkelt spring, hvor efter han slog ud med begge arme efter hende, nærmest som en saks der forsøgte at lukke sig om hende. Efter slagene satte han fra igen for at springe et meter tilbage fra hende.

Han så på dem begge med de brændende grønne øjne. Der havde en hvis form for blodlyst i sig, der tydeligt viste at han ikke havde tænkt sig at lade nogen af dem slippe levende fra der, hvis det stod til ham.

Idet Banes truende ord ekkoede i hendes tanker, glemte hun et kort øjeblik hvor hun befandt sig og stod passivt med et fjernt blik. Det fik hende til at tænke tilbage på episoden med Tara, som også havde trængt ind i hendes tanker. Selvom Bane ikke manipulerede med hendes tanker, løb det hendes stadig koldt ned ad ryggen at have en anden i hendes hoved. Da Damia endelig kom til sig selv var det allerede for sent. Vareulven havde allerede taget springet hen i mod hende, og det var umuligt for hende at nå at reagere. I stedet forsøgte hun at afværge slaget ved at lade rødderne dække for hendes krop. Desværre absorberede de ikke al kraften i vareulvens slag, så Damia blev kastet hårdt tilbage mod træet bag hende. Kollisionen med den hårde bark mod hendes ryg fik Damia til falde ned på knæ, hvor hun tog af med hænderne. Damia klynkede efter vejret og så anstrengt hen på vareulven, der havde sprunget tilbage. Trods slagene fik Damia fremstammet en hånende kommentar til Timber da hun så, at han havde fortrukket sig fra angrebet, "Så hunden er alligevel bange for lille mig", hun fnyste og fik rejst sig op, en smule stakåndet dog, "klog hund".

Damia messede igen, denne gang med stor koncentration og intensiveret blik. Jorden begyndte at skælve under både Timber og Bane. Et stort brag gav genlyd i skoven og jorden begyndte at slå sprækker under dem.