Eyid holdt hånden op som forsøgte han at mane til fred - det øretæveindbydende udtryk ødelagde det det dog en smule. "Du får lov at forklare det!" erklærede han, som om det var enden op diskussionen. "Jeg holder min kæft og lader det være op til dig, og så er jeg sikker på, at alting nok skal gå fortræffeligt...!"
    Han blev en lille smule distraheret af sildestimen bag hende og løftede et øjenbryn, da fem af de sølvskinnende fisk i det samme vendte bugen i vejret og steg op imod overfladen. Et undersøgende, lidt beregnende blik fór fra Cyreesai til fiskene og tilbage igen, og så slugte han resten af det, han ville have sagt - tænkte, at det nok var bedst sådan. Tænkte, at at der ikke var grund til at friste skæbnen.
    I stedet rejste han sig fra stenen og rakte hånden ned imod hende. "Er du klar, Va'Chaekssa?"