Zirra sagde ikke mere. Kom med et halvmumlet udtryk, der lige så godt kunne være lyden af at ligge dårligt. Nogle gange var det bedre, hvis ting skete i et langsomt tempo, og nu var den første spæde ide plantet hos Treston - idéen om at holde op med at sætte deres liv på spil. Eller i hvert fald hans. 
Idet han vendte sig om på ryggen, skubbede Zirra sig om på maven og gemte sig i puden og tæppet. Hun var ret sikker på, hun ikke ville falde i søvn, før hun havde grædt noget mere. Slet ikke med solen, der steg udenfor. De havde brugt hele natten derude. Brugt hele natten på en lille sejr, og et stort tab.

Halvanden uge efter overtog general Morgoth tronen efter et vellykkede kup, der kostede Sabbatin livet. Det virkede egentlig ikke særligt meget bedre - nu havde de bare en ny, mere brutal gut som leder. Udgangsforbuddet blev skærpet, og Zirra havde konstant folk til at se sig over skulderen, mens hun afskrev de vigtige breve eller tog diktat. Direkte efter arbejde mødtes hun med netværket, og når hun endelig kom hjem, hang hun over sin tallerken i træthed. De var begyndt rigtigt at kunne mærke de manglende rationeringsmærker nu, fordi Eylia byttede de fleste væk for krystaller, så de kunne holde Dastor i arresten frem for galgen. Kun Sorris fik nogenlunde nok at spise, for han skulle stadig vokse.
Zirra havde med en god del snilde fået talt sig ud af de natlige ture med Treston. En del af det blev muliggjort ved at hun selv blev taget af den slags arbejde og primært hjalp til om eftermiddaggen, og en del blev gjort ved at give Treston en lillebitte smule at lave en sjælden gang imellem, hvor en totalt ufarlig opgave blev udbudt og med rette kunne gives til en ikke-spion. Men den slags blev der mindre og mindre af, jo flere folk, Mørket fik luset ud i. Det var desværre en hel del. Imens drev Zirras tanker over muligheden for en dag at blive kaldt ind på sin overordnedes kontor og få at vide, at en af de spioner, de havde i kælderen, endelig havde sagt hendes navn. Hun så flere og flere blive kaldt ind på det kontor og forsvindende få komme tilbage til deres skribentplads i de lange bænkerækker. Den ene side af hendes hånd føltes ru og ødelagt efter at skrive dag ud og dag ind. 
Det kom ud af det blå, den dag de alle sammen blev drevet op fra deres pladser alt, alt for tidligt og gennet ud af bygningen med beskeden om, at alle skulle samles på markedspladsen. Den knugende fornemmelse i hendes mave voksede, da hun så flere stimle sammen, og da hun spottede det korngule hår på en alt for høj og ranglet gut i mængden, havde hun held til at bryde væk fra sin egen gruppe og dukke elegant op ved Trestons side. 
"Hej," sagde hun over den nervøse mumlen og lod sin hånd glide ind i hans.
Foran dem lå skafottet og ti friske, velbundne løkker hang ned fra det solide træværk. Hun var nær stoppet op, da hun mellem folks hoveder fik øje på flammende rødt hår blandt de fanger, der blev skubbet op ad trappen. Han var nær væltet sidelæns ned igen, da hans fod gled på trinnet, og han endte med at falde sammen over sig selv. En vagt hankede op i hans sammenbundne hænder og rev ham det sidste stykke op og smed ham på knæ deroppe. Hans ansigt var uigenkendeligt med hævede, blåsorte plamager, og selv på den her afstand, kunne Zirra se, at hans blik var svømmende og fraværende.
Hun tog et fastere greb om Trestons hånd. Katrin og Aled sad ved siden af Cole - akkurat lige så slemt tilredt.

    Treston havde brugt morgenen nede ved arresten med at kalke vægge og tjære bindingsværk som daglejer. Det primære formål havde naturligvis været at tjene rationeringsmærker, men han havde da også håbet på, må at kunne redde sig et glimt af Dastor på én eller anden måde... Bare et enkelt lille ét. Bare så han kunne sikre sig, at de urimeligt mange krystaller, Eylia afleverede hos Mørket hver eneste uge, rent faktisk sikrede faderens fortsatte overlevelse, og ikke bare endte nede i lommen på Mørkets soldater...
    Lige inden middag var de dog blevet bedt om at lade penslerne stå i tjærespandene, og forføje sig til markedspladsen. Da Treston havde spurgt, hvad de skulle dér, havde man bedt ham holde sin flabede kæft og gøre, som han blev bedt om. 
    Allerede da han nærmede sig med de andre daglejere, var det blevet tydeligt, hvad der skulle foregå; endnu en offentlig henrettelse. Endnu en unødvendig voldshandling, der kun havde dét ene formål, at afskrække befolkningen...
    Han havde en knugende fornemmelse i maven, mens han stod dér på markedspladsen blandt alle de sammenstimlede folk og stirrede op på skafottets løkker - en frygtelig forudanelse om, at dét hér ville blive helt igennem forfærdeligt. Værre end normalt...
    Da Zirra dukkede op ud af mængden og tog hans hånd var det en lille gnist af varme, midt i den kolde, klamme fornemmelse, der omgav forventningen om de blodsudgydelser, der snart ville finde sted. 
    Og da Cole og de andre blev ført op af skafottets trappetrin og tvunget på knæ foran menneskemasserne, døde den lille gnist og blev afløst af en hjerteknugende kvalme.
    "Zirra..." mumlede han, uden egentlig helt at vide, hvad han ville sige til hende. Hvad kunne han sige? Hvad var der tilbage at sige i denne situation? 
    Han ville allerhelst trække hende med sig derfra - hun skulle ikke... Han ville ikke have, at hun skulle være vidne til dét, de begge vidste, ville komme til at ske... Men Mørkets soldater stod posteret ved alle gader til Markedspladsen; det ville blive bemærket, hvis de forlod henrettelsen, og han og Zirra havde virkelig ikke råd til at gøre sig bemærkede...
    Anklagerne blev læst op deroppe på skafottet, men Treston lyttede knapt nok efter. Hele hans opmærksomhed var rettet imod Zirra - mod hendes lille hånd, der knugede hans, som om det var det eneste, der forhindrede hende i at drukne. Han forsøgte at stille sig tættere på hende i mængden - at lade hende mærke, at han var der for hende - men det var svært, når alles fokus sådan var klinet op på fangerne og bødlerne; svært at få det til at virke naturligt, når han burde være lige så fascineret af dét, der foregik deroppe...
    "...forbrydelser, for hvilke de skyldige skal bøde med deres liv!" 
    Den lovkyndige var færdig nu - trådte et skridt tilbage, og lod bødlerne hive fangerne på benene. Treston kunne genkende hver eneste én af dem... 
    "Ønsker de dømte at ytre deres sidste ord, inden dommen eksekveres?" 

"Mist ikke håbet!" råbte Katrin så blod sprøjtede ud af hendes mund sammen med spyt. "Lyset vil..."
En af vagterne hamrede hende over nakken med sit sværdskæfte, og hun væltede forover med en jamren, der endte så brat, at hun måtte have mistet bevidstheden. 
"Bring dem op!" råbte bødlen, og der blev hanket op i fanger, der på ingen måde var i stand til at gå selv. 
De blev holdt fast, mens løkkerne blev lagt om deres hals. Zirras øjne sad ubehjælpeligt fast ved Coles ødelagte ansigt. Blodigt og banket, og den måde han svajende kun lige holdt sig på benene, var ulidelig at se på. Hun havde så mange tårer i øjnene nu, at de var ved at flyde over. 
Med et enkelt skridt trådte hun ind foran Treston og vendte sig mod hans brystkasse. Lagde armene omkring hans talje og begravede ansigtet i hans bryst. Hvis hun nu stod her, kunne hun måske undgå at høre det, når lemmen åbnedes, og rebene strammedes.
Nogen i folkemængden råbte ting mod skafottet. De fleste var hujende råb mod forræderne, men et enkelt råbte, at de ville høre hvad fangerne havde at sige. Den stemme blev hurtigt slukket. Zirras hænder strammede grebet om Trestons jakke, og hele hendes krop spændtes, mens hun ventede på den forfærdelige lyd, hun vidste ville komme og tage hendes venner fra hende. Hendes Cole.

    Treston lukkede armene om søsteren - forsøgte at lukke resten af verden ude, så hun ikke skulle være vidne til folkemængdens vrede råb. Ikke skulle konfronteres med bødlernes hårdhændede behandling af fangerne, da de grove hampereb blev strammet til om de dødsdømtes halse og sække tvunget ned over deres ansigter. Katrin hang allerede slapt i sin løkke - bevidstløs og kun holdt oppe af det snærende reb. Med blodet rendende fra baghovedet og ned over halsen og langs kæbelinjen. Mist ikke håbet, havde hun sagt, men dér - midt i menneskehavet, foran Mørket, der synedes at have samme styrke som en naturkraft, med Zirra i armene... følte Treston sig helt igennem håbløs.
    Han strammede grebet om hende - holdt den ene hånd beskyttende op ved hendes ansigt, mens han knugede hende ind til sig - da én af bødlerne endelig greb om faldlemmenes håndtag. En ulækker, forventningsfulde stilhed sænkede sig over menneskemasserne, og Treston bed tænderne sammen - kunne mærke Zirras hamrende hjerte imod sit eget. Hendes overfladiske åndedræt...
    Så sprang faldlemmene op med en række høje, skarpe klonk, og der gik et sus gennem publikum - et sus, der dog ikke helt kunne overdøve de sprøde, poppende knæk fra fangernes halse, da staklerne faldt og rebene strammede til. Som lyden af et bruskfyldt kyllingeben, der blev brækket fra resten af stegen... 
    "Zirra..." mumlede han bare - igen og igen - mens folk gik amok omkring dem og de ti, slappe skikkelser dinglede lige så stille, frem og tilbage, frem og tilbage, oppe på skafottet. Bødlerne i Mørkets uniform gik frem og tilbage foran galgerne og rakte armene i vejret - solede sig i folkets hyldest, som om det var en ærefuld bedrift, de havde begået. Da et ildfad blev kørt frem, og brændemærkningen med Mørkets symbol gik i gang, trak Treston af med Zirra, inden lugten af brændt, dødt kød skulle nå dem. Mørket havde fået deres opmærksomhed til dén del, der for alvor betød noget - nu kunne de ikke forvente mere...
    

Selvom hun gjorde alt, hun kunne for at gemme sig i broderens arme og lukke verden og lydene ude, hørte hun stadig rebenes smæld, de knækkende knogler og folkemængdens tavse spænding i handlingen. Et sted græd nogen, og hun kunne ikke lade være med at tænke på de familier, der nu så deres børn, brødre og søstre blive hængt deroppe. Hun kunne snildt ende deroppe en dag. Banket og ødelagt og med det samme tågede, fjerne blik som Cole havde haft. Det var sådan, hendes sidste billede af ham ville være nu. Ude af stand til at stille skarpt på verden gennem smerten. Det var næsten værre end hans forvredne råb i gyden, hun havde holdt fast på indtil nu. 
Det var med øjnene klemt grundigt i, at hun blev trukket væk af Treston og først efter det tredje gadehjørne, turde hun hæve det fra brostenene. Lige så lidt som hun ville se kroppene i galgen, ville hun heller ikke se de folk, der gik fra henrettelsen med smil om læberne. De folk kunne også være nogen, hun så hver dag eller kendte. Folk, der ville smile på samme måde, hvis det var hende eller hendes familie oppe på skafottet. 
"De udspurgte mig for noget tid siden," sagde hun lavt, da de nåede en gade, hvor der var tyndet mere ud i folk. "Fordi han havde råbt mit navn. Men jeg er ikke den eneste Zirra i byen, og de havde ikke noget på mig. De vidste far er i arresten, men ikke på grund af rebeller, så de lod mig gå. Sagde, at de kunne se, hvor hårdtarbejdende vores familie er, og de ikke tvivler på resten af vores loyalitet. At vi har ..." Hun snøftede og tørrede øjnene i sit ærme. "At vi har vist, vi godt kan vende os til Mørket, selvom far ikke kunne. Hvis vi gør det godt, vil de måske se på at løslade ham lidt tidligere."
Ikke at hun troede på ordene. Hun skulle gøre det virkelig godt, hvis nogen skulle få sådan noget på tale, og lige nu havde hun det fint med at være frøken-rimelig-middelmådig, så ingen mistænkte noget. Lige nu virkede selv det svært at leve op til, når hun følte sig så knust indeni. Cole var helt væk, og hendes hjerne havde ikke helt fattet det endnu.

    "Vende os til Mørket..." gentog Treston hult. Ordene havde en bitter smag... Han rakte ud, strøg en tårevædet hårlok om bag hendes øre og hev hende så ind til sig igen, fordi han havde brug for hendes nærhed og havde på fornemmelsen, at hun også havde brug for hans. Så rystede han på hovedet - satte ned ad gaden med armen om hendes ryg. "Ikke mere af dét for nu," mumlede han og uddybede så: "Ikke mere planlægning - ikke flere spekulationer om Mørket eller hvad zalan der skal blive af os alle sammen... Nu giver vi pokker i det hele. Jeg løber forbi kontoret med en besked om, at du fik et ildebefindende på Markedspladsen, og så tager vi hjem og..." Sørger, færdiggjorde hans tanker for ham, men det var ikke dét han sagde. I stedet gav han hende et klem og forsøgte at skjule, at han allermest havde lyst til at sætte sig ned og give op. Overmagten var for stor... udsigterne for dystre. Verden for... ond og ligeglad...
    Men det var Zirra, der havde mistet i dag, og derfor tvang han håbløsheden ud af stemmen, da han sagde: "Jeg elsker dig, søs. Vi... Det skal nok gå det hele."
    Det kom næsten til at lyde, som om han selv troede på det.

Det halve kram, de gik i, var præcis det, Zirra havde brug for. Hun havde brug for at være tæt på nogen, når hun havde det skidt, og det her var godt nok topmålet af dén følelse. Sorgen ville ramme hårdere, når de var væk fra det åbne gadebillede, det var hun sikker på, og hun skulle bare holde ud indtil hun var hjemme igen. Det kunne være virkelig godt, hvis de kunne finde noget alkohol at dulme sorgerne med, men den slags var sværere og sværere at finde. Selv Dastors egne godt gemte lager (gravet ned i Eylias bed efter inkvisitionen havde været forbi og rode i det) var nu blevet solgt for at holde ham i live. 
Tanken om ikke at skulle tilbage og skrive flere papirer, var dog tillokkende, og hun vidste at flere rent faktisk fik ildebefindender på markedspladsen efter henrettelser, fordi de ikke havde maven til det. Det var helt sikkert bedre end at ende med at ødelægge papirerne med sine tårer. Spionnetværket vidste også, at der altid ville være nogen, der skulkede fra træning efter henrettelser. Det var sikrere. 
"Vi har altid hinanden," svarede hun. "Så længe vi har hinanden ender vi ikke deroppe. Aftale?"

    "Aftale," bekræftede han og gav hende endnu et klem - var helt igennem lettet over hendes ord, for så længe Zirra kunne udvise mod... mod og håb; så kunne han også. Det var noget af dét, han beundrede allermest hos hende - den stædige insisteren på at fortsætte gennem strabadserne, selvom modstanden og modgangen syntes overvældende. Zirra gav ikke op - hun så sig altid om efter en udvej. 
    Vi har altid hinanden. 
    Og dét var jo rigtigt. Selvom alting var på hovedet, og Mørket havde vendt vrangen ud på deres hverdag... Hængt deres venner. Stjålet deres fremtid. Indespærret deres far. Så havde de trods alt hinanden. 
    Hvad skulle han gøre uden familien?