Solen stod højt, og dagen var en varm kontrast til den kulde, årstiden ellers var ved at smyge om landet. Zirras familie var udsendt endnu engang og for en gangs skyld nogenlunde samtidigt, og hun havde planlagt sit første officielle visit til paladsets træningsplads. Her var allerede en del par ude, og der løb to delinger rundt lands kanten af den støvede plads under råb fra et par kaptajner.
Hun tog en indånding gennem næsen og rankede ryggen som om hun hørte til her. Almene borgere havde lov til at træne på pladsen, hvis der var plads, og blev hun smidt væk, kunne hun da også skaffe en uniform, hvis det endelig skulle være. 

Mens hun gik ud på pladsen, kredsede hendes tanker om alle de gange i barndommen, hvor hendes far havde stået med korslagte arme og set hende blive til grin i støvet. Hans skuffede blik. Minderne om pladsen var ikke et rart sted at være, og det var på tide at tage stedet tilbage igen. Alran havde givet hende de indledende lektioner uden at gøre grin med hende. Han havde lært hende, hvor hendes styrker og svagheder lå, og hun havde tænkt sig at træne mere for at udvikle sin teknik. Det nyttede ikke noget altid at løbe fra problemerne. Hun var fast besluttet på at i dag var dagen, lige indtil hun så sine to storebrødre kæmpe med deres træningssværd. Så vendte hun resolut om på hælen og var mere end villig til at løbe langt væk.

"Zirra!" lød Erstens muntre stemme og hendes chancer for at bakke ud forsvandt som dug for solen. "Kom her Zirra!"
Pis, pis, pis, pis, pis, var det eneste, der fyldte hendes hoved, mens hun vendte om og travede hen mod dem.
"Er dét et træningssværd, søs?" spurgte han med et skævt smil. "Og et ikke helt billigt et, ser det ud til."
"Det passer til min højde og styrke," mumlede hun til svar. 

    Ersten var kommet til helt hen til Zirra nu og inspicerede nysgerrigt det omtalte træningsværd. Hans eget, der var både længere og tungere, lå stadig afslappet i hans højre hånd. 
    "Ja, dét kan jeg se!" bemærkede han og vendte sig så om for at råbe over skulderen: "Det kunne være, du skulle låne Zirras træningssværd i stedet for, Tres! Måske det ville give dig en chance!" Han sendte Zirra et svedent grin og uddybede med et meget tilfredst glimt i øjet: "Jeg er syv point foran, og jeg har aldrig set noget lignende - Treston fumler rundt, som om han aldrig har haft et sværd i hånden før...!"

    Synet af Zirra havde givet Treston en kold, hård klump i maven, og det var bestemt ikke blevet bedre, da det buldrehoved til Ersten kaldte hende over og begyndte at smide om sig med kommentarer, der tvang Treston til at tage del i samtalen. Han nærmede sig dem yderst modvilligt, mens han tørrede sveden af panden og forsøgte at huske, hvordan man ser ud i ansigtet når man tilfældigt støder på sin lillesøster.
    "Jeg tror stadig, jeg døjer med dén forkølelse, der lagde mig ned i sidste uge," mumlede han som svar til storebroderens stikpille og sendte Zirra et trodsigt blik - en udfordring til at sige ham imod; kalde ham ud på hans løgn. "Så går det bare ikke så stærkt." 
    I virkeligheden var det de brækkede ribben, han havde reddet sig i Ringen for et par uger siden, der simpelthen gjorde så ondt, at det besværliggjorde træningen... Men dét kunne han jo dårligt sige til Ersten, for gadekampe var ikke noget en ordentlig ridder af Lyset gav sig af med... 
    Han var ikke meget for at indrømme det, men dén healer, Zirra havde haft med og som han stadig ikke helt forstod, hvordan hun kendte, havde sandsynligvis reddet hans liv. Morgenen efter havde han besluttet sig for at betale sig for et gennemtjek nede i byen - en luksus, han ellers ikke normalt undte sig efter kampe i Ringen, fordi det ikke var dét, det handlede om. Men dén kamp Zirra endte med at bryde ind i, havde ikke været en kamp som alle de andre, og det havde bekymret ham, hvor svimmel han havde været, da han vågnede og hvor ondt alting havde gjort... 
    Og der havde været meget i vejen som healeren gjorde sit bedste med. Men de brækkede ribben skulle hele langsomt og naturligt, sagde han - det var åbenbart vigtigt at give lungerne mulighed for at presse alting tilbage på plads...
    Så han havde lagt sig med 'snue' den første uge og derefter gjort det, så godt han nu kunne. Men for pokker hvor gjorde alting ondt... og hvor var det på ingen måde en fornøjelse at sparre med Ersten...
   
   "Snot sætter sig ikke i armene, Tres!" buldrede Ersten muntert og vendte så opmærksomheden imod Zirra igen - lagde armen om hende, så hun næsten forsvandt under den. "Det er flere uger siden jeg har set dig til familiemiddag, søs! Er det det nye arbejde, der tager al din tid, eller er du bare ved at blive træt af os?" Han lo selv af det sidste og bemærkede tilsyneladende ikke, at Treston ikke lo med. "Min bly hustru savnede dig sådan ved bordet sidst - der går mande-soldater-snak i dén, siger hun."

"Ja, jeg har haft travlt," svarede Zirra. 
Travlt med at undgå jer, fortsatte hun mentalt. Travlt med at finde ud af min arbejdsgiver er lejemorder. Sjovt ikke? Travlt med ikke at dø for hendes hånd. I ved, standarddag for jeres lillesøster.
Modvilligt lod hun Ersten tage hendes sværd i øjesyn. Hun havde fået det af Alran, der selv havde smedet det og vurderet, at det var sådan et, der passede bedst til hendes styrke og fysisk - eller rettere mangel på samme. Trænede hun jævnligt og hårdt, ville hun kunne blive en udmærket kæmper inden for et par år, havde han sagt. Ikke så fremragende som sine brødre, men hun ville kunne forsvare sig og holde længe nok i en kamp til at kunne få hjælp. Det var nok for hende. Det var mere, end træningspladsen her nogensinde havde givet hende. Alt hun fik fra den, var latter og spot. 

"Du må lade Ishai tage en veninde med næste gang," fortsatte hun affejende og låste sig blik på Trestons. Der var mindst lige så meget udfordring i hendes. "Du er da ellers aldrig syg, er du Treston?"
Inden han kunne nå at svare, brød Ersten - som altid - ind. 
"Det må have været al den friske havluft fra sidste tur, hva?" Han gav Treston et ikke helt ublidt klap i ryggen. "Ved I hva? I skal da tage en træningskamp, ja I skal så. Det er også godt, du får dig noget træning, Zirra!" Han lo hjerteligt og lagde en hånd på begge deres skuldre for at skubbe dem lidt væk fra to kæmpende, der var cirklet lidt for tæt på. "Far bliver stolt, når han høre, du tager kamptræning lidt seriøst igen," Vent, troede de hun ikke havde taget det seriøst? "Med Trestons snue kan du måske få et par heldige slag ind i dag! Så, her er plads til jer, perfekt ikke sandt?"
Zirra var lige ved at vende sin frustration mod Ersten, men hun bed det i sig. Lod hun ham mærke sin vrede, ville der gå Ridder-Ersten i den, og hun ville blive smidt ud fra træningspladsen med en advarsel, ikke kun han kendte til. Hun var kommet her for at få frustrationer ud, trods alt. Hendes fødder indtog den position, Alran havde lært hende, og som hun havde øvet sig på hver aften i over et halvt år, så den kom naturligt til hende. Hun hævede træningssværdet. Måske var det ikke en helt dårlig ide at tage frustrationerne ud på Treston frem for en træningsdukke. 

    Treston krympede sig mærkbart under Erstens rygklap, og var lige ved at misse broderens helt igennem forfærdelige forslag, fordi hans ribben gav sig til at skrige af ham. Men det trængte igennem, og Treston nåede ikke at komme på en tilpas god undskyldning, før Ersten havde skubbet dem ud på pladsen, og Zirra havde indtaget forsvarsposition med et hårdt udtryk i øjnene, der bestemt ikke lovede godt.
    Han kendte dét blik fra deres barndom. Det var lige præcis dét blik - og den intention, han vidste, der lå bag det - der altid havde sørget for en sund respekt imellem dem, selvom han altid havde været stærkere end hende. Når Zirra var vred, skulle man ikke bide skeer med hende; det blev som regel både en frugtesløs og ubehagelig oplevelse...
    Men Ersten var uvidende om den konflikt, der havde ligget over dem de sidste par uger, og Treston havde i hvert fald ikke travlt med at indvie broderen i noget-som-helst! Så han ignorerede sin allerede værkende krop - stikket i brystet, da han hævede træningssværdet og ubehaget, da uniformen lagde vægt på de efterhånden gulfalmede mærker efter sparkene, han havde fået - og gjorde sit første udfald; opsat på, at få dét her overstået så hurtigt, som muligt. 

Erstens overraskede blik brændte i Zirras nakke, idet hun parrerede Trestons første udfald som om hun ikke havde lavet andet hele livet. Altså, nu var Treston også startet med en rimelig simpel teknik, og Zirra havde kun erfaring med de simple teknikker indtil videre. Hendes blik rev sig løs fra hans øjne og lagde sig i stedet på hans hænder, hvor det burde være, så hun kunne vurdere, hvor han ville svinge mod næste gang. 
Det gik hende dog ikke forbi, hvordan han krummede sig lidt sammen og skuldrene bar mere af vægten bag slaget. Hvordan han spændte op for at kompensere.
"Jeg troede I skulle af sted i forgårs," sagde hun, mens hun parrerede hans næste slag mod sit ben også. "Men det blev måske udskudt på grund af snuen?"
Inden han nåede at slå igen, gjorde hun et udfald modhans venstre arm. Som Alran havde lært hende det, ventede hun til han havde sværdet helt tilbage og skulle bruge mest momentum for at fange hendes. Nej, det var ikke de helt fine tricks, hun havde lært. 

    Det kom gevaldigt bag på Treston, at hun afværgede hans angreb så let - det var år og dag siden, de sidst havde sparret under faderens strenge blik, og dengang havde der ikke været samme selvsikkerhed og elegance i hendes bevægelser. Endnu mere overrasket blev han over hendes ord, og at hun rent faktisk havde nok overskud i deres sparring til at give sig i kast med stikpiller.
    Hvor i Gudernes navn kom denne nyfundne evne fra? Hvad var det egentlig for nogle hemmeligheder Zirra gik og gemte på?
    Udfaldet imod hans arm faldt rapt og hurtigt og lige i røven på hendes spørgsmål, så hans reflekser måtte klare paraden, fordi hans hjerne havde været for optaget af at komme med et svar. Treston løftede et overrasket øjenbryn. Den snedige, lille...
    "Planerne blev ændret," fik han frem og trådte til side - førte hendes næste angreb forbi sig. Bevægelsen sendte et jag af smerte igennem hans overkrop, og han skar en grimasse, Ersten forhåbentlig ikke så. "Spionmesterens folk har opsnappet, at Mørket planlægger et angreb imod en jernmine ved foden af Tusmørkedalens bjerge, og Generalen har besluttet at holde en håndfuld Riddere tilbage fra arbejdet ved kysten, så vi kan lede et baghold." Han snurrede omkring og lod træningssværdet svirpe ud efter hende, som en huggende slange. "Men jeg synes, det er skægt at du vælger at tage fat i vores tilstedeværelse... For siden hvornår er du begyndt at frekventere træningspladsen? Og oven i købet uden at fortælle dine brødre om det? Man begynder at tænke, at du kan lide at holde hemmeligheder, Zi." Det sidste blev afleveret med et hårdt elastiksmil, der ikke gjorde det mindste for at varme hans blik op.

Zirra trak sig væk fra Treston og fejede en løs hårlok om bag øret, mens hun fik vejret. Hun havde leveret et par hårde udfald mod ham og var ved at få pulsen i vejret. Treston kom mod hende med endnu et udfald, der sendte rystelser op gennem hendes arm idet hun blokerede det - og det gik op for hende at Ersten havde sagt et eller andet. 
"... lidt for hårdt, Tres. Men han har ret, Zirra," Han havde aldrig fundet sig godt tilpas med et kælenavn til hende. "Hvad laver du pludselig herude?"
Hun spejlede Trestons grimassesmil og viste et sammenbidt tandsæt, mens hun skubbede sværdet til siden og ikke fik pareret det næste godt nok. Han ramte hende på benet, og hun hoppede væk og svingede rundt - med mere styrke end før, men mindre tanke. 

Tusmørkedalen. 
Det var hendes opgave. Hun havde tigget og bedt Victoria om at komme lidt ud efter at have haft opgaver udelukkende her i byen siden hun sidst var blevet taget af dæmoner. Det var ikke kun fordi hendes fysiske tilstand havde været værre end nogensinde før, da hun var kommet hjem, men hun var sikker på, der havde været folk på at overvåge hende konstant siden så de kunne vurdere hendes mentale kapacitet. Det havde trukket hende til stregen sidst, og de var bange for, hun ville knække under yderligere pres. Havde hun ikke bevist nok nu med de opgaver, hun havde udført til perfektion de sidste par måneder? Hun var klar til at komme ud. Men hvis hendes brødre var det hold, der stod klar... Hun kunne blive taget af opgaven nu af den simple grund.
"Måske ville jeg bare gerne slippe lidt for jer engang imellem!" svarede hun tilbage med en lav, uvant snerren i stemmen. Arbejdet var hendes alt. Det skulle de to grødhoveder ikke få lov til at tage fra hende. "Måske jeg bare gerne vil lære at slås," Klingerne ramte hinanden hårdt og hun ignorerede smerten, det sendt ned i armen at slå så hårdt mod ham. "Det kan være du kan lære mig lidt," Klang. "Nærkamp," Klang. "En friaften." Klang. 

    Treston så tydeligt, hvordan hun gik fra irritation, til frustration, til begyndende vrede. De blå øjne, der normalt fik én til at tænke på en sommerhimmel, gav nu i stedet associationer til torden og uvejr og kulde. Hendes slag tog til i styrke, og han gav sig under dem - måtte give mere og mere for at kunne holde trit med hende. Han var også ved at blive forpustet nu, og derfor svarede han hende ikke straks, men koncentrerede sig om, ikke at få hendes træningssværd i ansigtet. Hun var stærkere, end han havde regnet med - stærkere, end man lige kunne se på hende - og han undrede sig atter. Dén slags styrke og kampparathed kom vel ikke af at være nogens sekretær...? 
    "Skægt," pustede han og måtte skyndsomt springe tilbage, for ikke at få et ordentlig slag lige i nyren. "...jeg havde fået dét indtryk, at nærkamp ikke lige var din kop te!" Han fangede hendes blik. "...Desuden har jeg fået strenge instruktioner om kun at have dén slags kampe med andre soldater, og dén kategori falder du jo ikke just i!" Treston fangede et glimt af Erstens panderynken ud af øjenkrogen, men han var ligeglad - hvis deres bror undrede sig, måtte Treston jo finde på en passende forklaring på den mærkelige ordudveksling senere...
    Det hurtige øjekast til Ersten kostede dyrt, for et øjeblik glemte han at følge med i kampen, og pludselig gik ét af Zirras angreb igennem og ramte ham i skulderen, så slaget sendte chokbølger igennem de brækkede ribben. 
    Det næste øjeblik slog Treston forvirret øjnene op og stirrede lige op i den høje, koldblå himmel. Han blinkede et par gange - uforstående - og fattede så sammenhængen, da han forsøgte at røre på sig, og hele hans brystkasse gav sig til at skælde ud. Med et sammenbidt støn og en hvislende række eder fik han langsomt samlet sig selv op, blot for at blive konfronteret med Erstens buldrende, hjertelige latter. 
    Den ældre bror kunne nærmest ikke stå oprejst af bar grin...

"Måske.. Du skulle..." Zirra var selv forpustet, men nåede ikke at færdiggøre sin sætning, før hun fik et slag ind. 
Hun kunne se smerten tydeligt aftegnet i Trestons ansigt, og hvad der burde have været et blåt mærke i morgen, sendte ham til jorden, som havde hun ramt ham klokkerent midt i det forbistrede smil. Et lille stik af skam tvang sig ned i maven, hvor vreden ellers boblede op. Hun vidste jo godt, han var medtaget, og hun vidste endda hvorfor. At se ham gå omkuld på den måde fik hendes sind til at lægge blod tilbage i hans ansigtet og tilskuernes råb truede med at tvinge sig ind i hendes ører igen. Hun vaklede et par skridt tilbage med en forvirret blanding af skam og vrede malet henover ansigtet. 

Erstens latter hev hende ud af det, men en let bitter smag havde indfundet sig i hendes mund. 
"Nå, det må jeg sige," sagde Ersten og samlede sit eget sværd op igen med et glimt i øjet. "Er du sikker på, du er min søster? Kom så. Hæv sværdet."
Der var så meget ordre i ordene, at Zirras krop reagerede før hun helt havde opfattet, hvad der skete. Hun formåede at parere de første to slag, hvorefter han parerede hendes halvhjertede udfald som om hun var en irriterende flue. Med billedet af Trestons blodige ansigt og uretfærdige råb ad hende glemte hun sin fodstilling. I tre flydende bevægelser havde Ersten skubbet sværdet ud af hånden på hende, givet hende et ordentligt hug i brystkassen og sendt hende i jorden, hvor hun landede med et støn ved siden af Treston. Erstens stumpe sværdspids pegede mod hendes hals. 
"Stadig gode, gamle Zirra," lo han og løftede sværdet. "Den snue har virkelig gjort dig svag, når du tabte til hende, Tres. Er du sikker på, du ikke skal forbi helbrederhuset?"
"Er det virkelig så svært at give mig en sejr?"brød Zirra vredt ind, idet filmen endelig knækkede. Støvet havde rejst sig om dem på helt samme måde som dengang i ungdommen, hvor de stadig havde troet, hun ville blive til noget.  "Bare én? Og I undrer jer over, jeg ikke gider være her, mens I er!"

    "Hold din store kæft, Ersten," nåede Treston lige at brumme, før Zirras udbrud smældede igennem luften, og Treston vendte sig imod hende i stedet. 
    "Hvad fanden skal dét betyde?" spurgte han, med en stemme, der både havde en såret kant og en arrig undertone. Lige nu brød han sig bestemt ikke om, at blive sat i kategori med Ersten. "Jeg- "
    Men Ersten afbrød ham med rynket pande: "Treston - tal lige pænt til din søster." Treston løftede provokeret et øjenbryn og åbnede munden for at give svar på tiltale, men Ersten havde vendt sig imod Zirra - lod ham ikke komme til orde: "...Og Zirra - Lad dog være med at tage sådan på vej! Du arbejder i en guldsmed, og jeg er en Ridder af Lyset..." Han trak på skuldrene og sendte hende et skævt, lidt irriterende smil: "Jeg ville da skamme mig over mig selv, hvis det var dig, der gik af med sejren! Ligesom du vel ville skamme dig, hvis jeg var bedre til at..." Han måtte tænke sig lidt om, før han trak på skuldrene igen. "...fakturere ét eller andet eller skrive den rigtige adresse på et brev, eller noget. Vi har alle sammen vores kompetenceområder - du kan ikke rigtig klandre mig for, at være dygtig til mit arbejde...!"
    Treston udstødte et hårdt latterfnys og lagde armene over kors, selvom bevægelsen gjorde ondt - og tanken næsten fik ham til at udstøde endnu et hånligt fnys; alt gjorde jo forbandet ondt i øjeblikket... "Det var kraftedeme næsten imponerende, Ersten!" udbrød han og sendte et blik imellem sig selv og Zirra. "Dér formåede du - på én eller anden måde - at fornærme os begge to, og jeg ved ikke engang, hvilken del, jeg kan tillade mig at blive sur over! Du er sandelig dine forældres søn, skal jeg love for!" Det var overlagt, at han valgte at sige 'dine forældre' - lige nu ville han ønske, at han ikke kendte nogen af dem; at han ikke delte en eneste dråbe blod med de to lyshårede, blåøjede mennesker, der stod dér på Træningspladsen og lignede ham så urimeligt meget. 
    Så ville Erstens ord måske ikke provokere ham så meget, og så ville Zirras vrede ikke gå ham sådan på. Hvis de bare havde været et par ligegyldige fremmede, kunne han være drejet om på hælen og have efterladt dem uden at skulle føle den mindste, dårlige samvittighed...

Det var utroligt, at der kunne komme så meget galde ud af en ellers så flot mand.
"Så, Treston, nu skal du ikke ogs..." begyndte Ersten, men Zirra afbrød ham.
"Fordi du kan nemlig ikke skrive en ordentlig adresse på et brev - sikke et eksempel!" Hun kom på benene og børstede støv af sine bukser inden hun optog en præcis kopi af den stilling, Treston stod i med krydsede arme og et forurettet udtryk i ansigtet. "Det ville have været meget nemmere, hvis jeg havde været den dreng, far gerne ville have, ville det ikke?"
"Zirra, det er jo ikke sådan ment," prøvede Ersten af mægle, men han manglede virkelig overblikket over, hvorfor hans småsøskende var så skidesure. "Du gør det bedste du kan med hvad, Isari har givet dig."
Det var lige godt zalans. Nu skulle der også blandes guder ind i det? Og så netop Isari, som far altid prædikede om og som havde givet hans smukke drenge deres skønne magiske evner, men som tydeligvis ikke havde ment datteren var værdi til at modtage samme gaver. Zirra havde for længst trukket sig fra de ceremonier og bad oftere til Aladrios - nogle gange glemte hun helt at lægge offergaver til Isari, for hvad ville den gamle dame hende overhovedet af godt?
"Årh hold da op. Du er sgu også bare så sindssygt priviligeret, hva' Ersten?" bed Zirra tilbage. "Den ene gang du gør noget uden for rammerne var du heldig nok at far ikke blev sur, fordi hun var pæn."
Ersten havde ikke gjort mange ting i sit liv, der ikke handlede om at være i Lysets tjeneste. Han havde også mødt Ishai under sit arbejde i Rubinien med pestofrene under plagerne, men det var ingen hemmelighed, at farmand Dastor havde haft planlagt at finde ham en smuk adelsdame og gifte ham lidt godt - og opad. Ersten havde holdt hårdt på sin ægte kærlighed, og selvfølgelig havde mor mildnet fars humør. Det havde stadig brændt sig fast i Zirra at Ersten var sluppet af sted med det, når hun stadig hørte for ikke at have været god i kamp - som barn. Hvis han bare vidste. Åh hvis han bare vidste hvad hun havde gjort i Lysets tjeneste.

    Tydeligvis forvirret åbnede Ersten munden for at tage til genmæle, men Treston kom ham i forløbet og vendte sig med påtagen forbløffelse imod sin søster: "Aha? Så nu er det pludselig en god ting, at gøre noget uden for rammerne eller hvad, Zirra?" Han satte et provokerende udtryk op og slog med overdreven undren ud med hænderne. "Jeg bliver forvirret, må jeg indrømme, når du er så pokkers tvetydig i dine udtalelser!"
    "Må jeg lige-" begyndte Ersten, men atter en gang afbrød Treston ham, inden han fik lov til at tale ud: "Men selvom jeg ikke er meget for det lige nu, så må jeg alligevel give Zirra ret, for ved Guderne, hvor har du da altid selv syntes, at du var et pragteksemplar, har du ikke? Men selvfølgelig - hvorfor skulle du ikke det? Du har jo aldrig kunne gøre noget forkert, har du?"
    En tid stirrede de to brødre bare på hinanden - Treston; tungt åndende efter sin lange vredessvada, og Ersten; forsvarsberedt og sammenbidt. Så brød Ersten øjenkontakt og lod et værdigt, koldt udtryk glide over sine træk. Han stirrede tavst og misbilligende på begge sine småsøskende efter tur, før han endelig sagde - meget roligt og meget langsomt: "Er I færdige...?"

Zirra mødte Erstens hårde blik med sit eget, der også var gemt bag en hård maske af trods og frustration. Hun havde lyst til at svare Treston igen for hans kommentar om at måtte gå uden for normerne eller ej. Det var jo for Zaladins røv ikke det, det handlede om. Hun ville egentlig til enhver tid billige Trestons tendenser til at gå imod normerne og forvetningerne - især dem fra deres far. Men da for pokker ikke, når det slog ham ihjel!
Men selvom arrigskaben over Trestons lortebeslutninger stadig simrede, var hans ord om Ersten så rigtige og genløs så meget i hende selv, at hun var villig til at lade det ligge et øjeblik bare for at være med på hans blik mod storebroren. For han havde aldrig gjort noget galt, og hver gang det bare nærmede sig noget, der kunne ligne det, fik han det på ret køl eller smidt skylden fra sig. For Ersten var det perfekte barn i familien Reynlest. 
Hans kolde, ophøjede blik fik kun Zirra til at ryste endnu mere af arrigskab.
"Jeg er så forbandet færdig som jeg kan blive med jer to," snerrede hun, hvorefter hun trådte forbi Ersten, samlede sit sværd op og trampede væk fra træningspladsen.

Et sekund eller to stirrede brødrene bare efter Zirra. Så vendte Ersten sig langsomt imod Treston.
    "Hvad i alle Guders navn er det, der foregår, Treston? Hvad handler dét hér om?" Treston gav sig til at ryste på hovedet, men storebroderen greb ud efter ham - ville ikke lade ham slippe så let. "Treston-"
    Treston slog hans hånd væk og skovlede sit eget træningssværd op fra jorden. "Ikke mere nu, Ersten," sagde han, pludselig træt og opgivende. Det var som om Zirras exit havde taget det sidste af hans vrede med sig, og nu skyllede tristheden ind over hans krop og truede med at drukne ham. Med en hovedrysten og et sammenbidt udtryk begyndte Treston at gå væk fra sin bror - imod Træningspladsens udkant.
    "Treston!" kaldte Ersten efter ham - ude af stand til at fatte, hvordan en hyggelig træningseftermiddag var endt sådan her. "Treston, for pokker! Hvor skal du hen? Hvad med- "
    "Jeg skal have en øl og noget andet at tænke på," mumlede Treston for sig selv, mens han fortsatte væk fra Træningspladsen, og overhørte på dén måde resten af broderens ord. "...og så skal jeg have en øl mere og endnu én og på sigt skal jeg have en seng at sove i og nogle gevaldige tømmermænd, og i morgen skal jeg have en skideballe og et foredrag om ansvarsforsømmelse, og sådan fortsætter resten af mit forpulede liv..." 

    Tilbage på Træningspladsen stod den ældste af Reynlest-børnene med et glemt træningssværd i hånden og fattede absolut ingenting.