Log ind Opret bruger
Lysets Dronning
Krystalisianer

Retmæssig God
Race: Menneske
Alder: 50 år

Skaber: Plotmaster


Kiles Fald Del 1:
Det Endelige Oprør Begynder


Lysets Dronning, Isanne Iricia Aldemar, den retmæssige herskerinde af Krystallandet. Længe havde hun været væk fra sin hjemby, Dianthos, og i hendes fravær havde en ærkedæmon taget hendes skikkelse og en grådig ypperstepræst dannet en Orden, som havde skabt ufred og kaos. Heldigvis havde hendes loyale støtter - heriblandt Lysets General og Ypperstepræstinden af Isari, opdaget at der var noget i gærde. De havde befriet Dronningen og ombord på Admiral Bastian Simmons skib fragtet hende hjem. Nu ventede den største udfordring: at genvinde Krystaltronen, der var blevet narret fra hende.

Et svagt lys skinnede fra en krystal om dronningens slanke hals. Den oplyste de dybe furer i hendes ansigt, samt de glinsende krystaller på hendes sammensunkne skuldre. Den friske havluft og tid til at komme sig ombord på Østens Øje havde gjort hende godt, men hun bar stadig tydelig præg af sit lange fangenskab. Det eneste, der ikke var blevet taget fra hende, var det stålsatte glimt af viljestyrke i hendes øjne.
Hun, og hendes følge, bevægede sig langs en klippegang langt under Dianthos' By. I tidernes morgen havde de første tilflyttere grundlagt en mineby, hvor der ivrigt var gravet efter diamanter. Minerne var forlængst udtømte, men de eksisterede stadig, og ganske få - heriblandt Lysets Slægt - kendte til deres eksistens. De gamle minegange havde taget Dronningen og hendes tro følgere fra det barske klippeområde mod vest ind under bymuren - uset af vagter i porte, mure og tårne.

Gangene gav dem adgang til et for længst glemt og forladt hus i Dianthos' undergrund, og her mødte Dronningens følge en gruppe af mulige oprørere. Hendes loyale spioner havde først infiltreret byen på ordre fra General Baldwin og fundet de folk, som Lyset stadig stolede på. Der var givet ordre til at opsøge dem, som kunne regnes for at være loyale mod Lyset og dem, som søgte at gøre oprør. Ordene havde været simple:
"Indehaveren af Tronen er falsk. Følg med os, hvis du stadig støtter Isanne Aldemar og vil gøre oprør mod Ordenen"
Der var ikke blevet sagt mere af frygt for, at Ordenen ville få noget at vide. De loyale blev ført til det forladte hus i undergrunden. Deres fakkelskær skinnede på Isaris symbol, som i hastværk var malet på døren.

Indenfor talte Dronningen til de forsamlede: "Jeg forstår jeres forvirring og tvivl - men stol på mig nu. I må længe have følt, at noget var galt. Tænkt hvor var jeres Dronning henne, som Kiles Orden indførte forbud efter forbud. Jeg var langt herfra - holdt i fangenskab, men jeg er blandt jer nu, og jeg føler jeres smerte og vrede."
"For længe har Kiles hånd haft et greb om Dianthos. Jeg kender Leoric Emhyrian - han er en grådig og magtsyg mand. Tiden er inde til at vise resten af byens folk, at de er blevet ført bag lyset af onde magter - vi kan kun håbe, at de vil slutte sig til os ved synet af deres sande Dronning, og at vi kan gennemføre dette med så lidt blodsudgydelser som muligt."
Dronningens stemme lød klart i det støvede rum og hun så rundt på de forsamlede. "Er I med mig? Fortæl os alt, hvad I ved, om Ordenens planer - deres tilholdssteder og dem, der støtter dem. Jo mere, vi ved, jo lettere vil vi have ved at sejre."

...


Tråden er den første af tre reaktionstråde i afslutningen på plottet om Kiles Orden. Den første tråd er primært for tro støtter af Lyset og oprørere, som er blevet kontaktet af Lysets spioner. Det er op til dig selv at vurdere, om du mener, at din karakter vil falde under denne kategori. En reaktionstråd vil sige, at man skriver ét svar med sin karakter.
Vær venlig kun at deltage i denne (og andre) plottråde, hvis du føler, at det er relevant for din karakter.
/ Lysets Dronning, Herskerinde af Krystallandet /



Lysets Dronning styres af Admins efter behov og fungerer mest som en NPC.
Ønsker du af plotmæssige årsager en tråd med hende, så kontakt en admin.

Baldwin
Lysets General

Retmæssig God
Race: Halvdyr
Alder: 40 år

Skaber: Hobbit

Længe havde Leoric haft magten. Alt for længe havde utrygheden, utilfredsheden og mørket spredt sig ud i landet omkring dem. Men lyset var på rette spor tilbage. Dronningen var på vej tilbage. Den friske havvind hev i Baldwins brune fjer og fyldte hans næsebor med lugten af salt, som han sad i baggrunden. Betragtende. Beskyttende. Hele tiden på vagt og hele tiden klar til at træde til, skulle fare opstå. Det var ligemeget at de var på sikkerhed på Østens Øje. Han havde mistet hende en gang. Han havde ikke planer om at miste hende igen.
Trods friheden og den friske havluft havde givet mere liv og styrke tilbage i Dronningens træk, var tilfangetagelsen stadig tydelig. De sammensunkne skuldre, de ældede træk. Men stålfastheden var den samme. Den samme styrke, den samme skønhed. Den samme Dronning.

Men arbejdet var ikke færdiggjort. Af skjulte indgange og gamle miner, fandt de vejen tilbage til Dianthos og udsendte stemmen om revolution. Byen blev infiltreret af dem som kendte sandheden, og folk blev samlet. Loyale borgere der havde modet til at støtte dem. Baldwin forholdte sig tavst, men lod blikket glide undersøgende over enhver der kom ind i det forladte hus.

Ligemeget hvor mange gange Baldwin havde hørt hende give en tale, snakke til folket og fået dem til at lytte, bragte det den genkendelige stærke følelse i kroppen. Følelsen af stålfasthed, styrke og klarhed. Han håbede blot at det var den samme hos forsamlingen omkring dem. At Dronningens ord bragte dem klarhed, tryghed og styrke til at tage kampen op med dem. Få tronen tilbage i rette hænder, og få Leoric til at betale for sine forbrydelser.

Gloria fortis miles

Zirra
Spion af Lyset

Neutral God
Race: Menneske
Alder: 27 år

Skaber: Alianne_

Natten var blevet brugt i hast, i skjul og med meget sparsom søvn. Ordren havde ramt Zirra lige inden, hun var draget ud på en længerevarende mission uden for Dianthros, og hun havde sammen med sin kollega Cal bedt om udsættelse af personlige årsager. Svaret fra spionmesteren Liducia Dyare Leccár havde været det korte "Flyv frit og alene", og det havde været nok bekræftelse til at de kunne handle. 
Beskeden havde vist dem, at Liducia kendte til omstændighederne, men ikke selv kunne indblande sig lige nu. Nok fordi hun var under overvågning fra Leorics side og havde brug for at få ham ud af billedet, før hun igen kunne handle frit selv. 

Med de nye ordre var alting gået stærkt. De havde sammensat lister af betroede folk, lister af mindre betroede folk samt lister af personer, der med garanti havde fodret Kiles Orden med informationer. Zirra og Cal havde siddet sammen med seks andre spioner og sammensat deres viden til noget fælles, der gav et større billede af hændelserne i byen den seneste tid.

Nu stod Zirra lænet op ad væggen i huset og var pinligt berørt over, hvor tæt hun var på at falde i søvn under dronningens tale. Cal havde allerede givet hende en albue i siden én gang, og det ville blive et kønt syn, hvis hun dejsede om midt i det hele. Hun kunne næsten ikke tillade sig det heller. Foran dem stod en kvinde, der bar tydelige præg af alt for lang tids fangenskab, og hun holdt ryggen rank og øjnene fokuserede. Hvis hun kunne, kunne Zirra også tage sig sammen og holde ud lidt endnu. 
Bare en nat til... tænkte hun opmuntrende, og så til mens en af de andre spioner gik op med den hurtigt sammensatte rapport, de havde fået ud af de sidste par timers intense noteskrivning. 
Han var også Ridder af Lyset, så han kunne lidt bedre gå op og præsentere det for dronningen og hendes følge. Zirra, Cal og de andre blev i baggrunden med så ligegyldigt tøj, som de havde kunnet mønstre. Selv blandt betroede, var det aldrig rigtig sikkert for spionerne at være til stede. 
Xaphan
Lysets Ridder

Kaotisk God
Race: Blandingsrace
Alder: 2350 år

Skaber: Fnuggie

Langt om længe skete der noget. Endelig havde dronningen fået lys på sagen, men hvorfor var set en falsk dronning? Xapha; havde hele tiden haft på fornemmelsen at noget var galt, dog havde Baldwin haft kortene tæt ind på kroppen men hvorfor? Her troede Xaphan at han skulle vide en smule, han var trodsalt afhøringsmester, og han var blevet brugt flittigt af kiles orden det sidste lange stykke tid. Men hvorfor havde Baldwin ikke underrettet ham på den ene eller den anden måde? Det undrede ham meget og han vidste ikke hvad han skulle stille op.

Med stor sikkerhed havde han fundet frem til huset den sande dronning skulle tale i. Egentlig var han kommet for at skælde Baldwin ud, men han nænnede det ikke i dronningens nærhed. Han kunne altid skælde Baldwin ud på et andet tidspunkt. Han stod i baggrunden ved siden af Baldwin og kiggede rundt for at holde øje med uro. Der var ingen grund til at der skulle komme slåskamp nu, slet ikke når det stod så skidt til som det gjorde. Den sande dronning skulle have magten tilbage, og det var der faktisk ingen der skulle forhindre hende i, ikke hvis det stod til Xaphan i hvert fald. Hans vinger stod og åbnede og lukkede sig igen og igen, han var urolig mest af alt fordi Baldwin stod lige ved siden af. Han kunne jo bare vende sig om og give ham et par på næbet. Men det ville ikke falde i god jord. Han var trods alt lysets general, en opblæst nar dog men først og fremmest lysets general. Hans øjne faldt op på lysets dronning som holdet sin tale, som altid var hun velformuleret og veltalende det passede godt til hende. Han nikkede lidt de rigtige steder hvor der skulle nikkes og lod et blik glide hen på Baldwin. Bare synet af ham gjorde ham lidt vred.

Rasmus III af Arys
Lysets Kriger

Neutral God
Race: Menneske
Alder: 25 år

Skaber: Sunny

Prins Rasmus havde været en af de få kontaktet af Lysets Dronning og General Baldwin til et hemmeligt møde. Han var beæret. Han havde haft mistanker i lang tid, og han havde håbet at han var diskret med sine undersøgelser, fordi ellers ville han blive forfulgt. Som taktiker havde han dog valgt at finde så skjulte og diskrete måder på at komme frem til bestemmelsesstedet. Det var ikke nemt, hvis man skulle medregne alle de potentielle træk Kiles Orden kunne tage, men heldigvis kendte han de skjulte gyder ganske udemærket efter flere af hans eskapader i forklædning.
Som han ankom var han ikke i tvivl om hvad han skulle foretage sig. Han havde Isaris øre. Eller det var hvad man sagde hvert fald. Han kunne påkalde sig hendes beskyttelse, og selv inden Generalen var kommet med en ordre, havde han sat sig i et stille hjørne og begyndte at mumle en bøn til Isari om at holde dem skjult. 
"Isari, vor beskytter. Lad Lyset svinde fra andres åsyn og skjul os i de skygger Lyset kaster. Lad vore fodtrin være tavse, vor røst tyst. Lad det vandrende øje passere os forbi, og lad vores nærvær blive forglemt."
Bønnen blev gentaget igen og igen, og han havde sagt denne bøn lige siden han var ankommet. Han var ikke en magtfuld bønnesiger, men han kunne gøre hvad han kunne. Forhåbentlig ville hans vedholdenhed gøre bønnen kraftigere, omend det var en af de nyere bønner han havde lært. Han prøvede at undgå at blive forstyrret af de nyankommende, men det var svært. Det krævede enorm koncentration, og han kunne mærke som hans stemme blev hæs, omend han blot hviskede for sig selv. Sveden var begyndt at drive af ham, og knæene værkede og var stive af at være i samme position. Han måtte dog holde ud for at kunne være til nytte i nuværende stund, ind til man ville spørge efter hans hjælp i andre henseender.

Moana
Lysets Ridder

Retmæssig God
Race: Havfolk
Alder: 32 år

Skaber: Grace

Moana trådte ind i det forladt udseende hus med en let panderynken. Hun havde været sendt frem og tilbage mellem Dianthos og Aquarin et utal af gange over de mange måneder med forseglede dokumenter og andre diplomatiske tiltag fra forskellige dele af Lyset, så hvert nyt forbud og ændring i styret havde slået hende som sært, når hun havde ramt overfladen igen.
Udgangsforbud. Magiforbud. Øgede straffe.
Love hvis konsekvenser først rigtig havde trængt ind som hun havde set dem nær udført på en knægt hun nu kaldte sin væbner. Et var at vide, noget andet at opleve og episoden havde fjernet hendes sidste tro på at Kiles Orden ville nogen noget godt.

Hendes blik gled over de forsamlede. En blandet flok hvor mange var bekendte ansigter. Respektfuldt bukkede hun let for først Dronningen og så Generalen, før hun fandt en plads blandt Lysets krigere og ridder at indtage. Af andre var en del klædt til at falde i et med deres omgivelser, mens atter andre tydeligvis normalvis var disse omgivelser. Blikkene var tændte af håb og forventning hos de fleste.
Deres Lys var vendt hjem.
Nu skulle det blot sikres det blev der og at Dronningen fik sit retmæssige plads tilbage til at sprede det fra. Ordene forstærkede håbet, men understregede også hvad stadig lå foran dem. En kamp af så stor betydning som nogen hun havde hørt om tidligere.
Reina
Krystalisianer

Retmæssig God
Race: Engel
Alder: 89 år

Skaber: Helli

Reinas plads var ved Dronningens side. Det havde det været siden hun blev kronet, selvom de ikke altid havde kunne se øje til øje med alle tingene. Nogen gange var Reinas tilgang for passiv, hvis hun var usikker på hvad Isari mente om tingene, og Dronnigen blev nødt til at handle, men i sidste ende, så stolede de på hinanden. Derfor var det også en lettelse da hun havde vidst at Dronningen i Dianthos var forkert, falsk. Det gjorde at hun trods alt kendte sin egen Dronning.
For  mange i forsamlingen var det nok underligt at se den døde ypperstepræstinde stå ved dronningen side, ikke mindst fordi at Reina havde skiftet sine præstinderober ud med rustning, selvom hun stadig bar Isaris tegn. De snehvide vinger hang også tæt ind på hendes krop, men klare nok til at vise at den ellers vingeløse ypperstepræstinde virkelig havde oplevet et mirakel.

Hun sagde ikke noget forsamlingen. Det var der ingen grund til. I stedet for spejdede hendes øjne over forsamlingen, prøvede at notere ansigterne hun kunne se, selvom ingen af dem sagde hende noget, hvilket ville have været skræmmende hvis hun ikke var vant til det.
Selvom hun ikke rykkede sig fra sin plads, så fangede hun kort Baldwins øjne og sendte ham et opmuntrende smil. Det kunne ikke være helt let for ham, at være tilbage her i byen med sine krigere, når han havde været væk i så lang tid.

Eira
Krystalisianer

Retmæssig God
Race: Menneske
Alder: 63 år

Skaber: Venus

Rummet, som Eira befandt sig i, kendte hun lige så godt som placeringen af hver hårnål i sit sirligt opsatte hår. Gulvets grove brosten var sat på plads med præcision. Det samme gjaldt rummets tre murede vægge. Bare fødder så vel som uniformstøvler marchere taktfast forbi halvcirkelvinduet ud mod gården. Rummets placering i byvagtkontorets kælder gjorde udsynet begrænset, og de solide tremmer hjalp ikke ligefrem. De samme tremmer udgjorde også den sidste væg i rummet. Selvfølgelig lignede gulve, vægge og loft i alle rummene hernede hinanden, men rummet her havde den særlige egenskab, at vandhanen i væggen dryppede, og ingen havde gidet at reparere den.

Eira så gennem tremmerne, som hun havde gjort mange gange, når en fange skulle hentes eller bringes, men denne gang var det anderledes. For det første havde hun mistet sine hårnåle, hvilket generede hende en del. For det andet var det hendes ankler og håndled, som lænkerne nu gnavede i. Selvom hun aldrig i sit liv havde forsøgt at dirke en lås op, så tænkte hun, at bare én hårnål ville havde været rar.

Det var hendes mange taler i tempeldistrektet, og hendes stædige afvisninger af Kiles Ordens (hun spyttede i retning af sin ene fodlænke, som var mundvand syre, der kunne ætse lige gennem jern), der havde landet hende i fedtefadet. Hun havde holdt sig på afstand af al det hemmelighedskræmmeri, som modstandsbevægelsen havde brugt deres tid på. Gruppens gåpåmod var beundringsværdigt, men det var ikke den rigtige vej. Guderne ville hjælpe folket, og folket var kloge nok til at afvise den falske orden, hvis de fik beviser nok, havde hun ment. Den gamle dommer havde ikke taget fejl i sin holdning fuldstændigt, men Ordenen havde fået et langt stærkere greb i landet og havde fordærvet folkets tro på guderne langt mere, end hun nogensinde havde drømt om. Det havde været forfærdende at se byens folk spytte efter sig, høre deres beskyldninger om sindssyge, og se i deres ansigter at det ikke var spil for galleriet, da hun blev eskorteret væk fra Kiletemplets trapper.

Men det var ikke hele folket. Mange havde ikke mistet troen og gjorde deres, for at løsne Ordenens greb ligesom oprørerne. Mere end én byvagt var løbet gennem arrestgangene her til aften med et genopfrisket glimt af håb i øjnene og en enkelt var standset længe nok ved Eiras celle til at hentyde til, hvad der var i gærde i byens undergrund nu til aften. *Måske var det gudernes vilje, at jeg ikke skulle deltage,* tænkte hun smilende. Ordenen kunne ikke vriste oplysninger om tid, folk, og sted ud af hende, når hun absolut intet vidste.
- Dianthos' dommer - Ypperstepræstinde for Azur -
I Kiles øjne er guld, magt og styrke lige så meget værd som de brædder, du står på. Jeg vil dømme dig lige så upåvirket. Og smiger hjælper dig heller ikke!

Smo Fernis
Krystalisianer

Kaotisk God
Race: Elemental
Alder: 36 år

Karakteren er efterlystSkaber: The Evil Queen

Smo havde sneget sig rundt omkring hovedstaden i flere måneder snart. Hun var jo flygtet fra det fængsel, som hun var blevet placeret i af Kiles Orden, fordi hun nægtede at makke ret og følge deres ordrer. Nok var hun stadigvæk ypperstepræstinde, men ikke i Kiles Orden's øjne. Hun savnede sin sikre post, men vidste også, at ville hun tilbage, så måtte hun kæmpe for det. Og det ville hun også gøre, selvom hun ikke var den stærkste eller den dygtigste med våben. Men hun havde da sin ildmagi!

Så snart hun havde hørt ordrene 'Indehaveren af Tronen er falsk. Følg med os, hvis du stadig støtter Isanne Aldemar og vil gøre oprør mod Ordenen', så var hun fuldt direkte med til det forladte hus. Ikke så meget fordi hun bekymrede sig det store om hvem der styrede, men hun følte sig uretfærdigt behandlet, og dette skulle Kiles Orden bøde for. Hun var trods alt ikke mod Lyset, så hvorfor ikke være med det for en gang skyld?

Hun lyttede spændt til Isanne Aldemars ord og nikkede, inden hun kyssede sin amulet og bad stille med lukkede øjne: "Må Shara være med os."

Så åbnede hun øjnene, kysse amuletten igen, og lyttede så videre. Hun ville gøre alt hvad der stod i hendes magt for, at Lyset skulle sejre og Kiles orden skulle falde!

Rofus
Krystalisianer

Neutral God
Race: Menneske
Alder: 16 år

Skaber: Erforias

Rofus tog en dyb indånding det var det her ham og de andre rebeller havde arbejdet på så længe, han havde håbet af hele sit hjerte at den rigtige dronning var derude et sted, men der havde ikke været tid til at tænke på den slags. Ikke med de tyraner der holdt tronen. Så det måtte have været en håndsrækning fra Isari selv at han havde overhørt Moanas invitation til det hemmelige møde.

Han var ikke alene som han nåede frem til mødet, med sig havde han nogle af de andre rebeller, for det var vigtigt at vise at det var noget de var flere om, folket var med dem. Et undskyldende blik blev sendt i Moanas retning, han havde lidt håbet på at fortælle hende om at han var leder af et oprør på en lidt pænere måde. Rofus rømmede sig lidt "De fleste af jer kender os nok ikke, men vi er en del af rebellerne som der har været hvisket om siden i vinters, og ikke de falske mordere ordnen selv påstod var rebeller der blev brugt som undskyldning for magi forbuddet" Lød det med en knyttet næve, knuget i vrede. Han tog et øjebliks fred, før han fortsatte med en ro og en vilje ukarakteristisk for en så ung som ham. "Jeg har set med mine egne øjne hvor rådden, ordnen er blevet, hvordan at bøller og volds mænd er blevet givet masker for at gøre 'kiles' værk, men her-" trækkende et tætskrevet stykke pergament ud fra hans ærme "- er en liste med alle de adelige Ordnen har bestukket for at få venner og vender deres øjne væk, samt alle dem de har truet til at støtte dem" 
Hans øjne gled over forsamlingen hvis de fandt nogen med mørke og ondskab i hjerte ville han på ingen måde være bleg for at kalde dem ud. Så mange lysets riddere og andre mægtige personer, forhåbentlig ville de tage noget af byrden fra hans og Sofies skuldre, og hvis ikke, så måtte han kaste dragerne efter den falske dronning en efter en, for det her var begyndelse en på enden af Kiles orden.
- Regler følgers når de giver mening, og brydes når de ikke gør

Sofie
Krystalisianer

Neutral God
Race: Blandingsrace
Alder: 16 år

Skaber: Dragonflower

Sofie var kommet ind med Rofus, og var ikke veget fra hans side mens han overdrog listen med de adelige navne, og med den en del af den byrde de havde båret på så længe. Listen var lang, takket været deres eget arbejde, samt Shireens hjælp fra indersiden.
Sammen havde Rofus og Sofie samlet folk mod Ordenen, og sammen havde de ledt deres del af modstanden mod Kiles Orden.
Men nu var dronningen tilbage. Nu kunne Rofus og Sofie videregive alt den information de havde samlet, og forhåbentlig ville nogen samle den op denne gang, og fjerne byrden fra deres unge skuldre.

Som Rofus sidste ord rungede ud, tog Sofie over. Hun slog hætten ned, og lod sit let lysende hår skubbe mørket en anelse mere på flugt. "Vi er ikke mange, men hvad vi har samlet af viden, er Jeres" bød hun ind, mens hun roligt tog sin kappe af, varsom med ikke at lave nogle pludselige bevægelser der ville alarmere nogen. Hun lagde kappen på gulvet ved siden af sig, og lod den tredje rebel med dem, en Topalisiansk kvinde, bruge den til at fremhæve de ord der fulgte. Sofie skævede kort til Rofus, og ventede et øjeblik på hans beskæftigelse, inden hun fortsatte. Det var vigtig de forkerte øre ikke overhørte noget, og Rofus evne til at se sjæle, kunne sikre der ikke var nogle rådne æbler til stede.

"Der er mange der har følt byens tilstand var forkert, men har været for kuede, til at rejse sig imod Ordenen, efter hvad der skete med de falske rebeller. Men de er gode folk, og vi har ingen tvivl om at de vil slutte sig til Lysets banner når det gælder" forklarede hun, og lod Topalis kvinden vise samlingsstederne. Det var information de samlet på endnu inden de havde samlet rebellerne, og samlingssteder sat op med hjælp fra Alicia og Dinah.

"Vi har også en plan til at nå Leoric.. næsten" tilføjede hun og prøvede ikke at se for usikker ud. Planen var god. Med Selmys adgang til bibliotekerne og arkiverne, samt Éirs behjælpelige spøgelser, havde rebellerne fundet en vej ind, udenom størstedelen af vagterne. "Vi ville skaffe endeligt bevis for Leorics forbrydelser, så vi kan vise folk sandheden, men vi var i tvivl om hvad.. Men vejen ind til ham burde være solid" forklarede hun, og lod Topalis kvinden om at vise det atter engang.
Præsentationen sluttede brat, som Sofie blev tom for ord. Der var så meget mere hun kunne sige, om de hårde tider dronningens fraværd havde bragt hende, Rofus og på resten af byen. Dette var ikke tiden til at bring den lidelse op. Det var ikke relevant nu. Hvad der var relevant var at stoppe det, og derfor holdt Sofie sine ord om Dronningens svigt tilbage.
Dinah Va Levona
Krystalisianer

Neutral God
Race: Blandingsrace
Alder: 19 år

Skaber: Chilitoke

Dinah var ikke sen til at brokke sig, hun havde beklaget sig fra første færd af, da hun var blevet informeret om muligheden for mødet, og alle trin undervejs. Det er for farligt, hvad nu hvis det er en fælde? Hvordan ved vi overhovedet det passer. Dog var hun gået med til at følges med de andre til mødet, idet mindste kunne søge at redde de andre hvis det gik helt galt. Det var derfor ikke svært at hører rebellerne da de gik gennem tunnellerne på vej ned til mødet, da Dinah var en konstant strøm af nervøst brok, det var mørkt, det gik galt, og andre små problemer. Hun blev dog tavs da hun så forsamlingen. Det var faktisk lidt imponerende. Hun forbløffedes dog ved hendes næste reaktion harme! Hun bed det dog i sig og ventede til nogen lavede åbningstalen.

Da ’dronningen’ var færdig slog Dinah ud med armen i retningen af alle de fine riddere, præster og andre højtideligheder.
”Ved blodet! Og hvor var I så da folket led?” Klagede hun med sin syngende accent.
”Hvor var I, da de blev smidt på porten for at dele elvernes blod?” Forsatte Dinah
”Handler det her bare om hvem der skal side på tronen, hvem der har en 'ret'!? Blod og skam! Det er vel underordnet hvem der har kronen hvis bare ved kommende er værdig, og hjælper folket?” Forsatte hun sine anklager. Herefter trak hun vejret dybt og langsomt.
”Jeg er ikke imponeret, men jeg husker at tiden under jer var bedre end den tid vi har nu, så jeg håber i ikke spilder jeres anden chance” rundede Dinah af inden hun så en sidste sjæleborende gang rundt på alle de vigtige personer som hun bestemt ikke huskede at have set på gaderne eller i ’kampen’ mode Ordens undertrykkelse. Herefter trådte hun tilbage og vendtede på Sofies signal.

---

Dinah så stolt ned på kappen inden hun satte sig på knæ og rørte den med en enkelt finger. Det var som havde hun rørt ved overfladen af en stille sø, en skælvende bølge af energi bredte sig igennem kappen som ringe i vandet.
”Frihed uden ansvar” mumlede Dinah pinligt berørt over hendes oprindelige talefejl i deres skjulte symboler.
Da ordene blev udtalt, reagerede kappen prompte, den skiftede farve og blev nat blå imens utallige af små sølvtråde lyste op.

Folk der havde set på et detaljeret bykort eller måske endda selv haft glæden af at flyver over Dianthos’ tage ville kunne genkende mønstret som gader og landemærker i den store stad. I takt med at Sofie talte, rejste bygningerne sig fra kappen, sølvtrådene snoede sig om hinanden og formede murer, vægge og tage.
Gyldne knuder symboliserede ligesindede gruppe af folk der var klar til at gøre en forskel, eller små gemmesteder med vand, mad og medicin. Rustrøde knuder viste Ordnes højborge eller bosteder for kendte kollaboratører. Det mest imponerende var dog den krystalklare tråd der løb igennem gaderne og ind imod paladset, deres endelige plan for hvordan de ville have sneget sig ind og finde beviset.

---

”Kappen er jeres i kan kalde et fladt motiv frem eller væk med ordene ’Frihed uden ansvar’ ” Forklarede Dinah med sin let syngende accent og ret røde ører.
”Og nej det kan ikke ændres det er de eneste ord disse tråde kan genkende.” Tilføjede hun så inden nogen kom med spørgsmålet. Ved forfædrene hvorfor lavede hun dog den tale fejl i sin tid, det var så pinligt.
Alicia
Krystalisianer

Kaotisk God
Race: Engel
Alder: 78 år

Karakteren er efterlystSkaber: Karanu

Alicia var på sin plads. Det var det her, hun havde arbejdet for; at lede Dianthos tilbage på rette spor. Hun ønskede virkelig at gøre en forskel, og det var her, det startede. Synet af Lysets dronning forstærkede kun denne følelse, og hun mærkede iveren brede sig i kroppen som en flamme, der fik ordentlig fat og voksede sig stor og stærk.

Rustningen glimtede svagt i skæret fra faklerne, og de ildrøde vinger, der stak ud af sliskerne i denne, var rolige. Det var stadig smertefuldt at gemme dem væk, og lige nu gjorde det ikke den store forskel, så hun så ingen grund til at gemme dem. Langsværdet ved siden talte også sit tydelige, stille sprog om, at hun var klar til at møde modstand mod at generobre tronen.

Det ene bryn blev dog løftet, da Dinah valgte at stille spørgsmålstegn ved det hele, og hun mærkede irritationen hobe sig op. Havde hun da slet ikke hørt efter? "Det er svært at gøre noget, når man er lænket fast i en kælder. Jeg er sikker på, at det ikke ligefrem var dronningens eget valg" svarede hun med slet skjult irritation i stemmen. Hun ignorerede dog resten af ordene og vendte sig i stedet mod dronningen. "Vi er med dig. Alle her ved, hvad der er på spil, og jeg vil gå ud fra, at alle er her på trods af risiciene." Hendes stemme var klar og uden det mindste tegn på skælven, selvom hun ikke følte sig helt tryg ved at tale foran så mange mennesker. Hun var dog klar på at gøre det, der skulle til for at vælte Kiles Orden.
- Vampyr, dæmon, menneske, elver. Det gør ingen forskel for mig.
- De ønsker aldeles ikke at se mit temperament i kog...
- Sååå... kan De lide brød?