Sted: Midt i en kornmark i Medanien
Tid: Omkring middag
Vejr: Overraskende godt, solrigt og med en let vind

Kronos var kommet lidt i problemer. Der stod et par vrede menneskemænd og råbte af ham og svingede med pinde med metal på. Vrede og bange, men mest vrede. Måske var det fordi, at han havde trampet deres korn ned, måske var det fordi, at han havde en sprællende og skrigende gris i den ene hånd. Og resterne af den anden i skægget. Men han havde været sulten og grisene havde været nemme at fange omme bag et hegn. Og Kronos elskede grise, de smagte godt!

Det virkede heldigvis til, at de to mænd var for bange til decideret at angribe ham, de holdt en god afstand og svingede med deres våben, som bestod af to høtyve. Ikke specielt effektivt i mod Kronos, men det var som om, at hverken de eller Kronos vidste det. Den store trold var mest forvirret og en smule bange, som der truende blev råbt af ham. Trods sin tid med Asher forstod han stadig ikke helt det der med, at dyr kunne ejes på den måde og han havde jo været sulten! Og de stod lige der, midt ude i det fri. Næsten. Så hvorfor måtte han ikke æde dem?

Grisen skreg øredøvende i hans hånd og gjorde situationen endnu mere kaotisk og uoverskuelig. Det var ikke fordi, at han klemte om den, den var bare bange. Forståeligt nok efter at have set sin kammerat få brækket nakken og derefter blive stoppet ind i Kronos kæmpe gab, der var fyldt med spidse tænder.
Troldens blå øjne var spærret op og en lyd kom fra ham, en forvirret bange lyd. At han var en del større end de to mænd og uden tvivl kunne løbe fra dem, tænkte han ikke så meget over, nu havde de jo "fanget" ham. At han kunne slå dem ihjel uden de helt store problemer tænkte han så heller ikke så meget over, for han slog kun ihjel, hvis han var vred og det var nødvendigt. Så længe de ikke prikkede til ham med høtyvene, var de rimeligt sikre. Men han lænede sig lidt frem og slog en knyttet næve i jorden, hans forsøg på at skræmme dem væk, men det virkede bare til at eskalere situationen.

Det var efterhånden noget tid siden Asher sidst havde set sin troldeven. At hun skulle komme tilbage til en situation som denne, havde hun virkelig ikke regnet med. Hun havde stået længere væk i skyggerne og holdt øje med dem. Grisen der hvinede højlydt og mændene der var skræmt fra vid og sans. Men hendes tanker var kun på Kronos og grisen. Det var Kronos der var bange i hendes øjne. Hun forstod ikke menneskerne længere, og hun havde ikke lyst til at forsøge. De havde jo våben peget på hendes ven, så hvorfor skulle hun?

Hun trådte frem fra skyggerne og skyndte sig hen for at stå mellem mændene og Kronos. ”Kronos. Sæt grisen ned. Den har ikke lyst til at blive spist,” hun holdt afværgende en hånd oppe for at forsøge at gøre hele situationen mere rolig. ”Få det monster væk!” skreg én af mændene og Asher gloede forvirret og en smule såret på ham. ”Min ven er ikke et monster. Det er Kronos, og han er faktisk ret flink, så kan I ikke bare… Gå væk?” Asher var bestemt ikke kendt for hendes diplomatiske evner, især ikke da hun vendte sin opmærksomhed mod Kronos. ”Jeg synes vi skal finde noget andet du kan spise. Synes du ikke også det?”

Det hele var ved at være for meget for trolden, der kom med et mindre brøl af de to mænd i et forsøg på at få dem væk, men det virkede ikke. Og lige som han var ved at gøre et eller andet overilet, dukkede Asher op ud af det blå. Han havde ikke set hende i et par måneder, så lettelsen væltede igennem ham. Hun måtte da kunne hjælpe ham, han forstod ikke de to mennesker og kunne ikke forklare dem, at han bare var sulten. For hans skyld kunne de sagtens få grisen tilbage, men de havde jo ikke bedt om den. De råbte bare af ham og forsøgte at spidde ham med de spidse ting i deres hænder.

Ashers ord fik Kronos til at komme med en let pivende lyd, inden han lidt tøvende satte grisen ned. Den nåede knapt nok at sætte klovene på jorden, før den i rivende fart stak af sted, stadig skrigende. Kronos så lidt ærgerligt efter den, den ville have ligget godt i hans mave sammen med den anden. Men Asher mente ikke, at han skulle spise den, så det gjorde han ikke. Det var Asher, der havde styr på, hvordan verden fungerede.

De to mænd var stadig vrede og da den ene skreg af Asher, brummede Kronos advarende. Han stirrede på de to mænd, men slap dem med blikket som kvinden spurgte ham, om de ikke skulle finde noget andet at spise. Han nikkede og var klar til at forlade situationen, da den ene mand gjorde et udfald mod Asher, alt for vred og stadig bange. Det skulle han aldrig have gjort. At de truede Kronos kunne han håndtere, men de skulle ikke forsøge at gøre hans ven noget. Så i en hurtig bevægelse trådte han frem og greb høtyven fra manden. Skaftet blev brækket i små stumper i hans næve og med en vred lyd trådte han endnu et skridt frem, klar til at give mandens rygrad samme behandling.

Lukkes grundet inaktivitet