Arenaen... Det eneste, der egentlig er her, er sand. Hist og her kan man se spor efter slåskampe og ting, der ikke virker helt menneskelige. Et sted er der poteaftryk af et stort kattedyr, et andet er der rester af størknet blod. Det er længe siden, nogen har kæmpet her, men det bliver det lavet om på meget snart, for i morgen starter legene til ære for Mørkets Lord.

Cazz hæver blikket, og ser sig omkring i det lille, støvede rum, fyldt med klynkende skikkelser, og stanken af blod fylder hans næsebor. De smalle, grå øjne ser sig vagtsomt omkring, mens håndleddene vrider sig i de stramme lænker. han tager en dyb indånding, og lukker øjnene. Det eneste lyd ligenu er lyden af hans puls, der dunker hrtigt og stærkt.
Han skulle kæmpe for sit liv idag. Hvorfor vidste han egentlig ikke. Han havde ikke just været imod Mørkets Lord. Men måske havde det været hans flirteri med den unge, kvindelige soldat, der havde fået ham i fedtefadet. Uanset hvad, så sad han her, imellem de rystende skikkelser, mens stanken af lig gjorde ham ør i hovedet.

"Det er din tur nu" Lyder en ru stemme, og Cazz bliver puffet på benene. Hans lænker løsnes, og han griber fat i en ringbrynje af en art, som han trækker over hovedet. Han spænder bæltet med de fem dolke fast om livet, og stryger en hånd over sin isse. Tænk, de idioter til soldater havde kronraget ham!
Porten går op, og Cazz hæver hovedet, før han træder ud i arenaen, hvor tilskuerne venter spændt...

Ehtelihn lander på sandet og rejser sig i en sky af støv og sand. Næseborene vibrerer irriterede af de fine partikler, dersneg sig ind i luftvejene. Hun står nu bare lige under Mørkets Lords plads på tribunerne og venter på sin modstander. Der kommer han... Hun kan mærke adrenalinen begynder at gøre sin entre. Det irriterede hende gentlig lidt, at fangen havde fået frataget sine kræfter. Det her ville blive alt for nemt var hun bange for. Men på den anden side har ens styrke det med at flerdoble sig, hvis man er i fare.
Ethelihn skridter ind mod arenaens midte. Tilråbene og skrigene af fryd fyldte hendes øregange og genrede hendes koncentration, men ikke længe. Lige så stille mistede hun hørelse for alt det, der ikke havde noget med hende at gøre. Hun kunne kun hære sit eget hjerte galoppere og sin rustning klirre. "Er du klar?" spurgte hun kun lige højt nok til, at hendes modstander kunne høre det. Uden at vente på svare fyre hun den første energisalve afsted. Det er kun en tyndt lyn, der farer fra hendes hænder mod Cazador, men lige nu skulle hun hellere ikke bruge mere.

Cazz betragter sin modstander med et skævt smil. Hun var da... ganske yndig. Ikke så yndig som Rasha, selvfølgelig.. eller Lorelei.. eller Devyn... eller Nala... eller..
Han når lige akkurat at springe til siden for det energifyldte lyn, der skyder imod ham, og han lander tungt i sandet.
"jeg er FØDT klar, snuske" ler han, og trækker én af de skarpe dolke. Den glimter faretruende i lyset fra de mange fakler omkring arenaen, men skaber utroligt nok intet lys, da han med voldsom styrke kaster den imod ethelihn. Selv hvis hun forsøgte at parere, ville dolken nok gøre hende bare en smule skade.Og hvis ikke, var der flere hvor de kom fra.
Cazz sætter i løb, og skønt hans evner er blevet taget nådesløst fra ham, er han stadig lige hurtig. Han bevæger sig med utrolig fart gennem arenaen, klædt på som en romersk gladiator, og griber et sværd, og et knækket skjold, der hensynsløst er blevet smidt af de tidligere kampdeltagere. Pludselig går han i stå, og står som forstenet, med blikket fast rettet imod Ethelihn. Folkemængden gyser, og afventer spændt det næste træk i arenaen. enkelte råb kan høres, men de forsvinder efterhånden.
Cazz hæver et øjenbryn, og smiler sit skæve smil.

"Kom nu, min skøøne, vis mig hvad du har i dig!" hvisler han, og blotter sine spidse hjørnetænder..

Hun griner næsten uhørligt og tager et enkelt skridt til siden. Tror han virkelig, han kan slå mig på den måde? nu har han selvfølgelig ikke mødt mig før... Hmm, jeg tilgiver ham hans dumhed - denne gang Dolken hviner gennem luften og ville have gennemboret hendes skulder hvis ikke, hun havde flyttet sig. Men det rørte hende ikke, for hun kunne nå at flytte sig. Hun fulgte ham bare med øjnene, mens hendes smil blev mere og mere skadefro or hvert skridt han tog. Der ar flere ting, der mindede om hendes egne talenter. Hurtighed, evner med sværd - eller det var han åbenbart selv overbevist om - og så kasteskytsne. Han ville få store problemer, hvis han ikke fandt på noget nyt.
Han mindede hende også om nogen. Ved 'snuske' ringede en klokke, men hun kunne ikke lige komme på, hvem han mindede hende om. Ved 'min skønne' dæmrede det for hende. Han mig om Taylor.. samme formålsløse, selvhøjtidelige rapkæftethed, tænkte hun og smågrinede. Hendes fingre lukkede sig om hendes ene kniv. Hun trak den op fra pladsen i bæltet og lod fingerspidserne klemme sammen om klingen. Sekundet efter var den kastet og på vej lige lugt mod Cazadors lår. Hun ville sænke hans fart. Selvom hun mente, hun kunne hamle op med den - på den ene eller anden måde - var den stadig til hans fordel. Nu stod hun stille igen. Det eneste, der afslørede hendes humør - ud over det skadefro smil naturligvis - var hendes utålmodigt svingende hestehale. "Jeg håber sandelig du har tænkt dig, at tage dig sammen min skat."

'KLUNK' lyder det hult, da Ethelihn's kniv rammer Cazador's skold. Han ser lidt overrasket på det, og hæver et øjenbryn. Han vrister kniven fri af skjoldet, og betragter den kort. den var ikke lige så fin som hans egne knive, men lige så brugbar. Han leger kort med den, før han sætter den i bæltet, og griber sværdet.
"jeg kunne ikke have sagt det bedre selv, kære!" ler han, og hugger sværdet ud efter hende med enorm fart og hastighed. Hans blodåre pumper ved hans tinding, og hans øjenbryn er rynket i en anstrengt grimasse, der først vil høre op, når kampen er forbi. hvordan den så ellers vil ende.
Tilskuerne forholdsvis gisper, jubler, og gyser, alt imens dette blodige opgør finder sted. De fleste af kvinderne har gemt sig ved deres mænds skuldre, bortset fra de få, der er så opslugt af kampen, som man kan blive...
"Hmm, hvad ville du sige til at jeg blev medlem af jeres lille, hm... trup?" hvisker han til hende, da han i en undvigning ender bag hende, og ingen andre kan høre dem.
"kunne det ikke være hyggeligt?"

Ehtelihn undviger med nød og næppe. I én lynhurtig bevægelse griber hun fadt i sit eget sværd og hugger ud efter hans højre side. Til hendes egen ærgrelse når han at undvige og kommer om bag hende. Et rigtigt ubehageligt sted at være, hvis man ikke holder øje med hendes hår. Hun snor det som en slangehale et par gange rundt om Cazadors hals og klemmer til.
"Undskyld, sagde du noget?" spørger hun hånligt. "Åh du vil være med? Det kan du ikke mene alvorligt..." Hun griner hånligt og vender sig om med den ene hånd i siden. "Men nuvel, hvis vi indstiller kampen, kan du jo anmode om det nu. Mørkets Lord sidder lige deroppe." Selvom hendes kropsholdning er ret afslappet, skal man ikke forveksle det med, at paraderne er faldet. Hun stadig et fast tag i sit sværd og musklerne spændt i tilfælde af, at Cazador skulle gøre udfald. ethelihn lægger mærke til en ændring i stemningen omkring dem. Det har jo for så vidt stoppet kampen et sekund. Det er ikke længe, men den slags lægger ophidsede mennesker mærke til. Skrig, råb, hujen og andet godt brager stadig, men nogle af stemerne er forstummet.
Ethelihn er begyndt at stampe utålmodigt med fodden. "Tag en beslutning, inden jeg bliver gammel og grå." Hun husker et øjeblik at løsne grebet om Cazadors hals en smule. Han skulle jo nødigt blive kvalt inden, han får svaret.

Cazador bliver trukket ind til hendes side, men hans skæve smil forlader ikke hans læber. istedet lader han den ene hånd glide ned på hendes hofte, hvor den låser hende fast, roligt og elegant.
"selvfølgelig mener jeg det. At arbejde i så dejligt et kvindeligt selskab vil være mig en ære" siger han, og planter et kys på hendes kind, der får alle til at gispe af overraskelse. eller misundelse.
Han løsner forsigtigt hendes hår fra sin hals, og hvisker sagte;
"Vl du være så venlig at stoppe kampen? jeg tror jeg vil få lidt svært ved at klare dén sag"
Auraen omkring dem er helt salig. Publikum stirrer med store øjne på dem. Noge få hvisker nervøst, ellers er alle tavse. Cazz venter på at Ethelihn stopper kampen. hvis det sker, vil han rette sig op, og sige;
"Deres.. excelence..." han retter sig imod Lorden, der troner op over alle andre.
"Det skal være mig en stor fornøjelse at ledsage Dem- hvis De imidlertid føler at de kan bruge mig til noget? Jeg tror der er sket en stor misforståelse ved at jeg er blevet bragt hertil, da jeg intet had føler imod Dem og Deres formål."

Så han synes, han kan tillade sig at kysse mig? I et let ryk strammer hun grebet om hans hals så det kan mærkes og løsner det så lidt igen. Han vil ikke have kunnet få vejret i de to sekunder. Det vil grebet have været for hårdt til. "Nu skal du passe meget på min kære... Jeg har mine grænser," svarer hun lige så sagte som en slanges vislen og lige så faretruende. Hun løsner grebet og træder væk fra Cazador. Mængder bliver helt stille og begynder at hviske spørgsmål til deres sidemænd. Hun forstår dem godt. Det her er er ikke forløbet, som hun har regnet med - eller håbet på for den sags skyld. Det skuffer hende en hel del, at skulle stoppe kampen før, den overhovedet er kommet igang.
Hun hæver stemmen. "Min herre! Fangen ønsker at stille Dem et forslag!" Der bliver helt stille, og alles opmærksomhed hviler nu på Mørkets Lord. Det er muligt, at nogle også se på Cazador, men så vidt Ethelihn kan se, er hun den eneste, der ser på ham.

Den højtstående skikkelse, siddende på hans trone, syntes pludselig gøre sig en bevægelse. I en elegant bevægelse har den hætteklædte Lord rejst sig fra sin plads og bevæget sig imod gæret, der adskiller intetheden med det faste gulv under hans fødder. Stilheden falder pludselig over kamparenaen, og samtlige hoveder vender sig imod den nu oprejste Lord. Den pirrende fornemmelse blev da for alvor dannet i luften, specielt da ikke en eneste form for henvisning til, hvad Lorden syntes om situationen syntes at fremvises for hans folk. ,,Et forslag?" lød det da endelig fra ham, og en støttende hånd satte sig foran ham. En følelse kunne da pludselig høres i tonefaldet, og ikke just en god en af slagsen.
,,Du, en slave af mørkets krafter; en fange, fanget til brug af ren morskab, ønsker at ledsage mørkets side?" gentog han da, med en vis is i stemmen. En undertryk latter hørtes da fra hans hals, og han rettede sig da op i sin fulde højde, med et blik der ville fryse de varmeste kroppe til is. Hvis et blik kunne dræbe, ville det have dræbt Cazador på stedet.
,,Hvis mig hvad du kan, slave, overvind din modstander, derefter vil jeg bedømme dig!" han vendte da blikket imod Ethelihn. Noget ville sige nogen, at hun ikke var endt op en bedre situation end Cazador.
,,Husk din stand, Ethelihn" efter denne udtale, vendte han da ryggen til folket for derefter at placere sig tilbage i sin trone. Ved denne bevægelse startede skrigende igen, mere aggressive end tidligere, og langt, langt mere utilfredse over situationen. De forlangte blodudgivelse.

Cazz mærker Ethelihns hår stramme sig omkring sin hals, og han slipper straks kysset.
*aha- fyrig... ikke værst* tænker han, og slikker sig om læberne. Han lytter tavst til Lordens ord, og nikker, da denne har sat sig ned. Så går alt pludselig meget hurtigt. Han trækker en af de funklende, elversmedede sølvdolke, og skærer i et snuptag Ethelihns hår af, så der kun er ca. 4 centimeter tilbage. De lange hårtotter fyger omkring ham, da han løber et stykke væk fra Ethelihn. Cazz var ikke dum. Hendes ene evne sad i hendes hår. ergo- intet hår, ingen evne. Hun ville næppe kunne gøre meget med 4 centimeter.
Han blotter de spidse hjørnetænder i et grumt smil, og samler adræt et sværd op, som han stiller sig klar med.
"Jeg er ked af det snut, men det er enten dig eller mig. og jeg vil foretrække, hvis det ikke bliver mig" siger han, og hæver et slankt øjenbryn.
"kom an"

Hun smiler mere og mere skadefro for hvert ord, der kommer ud af Mørkets lords mund. Jeg sagde jo, han ikke skule regne med at blive en af os. pludselig falmer smilet og hun vender nærmes chokeret hovedet mod Mørkets Lord. Var hun faldet i unåde? en lidt rynke folder sig mellem hendes øjenbryn og øjenlågene lukkes let i, mens hun forsøger at undertrykke sit vredes udbrud. I stedet bukker hun - stadig med håret løst omrking Cazadors hals - for Mørkets Lord og svarer roligt "Ja, herre." Hvis man lytter godt efter, kan man høre en let dirren i hendes stemme. Hun er langt fra glad for det her. For det første synes hun, det er hamrande uretfærdigt, at hun skal ryge i fedtefaddet for at indsamle en tilsyneladende temmeligt dygtig kriger til deres rækker. For det andet har Lorden nu sat hende på prøve. Det er hun næsten sikker på.
Hun retter sig op igen, men inden hun får vendt sig om, føler hun skarp smerte. Den er næsten uudholdelig. "AAAAAAAAAARRRRHHH!" Hun skriger af smerte og tage sig til håret, hvor hun nu kun kan mærke nogle sølle små hårtotter. Hun vender med et ryk hovedet mod gerningsmanden. Hendes øjne lyner af raseri. Folkemængderne var begyndt at råbe igen, men nu er der stille, for selv de har en fornemmelse af, at der er optræk til rigtig ballade.
"Nå så du er ked af det? Du har ingen anelse om, hvad de ord betyder!" knurrer hun. "Men det skal jeg nok lære dig... På den anden side er jeg slet ikke sikker på, at du overlever så langt." Under normale omstændigheder havde hun afsluttet sine sætninger med snut eller skat, men ikke nu. Nu er det ikke en leg længere.
Ethelihn strækker begge håndflader mod Cazador og sender et lyn på størrelse med et lår afsted. Det tordner i hele arenaen nu. På nuværende tidspunkt er Ethelihn bedøvende ligeglad med, hvor meget de lyn tærre på hendes kræfter. Det her skal han få betalt

Cazz smiler selvsikkert. hvorfor skulle han have grund til bekymring? efter hans mening er han den stærkeste af de to. Men smilet falmer hurtigt, da han ser det gigantiske lyn fare imod ham. Han forsøger at undvige, men lynet rammer ham på skinnebenet, og stikker ild til de sorte bukser.
Nogle hujer- andre skriger- andre igen ler en ondskabsfuld latter. Publikums reaktioner er blandede, men Cazz tager sig ikke af dem. han forsøger at holde fokus på Ethelihn, mens han, desperat for at slippe væk fra flammerne, river sit ene bukseben af.
Han bløder, og hans skinneben er voldsomt forbrændt, hans ansigt er fortrængt i smerte, og han rysterlet af nervesammentrækninger.
Prustende som en tyr hæver han blikket, og de skarpe lyslilla øjne borer sig ind i Ethelihn. han kæmper sig på benene, støttende til sværdet, og sætter en fod hårdt i jorden. Hvis han bare kunne bide hende! suge alt liv ud af hendes lille, spinkle krop, fortære hende med krop og sjæl.
han trækker sværdet op af jorden, hvor det har kilet sig fast, og rømmer sig kort.
"Dét der var ikke helt fair, lille dame.." han springer frem, og hugger ud efter hende med sværdet, i håb om at ramme hende på skulderen..

Ethelihn griner en hånlig og unaturligt kold latter, der kunne få det til at løbe koldt ned ad ryggen hos nogen. På grund af sit raseri har hun ingen problemer med at fokusere på Cazador, mens har sit ben at slås med. Hun sender endu et lyn af sted af en mindre størrelses orden i retnign af hans maveregion, men da han springer frem, flyver lynet forbi og springer et lille hul i muren. Hun vrider overkroppen for at undvige Cazadors udfald, men når det ikke helt. Han var for tæt på. Ikke desto mindre bliver det ikke til mere end et overfladisk snitsår. "Tror du virkelig, at et rager mig om det her er fair?" svarer hun truende for at understrege, at han langt fra har set det værste endnu.
Hun trækker sit andet sværd - eller i virkeligheden har hun bare 'lånt' det fra Kravenoh - så hun nu står og svinger med to sværd som om, de var fjerlette. "Lille? Det er muligt, men det viser bare, at du har begået endnu en bummert - at undervurdere mig." Hun hugger ud efter Cazadors mave og holder det andet klar til at parere eller angribe igen. Det eneste, Ethelihn kan tænke på lige nu, er at få hævn og den skabede mide, der åbenbart var overbevist om, at han kunne klare hende. Hun er vandt ti stupide og eller sindsforvirrede mennesker, men det her gik ud over alle forventninger.

Cazz når lige akkurat at parere, og springer et skridt tilbage. han skulle ikke nyde noget af at få stukket et sværd tværs gennem maveregionen.
"Undervurderet dig?" siger han med en hovedrysten, og smiler til hende.
"Jeg har skam ikke undervurderet dig. se blot mit ben. Men 'store dame' lyder ikke lige så elegant og yndefuldt.. vel?" Han parerer og angriber skiftevis, imens hans mund former ordene, der nærmest trøster hende. ret bizart, når man tænker på at de kæmper for livet.
Nu og da må han stoppe op med sin ordstrøm, for at få kræfter til at parere et angreb, eller selv lave et. Hans pulsåre pumper ved tindingen, hans pande er fugtig af sved, og blodet driver ham ned af det ene ben.
Spændingen stiger i srenaen, mens kampen om ære udspiller sig på sandet..

Normalt ville den slags have smirret hende, men ikke i dag. Hvis han ikke havde akppet hendes hår, havde hans forsøg på at charmere sig ind på hende måske haft en chance, men nu var det for sent. "Så du mener at 'lille' er flaterende?" svarer hun spider sender et spark efter cazadors forbrændte skindeben. Hun parerer med lethed endnu et slag med begge sine svær, men da han igen slår ud efter hende, rammer han. Snittet i siden sviger let på grund af støv og sand, men hun klarer den.
"Og en ting til - så du mener ikke, du havde undervurderet mig? Jeg så godt dit chokerede ansigtudtryk, da jeg sendte lynkuglen efter dig. Og apropos chok..." Hun peger i retningen af den hånd, Cazador holder sit svær i og en lynkugle på størelse med en tennisbold fyres at fra hendes fingerspids i susende fart mod hans håndled. En forholdsvis simpel måde at afvæbne ham på. Det er selvfølgelig muligt, at han stadig kunne holde på sværdet. Hvis han kan, må jeg jo bare prøve igen tænker hun og overvejer om den næste skal være kraftigere. Hun kan mærke sine krafter blive savgere, men af en eller anden grund har det ikke ændret kampens sværdhedsgrad. Han måtte også være ved at blive træt.
Publikums hujen og heppen runger stadig gennem arenaen og giver svage rystelser. Sådan fornemmer Ethelihn det i hvert fald. hun kan ikke høre dem, men hun kan mærke lydene hamre i hendes øregange.

Alwyn rettede sig op og betragtede kampen. Hun var kommet forsent til festlighederne, eller hvordan de ellers skulle beskrives*. Hun stod ved gæret, hvor Mørkets Lord før kampens begyndelse havde startet det hele. Hun så ned på de kæmpende. Ned på de dødelige. Ned på de svage. Hun betragtede deres kamp. Deres fodarbejde. Vurderede deres potentiale og fnøs for sig selv. I realiteten var det udemærket, når man tænkte på at de ikke havde haft mulighed for at lære bedre. De var selvfølgelig langt under hendes niveau, fastslog hun. Det var alle; bortset fra... Hun skævede til tronen der var placeret på midten af balkonen. Tronen hvori Mørkets Lord sad. Hun borede fingrene ned i gelænderet og vendte igen blikket imod de kæmpende. Tankerne trak hende væk og hun kom først til sig selv igen da de kæmpende talte. Hun anede ikke om de havde talt sammen fra starten. Hvor mange ord de havde udvekslet eller hvad de snakkede om. Men de talte og det irriterede hende.

Hun rettede sig op og vendte sig imod Mørkets Lord. Hun overvejede om de ikke, blot for at slippe for de mindre-værdige menneskers næsvished og dårlige ord-brug, mon ikke skulle skære deres tunger ud. Hun vurderede kort om én af de kæmpende mon var vegetar. Hun morede sig med tanken om at fodre en vegetar med sin egen tunge. Det slog hende at én af de kæmpende jo faktisk var en Mørkets Kriger. Hun smilte for sig selv. Man kunne jo næsten høre det på, hvad var det nu hun hed, Elteline? Eltelina? Var der overhovedet Elte i navnet? Hun klukkede for sig selv. Uanset hvad, så kunne man høre på kvindens tone-leje og tone-brug at hun umiddelbart forsøgte at virke kold og nådesløs. Hendes latter var et udemærket eksempel, og det skar da også frygt og kulde ind i tilskuernes øjne. Og så alligevel. Det handler jo ikke om det ydre.

Alwyn missede med øjnene og gabte.
"Jeg kunne gøre det af med dem på den halve tid, Herre. Jeg forstår ikke hvorfor vi skal spilde en så herlig dag på at se på amatører, når vi kan bruge den på at feste og drikke og være glade. Jeg ville jo tro at denne tid skulle være for at hylde Dem og ikke en tilfældig kriger, der på den ene eller anden måde, med uendeligt brug af uendeligt held, får nedfældet sin modstander."
Hun sukkede og rystede på hovedet. Det gav, for hende, ingen mening. Men sådan var der jo så meget. Hun vendte sig igen imod kampen og hvilede hovedet i håndfladen. Nu ville hun snart se blod.

*At komme for sent var så meget sagt. Hun havde faktisk ikke i sinde at dukke op til hele ceremonien, før hendes hjertenskære ven og slave, Ibjo, havde banket på hendes dør og påpeget at der ville blive gjort hovedrent. Hun havde i tumultet af at dels smide ham ud af vinduet og dels forbinde hans hoved efterfølgende, glemt at tage sin bog med ud af huset og var i sidste ende nød til at finde på en alternativ måde at holde humøret oppe, indtil hun igen kunne vende tilbage til sit bibliotek.

"Lille er meget mere flaterende end stor, mener jeg" mumler han, og smiler skævt. han tager en dyb indånding, og ler hoverende, da hans slag rammer hende.
"Ah, duften af se..ARGH!" han brøler vredt, da lynkuglen ramer hans håndled, og sværdet falder til jorden med en høj klirren. Der bliver dødstille i arenaen. Ville det her blive enden på kampen? en svag mumlen breder sig blandt publikum, da Cazz falder sammen med et krampagtigt udtryk, og blødende lemmer.
Hans næsebor vibrerer vred. Den forpulede lynkaster!

((jeg aner ikke hvad jeg skal skrive XD))

Underligt kom det ikke bag på Lorden, at netop Alwyn skulle komme for sent til ceremonien. Ikke ment i en diskrimination imod hendes som person, men på en eller anden måde var det overraskede det ham bare ikke. Han følte sig derimod heller ikke fornærmet over dette, da han alt i alt havde dannet sig visse billeder af hans nærtstående tilhængere. Dette var en af dem, han havde dannet sig over Alwyn, og der var langt flere endnu - ufortalte, hvilket de vil forblive.
En reaktion var ikke til at se på siddende skikkelse, derimod bevægede han ganske let hovedet imod Alwyns overlænede skikkelse. Noget der mindede om et suk, uden nogen speciel mening, lød da fra Lorden.
,,Det er jeg skam ikke i tvivl om Alwyn," sagde han da til sidst, og lod da blikket falde tilbage imod den actionprægede arena. Sandt nok, var der ikke den mindste tvivl om hvad kvinden overfor ham, kunne udrette. Han var bare ikke just typen, der lod sig udvise den slags form for begejstring for et andet individ - i hvert fald ikke uden videre, og hvis det da endelig var, gjorde han det på sin egen karakteristiske måde. Med blikket endnu hvilende imod kampen på arenaen, som blot syntes at vække mere og mere vred, blandt kæmpende, skævede han ganske kort imod den endnu stående Alwyn. Han rakte derefter en ganske let hånd frem imod hende, og vinkede hende let over imod sig.
,,Sæt Dem ved mig," beordrede han ganske let, for derefter at plante blikket opmærksomt imod Ethelihn og Cazador. Begge så ud til at have et udpræget talent for kamp, på den ene eller den anden måde; begge gode på vær deres måde. Dog var der endnu en vis tvivl, om denne fange. Muligt at han mente han var anbragt det forkerte sted, men der havde jo været en grund til dette. Han skulle derfor overbevises godt og grundigt, for at personen skulle have en chance for at gennemføre dette. Derfor kampen prøve i sig selv, hvilket da begge parter udmærket godt vidste. Ikke så meget for Ethelihn, da hun allerede havde en god stand - en hun lige foreløbig ikke ville få trukket fra sig.

Nu er det Ethelihns tur til at grine hoverende. "Ærligt talt..." mumler hun alermest henvendt til sig selv. Måske ville Cazador slet ikke kunne høre hende. Godt nok var de langt fra tilskuerne, men alligevel ville de nemt kunne overdøve hendes mumlen. Med hurtige bevægelser sætter ethlihn sine sværd tilbage på plads og strækker armene i vejret. Hun gjorde klar til at give ham en sidste ladninge. Man kan høre knitren, og efter et halvt sekund kan man også se små gnister springe fra Ethelihns krop. Der bliver næsten helt stille i arenaen. Så strækker Ethelihn armene fremad og sender en stor energikugle aftsted mod Cazador. Den er ikek dødelig, det tør hun ikke, men den kan ikke undgå at give ham et godt skub bagud, hvis den rammer. Hun udstøder et råb af kraftanstrengelse. Hendes åndedræt er blevet tungt. Det er tydeligt, at hun brugte en hel del styrke på kuglen. Nu venter hun - og tilskuerne, har hun efornemmelsen af - bare på, om den var anstrengelsen værd.