Han lod daggertens blad glide langs arret; skar panden op på sig selv. Han skreg af smerte og hans ansigt blev rødt af blod. Han pressede daggerten imod panden. Et eller andet sted var han bange for at komme til at slå sig selv ihjel, men så alligevel? Der lød et knæk, og et øjeblik stoppede tiden for ham. Så fik han et døsigt blik for øjnene. Der gik yderligere et par sekunder, så borede smerten sig ind i hans ansigt igen. Han tørrede blod væk fra øjnene og stirrede på Kyoshiro med et tomt blik.
"Du..." hvæste han og langede ud efter Kyoshiro. Han vidste at han ikke ville ramme ham, så han brugte den anden hånd til at skubbe sig væk fra jorden og kastede sig imod Kyoshiro. Eftersom de ikke var så langt fra hinanden, var der et lille håb om, at få kastet ham til jorden. Men man ved aldrig.